"Marie Krøyer": Brie på optagelse med Bille August

I sin premiereaktuelle film "Marie Krøyer" skildrer Bille August forholdet mellem skagensmaleren P. S. ”Søren” Krøyer og dennes hustru, Marie Krøyer, som forlod sin maniodepressive mand for en svensk elsker.

Brie var med under optagelserne, da Bille og hans filmhold skruede tiden 109 år tilbage på Carlsberg Museum i Valby.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

For 120 år siden udstillede Carl Jacobsen sin enorme kunstsamling i disse sale, inden bryggersønnen flyttede klenodierne til det større Ny Carlsberg Glyptotek. Men denne ene oktoberdag i 2011 får kunsten atter lov at indtage konferencelokalerne i Carlsberg Museum. Bille August er rykket ind i det oprindelige glyptotek i Valby for at optage åbningsscenen til sin næste spillefilm, "Marie Krøyer", der på dette tidspunkt stadig går under arbejdstitlen "Maries valg".

Ude i gallerigangen skuer firmajubilarer og Carlsbergfondens bestyrelse myndigt ned fra deres portrætter for at bevidne det uvante leben, der udfolder sig i filmholdets interimistiske garderobe. Korridoren bugner af sminkeborde, spejle, kravatter, flipholdere, filthatte, skærfer, vifter og lange handsker. Tøjet er lejet for klækkelige summer hos Cosprop i London, der specialiserer sig i autentiske periodekostumer.
»Det ville være alt for dyrt at sy kjolerne selv og for tidskrævende at lave slitage på dem, så de ser tilpas gamle ud,« forklarer produktionens kostumier, Manon Blair Rasmussen.

Gennem døråbningen skimtes skuespillerinden Lene Maria Christensen, der afventer sin næste optræden. En hvid fjer topper hendes aristokratisk opsatte hår. Kroppen er pakket ind i blonder og selskabsgevandter i sart mintgrøn silke. Illusionen af svundne tider er perfekt, indtil man opdager den mobiltelefon, hun hviskende holder op til øret.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

De dybrøde vægge i Ragnarok-salen danner ramme om scene 2A i 'Maries valg'. Sekvensen introducerer Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen som henholdsvis hr. og fru P. S. Krøyer, thi det er skagensmalerens første københavnske fernisering i 1902, vi er vidne til. »En af årets store begivenheder«, kror overretssagfører Viggo Lachmann (Tommy Kenter) i sin velkomsttale til det overdådige arrangement.

Dagens optagelse udgør produktionens største udstyrsstykke, idet godt 50 professionelle statister er indkaldt til at promenere i det københavnske borgerskabs fineste puds. Filmens budget på 22 mio. kroner rækker dog ikke til ægte Krøyere i billedrammerne. Først når man stikker snuden helt tæt på de ophængte malerier, afsløres rasterstrukturen i reprotrykkene.

PR-foto © Rolf Konow for Nordisk Film

Til lejligheden har de kvindelige gæster iført sig prægtige rober af uld og silke. Dertil tidens accessories: nette håndtasker og fuglefjer i hatten. Herremoden dikterer jakkesæt eller kjole og hvidt, gerne ledsaget af imposante snurbarter og kindskæg.

Nogle behøver hjælp af parykmageren for at underbygge tidsbilledet. Andre scenevante statister har anlagt passende ansigtsbehåring hjemmefra. Herrerne udtrykker lettelse over, at deres antræk lader dem ånde frit, mens fruentimmerne, ligesom Marie Krøyer, er bundet af tidens normer.

»Vi er snøret ind på alle ledder og kanter,« pruster en ældre kvindelig deltager under lag af uld.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

I vrimlens centrum glider en solbrændt Bille August stilfærdigt omkring med et sæt hovedtelefoner om halsen. Afslappet klædt i sort blazer, lys skjorte, khakibukser og hvide Nike-sko styrer han slaget med den garvede tropsførers selvsikre ro. Sagte og tillidsfuldt konfererer instruktøren med sine medarbejdere. Fra tid til anden lægger han blidt hånden på en skuespillers arm eller skulder.

Før hver indstilling håndplukker Bille August personligt statister fra mængden og flytter lidt rundt på dem. Et par ældre damer i identiske grå kjoler installeres nedenfor 'Sommeraften ved Skagen'. Kvinderne, der også er søstre i virkeligheden, vurderer med kendermine Krøyers stemningsbillede fra Sønderstrand og trisser videre langs væggen. Instruktøren er tilfreds.

Arbejdstempoet på settet udstråler overblik og effektivitet. »Bille tager højst en scene tre-fire gange; han ved, hvad han skal bruge,« lyder det anerkendende blandt statisterne. Sekunder før klaptræet smælder, opdager Bille August, at en gentleman i baggrunden har glemt at fjerne sine briller fra næsen. Instruktøren sender diskret sin assistent af sted for at rette fejlen.

Imens udnytter chefsminkør Dennis Knudsen de sidste ledige sekunder til at indhylle en kvindelig bænkevarmer i skyer af hårspray. Resten af filmholdet kryber sammen i det ene hjørne af salen, hvor kameraets linse ikke risikerer at røbe deres tilstedeværelse.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

Da produktionslederen kalder til frokost i Glyptotekssalen, er Bille August allerede forduftet. Han spiser som den første på filmholdet, så kan han nå sin skemalagte middagslur. Et kvarter på langs er den internationale succesinstruktørs privilegium.

Ved middagsbordet svøber Birgitte Hjort Sørensen omhyggeligt en kåbe om sin kostbare kjole for ikke at sovse klenodiet til. På vej tilbage til salen kommer skuespillerindens følge til at plante en hæl på det skørt, som Sørensen trækker efter sig hen ad gulvet. »Knæk,« lyder det bag hendes ryg. Manon Rasmussen iler til for at besigtige og udbedre skaden.

»Og så serveres der champagne og petitfours i Palmehaven,« kvækker Tommy Kenter for tiende gang, da det lille lys på kameraet atter blinker rødt.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

EKSTRAMATERIALE:
Bille August om "Marie Krøyer"
Interviewet af Brian Iskov for Politiken, oktober 2011

»Jeg har altid været fascineret af, at Skagen havde så mange fantastiske kunstnere samlet på et sted. Men jeg tænkte også, at der måtte være noget drama under skønmaleriets overflade. Det fik jeg bekræftet, da jeg læste Anastassia Arnolds biografi "Balladen om Marie", som danner grundlag for "Marie Krøyer",« fortæller filmens instruktør, Bille August.

"Marie Krøyer" følger skagensmalerparret fra omkring 1900, hvor P. S. ”Søren” Krøyers maniodepressivitet gik i udbrud. Hans op- og nedture påvirkede ægteskabet med Marie, men aldersforskellen drev dem også fra hinanden.

»Da han gled ind i alderdommen, var hun stadig ung og ombejlet. Marie forelskede sig i svenskeren Hugo Alfvén, og Søren indgik det kompromis med hende, at hun godt måtte have Alfvén som elsker, hvis blot hun forblev Sørens hustru. Men det endte alligevel i et jalousidrama,« konstaterer Bille August.



Instruktøren opfatter ikke Marie Krøyer som den store kunstner, der ofrede sin egen karriere for at tjene et større geni. Filmen fokuserer i stedet på det kærlighedens valg, Marie måtte træffe: Ville hun leve sit liv med en sindssyg eller følge sit hjerte og dermed gøre sig selv til paria i offentlighedens øjne?

»Hun var jo en kendis, for hele Danmark havde set hende afbildet på Krøyers malerier,« bemærker Bille August, der finder, at kvindekønnets jonglering af karriere, familie og kærlighed stadig er et nærværende tema i dag.

"Marie Krøyer" har dansk biografpremiere i dag, torsdag 27. september 2012. Filmen er optaget på Skagen, på Fyn, i Marstrand (Sverige) samt i København.

Bortset fra to ugers studiearbejde i Lyngby på "Return to Sender" (2005) - som instruktøren ikke selv tæller med i regnskabet - er det første gang siden den oscarbelønnede "Pelle Erobreren" (1987), at Bille August har indspillet film i sit hjemland.

Osamu Tezuka: Mangaens gud

Den 24. august åbnede udstillingen "Osamu Tezuka - Mangaens gud" på Kunsthal Brænderigården i Viborg. Her kan man indtil 4. november 2012 kigge nærmere på 61 originalsider tegnet af den legendariske, japanske serieskaber, der i vores del af verden er bedst kendt som ophavsmanden til "Astro Boy".

OPDATERING: Udstillingen kan ses på Storm P. Museet i København fra 9. maj til 22. september 2013!

Plancherne, der pryder seks udstillingslokaler i Viborg, er udlånt af Tezuka Productions specielt til lejligheden og har aldrig før kunnet ses i Norden. I forbindelse med "Mangaens gud" viser Kunsthal Brænderigården en BBC-dokumentar fra 1982, hvor Osamu Tezuka fortæller om sig selv og sit arbejde. I kunsthallens biograf kører også den populære anime "Kimba the White Lion", som er baseret på en anden af Tezukas elskede mangaer og siges at have inspireret Disneys "Løvernes konge".

Originalside fra Osamu Tezukas manga "Metropolis" (1949).

Jeg har desværre ikke endnu haft mulighed for at besøge udstillingen om Osamu Tezuka. Men at dømme efter det informative, 64 siders farvekatalog i stort format, som Kunsthal Brænderigården har produceret i 1000 eksemplarer, er udstillingen om "Mangaens gud" værd at besøge, hvis man interesserer sig for Tezuka, manga eller bare tegneseriekunst generelt.

"Osamu Tezuka - Mangaens gud" har åbent tirsdag-torsdag kl. 13-16 samt lørdage og søndage kl. 11-17. Entreprisen er 40 kroner.

> Læs mere om Osamu Tezuka-udstillingen på Kunsthal Brænderigårdens hjemmeside

Originalside fra Osamu Tezukas manga "Adolf" (1983-85).

PORTRÆT:
Osamu Tezuka - mangaens gud
Tekst © Brian Iskov

Følgende tekst om Osamu Tezuka er bearbejdet fra "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Carlsen 2010):

Tegneseriemediet i sin nuværende form slog igennem ret sent hos japanerne, men som det gælder for mange andre kulturfænomener i efterkrigstidens Japan, har mangaen udviklet sig med eksplosiv styrke og hast.

Den moderne manga begyndte i 1947, da den 19-årige fysikstuderende Osamu Tezuka gav sig i kast med at skabe noget, man ikke havde set før på japansk: en længere fortællende tegneserie.

Allerede i den første scene i ”Shintakarajima” viste Tezuka, at manga kunne bruges til meget andet end de korte humorserier for børn, som dengang var normen. For hovedpersonen lagde ud med at køre i bil over to fuldstændig tekstløse sider.

Den 200 sider lange serie, fortalt i lodret løbende tegninger, kom til at definere mangaens særlige formsprog. Især den måde, Osamu Tezuka komponerede siderne på – med brug af perspektiv og dynamiske bevægelser – blev modtaget som en revolutionerende nyskabelse, og andre tog hurtigt ved lære af hans filmagtige stil.

Det var også Osamu Tezuka, som fandt på at tegne ekstra store dådyrøjne på sine figurer, hvilket man allerede så i ”Tetsuwan Atom” (Det mægtige Atom), der startede i 1952. Serien, der blev mangaens første megasucces, er uden for Japan bedst kendt gennem diverse tv-tegnefilm, som alle gik under figurens amerikanske navn, ”Astro Boy”.

Første afsnit af den oprindelige anime "Astro Boy" (1960, engelsk dub)

Mød Astro Boy
I fremtidens Tokyo har dr. Tenma noget stort under opsejling. På videnskabsakademiet vågner Astro Boy, en atomdrevet robotdreng forsynet med et menneskehjerte og syntetisk hud, og skabt i billedet af den søn, Tenma mistede i en trafikulykke. Men doktorens sorg er for stor til at lade sig dulme af en kunstig klon, der tilmed opfører sig ubegribelig klodset.

Så Astro Boy finder et nyt hjem hos professor Ochanomizu, der sender ham i skole som andre børn. Astro Boy er bare ikke som de andre. Ikke alene har han røntgensyn og et supervåben gemt i den ene arm; han kan også flyve helt ud i rummet ved hjælp af sine raketben.

Trailer til den computeranimerede spillefilm "Astro Boy" fra 2009

En seriefigur kan jo ikke have syv hemmelige superkræfter uden at påkalde sig supermodstandere, så dem er der rigeligt af blandt andre robotter, som har svært ved at overholde robotlovene. De superskurke, som gerne står bag, er dog sjældent gennemført onde, og Astro Boy har ofte held med at tale dem til fornuft. Han søger helst at undgå konflikt, for hans mission er at fremme fred og venskab hos både mennesker og robotter. Han er jo selv halvt af hver.

Det pacifistiske budskab forhindrer dog ikke Osamu Tezukas legendariske serie i at være proppet med herlig science fiction-action. Men man skal dog forberede sig på en del ulykkelige slutninger, hvis man skipper animeen og i stedet læser de gamle mangaer om ”Astro Boy”.

Den japanske Disney
Astro Boy blev født i 1951 som bifigur i en anden serie, men allerede året efter gjorde Osamu Tezuka ham til selvstændig stjerne. Og stjerne blev Astro i en sådan grad, at alle japanere i dag kender den flyvende robotdreng, på samme måde som alle danskere ved, hvem Anders And er.

En uofficiel "Løvernes konge 2"? Tværtimod: Osamu Tezukas "Kimba den hvide løve" kom mange år før Disneys tegnefilm!

Faktisk var Osamu Tezuka meget inspireret af Walt Disneys tegnefilm, hvis runde og tiltalende design han efterlignede. Ironisk nok opstod der ballade efter Tezukas død, da Disney blev anklaget for at have ”lånt” store dele af historien om ”Løvernes konge” (1994) fra Tezukas elskede tv-tegnefilmserie ”Jangaru taitei” (1950-54) om løven Leo. Mange troede ellers, at det forholdt sig omvendt, for Tezukas serie blev i samme periode smidt på video i Europa for at tjene hurtige penge på Disney-filmens succes – naturligvis udstyret med et omslag, som næsten lignede ”Løvernes konge”.

Serien om Astro Boy inspirerede et hav af andre mangaer med robottema, og allerede året efter skabte Osamu Tezuka endnu en blivende genre: shōjo manga til unge piger. Prinsesseserien ”Ribon no kishi” (1953-56) etablerede både figurernes gigantiske hundeøjne og de kønslige forvirringer, som stadig optræder i enhver ordentlig pigemanga.

Endelig var Osamu Tezuka også dén, der startede traditionen for, at en manga altid skulle følges af en anime, da han i 1965 lavede serien ”W3” til begge medier samtidig.

Mangamesteren Osamu Tezuka med sin uundværlige alpehue.

Verdensrekord i tegneri
Med så mange pionerbedrifter under bæltet overrasker det ikke, at Osamu Tezuka i sit hjemland blev kendt som ”tegneseriens gud”. Oprindelig blev han uddannet til læge, men hans mor var klog og gav ham det råd at følge sit hjerte. Han fik dog brug for sin medicinske viden, da han tegnede science fiction-serien ”Blackjack” (1973-78): Den blev rost for sine endog meget realistiske og detaljerede operationsscener!

Den moderne mangas opfinder døde i 1989, men i de fire årtier, han arbejdede som serieskaber, var Osamu Tezuka nærmest overmenneskeligt hyperaktiv. Han instruerede tegnefilm og tv-serier, han skrev artikler, anmeldte film og eksperimenterede med enormt lange og ambitiøse manga-eposer, der handlede om buddhisme og meningen med livet. For at kunne nå alt dette, sov han aldrig mere end fire timer hver nat.

Osamu Tezuka lavede også mere eksperimenterende korte animationsfilm. Her "Drop" fra 1965 i modernistisk, UPA-agtig stil. 

I løbet af sin karriere præsterede Osamu Tezuka at tegne mere end 700 mangaer – en samlet produktion på 150.000 sider! Alligevel har det vestlige gennembrud for Tezukas titaniske livsværk har ladet vente på sig. Enkelte nøgleværker er udgivet på engelsk, såsom det ufuldendte epos "Phoenix", den barske krigskrønike "Adolf" og den storslåede serie "Buddha", som Tezuka færdiggjorde over en periode på elleve år.

Carlsen udsendte en nylavet version af ”Astro Boy”, tegnet af Akira Himekawa, i 2005, men den computeranimerede 3D-spillefilm med robotdrengen, som blev produceret i USA i 2009, floppede desværre så stort, at den end ikke er udkommet på dvd i Danmark.

Så meget desto mere grund til at rose Kunsthal Brænderigården i Viborg for at deres initiativ. Måske vil deres aktuelle Osamu Tezuka-udstilling betyde, at også det danske publikum får øjnene op for mangaens mester.

Osamu Tezukas voldsomt charmerende "Broken Down Film" (1985) er en legesyg meta-pastiche på 1920'ernes "gummislange"-animation.

> Se også videointerview med Osamu Tezuka (1986) på YouTube

Venedig 2012: Vindere og tabere

Den 69. filmfestival i Venedig er netop afsluttet med uddelingen af de vigtigste priser:

GULDLØVEN (BEDSTE FILM): "Pieta" af Kim Ki-Duk (Sydkorea)
SØLVLØVEN (BEDSTE INSTRUKTØR): Paul Thomas Anderson for "The Master" (USA)
BEDSTE MANUSKRIPT: Olivier Assayas for "Aprés Mai" (Frankrig)
JURYENS SPECIALPRIS: Ulrich Seidl for "Paradies: Glaube" (Østrig)
BEDSTE SKUESPILLER: Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix for "The Master" (USA)
BEDSTE SKUESPILLERINDE: Hadas Yaron for "Fill the Void" (Israel)

Efterhånden som den 69. Venedig-festival nærmede sig sin finale, samlede oddsene sig om den sydkoreanske "Pieta" af Kim Ki-Duk. Instruktøren (som her ses på den røde løber, yderst til venstre) kvitterede for sin guldløve ved at synge "Arirang" for gallapublikummet i Lidoens Sala Grande. Under festivalen omtalte flere kritikere "Pieta" som et comeback for Kim, der tidligere vandt instruktørprisen i Venedig i 2004 (for filmen "3-Iron"). Jeg må tilstå, at jeg forlod biografsalen efter den grænseoverskridende brutale første akt af "Pieta", hvilket tydeligvis var en fejlbedømmelse. Det skulle vise sig, at årets guldløvevinder skifter spor undervejs og ender med at tage nogle ganske bevægende drejninger. Men på en festival, hvor man ser op til fire-fem spillefilm om dagen, bliver man som journalist nogle gange nødt til at trække stikket ud og tage et time-out. Så kan man altid fortryde bagefter, når den film, man ikke så til ende, tager hovedpræmien ...

Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix fik en fælles Coppa Volpi for deres pragtpræstationer i Paul Thomas Andersons "The Master" - og dét var et populært valg. Da Philip Seymour Hoffman gik på scenen i Venedig for at modtage prisen, var han netop stået af flyet og undskyldte sin fremtoning med, at han havde iført sig sit jakkesæt på et toilet. Hoffman tog også imod instruktørprisen på vegne af Paul Thomas Anderson, men i et farceagtigt optrin måtte skuespilleren på scenen for at aflevere den igen fem minutter senere. Juryens formand, Michael Mann, kom til at bytte om på præmierne, så en noget forvirret Ulrich Seidl ("Paradies: Glaube") først stod med en instruktørpris i hånden, men siden måtte bytte den ud med særprisen! 

Israels bidrag til Melodi Grand Prix Venedigs konkurrenceprogram, "Fill the Void", kastede en lige så fortjent skuespilpris af sig til unge Hadas Yaron. Den Jane Austen-inspirerede kærlighedshistorie foregår blandt ortodokse hasidiske jøder i nutidens Tel Aviv og var festivalens store, positive overraskelse. Forhåbentlig vover en dansk festival eller distributør pelsen på denne velskabte perle af en film, som er langt mere charmerende og vedkommende, end den lyder!

To amerikanske sværvægtere, som gik tomhændet fra Lidoen i år, var Terrence Malick og Brian De Palma. Begge kom selvparodien faretruende nær i deres respektive konkurrencebidrag, men hvor Malicks vage og til tider ulideligt selvsmagende "To The Wonder" trods alt udmærkede sig ved instruktørens vante, organiske flow og billedfornemmelse, var De Palmas "Passion" - en genindspilning af Alain Corneaus franske "Love Crimes" fra 2010 - helt uden formildende omstændigheder. Den kiksede og håbløst firseragtige "erotiske" thriller blev ved pressevisningen mødt med hånlige buhråb, som guddødemig fortsatte til den efterfølgende pressekonference. Bagefter strømmede de selvsamme journalister op mod podiet for at få taget deres billede sammen med filmens hovedrolleindehaver, Noomi Rapace, som da også så nydelig ud til pressemødet. Desværre leverer Noomi sin hidtil dårligste skuespilpræstation i De Palmas fuser, hvis ringe kvalitet fik mange til at stille spørgsmålstegn ved de erklærede stramninger af hovedkonkurrencen, som Venedigs nye festivaldirektør, Alberto Barbera, har brystet sig af.

Og her er han igen: Kim Ki-Duk, den glade vinder af Guldløven i Venedig 2012. Tillykke!



All images © 2012 Brian Iskov - all rights reserved

Bond 50: "Designing 007" - udstilling på Barbican

Jeg var (00)7 år, da jeg første gang mødte James Bond.

Det skete i januar 1984. Filmen hed "Diamanter varer evigt", og jeg havde skaffet den på VHS i en elendig, pan-scannet piratkopi, hvor samtlige medvirkende lød, som om de gurglede hals, mens de fremsagde deres replikker.

Alligevel var jeg solgt fra første øjeblik. I løbet af et år konsumerede jeg de dengang 13 andre Bond-film på video. Selv de eftersynkroniserede versioner på tysk tv blev pløjet igennem, og i et tidligt udslag af overdreven fanatisme forevigede jeg deres lydspor på kassettebånd for at kunne lytte til dem som hørespil. På tysk.

Brie poserer foran Aston Martin DB5 med skummel type (SPECTRE? CIA?) lurende i baggrunden.

Jeg opdagede Interpresses James Bond-tegneserieblad, som naturligvis gik ind, netop som jeg fandt ud af, at det eksisterede. Jeg læste bøger om filmene, senere også Ian Flemings oprindelige romaner, og sugede i det hele taget til mig af alt, hvad der havde med agent 007 at gøre.

I dag, 28 år senere, er min kærlighed til James Bond-universet lige usvækket. Så selvfølgelig kunne jeg ikke dy mig for at springe på et fly til London, da kulturcentret Barbican åbnede en omfattende 007-udstilling i anledning af Bond-filmseriens 50 års jubilæum.

Kataloget til udstillingen "Designing 007". Pris: £30.

"Designing 007: Fifty Years of Bond Style" sætter fokus på scenografien, rekvisitterne og kostumerne fra hele EON's Bond-serie: lige fra "Agent 007 mission: drab" (1962), her bl.a. repræsenteret ved Ursula Andress' berømte bikini, til den snart aktuelle 23. film i rækken, "Skyfall". Samlingen af effekter fra EONs Bond-arkiver rummer et væld af kjoler, smokingjakker, smykker, storyboards, skitser og plantegninger, miniaturemodeller og gadgets fra Q's værksted. Desuden har enkelte sætstykker fundet vej til Barbican, såsom den læderpolstrede dør til M's gamle kontor og pokerbordet fra "Casino Royale" (2006), komplet med (ansigtsløs) Mads Mikkelsen-dukke.

Udstillingen bærer præg af at være kurateret af to kostumedesignere, hvorfor man godt kan savne et mere dybdegående indblik i f.eks. processen bag Ken Adams vidunderlige kulisser, og trods udstillingens fokus på stil er det bestemt heller ikke alle dele af "Designing 007", der er lige spændende arrangeret. Til gengæld dækker udstillingen så mange kvadratmeter, at man vil føle, man får valuta for pengene (billetpris £12), hvad enten man er inkarneret Bond-aficionado som jeg eller blot overfladisk interesseret i 007-fænomenet.

PS: Det er ved at være sidste udkald, hvis man vil fange "Designing 007" i London. Efter den 5. september stævner udstillingen ud på en treårig international turne, der starter i Toronto. Om "Designing 007" kommer forbi Skandinavien på et tidspunkt, er endnu uvist, men hold øje med Barbicans hjemmeside for mere info.

PPS: Bries Blog-O-Rama laver naturligvis et større 007-tema, når "Skyfall" får premiere den 26. oktober.

Ved indgangen til Barbican mødes man af den legendariske Aston Martin DB5 og en Sean Connery-mannequin klædt i Bonds Anthony Sinclair-designede habit fra "Goldfinger" (1964).

Det er dog kun på afstand, at mannequinen rent faktisk ligner Connery ...

Noget af det sjove ved at besøge Bond-udstillingen er muligheden for at granske rekvisitterne på tæt hold. For hvad der tager sig flot og overbevisende ud på film, ligner ofte billigt legetøj i virkeligheden. Her det ombejlede ATAC-kodemodul fra "Agent 007 strengt fortroligt" ("For Your Eyes Only", 1981). 

Prototype af Rosa Klebbs giftige sko med smallere klinge end den, der ses i "Agent 007 jages" (1963). "She's had her kicks", lyder Bonds kække kommentar. 

I "Moonraker" fra 1979 møder skurken Hugo Drax sit endeligt, idet Bond (Roger Moore) smider ham ind i en sluse og sætter ham i kredsløb uden rumdragt. Det er dog denne ca. 30 cm høje dukke og ikke skuespilleren Michael Lonsdale, man ser hvirvle ud i rummets uendelige dyb. Modellen er skabt af trickspecialisten Derek Meddings, der var fast del af Bond-crewet i mange år.

Jaws' tænder (t.v.) og den originale afstøbning (t.h.). Stålgebisset er inspireret af tandhjul og var så pinefuldt at bære, at kæmpen Richard Kiel, der spillede Jaws i to film, kun kunne have det i munden det få minutter ad gangen. Fra "Spionen der elskede mig" ("The Spy Who Loved Me", 1977).

Q's gipsben, der i "GoldenEye" (1995) skjuler et raketstyr. Kun på udstillingen (og på dette spionfoto!) kan man se, hvad teknikerne på filmholdet har moret sig med at grifle på gipsen.

I Barbicans 007-souvenirbod kan man bl.a. købe et spil Matador med James Bond-tema. "På jeres vej fra brylluppet bliver din hustru plaffet ned af Blofeld. Vent to omgange".

Eller hvad med en spiselig Aston Martin i belgisk chokolade?

Jeg endte med at erhverve mig denne gaveæske (£7) med fire håndlavede, guldbestrøede Walther PPK-chokolader. Dog vil jeg anbefale, at man tager chokoladerne op af håndbagagen, når man går igennem sikkerhedstjekket i lufthavnen. Hele min kuffert blev endevendt i Gatwick, efter at røntgenskærmen røbede mistænkeligt udformede genstande i min bagage!

> Læs også Bries portræt af Sean Connery