lørdag den 1. september 2012

Bond 50: "Designing 007" - udstilling på Barbican

Jeg var (00)7 år, da jeg første gang mødte James Bond.

Det skete i januar 1984. Filmen hed "Diamanter varer evigt", og jeg havde skaffet den på VHS i en elendig, pan-scannet piratkopi, hvor samtlige medvirkende lød, som om de gurglede hals, mens de fremsagde deres replikker.

Alligevel var jeg solgt fra første øjeblik. I løbet af et år konsumerede jeg de dengang 13 andre Bond-film på video. Selv de eftersynkroniserede versioner på tysk tv blev pløjet igennem, og i et tidligt udslag af overdreven fanatisme forevigede jeg deres lydspor på kassettebånd for at kunne lytte til dem som hørespil. På tysk.

Brie poserer foran Aston Martin DB5 med skummel type (SPECTRE? CIA?) lurende i baggrunden.

Jeg opdagede Interpresses James Bond-tegneserieblad, som naturligvis gik ind, netop som jeg fandt ud af, at det eksisterede. Jeg læste bøger om filmene, senere også Ian Flemings oprindelige romaner, og sugede i det hele taget til mig af alt, hvad der havde med agent 007 at gøre.

I dag, 28 år senere, er min kærlighed til James Bond-universet lige usvækket. Så selvfølgelig kunne jeg ikke dy mig for at springe på et fly til London, da kulturcentret Barbican åbnede en omfattende 007-udstilling i anledning af Bond-filmseriens 50 års jubilæum.

Kataloget til udstillingen "Designing 007". Pris: £30.

"Designing 007: Fifty Years of Bond Style" sætter fokus på scenografien, rekvisitterne og kostumerne fra hele EON's Bond-serie: lige fra "Agent 007 mission: drab" (1962), her bl.a. repræsenteret ved Ursula Andress' berømte bikini, til den snart aktuelle 23. film i rækken, "Skyfall". Samlingen af effekter fra EONs Bond-arkiver rummer et væld af kjoler, smokingjakker, smykker, storyboards, skitser og plantegninger, miniaturemodeller og gadgets fra Q's værksted. Desuden har enkelte sætstykker fundet vej til Barbican, såsom den læderpolstrede dør til M's gamle kontor og pokerbordet fra "Casino Royale" (2006), komplet med (ansigtsløs) Mads Mikkelsen-dukke.

Udstillingen bærer præg af at være kurateret af to kostumedesignere, hvorfor man godt kan savne et mere dybdegående indblik i f.eks. processen bag Ken Adams vidunderlige kulisser, og trods udstillingens fokus på stil er det bestemt heller ikke alle dele af "Designing 007", der er lige spændende arrangeret. Til gengæld dækker udstillingen så mange kvadratmeter, at man vil føle, man får valuta for pengene (billetpris £12), hvad enten man er inkarneret Bond-aficionado som jeg eller blot overfladisk interesseret i 007-fænomenet.

PS: Det er ved at være sidste udkald, hvis man vil fange "Designing 007" i London. Efter den 5. september stævner udstillingen ud på en treårig international turne, der starter i Toronto. Om "Designing 007" kommer forbi Skandinavien på et tidspunkt, er endnu uvist, men hold øje med Barbicans hjemmeside for mere info.

PPS: Bries Blog-O-Rama laver naturligvis et større 007-tema, når "Skyfall" får premiere den 26. oktober.


Ved indgangen til Barbican mødes man af den legendariske Aston Martin DB5 og en Sean Connery-mannequin klædt i Bonds Anthony Sinclair-designede habit fra "Goldfinger" (1964).

Det er dog kun på afstand, at mannequinen rent faktisk ligner Connery ...

Noget af det sjove ved at besøge Bond-udstillingen er muligheden for at granske rekvisitterne på tæt hold. For hvad der tager sig flot og overbevisende ud på film, ligner ofte billigt legetøj i virkeligheden. Her det ombejlede ATAC-kodemodul fra "Agent 007 strengt fortroligt" ("For Your Eyes Only", 1981). 

Prototype af Rosa Klebbs giftige sko med smallere klinge end den, der ses i "Agent 007 jages" (1963). "She's had her kicks", lyder Bonds kække kommentar. 

I "Moonraker" fra 1979 møder skurken Hugo Drax sit endeligt, idet Bond (Roger Moore) smider ham ind i en sluse og sætter ham i kredsløb uden rumdragt. Det er dog denne ca. 30 cm høje dukke og ikke skuespilleren Michael Lonsdale, man ser hvirvle ud i rummets uendelige dyb. Modellen er skabt af trickspecialisten Derek Meddings, der var fast del af Bond-crewet i mange år.

Jaws' tænder (t.v.) og den originale afstøbning (t.h.). Stålgebisset er inspireret af tandhjul og var så pinefuldt at bære, at kæmpen Richard Kiel, der spillede Jaws i to film, kun kunne have det i munden det få minutter ad gangen. Fra "Spionen der elskede mig" ("The Spy Who Loved Me", 1977).

Q's gipsben, der i "GoldenEye" (1995) skjuler et raketstyr. Kun på udstillingen (og på dette spionfoto!) kan man se, hvad teknikerne på filmholdet har moret sig med at grifle på gipsen.

I Barbicans 007-souvenirbod kan man bl.a. købe et spil Matador med James Bond-tema. "På jeres vej fra brylluppet bliver din hustru plaffet ned af Blofeld. Vent to omgange".

Eller hvad med en spiselig Aston Martin i belgisk chokolade?

Jeg endte med at erhverve mig denne gaveæske (£7) med fire håndlavede, guldbestrøede Walther PPK-chokolader. Dog vil jeg anbefale, at man tager chokoladerne op af håndbagagen, når man går igennem sikkerhedstjekket i lufthavnen. Hele min kuffert blev endevendt i Gatwick, efter at røntgenskærmen røbede mistænkeligt udformede genstande i min bagage!

> Læs også Bries portræt af Sean Connery

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar