Her kunne jeg have skrevet om triple-dippets forbandelse, og om hvordan 20th Century Fox sjofler forbrugerne, når de i dag slipper "Avatar" fri i detailhandelen på en skrabet vaniljedisc uden så meget som skyggen af ekstramateriale. Dét frigiver Fox ikke før til november, hvor de spytter en Special Edition ud i armene på de hungrende masser. Og 3-D-versionen til hjemmebiffen, ja, den kan vi tidligst lægge vores fedtede fingre på engang i 2011.
Men nej. Dagens indlæg skal handle om en anden aktuel udfordring, som tallet tre, the magic number, står overfor.
I oktober 2009 skrev jeg en lovlig kæk artikel til GEAR om filmhistoriens tredje 3-D-bølge, som dengang bragte Pixars "OP" til vore breddegrader.
Af ren og skær glæde over endelig at se 3-D-effekten indgå i en harmonisk helhed som et fortællende element på linje med farver, musik og lyssætning, lod jeg mig rive med. Jeg proklamerede flot, at Hollywoods instruktører langt om længe havde lært at anvende stereoskopiens muligheder med omhu og omtanke.
> Min artikel om 3-D-film fra GEAR #70, oktober 2009:
”Avatar” fulgte i november, og den overvældende totaloplevelse af at suse gennem Pandoras flora sammen med de langhalede junglesmølfer, tromlede min sidste rest af tvivl fladere end Lolland. Men kapitulationen varede kun kort.
Ikke så snart havde James Cameraman vist, hvordan digital 3-D skulle skæres, før medløberne flokkedes om fadet, ivrige efter en bid af kagen. Derfor bliver jeg nu nødt til at nedjustere min tidligere begejstring. For med de uskønne lynkonverteringer, som har plaget biograflærrederne de seneste måneder, er filmbranchen godt på vej til at udhule 3-D-bølgen for tredje gang.
I 50' og 80'erne spændte producenterne ben for sig selv ved at knalde gimmicken på tarvelige B-film som smart staffage. I dag går det ud over blockbusters, der i al hast bearbejdes om til 3-D, selv om de er tænkt og optaget som gammeldags fladfilm.
Modsat "Avatar" vandt Tim Burtons "Alice i Eventyrland" ikke på at blive oplevet i 3-D - tværtimod syntes Underland at døje med permanent skydække takket være de polariserede brilleglas. Men helt galt gik det med skræmmeeksemplet ”Clash of the Titans”, der i ellevte time blev ophøjet til en 3-D-release. Filmens transformation fra 2-D blev gennemført på rekordværdige ti uger, og hastværket sås tydeligt på lærredet. Den påklistrede effekt lignede mest af alt en hybrid mellem en pop op-bog og et af de Viewmaster-billedhjul, man puttede i stereoskopiske legetøjskikkerter i forrige århundrede.
De to næste weekender bringer repremierer på Pixars ”Toy Story" og "Toy Story 2” i nylavet 3-D, og eftersom computeranimation i forvejen er skabt i et virtuelt rum og relativt nemt kan omkalfatres, ser resultatet absolut nydeligt ud. Her føjer effekten hverken fra eller til - men det ændrer ikke på, at 3-D stadig bare er glasur på toppen. For ingen af filmene er designet til at integrere dybdeaksen i fortællingen.
Ude i horisonten lurer de første tre Shrek-film i konverterede udgaver. Også Michel Gondry springer på vognen med "The Green Hornet", men den franske krøltop bedyrer dog, at han har komponeret alle scener med en eventuel 3-D-version for øje. Selv titaner som Ridley Scott, Martin Scorsese og Werner Herzog har for nylig meldt ud, at de planlægger deres kommende film i tre dimensioner.
Så måske er det endnu for tidligt at afskrive den seneste bølge af "rumfilm" på basis af en uheldig tendens. Som mit ydmyge bidrag til kvalitetskontrollen vil jeg hermed opfordre jer alle til at fravælge sjuskede konverteringer, næste gang I står ved billetlugen. Mod filmindustriens golddigger-mentalitet forslår kun én taktik: Den lukkede pengepungs aktivisme!
> Læs mere om 3-D-konverteringsproblemet hos The Hollywood Reporter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar