søndag den 18. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 4: Interview med producer Andreas Hjortdal

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller Andreas Hjortdal om at debutere som selvstændig producer med en kæmpe julekalenderproduktion.

Andreas Hjortdal (midt) på optagelse ved Egeskov Slot - foto: FilmFyn/Andreas Bastiansen

> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 4. december: Interview med instruktøren, Lars Kaalund
> Søndag 11. december: Fotoreportage fra DR's julekalenderkulisser



ANDREAS HJORTDAL, producer

Født 1985. Uddannet fra Den Danske Filmskole 2015. Har været producerassistent på TV 2-serien ”Rita”, men debuterer som soloproducent med ”Den anden verden”. Første julekalender, han kan huske at have set, er ”Jullerup Færgeby” (1974, genudsendt 1990).

Om julekalenderformatets særlige appeal:

– Vi lever i en fragmenteret tid, hvor familien er splittet op. Børnene sidder med deres iPad, de voksne ser noget andet, og de unge ser noget tredje. Det med at samle familien omkring noget, man også kan snakke om bagefter, og man glæder sig til at se hver dag, synes jeg er unikt for julekalenderen. Jeg har selv set julekalender hele min barndom og synes, det er et spændende format, fordi fortællingen løber fra dag til dag, og det meste af Danmark følger med.

Om at debutere som selvstændig producent med en julekalender:

– Jeg har været vant til at lave kortfilm på Filmskolen. 30 minutter er det længste, jeg har lavet. Før jeg kom ind på Filmskolen, var jeg producerassistent på ”Rita”, så jeg har også noget tv-serieerfaring og ved, hvordan den maskine fungerer. Men det er klart, at når man selv står som producent på det, er det en helt anden vinkel. Jeg har lært virkelig meget af at lave ”Den anden verden”, og jeg har fået en fornemmelse af, hvad det vil sige at være producent på DR, som jeg synes holder en høj kvalitet både på deres ungdoms- og julekalenderserier. Det var et privilegium at få lov til at prøve det af.

Sofie Gråbøl og Nicolas Bro i "Den anden verden" - foto: Jesper Tøffner

Om baggrunden for ”Den anden verden”:

– Grundideen om at bruge brødrene Grimms eventyr til en julekalender kom fra en tysk distributør, Klaus Rasmussen, som er født og opvokset i Danmark, men nu bor i Tyskland. Ideen blev videregivet til Piv Bernth [DR's dramachef, red.], som tog fat i Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfig [seriens hovedforfattere, red.] og siden i mig. Hun har en strategi om at tage friske unge talenter ind og lære dem op.

Om at finde balancen mellem hygge og uhygge i Grimms eventyr:

– Når man læser brødrene Grimm, de oprindelige værker, er det sådan set ret dystre historier. De er siden blevet lysnet af Disney, og vi prøver at trække dem i en ny retning, som er mere tro overfor de originale fortællinger. Det må folk vurdere. Samtidig har vi vores målgruppe in mente, så det er ikke sådan, at der kommer scener, hvor nogen får stukket øjne ud [som stedsøstrene i den oprindelige ”Askepot”, red.]. Der er en grænse for, hvor uhyggelig vi kan gøre fortællingen i en julekalender. Ved at tilføre noget humor og lidt uhygge til figurerne og de stemninger, der er i scenerne, prøver vi at skabe en vekselvirkning mellem de to ting. Vi bliver aldrig seriøst bange, fordi vi godt kan se, at heksen er lidt skør og lidt mærkelig, og at dronningen ikke er den skarpeste kniv i skuffen.

Om at besætte hovedrollerne, Sara og Anna:

– Vi havde en rigtig god caster, som især gik efter danseskoler og private teaterskoler. Men i var ret hurtigt ret sikre på, at Caroline [Vedel] og Fanny [Bornedal] var de rigtige til hovedrollerne. Lars Kaalund [konceptuerende instruktør på ”Den anden verden”, red.] kendte Caroline fra tv-serien ”Hjørdis”, hvor hun havde en mindre rolle, og Fanny kendte vi allesammen fra ”1864”. De to piger kendte i forvejen hinanden, så deres samspil var også virkelig godt. De er meget autentiske. De skal jo spille tvillinger, så man skal kunne mærke, der er en kemi og en harmoni i deres spil. Vi prøvede først, om vi kunne finde et tvillingepar, men det er svært. Det her var endnu mere oplagt, fordi de minder lidt om hinanden og har den samme hårfarve. Det er i øvrigt også Caroline og Fanny, der synger på titelsangen.



”Den anden verden” sendes hver dag 1.-24. december 2016 på DR1 kl. 19:30. Hvert afsnit kan streames fra kl. 06.00 via dr.dk eller DR Ultra-app'en.

Den anden verden (DR1 2016)
Sendetidspunkt: 19.30
Produktionsselskab: DR Fiktion.
Instruktion: Lars Kaalund, Tilde Harkamp.
Producent: Andreas Hjortdal.
Manus: Nikolaj Scherfig, Bo hr. Hansen efter idé af Klaus Rasmussen; co-storyline: Morten Dragsted.
Med Caroline Vedel Larsen, Fanny Bornedal, Christine Albeck Børge, Lars Brygmann, Andreas Jessen, Sofie Gråbøl, Sigrid Husjord, Jacob August Ottensten, Dan Zahle m.fl.

Glædelig jul fra Bries Blog-O-Rama.

søndag den 11. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 3: Fotoreportage fra settet

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag bringer vi eksklusive billeder fra seriens kulisser.

Nikolaj Danielsen og M. Wan Sputnick har designet scenografien til julekalenderen "Den anden verden". Dekorationerne blev bygget op i DR's gamle studier 1, 3 og 5 i TV-Byen, Gladsaxe.

Billederne er taget til pressemødet på "Den anden verden" den 8. november 2016, to dage før kulisserne blev revet ned.

De nedenstående fotos må ikke gengives i nogen form uden udtrykkelig tilladelse fra Bries Blog-O-Rama. Foto © Brian Iskov.

TEMA: DEN ANDEN VERDEN (julekalender, DR1 2016)
> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 4. december: Interview med instruktøren, Lars Kaalund
> Søndag 18. december: Interview med produceren, Andreas Hjortdal

> TEMA: Alle DR's tv-julekalendere fra 1962 til 2014



Studie 1: Teatersalen (Det Gyldne Teater)


søndag den 4. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 2: Interview med instruktør Lars Kaalund

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller den konceptuerende instruktør, Lars Kaalund, om sit arbejde på serien.



> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 11. december: Fotoreportage fra DR's julekalenderkulisser
> Søndag 18. december: Interview med produceren, Andreas Hjortdal



LARS KAALUND, konceptuerende instruktør

Født 1964. Har ikke tidligere lavet julekalender. Medvirken som skuespiller i bl.a. filmene ”Den eneste ene” (1999), ”Italiensk for begyndere” (2001) og ”Nynne” (2005). Har instrueret afsnit af TV 2-serierne ”Rita” (2012-15) og ”Hjørdis” (2015). Fhv. teaterdirektør for Mungo Park og Østre Gasværk. Første julekalender, han husker at have set i tv, er Magnus Tagmus (”Kender du Decembervej?”, DR 1967 og ”Besøg på Decembervej”, DR 1968).

Lars Kaalund (midt) instruerer Peter Christoffersen og Sofie Gråbøl | foto: Per Arnesen

Om hvad der tiltalte ham ved projektet:

– Jeg havde aldrig drømt om at lave julekalender. Vores producent, Andreas Hjortdal, spurgte, om jeg ville kigge på projektet, og så tænker man lige en gang, for det er en stor produktion og en lang tur på halvandet år. Men så læste jeg historien med de her to tvillingesøstre, som skal møde kærligheden og træde de første skridt hen mod voksenlivet og dannelsen af deres personlighed – det hele speedet sammen i 24 afsnit. Det tiltalte mig at lave klassisk tv-drama med en klar konflikt mellem en mor og en datter, men hvor man samtidig skulle dykke ned i eventyrverdenen, hvor tingene bliver sat på spidsen på alle mulige parametre. Liv eller død, de onde og de gode. Den type fortælling er tit ret barske med nogle klare moraler og regler for, hvordan man overlever og komme videre i verden. De fleste handler om børn eller unge, der bevæger sig ud på en færd, hvor de lærer noget om sig selv ved at skulle tænke sig om og træffe nogle klare valg.

torsdag den 1. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 1: Interview med forfatter Nikolaj Scherfig

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller den ene af hovedforfatterne, Nikolaj Scherfig, om sit arbejde på serien.



I dag, 1. december 2016 klokken 19.30, har DR1 premiere på årets store julekalendersatsning, ”Den anden verden”.

DR's pressemateriale præsenterer julekalenderserien med disse ord:

’Den Anden Verden’ er en julekalender for de større børn og deres forældre. Et eventyrligt og magisk drama om de omvæltende og udfordrende år vi alle går igennem i overgangen fra barn til voksen. 
Vi følger to tvillingesøstre på 15 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brdr. Grimms eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien møder søstrene de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til på en ny og magisk facon. 
'Den Anden Verden’ handler om at frigøre sig fra det, man kender, og om at turde begive sig ud på ukendt og gyngende grund. Om at tage chancer og have mod til at udfordre sig selv for derigennem at lære sig selv bedre at kende. Og hvilket bedre sted at gøre det end i en magisk eventyrverden med syv små dværge, en smuk prins, en farlig heks, en ond dronning, et lille spejl på væggen dér og et magisk slot på den anden side af bjergene. 
’Den Anden Verden’ er også en historie om kærlighed, jalousi og drama mellem unge mennesker, der går op og ned ad hinanden hver dag. Om de følelser, der udvikler sig til konflikter, som bliver til opgør og slutter i forsoning eller adskillelse. Og om en hverdag, der gradvis forandrer sig i takt med at man bliver ældre og fokus styres nye steder hen.

Holdet bag "Den anden verden" til pressemøde 08.11.16 | foto: Bjarne Bergius Hermansen

Caroline Vedel, Fanny Leander Bornedal, Christine Albeck Børge og Lars Brygmann spiller de bærende roller i ”Den anden verden”. Lars Kaalund er konceptuerende instruktør på julekalenderserien, som er forfattet af Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen.

Manuskriptet til "Den anden verden" er skrevet over cirka et år fra november 2014. Indspilningen foregik over 114 dage fra november 2015 til juni 2016. Produktionen havde base i DR's studier i TV-Byen i Gladsaxe, og serien indeholder desuden locationoptagelser fra Jægersborg Dyrehave, Egeskov Slot på Fyn og Refshaleøen i København. Enkelte udendørs scener er indspillet i Sverige.

Bries Blog-O-Rama var med, da holdet bag julekalenderen holdt pressemøde i TV-Byen den 8. november. Vi talte med hhv. seriens forfatter, instruktør og producer om, hvordan de har kombineret brødrene Grimms eventyr med et moderne teenagedrama inden for julekalendergenrens rammer. Samtidig benyttede vi lejligheden til at gå på opdagelse i DR-studierne og tage eksklusive billeder af seriens flotte kulisser, designet af scenografen Nikolaj Danielsen.

tirsdag den 22. november 2016

Gamle vs. nye Disney-tegnefilmstemmer: Julen har retrolyd

Fra 22. november 2016 til 22. januar 2017 viser Cinemateket i København et udvalg af 12 tegnede Disney-spillefilm. I flere tilfælde er dette den eneste mulighed for at opleve filmene i deres oprindelige dubs med en række af fortidens stjerner. Flere af de klassiske, danske Disney-indtalinger er nemlig gået tabt for eftertiden. 

”Disney klassikere + nye stemmer = SKOD!”
”Ej, man kan da ikke lave om på stemmerne! Jeg vil aldrig se Disney-film igen!”
”Jeg ville blive rasende hvis jeg købte en disneyfilm og så var det NYE STEMMER! Charmen er jo helt væk!”
”Blasfemi!”
- citater fra dindebat.dk og forum.woman.dk  

Siden The Walt Disney Companys danske filial i 1990'erne begyndte at udgive firmaets lange biograftegnefilm på hjemmevideo, har harmdirrende forbrugere banket deres skuffelse ned i tastaturet og ud på diverse debatfora.

For der var pludselig noget riv-rav-ruskende galt med Pinocchios stemme. Og hvorfor talte baggårdshundene i ”Lady og Vagabonden” ikke længere deres bedårende halvtredserdansk?


"Lady og Vagabonden": Oprindelig dansk dub (1955)

”Det er noget, som rigtig mange tit spørger os om,” sukker Kirsten Saabye. Som tidligere kreativ direktør i Disney Character Voices var hun med til at træffe beslutningen om at lave nye eftersynkroniseringer (”dubs”), da Disney gjorde sine klassikere klar til video i 1990'erne.

I andre skandinaviske lande måtte Disney indtale filmenes stemmer på ny, fordi selskabet ikke havde sikret retten til at genanvende stemmeskuespillernes arbejde på fremtidige videoformater.

I Danmark skyldes miseren snarere spareiver og kortsynede arbejdsgange, kombineret med celluloidmaterialets forgængelighed.

”Før indspillede man de danske stemmer på hver sit magnetbånd. Så miksede man optagelserne sammen og overførte lyden direkte til filmenes 35mm-kopier,” forklarer Kirsten Saabye.

Dernæst slettede Disney i Danmark alle deres originalindspilninger for at genbruge de kostbare magnetbånd. Først fra 1992 begyndte selskabet at gemme de separerede, umiksede dubbinglydspor.



Peter Pan: Oprindelig dansk dub (1953)

onsdag den 21. september 2016

TIFF 2016: Vor mand i Toronto, del 2

Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i søndags, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er anden del af Brian Iskovs rapport fra Toronto International Film Festival 2016.

> Læs 1. del af reportagen fra TIFF 2016

Adam Driver og Jim Jarmusch (t.h.) på TIFF 2016 | foto: Mike Windle, WireImageGetty

Stjernernes morgenmad
En af de stjerner, jeg interviewede under den nyligt afsluttede Toronto International Film Festival, var Adam Driver. Siden sin filmdebut for kun fem år siden i Clint Eastwoods "J. Edgar" har den lange, kejtede eks-marinesoldat været konstant efterspurgt af store instruktører som Martin Scorsese, Steven Spielberg, Joel & Ethan Coen, Jim Jarmusch (i den TIFF-aktuelle "Paterson") og snart Terry Gilliam (om alt går vel! Gilliams Don Quixote-projekt er berygtet for at være kuldsejlet flere gange de sidste 18 år).

På TIFF fortalte Adam Driver, at han prøver at bevare en flig af jordforbindelse ved at lave sin egen morgenmad hver dag, også når han er på filmoptagelse:
"Røræg, fordi det er det nemmeste. Seks æg med lidt salt, rørt sammen på en pande. I forhold til så mange andre ting, jeg kunne lave, er det ikke så slemt. Men hvem ved, måske er jeg ved at slå mig selv langsomt ihjel med kolesterol bare for at kunne bevare kontrollen over det ene ritual i mit liv."

"Paterson" har forventet dansk biografpremiere 5. februar 2017.



mandag den 19. september 2016

TIFF 2016: Vor mand i Toronto, del 1

Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i går, søndag, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er første del af rapporten fra Toronto International Film Festival 2016.

Af Brian Iskov

> Læs 2. del af reportagen fra TIFF 2016

Folkets festival
Ingen af de bebudede hollywoodstjerner mødte op, da Canada fik sin første filmfestival i Toronto i oktober 1976. Storebroderen USA ignorerede slet og ret Festival of Festivals, og de lokale medier spåede fiasko.

Men arrangørerne lo sidst. 35.000 canadiere løste billet til premieren på Toronto International Film Festival (TIFF), som navnet har lydt siden 1994. I festivalens første år var der 127 film på plakaten.

Siden er publikumstallet mere end tidoblet, og dette års Toronto-program bød på 397 titler – 296 spillefilm og 101 kortfilm – fra 83 lande. Ser man fem titler om dagen under hele TIFF, vil man stadig gå glip af det meste.

Jeg nåede i år igennem 23 hele spillefilm og 5 halve (som jeg enten faldt i søvn til eller måtte gå fra). Desuden foretog jeg 7 interview og var til adskillige seminarer og Q&A's.

Brie på TIFF 2016 | privatfoto

Filmbranchen serviceres på festivalen med et marked for køb og salg af kommende film samt et ugelangt program af konferencer og masterclasses. Men først og fremmest er Toronto til for den menige biografgænger. Publikumsorienteringen giver TIFF en helt særlig, afslappet vibe af folkefest og inklusivitet.

De 3000 frivillige i orange T-shirts, som overalt sørger for gnidningsfri afvikling og kanalisering af menneskestrømmen, er indbegrebet af hjertelig imødekommenhed og hjælpsomhed. Man forstår, hvorfor den årlige introfilm, der hylder deres indsats, altid mødes af stormende klapsalver.

torsdag den 18. august 2016

Dirch Passer 90 år: Det menneskesky folkeeje

I dag, den 18. august 2016, har teaterforestillingen ”Dirch – en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren” premiere i Tivolis Glassal i København.

Peter Langdal har instrueret stykket, der skildrer komikeren Dirch Passers liv og levned (1926-1980). Andreas Bo Pedersen træder i Dirch Passers kæmpe fodspor (bogstavelig talt: Dirch brugte skonummer 47) i hovedrollen, der bliver den kendte imitator og revykunstners første dramatiske teaterrolle.

”Andreas Bo ejer noget af Dirchs fandenivoldskhed og evne til at få folk til at le, men han kender også til medaljens bagside,” siger stykkets instruktør, Peter Langdal.

Troels Lyby spiller Kjeld Petersen, der var Passers revymakker og sjælefrænde gennem 1950'erne.

Fra pressemødet til "Dirch" (2016) - pr-foto

"Dirch - en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren" er baseret på Anders August og Martin Zandvliets manuskript til spillefilmen "Dirch" (2011). Da filmen fik premiere, skrev jeg følgende essay om Dirch og Kjelds korte, men sensationelle tid som komikerduoen Kellerdirk Bros. på ABC Teatret i årene 1955-61. Mit essay er også genoptrykt i pressematerialet til teaterversionen af "Dirch":

> "Kjeld og Dirch: Et essay" (2011)

Jeg interviewede samtidig Nikolaj Lie Kaas, som spillede Dirch i filmen, om hans syn på Dirch Passer og på komik generelt:

> Interview med Nikolaj Lie Kaas: Mr. Comedy & Co. (2011)

Dirch Passer i 1972. Pr-foto: Morten Langkilde

søndag den 24. juli 2016

Location Copenhagen 2: "Den trojanske hest" (Storbritannien 1950)

Den britiske spillefilm ”The Wooden Horse” (1950) var den første væsentlige udenlandske produktion i efterkrigsårene, der blev delvist indspillet i Danmark – nærmere betegnet på Møn og i Københavns nordvestkvarter


Den engelske spillefilm ”Den trojanske hest” (The Wooden Horse, 1950) byggede på virkelige hændelser fra 2. verdenskrig.

RAF-løjtnant Eric Williams (1911-1983) blev skudt ned under et bombetogt over Tyskland i december 1942. Efter at Williams flygtede fra en krigsfangelejr i Polen, overflyttede tyskerne ham til den højsikrede Stalag Luft III i Żagań. Også her lykkedes det Williams at udgrave en flugttunnel.

Den 29. oktober 1943 tog Eric Williams flugten fra Stalag Luft III sammen med to medfanger og kolleger, Michael Codner og Oliver Philpot. Forklædt som franske arbejdsmænd nåede de med toget til Stettin i Polen, hvor Williams og Codner tog kontakt til den danske modstandsbevægelse. Herfra gik flugten videre til Gøteborg via København og siden hjem til England.

I 1949 skrev Eric Williams romanen ”The Wooden Horse” om sin bedrift, dog fortalt i tredje person og med ændrede navne. Allerede samme år gik produktionsselskabet London Films i gang med filmatiseringen af bogen, der herhjemme var en bestseller for forlaget Branner & Korch.

For at højne realismen valgte filmens producent, Ian Dalrymple, at henlægge indspilningen til flere af historiens autentiske åsteder – herunder Møn og København.

Dette optrin med sporvogn og ølkusk er optaget i Københavns nordvestkvarter i krydset Tuborgvej/Frederiksborgvej/Tomsgårdsvej:

torsdag den 7. juli 2016

"Trumbo": Interview med Bryan Cranston



I dag udkommer "Trumbo" på dansk dvd, blu-ray og vod. Selvom Jay Roachs film om den forfulgte manuskriptforfatter Dalton Trumbo er en noget overfladisk og tv-filmagtig affære, er der stor underholdningsværdi at hente i Bryan Cranstons farverige præstation i titelrollen.

Sidste efterår mødte jeg den da 59-årige amerikanske skuespiller, idet han lancerede "Trumbo" på Toronto International Film Festival. Bryan Cranston indtog interviewrummet med så megen pondus, karisma og fortælleglæde, at man fornemmede, han ikke skulle grave dybt for at finde ind til Dalton Trumbos flamboyante side. Han gik endda sympatisk over den tildelte interviewtid, fordi han - ligesom journalisterne - følte sig frusteret over det samlebåndsagtige rundbordsformat, som nu om dage er kendisinterviewets vilkår, og havde lyst til at føre samtalen videre.

Herunder deler Bryan Cranston sine tanker om skuespilfaget. Interviewet kommer både rundt om "Trumbo" og "Godzilla" samt Cranstons roller i tv-serierne "Breaking Bad", "Malcolm i midten" og "Strengt fortroligt" (The X Files):

Bryan Cranston i "Trumbo" (2015) | pr-foto

INTERVIEW MED BRYAN CRANSTON
Rollen i kroppen
Brian Iskov for Soundvenue Magazine, januar 2016

Efter sit store gennembrud som antihelten Walter White i AMC-serien "Breaking Bad" er Bryan Cranston ikke længere anonym birollemand, men et navn, man holder øje med. I Jay Roachs "Trumbo" spiller Bryan Cranston titelrollen som Dalton Trumbo (1905-1976). Manuskriptforfatteren var blandt de ti filmskabere, ”The Hollywood Ten”, som blev afskåret fra at arbejde i 1950'erne, fordi den amerikanske kongres førte heksejagt på kommunister i filmindustrien.

Dalton Trumbo nægtede at udtale sig om sit politiske ståsted i retten. Som straf sad han 11 måneder i fængsel og blev sortlistet i Hollywood. Han overlevede det efterfølgende tiår ved at sprøjte B-filmmanuskripter ud under pseudonym. Trumbo opnåede desuden at vinde hele to oscars pr. stedfortræder, før filmbyens bosser tog ham til nåde.

I Bryan Cranstons udlægning fremstår Dalton Trumbo som en farverig blanding af intellektuel selskabsløve, pengeglad arbejdsnarkoman og fraværende familiefar. Vi mødte den 59-årige skuespiller i Toronto.

Helen Mirren (som Hedda Hopper) og Bryan Cranston i "Trumbo" | pr-foto

lørdag den 11. juni 2016

"The Amazing Spider-Man" (2012): Brie møder Andrew Garfield og holdet bag filmen

Bries Blog-O-Rama ser tilbage på Sonys 2012-genstart af "Spider-Man"-franchisen, hvor Andrew Garfield overtog rollen som Edderkoppen fra Tobey Maguire.

Siden sin debut som tegneseriefigur i 1962 har Marvel-superhelten Spider-Man, alias Edderkoppen, løbende udviklet sig i takt med tiden.

Om et år genstarter Sony filmserien endnu en gang med "Spider-Man: Homecoming", der får biografpremiere 6. juli 2017. Tom Holland ("The Impossible") spiller den hidtil yngste Spider-Man i filmen, der instrueres af Jon Watts ("Cop Car").

> Læs også "Spider-Man 50 år: Edderkoppen i tv-serier"

Tom Hollands debut som Spider-Man i "Captain America: Civil War" (2016) | foto fra filmen

TV3 viser denne weekend Sonys forrige reboot af franchisen, "The Amazing Spider-Man" fra 2012. Med Andrew Garfield i titelrollen genopfandt filmen Peter Parker, nørden bag masken, som en temperamentsfuld, moderne teenager - dog spillet af en 28-årig.

Kort før premieren var jeg i Berlin for at interviewe filmens hovedproducer Avi Arad, hans medproducer Matt Tolmach, instruktøren Marc Webb og hovedrolleindehaveren Andrew Garfield.

Artiklen blev trykt i Politiken 3. juli 2012 under rubrikken "Spider-Man kravler ind i nutiden". Her på Bries Blog-O-Rama kan du nu læse en meget længere udgave af teksten, der indeholder ikke tidligere publicerede citater.

"The Amazing Spider-Man" (2012) vises på TV3 i aften, lørdag 11. juni kl. 22.25, og igen i morgen, søndag 12. juni kl. 23.20.



ARTIKEL OM "THE AMAZING SPIDER-MAN":
50 år i Edderkoppens spind
Brian Iskov, juli 2012; revideret juni 2016

Peter Parker er på spanden. Igen.

Aftenen forinden debuterede hans kæreste, Mary Jane, på Broadway. Men Peter nåede aldrig frem til premieren, fordi en akut trussel i New Yorks gader krævede en snarrådig indgriben af byens lokale superhelt, Spider-Man – Peter Parkers alter ego.

Hvor gerne han end ville, tør Peter ikke røbe sit farlige dobbeltliv for sin elskede. Og da han næste dag ringer til 'M.J.' fra universitetet, bliver han afbrudt midt i sin søforklaring. Peter løber nemlig tør for småpenge, som han kan fodre mønttelefonen med.

Denne lille scene fra filmen 'Spider-Man 2' (2004) illustrerer så vel som nogen anden, hvorfor superhelteforlaget Marvel og filmselskabet Sony i 2012 valgte at nulstille filmserien om Spider-Man kun ti år efter dens start. Offentlige mønttelefoner er sooooo last century.

»Som biografgænger vil jeg gerne blive ved med at se nye Spider-Man-film. Men de skal føles relevante i forhold til den verden, der omgiver mig, og samfundet af i dag ser meget anderledes ud, end da vi startede den oprindelige Spider-Man-trilogi for ti år siden,« sagde Matt Tolmach i 2012. Han var producer på det års "The Amazing Spider-Man", hvor superhelten – blandt venner 'Spidey' – ikke blot fik mobil, men også attitude.



torsdag den 14. april 2016

Filmanmeldelse: "Where to Invade Next" (Michael Moore, 2015)

Titlen på instruktøren Michael Moores første film i seks år, "Where to Invade Next", viste sig ved filmens verdenspremiere på Toronto Film Festival i september 2015 at være en afledningsmanøvre. USA’s krigsførelse berøres kun kursorisk i det filmiske essay, der væver politik og kvindesag tæt sammen og overrasker ved ikke at være halvt så kontroversielt som forventet.

> Læs uddrag af mit interview med Michael Moore fra 2009

Ligesom i Michael Moores "Sicko" fra 2007 rejser den trinde agitator fra Michigan omkring i de europæiske velfærdsstater for at måbe over, hvor rart vi har det på denne side Atlanten. Italienerne får otte ugers ferie betalt af staten. Franske folkeskoler serverer sund frokost for deres elever. Portugiserne har afkriminaliseret stofmisbrug. De indsatte i Norges højsikkerhedsfængsler har nøgler til dørene.



Som altid sidder propagandistens skyklapper stramt om Michael Moores baseballkasket, og ubekvemme brister ved EU-modellen ignoreres uden blusel. Til gengæld er socialsatirikerens damptromlefacon afløst af en optimistisk forhåbning om, at USA kan erobre sine demokratiske idealer og respekten for den menneskelige værdighed tilbage fra den gamle verden. ”Vi har problemer, som ingen hær kan løse”, lyder parolen.

Den spredte fægtning i "Where to Invade Next" samler sig endelig omkring en feministisk vinkel. I Island vandt de bløde værdier indpas, efter at finansverdenens cowboys i 2008 drev økonomien ud over afgrunden. Moore bemærker, at det eneste islandske pengeinstitut, som holdt sig gældfri, var det kvindedrevne Audur Capital. Det er næppe heller tilfældigt, at "Where to Invade Next" ser dagens lys, få måneder efter at Hillary Clinton offentliggjorde sit kandidatur til USA’s præsidentpost i 2016.

Michael Moore i Toronto 2015 | pr-foto: WireImage/Getty

“Kvindemagt er slet og ret en god ide”, sagde Michael Moore under en Q&A på Toronto-festivalen, hvor han tøffede på scenen i sin vante "uniform": kasket, sort trøje, bermudashorts og hvide kondisko. Han forklarede, at "Where to Invade Next" var skabt af et lille filmhold under radaren, uden et filmselskab eller en distributør tilknyttet, og uden testvisninger. "Vi anser publikum for at være filmholdets 12. medlem," sagde Moore og bad til, at tilskuerne afsluttede hans værk ved at reagere på filmens indhold og gribe til aktivistisk handling.

Hvorfor Danmark glimrer ved sit fravær i Michael Moores kavalkade over Europas fortræffeligheder, nævnte han desværre intet om.

Where to Invade Next. USA 2015. Instruktion: Michael Moore. Spilletid: 120 minutter. Dansk biografpremiere: 14. april 2012. Distributør: Scanbox Entertainment. Officiel hjemmeside: wheretoinvadenext.com

En version af denne anmeldelse er tidligere trykt i Weekendavisen 18. september 2015.

torsdag den 4. februar 2016

Location Copenhagen 1: "Den danske pige" (Storbritannien/USA m.fl. 2015)

Det kan næppe være undgået nogens opmærksomhed, at det oscarnominerede periodedrama ”Den danske pige” (The Danish Girl), som har biografpremiere i dag, til dels er indspillet i København.



Holdet bag ”Den danske pige” besøgte hovedstaden sidst i marts 2015 for at optage en række scener på de steder i indre København, hvor historiens hovedpersoner, Einer og Gerda Wegener (spillet af hhv. Eddie Redmayne og Alicia Vikander), færdedes i 1920'erne.

Men faktisk havde det britiske selskab Working Title, som er filmens hovedproducer, planlagt at skyde de københavnske optrin i Bruxelles. Først da Copenhagen Film Fund trådte til med et tilbud om seks millioner kroner i produktionsstøtte, lod Working Title sig overtale til at bruge ti optagedage i den danske hovedstad.

De københavnske optagelser var centreret omkring Nyhavn, hvor instruktøren Tom Hooper og hans filmhold skruede tiden 90 år tilbage og genskabte et fiskemarked på kajgadens nordside (i øvrigt i frost og stiv kuling). Filmfan Hanne Sølvsten indfangede mylderet af statister, kostumer og rekvisitter – samt Eddie Redmayne i pelskrave – med sit kamera:


(Billeder venligst stillet til rådighed af Hanne Sølvsten)