Halløj på titelkontoret - eller Røvtur på 7. række

"Find på en dansk titel til din yndlingsfilm! Titlen skal være dansk og misvisende, bære præg af lav intelligens og klinge dårligt; det anbefales desuden at man forsøger at være vittig, eller kompenserer ved at lade ordet "røv" indgå i titlen. Vinderen vil blive tilbudt en stilling som chef for presseafdelingen på et stort dansk filmselskab."

– fra filmbladet Inferno, nr. 2, 1990

Danske Filmtitler
Der var engang, hvor filmplakaternes titler i Danmark bugnede af farverige sprogblomster. En uskyldig tid, hvor 'røv' betød 'sjov', og hårde hunde i brølende biler fik bankekød for viderekomne.

Til dagens udgave af Politiken Film har jeg skrevet artiklen "Røven fuld af filmtitler", hvor jeg interviewer en række af landets pensionerede titelsmede. Det lykkedes mig bl.a. at opspore legenden Steen Gregers, der i 70'erne og 80'erne stod bag festlige oversættelser som "Bankekød til slemme drenge" og "Sheriffen skyder på det hele" (og ja, det føltes lidt forkert at sige 'røv' så mange gange i telefonen til en vildfremmed 86-årig pensionist).

LÆS ARTIKLEN OM DANSKE FILMTITLER HER:
> Røven fuld af filmtitler
Brian Iskov i Politiken 30.9.2010

Opslaget i Politiken havde dog slet ikke plads til alle de forrygende eksempler på fordanskede filmtitler, som jeg samlede sammen under min research. I stedet får I en stor portion af dem serveret herunder som bonusmateriale!

En stor tak skal lyde til Steen Gregers, Niels Søndergaard, Nicolas Barbano, Erik Hamre, Jørgen Nielsen, Loke Havn, Ib Lindberg og Regner Grasten for deres inspiration og anekdoter.

OBS: Flere muntre bidrag modtages gerne i kommentarboksen eller på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side.

> Se også Halløj på titelkontoret - del 2: Rend mig i filmtitlen!

---

HØJ TITELFØRING:
Blåt blod og amerikansk olie-konge (The Grass is Greener, 1960)
Nap dem i Napoli (The Biggest Bundle of Them All, 1968)
Maxi-job i mini-biler (The Italian Job, 1969)
Fire frække numser fik et gok (Pretty Maids All in a Row, 1971)
Dynamitpigen eksploderer igen! (Cleopatra Jones and the Casino of Gold, 1974)
Det går helt agurk i saunaen (The Ritz, 1976)
Hvem pukler kamelerne for? (The Last Remake of Beau Geste, 1977)
Hopla, vi skrider (Grand Theft Auto, 1977)
Kolbøtteagenten går agurk (Tais-toi quand tu parles!, 1981)
Strømeren går bananas (Fake-Out, 1982)
Bossen og bumsen (Trading Places, 1983)
Skråt op – og af sted (Spring Break, 1983)
Abefest for viderekomne (Sixteen Candles, 1984)
Nu går den vilde skattejagt (Romancing the Stone, 1984)
Frækkere end politiet tillader (Beverly Hills Cop, 1984)
Skyd hul i gangsterne (Johnny Dangerously, 1984)
Skydeskæg på larvefødder (Tank, 1984)
Tast mig – jeg er din (Weird Science, 1985)
Hvem springer kineserne for? (Big Trouble in Little China, 1986)
Koks i kølerhjelmen (Gung Ho, 1986)
Op og bestå, drenge! (Summer School, 1987)
Hjælp! Det er 'søn' for far (Vice Versa, 1988)
Ferie med bjørn på (The Great Outdoors, 1988)
En russer rydder op i Chicago (Red Heat, 1988)
Du skyder, jeg smiler (Bird on a Wire, 1990)
Fuld hammer (Fixing the Shadow/Beyond the Law, 1992)
Iskold terror på overtid (Sudden Death, 1995)

Som jeg også skriver i dagens Politiken, rakte den sproglige fantasi ikke altid lige langt i de danske udlejeres marketingafdelinger. Når de først havde ramt en skabelon, der syntes at fungere, slap titelsmedene den sjældent igen, før samtlige variationsmuligheder var udpint. Se bare her:

RØVEN PÅ KOMEDIE:
Med røven i vandskorpen (Meatballs, 1979)
Røven fuld af penge (Caddyshack, 1980)
Bar røv og deruda' (The Hollywood Knights, 1980)
Røven af 4. division (Stripes, 1981)
Krudt i røven (Stroker Ace, 1983)
Pigejagt og røvtur (Escape from El Diablo, 1983)
Buksevand til hængerøve (Up the Creek, 1984)
Røvtur på 1. klasse (Planes, Trains and Automobiles, 1987)
Yuppie på røven (Hiding Out, 1988)
Hormoner, hængerøve og hårde bananer (Angus, Thongs and Perfect Snogging, 2008)
Drengerøve (The Grown-Ups, 2010)

RYTME, RIM OG REMSER:
Skum, skæg og skrammel (Scavenger Hunt, 1979)
Fisk, fart og rytmekugler (The Fish That Saved Pittsburgh, 1981)
Biler, bisser, buler og brag! (The Junkman, 1982)
Krudt, kugler og bleer (Undercover Blues, 1993)
Ud at køre med de skøre (Cannonball Run, 1980)
Ud at båtte med de flotte (King of the Mountain, 1981)
Ind og brumme med de dumme (Doin' Time, 1985)
Ud at spille med de vilde (The Best of Times, 1986)

HÅRD HUD OVER HELE KROPPEN:
Tørre tæsk til tunge drenge (Les grandes gueules/The Wise Guys, 1966)
Brølende biler og barske børster (Moonshine County Express, 1977)
Bankekød til slemme drenge (Every Which Way But Loose, 1978)
Seje bøffer og hårde bananer (Any Which Way You Can, 1980)
Køllesmæk til hårde børster (Defiance, 1980)
Knofedt til hårde hunde (Vigilante, 1983)
Varmt bly og kolde lig (Blazing Magnums, 1976)
Koldt bly og varme øretæver (The Rookie, 1990)

HALLØJ MIG HER, HALLØJ MIG DER:
Halløj på universitetet (Horse Feathers, 1932)
Halløj i operaen (A Night at the Opera, 1935)
Halløj i flåden (Bell-Bottom George, 1944)
Halløj i Rio (Road to Rio, 1947)
Halløj i marinen (Francis in the Navy, 1955)
Halløj i skattevæsenet (Ein Mann geht durch die Wand, 1959)
Halløj i butikken (Le grand bazar, 1973)
Halløj på badehotellet (Fawlty Towers, tv-serie, 1975)
Halløj ved fronten (Privates on Parade, 1982)
Halløj i klostret (Sister Act, 1992)
Halløj på Wall Street (The Associate, 1996)
Halløj i sprøjten (Bachelor Man, 2003)

HØJT ER DET NYE HALLØJ:
Højt at flyve (Airplane!, 1980)
Høj ølføring (Take This Job and Shove It, 1981)
Høj knippelsuppe (Police Squad!, tv-serie, 1982)
Høj pistolføring (The Naked Gun, 1988)
Høj kærlighed (The Tall Guy, 1989)
Himmelhøj korsføring (Repossessed, 1990)
Høj spænding (Guilty as Charged, 1992)
Ondskaben højnes (The Silence of the Hams, 1994)
Høj skoleføring (High School High, 1996)
Høj cigarføring (The Big Kahuna, 1999)

Se også:
> Halløj på titelkontoret 2: Rend mig i filmtitlen
> Bries sproghjørne: Når filmtitler muterer!

"Wall Street": Brie møder Oliver Stone

Oliver Stone træder vande med torsdagens biopremiere "Wall Street: Money Never Sleeps", en noget uformelig opfølger til hans egen "Wall Street" fra 1987. Michael Douglas' Oscarbelønnede præstation som børsens barskeste bisse, Gordon Gekko, kan i øvrigt genopleves på TV 2 fredag kl. 23.25 (med reprise søndag kl. 15.50).



Jeg mødte Oliver Stone i New York i 2006, hvor den iltre instruktør virkede tydeligt træt af sit image som Hollywoods evige urostifter. På spørgsmålet om, hvad han mente var den største misforståelse om ham, svarede han veloplagt:

– Hvor synes du, vi skal starte?

INTERVIEW MED OLIVER STONE (uddrag)
Ikke flere sammensværgelser!
Brian Iskov i TJECK, september 2006

”Velkommen til Oliver Stoneland, hvor jeg vil guide dig gennem virkeligheden – min virkelighed. I min forlystelsespark lægger du ikke realiteterne bag dig – du konfronterer dem. For her i Oliver Stoneland sår vi tvivl om autoriteterne.”

Citatet stammer fra en tv-sketch fra 1991, hvor en ung Ben Stiller tager tykt gas på det offentlige billede af Oliver Stone som et paranoidt brushoved, der smører konspirationshysteriet ud over biograflærredet med den bredest tænkelige pensel.

På det tidspunkt havde Oliver Stone netop pisket en stemning op i USA med ”JFK”, der propaganderede for, at mordet på en af århundredets mest populære præsidenter skete som et led i en omfattende sammensværgelse. Stones film fik høvl for at blande historiske begivenheder med ublu spekulation, så ingen længere kunne skelne ret fra vrang, men ”JFK” blev samtidig et kæmpe hit, som fik den amerikanske menigmand til at interessere sig for historiske og politiske forhold – og dermed var Stones mission med filmen fuldbragt.

Oliver Stone i Cannes 2010 – photo credit Brian Iskov

Siden blev hans seriemordersatire ”Natural Born Killers” (1994) kædet sammen med mindst 14 mord, hvor gerningsmændene bagefter havde citeret Stones film som deres store inspirationskilde. Hans delvist fiktive portræt af præsident Nixon påkaldte sig den tidligere udenrigsminister Henry Kissingers vrede, og de to beundrende dokumentarfilm, Oliver Stone har lavet om Fidel Castro, Cubas kommunistiske leder, har heller ikke ligefrem sat instruktøren på bedre fod med sine landsmænd.

Med ”World Trade Center” (2006) forsøgte en ydmyg Stone at gøre bod, efter eposet om krigerkongen ”Alexander” (2004) floppede stort i USA.
Filmen om tvillingetårnenes fald betrådte midten af vejen med så forsigtige kattepoter, at selv den magtfulde flanke af religiøse konservative i USA måtte bøje sig i patriotisk andagt. Alligevel udelod tv-reklamerne for filmen Oliver Stones navn, hvilket vidner om, at fordomme kan være svære at få has på.

Tingenes tilstand
– Om ”JFK” sagde man, at jeg havde fabrikeret et stykke historie, der hjernevaskede teenagere til at tro, at John F. Kennedy blev myrdet af nogle-og-halvtreds organisationer, drengespejderne inklusive, og Lyndon B. Johnson (Kennedys vicepræsident og efterfølger, red.) var en af de implicerede. Det er sgu da en fornærmelse over for filmen, der er langt mere kompleks og intelligent end som så. Men påstanden bliver gentaget, samlet op og givet videre i en uendelighed, indtil den bliver til sandhed. Hvad skal man stille op, sukker Oliver Stone og benytter lejligheden til at harcelere mod det ærkekonservative højre i USA.

– Deres taktik er at opfinde et problem og sige ”Det her er problemet”, hvorefter de går til angreb. De gjorde det også mod Gore og Clinton, og takket være højrefløjen har jeg fået ry for at se sammensværgelser over alt. Men hvor mange film har jeg lavet om konspirationsteorier? ”JFK”, en lille flig af ”Nixon” og en del af ”Alexander”, hvilket er historisk velfunderet. Så det er tre film ud af seksten. Det gør mig ikke til en konspirationsteoretiker, fastslår Stone, der heller ikke vil kaldes en politisk instruktør. Han er hurtig til at påpege, at han siden debuten i 1973 har instrueret både gysere, krigsfilm, satirer, sportsdramaer, krimier og finansthrillere.

– Når jeg ikke laver film, bliver jeg tit spurgt om min mening som privatperson, og måske siger jeg for meget eller råber for højt, men jeg er borger og har ret til at blive hørt. Hvorfor skulle jeg holde mund, bare fordi jeg er en såkaldt kendt person, siger han og konstaterer, at selvcensuren i USA har været ”forfærdelig” siden tragedien i 2001.
– Der er sket så meget i de sidste fem år, og ikke til det bedre. Mere død, mere krig, mere terror. Og hvad ellers … nå jo, det forfatningsmæssige sammenbrud i USA, udbryder Stone med et diabolsk glimt i øjet.

– Når man er befængt med en sådan cancer, må man hellere se at skrubbe til lægen og finde ud af, hvad man kan gøre ved det, siger han og sammenligner situationen med en voldtægt: På et tidspunkt bliver offeret nødt til at gå til psykiater og konfrontere den ubehagelige oplevelse, så livet kan gå videre.

Oliver Stone instruerer Stephen Dorff i "World Trade Center" (2006)

Duft til blomsterne
På nært hold er Oliver Stone en robust, karismatisk mand, der udstråler noget af det samme lidenskabelige engagement, som pøser benzin på bålet i hans film. Ikke overraskende er han godt skåret for tungebåndet, og hans hurtige, grundige respons vidner om et stort intellektuelt nærvær.

Samtidig skinner det igennem, at omverdenens evige kritik af hans film og synspunkter har sat sine spor. Stone indrømmer, at han nogle gange føler sig som en håndsky hund, der har fået for mange rap over snuden med søndagsavisen, og desuden turde han ikke tackle historien om ”World Trade Center” ud fra en politisk vinkel, fordi han endnu ikke forstod baggrunden godt nok.

– Konsekvenserne fra 2001 er så enorme, at det tager tid at bearbejde dem, og jeg tror desværre, at vi stadig har det værste til gode. Det udvikler sig hver eneste uge, siger Stone, der brugte 18 år på at fordøje Vietnam-krigen, før han lod sine oplevelser danne basis for gennembruddet ”Platoon” (1986).

Oliver Stones største ønske er, at hans film kan hjælpe verden til at lære af sine fejltagelser. Men håbet er spinkelt.
– Film er som skrøbelige blomster. Vi giver dem ud, og nogle folk dufter til dem – andre gør ikke, siger han og illustrerer sit eksempel med et skuldertræk:
– Jeg har lavet tre antikrigsfilm om Vietnam, og alligevel endte vi med at invadere Irak.

> Læs også mit interview med Nicolas Cage om "World Trade Center"

"Resident Evil": Brie møder Milla Jovovich

Milla Jovovich – den russiskfødte modella med havgrønne øjne, lange ben og sparsom garderobe – sparker zombierøv for fjerde gang i ”Resident Evil: Afterlife”, der havde dansk biografpremiere i går.

Jeg opgav filmserien allerede efter den rædsomme toer og har derfor ikke set fireren, men at dømme efter anmeldelserne er jeg ikke gået glip af meget.



Den første film i serien, "Resident Evil" fra 2002, må jeg til gengæld vedstå, at jeg hyggede mig fint med. Robust, hidsig B-filmaction bygget op omkring en svinesej heltinde, som man aldrig blev træt af at se på.

Men måske var jeg også dengang lidt farvet af, at jeg som den eneste danske journalist fik en date med Milla Jovovich, da hun gjorde pr for filmen i Köln (af alle steder!). Jeg var tilmed det enlige hankønsvæsen ved bordet – hvilket straks blev bemærket af den speedsnakkende stjerne ...

PS: Fans af computerspilserien bag filmene kan glæde sig til et afsnit om "Resident Evil"-universet i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog", som udkommer 5. oktober!

---

RESIDENT EVIL:
INTERVIEW MED MILLA JOVOVICH
Brian Iskov i TJECK Magazine, juni 2002

– Hejsa! Gør det noget, jeg ryger?

Milla Jovovich er knap nok trådt ind i lokalet, men hendes mund løber et par meter i forvejen. Til trods for, at hun kun lige har mødt os, og at vi forlader hende igen tyve minutter senere, sludrer hun muntert derudad, som om vi var hendes bedste barndomsveninder.

I den tid, TJECK og fire andre journalister har fået Milla i audiens, kommer hun kun op efter luft, når smøgen skal ryges, eller kaffen skal sluges. Talestrømmen er overvældende og illustreres løbende af vildt gestikulerende arme og hænder.

Hendes ubrudte række af anekdoter bærer desuden tydeligt præg af, at den ukrainskfødte pige har boet lidt for længe i Los Angeles. Samtlige historier overstrøes af Valley-talk i en grad, så selv Elle Woods fra ”Blondinens hævn” må bøje sit lyshårede hoved i misundelse. Ikke at Jovovich på nogen måde virker ubegavet. Blot ekstremt udadvendt og karismatisk med en livlig energi, der tangerer et koffeinchok.

– Jeg holdt ellers op med at ryge i tre måneder, før jeg fyldte 25 sidste år, men til min fødselsdag var jeg omgivet af så mange, meget yngre mennesker, der bare røg totalt meget, at jeg ligesom følte: O-kaaay! Nu må jeg også hellere ryge lidt, for at jeg rigtig kan vise, jeg stadig er nede med de unge. Så deeeet holdt ikke længe med den pause, selv om det ellers er totalt nemt at holde op med at ryge i Los Angeles, fordi alle bare er ligesom helt vildt ”Oh-my-Gooood! HVEM er det, der ryger?”-agtige …

O-kaaay. Men nu er det altså ”Resident Evil”, vi skal tale om. Millas nye filmudgave af det klassiske computerspil, hvor en væmmelig virus slippes løs i Raccoon City og forvandler samtlige indbyggere til hjernedøde menneskeædere ...

Ali Larter & Milla Jovovich i "Resident Evil: Afterlife" | pr-foto fra filmen

Lara Croft er fed
– Yeah! Det er så nemt at lave uhyggelige monstre nu om stunder, med computeranimation og alt det der. Så hvis man bare viser en masse zombier, kommer folk nemt til at synes, det er lidt fjollet, ikk’. Helt ærligt, efter Michael Jacksons ”Thriller” kan man ikke se på zombier ret længe, før man forventer, at de bryder ud i noget breakdance. Vi blev nødt til at holde de scener meget korte: Du når kun lige at se dem, og så er de væk igen. Det er os, skuespillerne, der er i centrum det meste af tiden.

Jovovich taler med så stor entusiasme, at hun næsten ikke behøver nogen stikord. Hun er allerede spurtet videre ind i det næste emne: Kvindelige actionhelte. Og hvem gad ikke godt opleve Alice, Millas handlekraftige rollefigur, gå i clinch med Tomb Raiders Lara Croft i en svedig girlfight?

– Lara Croft er fed. Men hun er mere et symbol, som kan slå 20 milliarder ting ihjel uden at få sved på panden, og det er netop pointen: Det er nuttet, det er kitsch. Lara Croft er perfekt, hun kan gøre hvad som helst uden at ødelægge sin makeup. Der er vi mere realistiske, altså inden for fantasiens rammer, for det er jo et fantasiunivers.

– Det fede ved os er, at vi havde det ad helvede til, da vi optog. Vi frøs, vi var trætte, underbetalte, overbebyrdede – og det fungerer bare vildt godt, når man ser det i filmen! Det er lige før, jeg vil nægte at gå op i løn til den næste film, fordi så vil jeg bare slappe mere af. En del af magien ved ”Resident Evil” er netop, at vi alle var totalt udmattede, og det skinner igennem.

Milla Jovovich i "Resident Evil: Afterlife" | pr-foto fra filmen

Zombie-hunde
Da vi første gang møder Alice, vågner hun op i en brusekabine (for det ville jo ikke være en rigtig Milla-film, hvis hun ikke flashede et par fjer af papegøjen undervejs). Hun ved ikke, hvor hun er, eller hvad hun laver dér. Men den specialstyrke af toptrænede soldater, der pludselig brager ind gennem vinduerne på det store, øde landsted, tager hende med på deres mission.

Klædt kun i et afslørende rødt stykke tekstil begiver hun sig med soldaterne ind i de dybe kældergange, mellem Umbrella-firmaets laboratorier. Og ligesom i computerspillet lurer der små overraskelser bag hvert dunkelt hjørne. Blandt andet får Alice lov til at cirkelsparke et par zombie-hunde ihjel.

– Du kan ellers tro, jeg var angst over at skulle spille sammen med de der dobermanns. Det var vagthunde, og jeg måtte ikke røre dem, så jeg var rimelig nervøs. De er lynhurtige, og man kan aldrig vide, hvad de finder på at gøre! Og nogle af de levende døde, når man møder dem under optagelserne, ser de altså ikke for godt ud. De ligner nogle, der er seriøst syge … ret ulækkert. Man har ikke lige lyst til at give dem hånden.

– Fordi inderst inde er man godt klar over, det bare er make-up, men nogle gange får man en nagende mistanke om, at personen måske ser sådan ud i virkeligheden! Man har før hørt historier, hvor en skuespillerinde kommer op til instruktøren for at spille ”gammel, grim dame”, og så vender han sig om og siger: ”Wow! Den makeup, du har fået lagt, den er totalt klam”. Hvor hun så siger: ”Jamen, jeg har slet ikke været i makeup endnu.” Den historie blev ved med at dukke op i baghovedet …

Milla Jovovich i den første "Resident Evil" | pr-foto fra filmen

Alene hjemme
Hvad kan så gøre Milica Natasha Jovovich godt gammeldags bange, når hun er alene hjemme? Stort set alt.

– Er du gal, mand. Jeg er sådan en, der tror, at der står nogen udenfor og kigger på mig, lige så snart min bofælle forlader huset. Jeg har set alt for mange gyserfilm. Når jeg kommer hjem om natten, karate-sparker jeg alle dørene op! Men nu har jeg lige købt et nyt hus, og der er bare den bedste energi dér. Da jeg kom hjem her den anden nat, sparkede jeg mig ikke igennem huset, som jeg plejer, men satte mig bare stille og roligt ned i stuen og betragtede udsigten. Det var fantastisk.

Portræt af Michael Caine - med eksklusivt interview!

Mens "Inception" stadig vækker heftig debat i landets biografer, rammer Michael Caines forrige film, "Harry Brown", i dag de danske videohylder.

Ærgerligt nok er både dvd- og bd-udgivelsen blottet for ekstramateriale, men det kan Bries Blog-O-Rama heldigvis råde bod på med dette overdådige Michael Caine-tema.

Du får både en minianmeldelse af "Harry Brown", min hyldestartikel til Michael Caine og udvalgte klip fra den 77-årige seniorstjernes film og talkshows. Desuden har jeg fundet det interview, jeg lavede med Sir Michael Caine for tre år siden – og som aldrig har været offentliggjort før!

"I'm a sort of boy next door. If that boy has a good scriptwriter."

– Michael Caine

PORTRÆT AF MICHAEL CAINE:
Citizen Caine
Brian Iskov i Filmmagasinet Scope, marts 2000 (revideret sept. 2010)

”Hvis man har en meget høj levestandard, må man nogle gange sige ja til en meget lav filmstandard.”

Ordene er Michael Caines. Det er hans forsvar, når folk spørger ham, hvorfor han stiller sig tilfreds med at sprede sit store talent over et hav af skodfilm. Hellere holde sig i gang end at trille tommelfingre, er hans motto. Også selv om det betyder pinlige perioder, som for eksempel slutningen af 1970’erne, hvor Michael Caines karriere så decideret selvmorderisk ud.

I katastrofefilmen ”Swarm” fra 1978 må han tappert holde masken både overfor en flok dræberbier og dialoglinjer som denne: ”De her bier er klogere, end vi troede”. Smag også på det her uddrag af ”Swarm”s replikkunst: ”Jeg havde aldrig drømt om, at det var bierne. De har altid været vore venner”.

Men Michael Caine har en sjælden evne til at blive tilgivet. Han er en flyder, der som få andre kan vade igennem de mest bovlamme film uden at blive besudlet. Hans modstandsdygtighed indgyder ærefrygt, og gennem sine godt 100 produktioner, gode såvel som dårlige, har Caine oparbejdet en minutiøs forståelse for, hvilke virkemidler der gør sig bedst på et biograflærred.

"Bees! Bees! Millions of bees!" – højdepunkter fra "Swarm" (1978)

Usynlig teknik
Den berømte kritiker Pauline Kael sagde det bedst: ”Michael Caines teknik går øjensynligt ud på at ophæve alle spor af teknik.” Caine er ikke typen, der tager sin rolle med hjem. Han er ikke engang i karakter mellem optagelserne. Først, når der råbes ”Værsgo!”, aktiveres magien – ligesom når man trykker på en kontakt, og pæren i loftet begynder at lyse. Dét er professionalisme i sin pureste form, og det er dén, der får Michael Caine til at optræde med lige stor ubesværethed, om han er morderisk psykiater i kvindetøj, eller han synger julen ind med en flok kulørte filtdukker.

Michael Caines foretrukne metode er underspil. Hvis man kigger efter, opdager man, at han som regel foretager sig så lidt som muligt. For han ved, at kameraet nok skal opfatte selv den mindste detalje. I 1980’erne finpudsede han sit ikke ubetydelige komedietalent i en stribe lystspil, hvoraf ”Fræk, frækkere, frækkest” (1988) er den, man helst vil mindes.

At spille slikket svindler på den franske Riviera morede tydeligvis Michael Caine, og det var også i vid udstrækning ham, der gjorde ”Agent Catwalk” (2000) tålelig. Hans indre ro og subtile gestik passede som en skræddersyet silkehandske til rollen som Victor Melling, den bedagede skønhedskonsulent, som skal forvandle FBI-nørden Sandra Bullock til en seksstjernet babe (ja, det må søreme være svært).

Fra "The Ipcress File" til "The Dark Knight": 20 Michael Caine-film på 5 minutter

Den gode, den onde og den ydmyge
Oftest er det roller med kanter - flossede eller skarpe, det er ligemeget - der får det bedste frem i Michael Caine, som det kan ses i den dvd-aktuelle "Harry Brown" (2009). Det var også først, da han optrådte som snusket småkriminel i ”Blood and Wine” (1997) og lurvet impresario i ”Little Voice” (1998), at halvfemserpublikummet blev mindet om hans fortsatte eksistens. Den hårdhændede doktor, han portrætterede i ”Quills” (2000), kunne dårligt være mere forskellig fra abortlægen Larch i Lasse Hallströms ”Æblemostreglementet” (1999) og var egentlig også den sjovere af de to. Ikke desto mindre var det Hallströms film, der gav Michael Caine den Oscar, han burde have haft længe før.

Hverken den labre spionthriller ”Lynaktion Ipcress” (1965) eller gennembruddet ”Alfie” (1966), hvor han brillerede som svært selvtilfreds swingin’ bachelor, skaffede Michael Caine den gyldne statuette. Til gengæld gjorde de to film ham til den første bebrillede stjerne siden stumfilmskomikeren Harold Lloyd. For ikke at nævne, at han samtidig gennembrød den sociale barriere, som dikterede, at underklassefyre ikke kunne blive filmidoler. Få år senere var klimaet så radikalt ændret, at arbejderklassen i England blev udråbt til at være det nye aristokrati – til dels takket være Michael Caine og vennen Sean Connerys erobring af det hvide lærred.

Måske er dét den virkelige årsag til Michael Caines vedholdende succes. Han er taberen, som viste sig at være en vinder. Og han er stadig den samme, ligefremme fætter som dengang, han håbefuldt slæbte sig igennem et utal af tv-dramaer og aldrig fik lov at spille andet end ”politibetjent nr. to”. At han for ti år siden lod sig slå til ridder under sit fødenavn, siger vist det hele. Hvis det ikke var fordi, man var ydmyg nok til at vedkende sig sin herkomst, ville en filmstjerne næppe kalde sig noget så u-stjerneagtigt som Sir Maurice Joseph Micklewhite.

Michael Caine fortæller røverhistoier om fem af sine bedste film (2009)

EKSKLUSIVT INTERVIEW MED MICHAEL CAINE:
En heldig kartoffel
Brian Iskov i Venedig, september 2007

»Jeg ville ikke ændre et eneste minut«, siger Sir Michael Caine om sit liv. Efter fire årtier som en af Storbritanniens mest populære filmstjerner er den 74-årige skuespiller still going strong, selv om han påstår, at han ikke har flere drømme tilbage at jagte.

– Alt, hvad jeg ønskede mig, er gået i opfyldelse. Jeg ville være filmstjerne, jeg ville være rig, og jeg ville have en dejlig familie med kone og børn. Alt det har jeg opnået. Nu arbejder jeg kun, når jeg har lyst, og det er et kæmpe privilegium, siger Michael Caine.

Han er slået til ridder af dronning Elizabeth, men vil stadig hellere kaldes Michael fra London end sir Caine. Skuespilleren er stolt af sin arbejderbaggrund, og han har aldrig glemt, hvordan han som grøn knøs kæmpede for at få foden inden for i filmbranchen.

– Jeg var ludfattig og uden job i lange perioder. En journalist spurgte mig senere, om jeg stadig så mine venner fra dengang. Jeg svarede nej, og han troede, at det var fordi, jeg var blevet for højrøvet til at hænge ud med dem. Men det var mine venner, der droppede mig, fordi jeg var en arbejdsløs skuespiller, der aldrig havde råd til at give øl nede på pubben!

Michael Caine om at lære amerikanske dialekter – Parkinson, BBC 2003

Efter 40 år som filmstjerne er det ikke just penge, Michael Caine mangler, men han elsker stadig sit job og har tænkt sig at fortsætte, indtil branchen tvinger ham på pension. Caine har netop spillet butler i den kommende »Batman«-film og påpeger, at hans forgænger i rollen blev ved, til han var 84.

– Så jeg har ti år tilbage at løbe på, klukker Michael Caine, der kalder sig selv en heldig kartoffel.

– Det kræver altid held at få succes, og mit held lå i timingen. Jeg kom ind i filmbranchen på det helt rigtige tidspunkt. Før 1960’erne spillede min type aldrig andet end indbrudstyve eller idioter, erindrer han.

Men arbejderdrengen brød igennem klasseskellet og blev det første idol, der gik med sygekassebriller og talte som manden på gaden. Sammen med sine nye skuespillervenner levede Michael Caine det sorgløse liv i 1960’erne, hvor Swinging London var verdens navle for en stund.

– Det siges, at hvis man kan huske tresserne, så var man der ikke! Men jeg husker det hele, hævder Caine. Han oplevede det turbulente årti som en festlig og uskyldig tid, hvor det var langt lettere at være et kendt ansigt end i dag.

– Vi havde hverken paparazzi eller tv-programmer, der jagtede os. Vi kunne gøre lige, hvad der passede os, fortæller Michael Caine, der spiller over for et af sladderpressens yndlingsofre, Jude Law, i »Dobbeltspil« [november 2007].

– Hver gang Jude går uden for en dør, ligger fotograferne på lur i buskene. Han skal hele tiden tage sig i agt, siger Michael Caine. Selv har han aldrig haft den slags problemer:
– Jeg har været gift med den samme kvinde i 35 år. Fotograferne falder i søvn, når jeg er i nærheden!

---

MINIANMELDELSE:
Harry Brown (2009, Daniel Barber)
Brian Iskov i GEAR #78, juni 2009

Udsigten fra enkemanden Harry Browns lejlighed har aldrig været mere trist. Bandevold og stoffer omgiver den gamle soldat, og da hans sidste ven dør i et overfald, koger Harry over. Med våben i hånd tager han kampen op mod den galopperende kriminalitet, for politiet gør ingenting, og selv har Harry ikke længere noget at miste.
Michael Caine er så troværdig i den altdominerende titelrolle, at man næsten ikke opdager, hvordan den dygtigt fortalte film sniger sig fra sober, vemodig realisme over i småfascistisk selvtægtswestern, med et noget blandet facit til følge.

Mere Michael Caine på Bries Blog-O-Rama:
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4 - Hævnen"
> Op på fars klaphat: "Victory - fangelejrens helte"

Venedig 2010: Brie hos Filmnørden!

I fredags ringede den ene halvdel af Filmnørdens Hjørne, Casper Christensen, til mig for at høre, om jeg havde noget fornuftigt at sige om mine filmoplevelser i Venedig. Og det havde jeg selvfølgelig!

Du kan høre mig blive interviewet om Venedig Filmfestival 2010 i Filmnørdens Podcast nr. 27 (jeg er med fra 27. til 34. minut):

Husk samtidig at gå på opdagelse i Filmnørdens Hjørne, hvor du evt. kan putte en håndfuld Flattr-mønter i deres virtuelle sparegris, hvis du kan lide det, du finder!

Venedig 2010: Juryformand Quentin Tarantino og festivalleder Marco Müller - pressefoto

I den seneste udgave af Weekendavisen, der også udkom i fredags (17. september), kan du læse anden og sidste del af min reportage fra Venedig Filmfestival 2010.

Denne gang handler det om Quentin Tarantinos telefonbog, bajadser i bersærkergang, barfodsafghanere i den kolde sne, talende dådyr i Tangdynastiet og plastikkirurgi via insekter i næsen!

Mine anmeldelser fra Venedig Filmfestival (Weekendavisen 17.-23. september 2010):



"Balada trista de trompeta" (Álex de la Iglesia, Spanien-Frankrig)
Stumfilmens gyserikon Lon Chaney Jr. er trædestenen – og takt og sordin absolut fraværende – i [Sofia Coppolas] "Somewhere"s antitese på festivalen, "Balada Triste de Trompeta". Hele to anerkendelser, for instruktion og manuskript, faldt overraskende af til Álex de la Iglesias voldssatire, der sætter Spaniens fascistiske fortid (1937-1973) ind i en ramme af nihilistisk cirkushorror.

»Hvis jeg ikke var klovn, var jeg morder,« understreger Sergio, den brutale og alkoholiske cirkusdirektør. »Også jeg,« svarer truppens nytilkomne hvide klovn, dydsmønstret Javier. Sergios smækre akrobatkone, Natalia, indtager rollen som Spanien: en masochistisk kastebold i spil mellem undertrykkende magthavere og vage kujoner.

Tonen er kradsbørstig og krigerisk i "Balada Triste de Trompeta", hvis stiliserede opkørthed bringer tankerne omkring Peter Jacksons tidlige kolbøtter eller Jean-Pierre Jeunet på crack.

Álex de la Iglesia trækker for alvor stopklodserne ud, da Javier – ansporet af amour fou og et løfte til sin afdøde far om at uddrive sin smerte gennem hævn – vansirer sit ansigt med kaustisk soda og strygejern. Umiddelbart før han forvandles til manisk leende dødsengel, indtræder filmens måske mest bizarre hændelse, da en oberst indfanger gøgleren og sætter ham i arbejde som retriever på sit landsted. Ingen ringere end general Franco deltager i fasanjagten, hvilket giver den stadig mere rabiate Javier mulighed for at skambide diktatorens hånd!

Iglesias' frådende feberdrøm om bajadser i bersærkergang vandt ikke mange fans uden for Tarantinos slæng, men konsekvensen og det vitale håndelag kan man dårligt frasige den.



"Attenberg" (Athina Rachel Tsangari, Grækenland)
Højst usædvanligt, men ganske opløftende, vrimlede det med seriøse kandidater til Coppa Volpi for bedste kvindelige præstation på årets Mostra, der på mange måder stod i hunkønnets tegn. Natalie Portman og Catherine Deneuve skilte sig ud som tidlige favoritter, mens den franske amatør Yahima Torrès efterlod et blivende indtryk som titelfiguren i Abdellatif Kechiches smertefulde "Black Venus" (om en frodig sydafrikansk kvinde, der lod sig udstille som eksotisk tivoliobjekt i 1800-tallets Europa).

Det blev dog en anden debutant, der bævende trådte ind i rampelyset for at løfte den tunge pokal. Franske Ariane Labed charmerede i den græske "Attenberg" som 23-årige Marina, et uerfarent og prikkent »søpindsvin«, der observerer sine nærmeste med zoologens distancerede blik. Den pudsige, plotløse film, iscenesat som absurdistisk deadpan af Athina Rachel Tsangari, fremviser samtidig et andet billede af Grækenland end de gængse turistpostkort. »Industrialiseret og grimt, som en fremmed planet,« småjublede Tarantino i sin motivation.

Titlen er i øvrigt afledt af BBC's navnkundige Sir David Attenborough, idet Marina og hendes kræftsyge far ynder at spejle sig i britens tv-dokumentarer om menneskeabers adfærd. Som i "Essential Killing" synes afstanden mellem homo sapiens og andre pattedyr forsvindende lille.



"Detective Dee and the Mystery of Phantom Flame", Tsui Hark (Kina)
Spindesiden hævdede sig også over for sværdsiden i Mostraens asiatiske indslag, som i år gik tomhændede fra prisfesten. Til gengæld skabte de balance i programmet som kærkomne oaser af kulørt ramasjang.

I "Detective Dee and the Mystery of the Phantom Flame" er det Kinas første kejserinde, den snu Wu Zetian, der sætter intrigen i skred, da hun udnævner sin gamle opponent Di Renjie som efterforsker i en særligt penibel sag. Detektiven spilles af Hongkong-idolet Andy Lau som Tang-dynastiets svar på William af Baskerville, og hans metodik fejer snart de mere irrationelle teorier af bordet, skønt bølgen af spontant selvantændende embedsmænd ikke umiddelbart indbyder til logiske løsninger.

Mikset af wuxia og whodunnit – martial arts-epos og mordmysterium – er ganske forfriskende, og den garvede Tsui Hark anvender hele farvepaletten til sit velproducerede periodeeventyr, der ikke stræber efter graviteten fra overdådigheder som "Den Forbudte By" og "Tiger på Spring, Drage i Skjul". Til gengæld kan "Detective Dee" byde på talende dådyr og dødbringende marionetter med indbyggede rundsave.



"13 Assassins" (Takashi Miike, Japan)
Kinesernes delegation fik følge af den afsindigt produktive japaner Takashi Miike, der ene mand har signeret i omegnen af 40 film siden årtusindskiftet. Ofte røber niveauet den hidsige arbejdsfrekvens, men i hans flot opsatte konkurrencebidrag, "13 Assassins", mærker man, at den tabusøgende Miike er gået til opgaven med større omhu og beherskelse, end han normalt har ry for.

Genindspilningen af Eiichi Kudos actionfilm fra 1963 er henlagt til feudalsystemets sidste dage omkring 1850, hvor samuraiernes sværd kun slipper skeden, når der skal snittes radiser.

Efterårsstemningen kaster et skær af melankoli over den første time, hvis langstrakte tilløb ikke undgår at virke blegt sammenlignet med den store finale. De sidste 45 minutters nonstop-bråvallaslag demonstrerer med eftertryk, at den ellers så løsslupne Takashi Miike også mestrer overblikket og den stramme klassicisme, når det kræves af ham.

LÆS OGSÅ ANMELDELSER AF:
"Reign of Assassins/Jianyu" (John Woo & Su Chao-Pin, Kina-Hongkong-Taiwan)
"Essential Killing" (Jerzy Skolimowski, Polen-Norge-Ungarn-Irland)

Venedig 2010: Guldløve til Sofia Coppola

VENEDIG - I går aftes sluttede den 67. årgang af Venedig Filmfestival, da jurypræsident Quentin Tarantino overrakte hovedprisen, Guldløven, til sin ekskæreste Sofia Coppola og hendes film "Somewhere".

Quentin Tarantino understregede dog flere gange, at hans seks jurymedlemmer havde været rørende enige om at kåre "Somewhere" som den ypperste blandt festivalens 24 konkurrencetitler.

"Det var den film, som vi blev ved med at vende tilbage til, hver gang vi diskuterede de andre film," forklarede han til pressemødet, hvor Sofia Coppola kunne fortælle, at hendes far – Francis Ford Coppola, executive producer af "Somewhere" – var meget stolt.

Sofia Coppola, der også deltog i Venedig med "Lost in Translation" i 2003, er hermed den fjerde kvindelige instruktør, som hædres med Guldløven på Venedig Filmfestival.

Sofia Coppola wins Venice's Golden Lion | photo © Brian Iskov, all rights reserved

ANMELDELSE:
Somewhere (Sofia Coppola, USA 2010)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 10. september 2010

Actionfilmidolet Johnny Marco plages af et forvirret kompas i Sofia Coppolas "Somewhere". Vi møder ham først på en øde californisk strækning, hvor dækkene på hans Ferrari graver cirkler i asfalten som en spejling af hans eksistentielle rundhyl. Ligesom Bob Harris, Bill Murrays kriseramte Tokyo-turist, er Johnny Marco lost in transition. Fastlåst i limbo på Los Angeles' rockhotel Chateau Marmont, hvor dage og nætter flyder sammen i en døs af sprut, lediggang og synkront pæledansende tvillinger i tennisskørter.

Selv om Marcos sti mod stjernerne er mineret med forsmåede frøkener, der tæppebomber hans mobildisplay med hadske sms-beskeder, er han dog i Stephen Dorffs generøse udlægning et entydigt hæderligt menneske. Og da omstændighederne tvinger Marco til at tage hånd om sin 11-årige datter, spillet begavet og ukunstlet af Elle Fanning, griber hun ham i faldet blot ved at være til stede.

Det kan lyde banalt i referat, med overtydelige ekkoer af "Lost in Translation". Men 39-årige Coppola – den anden af konkurrencens tre kvindelige instruktører – har eminent greb om de subtile stemninger og milde ironier i parløbet mellem far og datter. Med sin diskrete, afslappede brug af minimalismens virkemidler opnåede "Somewhere" øjeblikkelig status af favorit på Mostraen, og det er tillige den af konkurrencefilmene, som foreløbig høster det største afkast på at lade sine scener løbe linen ud i realtid. På deres første dag sammen betragter Marco sin datters kunstløb i den affolkede skøjtehal. Sekvensen hengår uden yderligere dramatik i de fire minutter, som Gwen Stefanis midtempo-nummer "Cool" varer på soundtracket. Det er utvungen filmmagi af reneste organiske aftapning.

> Læs også Bries interview med Elle Fanning



Du kan læse mine anmeldelser af følgende festivalfilm i Weekendavisen fra 10. september 2010:
"Meek's Cutoff" (Kelly Reichardt, USA)
"Potiche" (Francois Ozon, Frankrig)
"Black Swan" (Darren Aronofsky, USA)
"Miral" (Julian Schnabel, Frankrig-Indien-Italien-Israel)
"Norwegian Wood" (Tran Anh Hung, Japan) - læs anmeldelsen her

Læs anmeldelser af følgende Venedig-film på Bries Blog-o-Rama:
"Essential Killing" (Jerzy Skolimowski, Polen-Norge-Ungarn-Irland)
"Balada Triste de Trompeta" (Álex de la Iglesia, Spanien-Frankrig)
"13 Assassins" (Takashi Miike, Japan)

De andre priser på den 67. Mostra Internazionale d'Arte Cinematografica gik til:

Sølvløve for bedste instruktion:

Álex de la Iglesia, "Balada Triste de Trompeta" (Spanien-Frankrig)

Sørlig jurypris:

Jerzy Skolimowski, "Essential Killing" (Polen-Norge-Ungarn-Irland)

Coppa Volpi for bedste skuespiller:

Vincent Gallo, "Essential Killing" (Polen-Norge-Ungarn-Irland)

Coppa Volpi for bedste skuespillerinde:

Ariane Labed, "Attenberg" (Grækenland)

Marcello Mastroianni-prisen for bedste unge talent:

Mila Kunis, "Black Swan" (USA)

Osella for bedste fotografering:

Mikhail Krichman, "Silent Souls/Ovsyanki" (Rusland)

Osella for bedste manuskript:

Álex de la Iglesia, "Balada Triste de Trompeta" (Spanien-Frankrig)

Særløve for samlet livsværk:

Monte Hellman (USA)

Quentin Tarantino applauds Sofia Coppola's Golden Lion win
photo credit © Brian Iskov, all rights reserved

"Bruce den almægtige": Brie møder Jim Carrey

I aften viser TV 2 komedien ”Bruce den Almægtige” (Bruce Almighty, 2003). Du kan varme op med historien om dengang, jeg mødte Jim Carrey i München inden filmens premiere, men ikke fik et ben til jorden takket være to lokale sladderreportere ...



INTERVIEW MED JIM CARREY
("Bruce den Almægtige")
Brian Iskov i TJECK Magazine, juli 2003

Vi burde have set det komme.

Det er meget normalt, når man interviewer store stjerner. Man kiles ind i en gruppe af journalister fra hele Europa. Derefter bænkes man omkring et rundt bord på et luksushotel. Og da TJECKs udsendte sidder i München som en af Kong Arthurs riddere og afventer Jim Carreys entré, falder replikken fra to tyske kvindfolk på den anden side af bordet. Den replik, som burde havde advaret os.

– Har I tænkt jer at stille mange spørgsmål om hans privatliv?

TJECK ryster på hovedet i takt med kollegaen fra en dansk avis. Nej, vi vil hellere snakke om noget lidt mere relevant. Jim Carreys nye film, for eksempel. Ingen slag under bæltestedet fra os.

– Nå, siger de synligt skuffede tyskere.
– Vi har brug for nogle private spørgsmål, mumler den ene.

Jim den almægtige
Så kommer han. Samfulde 188 centimeter af James Eugene Carreys lemmedaskerkrop. Og lad det være sagt med det samme: Jim Carrey er en forbavsende sky, men sød og charmerende person. Selv med hans hår sjasket ned i panden som et søvndrukkent Beatles-garn mærker man varmen fra de brune øjne. Han er supervenlig og tilgængelig. Men han ved heller ikke, hvad der venter ham.

”Bruce den Almægtige” er klassisk Carrey-komik, bygget på en enkel, men givtig idé: Hvad hvis Gud var Jim Carrey?

Det er jo en meget god åbner.

– Hvis jeg var almægtig, ville jeg tage myggene op til fornyet overvejelse. De har sikkert en funktion, jeg kan bare ikke få øje på den. Jeg kunne også være flere steder på en gang og få overstået en masse interviews på ingen tid! Nej, alvorligt talt, så har jeg det fint i den position, jeg befinder mig i nu.

Så langt, så godt. De to tyske damer føler dog allerede, de mangler noget snavs. Lige så stille sætter de glidebanen i værk. De vil gerne høre, hvad Carrey er bange for, men kommer selv med et forslag, inden han når at svare. For Jim Carrey er da bange for kvinder, er han ikke?

– Øh, nej. Tjah. Kvinder har i hvert fald påført mig megen smerte gennem tiden, halv-joker Jim Carrey og kryber lidt sammen i stolen.

Jim Carrey i "Bruce den Almægtige" (2001) | pr-foto fra filmen

Sladder og vrøvl
Herfra går det hurtigt ned ad bakke. Gæssene fra Tyskland har sat toget på skinner og buldrer målrettet ind i stjernens intimsfære. Deres ”Se & ForHørs”-teknik afskærer fuldstændig alle andre ved bordet, så ingen af os får et ord indført.

Har han fået nok af kvinder og penge? Ikke nødvendigvis. Er han single? Ja. Ser han stadig ekskæresten Renée Zellweger? De er ikke uvenner.

Jim Carrey svarer tappert og professionelt på alle snagerierne, men hans kropssprog fortæller en anden historie. Fingrene kører nervøst frem og tilbage langs bordkanten, mens skuldrene synker ind. Han er pludselig en meget lille mand, og ubehaget ved situationen er tydeligt for alle, bortset fra de to sultne sladdertasker, der fortsætter ud af sporet med uformindsket kraft.

Du har en lækker krop, Jim, hvordan holder du dig i form? Er du svær at leve sammen med? Kunne du tænke dig at blive gift igen? Hvor mange gange har du efterhånden været gift?

Dø, tænker TJECK. Dø. Dø. Dø.

Har du stadig et økonomisk mellemværende med din første eks-kone?

– Nej, svarer Jim Carrey, og så er tiden gået. Tyve minutter, vi aldrig får igen, hældt ned i den tyske sladderkloak. Tak for det.

Så, kære læsere, hvis I vågner en morgen med legemet sprængfyldt af guddommelige kræfter, der bare venter på at blive sluppet fri, kender jeg nogle, I kan gøre livet surt for. De er ugebladsjournalister, hunkøn og bor i München.

Stellan Skarsgård - på slap line!

Journalist: Stellan Skarsgård, hvordan var det at spille hovedrollen i »En ganske rar mand«?
Stellan Skarsgård: »Det var meget svært at spille så gammel, som jeg gør i den her film.«

Journalist: Hvordan forberedte du dig på rollen?
Stellan Skarsgård (prompte): »Jeg levede i 58 år.«

Kvindelig australsk journalist: Hvordan er det at være Skandinaviens Gerard Depardieu?
Stellan Skarsgård: »Er jeg da det?«

Svensk journalist: Og jeg som troede, Depardieu var den franske Skarsgård.
Stellan Skarsgård: »Nemlig. Det er et spørgsmål om perspektiv. Men Depardieu er stadig fem bypassoperationer foran mig, tror jeg.«



Det krævede virkelig disciplin at bevare den professionelle maske, da jeg og en håndfuld andre journalister mødte Stellan Skarsgård på Berlinalen i februar.

For den skælmske svensker, der netop nu kan ses i biograferne i den norske komedie "En ganske rar mand", tager ikke sig selv det fjerneste alvorligt. Og han ønsker tydeligvis heller ikke, at andre gør det.

Derfor punkterede Stellan Skarsgård straks ethvert tilløb til højtidelig fagsnak, ligesom mere fjollede indspark blev returneret som krøllede papirkugler fra en spændt elastik.

Takket være en notorisk nyfigen sladdertaske fra Sydney Herald kredsede snakken temmelig meget om Stellan Skarsgårds sexappeal (der åbenbart er stor blandt midaldrende kvinder) og hans trang til at smide tøjet både privat og på film ...

"Jeg synes ikke, min diller er mere interessant end min næse. Undtagen til at lege med."
– Stellan Skarsgård, Berlin 2010 

Resultatet af den løsslupne seance blev et yderst underholdende interview, "Svensker på slap line", der kunne læses i Børsen den 23. august. Jeg kan desværre ikke linke til artiklen, da Børsen bevogter indholdet på deres website, som var det guldbeholdningen i Fort Knox.

Til gengæld kan I få en pudsig anekdote som bonusmateriale: Historien om Stellan Skarsgårds sangkarriere, der blev lige så kort, som den var flov!

”Da jeg som 16-årig blev sverigeskendt i tv-serien ”Bombi Bitt och jag”, vidste jeg ingenting om, hvordan underholdningsbranchen fungerede. Men der var straks bud efter mig fra folk, der ville tjene penge på min popularitet. For eksempel ringede en producer fra Stockholm til mig og sagde, ”Jeg vil indspille en plade med dig.” Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne synge, men jeg blev alligevel hentet til Stockholm. 

Da jeg kom til pladestudiet, var musikken allerede indspillet. Jeg fik hovedtelefonerne på og sang ”whhoooeeeeaaaaa!!!” ind i mikrofonen. ”Hmmmm,” sagde producerfyren. ”Ved du hvad, jeg synger leadvokal, og du synger kor. Hvad siger du til det?” Så indspillede han vokalen, og jeg lagde kor på: ”wwoooaaaeeiiaaaooo!!!”. Straks kom han ud med en ny idé: ”Du taler hen over musikken, og jeg synger det hele, okay?” 

Det er nok en af de værste plader, der nogensinde er lavet. Selv ikke med producerens vokal var den noget værd!”

MERE OM NORSK FILM:
> Vi taler næsten dansk, del 1: "Max Manus" og andre anbefalinger
> Vi taler næsten dansk, del 2: Norsk film i topform
> Interview: Bent Hamer fortæller om sine film
> Norwave-kavalkade i Cinemateket - en kritik

"The Queen": Brie møder Helen Mirren

Mens andre modne skuespillerinder kæmper for at fastholde grebet om karrieren, klatrer 65-årige Dame Helen Mirren mod nye tinder med usvækket kraft. I næste uge er hun for eksempel Venedig-aktuel som Prospera i "The Tempest", en moderniseret udgave af Shakespeares "Stormen".

I 2006 tog hun hjem fra festivalen med en Sølvløve for sit portræt af dronning Elizabeth II i "The Queen" (som DR2 og DR HD viser i aften).

Jeg havde dengang fornøjelsen af at møde den britiske stjerne, da hun holdt hof i haven på Hotel des Bains, og det er ikke for lidt at sige, at hendes forrygende udstråling tog os alle med ... storm!

Hendes Majestæt Helen Mirren
Interview med Helen Mirren, "The Queen"
Brian Iskov i AOK/Berlingske Tidende (Venedig), 3. november 2006

”Har I nogensinde set Dronningens bagdel?”, spørger Helen Mirren med et uartigt plirrende blik.

En svensk journalist, der skylder ti pund til en engelsk ven, har fået den vittige idé at lade skuespillerinden sætte sit navnetræk under dronning Elizabeths portræt på pengesedlen. Mirren, der fra i dag kan ses i biograferne som selv samme dronning, griber prompte lejligheden til at vise os et trick, hun lærte ”for mange år siden”.

Hun bukker målrettet sedlens ender ind over hinanden og lader den monetære origami gå bordet rundt til stor moro for alle, inklusive hende selv. Minsandten, om man lægger monarkens strenge kontrafej i lidt andre folder end sædvanligt, fremkommer der angiveligt et fruentimmers bagparti. Et fikst lille festnummer, lige så overrumplende slagfærdigt, som det er elegant turneret, og som sådan kendetegnende for Helen Mirrens besnærende komplekse udstråling.

AOK MØDER SKUESPILLERINDEN til filmfestivalen i Venedig, hvor den yderst velholdte 61-årige charmerer pressens herrer med en afvæbnende ligefremhed, der spiller virkningsfuldt op imod hendes svalt aristokratiske aura. På samme måde står Mirrens formfuldendte teaterdiktion i spøjs kontrast til den tatovering, der titter op fra håndleddet som et diskret levn fra dengang, »kun sømænd og Hell's Angels« lagde sig under nålen.

Titlerne i filmografien vidner ligeledes om en uforfærdet kunstnersjæl, der aldrig er stukket op for bollemælk. Alligevel var Helen Mirren efter eget udsagn frygtelig nervøs over at skulle portrættere Storbritanniens royale overhoved i Stephen Frears' »The Queen«. Hun vidste instinktivt, at hvert eneste skridt ville blive gransket nidkært af den britiske offentlighed, som ifølge Mirren nærer et »lettere skizofrent, men utrolig intenst« forhold til deres kongehus.

»I starten var jeg meget usikker på rollen, men så tænkte jeg: Hvorfor ikke kigge på portrætmalerier af dronningen? Hun har altid været meget large med at lade sig portrættere og blander sig aldrig i processen, end ikke i de mest radikale og udskældte tilfælde. Det fik mig til at indse, at min version af hende blot var endnu en fortolkning, ligesom hvert eneste maleri er udtryk for den enkelte kunstners opfattelse. Det frigjorde mig,« fortæller Helen Mirren, der få dage efter interviewet modtog den første, men næppe den sidste, pris for sin præstation som Elizabeth II i »The Queen«.

Selv er Helen Mirren opvokset i en familie af overbeviste anti-monarkister. Hendes forældre var glødende socialister og meget oprørte over klassedelingen i det britiske samfund, men deres kritik gik altid på kongehuset som institution, aldrig på personerne i tronsædet. Den unge Helen Mirren annekterede ganske naturligt forældrenes synspunkter og tillagde sig en »Sex Pistols-agtig« attitude overfor de kongelige og alt deres væsen (»selv da Prinsesse Diana døde, syntes jeg bare, de var irriterende, og at de kunne rende og hoppe,« fortæller hun).

Arbejdet med »The Queen« tvang imidlertid Helen Mirren til at reevaluere sit syn på monarkiets spillere og i særdeleshed Elizabeth II.
»For mig var hun lidt som Big Ben: Et ikon så velkendt, at man ville kunne tegne det med bind for øjnene. Men efter at have fordybet mig i detaljerne omkring hendes psykologi må jeg sige, at jeg - som mange andre republikanere - forelskede mig lidt i Dronningen som person,« indrømmer Helen Mirren.

SKUESPILLERINDEN BLEV adlet af prins Charles for tre år siden – hun er nu Dame, svarende til det mandlige Sir – men dronning Elizabeth har hun endnu kun mødt én gang. Det varede omtrent tyve sekunder og foregik under en polokamp, hvor hun og andre udvalgte kendisser var inviteret til audiens.

»Jeg og Chloë Sevigny – sikken et par, i øvrigt! – fik foretræde for dronningen i teltet, hvor hun sad og drak te. Jeg præsenterede os: »Ma'm, dette er Chloë Sevigny, som er kommet helt fra Californien for at møde Dem. Og jeg er Helen Mirren, jeg er kommet helt fra Battersea,« hvilket var lige rundt om hjørnet. Min lille vits,« siger Mirren og ler på nøjagtig den måde, man forventer af hende: Hjerteligt og forfinet på samme tid.

Dronningen viste sig at besidde en veludviklet sans for knastør ironi, og Mirren fremhæver kløgtigt regentens drilske side i begyndelsen af »The Queen«, før Dianas tragiske død sætter handlingen i skred. Resten af detaljerne i portrættet har Mirren enten måttet gætte sig til eller udlede af de officielle biografier, for Elizabeth II giver aldrig interview.

Trods mange års massiv eksponering af familien på Buckingham Palace forbliver dronningens privatliv en lukket bog, og med tanke på vores udadvendte Margrethe II og de danske partyprinser kan det synes svært at forstå, at de millioner af undersåtter, der hver dag lader tungen løbe op og ned af monarkens nakke på det britiske postvæsens frimærker, faktisk ved forsvindende lidt om hendes person.

Helen Mirren erkender paradokset:
»I en ideel verden vil vores monarki bevæge sig mere i retning af de danske og svenske, og jeg tror, det kommer, når Charles bliver konge. På den anden side er det også en slags triumf, at det er lykkedes vores regenter at være så velkendte og dog så private, når man tænker på tidens tendens til psykologisk sæbeopera, snagende presse og udkrængede følelser. Dronningen og hendes generation har holdt sig helt ude af det cirkus. Ikke fordi det ikke rager folket, hvordan de royale har det; jeg tror bare, de opfatter det som uhøfligt og selvsmagende at trække deres personlige traumer ned over andre mennesker. Det er ikke deres funktion. Deres job er at være disciplinerede, ansvarlige og pligtopfyldende.«

HELEN MIRREN FANDT yderligere nøgler til dronningens psykologi i hendes let løftede blik og den stoiske ro, hvormed monarken svæver over vandene.
»Den måde, hun iagttager verden på gennem sine øjne, minder mig om en sømand, der ser ud ad et koøje på et skib eller en ubåd. Helt nøgternt bevarer hun det kolde overblik og lader ligesom tingene ske omkring sig. Hun er fuldstændig afklaret med sin egen rolle.«

Som man vil se i »The Queen«, finder Helen Mirren ind til en særdeles troværdig kerne af overlegent stenansigt i sit portræt af Elizabeth II. Allerede under optagelserne mærkede skuespillerinden, at hun havde fat i noget af det rigtige: Hver gang hun kom anstigende i monarkens klæder, lagde en andægtig stilhed sig over filmsettet.

»Selv min assistent blev helt befippet, når jeg kiggede hende i øjnene som dronningen. Det blev for intimiderende for hende,« klukker Helen Mirren, der heller ikke selv kunne sige sig fri for at føle sig en smule forvirret.
Endnu engang sætter hun i en perlende latter, da hun beretter om eftervirkningerne af sin royale periode:
»Når jeg ser et billede af dronning Elizabeth nu, udbryder jeg: »Dér er jeg jo! Hvad laver jeg så i dag? Aha, jeg indvier et hospital!!««

---

ANMELDELSE:
The Queen (2006, Stephen Frears)
Brian Iskov i GEAR, februar 2007

Diana er død! Briternes landesorg vokser til et oprør, da nyheden om prinsessens tragiske endeligt mødes med rungende tavshed hos Elizabeth II, der aldrig har brudt sig om, endsige forstået, sin svigerdatter. Det er op til den nyindsatte Tony Blair at gyde olie på vandene ved at smoothtalke regenten ud fra sit skjul.

Stephen Frears’ udsøgte komediedrama skildrer vittigt mødet mellem den hvalpede premierminister og landets myndige moderskikkelse, for hvem unge Blair blot er ”nr. 10 i rækken”. Helen Mirrens kombination af drilsk sarkasme og stoisk stenansigt er ganske mageløs – hvis hun ikke har indkasseret en Oscar, når du læser disse linjer, står verden ikke længere! [Note: Hun fik Oscaren. /B.I.]