Venedig 2012: Vindere og tabere

Den 69. filmfestival i Venedig er netop afsluttet med uddelingen af de vigtigste priser:

GULDLØVEN (BEDSTE FILM): "Pieta" af Kim Ki-Duk (Sydkorea)
SØLVLØVEN (BEDSTE INSTRUKTØR): Paul Thomas Anderson for "The Master" (USA)
BEDSTE MANUSKRIPT: Olivier Assayas for "Aprés Mai" (Frankrig)
JURYENS SPECIALPRIS: Ulrich Seidl for "Paradies: Glaube" (Østrig)
BEDSTE SKUESPILLER: Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix for "The Master" (USA)
BEDSTE SKUESPILLERINDE: Hadas Yaron for "Fill the Void" (Israel)

Efterhånden som den 69. Venedig-festival nærmede sig sin finale, samlede oddsene sig om den sydkoreanske "Pieta" af Kim Ki-Duk. Instruktøren (som her ses på den røde løber, yderst til venstre) kvitterede for sin guldløve ved at synge "Arirang" for gallapublikummet i Lidoens Sala Grande. Under festivalen omtalte flere kritikere "Pieta" som et comeback for Kim, der tidligere vandt instruktørprisen i Venedig i 2004 (for filmen "3-Iron"). Jeg må tilstå, at jeg forlod biografsalen efter den grænseoverskridende brutale første akt af "Pieta", hvilket tydeligvis var en fejlbedømmelse. Det skulle vise sig, at årets guldløvevinder skifter spor undervejs og ender med at tage nogle ganske bevægende drejninger. Men på en festival, hvor man ser op til fire-fem spillefilm om dagen, bliver man som journalist nogle gange nødt til at trække stikket ud og tage et time-out. Så kan man altid fortryde bagefter, når den film, man ikke så til ende, tager hovedpræmien ...

Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix fik en fælles Coppa Volpi for deres pragtpræstationer i Paul Thomas Andersons "The Master" - og dét var et populært valg. Da Philip Seymour Hoffman gik på scenen i Venedig for at modtage prisen, var han netop stået af flyet og undskyldte sin fremtoning med, at han havde iført sig sit jakkesæt på et toilet. Hoffman tog også imod instruktørprisen på vegne af Paul Thomas Anderson, men i et farceagtigt optrin måtte skuespilleren på scenen for at aflevere den igen fem minutter senere. Juryens formand, Michael Mann, kom til at bytte om på præmierne, så en noget forvirret Ulrich Seidl ("Paradies: Glaube") først stod med en instruktørpris i hånden, men siden måtte bytte den ud med særprisen! 

Israels bidrag til Melodi Grand Prix Venedigs konkurrenceprogram, "Fill the Void", kastede en lige så fortjent skuespilpris af sig til unge Hadas Yaron. Den Jane Austen-inspirerede kærlighedshistorie foregår blandt ortodokse hasidiske jøder i nutidens Tel Aviv og var festivalens store, positive overraskelse. Forhåbentlig vover en dansk festival eller distributør pelsen på denne velskabte perle af en film, som er langt mere charmerende og vedkommende, end den lyder!

To amerikanske sværvægtere, som gik tomhændet fra Lidoen i år, var Terrence Malick og Brian De Palma. Begge kom selvparodien faretruende nær i deres respektive konkurrencebidrag, men hvor Malicks vage og til tider ulideligt selvsmagende "To The Wonder" trods alt udmærkede sig ved instruktørens vante, organiske flow og billedfornemmelse, var De Palmas "Passion" - en genindspilning af Alain Corneaus franske "Love Crimes" fra 2010 - helt uden formildende omstændigheder. Den kiksede og håbløst firseragtige "erotiske" thriller blev ved pressevisningen mødt med hånlige buhråb, som guddødemig fortsatte til den efterfølgende pressekonference. Bagefter strømmede de selvsamme journalister op mod podiet for at få taget deres billede sammen med filmens hovedrolleindehaver, Noomi Rapace, som da også så nydelig ud til pressemødet. Desværre leverer Noomi sin hidtil dårligste skuespilpræstation i De Palmas fuser, hvis ringe kvalitet fik mange til at stille spørgsmålstegn ved de erklærede stramninger af hovedkonkurrencen, som Venedigs nye festivaldirektør, Alberto Barbera, har brystet sig af.

Og her er han igen: Kim Ki-Duk, den glade vinder af Guldløven i Venedig 2012. Tillykke!



All images © 2012 Brian Iskov - all rights reserved

One take: Steadicam-blær og dolly-lir

Af to grunde så jeg enormt meget frem til "Hanna": engelske Joe Wrights bud på en intelligent actionthriller, som lidt forsinket nåede de danske biografer i sidste uge.

Den ene grund var Saoirse Ronan. Bare 17 år, men allerede så sej og stærk og fin og sitrende i sit nærvær, at der skal en Cate Blanchett til at yde hende kvalificeret modspil. Uden Ronan i titelrollen havde jeg næppe givet lige så lang snor til "Hanna", hvis historie og stil i sidste ende bliver lovlig fortænkt og distanceret.

Den anden grund var forventningen om en flere minutter lang Steadicam-sekvens, som ifølge rygterne skulle være helt på højde med Joe Wrights svimlende kameratur blandt soldaterne på Dunkirk-stranden i "Soning" (hvori Saoirse Ronan også brillerede).

I "Hanna" gælder kunststykket et ubrudt take, der følger Hannas far (Eric Bana) fra en berlinsk busstation, gennem byens gader og ned i en undergrundsstation, hvor han egenhændigt nedlægger en flok angribende agenter i brutal nævekamp, inden han tager flugten og forsvinder op ad trappen.

Jeg gentager: et ubrudt take. DET HELE SKER I ÉN INDSTILLING.

Og til forskel fra Brian De Palmas aggressive "se mig!"-rundtosseri i film som "Snake Eyes", eller Alfonso Cuaróns virtuose showstopper-sekvenser fra "Children of Men", har Wright ikke snydt det mindste i klipperummet. Scenen er optaget, ganske som du ser den i filmen.

"I do really love the bravado of [that kind of shot]," fortæller Joe Wright i et interview på Ain't It Cool.

"I only had one day to do this sequence because of the budget, so it's a kind of all-or-nothing gamble. With that short window of shooting, you rehearse for seven hours and then have maybe a three- or four-hour window of shooting at the end of the day. And also it's about catching the light; it's about catching the magic hour."

Det perfekte take, som ses i "Hanna", er ifølge Eric Bana nummer to ud af syv. Sejt er kun et fattigt ord.

Hanna
(2011, Joe Wright)
Cheffotograf: Alwin H. Küchler
Steadicam-operatør: Peter Robertson



I tilgift til "Hanna"s mest blærede scene kan man også finde en lang række andre af filmhistoriens mest imponerende Steadicam- og dolly-ture på nettet. Vær klar til at tabe næse og mund:

Soning (Atonement)
(2007, Joe Wright)
Cheffotograf: Seamus McGarvey
Steadicam-operatør: Peter Robertson
Bag kulisserne: http://youtu.be/3uytGHDRPYg



Children of Men
(2006, Alfonso Cuarón)
Cheffotograf: Emmanuel Lubezki
Bag kulisserne: https://www.youtube.com/watch?v=GJprbCuWdHo



GoodFellas
(1990, Martin Scorsese)
Cheffotograf: Michael Ballhaus
Steadicam-operatør: Larry McConkey
Bag kulisserne: https://youtu.be/IBMKyNJvNV8



Øjnenes hemmelighed (El secreto de sus ojos)
(2009, Juan José Campanella)
Cheffotograf: Félix Monti
Bag kulisserne: https://youtu.be/m6voCojHTxQ



Hard Boiled
(1992, John Woo)
Cheffotograf: Wong Wing-Hung



Soy Cuba
(1964, Mikhail Kalatozov)
Cheffotograf: Sergej Urusevskij



Oldboy
(2003, Chan-wook Park)
Cheffotograf: Chung-hoon Chung



Politiets blinde øje (Touch of Evil)
(1958, Orson Welles)
Cheffotograf: Russell Metty



The Player
(1992, Robert Altman)
Cheffotograf: Jean Lépine


MERE ONE TAKE-GUF:

Aleksandr Sokurov: Russian Ark (hele filmen er ét take)
Linda Wendel: One Shot (ditto – jævnfør titlen)
Michelangelo Antonioni: Profession reporter
Kenneth Branagh: Hamlet, Stor ståhej for ingenting (klip fra 04:48-07:29)
Bela Tarr: Werckmeister Harmonies
Gus Van Sant: Elephant
Jean-Luc Godard: Weekend
Andrej Tarkovskij: Solaris, Spejlet
Alfred Hitchcock: Rebet
Gaspar Noe: Irreversible, Enter the Void
Paul Thomas Anderson: Boogie Nights, Magnolia
Brian De Palma: stort set alle film
... føj selv flere til i kommentarfeltet!

FLERE ARTIKLER OM BLÆREDE TRACKING SHOTS:

> The Long Take – the greatest long tracking shots in cinema @bspcn.com
> History of long tracking shots rolls in film lore @latimes.com

Nye på dvd: Bad Lieutenant (Herzog) + Redacted

Uden videre fanfare sneg "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" sig ind på de danske dvd-hylder i tirsdags, godt et halvt år efter den oprindelig var programsat til biografpremiere herhjemme.
Werner Herzogs balstyrige noir-komedie er blot den seneste i rækken af seværdige film, der føres uden om biografdistributionsleddet i Danmark. Årsagerne bag dette fænomen vil jeg undersøge nærmere i et senere indlæg med arbejdstitlen: "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?"

> Læs også temaet "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?"

Indtil da må I nøjes med min anmeldelse af "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans", skrevet til Weekendavisen fra sidste års Venedig-festival:

ANMELDELSE:
BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS
(Werner Herzog, USA 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen, 11. september 2009 (Venedig)

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.

To år forinden skrev jeg hjem fra Venedig om Brian De Palmas knap så vellykkede Irak-film, "Redacted". Den udkom også på dvd i tirsdags (8. juni 2010).

ANMELDELSE:
REDACTED
(Brian De Palma, USA/Canada 2007)
Brian Iskov i Weekendavisen, 7. september 2007 (Venedig)

Den nutidige vinkel på krigstematikken leveres lidt overraskende af to etablerede Hollywood-instruktører, der tackler situationen i Irak fra et fælles udgangspunkt, men med forskelligt facit.
I sit konkurrencebidrag, "Redacted", belyser Brian De Palma nogle af konfliktens mindre flatterende aspekter, som ifølge instruktøren bliver syltet af de etablerede nyhedsmedier i USA. Centralt i "Redacted" (»bortretoucheret af censuren«) står en episode fra 2004, hvor amerikanske soldater voldtog og satte ild til en 14-årig irakisk pige. Den historie har Brian De Palma måttet opstøve på internettet. »Det er her, sandhederne fra Irak findes, og ikke i vore gængse nyhedsmedier, der alle har store konglomerater i ryggen«, udtalte han til filmens pressemøde i Venedig.
Det opbragte dokudrama låner tilmed sin form fra de digitale medier. Filmens HD-skudte kludetæppe er stykket sammen af videodagbøger, mobilkameraoptagelser og YouTube-klip, alle sammen fingerede, men først da Brian De Palma runder af med en serie autentiske fotografier af krigens civile ofre, rammer "Redacted" en følsom nerve. At instruktøren, meget mod sin vilje, har måttet sløre identiteten af de afbildede lig med sorte bjælker hen over ansigterne, må henregnes under bitter ironi.