Oscars 2012: Jean Dujardin og takketalens kunst

Jean Dujardin. Smag på navnet. Han er charmant, ydmyg, skæg, elegant, musikalsk, sooooo very French, ligner et matinéidol, danser som en drøm, har et killer smile, et tiltalende kropssprog og mere udtryk i sit ene øjenbryn – "I'm sorry, they're independent" – end ti kvindelige hollywoodstjerner tilsammen kan vriste ud af deres frosne botoxmasker.

Om Dujardins talent stikker dybere og favner bredere end de forrygende pasticher, vi hidtil har set ham i, eller han om et par år er trasket ud i glemslens dis som en gallisk one trick pony forladt af Gud og Harvey Weinstein (som i dette tilfælde kan komme ud på ét) …? Man kan have sine bange anelser.

> Jean Dujardin og Bérénice Bejos afsluttende stepnummer fra "The Artist" (YouTube)

På den anden side er det svært ikke at håbe det bedste for 39-årige Jean Dujardins videre færd. I maj sidste år vandt han skuespilprisen for "The Arist" på Cannes-festivalen og kvitterede, naturellement, med lidt jubelstep. The Weinstein Company opsnappede rettighederne til "The Artist" – og så rullede lavinen.

De sidste seks måneders målrettede charmeoffensiv har bragt Jean Dujardin forbi ethvert tænkeligt talkshow og filmprisarrangement i den angelsaksiske verden. Dujardins sejrstogt nåede sin kulmination i nat, da ”The Artist” vandt fem tunge priser ved den 84. oscaruddeling. Og uanset om man heppede på Frankrig eller USA i kategorien bedste mandlige hovedrolle, var Dujardins begejstrede og bundsympatiske takketale – stiligt afrundet af et par henkastede dansetrin – et af showets højdepunkter.

Den første oscarbelønnede franske skuespiller nogensinde. At tænke sig: For et år siden talte manden ikke ét ord engelsk.


15. januar 2012: Jean Dujardin vinder Golden Globe


29. januar 2012: Jean Dujardin vinder SAG Award (Screen Actors Guild)


13. februar 2012: Jean Dujardin vinder BAFTA


26. februar 2012: Jean Dujardin vinder Oscar

Selvfølgelig er Jean Dujardin ikke kommet sovende til succesen. De sidste ti år har han gjort sig uundværlig hos sit hjemlands publikum, først som tv-komiker og siden med veloplagte hovedroller i diverse mere eller mindre parodiske komediefilm.

Størst succes har han haft i parløb med instruktøren af ”The Artist”, den ligeledes nyslåede oscarvinder Michel Hazanavicius, hvis navn forudsigeligt voldte de lingvistisk udfordrede amerikanersnuder pinligt mange problemer under hele oscarshowet ("Michel I Wanna Whiskysjus", Michael Douglas?)

> Jean Dujardins dansenummer i surferkomedien ”Brice de Nice” (2005)

Parrets to spooffilm om den chauvinistiske hemmelige agent OSS 117, der bærer sit franske snæversyn med stolthed, var kæmpe biografsucceser i Frankrig. Hverken "OSS 117: Le Caire nid d'espions" (2006) eller "OSS 117: Rio Ne Répond Plus" (2009) nåede nogensinde i dansk distribution, men kan skaffes på dvd med engelske undertekster. Helt ærligt, så er de retrofile spionløjer altså heller ikke sjovere end som så, om end udtrykket efteraber stilen fra midt-60'ernes agentfilmbølge ret præcist, og Dujardins lighed med en ung Sean Connery er i denne rolle mildest talt forbløffende.

Trailer: ”OSS 117: Lost in Rio” (2009)

Mindre kendt er det, at Jean Dujardin har medvirket i hele to filmatiseringer af tegneserien om Lucky Luke. I den nyeste og mest vellykkede af filmene, ”Lucky Luke” (2009), spiller Dujardin selv titelrollen som vestens cooleste cowboyhelt, og han har desuden skrevet med på manuskriptet. I den anden og langt ringere film, der kredser om Lucky Lukes ærkefjender, ”Dalton Brødrene” (2004), dukker Jean Dujardin op i en kort cameo som kæphøj cowboy. Hjernen bag manuskriptet hedder i dette tilfælde – trommehvirvel – Michel Hazanavicius.

Slutnote: Det kan vel ikke overraske nogen, at den eneste af Jean Dujardins film før "The Artist", der har fundet udgivelse på det danske marked ("Dalton Brødrene"), også er en af de absolut værste ...

> Anmeldelse af "Lucky Luke" med Jean Dujardin
> Anmeldelse af "Dalton Brødrene" med Jean Dujardin

Teasertrailer: Jean Dujardin som "Lucky Luke" (2009)

Klar til Oscar 2012: Podcast og konkurrence!

Bries Blog-O-Rama præsenterer Oscar-opvarmning med triviaquiz på Facebook – vind fribilletter til "Shame"!

Så er der mindre end en uge, til alle vi glade filmnørder trodser tidszonetyranniet og holder øjnene åbne en hel nat for at følge livetransmissionen af The 84th Annual Academy Awards - på dansk Oscar-uddelingen 2012. I vores del af verden er klokken kl. 02:30 mandag morgen, når værten, Billy Crystal, byder velkommen til festen i L.A. Nogle af os kan heldigvis tage fri den 27. februar ...

Ligesom sidste år vil jeg på Oscar-natten være at finde i festligt lag hos Filmnørdens Hjørne. Vanen tro følger Casper I. Christensen & Co. slagets gang på skærmen med champagne på bordet og en mikrofon i hånden. Efter en minimal redigering bliver Filmnørdens Oscar-podcast lagt online samme mandag til fri fornøjelse for alle.

Modsat sidste år er jeg også at høre i den dugfriske Oscar-opvarmingspodcast, som Filmnørden netop har lagt på Hjørnet. Med en spilletid på tre timer og 26 minutter når vores gennemgang af årets nominerede lige akkurat at slå sidste års rekordlange opvarmning. Episk er ikke ordet!

Hør Oscar-opvarmningen 2012 her:



> Oscar-opvarmning 2012 på filmnoerden.com

Og så kommer vi til præsentationen af Oscar-quizzen!

Omkring 3:15-mærket i Filmnørdens Oscar-opvarmningspodcast reklamerer jeg for en lille daglig Oscar-triviakonkurrence, som jeg har valgt at køre på Blog-O-Ramas Facebook-side.

I ugen op til Oscar-uddelingen vil jeg med løs hånd dele ud af mere eller mindre obskure Oscar-triviaspørgsmål på Facebook. Og der er oven i købet præmier til de to af jer, som flest gange er hurtigst på aftrækkeren med de rigtige svar. Altså:

1) svar først og
2) svar rigtigt
3) på flest spørgsmål i løbet af konkurrencen.*

*Ved pointlighed vil der blive trukket lod om vinderne.

De heldige vindere vil blive belønnet med fribilletter til en af de film, som er blevet skammeligt forbigået af Oscar-akademiet i år: Steve McQueens "Shame" med en formidabel Michael Fassbender i hovedrollen.



Spørgsmålene vil som nævnt kun være at finde på Facebook-siden for Bries Blog-O-Rama, hvor vinderne kåres på Oscarnatten.

OPDATERING: Tillykke til Niels Søndergaard og Andreas Muurholm Dam, der begge vandt fribilletter til "Shame" i Oscarquizzen!



Bries Oscar-indlæg fra 2011:

> Gåden om James Franco
> Klar til Oscar 2011: Mens vi venter
> Klar til Oscar 2011: Helena Bonham Carter

Filmnørdens Hjørnes Oscar-podcasts fra 2011:

> Filmnørdens Oscar-opvarmning 2011
> Filmnørdens Oscar-reportage 2011

"Young Adult": Videointerview med Patton Oswalt

Bries Blog-O-Rama præsenterer et eksklusivt videointerview med stand-up-komikeren Patton Oswalt, hvor han fortæller om sin rolle i "Young Adult" og fantaserer om at myrde George Lucas ved hjælp af en skovl og en tidsmaskine!

"Young Adult", der får dansk biografpremiere på torsdag den 16. februar, er signeret af den dynamiske duo bag "Juno", instruktør Jason Reitman og forfatter Diablo Cody. "Young Adult" er dog en noget mere syrlig affære, hvor Charlize Theron gør indtryk som den sexede, men ætsende sarkastiske og infamt selvoptagede ægteskabsbryder Mavis.

Over for Charlize Theron leverer stand-up-komikeren Patton Oswalt (Remys stemme i Pixars "Ratatouille") en lige så fremragende birollepræstation. Han spiller den ensomme nørd Matt, der var gymnasiets prygelknabe tilbage i Mavis' teenageår. Til forskel fra Mavis har Matt dog formået at bevare et vist mål af værdighed og empati i sit sølle voksenliv.

> Red Band-reklamespot for "Young Adult"

I november 2011 rejste jeg til New York for at lave interview på "Young Adult". Mit møde med Charlize Theron kan du læse om i næste måneds IN, men allerede nu er jeg umådelig stolt over at kunne præsentere det første videointerview nogensinde på Bries Blog-O-Rama: Brie vs. Patton Oswalt. Se, del og kommentér!

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
Videointerview med Patton Oswalt
om "Young Adult" og "Killing George Lucas"



I mit videointerview med Patton Oswalt fortæller han selvfølgelig om sin rolle i "Young Adult" og om sit venskab med Diablo Cody. Og så flipper han helt ud over det lækre røde silkefor i min skræddersyede habitjakke.

Sidst, men ikke mindst, runder Patton Oswalt sit personlige forhold til "Stjernekrigen" og i særdeleshed de udskældte Star Wars-prequels, som George Lucas belemrede verden med i perioden 1999 til 2005.

For ganske ligesom sin rolle i tv-serien "Kongen af Queens", hvor Patton Oswalt spillede Kevin James' nørdede ven Spencer, er Oswalt også science fiction- og tegneseriefanboy i virkeligheden. Og som stand-up-komiker har han begået, hvad der må være den sjoveste anti-George Lucas-rant nogensinde: "At Midnight I Will Kill George Lucas With A Shovel".

Eftersom "Star Wars: Episode I - Den usynlige fjende" netop nu er aktuel som 3D-repremiere i biograferne, kunne jeg ikke dy mig for at stille Patton Oswalt til regnskab for hans morbide fantasi om at plante et haveredskab i knolden på George Lucas ...

"At Midnight I Will Kill George Lucas With A Shovel"
(fra cd'en "Werewolves and Lollipops", © Sub Pop 2007)

Spionagens psykologi: Bag om "Dame, konge, es, spion"

Fra i dag, den 9. februar 2012, kan Tomas Alfredsons filmatisering af John le Carrés spionklassiker "Dame, konge, es, spion" (Tinker Tailor Soldier Spy) langt om længe ses i de danske biografer. (Filmen er allerede ude på dvd og blu-ray i Storbritannien).

> Læs min anmeldelse af "Dame, konge, es, spion"

Jeg var så heldig at opleve Alfredsons "Dame, konge, es, spion" ved Venedig-premieren sidste sommer, hvor jeg også interviewede nogle af mændene bag filmen: birolleskuespillerne Colin Firth og John Hurt, instruktøren Tomas Alfredson og den Oscarnominerede manusforfatter Peter Straughan.

"»Dame, konge, es, spion« er ikke en spionthriller. Den handler om venskab, forræderi og loyalitet. Og om en mand med et knust hjerte."
– Tomas Alfredson

I Morgenavisen Jyllands-Postens søndagstillæg Indblik fra 5. februar kan du i min artikel "Spionagens psykologi" bl.a. læse filmholdets bud på nogle af de særlige personlighedstyper og faldgruber, der gemmer sig i spionfaget.

"Jeg tror, at de færreste mennesker egner sig til at være spioner. Hemmelighedskræmmeriet er enormt. De må ikke engang fortælle deres kærester og samlevere, hvad de beskæftiger sig med. De fører et liv inden i et liv."
– manusforfatter Peter Straughan

"Man behøver knap nok forstå intrigen for at fornemme, hvad filmen handler om. Alle kender til ensomhed og sårbarhed."
– Colin Firth om "Dame, konge, es, spion"

Artiklen fra JP er desværre ikke tilgængelig på nettet, men noget af mit efterretningsarbejde fra mission Venedig har fundet vej til den seneste podcast fra Filmnørdens Hjørne i form af små listige spionoptagelser.

Indslaget om "Dame, konge, es, spion" varer fra 29:54 til 39:49. Og når du alligevel er på krogen, kan du også lige snuppe Bries filmnyheder fra 06:47 til 18:52:

FILMNØRDENS HJØRNE - podcast 52

I Venedig sagde John Hurt desuden om den kolde krig:
”Man kunne have ønsket sig, at alle satte sig ned omkring et bord og sagde, ”Hvori består vores uenigheder? Vi tilhører grundlæggende den samme stamme og burde, idealistisk set, være i stand til at løse problemerne uden at skabe fjendebilleder«. Men det synes at være menneskets kår. Hvis vi ikke har en fjende at slås imod, opfinder vi én. Det er ganske trist.«

71-årige John Hurt er den eneste af skuespillerne i "Dame, konge, es, spion", der er gammel nok til at huske den kolde krig – og den ”varme”, for den sags skyld. Hurt var nyudklækket skuespiller i England, da »sort-hvid blev til technicolour« i 1960'erne.

Han erindrer også, da den britiske efterretningsofficer Kim Philby i 1963 skandaløst blev afsløret som russisk dobbeltagent:
»Jeg kendte hans søn ganske godt. Han lignede sin far i foruroligende grad. De havde begge en vidunderlig stemme, fuld af autoritet og resonans. Kim Philby kunne snildt have været russer med den stemme.«

OBS! BBC's føljeton "Spionen, der kom ind i kredsen" fra 1979, hvor Alec Guinness spiller spionchefen George Smiley, kan ses i sin fulde længde den 19. februar i Cinemateket i København. Filmhuset har desuden en række udvalgte John le Carré-filmatiseringer på programmet hele februar måned.

Filmanmeldelse: "Dame, konge, es, spion"

Instruktøren er svensk. Franske og tyske penge har betalt gildet. Og alligevel fremstod Tomas Alfredsons fortættede spiondrama "Dame, konge, es, spion" (Tinker Tailor Soldier Spy) som essensen af britiskhed ved sin verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig sidste år.



Da den tidligere MI6-spion David Cornwell, alias John le Carré, i 1960erne startede sin romanserie om den anonymt askegrå George Smiley, skete det som modreaktion til Ian Flemings fantastiske superagent, James Bond. Hos le Carré er spionerne forborgne embedsmænd, der kæderyger i lydtætte rum og fører et ensomt liv i skyggerne.

I seriens femte bog, "Dame konge es spion" (1974), har en russisk »muldvarp« – KGB's term for en infiltreringsagent – boret sig ind i hjertet af det smuldrende britiske imperiums efterretningstjeneste. Tekstens illusionsløse realisme stiller »det ældste af alle spørgsmål: hvem kan udspionere spionerne?«

Alec Guinness brillerede i en sen signaturrolle som den usmilende Smiley, da John Irvin i 1979 filmatiserede samme bog for BBC. Herhjemme lagde føljetonen gaderne øde under navnet "Spionen, der kom ind i kredsen". I 2010 udkom de syv afsnit på dansk dvd under en tredje titel, "Muldvarpen", i tandem med efterfølgeren, "Smiley's People".

Alec Guinness som George Smiley (© BBC 1979)

I le Carrés galleri af socialt isolerede, midaldrende nørder finder Tomas Alfredson igen en frugtbar klangbund for den melankolske outsiderempati, han udfoldede så smukt i sin forrige film, "Lad den rette komme ind". Ved at genfortælle "Dame, konge, es, spion" som periodestykke bevarer han den oprindelige 1970'er-atmosfære af fugtige cottoncoats og koldkrigsparanoia. Til gengæld er tempoet strammet op og den omstændelige intrige kogt ind til en saftig suppeterning. Man savner hverken tv-udgavens beklumrethed eller bogens mudrede plotslyngninger.

Filmens magnetiske centrum, Gary Oldman, griber chancen for at skrue ukarakteristisk langt ned for alle knapper. Slank og kantet ligger hans Smiley umiddelbart fjernt fra bøgernes »lille, fedladne og i bedste fald midaldrende« protagonist og tv-seriens lettere livstrætte onkel Guinness. Men Oldman tilsætter en lurende farlighed til antiheltens sindsro, så man dårlig tør fjerne blikket fra ham.

En distingveret luksusbesætning af engelske karakterskuespillere giver skakbrættets brikker fylde: Toby Jones, Colin Firth, John Hurt, Mark Strong, Tom Hardy. I kredsen af brune habitter ses desuden dansk-svenske David Dencik som »den ungarske giftdværg« Toby Esterhase.

David Dencik i "Dame, konge, es, spion"

Dame, konge, es, spion. Frankrig-Storbritannien-Tyskland 2011. Originaltitel: Tinker Tailor Soldier Spy. Instruktion: Tomas Alfredson. Spilletid: 127 minutter. Dansk biografpremiere: 9. februar 2012. Udgiver: SF Film.

> Læs også Spionagens psykologi: Bag om "Dame, konge, es, spion"

Blu-ray-anmeldelse: "Crazy, Stupid, Love."

En glat scorekunstner tager en midaldrende hanrej under sine vinger i den usædvanligt velspillede romantiske komedie ”Crazy, Stupid, Love.”, der i dag er ude på dansk dvd og Blu-ray



AF BRIAN ISKOV

Man ville næppe fornærme Cal Weaver (Steve Carell) ved at kalde ham en anstændig gennemsnitsfyr. Den nogen-og-fyrreårige familiefar fra forstæderne har været gift med sin gymnasiekæreste, Emily (Julianne Moore), i et kvart århundrede. Men i dét sekund hustruen erklærer, at hun har været ham utro og vil skilles, skrider den trygge grund under Cals udtrådte hvide kondisko.

Forvist fra hjemmet lapper han sin sårede stolthed med vodka-tranebær-cocktails på den lokale bar. Dette sørgelige syn vækker medlidenheden i Jacob Palmer (Ryan Gosling), et noget yngre og anderledes skråsikkert handyr på rov. Som ekspert ud i kurmageriets kunst tilbyder Jacob at hjælpe med at genopdage den manddom, som Cal forlagde »engang omkring 1984«.

Steve Carell og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Alsidige Ryan Gosling, som også er dvd-aktuel i »Drive«, er næsten absurd attraktiv som velplejet scorekunstner. Den glatte kynisme, som lurer i rollen, holder Gosling overlegent stangen med solidarisk charme, diskret komisk timing og et afgørende gran af sårbarhed. Steve Carell yder ham bravt og sympatisk modspil ved at understrege det standhaftige og reelle i sin akavede hanrej.

Mens Cals makeover sender ham i kløerne på bl.a. huntigeren Kate (Marisa Tomei), gør hans 13-årige søn utrætteligt haneben til sin fire år ældre babysitter. En yderligere sidehistorie følger den aspirerende advokat Hannah og hendes opgør med sin forlovede, den menneskelige valium Richard.

I en film så overskudsagtigt stjernespækket, at den kan henvise Kevin Bacon og Oscar-vinderen Tomei til andet geled, er fregnede Emma Stone som Hannah dén, der stjæler flest scener ved sin blotte tilstedeværelse. Hendes livfulde ansigt lyser klarest over for Gosling i en nøglescene, der ligesom sidste års franske kærlighedskomedie, »Heartbreaker«, trækker nostalgisk på mindet om »Dirty Dancing« og slipper heldigt fra det.

Emma Stone og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Skuespillernes appeal er generelt et stort plus ved »Crazy, Stupid, Love.«, der i tidens tråd (jf. »Bollevenner«) forsøger at ruske op i den metaltrætte romantiske komedieskabelon. Tonen er relativt moden og afdæmpet, mens manuskriptet bestræber sig på at sætte genrens præfabrikerede moduler sammen på lidt mere sofistikeret vis, end det normalt ses.

Videogensynet afslører dog også svaghederne ved »Crazy, Stupid, Love.«, for i anden ombæring fremstår historiens konstruktion en tand for beregnende. Konfliktbehandlingen stikker da heller ikke dybere, end at finalen søger tilflugt i de vanlige grandiose fagter og gennemtyggede floskler om »den eneste ene«. Men man bærer over med det, netop fordi filmskaberne i det store og hele udviser lyst til fornyelse og forkæler os med skuespil, som ligger langt over gennemsnittet for genren.



Warners danske Blu-ray-udgivelse af "Crazy, Stupid, Love." er forsynet med sparsomt ekstramateriale: to korte featuretter, tolv minutters slettede scener samt en digital kopi af filmen.

"The Player Meets His Match" er rendyrket ligegyldig EPK-fluff stykket sammen af interviewbidder, mens der er lidt mere underholdningsværdi at hente i "Steve and Ryan Walk Into a Bar", der er optaget i en afslappet pause under optagelsen af barscenerne. Her byttes rollerne mellem mester og lærling så at sige rundt, idet Steve Carell improviserer fjollede svar til en række spørgsmål om filmen, mens Ryan Gosling sidder på barstolen ved hans side og forsøger at følge trop, så godt han kan.

Fraklippene er mestendels variationer over eller forlængelser af eksisterende scener i filmen, og nogle af de alternative replikriff er faktisk rigtig morsomme.

Crazy, Stupid, Love. . USA 2011. Instruktion: Glenn Ficarra og John Requa. Spilletid: 118 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 7. februar 2012. Distributør: Warner Home Video.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været trykt i Børsen 8. september 2011.

Scorekunstneren Jacob har raffineret kurmageriet til en eksakt videnskab. Sidste års canadiske skuespilkomet, Ryan Gosling, udfylder rollen som dragende selvsikker player til perfektion i ”Crazy, Stupid, Love”. FOTO: Warner Home Video.

Filmanmeldelse: "Carnage"

Roman Polanskis sædekomedie "Carnage" tager sit udspring i Yasmina Rezas enakter "Blodbadets gud" (Le Dieu du carnage) fra 2006. Filmversionen udspiller sig i realtid på en januardag i New York. En dreng skubber til en anden ved legepladsen i Brooklyn Bridge Park. Gengældelsen falder prompte: en svirpende kæp lige i tandsættet.

Over æble- og pæretærte samles slagsbrødrenes respektive forældre for at finde en mindelig udgang på suppedasen. Jodie Foster er selvgod humanist og initiativtager til den udglattende gestus. Hendes mand, John C. Reilly, sælger husholdningsartikler og er selskabets plebejiske element. I deres sirligt kultiverede lejlighed, som udgør filmens kulisse, sørger sofabordets kunstbøger og hollandske tulipaner for at udstråle det rette smagfulde overskud.

Jodie Foster og John C. Reilly i "Carnage"

Ind i stuen træder Kate Winslet, investeringsmægler, og Christoph Waltz, erhvervsadvokat med konstant bimlende mobil limet fast til øret. Godt hjulpet på vej af en skotsk singlemaltwhisky udarter forsoningsmødet til en bitter, firfløjet infight, der høvler den tynde fernis af middelklassens civiliserede selvforståelse.

Med sine kun fem kvarters spilletid fremstod "Carnage" som en muntert-syrlig adspredelse i konkurrenceprogrammet, da den fransk-tysk-spansk-polske coproduktion havde verdenspremiere i Venedig sidste år. 78-årige Roman Polanski manøvrerer smidigt og veloplagt omkring i gruppedynamikkens afgrænsede arena. Stykkets sociale satire undgår ikke at virke lettere bedaget, og at personinstruktionen er moduleret i teaterscenens skingre register, får til tider det ellers voldsomt underholdende stjernespil til at virke unødigt manieret. Men det er indvendinger i småtingsafdelingen.

Christoph Waltz og Kate Winslet i "Carnage"

Carnage. Frankrig-Tyskland-Spanien-Polen 2011. Instruktion: Roman Polanski. Spilletid: 79 minutter. Dansk biografpremiere: 2. februar 2012. Distributør: Midget Entertainment gennem United International Pictures.