"Shanghai Knights": Brie møder Jackie Chan

Jackie Chan-fans har to tilbud at vælge imellem på dansk tv i aften. På TV 2 Zulu kl. 21:50 fjoller Jackie rundt med Chris Tucker i "Rush Hour 3", en af de mest overflødige og gumpetunge sequels, jeg længe har set.

Så vil jeg meget hellere anbefale, at man slår over på 3+, hvor "Shanghai Knights" starter ti minutter senere. I den muntre actionkomedie fra 2003 følger Jackie Chan og Owen Wilson op på deres parløb fra "Shanghai Noon". (Læs anmeldelsen nederst i indlægget.)



Jeg sad til bords med Jackie Chan i London i sommeren 2003, hvor jeg bl.a. hæftede mig ved, at den kinesiske superstjerne konsekvent udtalte sin makkers navn "Åge".

I blogindlægget "Jackie Chan vs. alderdommen" (juli 2010) fik du en lille forsmag på mit møde med actionhelten. Enkelte citater indgik også i det afsnit om Jackie, jeg skrev til bogen "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" sidste år.

Herunder kan du imidlertid læse det fulde interview, som blev trykt i TJECK Magazine for snart mange år siden.

Interview med Jackie Chan, "Shanghai Knights"
Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003

Der er 1,2 milliarder mennesker i Kina, men kun én Jackie Chan.
– Jeg tænker ikke på mig selv som en stor stjerne. Jeg går i det samme tøj og spiser stegte ris med æg som alle andre. Men jeg bliver nødt til at værne om mit privatliv. En af mine kvindelige fans kastede sig engang ud foran et tog, fordi jeg fik en kæreste. En anden tog gift foran mit kontor. Det passer, det er ingen joke. Så jeg har et ansvar overfor min familie. Privatlivet må holdes privat, siger Jackie Chan og anlægger en alvorlig mine.

Den slanke kineser bærer sine 49 år med stil. Under det runde ansigt vibrerer en kompakt, toptrænet krop, fuld af rastløs energi, som venter på at blive sluppet løs. Arme og hænder kører rundt i luften, når Jackie Chan forsøger at sidde stille under interviewet. Springende og snublende, men med stor indlevelse går han i nærkamp med det engelske sprog. Somme tider mister han os i svinget. Andre gange bliver han så ivrig, at han selv taber tråden.

– Efter ”Shanghai Knights” laver vi en treer, ”Shanghai Dawn”. Måske i Sydafrika. Owen siger i Egypten, men jeg? Nej. Egypten er for mig og Chris Tucker. ”Rush Hour 3”, Chris Tucker siger Afrika, han er allerede sort. Egypten, godt for mig. Afrika, godt for mig og Owen.

Tyve sekunder senere stiller en anden journalist præcis det samme spørgsmål. Han forstod ikke et ord af Jackies svar.

Jackie Chan & Owen Wilson i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film

Træt af at slås
Jackie ser yngre ud i virkeligheden end på film. Men indvendig har årene sat sine spor, og det kan ikke engang verdens største actionstjerne løbe fra. Prøv næste gang at lægge mærke til, hvordan han løber. Han ligner en, der har siddet lidt for længe på en hest. Det er fordi, han næsten ikke har mere brusk tilbage i knæene.

– Jeg er ikke ung længere, og jeg har bestemt ikke lyst til at blive tvunget på pension i en rullestol. Det der med at lave superstunts og hoppe fra bygning til bygning, det er jeg holdt op med. I totalbilleder bruger jeg stand-ins. I nærbillederne er det stadig mig, for det betyder noget for mine fans, at de kan se, det er mig deroppe på lærredet.

Jackie foretrækker at koordinere alle actionscener selv. Hver gang han besøger en ny kulisse, går han en runde med sine stuntfolk, samler ting op, vender og drejer dem, og kommer tilbage næste dag med en plan. Efter 30 år i branchen bliver det dog stadig sværere at finde på nye idéer.

– Jeg er træt af at slås. Jeg har ligesom prøvet det nu. Jeg vil hellere danse, synge, spille romantiske roller, lave andre ting. Når folk siger mit navn, fægter de altid med hænderne: ”Jackie Chan!!!”. En dag håber jeg, de vil holde op med det og opfatte mig som skuespiller i stedet for actionstjerne.

Special effects smagte han på i ”The Tuxedo” (2002), men det var en skuffelse.
– Jeg bryder mig ikke om at arbejde med effekter, for jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud i den færdige film. Jackie Chan-stilen, dén kender jeg. Den er unik.

Jackie Chan i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film

Rejsen til Amerika
Som så ofte før, når amerikanerne får øje på noget unikt, bestemte de sig for at hente Jackie Chan til USA. Det første, de gjorde, var selvfølgelig at pille det unikke af ham og forsøge at gøre ham mere amerikansk.
– Da jeg kom til Amerika i 1980’erne, ville de bare have en ny Bruce Lee. Eller sådan en Clint Eastwood-type, som slår skurken én gang, før han ligger ned. Men sådan er min stil slet ikke. Jeg hader vold og blod. Jeg vil meget hellere lave humoristiske kampscener.

Efter ”Kineseren” (Battle Creek Brawl, 1980), hvor han måtte finde sig i at modtage instrukser fra stuntmænd uden forstand på kung fu, forsøgte Jackie sig igen med ”The Protector” (1985). Her spillede han indfødt newyorker, selv om han på det tidspunkt talte det mest umulige, halsbrækkende pseudo-engelsk (det er blevet lidt bedre siden). Først med ”Rush Hour” (1998) lod han sig atter lokke til USA.

– Amerikanerne har et godt system, men det er ikke for mig. Instruktøren bestemmer ikke i Hollywood, så jeg må tage til Hong Kong for at lave film, jeg selv er tilfreds med, forklarer han.
Det er derfor, vi europæere skiftevis får tilbudt en amerikansk Jackie-film i biografen og en asiatisk Jackie-film på video. Han pendler simpelthen mellem Øst og Vest for at holde alle gryderne i kog.

Fann Wong, Jackie Chan og Owen Wilson i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film

”Shanghai Knights” er klart den mest actionprægede af Jackies vestlige udflugter. Men når man sammenligner med hans film fra hjemlandet, er der bogstaveligt talt en verden til forskel. Selv en nyere videopremiere som ”Mr. Nice Guy” (1997) indeholder mere action end alle fire ”Rush Hour” og ”Shanghai Noon”-film tilsammen.

Jackies asiatiske eventyr kværner afsted over stok og sten, så man dårligt tør blinke af frygt for at gå glip af noget. Her er stuntsene meget vildere, lavkomikken virkelig lavkomisk, og mådehold en by på den anden side af Rusland. Alting er skruet op i overdrive, og når historierne ikke hænger bedre sammen end en spedalsk i en vindtunnel, kan det være en temmelig skizofren oplevelse for sagesløse vesterlændinge at skulle kapere de bratte gearskift.

Modsat virker Jackies amerikanske film ofte lidt tamme, som om man ikke har gjort sig særlig megen umage med at vise, hvad han kan. Og resultatet er hverken asiaternes eller Jackies kop te. Da vi spørger ham, indrømmer han uden tøven, at han ikke kan lide ”Rush Hour”.
– Jeg forstår ikke de afroamerikanske jokes. Det siger mig ikke noget. Første gang, jeg mødte Chris Tucker, fattede jeg ikke et ord. ”Shanghai Knights” har ti gange bedre stunts end ”Rush Hour”, og vitserne er også sjovere, synes jeg.

Alligevel bliver ”Rush Hour 3” snart sat på samlebåndet, for varen skal jo leveres. Uden fansenes fulde tilfredshed ville Jackie Chan ikke være Jackie Chan. Det ved han.
– Hvis folk kan lide filmene, kommer der en fortsættelse. Og så længe publikum bliver ved med at le, bliver jeg ved med at lave film, slutter manden med det gyldne halvmånesmil.

Verdens største actionstjerne har talt.

Jackie Chan-autograf, 2003

JACKIE KAN OGSÅ VÆRE BANGE
Til sidst i ”Shanghai Knights” kommer en scene, hvor Jackies figur springer ud fra en bro og lander på en pram et godt stykke længere nede. Den vågne actionfan vil bemærke, at hoppet er sat sammen i klippebordet af fire små bidder. Der er med andre ord blevet snydt.

I gamle dage ville Jackie have lavet stuntet uden kameratricks og sikkerhedsline, og vist det i sin fulde udstrækning fra flere forskellige vinkler, så alle kunne se, han vitterlig havde været sindssyg nok til at gøre det selv. Da der ikke findes nogen forsikringsfirmaer i Kina, der tør have Jackie Chan som kunde, har han kunnet tillade sig at lave langt farligere ting derovre. Amerikanerne er mere forsigtige, og det kan Jackie godt forstå.

– Vi lavede ”Shanghai Knights” i Prag, hvor de også indspillede ”xXx”. Og på selv samme bro, hvor vi filmede springet, var der en stuntmand, som døde under optagelserne til ”xXx”. Han ramte ind i bropillen og var færdig på stedet. Så vi skulle ikke nyde noget.

ANMELDELSE:
Shanghai Knights (2003, David Dobkin)
Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003

Detaljerne er for så vidt uvæsentlige. En kinesisk rebel vil myrde Englands dronning Victoria. Jackie Chan og Owen Wilson skal stoppe ham. Duoen fra ”Shanghai Noon” får hjælp af Wangs kampdygtige lillesøster (Fann Wong – uha, hun er køn!) samt en ivrig detektiv fra Scotland Yard (skægt spillet af Thomas Fischer, som en reinkarnation af salig Graham Chapman fra ”Monty Python”).
”Shanghai Knights” kan ikke matche forgængerens afslappede charme, men prøver i stedet at kompensere med flere actionscener, end man nogensinde før har set i Jackies amerikanske film. Der er stadig lang vej til hans asiatiske klassikere, men i hvert fald et af optrinnene – en smuk og elegant akrobatisk ballet på en markedsplads – er det hele værd.

Bries bundskrabere: Tag dén, skodfilm!

I dag skal det handle om anmeldelser af dårlige film. For det er svært at komme uden om, at en negativ kritik ofte huskes bedre af læseren end en ganske almindelig, jævnt positiv anbefaling – også selv om de to tekster nøgternt set måtte være lige velskrevne.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mange anmeldere kaster sig over ofringen af et etstjernet værk med samme lystfyldte begejstring som børn i en hoppeborg. Af en eller anden grund har utilfredsstillende kulturoplevelser en evne til at fremprovokere en særlig høj grad af sproglig opfindsomhed hos den forulempede smagsdommer.

Nyd for eksempel den saftige og elegante perfiditet i følgende citat, hvor en anmelder fra en Seattle-avis stikker kniven i "Sex and the City 2" og drejer den grundigt rundt:

“Sex and the City 2 takes everything that I hold dear as a woman and as a human – working hard, contributing to society, not being an entitled cunt like it’s my job – and rapes it to death with a stiletto that costs more than my car. It is 146 minutes long, which means that I entered the theater in the bloom of youth and emerged with a family of field mice living in my long, white mustache. This is an entirely inappropriate length for what is essentially a home video of gay men playing with giant Barbie dolls.”
— Lindy West, The Stranger

Anmeldergiganten Roger Ebert fra Chicago Sun-Times kan være temmelig ujævn i sin smag, men uanset om man bifalder hans kendelser eller ej, er hans tæft for kreative nedsablinger ganske legendarisk.

> Læs et udvalg af Roger Eberts giftigste filmanmeldelser

Ebert har til dato udgivet to bogsamlinger med udsøgt turnerede bredsider, "Your Movie Sucks" og "I Hated, Hated, Hated This Movie". Sidstnævnte titel refererer til de nul stjerner, Roger Ebert kastede i nakken på Rob Reiners "North" (Drengestreger) fra 1994:

“I hated this movie. Hated hated hated hated hated this movie. Hated it. Hated every simpering stupid vacant audience-insulting moment of it. Hated the sensibility that thought anyone would like it. Hated the implied insult to the audience by its belief that anyone would be entertained by it.”
– Roger Ebert; synes ikke godt om "North"

Jeg kan også varmt anbefale bogen "My Year of Flops", som udspringer af en klumme på websitet The A.V. Club. I denne vittige og dybt vanedannende serie af essays tager skribenten Nathan Rabin nogle af filmhistoriens mere eller mindre obskure fiaskoer op til revision.

> Læs "My Year of Flops" online hos The A.V. Club

Somme tider lykkes det Rabin at si en "hemmelig succes" fra bundfaldet og dermed restituere en skævert, som rummer uretmæssigt oversete kvaliteter. Andre gange står det skærende klart, hvorfor en film har ry for at være en stinker, og så fosser de forrygende sarkasmer ud af Rabins glødende tastatur. Tjek bl.a. hans ustyrligt veloplagte lynchning af Princes "Under the Cherry Moon" fra 1985.

"I can imagine Prince's pitch. He'd look a mortified studio suit firmly in the eye and plead "Look, I know this whole black and white thing sounds risky, but if it's any consolation I'll be performing at most two or three songs. It'll be less about the music and more about dialogue and comedy. Cause when you think "hilarity," I'm the first name that springs to mind. Oh, and the soundtrack will be really weird and non-commercial and my character will be a total asshole. But that won't really matter because the woman I'm romancing–who'll be played a white, British unknown, incidentally–will be a raging bitch. Oh, and I die at the end. And I plan to direct it myself after the original director is fired. And film it almost entirely in France. In case you're worried that a hit soundtrack might accidentally fuel interest in the film, you should know I plan to give the soundtrack an entirely different name than the movie. I'll call it Parade and the film Under The Cherry Moon. Now may I please have $12 million for this can't-miss proposition?"
– Nathan Rabin om Princes instruktørdebut ("in glorious Bad Idea-O-Vision!")

De sidste måneders lystlæsning af "My Year of Flops" online (ADVARSEL: en farlig overspringshandling!) inspirerede mig for nylig til at tage et dybt spadestik ned i mit arkiv af egne filmanmeldelser.

Allernederst på kistebunden fandt jeg en håndfuld kontante nekrologer over de værste et-stjernede ligegyldigheder, som jeg måtte udstå i min tid som biograf- og dvd-anmelder for TJECK og GEAR.

Og siden jeg jo fik løn for at tygge mig igennem anti-events som "Crocodile Dundee 3", måtte jeg i det mindste sørge for, at læserne a) blev advaret mod at spilde penge på det samme hø og b) forhåbentlig følte sig bedre underholdt af min anmeldelse, end jeg blev af filmen ...


BRIES BUNDSKRABERE
– et udvalg af etstjernede anmeldelser 2000-2006
Al tekst © Brian Iskov

Crocodile Dundee 3
(Simon Wincer, 2001)
Hvis "Crocodile Dundee 3" var et dyr, ville den hænge i et træ med hovedet nedad og snorke godmodigt. Mick Dundee (Paul Hogan), den jordbundne kanut fra Koalaland, er nu landet i Hollywood sammen med kæresten (Linda Kozlowski). Her får han job i et filmstudie, hvor han – sådan helt tilfældigt og uden større problemer – optrevler et kunsttyveri.
Hogans naturlige karisma er det eneste, der holder én vågen undervejs, for både historien og udførelsen er doven som en flaske Fosters, der har stået åben siden 1988. Vil de, som bad om en treer til denne serie, venligst række hånden i vejret? Ja, kom bare … op med hænderne … ingen? Et sted i det fjerne vifter Paul Hogan med sin solbrændte næve. Han ser meget alene ud.



My Boss’$ Daughter
(David Zucker, 2003)
Hvad kalder man en komedie uden et eneste morsomt øjeblik? Jeg kalder det en tragedie. Nordisk Film kaldte det ”My Boss’$ Daughter” og listede fadæsen ud på dvd efter tre gode år på arkivhylden.  
Ashton Kutcher overspiller febrilsk (kan han andet?) som den flinke Tom, der har et godt øje til chefens datter (Tara Reid). For at indsmigre sig siger han ja til at agere babysitter for bossens ugle (!) og passe på huset for en aften. Snart danser musene på bordene, bogstaveligt talt endda, mens et utal af ballademagere kigger forbi med kaos til følge.
Hver eneste scene stinker af desperation, men David Zucker er dén, som slår det største søm i sin egen kiste. Kan det virkelig være den samme mand, der stod bag den urkomiske klassiker ”Højt at flyve”? For så er han eddermame faldet dybt.



Cold Creek Manor
(Mike Figgis, 2003)
”Der er så dejligt ude på landet”, ved vi jo, og derfor flytter familien Tilson væk fra storbyens trængsel og alarm, da de finder en gammel "gør det selv"-herregård. Ingen af dem lader sig påvirke af ejendommens skumle navn, ”Cold Creek Manor”, eller det faktum, at husets tidligere ejer, en åbenlyst voldspsykopatisk bondeknold (Stephen Dorff), aldrig burde have været hyret som håndværker.
Selv den mest tungnemme tilskuer kan uden besvær overhale handlingen indenom i denne ualmindeligt spinkle thriller, som pligtskyldigt gennemfører sit kliché-bingo uden at trække en eneste overraskelse op af posen. Den ellers kapable instruktør Mike Figgis fortæller på dvd’ens ekstramateriale om genrens regel nr. 1, ”Publikum må aldrig vide mere end filmens hovedpersoner” – og dermed slår han sæsonens største selvhenter.



The Longest Yard
(Peter Segal, 2005)
Noget må være galt, når det eneste, man husker af en 108 minutter lang komedie, er Courteney Cox’ kavalergang fra filmens åbningsscene. Tredje og ringeste version af ”The Longest Yard” gider ikke engang gøre sig umage, men går kun efter jordstrygere og nemme points, og med goplen Adam Sandler ude at svømme som fejlcastet football-legende er der for alvor dømt fedtspil. Rugbykampen, hvor brummens barske børster udfordrer fangevogterne, bød på langt mere kant og integritet i originalen fra 1974 (”Det skrappe hold”), og dén kan stadig fås som Special Edition på dvd, så hvorfor vælge kopien?



xXx2: The Next Level
(Lee Tamahori, 2005)
Newzealænderen Tamahori var tæt på at skyde Bond-serien i sænk med den syntetiske ”Die Another Day”, og med sin næste film præsenterede han endnu et grelt eksempel på, hvordan computerspillets virkemidler endegyldigt har kontamineret actiongenren (se blot den ”danske” titel).
Det ene umulige CGI-optrin afløser det andet i ”xXx2”, og Vin Diesels vikar, den vrisne prop Ice Cube, er til grin som helten, der skal redde præsidenten fra et attentat. Er dét her virkelig, hvad de unge vil have? Åbenbart ikke, hvis man skal dømme ud fra ekkoet af tomme kasseapparater efter biografpremieren.



The Wicker Man
(Neil LaBute, 2006)
Nøgendans, religiøs paranoia og syret 70’er-stemning sikrede kultstatus til den britiske ”The Wicker Man” (Offerfesten, 1973). Kernen i Robin Hardys bizarre mareridtsgyser er mødet mellem en rettroende politimand og det hedenske øsamfund, hvor en lille pige er forsvundet. Remaket fra 2006 blæser højt og flot på pointen ved at afkristne betjenten og sætte ham op imod en matriarkalsk biavlerkreds!
Mislykket er for venligt et ord at hæfte på Neil LaButes meningsløse, søvngængersløve fejlskud, der er totalt blottet for spænding, hvad enten man kender originalen eller ej.
[Til gengæld har nyindspilningen siden premieren vundet hævd som en af 2000-tallets sjoveste ufrivillige komedier, takket være en legendarisk YouTube-montage af scener, hvor en dorsk Nicolas Cage graver sig endnu længere ned under karrierens gulvbrædder. Blandt de tvivlsomme højdepunkter: ”Oh no, not the bees! Not the bees, aaaaahh!”, "Killing me won't bring back your goddamn honey!", "Step away from the bike!" og, ikke mindst, ”How did it get burned, how did it get burned? Howdiditgetburned?! Howdiditgetburned!!?!?!”]



The Watcher
(Joe Charbanic, 2000)
En snedig seriemorder, der driver gæk med en udbrændt FBI-agent? Wow, det har vi aldrig set før. James Spader vifter med politiskiltet i "The Watcher", der starter fuldkommen håbløst og ikke bliver meget bedre hen ad vejen.
Her er alle de billige tricks: Slowmotion og kornede videobilleder. Dødssyg lommepsykologi. Eksploderende benzinstationer. Keanu Reeves i læderjakke. Ikke så underligt, at alle de medvirkende går rundt og ser frygtelig trætte ud. Spader har store, sorte poser under sine blanke øjne, hvilket trods alt giver mening, eftersom han skal forestille at være propfuld af traumer og smertestillende medicin. Reeves, seriemorderen, har derimod ingen undskyldning for at ligne en spand gammel fløde.
Apropos billige tricks: Sidste akt af "The Watcher" har de mest rådne special effects, man kunne opleve i biograferne i år 2000. Medmindre man altså holdt sig langt væk fra "The Watcher" og brugte sine surt optjente på at se en god film i stedet for.

"Paul": Hvad ville du sige til en alien?

EKSKLUSIVE INTERVIEWS MED HOLDET BAG "PAUL": Simon Pegg, Nick Frost, Sigourney Weaver, Jason Bateman, Joe LoTruglio og Greg Mottola

I dag har science fiction-komedien "Paul" dansk biografpremiere. Simon Pegg og Nick Frost ("Shaun of the Dead") står bag manuskriptet, og de herrer spiller selv to britiske ufo-nørder, der samler en vaskeægte rum-alien op på deres road trip gennem USA.

Paul (overbevisende gestaltet som CGI-figur med stemme af Seth Rogen) viser sig heldigvis at være en godmodig slacker med hang til pot og dåsebajere.



I Morgenavisen Jyllands-Posten sidste søndag (5. juni) skrev jeg om tidens tendens til improviserede komedier. Danske Rasmus Heide ("Alle for én") og Jonas Elmer ("Nynne") giver deres besyv med i artiklen, ligesom instruktøren af "Paul", Greg Mottola, fortæller om sine erfaringer med Judd Apatows impro-baserede stil, som han prøvede på "Superbad".

Læs hele artiklen om improviserede filmkomedier:
> Skæve hjerner scorer kassen

Til pressedagen på "Paul" i London mødte jeg også selveste Sigourney Weaver, sci-fi-nørdernes dronning. Den elegante Weaver fortalte bl.a. om rollen som Ellen Ripley i "Alien" og at gå undercover på fanmessen Comic-Con. Dét interview kan læses i Børsen fredag 10. juni.

Men lige nu og her kan du læse, hvad holdet bag "Paul" ellers delte i London af fjollede og filosofiske tanker om rumvæsener, kosmos og danske besværgelser. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama i Danmark!

I interviewet medvirker:
Simon Pegg, spiller Graeme Willy i "Paul", har skrevet manus sammen med Nick Frost
Nick Frost, spiller Clive Gollings i "Paul", har skrevet manus sammen med Simon Pegg
Jason Bateman, spiller agent Zoil i "Paul"
Sigourney Weaver, spiller The Big Guy i "Paul"
Kristen Wiig, spiller Ruth i "Paul"
Joe LoTruglio, spiller O'Reilly og agerede Pauls stand-in på optagelserne
Greg Mottola, har instrueret "Paul"

Hvad er dit yndlings-filmrumvæsen?

Jason Bateman: Pyh, må jeg svare sidst? Paul er mit yndlingsrumvæsen! Må jeg ikke svare Paul? (tænker sig om) The Stay Puft Marshmallow Man [fra "Ghostbusters"]. Han er et spøgelse, et monster – tæller det ikke? Det er altså mit svar, for pokker.
Joe LoTruglio: Jeg er purist, så jeg vælger Alien. Den originale.
Greg Mottola: Jeg må nok sige Yoda.
Kristen Wiig: Det ville jeg have sagt! Er Chewbacca et rumvæsen? (de andre ryster på hovedet) Det her går rigtig godt.
Simon Pegg: I "Starship Troopers", i den scene hvor de angriber basen, er der en fyr fem rækker bagude til venstre. Han giver den bare lidt mere end de andre. Han har noget kørende. Ikke at jeg har set ham i noget andet sidenhen, underligt nok.
Sigourney Weaver: Jeg har altid godt kunnet lide "the pod people" [fra "Stjålne kroppe"]. Den udgave af én selv, som er fuldstændig humorforladt, uden at ens ægtefælle opdager forskellen.
Nick Frost: Min ægtefælle ville opdage det.
Weaver: Det er tegn på et godt ægteskab.
Frost: Eller et dårligt! Jeg vil svare E.T., ham er der ingen andre, der har nævnt. Eller de skønne vandvæsener fra "The Abyss", de virker flinke.

Tror du på rumvæsener?

Simon Pegg: Jeg tror fuldt og fast på rumvæsener. Når man tænker på antallet af planeter, solsystemer og galakser, er chancen for, at der findes liv derude, større end det modsatte. Så spørgsmålet er ikke så meget, om de findes, som hvor de findes. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at de ville komme og besøge os. Vi ville nok vide det, hvis de havde været forbi. De ville næppe komme til Jorden uden at fortælle os det. Det ville være sært.
Nick Frost: Det er ret storsnudet at forestille sig, vi skulle være de eneste. Det er typisk mennesket at tænke sådan.
Simon Pegg: Måske besøger de os ikke, fordi de heller ikke tror, der findes liv andre steder. En anden teori går på, at deres evolution er sket sideløbende med vores, så vi alle sidder på vores planeter og tænker, "hvorfor er der ikke nogen derude", men ingen af os har midlerne til at tage af sted.

Hvis du mødte rumvæsener, hvad ville du så sige til eller gøre ved dem?

Simon Pegg: Gøre ved dem!?
Sigourney Weaver: Efter vi rektalundersøger dem?
Nick Frost: Selvfølgelig er der liv derude, men hvem siger, det ser ud som os? Det kunne være en slags kim eller bakteriekultur, og i så fald ville jeg ikke sige noget til dem, for de ville ikke kunne forstå mig. Men måske "Halløj! Er du ok? Har du spist?" Og så kunne vi sætte os og få et dejligt måltid. Jeg ville kokkerere. Hvis ikke han åd mig i stedet.

Hvorfor ønsker folk at tro på rumvæsener?

Sigourney Weaver: Jeg tror, vi nærer et ønske om at nå hinsides de verdslige brud og skænderier for at se det store billede. Det, mener jeg, er en af grundene til, at science fiction er populært. Desuden har jeg altid ment, at hvis man virkelig vil løse verdens problemer, skal man iscenesætte en invasion. Så spiller det ingen rolle, om du er muslim, kristen eller noget helt tredje. Alle med ét hoved, to arme, to ben og ingen hale skulle nok komme fint overens.
Jason Bateman: Teknologien lader os vide, hvor små vi er, og hvor stort universet er. Alene matematikken i dét forhold indikerer, at der må være noget andet derude, for vi er bare ét korn på en strand fuld af sand.
Weaver: Jeg kendte engang en berømt astronom på Harvard, som virkelig mente, at chancen for, at betingelserne for skabelsen af liv var til stede derude, var så lille, at han reelt udelukkede det. Den udmelding syntes jeg var ret nedslående, og jeg omgås ham faktisk ikke længere, he! Men jeg er glad for, at vi finder stadig flere steder, der ligner Jorden, efterhånden som teleskoperne bliver bedre. Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før vi får besøg eller en vision, og jeg håber, det sker i min levetid.
Bateman: Eller også skal vi bare begynde at lede på en anden måde. Måske ligner det slet ikke os, men en pind. Og de her pinde tænker og kommunikerer i et leje, som vi ikke kan opfange. Måske opdager vi en dag, at de har været her hele tiden, og at vi bare ikke vidste, hvor vi skulle kigge efter dem.

BONUSSPØRGSMÅL:

Hvad sker der for de bizarre bandeord, Kristen Wiigs karakter fyrer af i "Paul"?

Simon Pegg: Hendes karakter, Ruth, er kristen fundamentalist og har intet begreb om, hvordan man bander. Så hun sætter bare urelaterede ord sammen og lærer det undervejs.
Kristen Wiig: Vi havde mange seriøse diskussioner om alternative eder.
Nick Frost: Hvordan var det nu ... "Baby with a hard-on" [spædbarn med stådreng]?
Simon Pegg: Nej, "baby boner" [babykæp].
Jason Bateman: Det hedder mit produktionsselskab!
Simon Pegg: En af mine favoritter fandt du på, Kristen: "tit boogers" [patbussemænd]. En anden god én er "get away from me, you stupid vagina"!
Nick Frost: I Storbritannien har vi en stolt tradition for bandeord, så hvorfor ikke benytte sig af det i filmen. Jeg spurgte engang en af mine danske venner, hvad er den værst tænkelige fornærmelse, man kan sige på dansk? Han tænkte længe over det, og så meldte han tilbage med svaret: "Det værste danske udtryk er "din langhårede kommunistbøsse"." Det var det mest sårende, han kunne komme i tanke om, og det er jo ingenting!

BONUSKLIP FRA OPTAGELSERNE: