CPH PIX: Terry Gilliam om "The Zero Theorem", Monty Python og Twitter

Jeg kan godt lide Terry Gilliam. Den farverige amerikaner er altid boblende fuld af humør, vanvidsideer og drilske stikpiller til mainstream Hollywood. I interviews er han forrygende veloplagt, som jeg opdagede, da jeg mødte ham i Venedig i 2005, og Terry Gilliam kæmper så indædt for at realisere sine galmandsværker – som man så det i dokumentaren "Lost in La Mancha" (2002) om hans forheksede evighedsprojekt "The Man Who Killed Don Quixote" – at man dårligt kan andet end at holde af manden.

> Brødrene Grimm og Kaptajn Kaos: Mit interview med Terry Gilliam (2005)

Til gengæld har jeg det tit lidt svært med Terry Gilliams film. Hans seneste påhit, fremtidskomedien "The Zero Theorem", vises i aften og på torsdag, 10. marts, på CPH PIX, og trods sjove ideer hist og her er den som helhed en lidt anstrengt affære. Filmen, der havde verdenspremiere på sidste års Venedig-festival, kommer ikke i biografdistribution herhjemme.



Stemningen fejlede som sædvanlig intet, da Terry Gilliam indbød til Q&A om "The Zero Theorem" i Venedig. Trods sine efterhånden 73 år er det gamle Monty Python-medlem stadig en tornado af kåd, drenget energi, som klukker henrykt over egne og andres skæve indfald. Her er nogle af højdepunkterne.

Tweeting is an ugly, ugly habit. My mother told me, if I tweeted, I would go blind.

- Terry Gilliam, Venice 2013

I try very hard to be mediocre, but you need a lot of money to be mediocre.

- Terry Gilliam, Venice 2013

I got rid of them, they were holding me back, they were destroying me!

- Terry Gilliam on the Pythons, Venice 2013

NOTE TO FOREIGN READERS: The following are excerpts from Terry Gilliam's Disaronno Q&A at the Venice Film Festival 2013. "The Zero Theorem" is showing at this year's CPH PIX festival in Copenhagen.

---

Terry Gilliam (left) at the Venice Film Festival, September 2013 | photo © Brian Iskov

TERRY GILLIAM OM DEN FARVERIGE FREMTID I "THE ZERO THEOREM" - OG FARERNE VED TWITTER
Terry Gilliam on the bright, poppy future in "The Zero Theorem" and the dangers of Twitter:

"Brazil" was rather dark, and I thought [for "The Zero Theorem"] we'd make a happy place where people play at work, where people can be eternally young and juvenile, and nobody has to pay attention to the real world. Just like all of you sitting here today. Just bringing your world alive.

It was important that it was a happy world with lots of shopping, lots of fun, and there was one man [the Christoph Waltz character] who was uncomfortable in that world and just trying to escape it. He wants to know the meaning of life, of his life, and I'm trying to encourage people to find the meaning of your life. Alone. Don't tweet, don't use the web. Go away, be alone and find out who you are.

The future is working backwards now. It has reached us before we have reached it. We're all living in the future and don't realise it. And we're trying to encourage everyone to believe that every day is the present, neither the past nor the future. Live for the present - it only exists for about one second every day. It's so fast, the present, that there's no time to tweet!

Melanie Thiérry in "The Zero Theorem" (2013)

TERRY GILLIAM OM SIT VERDENSSYN
Terry Gilliam on his world view:

I find the world a wonderful place, I find it really exciting. It's beautiful. I'm just more interested in the potentially negative problems of our society, and I like drawing attention to that. So hopefully we can change it for the better.

TERRY GILLIAM OM NUTIDENS HOLLYWOOD 
Terry Gilliam on Hollywood today:

The things that I'm interested in making movies about, the studios don't want to make. I don't want to have any more robots beating up sea creatures, there's enough aliens in the movies, enough people running away from big explosions. I think it's more interesting to look at the real world, occasionally, and try to make an interesting and hopefully funny and moving film.

TERRY GILLIAM OM AT LAVE FILM PÅ SMÅ BUDGETTER
Terry Gilliam on making low-budget films:

The first thing you need is a lot of very talented friends who will come and work for next to nothing. Then you have to go to Bucharest, where it's one of the cheapest places in Europe to work. What basically happens is, because of these restrictions, you have to find interesting solutions, and those interesting solutions are usually more original than my original ideas.



TERRY GILLIAM OM ARVEN EFTER MONTY PYTHON
Terry Gilliam on the legacy of Monty Python:

The curse of Monty Python was with me for a long time. We learned to be funny, we learned to work in skits, and it took a while to actually start to develop confidence to do what I wanted to do, and not do [it] the way we made Python. Monty Python was wonderful, it was fantastic. But it was also limited in the way we looked at the world. It was always satirical, it was never romantic or tragic, it was never those. Eventually I started making movies that were probably what I feel about the world as opposed to only being comic about the world.

We were very lucky with Monty Python, it was a specific time in the U.K., when the BBC was very laissez-faire. If they said, "Go and do something", you were able to do it. They gave us six-seven shows, and they worked. So they gave us more, and we developed our skills, our confidence and also our fanbase, the public. So we were successful. And we were incredibly lucky to have very wealthy, successful pop stars financing our movies. Led Zeppelin, Elton John, Pink Floyd, eventually George Harrison. So it was a very privileged position to then do exactly what we wanted to do, and surprise, surprise, the films were successful. And because I co-directed "Holy Grail" with Terry Jones, my name was on the screen saying "Directed by". That's the only thing you have to do, to get your name on the screen saying "directed by", and you're a film director!

Then I had to learn to direct films after that, and eventually I learnt [that] and realized I was better than the rest of the group. I got rid of them, they were holding me back, they were destroying me!

TERRY GILLIAM OM AT TEGNE OG ANIMERE
Terry Gilliam on drawing and animating:

The only time I draw now is birthday cards for my family and anniversary cards for my wife. And sometimes the Christmas card. If I continue on this downward path of lower and lower budget films, eventually I may have to go back to graphical illustration!



TERRY GILLIAM OM HANS FORHEKSEDE DRØMMEPROJEKT "DON QUIXOTE"
Terry Gilliam on his jinxed dream project "Don Quixote":

When I make a film, it's like we go into the ocean, and the storm's crashing, and everything breaks. And then, when we finish it, we go back into the little harbour, and we think about making Don Quixote again. Sometimes the boat goes out, and sometimes it sinks, and sometimes it might go forward, and we can get into the storm with the Don Quixote boat. But not yet. I think it's been six [of these "storms" to date]. Maybe seven.

TERRY GILLIAM OM SIN GÆSTEROLLE I DEN KOMMENDE "JUPITER ASCENDING"
Terry Gilliam on his cameo in the upcoming "Jupiter Ascending":

The Wachowski siblings asked me if I would play a part, because there's a scene that's sort of an homage to "Brazil", so they needed a bureaucrat, and I get to play [one]. And I get to work with Channing Tatum and Mila Kunis, and I do all the talking. And I thought it would be interesting to be a part of a film that has a budget bigger than 150 billion dollars!

CPH PIX 2013: "A Liar's Autobiography" - anmeldelse

Graham Chapman animeret af Arthur Cox i "A Liar's Autobiography"

Af indlysende årsager bliver Graham Chapman gerne omtalt som ”ham den døde fra Monty Python”. Chapman – sketchtruppens ranglede, piberygende doktor og skabsanarkist – kradsede af i 1989, dagen før Monty Pythons 20-års jubilæumskomsammen. Hans 23 år under ni fod muld har dog ikke afholdt Chapman fra at lægge stemme til den nye animationsfilm ”A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman”, som netop har haft danmarkspremiere på CPH PIX.

Inden sin død som 48-årig nåede Graham Chapman i 1982 at indtale sine fabulerende erindringer på kassettebånd. Manuskriptet til ”A Liar's Autobiography” er konstrueret ud fra de passager af optagelsen, som indeholdt dialoger og derfor kunne isoleres som fritstående scener. Selv smålyde som Chapmans bappen på piben er taget fra de originale råindspilninger af Monty Pythons grammofonplader.



”A Liar's Autobiography” udgør med andre ord en slags illlustreret lydbogscollage, hvor 14 mindre, engelske animationsstudier har føjet levende billeder til Graham Chapmans causeren. De 17 (primært digitale) animationsteknikker, som optræder i filmen, spænder vidt i deres udtryk, omend de fleste indeholder elementer af surrealisme. Nogle episoder er fortalt som bevidst grim flyttefilm, mens andre er tegnet i en simpel, naivistisk billedbogstreg, og andre igen syrer ud i Bill Plympton-inspirerede grotesker. Den sammenkogte ret serveres i stereoskopisk 3D, alene fordi det gav instruktørerne mulighed for at benytte sloganet ”Graham Chapman: Dead in 3D”!

"Denne film indeholder sunde doser af vulgært sprog, vold, blasfemi, alkoholisme, nøgenhed, umotiveret namedropping, homoseksualitet og David Frost."
- varedeklaration til "A Liar's Autobiography"

Filmen er i sagens natur en ujævn, flyvsk affære, der foretager spredte punktnedslag i de 48 år, hvor Graham Chapman i mere eller mindre grad befandt sig på denne klode. Kronologien forløber nogenlunde lineært: fra Chapmans barndomsår over lægestudierne i Cambridge til skabelsen af ”Monty Python's Flying Circus” i 1969. Som et pudsigt indfald har studiet Mr & Mrs karikeret samtlige af gruppens medlemmer som CGI-animerede chimpanser, der diskuterer, hvad deres tv-program skal hedde.

Monty Python som aber i "A Liar's Autobiography" | © Mr & Mrs

Senere viser succesen sin bagside i form af Graham Chapmans omsiggribende alkoholisme (i perioder bundede han to liter gin om dagen). En af filmens mest velskabte sekvenser skildrer hans hedonistiske Los Angeles-livsstil som et evigt, sammenflydende orgie af overfladiske kendisfester – animeret af studiet Beakus i en semi-gennemsigtig, retro-moderne stil, som går perfekt i spænd med emnet.

> Se hele scenen her

Den kolde tyrker, som Chapman frivilligt tog for at kunne spille titelrollen i ”Life of Brian”, tager sig anderledes grum ud med sine dystre hallucinationer i fluktuerende, gyldne penselstrøg, signeret af studiet ArthurCox.

> Se klip fra scenen her

Én animator, som ikke er repræsenteret i filmens patchwork, er Terry Gilliam, som takkede nej til at bidrage med nye tegnede sekvenser. Gilliam lægger dog stemme til en række figurer i ”A Liar's Autobiography” og har muligvis flere replikker i denne ene film end i hele Monty Pythons samlede værker!

Graham Chapman som Oscar Wilde i "A Liar's Autobiography" | © Not to Scale

Eric Idle er det eneste Python-medlem, som har holdt sig fri af Chapman-projektet. Idle afslog, fordi han ikke ønskede, at folk skulle opfatte ”A Liar's Autobiography” som en Python-genforening. Tanken ligger ellers lige for, eftersom resten af de overlevende Python-medlemmer – John Cleese, Michael Palin og ”den anden” Terry med efternavnet Jones – har indtalt replikker til formålet. Det er lidt af et scoop, som sikkert kun har kunnet lade sig gøre, fordi Terry Jones' søn, Bill Jones, er en af filmens tre instruktører.

De to andre bagmænd er Jeff Simpson og Ben Timlett, der i 2009 lavede ”Monty Python: Almost the Truth (Lawyer's Cut)”, en fremragende IFC-dokumentar i seks dele.

Instruktørtrioen understreger i pressematerialet, at ”A Liar's Autobiography” ikke bør omtales som en Monty Python-film, da det er en Graham Chapman-film, og at publikum ikke bør forvente en komedie, men en biografi. Som helhed er ”A Liar's Autobiography” da heller ikke udpræget morsom eller synderlig Monty Python-agtig, selvom man fornemmer, at hovedpersonen ville have bifaldet den uærbødige og let kaotiske tilgang til materialet.

Graham Chapman i "A Liar's Autobiography" | © A for Animation

Ifølge Python-kollegerne var den filuragtige Chapman på mange måder en omvandrende selvmodsigelse. Trods sin generte fremtoning var han muligvis den mest oprigtigt gakkede i gruppen, og selv om Chapman efter eget udsagn var 70 % homoseksuel, blev selv hans nærmeste venner dybt overraskede, da han i en sen alder sprang ud af skabet. (Det skete i øvrigt til en fest, hvor Chapman også havde inviteret sin daværende forlovede – vist nok typisk for ham).

”A Liar's Autobiography”s flimrende koncept fanger i glimt det skæve, det fascinerende flygtige og svært gennemskuelige ved Graham Chapmans væsen, men fortæller ikke meget om manden som kunstner eller leverer nye indsigter. Som biografi betragtet er eksperimentet kun halvt vellykket, hvilket blandt andet skyldes, at Chapmans egen tekst flere steder er for svag til at bære den indimellem meget bogstavelige billedside. Ikke-indviede kan med sindsro holde sig væk.

Det utraditionelle portræt er dog stadig kuriøst og eventyrlystent nok til, at animationsinteresserede vil få noget ud af oplevelsen, ligesom Monty Python-fans vil vide at fange de indforståede referencer – såsom en dåse Spam i et handskerum og en storstilet musicaludgave af ”Sit on My Face”, som studiet A for Animation har koreograferet efter ”Every Sperm is Sacred” (fra ”Monty Python's The Meaning of Life”, 1983).

Graham Chapman på Eton i "A Liar's Autobiography" | © Steven Lall

Hvad CPH PIX-kataloget undlader at nævne, er, at man også bør se dokumentaren ”Graham Chapman: Anatomy of a Liar” for at få det fulde udbytte af den noget udflydende portrætfilm. Dokumentaren er bonusmateriale på den britiske udgivelse af ”A Liar's Autobiography”, men bliver desværre ikke inkluderet på den danske dvd- og blu-ray-version, som MIS.Label udgiver den 9. maj.

Det er ærgerligt, eftersom de mest anfægtende øjeblikke i ”A Liar's Autobiography” netop er de korte arkivklip, hvor Graham Chapman optræder i tv-interview, samt de legendariske mindeord, som John Cleese leverede til sin Python-kollegas begravelse i 1989:

"Good riddance to him, the freeloading bastard. I hope he fries."

"A Liar's Autobiography" kommer ikke i dansk biografdistribution, men udgives af MIS.Label på dvd og blu-ray den 7. maj 2013. Filmen kan også ses på CPH PIX den 17. april.

> Læs også Bries interview med Terry Gilliam
> CPH PIX' side om "A Liar's Autobiography"
> Filmens officielle hjemmeside

A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman. Storbritannien 2012. Instruktion: Bill Jones, Jeff Simpson, Ben Timlett. Spilletid: 85 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 9. maj 2013. Distributør: MIS.Label.

Graham Chapman på cykel i "A Liar's Autobiography"

BONUSTRIVIA: I 1980'erne gennemførte Graham Chapman en sort alpinløjpe siddende i en gondol af træ, som han havde lånt fra en lokal italiensk restaurant. Episoden er ikke med i ”A Liar's Autobiography”. Men den skulle så vidt vides også være ganske sandfærdig.

"Shanghai Knights": Brie møder Jackie Chan

Jackie Chan-fans har to tilbud at vælge imellem på dansk tv i aften. På TV 2 Zulu kl. 21:50 fjoller Jackie rundt med Chris Tucker i "Rush Hour 3", en af de mest overflødige og gumpetunge sequels, jeg længe har set.

Så vil jeg meget hellere anbefale, at man slår over på 3+, hvor "Shanghai Knights" starter ti minutter senere. I den muntre actionkomedie fra 2003 følger Jackie Chan og Owen Wilson op på deres parløb fra "Shanghai Noon". (Læs anmeldelsen nederst i indlægget.)



Jeg sad til bords med Jackie Chan i London i sommeren 2003, hvor jeg bl.a. hæftede mig ved, at den kinesiske superstjerne konsekvent udtalte sin makkers navn "Åge".

I blogindlægget "Jackie Chan vs. alderdommen" (juli 2010) fik du en lille forsmag på mit møde med actionhelten. Enkelte citater indgik også i det afsnit om Jackie, jeg skrev til bogen "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" sidste år.

Herunder kan du imidlertid læse det fulde interview, som blev trykt i TJECK Magazine for snart mange år siden.

Interview med Jackie Chan, "Shanghai Knights"
Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003

Der er 1,2 milliarder mennesker i Kina, men kun én Jackie Chan.
– Jeg tænker ikke på mig selv som en stor stjerne. Jeg går i det samme tøj og spiser stegte ris med æg som alle andre. Men jeg bliver nødt til at værne om mit privatliv. En af mine kvindelige fans kastede sig engang ud foran et tog, fordi jeg fik en kæreste. En anden tog gift foran mit kontor. Det passer, det er ingen joke. Så jeg har et ansvar overfor min familie. Privatlivet må holdes privat, siger Jackie Chan og anlægger en alvorlig mine.

Den slanke kineser bærer sine 49 år med stil. Under det runde ansigt vibrerer en kompakt, toptrænet krop, fuld af rastløs energi, som venter på at blive sluppet løs. Arme og hænder kører rundt i luften, når Jackie Chan forsøger at sidde stille under interviewet. Springende og snublende, men med stor indlevelse går han i nærkamp med det engelske sprog. Somme tider mister han os i svinget. Andre gange bliver han så ivrig, at han selv taber tråden.

– Efter ”Shanghai Knights” laver vi en treer, ”Shanghai Dawn”. Måske i Sydafrika. Owen siger i Egypten, men jeg? Nej. Egypten er for mig og Chris Tucker. ”Rush Hour 3”, Chris Tucker siger Afrika, han er allerede sort. Egypten, godt for mig. Afrika, godt for mig og Owen.

Tyve sekunder senere stiller en anden journalist præcis det samme spørgsmål. Han forstod ikke et ord af Jackies svar.

Jackie Chan & Owen Wilson i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film

Træt af at slås
Jackie ser yngre ud i virkeligheden end på film. Men indvendig har årene sat sine spor, og det kan ikke engang verdens største actionstjerne løbe fra. Prøv næste gang at lægge mærke til, hvordan han løber. Han ligner en, der har siddet lidt for længe på en hest. Det er fordi, han næsten ikke har mere brusk tilbage i knæene.

– Jeg er ikke ung længere, og jeg har bestemt ikke lyst til at blive tvunget på pension i en rullestol. Det der med at lave superstunts og hoppe fra bygning til bygning, det er jeg holdt op med. I totalbilleder bruger jeg stand-ins. I nærbillederne er det stadig mig, for det betyder noget for mine fans, at de kan se, det er mig deroppe på lærredet.

Jackie foretrækker at koordinere alle actionscener selv. Hver gang han besøger en ny kulisse, går han en runde med sine stuntfolk, samler ting op, vender og drejer dem, og kommer tilbage næste dag med en plan. Efter 30 år i branchen bliver det dog stadig sværere at finde på nye idéer.

– Jeg er træt af at slås. Jeg har ligesom prøvet det nu. Jeg vil hellere danse, synge, spille romantiske roller, lave andre ting. Når folk siger mit navn, fægter de altid med hænderne: ”Jackie Chan!!!”. En dag håber jeg, de vil holde op med det og opfatte mig som skuespiller i stedet for actionstjerne.

Special effects smagte han på i ”The Tuxedo” (2002), men det var en skuffelse.
– Jeg bryder mig ikke om at arbejde med effekter, for jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud i den færdige film. Jackie Chan-stilen, dén kender jeg. Den er unik.

Jackie Chan i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film

Rejsen til Amerika
Som så ofte før, når amerikanerne får øje på noget unikt, bestemte de sig for at hente Jackie Chan til USA. Det første, de gjorde, var selvfølgelig at pille det unikke af ham og forsøge at gøre ham mere amerikansk.
– Da jeg kom til Amerika i 1980’erne, ville de bare have en ny Bruce Lee. Eller sådan en Clint Eastwood-type, som slår skurken én gang, før han ligger ned. Men sådan er min stil slet ikke. Jeg hader vold og blod. Jeg vil meget hellere lave humoristiske kampscener.

Efter ”Kineseren” (Battle Creek Brawl, 1980), hvor han måtte finde sig i at modtage instrukser fra stuntmænd uden forstand på kung fu, forsøgte Jackie sig igen med ”The Protector” (1985). Her spillede han indfødt newyorker, selv om han på det tidspunkt talte det mest umulige, halsbrækkende pseudo-engelsk (det er blevet lidt bedre siden). Først med ”Rush Hour” (1998) lod han sig atter lokke til USA.

– Amerikanerne har et godt system, men det er ikke for mig. Instruktøren bestemmer ikke i Hollywood, så jeg må tage til Hong Kong for at lave film, jeg selv er tilfreds med, forklarer han.
Det er derfor, vi europæere skiftevis får tilbudt en amerikansk Jackie-film i biografen og en asiatisk Jackie-film på video. Han pendler simpelthen mellem Øst og Vest for at holde alle gryderne i kog.

Fann Wong, Jackie Chan og Owen Wilson i "Shanghai Knights" | pr-foto SF Film

”Shanghai Knights” er klart den mest actionprægede af Jackies vestlige udflugter. Men når man sammenligner med hans film fra hjemlandet, er der bogstaveligt talt en verden til forskel. Selv en nyere videopremiere som ”Mr. Nice Guy” (1997) indeholder mere action end alle fire ”Rush Hour” og ”Shanghai Noon”-film tilsammen.

Jackies asiatiske eventyr kværner afsted over stok og sten, så man dårligt tør blinke af frygt for at gå glip af noget. Her er stuntsene meget vildere, lavkomikken virkelig lavkomisk, og mådehold en by på den anden side af Rusland. Alting er skruet op i overdrive, og når historierne ikke hænger bedre sammen end en spedalsk i en vindtunnel, kan det være en temmelig skizofren oplevelse for sagesløse vesterlændinge at skulle kapere de bratte gearskift.

Modsat virker Jackies amerikanske film ofte lidt tamme, som om man ikke har gjort sig særlig megen umage med at vise, hvad han kan. Og resultatet er hverken asiaternes eller Jackies kop te. Da vi spørger ham, indrømmer han uden tøven, at han ikke kan lide ”Rush Hour”.
– Jeg forstår ikke de afroamerikanske jokes. Det siger mig ikke noget. Første gang, jeg mødte Chris Tucker, fattede jeg ikke et ord. ”Shanghai Knights” har ti gange bedre stunts end ”Rush Hour”, og vitserne er også sjovere, synes jeg.

Alligevel bliver ”Rush Hour 3” snart sat på samlebåndet, for varen skal jo leveres. Uden fansenes fulde tilfredshed ville Jackie Chan ikke være Jackie Chan. Det ved han.
– Hvis folk kan lide filmene, kommer der en fortsættelse. Og så længe publikum bliver ved med at le, bliver jeg ved med at lave film, slutter manden med det gyldne halvmånesmil.

Verdens største actionstjerne har talt.

Jackie Chan-autograf, 2003

JACKIE KAN OGSÅ VÆRE BANGE
Til sidst i ”Shanghai Knights” kommer en scene, hvor Jackies figur springer ud fra en bro og lander på en pram et godt stykke længere nede. Den vågne actionfan vil bemærke, at hoppet er sat sammen i klippebordet af fire små bidder. Der er med andre ord blevet snydt.

I gamle dage ville Jackie have lavet stuntet uden kameratricks og sikkerhedsline, og vist det i sin fulde udstrækning fra flere forskellige vinkler, så alle kunne se, han vitterlig havde været sindssyg nok til at gøre det selv. Da der ikke findes nogen forsikringsfirmaer i Kina, der tør have Jackie Chan som kunde, har han kunnet tillade sig at lave langt farligere ting derovre. Amerikanerne er mere forsigtige, og det kan Jackie godt forstå.

– Vi lavede ”Shanghai Knights” i Prag, hvor de også indspillede ”xXx”. Og på selv samme bro, hvor vi filmede springet, var der en stuntmand, som døde under optagelserne til ”xXx”. Han ramte ind i bropillen og var færdig på stedet. Så vi skulle ikke nyde noget.

ANMELDELSE:
Shanghai Knights (2003, David Dobkin)
Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003

Detaljerne er for så vidt uvæsentlige. En kinesisk rebel vil myrde Englands dronning Victoria. Jackie Chan og Owen Wilson skal stoppe ham. Duoen fra ”Shanghai Noon” får hjælp af Wangs kampdygtige lillesøster (Fann Wong – uha, hun er køn!) samt en ivrig detektiv fra Scotland Yard (skægt spillet af Thomas Fischer, som en reinkarnation af salig Graham Chapman fra ”Monty Python”).
”Shanghai Knights” kan ikke matche forgængerens afslappede charme, men prøver i stedet at kompensere med flere actionscener, end man nogensinde før har set i Jackies amerikanske film. Der er stadig lang vej til hans asiatiske klassikere, men i hvert fald et af optrinnene – en smuk og elegant akrobatisk ballet på en markedsplads – er det hele værd.

Eksklusivt interview med Terry Gilliam!

Terry Gilliam i Cannes 2009 | foto © Brian Iskov

I aften vises Terry Gilliams "The Brothers Grimm" kl. 22:30 på 3+. Filmen var Gilliams første færdiggjorte værk i syv år, men den mudrede fabel levede desværre langt fra op til forhåbningerne og var tydeligt mærket af kompromiser bag kameraet.

Til gengæld leverede Gilliam underholdning for alle pengene, da jeg havde fornøjelsen af at møde den styrtende veloplagte instruktør på Venedig-festivalen i 2005. I interviewet, som aldrig før har været publiceret, afslører Terry Gilliam sin vision om filmmediets fremtid - og det er ikke 3-D, han har i tankerne!

Instruktørens seneste eventyr, den betydeligt mere vellykkede "The Imaginarium of Dr. Parnassus", udkommer på dvd og bd 27. april.

Husk også, at det norske stats-tv NRK for tiden viser IFCs fremragende dokumentarserie i seks dele, “Monty Python: Almost the Truth (The Lawyer’s Cut)”, under titlen "Monty Pythons verden".

Heath Ledger og Matt Damon i "The Brothers Grimm" (2005) | pr-foto

INTERVIEW MED TERRY GILLIAM OM "THE BROTHERS GRIMM"
Brødrene Grimm og Kaptajn Kaos
Brian Iskov, upubliceret, september 2005

Terry Gilliam elsker tumult. Når han laver film, ved man aldrig, hvad det skal ende med.
- Det er derfor, skuespillere elsker at arbejde med ham, og filmselskaber prøver at undgå ham, fortæller Matt Damon om instruktøren bag "The Brothers Grimm".
- Når Terry Gilliam folder sig ud, er det som at blive instrueret af en bindegal dirigent og trolden Rumleskaft på samme tid, siger en anden af filmens stjerner, Lena Headey.

Fra magi til Monty Python
Terry Gilliams vildtvoksende fantasi, som man tidligere har set i fuldt flor i "Brazil" og "Fisher King", har gjort flere af Hollywoods pengemænd gråhårede før tid. Hans tendens til at slå større brød op, end ovnen har plads til, gør ham lige så berygtet, som han er berømt, og enkelte af Gilliams film har været så katastrofalt uorganiserede, at de aldrig er blevet færdige.

Efter vores møde i Venedig virker det også indlysende, hvordan den iltre amerikaner har fået tilnavnet "Kaptajn Kaos". Selv om Terry Gilliam efterhånden er 64, hopper han rastløst omkring i stolen, og når han veloplagt beretter om sine tidlige forsøg som tryllekunstner, udstråler han stadig drengebarnets altopslugende entusiasme.
- Hvilken slags magi jeg praktiserede? Mislykket magi! kagler Terry Gilliam henrykt.
- Min far byggede mig et skab fuld af tricks, men jeg kunne slet ikke få tryllekunsterne til at fungere.

Da Terry Gilliam som 28-årig blev indlemmet i den britiske komikertrup Monty Python, opdagede han, at filmmediet var det rette forum for hans magiske udfoldelser.
- Min mission er stadig illusionistens. Jeg vil FORBLØFFE folk! Jeg vil få dem til at tabe NÆSE og MUND, råber han, mens armene fægter omkring i luften.

Terry Gilliam instruerer "The Brothers Grimm" (2005) | pr-foto

Masser af modgang
Efter hans yndlingsprojekt, "Don Quixote", kæntrede i en styrtsø af uheld, som blev foreviget ned til mindste, pinefulde detalje i dokumentaren "Lost in La Mancha", måtte Terry Gilliam gennem yderligere fire kuldsejlede filmplaner, før han nåede til historien om Brødrene Grimm.

Men egentlig kunne han slet ikke lide manuskriptet.
- Det handlede bare om to nutidige amerikanerfløse, der rejste til Hin Gamle Tyskland og var selvfede. Nærmest som en 1800-talsversion af "The Mummy", klukler han, så kaffekopperne på bordet vibrerer.

Alligevel sprang Gilliam på Grimm-toget på den betingelse, at han kunne omdirigere køreplanerne og gøre ophold ved sine egne, eksotiske stationer undervejs. Instruktøren skrev manuskriptet om med sin makker, Tony Grisoni, og fjernede den afvisende, sarkastiske attitude, som indtil da havde præget nyfortolkningen af de legendariske tyske eventyrsamleres liv. Men hverken Terry eller Tony står anført som forfattere til filmen.

- Vi lod os kreditere som "designere af snitmønstre", afslører Terry Gilliam og uddyber over for de undrende journalister:
- Ja, det er fordi, vi blev enige om, at filmmediets fremtid er historier baseret på snitmønstre!
Gal eller genial? Juryen voterer stadig.

---

BOKS: BLIVER MONTY PYTHON GENFORENET?
- De er jo alle døde! udbryder Terry Gilliam og slår en afværgende skraldlatter op.
- Altså metaforisk talt!

Rygterne har svirret i mange år om en genforening af Monty Python-truppen, hvis tv-shows fra 1969 betød et gennembrud for surrealistisk humor, som bl.a. "Casper & Mandril-Aftalen" stadig nyder godt af. Men kommer der snart noget nyt Monty Python eller hvad?

- Vi mødes en gang imellem og får en masse gode ideer, men det falder altid fra hinanden, fordi ingen af os kan finde ud af at følge op på det, siger Terry Gilliam med et skuldertræk. At den Monty Python-baserede musical "SpamAlot" netop nu er et hit på Broadway, tilskriver Gilliam udelukkende, at gruppen selv overlod roret til instruktøren Mike Nichols.