I sidste uge blev Kenneth Branaghs Marvel-film "Thor" udgivet i Danmark i fire formater (dvd, Blu-ray, dvd/Blu-ray-combo, 3D superset dvd/Blu-ray-combo med digital kopi). Blu-ray'en lammetæver ikke blot dvd'en på overlegen billedkvalitet, men også når det gælder mængden af ekstramateriale:
"Thor" Blu-ray:
Kommentarspor ved Kenneth Branagh
11 slettede eller udvidede scener med valgfri kommentarspor (24 min)
7 featuretter (44 min)
"Marvel One-Shot: The Consultant" kortfilm (4 min)
"Road to the Avengers" featurette (3 min)
4 trailere
Af disse indeholder dvd'en kommentarsporet, fire af de slettede scener (6½ min), trailerne og "Avengers"-featuretten.
Den bedste bonus er så afgjort Kenneth Branaghs nonstop-snakkespor, som udmærker sig ved at være stimulerende, informationstæt og velformuleret i helt usædvanlig grad. Faktisk kan jeg umiddelbart kun komme i tanke om én anden instruktør, som gør sig lige så umage med at levere lytteværdige kommentarspor til sine film, og dét er Robert Rodriguez.
Fra første til sidste billede holder Kenneth Branagh knap nok pause for at trække vejret. Han gennemgår hver eneste tænkelige detalje, og han har tydeligvis skænket dem alle den samme mængde omhu i sine overvejelser. Branagh runder bl.a. filmens brug af 3-D, rollebesætningen, designet af asegudernes hjelme og hvad de mange manusforfattere og skuespillere (især Stellan Skarsgård) hver især har bidraget med til det endelige produkt.
Undervejs i kommentarsporet husker instruktøren også at fodre nørderne med gavmilde håndfulde trivia. Nu kender jeg f.eks. det eksakte antal af visuelle effektskud i "Thor". Der er 1309.
Kasseret designudkast til Asgård (screendump fra "Thor" Blu-ray)
Endelig gør Kenneth Branagh en dyd ud af at fremhæve den skandinaviske inspiration, som bl.a. spejles i Asgårds gyldne, himmelstræbende arkitektur.
Lidt ærgerligt er det dog, at hans agtpågivenhed over for detaljen ikke har fanget denne sjuskede rekvisit: Da Jane Foster (Natalie Portman) bladrer i en bog om asemyter, er det norske tekstafsnit i nærbilledet tydeligvis maskinoversat fra engelsk, med deraf følgende fejl i bøjninger, syntaks, tegnsætning og ordopdelinger. "Meget sen, ble gitt Mjolnir til Thor, etter måling seg verdig ..."??.
Det ligner norsk. Men det er sludder. (Screendump fra "Thor" Blu-ray)
Kenneth Branagh ynder ellers at hævde, at han betragter sig selv som en slags æresskandinav. Han har f.eks. spillet prins Hamlet af Danmark på Kronborg. Og i senere år har vi set ham som Ystad-betjenten Kurt Wallander i BBC's miniserie over Henning Mankells krimibøger.
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama fortæller Kenneth Branagh her, hvad han elsker ved vores nordiske sindelag:
»Med fare for at generalisere oplever jeg hos skandinaverne en ret absurd og surrealistisk form for humor. Et skævt blik på tingene, som kan være ganske excentrisk, men ofte også meget morsomt. Der gik en rum tid, før jeg fandt ud af, hvornår mine skandinaviske venner drillede mig, for de er virkelig gode til pokerfjæs, når det gælder komedie.«
»Jeg nyder også, at mange skandinaver tilsyneladende tør at være poetiske i deres dagligdag, hvilket minder mig om min irske baggrund. De besidder modet til at føre filosofiske samtaler om store, vedkommende emner, hvor vi briter har en tendens til at være lidt stramme i betrækket omkring den slags, som om det ikke rigtig sømmer sig.«
»Endelig elsker jeg landskabet. Jeg er fascineret af de dele af verden, hvor næsten alle bor tæt ved kysten og klumper sig sammen mod syd, mens der nordpå findes vidtstrakte områder, hvor der er plads til, at der kan ske sære ting.«
Du kan læse meget mere om Marvels "Thor" i mit tidligere indlæg om filmen. Her finder du også begge de interviews, som jeg i marts 2011 lavede med Kenneth Branagh til Politiken og DR's Troldspejlet:
I dag får Marvel-filmatiseringen "Thor" premiere i mere end 60 danske biografer. Og jeg kan med nogen lettelse konstatere, at når man først ser, hvad Kenneth Branagh har fået ud af Stan Lees måske mest bizarre superhelt, undrer man sig ikke længere over, at Mr. Shakespeare har valgt at instruere en blockbuster om en blond tordengud og hans boomerang-hammer.
Takket være Branaghs sikre hånd og et engagerende hold skuespillere (anført af Anthony Hopkins, Natalie Portman og Stellan Skarsgård) rammer tonen i "Thor" den helt rigtige, hårfine balance. Filmen er behørigt grandios og dramatisk, som et epos om guder bør være. Samtidig er "Thor" et overraskende morsomt superhelteeventyr, der viser overskud og glimt i øjet uden at tippe over i ironi eller kitsch, hvilket tegneserien ellers indbyder rigeligt til.
I denne uges filmtillæg i Politiken (28. april 2012) samt længere nede i dette indlæg kan du læse mit interview med Kenneth Branagh, som jeg mødte i London. Den yderst veltalende og karismatiske brite går bl.a. i detaljer med, hvordan man holder fokus, når man arbejder på en kæmpe superheltefilm.
Det er også mig, der har tilrettelagt det indslag om "Thor", som DR's "Troldspejlet" viser fra på lørdag (30. april). Her røber Chris Hemsworth (Thor) sin fortid som kikset fastelavns-Robin, mens Tom Hiddleston (Loke) mindes, hvordan han sad og nørdede over oplysningerne på sin barndoms superheltekort: "Galaktus var sej, han kunne spise verdener!"
INTERVIEW MED KENNETH BRANAGH:
> Mellem Shakespeare og superhelte Brian Iskov i Politiken Film, 28. april 2011
Hvad har Macbeth og Marvel til fælles? Masser, hvis man spørger Kenneth Branagh. I sin aktuelle film som instruktør har Shakespeare-eksperten kastet sig over superheltene med guden Thor som sin hammersvingende stjerne. Politiken har mødt Branagh i London.
Kenneth Branagh bag kameraet på "Thor" | pr-foto
En blond tordengud kastes ned fra sin sky uden sin magiske hammer. På Jorden forelsker han sig i en køn kvindelig astrofysiker, men så går hans stedbror amok i Asgård og sender en gigantisk dødsstrålerobot til New Mexico for at pulverisere brormand.
'Hamlet' er det sandt for dyden ikke, den nye Marvel-spillefilm om superhelten Thor. Så hvad laver Kenneth Branagh som indpisker på dén galej? Shakespeare-geniet, der blev udråbt til sin generations Olivier og lagde britisk teater for sine fødder, inden han fyldte 30?
Over en højt skattet kop te røber den nu 50-årige Branagh til Politiken, at han udmærket forstår, hvorfor hans navnetræk under en tegneseriefilmatisering vækker så megen undren. Han reagerede selv med et hævet øjenbryn, da Marvel Studios for tre år siden henvendte sig og spurgte, om han havde lyst til at påtage sig instruktørposten på 'Thor'.
»Jeg husker, jeg fandt ideen 'intriguing' (fascinerende på en pirrende måde, red.). Og producenterne fra Marvel brugte samme udtryk, når de diskuterede mig som et potentielt bud. 'Intriiii-guing',« spinder Branagh, mens han kælent trækker adjektivet i halen.
Men nu må man heller ikke glemme, at det legendariske Marvel-forlag har tradition for at tænke uden for rammerne, når de overfører deres brogede galleri af superhelte fra papir til film. Valget af Ang Lee som tovholder på 'Hulk' (2003) var en skæv satsning, der slog fejl. Til gengæld ramte Marvel plet, da de overlod 'Iron Man' (2008) til den semiukendte skuespiller og komedieinstruktør Jon Favreau. Med en lige så uventet Robert Downey Jr. i dobbeltrollen som playboy og kampmaskine blev 'Iron Man' det års næststørste kassesucces.
Ligeledes bør man komme i hu, at blockbustergenren slet ikke er så fremmed for Kenneth Branagh. Hans opulente filmudgave af 'Frankenstein' (1994) smed godt med kul på de kulørte kedler, mens slaget ved Agincourt i Branaghs 'Henrik V' (1989) demonstrerede et sikkert greb om spektakulær action. Og når man først ser filmen om 'Thor', giver det såmænd glasklar mening, hvorfor Marvel ønskede at parre den klassisk skolede Mr. Shakespeare med eventyret om Odins søn.
»Alle hos Marvel sagde det til mig fra starten af: »Thor er absolut vores mest vanskelige figur. Han kan så let komme til at virke latterlig eller kitschet«, fortæller Branagh. Hans mission som instruktør blev at finde »den ærligste, mest sandfærdige måde« at formidle tordengudens historie på. En måde, der drog nytte af de elementer, som kunne udgøre filmens svagheder, men som i Kenneth Branaghs øjne burde være dens styrker.
»Ét er Thors evne til at rejse mellem verdener. Et andet, at han bakser med genkendelige følelsesmæssige problemer, men samtidig er han en af guderne. Dét har vi ikke set før i en sommerblockbuster. Og hvis vi skaber et stiliseret Asgård, som føles troværdigt; hvis vi viser Thors rejse gennem rummet på en spændende nok måde; hvis vi kan designe isplaneten Jotunheim og nogle virkelig skræmmende frostjætter ved hjælp af alle de tekniske værktøjer, vi har i kassen – så får fortællingen et solidt fundament at hvile på.«
Chris Hemsworth og Natalie Portman i "Thor" | pr-foto
Kenneth Branaghs løsning var at holde fokus på skuespillet og figurerne. I stedet for at starte optagedagene med at få de store oversigtsbilleder i kassen, satte Branagh nærbillederne forrest i køen. Han havde luret, at integriteten i skuespillernes præstationer var det væv, som kunne holde sammen på stoffet.
»Min erfaring med storfilm er, at man let bliver overvældet af logistikken og de produktionsmæssige krav. Man skal passe på ikke at blive tromlet ned af den store karavane, men i stedet forblive tro mod historien og ens oprindelige instinkt og stræbe efter dét, som er så svært i denne type film. Nemlig at bevare en kerne af enkelhed,« siger han.
Kenneth Branagh bemærker tilfreds, hvordan testpublikummet udtrykte forbavselse over, at de følte sig bevæget over Thors personlige udvikling og de komplekse familieforhold blandt Asgårds guder. Men anslaget måtte heller ikke være for tungt.
»En film om guder kunne nemt blive for højtidelig og tage sig selv for alvorligt på den forkerte måde,« pointerer Branagh. Hvorefter den oratoriske begavelse ruller sig ud i endnu en klarøjet værkanalyse:
»Den største udfordring, ud over logistikken, var at finde et leje, hvor vi kunne bruge humor, uden at det kammede over i ironi eller latterliggørelse, og uden at det trak fra dramaet og actionelementerne. Filmen har et glimt i øjet. Den er varm og holder af stoffet og figurerne, og skuespillerne er tro mod karaktererne. Deres spil rummer en form for virkelighed, men har samtidig det lette touch, som kommer fra en oprigtig kærlighed til materialet.«
Voila. Instruktøren Branagh har skam tænkt grundigt over løjerne, og selv et halvhjertet forsvar for, at filmen er i 3D, sælger skuespilleren Branagh med sin naturlige karisma og en udsøgt moduleret stemmeføring, der er en smørstegt nydelse at lytte til. Også når han gør rede for muskelbundtet Thors appeal, glemmer man næsten, at forlægget hører blandt Marvel-katalogets mest håbløse sekundavarer:
»Jeg har altid fornemmet en interessant dynamik i Thor-figuren. På mange måder er han en primitiv grobrian, der nægter at lægge bånd på sine kræfter. Samtidig viser han i glimt en mere sofistikeret forståelse af, at dømmekraft og diskretion i visse tilfælde kan være positive værdier. Den form for indre kamp mellem instinkt og råstyrke virker meget vikingeagtig, hvilket tiltalte mig.«
Anthony Hopkins som Odin i Marvels "Thor" | pr-foto
Kenneth Branaghs kendskab til Marvel-hæfternes Thor og Loke er ikke af nyere dato. Fascinationen rækker tilbage til hans drengeår i 1960'ernes Belfast:
»Jeg husker tydeligt, at jeg så et hæfte, hvor Thor stod fanget i et åg med armene draperet over en træstamme – hans arme var selvfølgelig tykkere end stammen – mens hans stedbror Loke sad med et spyd i Asgårds trone, som han havde tilranet sig. Jeg kunne godt lide dynamikken i måden, billederne blev præsenteret på. Der var mange skæve vinkler, og det så sejt og spændende ud. Bare indtrykket af enorm fysisk styrke var noget, jeg bed mærke i, og jeg kunne se, at Thor havde et problem. Nemlig: Hvad skulle han stille op med alle de kræfter? Han kunne tryne alle, hvis han ville, men kunne han også være følsom over for sin bror og sin far? Thor er jo kongesøn, men ansvarsløs og arrogant. Først da han mister sine privilegier, sit hjem, sin familie og sine kræfter, får han muligheden for at se sig selv i et nyt lys og komme igen med fornyet styrke.«
Lad os lige opsummere: Royale familiestridigheder, magtkampe mellem brødre, højstemt dialog og europæere, der uddeler smæk til hinanden … Måske er der alligevel ikke så langt mellem Titus Andronicus og Thor den Mægtige?
»Jeg differentierer ikke mellem såkaldt høj- og lavkultur,« erklærer Kenneth Branagh, næppe for sidste gang.
»Det er altid krævende at gøre noget ordentligt, og der er ingen forskel på det arbejde, jeg lægger i opgaven,« betoner han, før han driver en velrettet stage gennem scenekunstens iboende snobberi.
»Det er en lettere forloren idé – omend forståelig nok – at en populær underholdningsfilm skulle være tyndbenet, nem eller overfladisk, blot fordi den udspringer af en tegneserie. Men højkultur kan også være doven. Man skal nærmest bare møde op og gebærde sig i denne ærbødige verden af fornemme kostumer fra en svunden tid, og på en eller anden måde skaber det en illusion af tyngde; en intellektuel fidus-troværdighed. Men jeg har altså medvirket i masser af Shakespeare-stykker, som var forfærdelige!«
BONUSMATERIALE - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama: Kenneth Branagh om 3-D-konverteringen af "Thor"(Kenneth Branagh on converting "Thor" into 3-D)
"I didn't want to shoot in 3D. We explored it. I'm not clever enough yet to shoot in 3-D, perhaps I never will be. It's two enormous cameras [along with] the grading, the analysis of the parallax, the depth curve, the retinal rivalry and everything else that is the technical jiggery-pokery.
To do the physics of lining up for a shot is so time-consuming, I said to Marvel, "We should convert. If we shoot in 3D, I'll never have time to do all this work on the acting that I want to do, so let's convert and render as many of the effects in 3D as we possibly can".
We were planning [the 3D] while we were shooting, and we finished last May, nearly a year ago. We've been doing 3D reviews twice a week for the last year. At Comic-Con last year, we ran five minutes of 3D material, and it was the first understanding of how to make it work."
Stillbillede fra Marvels "Thor" | pr-foto
"Lots of times, it's to do with offering up a kind of sculpted depth in the shot, whether it's trying to maximize the sense of the occasion when Thor is in the foreground, and Odin's up there, three people are at the sides and on the stairs. All that gives a sense of the magnificence of Asgard.
Sometimes it's to do with how you lay out the depth in the interior shots with Chris and Natalie in the van, driving to the S.H.I.E.L.D. camp, trying to put people more in the desert. Sometimes it's to do with the full experience of going through space, like our little end title sequence, where we go on a journey through Yggdrasil.
So it took a long time, and a lot of orchestrating, but we're really proud of the specifics of the 3D."
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
