Det er næsten ikke til at tro, at den tidligere Miss Malaysia Michelle Yeoh fylder 50 år i dag. Men det gør hun altså. Og et stort tillykke skal hun have.
Michelle Yeoh i Venedig, 2010
Ligesom Michelle Yeohs gode ven, den asiatiske actiongud Jackie Chan, er hun berømt for selv at udføre mange af sine stunts. I en række vilde ramasjangfilm fra 1980'ernes og 1990'ernes Hongkong demonstrerer dagens fødselar, hvordan mere end femten års ballettræning kan veksles til graciøse serier af cirkelspark, badutspring over togstammer og andet halsbrækkende halløj.
En noget udvandet udgave af Michelle Yeohs kungfukunster nåede vore breddegrader, da hun optrådte som selvstændig James Bond-kvinde i "Tomorrow Never Dies" (1997). Så var der straks mere schwung over Yeohs sværdkæmperske i Ang Lees "Tiger på spring, drage i skjul" fra 2000. Det sobre epos introducerede Vestens mainstreampublikum for Østens traditionsrige wuxia-genre: periodedramaer med selvfølgelige indslag af kampsport, mysticisme og gradbøjet tyngdekraft.
Michelle Yeoh og Zhang Ziyi i "Tiger på spring, drage i skjul" (2000)
""Tiger på spring" var et vendepunkt," fastslog Michelle Yeoh, da jeg havde fornøjelsen af at møde hende på Venedig-filmfestivalen i 2010.
"Hardcore filmfans i Vesten kendte måske til de klassiske wuxiafilm fra Tsui Hark ("Once Upon a Time in China", red.) og Shaw Brothers-studiet. Men Ang Lee løftede genren til et nyt niveau, så folk i Midtamerika kunne se, »hey, det her er ikke Peter Pan«, og begynde at opfatte wuxia som noget, der faktisk var værd at beskæftige sig med," fortalte Michelle Yeoh mig i Venedig.
"I Asien elsker vi alle sammen wuxia og kender genren ud og ind. Dens magiske univers er en indgroet del af vores kultur, så vi behøver ikke nogen forklaring. Men "Tiger på spring" afveg fra den sædvanlige opskrift og gik meget poetisk til værks. Filmen førte publikum ved hånden ind i en ny verden fuld af smukke landskaber og utrolige hændelser. Fordi den forklarede filosofien bag sværdet, tyngden og letheden, kunne vi tillade os at bryde ud i kamp og løbe op og ned ad murene, uden at folk fik lakridsen galt i halsen og tænkte: »Du godeste, hvad sker der her?« For da var de allerede så bjergtagede af universet, at de gik med på magien."
Michelle Yeoh i "The Lady" (2011)
Siden "Tiger på spring" har Michelle Yeoh primært trænet sine dramatiske muskler ved at påtage sig udfordrende roller hinsides actiongenren. Modsat Jackie Chan – hvis skuespiltalent de færreste vil kalde alsidigt – begår Yeoh sig også fornemt i mere seriøse sammenhænge, hvilket især europæiske instruktører har udvist blik for. Hun var astronaut i Danny Boyles "Sunshine" og inuit i Asif Kapadias "Far North". Senest har Yeoh høstet roser for sit portræt af den burmesiske diktaturmodstander Aung San Suu Kyi i Luc Bessons "The Lady", der havde dansk biografpremiere i april og udkommer på dvd/bd 11. september.
Først med "Reign of Assassins" – der er instrueret af taiwanesiske Su Chao-Pin under veteranen John Woos overopsyn – vendte Michelle Yeoh i 2010 hjem til wuxiafolden. Den muntre film, der rører "Mr. & Mrs. Smith" op med martial arts og folkekomedie, er udkommet på blu-ray og dvd herhjemme.
Michelle Yeoh fortalte mig også i Venedig, at verdens hårdeste job efter hendes mening slet ikke skal findes inden for kampsportens arena. Ballet er tusind gange mere opslidende, siger Michelle Yeoh, der selv dansede ballet, fra hun var fire år, til hun fik en knæskade i sine teenageår:
"At danse ballet er brutalt og barsk i den forstand, at du ikke bare skal kunne stå imod fysisk. De mentale udfordringer hører aldrig op. Alle venter bare på, at du falder, så en anden kan tage din plads. I selvsamme sekund, det sker - BOOM!" siger Michelle Yeoh og smækker sine hænder dramatisk sammen.
"Det er en meget kold og følelsesforladt verden, næsten som i militæret. Balletskolerne kunne afvise piger på 8 eller 9 år med ordene: ”Du har ikke en chance.” Kan du forestille dig at være en 8-årig pige, som gerne vil være ballerina, at få den afvisning smidt i hovedet? Det er grufuldt. Engang medvirkede jeg i et tv-program, hvor en mor protesterede højlydt: ”Hvordan kan I sige den slags til min datter!” Men sådan foregår det i England og Rusland. Det er kun i Amerika, man kan tillade sig at sige dem imod."
Jackie Chan-fans har to tilbud at vælge imellem på dansk tv i aften. På TV 2 Zulu kl. 21:50 fjoller Jackie rundt med Chris Tucker i "Rush Hour 3", en af de mest overflødige og gumpetunge sequels, jeg længe har set.
Så vil jeg meget hellere anbefale, at man slår over på 3+, hvor "Shanghai Knights" starter ti minutter senere. I den muntre actionkomedie fra 2003 følger Jackie Chan og Owen Wilson op på deres parløb fra "Shanghai Noon". (Læs anmeldelsen nederst i indlægget.)
Jeg sad til bords med Jackie Chan i London i sommeren 2003, hvor jeg bl.a. hæftede mig ved, at den kinesiske superstjerne konsekvent udtalte sin makkers navn "Åge".
Herunder kan du imidlertid læse det fulde interview, som blev trykt i TJECK Magazine for snart mange år siden.
Interview med Jackie Chan, "Shanghai Knights" Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003
Der er 1,2 milliarder mennesker i Kina, men kun én Jackie Chan.
– Jeg tænker ikke på mig selv som en stor stjerne. Jeg går i det samme tøj og spiser stegte ris med æg som alle andre. Men jeg bliver nødt til at værne om mit privatliv. En af mine kvindelige fans kastede sig engang ud foran et tog, fordi jeg fik en kæreste. En anden tog gift foran mit kontor. Det passer, det er ingen joke. Så jeg har et ansvar overfor min familie. Privatlivet må holdes privat, siger Jackie Chan og anlægger en alvorlig mine.
Den slanke kineser bærer sine 49 år med stil. Under det runde ansigt vibrerer en kompakt, toptrænet krop, fuld af rastløs energi, som venter på at blive sluppet løs. Arme og hænder kører rundt i luften, når Jackie Chan forsøger at sidde stille under interviewet. Springende og snublende, men med stor indlevelse går han i nærkamp med det engelske sprog. Somme tider mister han os i svinget. Andre gange bliver han så ivrig, at han selv taber tråden.
– Efter ”Shanghai Knights” laver vi en treer, ”Shanghai Dawn”. Måske i Sydafrika. Owen siger i Egypten, men jeg? Nej. Egypten er for mig og Chris Tucker. ”Rush Hour 3”, Chris Tucker siger Afrika, han er allerede sort. Egypten, godt for mig. Afrika, godt for mig og Owen.
Tyve sekunder senere stiller en anden journalist præcis det samme spørgsmål. Han forstod ikke et ord af Jackies svar.
Jackie Chan & Owen Wilson i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film
Træt af at slås
Jackie ser yngre ud i virkeligheden end på film. Men indvendig har årene sat sine spor, og det kan ikke engang verdens største actionstjerne løbe fra. Prøv næste gang at lægge mærke til, hvordan han løber. Han ligner en, der har siddet lidt for længe på en hest. Det er fordi, han næsten ikke har mere brusk tilbage i knæene.
– Jeg er ikke ung længere, og jeg har bestemt ikke lyst til at blive tvunget på pension i en rullestol. Det der med at lave superstunts og hoppe fra bygning til bygning, det er jeg holdt op med. I totalbilleder bruger jeg stand-ins. I nærbillederne er det stadig mig, for det betyder noget for mine fans, at de kan se, det er mig deroppe på lærredet.
Jackie foretrækker at koordinere alle actionscener selv. Hver gang han besøger en ny kulisse, går han en runde med sine stuntfolk, samler ting op, vender og drejer dem, og kommer tilbage næste dag med en plan. Efter 30 år i branchen bliver det dog stadig sværere at finde på nye idéer.
– Jeg er træt af at slås. Jeg har ligesom prøvet det nu. Jeg vil hellere danse, synge, spille romantiske roller, lave andre ting. Når folk siger mit navn, fægter de altid med hænderne: ”Jackie Chan!!!”. En dag håber jeg, de vil holde op med det og opfatte mig som skuespiller i stedet for actionstjerne.
Special effects smagte han på i ”The Tuxedo” (2002), men det var en skuffelse.
– Jeg bryder mig ikke om at arbejde med effekter, for jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud i den færdige film. Jackie Chan-stilen, dén kender jeg. Den er unik.
Jackie Chan i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film
Rejsen til Amerika
Som så ofte før, når amerikanerne får øje på noget unikt, bestemte de sig for at hente Jackie Chan til USA. Det første, de gjorde, var selvfølgelig at pille det unikke af ham og forsøge at gøre ham mere amerikansk.
– Da jeg kom til Amerika i 1980’erne, ville de bare have en ny Bruce Lee. Eller sådan en Clint Eastwood-type, som slår skurken én gang, før han ligger ned. Men sådan er min stil slet ikke. Jeg hader vold og blod. Jeg vil meget hellere lave humoristiske kampscener.
Efter ”Kineseren” (Battle Creek Brawl, 1980), hvor han måtte finde sig i at modtage instrukser fra stuntmænd uden forstand på kung fu, forsøgte Jackie sig igen med ”The Protector” (1985). Her spillede han indfødt newyorker, selv om han på det tidspunkt talte det mest umulige, halsbrækkende pseudo-engelsk (det er blevet lidt bedre siden). Først med ”Rush Hour” (1998) lod han sig atter lokke til USA.
– Amerikanerne har et godt system, men det er ikke for mig. Instruktøren bestemmer ikke i Hollywood, så jeg må tage til Hong Kong for at lave film, jeg selv er tilfreds med, forklarer han.
Det er derfor, vi europæere skiftevis får tilbudt en amerikansk Jackie-film i biografen og en asiatisk Jackie-film på video. Han pendler simpelthen mellem Øst og Vest for at holde alle gryderne i kog.
Fann Wong, Jackie Chan og Owen Wilson i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film
”Shanghai Knights” er klart den mest actionprægede af Jackies vestlige udflugter. Men når man sammenligner med hans film fra hjemlandet, er der bogstaveligt talt en verden til forskel. Selv en nyere videopremiere som ”Mr. Nice Guy” (1997) indeholder mere action end alle fire ”Rush Hour” og ”Shanghai Noon”-film tilsammen.
Jackies asiatiske eventyr kværner afsted over stok og sten, så man dårligt tør blinke af frygt for at gå glip af noget. Her er stuntsene meget vildere, lavkomikken virkelig lavkomisk, og mådehold en by på den anden side af Rusland. Alting er skruet op i overdrive, og når historierne ikke hænger bedre sammen end en spedalsk i en vindtunnel, kan det være en temmelig skizofren oplevelse for sagesløse vesterlændinge at skulle kapere de bratte gearskift.
Modsat virker Jackies amerikanske film ofte lidt tamme, som om man ikke har gjort sig særlig megen umage med at vise, hvad han kan. Og resultatet er hverken asiaternes eller Jackies kop te. Da vi spørger ham, indrømmer han uden tøven, at han ikke kan lide ”Rush Hour”.
– Jeg forstår ikke de afroamerikanske jokes. Det siger mig ikke noget. Første gang, jeg mødte Chris Tucker, fattede jeg ikke et ord. ”Shanghai Knights” har ti gange bedre stunts end ”Rush Hour”, og vitserne er også sjovere, synes jeg.
Alligevel bliver ”Rush Hour 3” snart sat på samlebåndet, for varen skal jo leveres. Uden fansenes fulde tilfredshed ville Jackie Chan ikke være Jackie Chan. Det ved han.
– Hvis folk kan lide filmene, kommer der en fortsættelse. Og så længe publikum bliver ved med at le, bliver jeg ved med at lave film, slutter manden med det gyldne halvmånesmil.
Verdens største actionstjerne har talt.
Jackie Chan-autograf, 2003
JACKIE KAN OGSÅ VÆRE BANGE Til sidst i ”Shanghai Knights” kommer en scene, hvor Jackies figur springer ud fra en bro og lander på en pram et godt stykke længere nede. Den vågne actionfan vil bemærke, at hoppet er sat sammen i klippebordet af fire små bidder. Der er med andre ord blevet snydt.
I gamle dage ville Jackie have lavet stuntet uden kameratricks og sikkerhedsline, og vist det i sin fulde udstrækning fra flere forskellige vinkler, så alle kunne se, han vitterlig havde været sindssyg nok til at gøre det selv. Da der ikke findes nogen forsikringsfirmaer i Kina, der tør have Jackie Chan som kunde, har han kunnet tillade sig at lave langt farligere ting derovre. Amerikanerne er mere forsigtige, og det kan Jackie godt forstå.
– Vi lavede ”Shanghai Knights” i Prag, hvor de også indspillede ”xXx”. Og på selv samme bro, hvor vi filmede springet, var der en stuntmand, som døde under optagelserne til ”xXx”. Han ramte ind i bropillen og var færdig på stedet. Så vi skulle ikke nyde noget.
ANMELDELSE: Shanghai Knights (2003, David Dobkin) Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003
Detaljerne er for så vidt uvæsentlige. En kinesisk rebel vil myrde Englands dronning Victoria. Jackie Chan og Owen Wilson skal stoppe ham. Duoen fra ”Shanghai Noon” får hjælp af Wangs kampdygtige lillesøster (Fann Wong – uha, hun er køn!) samt en ivrig detektiv fra Scotland Yard (skægt spillet af Thomas Fischer, som en reinkarnation af salig Graham Chapman fra ”Monty Python”).
”Shanghai Knights” kan ikke matche forgængerens afslappede charme, men prøver i stedet at kompensere med flere actionscener, end man nogensinde før har set i Jackies amerikanske film. Der er stadig lang vej til hans asiatiske klassikere, men i hvert fald et af optrinnene – en smuk og elegant akrobatisk ballet på en markedsplads – er det hele værd.
Næste gang du ser en film med Jackie Chan, så prøv at lægge mærke til, hvordan han løber. Han ligner en, der har siddet for længe overskrævs på en hest. Det er fordi, han næsten ikke har mere brusk tilbage i knæene efter et halvt århundredes fald og kolbøtter.
Derfor er verdens mest berømte actionstjerne også holdt op med at lave sine ”superstunts”, hvor han frygtløst kaster sig ud fra balkoner, busser, broer og bygninger. I dag bruger 56-årige Jackie Chan stand-ins til de mere krævende optrin ”for ikke at blive tvunget på pension i rullestol”, som han siger.
At den ellers vævre og toptrænede lynkineser har set sig nødsaget til at skrue ned for de fysiske udskejelser, bliver tydeligt, når man sammenligner hans aktuelle dvd-premiere "The Spy Next Door" (2009), der udkom i går, med den højoktane Hongkong-klassiker "Supercop" (1992), som TV 2 viser lørdag nat.
Jackie Chans hjemmebaneeventyr fra storhedstiden i 80'erne og 90'erne kværner af sted over stok og sten, så man dårligt tør blinke af frygt for at gå glip af noget. Men tidens gang indhenter selv den kvikkeste badutspringer, og det ubarmhjertige slid, Jackie har udsat sin krop for, siden han var dreng, har nu stillet den midaldrende stjerne i et dilemma, som han endnu ikke synes at have fundet en værdig løsning på.
Allerede i 2003, hvor jeg mødte Jackie Chan i London, sukkede han:
– Jeg er træt af at slås. Jeg har ligesom prøvet det nu. Jeg vil hellere danse, synge, spille romantiske roller, lave andre ting. Når folk siger mit navn, fægter de altid med hænderne: ”Jackie Chan!!!”. En dag håber jeg, de vil holde op med det og opfatte mig som skuespiller i stedet for actionstjerne.
Jackies sporadiske forsøg ud i det dramatiske rollefag afslører desværre, at hans talent har sine udtalte begrænsninger. Rodede special effects-ekskursioner som "The Medallion" og "The Tuxedo" gjorde heller ikke Jackie nogle tjenester, ligesom flere andre af de film, han har produceret specielt til sit vestlige publikum, ofte har virket tamme.
Under vores møde indrømmede Jackie Chan også blankt, at han ikke selv bryder sig om sine amerikanske film.
– Amerikanerne har et godt system, men det er ikke for mig. Instruktøren bestemmer ikke i Hollywood, så jeg må tage til Hongkong for at lave film, jeg selv er tilfreds med, forklarede han.
Alligevel giver Jackie hver gang sit yderste for at tilfredsstille sine arbejdsgivere og sit publikum, selv i rudimentære amerikanske børnefilm som "The Spy Next Door", der udelukkende går efter nemme jordstrygere og trætte gentagelser af tidligere tricks. Den oprindelige trailer begik endda den frækhed at ind- og vildlede med højdepunkter fra Jackies tidligere Hongkong-succeser, for ligesom at understrege kontrasten.
Sammenlign selv med denne trailer fra "Supercop". Jeg ved godt, hvilken af de to film jeg har lyst til at se igen.
Om en måned kan Jackie Chan atter opleves i biograferne, når han udfylder Pat Moritas gamle glansrolle som Mr. Miyagi i genindspilningen af "Karate Kid" (premiere 5. august).
Og fra september kan du læse meget mere om Jackie Chan, herunder hans alenlange liste over drabelige arbejdsskader, i den længe ventede Troldspejlsbog!
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
