Jørgen Angel tog sit første billede af en rockgruppe med sin mors feriekamera i 1966, da han var 15 år. Siden fotograferede han legender som Lou Reed, Freddie Mercury, David Bowie og lokale helte som Shu-bi-dua og Gasolin', før han stoppede som rockfotograf i 1983.
Ved siden af sin karriere som selvlært fotograf arbejdede Jørgen Angel som freelancer for tegneserieforlaget Interpresse A/S. Her arbejdede han bl.a. som annoncesælger på rockbladet GO! i 1970'erne og tilrettelagde undervisningsudgaven af Peter Madsens første Valhalla-album. Da Jørgen Angel forlod Interpresse i 1992, var han den medarbejder, der havde været tilknyttet forlaget i længst tid.
Interpresse fik stor succes i 1970'erne med at udgive fransk-belgiske albumserier på det danske marked, anført af westernparodien Lucky Luke (tegnet af Morris og skrevet af René Goscinny). Det gav Jørgen Angel den idé at dramatisere nogle af de bedst sælgende tegneserier som hørespil.
I teksten herunder fortæller han Bries Blog-O-Rama om tilblivelsen af hørespillet ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene”, som Interpresse udgav på MC og LP i 1978.
Jørgen Angel har venligst doneret 2 x 1 helt ubrugte eksemplarer af ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene” på hhv. MC og LP til crowdfundingen af podcasten MED DANSK TALE. Støt kampagnen på booomerang.dk inden 5. februar 2018, og bliv den heldige ejer af Lucky Luke-hørespillet!
”Da jeg først havde fået ideen, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Det virkede oplagt at starte med Lucky Luke, der var vores største albumhit. Men vi havde et helvedes besvær med overhovedet at få lov. Vi sendte manus til det franske forlag, som sikkert har prøveoversat hist og her, og de skulle også godkende coveret. De tegninger lavede Peder Bundgaard, selv om han ikke er krediteret på omslaget. Det er nok de eneste officielle Lucky Luke-illustrationer fra den tid, som Morris ikke selv har lavet. Der gik over et halvt år, før det hele var godkendt.”
”Jeg har kendt Erling Larsen siden 1969-70. Han var med til at starte Café Teatret, dengang det hed Skt. Souci og lå ude i Sorgenfri. Han var daglig leder, for chef måtte det jo ikke hedde. Jeg fortalte ham, at vi skulle bruge skuespillere til indspilningen af Lucky Luke. Han var også god som tekstmand, så han omsatte tegneserien til ord. Så skaffede han skuespillerne til priser, vi havde råd til at betale. Det er derfor, at de medvirkende i både Lucky Luke- og Fantomet-hørespillet er folk med tilknytning til Café Teatret. Niels Skjoldager, ham den høje, spillede Lucky Luke. Henrik Larsen var også fabelagtig som en af Daltonbrødrene.”
MED DANSK TALE: EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA DIN BARNDOMS TEGNEFILM OG TV
Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.
Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner.
MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.
Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!
- Marty McFly (Michael J. Fox) om 21. oktober 2015 i "Tilbage til fremtiden del II" (1989)
En gnist sprang fra amerikaneren Bob Gales hjerne, da han i 1980 fandt sin fars gymnasieårbog fra 1940 og opdagede, at farmand havde været noget så utjekket som elevrådsformand. Ville Bob have været ven med sin egen far, hvis de havde kendt hinanden som jævnaldrende?
Bob Gale fik sin filmskolekammerat fra USC, instruktøren Robert Zemeckis, solgt på konceptet. Sammen skrev de manuskriptet til ”Tilbage til fremtiden” (Back to the Future). Parrets tidsrejsekomedie mødte mange forhindringer på vej mod lærredet, hvilket man bl.a. kan læse om i den nyligt udkomne, uofficielle ledsagebog "We Don't Need Roads" af Caseen Gaines (Plume Books) og den luksuriøst udstyrede officielle "Back to the Future: The Ultimate Visual History" (Titan Books).
Britisk plakat til "Tilbage til fremtiden" (Back to the Future, 1985)
Men da "Tilbage til fremtiden" endelig fik premiere den 3. juli 1985, overraskede filmen alle ved at blive årets største biografhit såvel i USA som på verdensplan. Siden udtænkte Bob Gale og Robert Zemeckis to fortsættelser (i 1989 og 1990), der blev optaget i halen på hinanden og med handlingsgange, der var tæt indbyrdes forbundne.
At den samlede "Tilbage til fremtiden"-trilogi fejres over hele verden i dag, onsdag 21. oktober 2015, og ikke på 30-års jubilæumsdagen skyldes, at det var på netop denne dato – også kendt som Future Day – i "Tilbage til Fremtiden del II", at hovedpersonerne Marty McFly og Emmett ”Doc” Brown landede i, hvad der dengang i 1989 var den forunderlige fremtid.
Mange tilskuere troede i 1989, at de seje, futuristiske hoverboards, som figurerer i "Tilbage til fremtiden del II", fandtes i virkeligheden - til dels fordi Robert Zemeckis spøgefuldt hævdede dette i et bag kulisserne-program på tv! De svævende skateboards var desværre kun filmtricks, og selv om flere firmaer siden har forsøgt at omsætte konceptet til virkelighed, er der stadig et stykke vej fra prototyperne til et færdigt forbrugerprodukt.
Et hoverboard i "Tilbage til fremtiden del II" (1989) | framegrab
Flyvende biler og skoer med selvsnørende bånd har vi heller ikke set meget til anno 2015. Til gengæld ramte Zemeckis og Gale plet, da de forudsagde fladskærms-tv, videotelefoni, Nintendo Wii, fingeraftrykslåse og dronekameraer.
Selv så jeg "Tilbage til fremtiden del II" med stor fornøjelse i Fønix-biografen i Odense, kort efter filmen havde danmarkspremiere i juleferien 1989. Godt seks måneder senere fulgte del III. Forinden havde jeg lært etteren at kende via vesttysk tv, og trods dubbingen var jeg helt forgabt i Marty McFly og "Doc" Emmett Browns tidsrejseeventyr.
(Filmens tyske titel, "Zurück in die Zukunft", ser også flot ud grafisk. I det hele taget elskede jeg filmens distinkte logo og brugte så mange timer på at kopiere det i diverse skolehæfter, at jeg vil tro, jeg stadig kan tegne det ud fra muskelhukommelse.)
Min kærlighed til Gale og Zemeckis' trilogi var så stor, at de allerførste filmanmeldelser, jeg nogensinde skrev, omhandlede "Tilbage til Fremtiden" del II og III. Aftageren var børnefilmklubben Busters avis, og teksterne blev afleveret på elektrisk skrivemaskine med kunstfærdigt håndtegnede logoer limet på papiret. Som jeg husker det, var Del II en prøveanmeldelse, som skaffede mig tjansen med at anmelde del III. Ingen af teksterne blev dog publiceret, vistnok fordi avisredaktøren måtte aflyse et nummer.
Jeg fandt teksterne igen, da jeg gennnemgik min (noget tilfældigt kuraterede) "Tilbage til fremtiden"-samling op til Future Day. Særlig herlig er mit 14-årige fortidsjegs gammelkloge konstatering:
"Robert Zemeckis er nok p.t. en af de bedste til at lave film i den lidt lettere genre".
- 14-årige Bries anmeldelse af "Tilbage til fremtiden del III" (1990)
(klik for stor størrelse)
I aften, 25 år senere og på selve Future Day, introducerer jeg de samme to film, "Tilbage til Fremtiden" del II og III, i Atlas Biograferne i Rødovre sammen med mine medværter fra podcasten Filmnørdens Hjørne. Det ser jeg som et tegn på, at universet hænger sammen.
P.S.: At "Tilbage til fremtiden" er firsernes mest underholdende filmserie, står jeg i øvrigt stadig ved.
Samlingen i øvrigt (minus en udlånt bog og to VHS-kassetter):
Original dansk filmplakat,"Tilbage til Fremtiden del III" (1990)
De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.
”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.
Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.
”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.
”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.
"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."
Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:
”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.
Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:
”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”
Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.
Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.
Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.
Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.
Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:
”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”
Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.
”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.
Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.
”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.
Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.
”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.
Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.
Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.
Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.
Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.
Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film:
”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”
Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.
I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.
En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.
”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.
”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.
TURTLES-TIDSLINJE
1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.
Et af de fornemste privilegier ved at være freelancejournalist er, at arbejdet ofte giver mig mulighed for at gå i dybden med nogle af de emner, jeg holder allermest af.
Brie med Bette Kræ fra "Kikkebakke Boligby" (1977). Vuf!
Som selvudnævnt julekalenderkender var det derfor en stor oplevelse, da jeg i januar 2013 for første gang opnåede adgang til det allerhelligste, dybe indre af DR Byens rekvisitlager.
Her stod 100 kasser mærket "DUKKER" og samlede støv på reolerne.
Hvad mon gemmer sig i kasserne?
Efter DR's udflytning fra TV-Byen i Gladsaxe havde ingen rigtig styr på, hvad der lå i hvilke kasser. Ved nærmere inspektion viste det sig, at mange af dem gemte på de berømte stangdukkefigurer fra 1970'ernes B&U-julekalendere: "Vinterbyøster", "Jullerup Færgeby" og "Kikkebakke Boligby".
Den pureste tv-nostalgi - og endda til at tage og føle på!
Bingo! Denne kasse er proppet med dukker fra "Kikkebakke Boligby" (1977).
Min begejstring var ikke mindre udtalt, da jeg i september 2013 blev kaldt tilbage til DR's lager for at hjælpe med at katalogisere indholdet i de mange kasser. Nogle af dukkerne skulle sættes i stand og udstilles på Koldinghus i julen 2013, og øjensynlig var jeg den person, der kunne flest af dukkernes navne udenad ...
Brie med Papa Caramella fra "Vinterbyøster" (1973).
Her er Pøs fra "Jullerup Færgeby" (1974).
Mary, havnekontorets papegøje fra samme kalender (1974).
Enkelte af de gamle B&U-dukker er synligt mærket af tidens tand. Lillebrors slatne legeme er der for eksempel ikke meget liv i. Hans hoved har en trist tendens til at falde af, men han har selvfølgelig også snart været dreng i 50 år.
Brie med Lillebror (1966-)
Den tvekønnede bossa nova-regnorm, som Poul & Nulle mødte nede i jordhulen i "Jul og grønne skove" (1980), er også godt mørnet efterhånden:
"Jeg er blot en regnorm, det' en orm, som elsker vand ..." (1980)
Et eksemplar af Poul & Nulles famøse svævende kuglekamera fandt vi også.
Endelig havde Morten Post og hr. Stempelquist fra "Vinterbyøster" tildraget sig et par uklædelige liggesår under de mange års opbevaring. Men i betragtning af, at disse håndsyede stof- og skumgummikreationer er 40 år gamle, er det alligevel imponerende, hvor godt de har overlevet at bo hulter til bulter i nogle tilfældige trækasser.
Hanne Willumsen syede selv alle dukkerne til "Vinterbyøster", og man bemærker det flotte håndværk: Morten Post har fine lædersko, vinylskygge på sin kasket og bukser af rigtigt jernbanefløjl.
Morten Post og Hector Stempelquist fra "Vinterbyøster" (1973).
Under katalogiseringsarbejdet dukkede rekvisitør Henrik op med en hidtil ukendt kasse i favnen. I den lå DR's legendariske dukkemager Erik Sørensens efterladte papirer.
Foruden et væld af fotografier, skitsetegninger og østeuropæiske dukkefagblade til mulig inspiration gemte kassen også det kaffeplettede originalmanuskript til serien "Noget om nisser" fra 1972.
Hermed kan det for første gang afsløres, at Børnenes Julekalender 1972 bar arbejdstitlen "Nissealfernes jul":
Original drejebog til "Noget om nisser" (1972)
I de store, opretstående kasser på hjul hænger mange af Erik Sørensens snoredukker på rad og række. Her et udvalg af nisser fra julekalenderne "Hvad en møller kan komme ud for" (1970) og "Noget om nisser" (1972):
Assorterede julekalendernisser (1970/1972)
Udkommet af denne glorværdige septemberdag blev i øvrigt, at dukker fra syv af julekalenderne blev udvalgt og fragtet til Koldinghus, hvor de indtil 3. januar kan beskues i montrer som en del af udstillingen "Julekalendernes Historie".
Men det er stadig en sjælden oplevelse at holde barndommens tv-klenodier i sine egne hænder. Jeg har leget med de selvsamme dukker, som jeg så inde i fjernsynet som lille. Og så har jeg endda fået penge for det.
Klart en af de mere mindeværdige dage på kontoret!
Som afrunding på jubilæumstemaet har jeg valgt at dedikere dagens indlæg til den bunke af Twin Peaks-memorabilia, som jeg gravede ud af glemslens hjørner under ugens research. Noget af merchandiset står i høj kurs på samlers marked (f.eks. Coopers lydbånd), mens andre effekter må nøjes med at påberåbe sig en vis sentimental værdi (pandekagemiks).
Lad denne lille guirlande af udvalgte erindringer tjene til minde om, hvordan Mark Frost og David Lynch tryllebandt vore påvirkelige unge sind med deres raffinerede genreleg. Og hvordan "Twin Peaks" i sine ypperste øjeblikke knitrede af en ganske enestående fortættet og forførende atmosfære, der jog sine strømførende fangarme lige ind i rygmarven med et besættende greb, som selv efter 20 år ikke lader sig slække.
Coops diktafonbeskeder til sekretæren Diane, løftet direkte fra lydsporet til seriens første sæson, er her foldet ind i en række nyskrevne monologer, som Kyle MacLachlan indtalte til formålet (og efterfølgende skaffede ham en Grammy-nominering i kategorien "spoken word"!). Det hele varer en lille time, og selv om denne udgivelse i dag indtager en plads i Twin Peaks' raritetskabinet, er indholdet ikke helt ophidsende nok til at retfærdiggøre prisen. Du kan høre båndet her.
One Eyed Jacks: "Falling - The Twin Peaks Dance Mixes"
BMG Ariola, 1991
Dén havde jeg helt glemt. Kjeld Tolstrup laver tøffende hyggehouse af Julee Cruises titelsang "Falling", som til denne 12" blev genindsunget af Turid Christensen ("kendt" fra Dansk Melodi Grand Prix 1988). På to af de tre mix har Tolstrup desuden indføjet et mellemstykke, hvor MC Zipp - ham fra Cut'n'Move - rapper om "damn fine coffee" og "Laura Palmer on a disco biscuit". Der blev sågar lavet en musikvideo, som du kan se her!
Snoqualmie Falls Lodge Pancake & Waffle Mix.
Dét, der står på pakken. Primært købt på grund af det velkendte afbildede vandfald (selv om indholdet nok også har lokket).
Endnu en sjældenhed, men trods sin sjuskede opsætning er denne uautoriserede godbid værd at gå på jagt efter. Bogen indeholder interviews med en lang række nøglepersoner både foran og bag kameraet, og særlig interessant bliver den af at være skrevet inde fra orkanens øje, så at sige: Den udkom halvvejs igennem Twin Peaks' anden sæson, mens feberen endnu var på sit højeste.
"Twin Peaks Gazette" vol. 1, no. 3
Deep Woods Publications 1991, red.: Martha Knight
Indholdet i den officielle Tindernes Tidende var en løjerlig blanding af faktuelle nyheder om ABCs tv-serie og fingerede artikler fra byens fiktive univers. I nærværende apriludgave fra 1991, der sælges brugt for $125 på Amazon, har Hank Jennings, Normas uvederhæftige eks-mand, således indrykket en kronik på side 3. Andetsteds fortæller skuespilleren Ray Wise (den uforglemmelige Leland Palmer!), hvordan kongen og dronningen af Spanien beordrede en gesandt af sted efter et videobånd, da monarkerne missede et afsnit af deres yndlingsserie på tv. Måske var den skizofrene redaktionelle linje, med sin dans omkring den fjerde væg, en af årsagerne til, at avisen gik ind efter tre udgivelser.
NU bliver det nørdet. En detaljeret, 112 sider lang, rigt illustreret PARODI på en rejsebog, der beskriver EN FIKTIV BY FRA EN TV-SERIE. Nidkærheden strækker sig helt ned til mikroniveauet, hvor profilmønstrene på brædderne fra savværket beskrives indgående, og den komplette liste over de 80 sange i RR Dinerens jukeboks får lov at fylde en hel side.
Lynch, Frost og en Richard Saul Wurman står krediteret som ophavsmænd, men kolofonen lader røbe, at det nærmere er seriens episodeforfattere, der har muntret sig med at hælde obskure fabrikater ud over siderne. Man skal virkelig være ihærdig for at læse samtlige kapitler, men om ikke andet er det i denne bog - på opslaget om træsnitningens glæder, såmænd - at man finder svaret på det ultimative tv-quiz-spørgsmål:
Et af de få af seriens biprodukter, der blev fundet værdigt til det danske marked, var "Laura Palmers hemmelige dagbog", som Lindhardt & Ringhof udgav i oversættelse i 1991. Ifølge titelbladet var indholdet "fundet af" David Lynchs datter, Jennifer.
Samme år tilfaldt det Mark Frosts bror, Scott Frost, at "transskribere" samtlige af Dale Coopers lydbånd, da det viste sig, at den nærmest manisk grundige FBI-agent havde indspillet et løbende kommentarspor til sit eget liv, siden han som 13-årig drengespejder i 1967 fandt en Norelco-spolebåndoptager under juletræet.
Modsat Lauras incestuøse notater nåede "The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper" aldrig til Danmark, skønt den både som spin-off og selvstændig læseoplevelse er aldeles fremragende.
Med vittig sprogbeherskelse og en sikker fornemmelse for karakterens klarøjede logik indfanger Frost ikke blot de snurrige idiosynkrasier, som kendetegnede Kyle MacLachlans ikoniske tolkning af rollen. Det lykkes også at føje nye, pirrende lag til portrættet af den evigt undrende opdager, som gennem bogens spænd på 22 år gør sine dyrekøbte erfaringer med såvel kvindekønnet som det truende mørke, der løber gennem hans liv som en anelsesfuld understrøm.
Med nedenstående gengivelse af en af de mere humoristiske episoder fra Dale Coopers formative periode erklærer jeg hermed denne temauge for vel overstået.
This is me, Brie, signing off.
Fra "The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper" (Part 3, Chapter 2, pp. 89-94)
December 27, 1973, 11 P.M. [Coopers 19. år]
Have decided that as long as I am home with some free time, I will use the time wisely and undertake to test certain limitations within the human body that I find bothersome.
The first is sleep. Roughly half of our life is spent in the quiet solitude of slumber. Outside of the obvious benefits of dreams and physical rest, I find it to be unacceptable that the same benefits cannot be achieved without such a commitment of time.
I am therefore going to attempt to establish two things. First, the duration for which my body can function effectively without sleep. And second, the minimum amount of sleep required to sustain a high level of operation. Log entries will be made on the hour beginning now.
December 28, 12 A.M.
Feel fine. Mental capacity functioning at a high level. Motor abilities suffering no impairment.
1 A.M.
The most challenging problem I anticipate facing is cutting the flow of coffee into my system. The intake of stimulants of any kind would render the exercise useless, so I have decided to forgo coffee for the sake of scientific accuracy. No greater sacrifice has ever been made before in the name of science. Should note that I feel fine and can shuffle one deck of cards in each hand with no loss of proficiency.
"Diane. 11:30 AM, February 24th. Entering the town of Twin Peaks."
En vinterdag i februar 1989 standsede en hvid Buick ved krydset i den lille provinsby North Bend.
De to herrer i bilen kørte omkring i delstaten Washington for at finde locations til deres kommende tv-serie, "Northwest Passage", da en forståelig trang til kaffe og kage fik det lille rejseselskab til at bænke sig ved disken i Pat Cokewells ydmyge diner, Mar-T Cafe.
Og ifølge legenden blev seriens forfatter- og producerpar så himmelhenrykte over cafemutters hjemmegjorte kirsebærtærte, at de prompte skrev bagværket ind i deres manuskript som hovedpersonens yndlingsspise.
Mark Frost og David Lynch havde fundet deres Twin Peaks. Og Mar-T Cafe blev verdensberømt som stedet, "hvor tærterne finder hen, når de dør".
Naboflækkerne Snoqualmie og North Bend, der putter sig i skyggen af Mount Si-bjerget, ligger godt en halv times kørsel fra Seattle, 50 km mod øst ad Interstate 90.
Og skønt location-optagelserne fra området begrænser sig til 1) pilotafsnittet af "Twin Peaks", 2) den senere spillefilms-prequel "Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage" og 3) seriens arkiv af faste establishing shots, viste det efterfølgende turistboom sig langt drøjere end den sorteste kande kaffe.
Selv gjorde jeg pilgrimsfærden til tvillingebyerne som 20-årig i 1996. For nylig fremkom dagbogen over mine fire jublende døgn i Twin Peaks-paradis, og at samtlige indtegnelser er nedfældet på formfuldendt engelsk, mens den snurrige, observerende tone fra Dale Coopers diktafonbeskeder er gengivet såre præcist, siger vist lidt om målet af indlevelse.
I 2006 returnerede jeg til åstedet blot for at konstatere, at tidernes vinde har udvisket de fleste af sporene efter Laura Palmer. Savværket er så godt som borte, skolen bygget om, og på dineren, der i 2000 brændte ned for at genopstå i nye klæder som Twede's Cafe, er Double-R-stemningen svær at genkende.
Men de bragende naturkræfter i det 81 meter høje Snoqualmie Falls vil altid stå som en hypnotisk og besættende oplevelse. Og tærten smagte stadig udmærket.
Entering the town of North Bend. As W. C. Fields would say: "I'd rather be here than Philadelphia".
4:24 PM
Pat Cokewell's cherry pie at the Mar-T Cafe is especially good when served with a dollop of ice cream on the side. Did however not say anything about how "damn good" the pie was, although the waitress clearly expected me to. The visitors book is full of Swedish people.
10:00 PM
Am pretty knackered, but still I feel compelled to sum up today's events. Have seen a plethora of slugs, but no ducks. The weather is wildly inconsistent and constantly changing, producing the most sensational, crisply colored double rainbows. Somehow, I can not help thinking about Sweden. Maybe it has to do with the damp woodland scent that permeates the air. The Mar-T does not really look that much like the 'RR Diner', although a selection of TP articles are on display (there are also two clippings from Danish magazines). Oh, incidentally - 'Pseudotsuga Menziesii' is Latin for 'Douglas fir'.
Saturday 18th May, 1996
2:48 PM
This is it. I am here. TWIN PEAKS. I think I might just stay here forever.
Sunday 19th May, 1996
11:53 AM
Once again, the Mar-T. Nothing beats the taste sensation when maple syrup collides with ham ... For some strange reason, the door to the men's room locks from the outside.
3:49 PM
Struck up a conversation with a fellow named Doug (appropriately enough, considering the subject was Douglas firs). Doug works at the Weyerhaeuser Saw Mill, which has changed a lot too since the filming of the pilot. The Mt. Si High School, which I visited yesterday during the preparations for a big dance, was also renovated shortly after [the location shoot].
6:08 PM
The Salish Lodge. A tiny bonsai fountain gently plutters away beside me and fills my weary body with peace. The waltz muzak in the hotel lobby, however, will probably drive you insane if exposed to it long enough. While the place looks nothing like The Great Nothern, it does look extremely expensive.
9:00 PM
Eating marshmallows at Snoqualmie Falls. I am happy.
Monday 20th May, 1996
11:25 AM
Enjoying the cherry pie and the wonderful atmosphere at the Mar-T Cafe, alas for the last time (if I do not choose to return later this afternoon). The following is a list of my favorite entries from the visitors book.
"I cannot believe that I'm here." - Alesya Dudinskaya, Minsk
"A pine weasel bit me!" - Keith Weston, Melbourne
"[We're not with the Eddlestons]" - Aidan & Audrey Waine, Accrington, UK
"Good food even though I didn't order anything." - Kristine Murphy, Port Orchard, WA
"Why? Why? Why? Why? Why? Why? Why? Why? Bring it back!!! Free Tibet!" - Rachel McKean, Redding, CA
"We're not with the Eddlestons either." - Keld Lundstrøm, Denmark
"SELF-DESTRUCTIVE" - Fredrik Johansson, Falkenberg
"Wow, BOB, wow ..." - [unintelligible], Illinois
"I'm lost" - D. B. Cooper
2:05 PM
Have just realized that I am capable of making uncannily accurate prophecies. Predicted that a timber truck would soon pass by the traffic lights in front of us. It did.
4:29 PM
Consuming a chocolate frosted donut as I leave the city of Snoqualmie, wondering if I will ever set foot here again (chances are slim at best). My last day here has provoked mixed feelings: a 1½ hour walk to the Weyerhaeuser office proved futile, as any visitors without a business appointment are only allowed into the (not very spacious) lobby. Photography is pRohiBiTed. As much as I understand the receptionist's complaints over having busloads of tourists pouring in to have a glance at the Twin Peaks Sheriff's Department, I could not help feeling somewhat disappointed.
On a positive note, the timber trucks, until now conspicuous by their absence, are suddenly aplenty. And there were ducks in the river.
All in all, a very interesting experience.
Sande Peaks-fans bliver også nødt til at opsøge den gamle skandinaviske enklave Poulsbo i Puget Sound, som man når ved at tage færgen fra Seattle til Bainbridge Island og fortsætte med bus mod nordvest.
Belønningen venter i form af konferencecentret Kiana Lodge, der lagde rustikt interiør til hotellet The Great Northern i seriens pilotepisode. Det var også her, ved den enorme træstamme på stenstranden, at Pete Martell fandt Laura Palmers lig indsvøbt i blå plastic.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
