Tema: Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?

Har du nogensinde stillet dig selv dét spørgsmål? Eller bare undret dig over, hvorfor de danske biografsale fyldes op med slamfilm fra Hollywoods samlebånd, mens du venter forgæves på den skamroste indieperle, du læste om på nettet forrige sommer?

Så bør du læse Børsens kultursider i dag (21. oktober 2010).

I artiklen "Kvalitetsfilm snydes for biopremiere" undersøger jeg, hvorfor sammensætningen af biografernes repertoire i Danmark ser ud, som den gør.

For der er efterhånden rigtig mange eksempler på, at prisvindere, anmelderdarlings og andre såkaldt "smalle" film aldrig får chancen på et dansk lærred. I stedet for sniges de listige juveler ud på videohylderne uden yderligere fanfare.

Blandt mine cases i artiklen er den dobbelte Oscar-vinder "Crazy Heart", Werner Herzogs "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" og Jonathan Demmes "Rachel Getting Married". Sidstnævnte oversete mesterværk var heldigere end de fleste, da Cinemateket udvalgte den til "Månedens Film" et halvt år efter dvd-premieren – og kørte fulde huse i ti dage.

> Bries anmeldelse af "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans"

Også mere mainstream-venlige film risikerer at ryge ned imellem gulvbrædderne. Kultkomedier som "Zoolander", den første "Austin Powers" og en af mine personlige favoritter inden for kategorien "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen" – "Shaun of the Dead" – røg alle lukt på video herhjemme.

Mange af titlerne er allerede forsøgt lanceret på bio i vores nabolande, inden turen når til Danmark. Og hvis finnerne vender "Zoolander" ryggen, eller svenskerne nægter at elske "Crazy Heart", som tilfældet var – ja, så vil filmen efter al sandsynlighed blive pillet af premierelisten i Danmark. Den bliver "rejected", som det hedder i branchen.

Altså: Hvis filmselskabernes kalkuler viser, at det ikke kan betale sig at bruge ressourcer på en biografrelease, dumpes filmen direkte på dvd – enten af den danske afdeling eller efter dekret fra hovedkontoret i USA. Så enkelt er det faktisk.

Hvad er dine yndlingseksempler på seværdige film, som du mener havde fortjent et liv på det hvide lærred? Fyr løs i kommentarfeltet eller på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side!

HVORFOR KOM DEN ALDRIG I BIOGRAFEN #1:
Crazy Heart
(2009, Scott Cooper)

I foråret 2010 floppede den Oscar-belønnede amerikanske spillefilm »Crazy Heart« som biorelease i Sverige, hvor den solgte 3.414 billetter fordelt på ti kopier.
Country-dramaet med Jeff Bridges klarede sig kun lidt bedre i Norge, hvor den lokale distributør satsede på Oscar-buzzen og sendte 35 kopier ud i biograferne, kort før prisoverrækkelsen fandt sted i marts. Kun 24.606 nordmænd mødte dog op ved billetlugerne, svarende til ca. 700 tilskuere pr. kopi.
20th Century Fox' amerikanske hovedkvarter forholdt sig derfor tvivlende over for filmens chancer i de danske biografer. En skepsis, som selskabets filial i København delte, selv om de i øvrigt anerkendte og bakkede op om filmens kvaliteter.
»Jeff Bridges er altid god, men selv om han fik en Oscar for rollen, er han ikke en stjerne, der sælger billetter, og country & western har aldrig været et hot tema i Danmark,« siger Helle Hochheim, der er chef for biografbooking i Fox' danske afdeling.

Læs mere om afvisningen af "Crazy Heart" i Børsen 21.10.2010

HVORFOR KOM DEN IKKE I BIOGRAFEN #2:
Shaun of the Dead
(2004, Edgar Wright)
SVAR: Lokal beslutning taget af UIP Danmark - filmen var "for engelsk"!
En romantisk komedie ... fuld af zombier. En rom-zom-com! Hvorfor har vi aldrig set dét før? Titlens Shaun (Simon Pegg) er faktisk ikke død, men særlig levende er han altså heller ikke, hvis man spørger hans dejlige ekskæreste (Kate Ashfield). Den blege vatnisse og hans søvnige sambo, Ed (Nick Frost), opdager også meget sent, at hjembyen London er blevet centrum for en galopperende zombie-epidemi. Efter de første blodige nærkampe mander Shaun sig dog op. Han henter pigen, skifter controlleren ud med et cricketbat og søger mod yndlingsstedet: Den lokale pub!
Edgar Wrights forrygende ”Shaun of the Dead” jagter aldrig det billige grin, men tegner sine afrundede figurer kvikt og præcist, hjulpet af et hold topspillere med bombesikker komisk timing og en overbevisning, der også får horrorelementerne til at fungere. Så den skulle selvfølgelig ikke op i biografen!


HVORFOR KOM DEN IKKE (RIGTIGT) I BIOGRAFEN #3:
Rachel Getting Married
(2008, Jonathan Demme)
SVAR: Efter ordre fra Sony Pictures i USA
Alle sejl er sat til for at gøre Rachels bryllup på familiens smukke landsted til en lykkelig begivenhed. Men det bliver lillesøsteren Kym, der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado.
Anne Hathaway står i blomst i sit Oscar-nominerede voksne gennembrud, mens Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”) henter sig et gevaldigt comeback ved at parre dokumentargenrens håndholdte spontanitet – direkte påvirket af Susanne Biers ”Efter brylluppet” – med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm. Og under hele seancen bobler et gavmildt væg til væg-tæppe af sprød musik i alle tænkelige stilarter.
Ikke kun, men også på grund af, Demmes erklærede inspiration fra Danmark kæmpede Sonys lokale afdeling længe for at få lov til at sætte "Rachel" i biografdistribution. Men storebror i USA var hverken til at hugge eller stikke i, og kun takket være Cinematekets mellemkomst kunne danskerne (med et års forsinkelse) nyde en af 2008-sæsonens fineste film på det store lærred.

HVORFOR KOM DEN IKKE I BIOGRAFEN #4:
Zoolander
(2001, Ben Stiller)
SVAR: Floppede i Finland
Han er verdens hotteste mandlige supermodel. Han er hjernevasket til at dræbe Malaysias præsident. Og så kan han hverken læse, stave eller dreje til venstre. Han er ... Zoolander!
Ingen mestrer det lækre, fårede look lige så formidabelt som Ben Stiller. Det skulle da lige være Owen Wilson, Zoolanders nye rival på catwalken og indbegrebet af en mandlig blondine.
Der er dømt sublimt fjolleri fra gulv til loft i Stillers hurtigtvirkende brusetablet af en kultkomedie. Perlerækken af gæsteoptrædender sidder lige i (klæde)skabet, og trods skæverter og døde punkter får ”Zoolander” de varmeste anbefalinger herfra. Fordi Stiller og Wilson sjældent er set i mere uimodståeligt parløb. Fordi finner åbenbart ikke har forstand på farce. Og fordi jeg flere gange har taget mig selv i at lave "Blue Steel" foran et kamera ...

LÆS OGSÅ:
> Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor fa'en kom den ikke i biografen?

---

Flere eksempler på roste film, der er blevet "rejected" til det danske biografmarked:

• The Messenger (Oren Moverman, 2009 – nomineret til to Oscars) – vises som Månedens film i Cinemateket januar 2011
• 9 (Shane Acker, 2009)
• Original (Alexander Brøndsted & Antonio Tublén, 2009 – vinder af to priser på Shanghai Film Festival) - vist i Cinemateket
• Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans (Werner Herzog, 2009 – i konkurrence i Venedig) - vist på CPH PIX
• Frozen River (Courtney Hunt, 2008 – nomineret til to Oscars) – vist som Månedens Film i Cinemateket
• The Savages (Tamara Jenkins, 2007 – nomineret til to Oscars)
• Rescue Dawn (Werner Herzog, 2006)
• The Three Burials of Melquiades Estrada (Tommy Lee Jones, 2005 – vinder af to priser i Cannes)
• Thumbsucker (Mike Mills, 2005 – vinder af priser på Berlinalen og Sundance Festival)
• Rushmore (Wes Anderson, 1998 – nomineret til Golden Globe)

> Filmnørdens Hjørne: Podcast 75B - med "direkte på dvd"-tema

Nye på dvd: Bad Lieutenant (Herzog) + Redacted

Uden videre fanfare sneg "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" sig ind på de danske dvd-hylder i tirsdags, godt et halvt år efter den oprindelig var programsat til biografpremiere herhjemme.
Werner Herzogs balstyrige noir-komedie er blot den seneste i rækken af seværdige film, der føres uden om biografdistributionsleddet i Danmark. Årsagerne bag dette fænomen vil jeg undersøge nærmere i et senere indlæg med arbejdstitlen: "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?"

> Læs også temaet "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?"

Indtil da må I nøjes med min anmeldelse af "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans", skrevet til Weekendavisen fra sidste års Venedig-festival:

ANMELDELSE:
BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS
(Werner Herzog, USA 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen, 11. september 2009 (Venedig)

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.

To år forinden skrev jeg hjem fra Venedig om Brian De Palmas knap så vellykkede Irak-film, "Redacted". Den udkom også på dvd i tirsdags (8. juni 2010).

ANMELDELSE:
REDACTED
(Brian De Palma, USA/Canada 2007)
Brian Iskov i Weekendavisen, 7. september 2007 (Venedig)

Den nutidige vinkel på krigstematikken leveres lidt overraskende af to etablerede Hollywood-instruktører, der tackler situationen i Irak fra et fælles udgangspunkt, men med forskelligt facit.
I sit konkurrencebidrag, "Redacted", belyser Brian De Palma nogle af konfliktens mindre flatterende aspekter, som ifølge instruktøren bliver syltet af de etablerede nyhedsmedier i USA. Centralt i "Redacted" (»bortretoucheret af censuren«) står en episode fra 2004, hvor amerikanske soldater voldtog og satte ild til en 14-årig irakisk pige. Den historie har Brian De Palma måttet opstøve på internettet. »Det er her, sandhederne fra Irak findes, og ikke i vore gængse nyhedsmedier, der alle har store konglomerater i ryggen«, udtalte han til filmens pressemøde i Venedig.
Det opbragte dokudrama låner tilmed sin form fra de digitale medier. Filmens HD-skudte kludetæppe er stykket sammen af videodagbøger, mobilkameraoptagelser og YouTube-klip, alle sammen fingerede, men først da Brian De Palma runder af med en serie autentiske fotografier af krigens civile ofre, rammer "Redacted" en følsom nerve. At instruktøren, meget mod sin vilje, har måttet sløre identiteten af de afbildede lig med sorte bjælker hen over ansigterne, må henregnes under bitter ironi.

CPH PIX versus askeskyen

ANMELDELSER AF: Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans – My Son, My Son, What Have Ye Done? – Black Dynamite – The Box – Defendor – Kvinder uden mænd

Årets udgave af filmfestivalen CPH PIX, der åbnede i onsdags, kæmper et bravt slag mod en uforudset fjende. Udfordreren er den slemme askesky, som den islandske vulkan ved Eyjafjallajökull har hostet op, og som både formørker luftrummet over Nordeuropa og festivalplanlæggernes i forvejen stressede sind.

Flere af de indbudte instruktører og deres filmruller er nemlig fanget i lufthavnslimbo, mens alle venter på, at den brune fare driver over. Indtil videre har CPH PIX været nødt til bl.a. at aflyse en Q&A og flytte aftenens forevisning af "Metropolis" med liveakkompagnement til næste lørdag.

Heldigvis er de gæve PIX-arrangører mønsterværdigt dygtige til at holde de udadrettede kommunikationslinjer åbne. Festivalens hjemmeside, Facebook-profil og nyhedsbrev opdateres konstant, så ingen behøver at gå forgæves til de berørte events.

For at hjælpe publikum med at finde hoved og hale i programmets vildtvoksende bredde, afprøver CPH PIX i år et spøjst online-legetøj, som de lidt uskønt har døbt 'tastefinder'. Ved at rykke i seks virtuelle skydeknapper, der repræsenterer forskellige aspekter af filmoplevelsen, skulle det være muligt at matche ens personlige præferencer til de mere end 180 titler i festivalkataloget.

Banker man helt op for 'tempo' og 'laughs', foreslår smagsautomaten, at man løser billet til blaxploitation-pastichen "Black Dynamite". Anti-superheltefilmen "Defendor" scorer maksimum på både 'thrills', 'sighs' og 'laughs', mens det kræver mere avancerede kombinationer at få skydeknapperne til at pege på festivalens to Werner Herzog-bidrag.

Jeg håbede også, at værktøjet ville fortælle mig, hvor jeg skal lede efter den tast, som er forsvundet fra pladsen mellem Å og RETUR på mit trådløse keyboard. Men dén service yder tastefinderen desværre ikke endnu ...

CPH PIX 2010 fortsætter indtil 25. april i udvalgte københavnske biografer. Til evt. inspiration finder du nedenfor mine anmeldelser af de af årets CPH PIX-film, som jeg allerede har skrevet om i andre sammenhænge.

---

CPH PIX 2010: ANMELDELSER

BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

MY SON, MY SON, WHAT HAVE YE DONE? (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.

Herzog troede dårligt sine egne øren, da Mostraens kunstneriske leder, Marco Müller, inden festivalen forkyndte, han ville indlemme Herzogs anden nye film som en af hovedseriens unavngivne surprise-titler.
”Ingen festival af denne størrelse vil være så forrykt at vise to film af samme instruktør i konkurrencen”, var Herzogs første tanke, og det er da også første gang i Mostraens historie, at en instruktør stiller op mod sig selv. Bonusbidraget – et rørsammen af Orestes-myten og instuktørens egne idiosynkrasier – er dog kun at regne for en excentrisk krusedulle i karrierens margen.
"My Son, My Son, What Have Ye Done" er født i slipstrømmen af Herzogs "Bad Lieutenant" under David Lynchs paraply. Begge de herrer syntes, verden manglede flere sære lavbudgetfilm, og selv om Lynch officielt intet kreativt input har haft, spøger slægtskabet både i rollebesætningen (med gamle kendinge som Brad Dourif og Willem Dafoe) og i den skævvredne absurdisme, som folder sig ud, når moderdyret Grace Zabriskie – endnu en Lynch-yndling – nidstirrer sønnen og hans kæreste i, hvad der synes som flere minutter.
Den retmæssige afsender røber sig, da flere mærkværdige dyr melder sig i koret. To levende flamingoer pryder forhaven hos hovedpersonen Brad, mens hans onkel opdrætter strudse og kagler henrykt over at se sine kæmpefugle bene af sted som ”eagles in drag”.
Brad, spillet af Michael Shannon fra "Revolutionary Road", falder naturligt ind i rækken af Herzogs grænsesøgende galninge: Hans evne til at skelne forstand fra afsind gik tabt, efter Gud talte til ham på en raftingtur i den peruvianske jungle. Indlagte flashbacks giver Herzog mulighed for at genbesøge floden, hvor Aguirre og Fitzcarraldo tidligere spejlede deres månesyge i strømhvirvlerne.
I filmens optakt omringer politiet Brad, der har forskanset sig i sit hjem efter at have kløvet sin mor i to med et sværd. Brad har dog stadig Herren ved sin side. Ude i køkkenet smiler hans hvidskæggede åsyn til Brad fra en æske med havregryn (af mærket ”Puritan Oatmeal”).
Huset med det flade tag er malet i samme pink pastelnuance som havens langhalsede tropiske kælefugle, og i det hele taget forstår man, hvorfor Shannon på festivalen karakteriserede San Diegos villakvarterer som ”den perfekte petriskål for opdyrkelsen af vanvid”.
"Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" vises på CPH PIX 20. april.
""My Son, My Son, What Have Ye Done?" vises på CPH PIX 18. og 25. april.

Michael Jai White i "Black Dynamite" | pr-foto

BLACK DYNAMITE (2009, instr. Scott Sanders)
Brian Iskov i GEAR #78 (dvd), maj 2010
Sex, vold, funk og afrohår blæser ud over lærredet i "Black Dynamite", der parodierer stilen fra 70'ernes blaxploitation-film med skræmmende nøjagtighed. Den sorte dynamitstang sidder mellem benene på titlens seje supernigga, som pløjer sig gennem damernes bølgende barme, når han ikke afklapser skurkagtige kinamænd eller nakker Nixon med sin nunchaku! Joken føles ret spinkel i spillefilmlængde og kræver absolut kendskab til genren. Men ser man filmen i festligt lag, stiger karakteren tilsvarende – og mon ikke fnisegræs udløser yderligere et par stjerner!
Vises på CPH PIX 22., 24. og 25. april.

THE BOX (2008, instr. Richard Kelly)
Brian Iskov i GEAR #76 (dvd), marts 2010
Fans af ”X-Files” og ”Twilight Zone” vil have lyst til at kigge nærmere på ”The Box”, hvor en scary fætter (Frank Langella) tilbyder hr. og fru Lewis en gådefuld æske med en rød trykknap på. Aktiverer de knappen, får de 1 mio. $ skattefrit – og en fremmeds død på samvittigheden. Et pirrende moralsk dilemma, som Richard Kelly (”Donnie Darko”) gør sit yderste for at drukne i stadig mere surrealistiske forsiringer og søforklaringer. Meget mening giver det ikke, men teknisk set er det overlæssede mysterium nydeligt sat i scene, og især Cameron Diaz klarer sig pænt igennem en næsten umulig rolle.
Vises på CPH PIX 19. og 24. april.

DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Brian Iskov i GEAR #77 (dvd), april 2010

Som en pudsig fodnote til ”Kick-Ass” kaster dette lille komediedrama fra Canada et mere vemodigt blik på samme tema: Almindelige mennesker, der trækker i trikot for at agere superhelte i den virkelige verden. Woody Harrelson er temmelig rørende som "Defendor", der med et gaffatapet 'D' på brystet kaster sig ud i kampen mod de lokale narkobagmænd. Den lidt sky og tilbagestående Arthur, som gemmer sig bag masken, ejer dog ingen andre superkræfter end et velmenende hjerte og et hoved fuld af vrangforestillinger.
Vises på CPH PIX 17., 19. og 25. april.
> Læs mere om "Defendor" i min superhelteartikel i Børsen 15.04.2010.

KVINDER UDEN MÆND/Women Without Men (2009, instr. Shirin Neshat)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18.9.2009
Agendaen er kønspolitisk snarere end realpolitisk hos den iranskfødte multikunstner Shirin Neshat, der vandt Guldløven på kunstbiennalen i 1999. På den seneste filmbiennale kunne hun føje en Sølvløve for bedste instruktion til familien.
I sin video- og fotokunst kredser Neshat om mellemøstlige kønsrollemønstre og især undertrykkelsen af kvindernes selvforståelse under islams åg. Flere af motiverne bærer hun direkte over i sin første spillefilm, der rekonfigurerer og udvider den multirumsinstallation (2004-08), der havde verdenspremiere på ARoS sidste år [2008].
"Women Without Men" henter brændstof i Shahrnush Parsipurs kortroman af samme navn fra 1989. Bogen har været bandlyst i Iran siden 1990'erne, hvor forfatteren blev arresteret for sin skildring af kvindelig seksualitet. I dag har hun status af politisk flygtning i USA, hvor også Neshat arbejder.
Af bogens og installationens fem skæbner har fire fundet vej til biografen. Den midaldrende Fakhri øjner en vej ud af sit triste ægteskab, da hun genser en gammel flamme. Unge Faezah drømmer om kærligheden, indtil hun mister sin dyrebare jomfruelighed under en voldtægt. Den prostituerede Zarin ser kun ansigtsløse dæmoner i de mænd, der bestiger hendes udmarvede krop på bordellet. Endelig trynes Munis' politiske vækkelse af hendes traditionsbundne bror. Hun vælger at svæve ud fra taget for at genopstå som vandrende ånd blandt gadens demonstranter.
Alle fire søger mod Fakhris nyerhvervede frugtplantage, et frodigt eksil spundet af piblende vandløb og solstrålernes spil i trækronerne. I dette Eden finder kvinderne kræfter og ro til at bryde fri af religionens maskuline dominans.

Parsipur udfoldede sin utopi på baggrund af den amerikansk-britiske operation, der i 1953 væltede Irans første demokratisk valgte premierminister, Dr. Mohammed Mossadegh. Hans ønske om at nationalisere landets oliekilder, der var under britisk administration, huede ikke Churchill. Heftig tumult brød løs i Teherans gader, da det første kupforsøg slog fejl. Kun to dage senere, den 19. august, var oprøret slået ned. CIA genindsatte shahen, mens kontrollen med olieresurserne kom på vestlige hænder. Et indgreb, der plantede kimen til den islamiske revolution i 1979 og Ayatollah Khomeinis fundamentalistiske styre.
Hvor Parsipur blot antydede dette samtidsbillede, sidestiller Neshat kvindernes frigørelse fra mændene med iranernes uafhængighedskamp mod briterne. Casablanca dublerer for 1950'ernes Teheran i de historiske rekonstruktioner, hvis bogstavelighed skurrer med den mysticisme, som Neshat overfører fra prosaens magiske realisme.
Man tør vanskeligt underkende "Women Without Men"s værdi som kønspolitisk traktat og religionskritisk samfundskommentar. I den narrative spillefilms regi trækker metaforikken dog mod det stift distancerende, ligesom de fire kvinder fremstår som allegoriske brikker, der aldrig får eget liv som rundede individer.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Neshats festivalbidrag (en tysk-østrigsk-fransk produktion) havde sine flammende fortalere på Lidoen. Disse fandt også megen nydelse i filmens smagfuldt sepiatonede billeder, signeret af østrigeren Martin Gschlacht, som også havde komponeret "Lourdes" på årets Mostra.
Vises på CPH PIX 23. og 25. april.

> Min anmeldelse af "Miraklet i Lourdes"