Viser opslag med etiketten Jackie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jackie. Vis alle opslag

torsdag den 12. januar 2017

"Jackie": Brie interviewer Natalie Portman

Da John F. Kennedy, De Forenede Staters 35. præsident, besøgte Paris i juni 1961, fulgte hans hustru med. Jacqueline Kennedy tog franskmændene med storm, og deres jubel over førstedamen fik JFK til at indlede en pressekonference med ordene: ”Jeg er manden, der ledsagede Jackie Kennedy til Paris.”

”Jackie var glad for, at JFK var stolt af hende, for på valgturneen i 1960 havde hans stab gjort alt for at gemme hende af vejen. De mente, at hendes haute couture og touperede frisure ville fremmedgøre Amerikas kvinder, og at de ville opfatte hende som en elitær snob. Men så snart hun blev førstedame, elskede alle hendes stil og begyndte at efterligne den. De lærte fransk og fik sat håret ligesom hende,” fortalte Natalie Portman, da jeg interviewede hende på Toronto Filmfestival 2016.

> TIFF 2016: Vor mand i Toronto, 1. del
> TIFF 2016: Vor mand i Toronto, 2. del



Den israelsk-amerikanske skuespiller har hovedrollen i Pablo Larraíns biografaktuelle ”Jackie”, der følger fru Kennedy på tæt hold i dagene efter snigmordet på præsidenten i Dallas i november 1963. Filmen tegner et stærkt øjebliksbillede af en ikonisk kvinde, som midt i sit livs tragedie finder styrke til at træffe nogle svære beslutninger.

Som det altdominerende midtpunkt yder 35-årige Natalie Portman en stor præstation i en krævende rolle. Jackie Kennedy befinder sig i forskellige stadier af sorg gennem hele filmen, og kameraet forlader sjældent skuespillerens ansigt.

”Før havde jeg det samme billede af Jackie Kennedy som de fleste andre. Det handlede mest om hendes tøj, hendes hår, hende som et symbol på værdighed og elegance,” sagde Natalie Portman i Toronto. I arbejdet med rollen kunne Portman trække på sin BA i psykologi fra Harvard-universitetet, som hjalp hende til at forstå Jackies komplekse personlighed.

Natalie Portman i "Jackie" | pr-foto: Scanbox

Dette – og meget mere – kan du høre Natalie Portman fortælle om i Cinemajour 14, den seneste podcast fra Filmnørdens Hjørne. Podcasten, der udkommer i dag på filmens danske premieredato, torsdag 12. januar, indeholder nemlig adskillige eksklusive lydbidder fra mit interview med Portman i Toronto.

onsdag den 21. september 2016

TIFF 2016: Vor mand i Toronto, del 2

Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i søndags, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er anden del af Brian Iskovs rapport fra Toronto International Film Festival 2016.

> Læs 1. del af reportagen fra TIFF 2016

Adam Driver og Jim Jarmusch (t.h.) på TIFF 2016 | foto: Mike Windle, WireImageGetty

Stjernernes morgenmad
En af de stjerner, jeg interviewede under den nyligt afsluttede Toronto International Film Festival, var Adam Driver. Siden sin filmdebut for kun fem år siden i Clint Eastwoods "J. Edgar" har den lange, kejtede eks-marinesoldat været konstant efterspurgt af store instruktører som Martin Scorsese, Steven Spielberg, Joel & Ethan Coen, Jim Jarmusch (i den TIFF-aktuelle "Paterson") og snart Terry Gilliam (om alt går vel! Gilliams Don Quixote-projekt er berygtet for at være kuldsejlet flere gange de sidste 18 år).

På TIFF fortalte Adam Driver, at han prøver at bevare en flig af jordforbindelse ved at lave sin egen morgenmad hver dag, også når han er på filmoptagelse:
"Røræg, fordi det er det nemmeste. Seks æg med lidt salt, rørt sammen på en pande. I forhold til så mange andre ting, jeg kunne lave, er det ikke så slemt. Men hvem ved, måske er jeg ved at slå mig selv langsomt ihjel med kolesterol bare for at kunne bevare kontrollen over det ene ritual i mit liv."

"Paterson" har forventet dansk biografpremiere 5. februar 2017.