I dag, 1. december 2016 klokken 19.30, har DR1 premiere på årets store julekalendersatsning, ”Den anden verden”.
DR's pressemateriale præsenterer julekalenderserien med disse ord:
’Den Anden Verden’ er en julekalender for de større børn og deres forældre. Et eventyrligt og magisk drama om de omvæltende og udfordrende år vi alle går igennem i overgangen fra barn til voksen.
Vi følger to tvillingesøstre på 15 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brdr. Grimms eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien møder søstrene de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til på en ny og magisk facon.
'Den Anden Verden’ handler om at frigøre sig fra det, man kender, og om at turde begive sig ud på ukendt og gyngende grund. Om at tage chancer og have mod til at udfordre sig selv for derigennem at lære sig selv bedre at kende. Og hvilket bedre sted at gøre det end i en magisk eventyrverden med syv små dværge, en smuk prins, en farlig heks, en ond dronning, et lille spejl på væggen dér og et magisk slot på den anden side af bjergene.
’Den Anden Verden’ er også en historie om kærlighed, jalousi og drama mellem unge mennesker, der går op og ned ad hinanden hver dag. Om de følelser, der udvikler sig til konflikter, som bliver til opgør og slutter i forsoning eller adskillelse. Og om en hverdag, der gradvis forandrer sig i takt med at man bliver ældre og fokus styres nye steder hen.
![]() |
| Holdet bag "Den anden verden" til pressemøde 08.11.16 | foto: Bjarne Bergius Hermansen |
Caroline Vedel, Fanny Leander Bornedal, Christine Albeck Børge og Lars Brygmann spiller de bærende roller i ”Den anden verden”. Lars Kaalund er konceptuerende instruktør på julekalenderserien, som er forfattet af Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen.
Manuskriptet til "Den anden verden" er skrevet over cirka et år fra november 2014. Indspilningen foregik over 114 dage fra november 2015 til juni 2016. Produktionen havde base i DR's studier i TV-Byen i Gladsaxe, og serien indeholder desuden locationoptagelser fra Jægersborg Dyrehave, Egeskov Slot på Fyn og Refshaleøen i København. Enkelte udendørs scener er indspillet i Sverige.
Bries Blog-O-Rama var med, da holdet bag julekalenderen holdt pressemøde i TV-Byen den 8. november. Vi talte med hhv. seriens forfatter, instruktør og producer om, hvordan de har kombineret brødrene Grimms eventyr med et moderne teenagedrama inden for julekalendergenrens rammer. Samtidig benyttede vi lejligheden til at gå på opdagelse i DR-studierne og tage eksklusive billeder af seriens flotte kulisser, designet af scenografen Nikolaj Danielsen.




