fredag den 22. december 2017

MED DANSK TALE: Podcast-premiere og crowdfunding!



MED DANSK TALE: EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA DIN BARNDOMS TEGNEFILM OG TV

Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.

Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner.

MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.

Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!

Kopier dette link ind i søgefeltet på din podcastapp for at høre MED DANSK TALE på mobilen:
http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss