lørdag den 8. september 2012

Venedig 2012: Vindere og tabere


Den 69. filmfestival i Venedig er netop afsluttet med uddelingen af de vigtigste priser:

GULDLØVEN (BEDSTE FILM): "Pieta" af Kim Ki-Duk (Sydkorea)
SØLVLØVEN (BEDSTE INSTRUKTØR): Paul Thomas Anderson for "The Master" (USA)
BEDSTE MANUSKRIPT: Olivier Assayas for "Aprés Mai" (Frankrig)
JURYENS SPECIALPRIS: Ulrich Seidl for "Paradies: Glaube" (Østrig)
BEDSTE SKUESPILLER: Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix for "The Master" (USA)
BEDSTE SKUESPILLERINDE: Hadas Yaron for "Fill the Void" (Israel)

Efterhånden som den 69. Venedig-festival nærmede sig sin finale, samlede oddsene sig om den sydkoreanske "Pieta" af Kim Ki-Duk. Instruktøren (som her ses på den røde løber, yderst til venstre) kvitterede for sin guldløve ved at synge "Arirang" for gallapublikummet i Lidoens Sala Grande. Under festivalen omtalte flere kritikere "Pieta" som et comeback for Kim, der tidligere vandt instruktørprisen i Venedig i 2004 (for filmen "3-Iron"). Jeg må tilstå, at jeg forlod biografsalen efter den grænseoverskridende brutale første akt af "Pieta", hvilket tydeligvis var en fejlbedømmelse. Det skulle vise sig, at årets guldløvevinder skifter spor undervejs og ender med at tage nogle ganske bevægende drejninger. Men på en festival, hvor man ser op til fire-fem spillefilm om dagen, bliver man som journalist nogle gange nødt til at trække stikket ud og tage et time-out. Så kan man altid fortryde bagefter, når den film, man ikke så til ende, tager hovedpræmien ...

Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix fik en fælles Coppa Volpi for deres pragtpræstationer i Paul Thomas Andersons "The Master" - og dét var et populært valg. Da Philip Seymour Hoffman gik på scenen i Venedig for at modtage prisen, var han netop stået af flyet og undskyldte sin fremtoning med, at han havde iført sig sit jakkesæt på et toilet. Hoffman tog også imod instruktørprisen på vegne af Paul Thomas Anderson, men i et farceagtigt optrin måtte skuespilleren på scenen for at aflevere den igen fem minutter senere. Juryens formand, Michael Mann, kom til at bytte om på præmierne, så en noget forvirret Ulrich Seidl ("Paradies: Glaube") først stod med en instruktørpris i hånden, men siden måtte bytte den ud med særprisen! 

Israels bidrag til Melodi Grand Prix Venedigs konkurrenceprogram, "Fill the Void", kastede en lige så fortjent skuespilpris af sig til unge Hadas Yaron. Den Jane Austen-inspirerede kærlighedshistorie foregår blandt ortodokse hasidiske jøder i nutidens Tel Aviv og var festivalens store, positive overraskelse. Forhåbentlig vover en dansk festival eller distributør pelsen på denne velskabte perle af en film, som er langt mere charmerende og vedkommende, end den lyder!
To amerikanske sværvægtere, som gik tomhændet fra Lidoen i år, var Terrence Malick og Brian De Palma. Begge kom selvparodien faretruende nær i deres respektive konkurrencebidrag, men hvor Malicks vage og til tider ulideligt selvsmagende "To The Wonder" trods alt udmærkede sig ved instruktørens vante, organiske flow og billedfornemmelse, var De Palmas "Passion" - en genindspilning af Alain Corneaus franske "Love Crimes" fra 2010 - helt uden formildende omstændigheder. Den kiksede og håbløst firseragtige "erotiske" thriller blev ved pressevisningen mødt med hånlige buhråb, som guddødemig fortsatte til den efterfølgende pressekonference. Bagefter strømmede de selvsamme journalister op mod podiet for at få taget deres billede sammen med filmens hovedrolleindehaver, Noomi Rapace, som da også så nydelig ud til pressemødet. Desværre leverer Noomi sin hidtil dårligste skuespilpræstation i De Palmas fuser, hvis ringe kvalitet fik mange til at stille spørgsmålstegn ved de erklærede stramninger af hovedkonkurrencen, som Venedigs nye festivaldirektør, Alberto Barbera, har brystet sig af.

Og her er han igen: Kim Ki-Duk, den glade vinder af Guldløven i Venedig 2012. Tillykke!

All images © 2012 Brian Iskov - all rights reserved

Ingen kommentarer:

Send en kommentar