Bond 50: "From Denmark with Love" - Debbie McWilliams on casting the Bond films

---

FOR FOREIGN READERS: Even though casting director Debbie McWilliams is one of the longest-standing members of Eon Productions' Bond family, her media appearances have been few and far between. Hence, it is my great pleasure to present this brand-new interview with the esteemed British casting director, who has cast every Eon Bond film from "For Your Eyes Only" (1981) to "Skyfall" (2012) - the US-based "Licence to Kill" (1989) being the only exception.

In the exclusive interview below, Debbie McWilliams discusses her casting of several Danish actors in the Bond series. She also offers her opinion on the durability of the James Bond character.

---

Debbie McWilliams er et af de helt centrale, omend meget lidt synlige medlemmer af Eon Productions' faste Bond-familie. Selv om den erfarne britiske caster har rollebesat samtlige af James Bond-seriens film siden "Agent 007 strengt fortroligt" (1981) - med den amerikansk baserede "Licence to Kill" (1989) som eneste undtagelse - findes der kun meget få solointerviews med Debbie McWilliams på tryk eller på nettet.

Bond-casteren glimrer også ved sit fravær i den nyligt udkomne bog "Agent 007 - de danske forbindelser", selv om Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Cecilie Thomsen og Jesper Christensen alle kan takke Debbie McWilliams for deres roller i Bond-serien.

Det er mig derfor en glæde at præsentere dette spritnye interview med Debbie McWilliams, hvor hun giver sit bud på, hvorfor den jubilerende Bond-filmserie bliver ved med at være populær. McWilliams fortæller også om sine valg af danske skuespillere til Bond-serien.

Nogle af Debbie McWilliams' citater indgår i denne artikel, som jeg skrev til Politiken FILMs James Bond-tillæg (25. oktober 2012). Nedenfor kan du læse hele mit interview med McWilliams på engelsk.

> Caster: Derfor er danskere gode Bondbabes og -skurke
Brian Iskov i Politiken 25. oktober 2012

Debbie McWilliams - publicity photo (2011)

Brie's Blog-O-Rama: So what's the secret? Why has James Bond survived for 50 years?

Debbie McWilliams: Bond is part of the blood stream. Any child, from the age when they can walk and talk, know him and make a hand like a gun, even if they haven't seen any of the films. It's inherited through our genetic system, quoted and referred to endlessly. My generation grew up with Bond, and younger generations take him for granted. He's sort of an unclassifiable hero, played by actors from different backgrounds, with different accents and hair colors. Also, he's a troubled hero. Even though we know he's going to win, he has a struggle that we like to watch. Finally, the films set a high standard. They always look good, whether the script is good or not. And even if the series has faltered from time to time, I think ”Skyfall” is gonna put it back up there again.

You've now been part of Eon Productions' Bond family for more than 30 years, starting out on ”For Your Eyes Only” in 1981. This makes you one of the longest serving members of the Bond team along with producer Michael G.Wilson and production designer Peter Lamont!

Debbie McWilliams: Yes, I'm part of the furniture, as they say. The producers, Barbara and Michael, are very loyal to the people who work with them, and they've kept the family atmosphere on the Bond series. That all stems from Cubby [Albert R. Broccoli, co-producer of Eon's Bond series 1962-1974 and main producer 1977-1989; father of current co-producer Barbara Broccoli, stepfather of Michael G. Wilson, ed.]. He was fantastic, warm, always on the set, not shut away in his ivory tower. He threw parties, played jokes, cooked food for the actors and crew, and Barbara is much like that. They look after people. It's just the way they think people should be treated, and it produces good work.

Could you briefly describe how you go about casting parts for a film?

Debbie McWilliams: It all starts with the script. In Bond's case, we're always looking for good actors the world haven't seen. I'm very aware of who the good European actors are, and I've always watched lots of foreign films. There's a pureness to them, in the sense that I don't know anything about the actors. My opinion of their performances is not colored as [it would be] with more familiar British actors, so I'm able to consider them only for their acting abilities.

Debbie McWilliams - framegrab from the "Casino Royale" dvd (2006)

You once told me that you were impressed by the level of professionalism among Danish actors.

Debbie McWilliams: Denmark breeds really good film actors. It's always a pleasure to plunder the next big thing out of Denmark. A great benefit is, that they speak such good English with an accent that could be from any European country. It's not a very specific accent, so it doesn't sound Danish to our ears.

A book has just been published in Denmark called ”Agent 007 - de danske forbindelser" (Agent 007 - the Danish connections, ed.), in which Mads Mikkelsen and Ulrich Thomsen are interviewed about their parts in the Bond series. For some reason, your name isn't even mentioned once, even though you're the person responsible for casting the Danes.

Debbie McWilliams: Well, I didn't cast the Danish actors for their Danishness, but for their acting. Also, they'd all worked with really great directors before, so you know you're not plucking innocents from the jungle, so to speak.

The first Dane cast in a Bond film was 23-year old model Cecilie Thomsen. She appeared as a linguistics professor who teaches Bond Danish at Oxford in ”Tomorrow Never Dies” (1997). Her character name, Inga Bergstrom, sounds rather Swedish, though.

Debbie McWilliams: I believe the character was called Danish Pastry in the original script, so I thought, let's look along those lines! Cecilie was a well-known model and was just the right girl at the right time, I guess.

Next up was Ulrich Thomsen in ”The World is Not Enough” (1999) as Davidov, King Industries' chief of security. He's listed 16th in the credits, as was Cecilie Thomsen. In the book, Ulrich says that he was cast because the Bond producers ”liked my face”.

Debbie McWilliams: It's not only his face, that's just the starting point. An extra can have a good face. Their acting skills are paramount. I'd seen Ulrich in Thomas Vinterberg's ”Festen” (1998), where he gave the most extraordinary performance. Sometimes you don't have good parts to slot the [foreign] actors in, but you want to help them up the ladder internationally by casting them. I don't know if it helped Ulrich.

Jesper Christensen & Mads Mikkelsen in "Casino Royale" (2006) - © Danjac LLC, United Artists Corporation and Columbia Pictures Industries, Inc.

You then cast Mads Mikkelsen as the main villain, Le Chiffre, in ”Casino Royale” (2006). Mads claims in the book that his casting was Barbara Broccoli's idea. Apparently, Susanne Bier's ”Open Hearts” was one of Barbara's favorite films at the time.

Debbie McWilliams: When casting a part for the Bond series, I always have a book of possible choices, and I keep tabs on these actors, where they are and what they're doing. I had followed Mads in ”Pusher” and ”Open Hearts” and thought he was amazing. We'd almost chosen someone for the part of Le Chiffre, a French actor (Romain Duris, ed.). But in the end, the producers didn't go with him. This was quite late in the process. I then went to Prague, and as it turned out, Mads was there as well. I met him and put him on tape, and very quickly thereafter, he got the part. He just has a fantastic presence.

I think we considered around 20 actors for the part of Le Chiffre. But the director of ”Casino Royale”, Martin Campbell, was certain of Mads from the minute he saw him. He thought he had a great look that fitted the story. In the original book, the character was French, but we took a bit of poetic licence and didn't play him as such.

Jesper Christensen also appeared in ”Casino Royale” as well as the sequel, ”Quantum of Solace” (2008).

Debbie McWilliams: I saw Jesper in [Sydney Pollack's] ”The Interpreter” (2005) and thought, I haven't seen him before – who's he? Jesper was a new face to me, even though he wasn't a new actor; he had lots of knowledge and credits.

Production-wise, the Bond films have almost always been based in England as opposed to America. Is this why the series has a tradition for casting actors from the European continent as villains?

Debbie McWilliams: Well, 007 is British, and the villains are often meant to be European or, in the olden days, Russian. I believe Ulrich Thomsen played a Russian. This means that European actors are well-placed in the Bond universe, though I think we've had far more German actors than Danish. As hard as American agents are trying to push their actors, there aren't many places for them in the Bond films.
All text © 2012 Brian Iskov for Brie's Blog-O-Rama Note: Permission to use, copy and distribute the above content in part is hereby granted, provided that the above copyright notice appears along with a prominently placed link to the website's URL: http://brianiskov.blogspot.com Eftertryk kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Bond 50: Boganmeldelse - "Bond om Bond" af Roger Moore

Ikke overraskende har "Skyfall" og James Bond-filmseriens 50 års jubilæum givet anledning til en sand flodbølge af nye bøger, der med vekslende held tærsker langhalm på Ian Flemings hemmelige agent.

Ud over den sædvanlige, autoriserede souvenirbog med Greg Williams' bag kulisserne-fotos er det i forvejen velforsynede marked blevet oversvømmet af mere eller mindre lødige udgivelser, der hægter sig på "Skyfall" og jubilæumsvognen. Alt fra James Bond-filmenes danske vinkler over Bond-musikken til opsamlinger af gamle magasinartikler er blevet støvet af, og det kræver sin mand (m/k) at bevare overblikket over, hvilke bøger der reelt er værd at bruge penge på.

Umiddelbart ser Taschens 600 sider tykke sofabordsmursten ”The James Bond Archive” ud til at besidde mest pondus og luksuriøs nørdappeal, mens de mere nøjsomme fans vil være tilfredse med den langt billigere ”Bond om Bond”, som Nyt Nordisk Forlag udgiver på fredag. Den gennemillustrerede hardcoverbog, der ser tilbage på Bond-filmseriens første halve århundrede, mangler ganske vist Eon Productions' officielle stempel. Til gengæld kan ”Bond om Bond” bryste sig af være signeret af en ægte agent 007. Ifølge titelbladet skyldes teksten ”Roger Moore med Gareth Owen”.



Sir Roger Moore har tidligere demonstreret, at han ikke er uden evner som skribent. For eksempel er hans dagbog fra indspilningen af ”Lev og lad dø” (1973) absolut læseværdig. Dog tyder de mange opremsninger af nørdet detaljeviden i ”Bond om Bond” på, at ghostwriteren Gareth Owen har leveret det skrivemæssige rugbrødsarbejde, hvorefter den nu 85-årige Moore har strøet sine muntre minder og selvironiske kommentarer ud over siderne. Gareth Owen er i øvrigt daglig leder af Roger Moores produktionsselskab på Pinewood Studios – Bond-filmenes traditionelle hjem gennem mange år.

Problemet med de fleste 007-relaterede bogudgivelser er, at det efter 50 år er svært, for ikke at sige næsten umuligt, at fortælle noget epokegørende nyt om Bond-fænomenet. Hardcore fans som undertegnede bør heller ikke forvente verdensomstyrtende overraskelser af ”Bond om Bond”, der inddeler sin gennemgang af filmene i sektioner efter emne: skurkene, pigerne, hjælpemidlerne, bilerne, optagestederne og så fremdeles. Omend hverken ”Never Say Never Again” (1983) eller farceversionen af ”Casino Royale” (1967) får mere end kursorisk omtale i ”Bond om Bond”, tjener det til bogens ære, at den overhovedet anerkender eksistensen af de to Bond-film, som er produceret uden for Eons regi.

Bogens stærkeste kort er det omfattende visuelle materiale. Layoutet er rent og overskueligt, og selv om mange af de viste billeder er velkendte, formår ”Bond om Bond” også at fiske et par sjældent sete fotos op af gemmerne. Et gulnet avisudklip på side 19 viser en lidt beklemt Moore anno 1972 i frisørstolen, efter at Bond-producerne, Albert R. Broccoli og Harry Saltzman, har beordret deres nyslåede 007 til at få sig en mere mandhaftig frisure (”We think Bond looks more masculine with his hair cut to a reasonable length”!). De britiske avistegneres bidende satirer over Moores fremskredne alder i hans senere Bond-film (s. 158-159) tager skuespilleren naturligvis med højt humør i de tilhørende billedtekster.

Flere passager i ”Bond om Bond” er rene gentagelser fra Roger Moores selvbiografi, ”My Word is My Bond” fra 2008, som ligeledes var krediteret til ”Roger Moore med Gareth Owen”. Men eftersom denne aldrig er blevet oversat til dansk, går genbruget såmænd an. Yndere af Moores patenterede onkelhumor får i hvert fald valuta for pengene, når han med jævne mellemrum genfortæller røverhistorier og practical jokes fra diverse Bond-sets eller udbreder sig om sine egne talentmæssige utilstrækkeligheder. Læseren hører uden videre Sir Rogers joviale røst for sit indre øre, når blikket falder på sætninger som: ”Jeg var med i et par såkaldte ”mirakel-film”. Det vil sige, at det var et mirakel, hvis nogen fik dem set”.

Desuden erfarer læseren af "Bond om Bond" blandt andet, at den famøse Lotus Esprit fra "Spionen der elskede mig" (1977) jævnligt satte ud på grund af drænede batterier og en overophedet motor; at Sean Connerys Bond begår en fodfejl, når han vil have sin sake serveret varm i "Du lever kun to gange" (1967); at Roger Moores prangende Davidoff-cigarer ikke var inkluderet i hans Bond-kontrakt, som rygtet ellers lød; og at Timothy Dalton nedlagde veto, da kostumedesigneren på "Licence To Kill" (1989) - den samme, som klædte "Miami-patruljen" på - ville hælde Bond i et pastelfarvet sæt tøj.

Roger Moore om sin selvbiografi "My Word is My Bond":

Den danske oversættelse af ”Bond om Bond” er nogenlunde hæderlig, om end en smule utidssvarende i sit sprogbrug. Desværre bærer teksten flere steder præg af, at oversætteren tilsyneladende ikke er fortrolig med Bond-filmene eller besidder nogen indgående viden om filmtekniske termer. Bond-seriens scriptgirl, June Randall, optræder således i bogen som ”manuskriptkonsulent”, hvilket må være en misforstået fordanskning af det engelske begreb ”script supervisor”. Andetsteds oversættes ”editor” til redaktør, selv om der er tale om en filmklipper. En typisk, men ikke desto mindre irriterende brøler.

Der rodes desuden lidt rundt i de danske tv- og filmtitler: ”Moonraker” optræder under sin oprindelige romantitel ”James Bond og Tordenkilen”, ligesom oversætteren forveksler tv-serien ”The Avengers”, som aldrig blev vist i Danmark, med den langt senere spillefilmversion, der i danske biografer bar undertitlen ”Hævnere i kjole og hvidt”. Og så er hverken ”The Saint” eller ”L'année dernière à Marienbad” udstyret med deres danske navne (hhv. ”Helgenen” og ”I fjor i Marienbad”). En række fejlstavede personnavne (hvor f.eks. Irving G. Thalberg omdøbes Thalbard, og Denise Richards pludselig hedder Williams) forstyrrer også læseoplevelsen til en vis grad. Om disse smuttere stammer fra bogens engelske originaludgave eller er opstået i bearbejdelsen til dansk, tør jeg ikke sige, men en filmkyndig korrekturlæsning ville under alle omstændigheder have fanget flere skønhedspletter.

Alt i alt gør ”Bond om Bond” udmærket fyldest som en uhøjtidelig og let læst indføring i James Bonds filmiske univers. Ud over tilhængere af Roger Moore vil jeg mene, at bogen egner sig bedst til de afslappede 007-fans, som enten er relative novicer ud i Bond-fænomenet eller endnu ikke mestrer det engelske sprog godt nok til at kaste sig over mere udtømmende værker som f.eks. Taschens førnævnte udstyrsstykke "The James Bond Archive", den uomgængelige ”James Bond: The Legacy” og lignende udgivelser, som det aldrig ville kunne betale sig at oversætte til det danske marked. Men mon ikke superfansene også ender med at købe ”Bond om Bond” alligevel bare for at have den stående på hylden?

”Bond om Bond: Den ultimative bog om 50 år med Bond-film”
Af Roger Moore med Gareth Owen
Oversat fra ”Bond on Bond: The Ultimate Book on 50 Years of Bond Movies” af Ursula Baum Hansen
224 sider, farver
Vejl. pris: 299,95 kr.
Udgiver: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivelsesdato: 26. oktober 2012
ISBN 978-87-17-04294-0

Brie på besøg hos "Asterix & Obelix - og briterne"

Sidste efterår mødte jeg Asterix på bunden af en forblæst dal i Sydirland. Vi trykkede næver. Han fortalte mig, sådan rent en passant, at han foretrækker Moore frem for Connery. Imens spankulerede tre næsten identiske Obelix'er omkring på engen. 

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UCG

Ellers var det mest slående, da Bries Blog-O-Rama tilbragte en dag på settet i de grønne Wicklow-bjerge uden for Dublin, hvor langsomt tingene går på en 450 mio. kroners mastodontproduktion som ”Asterix & Obelix – og briterne”.

I en kaffepause mellem optagelserne forsøgte den tredje og seneste Asterix-skuespiller, Edouard Baer, at overbevise Bries Blog-O-Rama om, at Asterix i den aktuelle film optræder som en slags fransk James Bond, en actionhelt i Hendes Majestæts tjeneste.

For at illustrere sin pointe rejste Edouard Baer sig fra stolen for at imitere den aldrende Roger Moore, som gik hen foran kameraet tre gange dagligt og hævede øjenbrynene, hvorefter en hoben stand-ins tog over og udførte det hårde arbejde for Moores agent 007.

”Jeg håber, publikum vil sammenligne Asterix-skuespillerne, som var de Bond. Jeg kan godt lide Roger Moore, selv om alle de intellektuelle fyre foretrækker Sean Connery. Efter min mening er Daniel Craig ikke en rigtig Bond,” causerede Edouard Baer videre, ganske uopfordret.

Hvordan resten af min setvisit hos de gæve gallere spændte af, kan du læse om i dagens FILM-tillæg til Politiken (18. oktober 2012).

Gérard Depardieu (Obelix) og Edouard Baer (Asterix) - © UCG

Da jeg besøgte Asterix-optagelserne i august 2011, nærmede det franske filmhold sig afslutningen på et seks måneder langt indspilningsforløb. Før de nåede Irlands bakkede græsenge, havde holdet optaget i solrige Malta og et hedebølgeramt Budapest.

”I Irland skifter vejret tit og hurtigt,” forklarede filmens scenograf, Françoise Dupertuis, som faktisk foretrak den bidende efterårsrusk frem for den midteuropæiske sommer.

”Lyset er bedre, når det er overskyet. Den grønne farve bliver skinnende og elektrisk, og kontrasten mellem himlen og græsset og bladene tager sig helt utrolig ud på film,” forsikrede scenografen begejstret.

Dagens fem besøgende journalister – en dybfrossen Brie inklusive – var mindre imponerede, måske fordi vi slet ikke følte os klædt på til vejrliget. Som vores franske pr-dame konkluderede, mens hun greb lidt hårdere fast om sin frakkekrave i blæsten: ”C'est super froid.”

Lough Dan, Wicklow Country, Irland, august 2011 - © Brian Iskov

"Asterix & Obelix - og briterne" får dansk biografpremiere i dag, mere end et år senere efter mit setvisit. Historien er bygget over albummene "Asterix og briterne" samt "Asterix og vikingerne" (begge tidligere filmatiseret som selvstændige animationsfilm). Desværre bliver denne fjerde realfilm om Asterix & Co. kun vist herhjemme i en flad dansk versionering, der konsekvent taber oplæggets lingvistiske finurligheder på gulvet. At dømme efter den franske trailer er en betydelig del af originalversionens humor baseret på, at "briterne" - herunder Catherine Deneuve som dronning Cordelia - fremsiger deres replikker på fransk med tommetyk britisk accent:



EKSTRAMATERIALE:
Interviews fra settet til ”Asterix & Obelix – og briterne”
© Brian Iskov, 2012 – Eftertryk kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Edouard Baer, Asterix (om sin medspiller, Gérard Depardieu, der spiller Obelix for fjerde gang)
”Gérard elsker figurens uskyld og naivitet. Obelix er sulten efter alt: livet, mad, mennesker. Han er barnagtig, men også ganske voldsom og på mange måder en karikatur af Depardieu.”

Françoise Dupertuis, scenograf:
”Vores film giver et nyt bud på Asterix' univers, som er ganske anderledes fra de tidligere spillefilm. Instruktøren, Laurent Tirard, ville gerne have et mindre tegnefilmsagtigt udtryk. ”Bevar det fantastiske element, men gør det gerne poetisk,” sagde han. Laurent ønskede flere organiske detaljer i scenografien og kostumerne. Derfor har jeg brugt mange naturlige materialer såsom græs og dyrehorn. Desuden optager vi filmen i 3D, hvilket kræver, at alting skal forarbejdes med en høj finish.”

Optagelser til "Asterix & Obelix - og briterne" - © UGC

Marc Missonnier, producer:
”Vores to største udfordringer ved at skyde i 3D i Irland har været regnen og myggene. Regnvejr i det fjerne gør ikke noget, for det kan man slet ikke se på filmen. Men hvis regnen falder tæt på kameraets linse, springer det virkelig i øjnene, når man ser optagelsen i 3D. Det gælder også myggesværmene, som ligner skinnende skyer på filmen. Vi bliver nok nødt til at viske alle myggene ud digitalt i postproduktionen!”

”Før vi kunne gå i gang med filmen, måtte vi udkonkurrere to andre producenter, der bød ind på projektet: Luc Besson og Thomas Langmann. Men vi vandt, fordi vi sikrede os, at Asterix og Obelix stod i centrum for vores historie. De oplever indbyrdes konflikter og udvikler sig undervejs. Især Asterix: Han er normalt en fejlfri helt, men vi har udstyret ham med samvittighedsproblemer for at gøre ham mere interessant.”

”Af de hidtidige tre Asterix-spillefilm ligger vores, ”Asterix & Obelix – og briterne”, tættest på Alain Chabats ”Mission: Kleopatra”, omend vi har knap så indforståede jokes i vores film. Vi har forsøgt at indfange Goscinny-ånden og de ideer, han havde om vores moderne verden. Anne Goscinny (datter af den afdøde Asterix-forfatter René Goscinny, red.) og Albert Uderzo (Asterix-tegneren) har godkendt manuskriptet, og de kom også og kiggede på under indspilningerne.”

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UGC

Laurent Tirard, instruktør:
”I en franchise som Asterix-serien er man nødt til at forny sig. Vi ønskede at gøre Asterix-figuren mere kompleks, næsten eksistentiel, og udforske hans venskab med Obelix. For eksempel stiller tegneserierne aldrig spørgsmålstegn ved deres seksualitet, selv om de her to mænd deler hus og tager på eventyr sammen. Derfor valgte vi at skrive flere kvinder ind i historien, så Asterix flirter med den smukke Ofelia, og Obelix falder for den strikse Miss Macintosh. På den måde bliver ”Asterix & Obelix – og briterne” knap så meget en børnefilm. Den får mere subtekst. Når skuespillerne er af kød og blod, bliver man også nødt til at gøre de figurer, de spiller, mere menneskelige og fejlbarlige.”

Catherine Deneuve som dronning Cordelia - © UCG

Ny bog: "Star Wars™ år for år: En visuel krønike" (2012)

I dag, tirsdag 9. oktober 2012, udkommer luksusbogen "Star Wars™ år for år: En visuel krønike" på forlaget Alvilda.

Det 328 sider tykke, rigt illustrerede opslagsværk er oversat fra den engelske originaludgave ("Star Wars™ Year by Year: A Visual Chronicle") af mig, Brian Iskov. Den danske bearbejdelse indeholder desuden eksklusivt materiale, som er produceret specifikt til det danske marked og ikke findes i andre udgaver af bogen.  

> Download smagsprøve på "Star Wars™: År for år - en visuel krønike" som pdf

PRESSEMEDDELELSE:

I maj 1977 udsendte George Lucas sin episke ”rumopera” Star Wars (på dansk: Stjernekrigen) i biograferne. Filmen var en spektakulær omskrivning af de fantastiske science fiction-, rum- og 2. verdenskrigsfilm, der havde tryllebundet ham som barn i 1950'ernes Californien. Det eventyrlige Star Wars-univers tog verden med storm, og filmens eksplosive succes skabte et nyt fænomen i Hollywood: blockbusterfilm.

Over de næste seks år, hvor to fortsættelser fulgte, udviklede Star Wars sig til en magtfuld franchise og inspirationskilde. Filmene affødte en hel industri af sideprodukter i form af bøger, tegneserier, computerspil, legetøj, licensvarer og samlerobjekter.

Med årene er Star Wars blevet en så indgroet del af vores kollektive psyke, at verdens magthavere har defineret sig selv gennem referencer til Stjernekrigssagaen. Jediisme er endda blevet foreslået som en ny religion. Vores kulturelle og sociale forståelsesrammer er efterhånden så gennemsyrede af Star Wars, at George Lucas' rumsaga har påvirket begivenhederne i den virkelige verden i lige så høj grad, som de har påvirket fiktionen.

”Star Wars™ år for år: En visuel krønike” sætter Stjernekrigssagaen ind i denne fascinerende kontekst ved at lade verdensbegivenheder udspille sig side om side med Star Wars' tidslinje. Bogens månedsopdelte opsætning gør det muligt at opdage slående og indsigtsfulde sammenhænge mellem fiktionen og virkeligheden – og dermed opnå en større forståelse af processen bag en af alle tiders mest populære og indflydelsesrige filmsagaer.

Over et spænd på næsten 100 år fortæller ”Star Wars™ år for år: En visuel krønike”, hvordan George Lucas realiserede sin drengedrøm om at skabe en moderne eventyrmytologi. Bogen gennemgår de mange inspirationskilder bag Stjernekrigssagaen – fra Jens Lyn til Muppet Show – og giver et unikt indblik i filmskabelsens prøvelser og udfordringer.

I sin stræben efter perfektion har George Lucas revolutioneret visuelle effekter på film, og de fleste moderne blockbustere står i dyb gæld til hans stilskabende effektfirma, Industrial Light & Magic. De teknologiske landvindinger, som var nødvendige for at realisere Stjernekrigssagaen, har også gjort Lucas til pionér inden for digitaliseringen af filmmediet: Han var blandt de første, der gik bort fra celluloidfilm og over til digital produktion.

Undervejs opridser bogen mere end 50 års rumfartshistorie, global storpolitik, teknologi og populærkultur, ligesom udviklingen inden for underholdningsformater – såsom videomaskiner, computerspil og biografteknik – kortlægges i tekst og billeder. Bogens forfattere, de anerkendte Star Wars-eksperter Ryder Windham, Daniel Wallace og Pablo Hidalgo, blotlægger også overraskende forbindelser til et væld af tilsyneladende ubeslægtede øjeblikke i verdens- og kulturhistorien; bl.a. til den jubilerende James Bond-filmserie.

De 328 sider i coffeetable-format er rigt illustreret i farver med sjældne billeder fra filmoptagelserne, smukke konceptmalerier, designstudier, håndskrevne manuskriptsider, film- og reklameplakater samt eksempler på Star Wars som tegneserie. Også LEGO™-figurer, Star Wars-frimærker og interne julekort fra Lucasfilm er optrykt i ”Star Wars™ år for år: En visuel krønike”, der udgives på dansk med stift bind i en attraktiv, robust kassette med sølvfolietryk.

Til de, der ønsker at fordybe sig yderligere i Star Wars-universet, har Forlaget Alvilda udgivet ”Star Wars™ - Den usynlige fjende - Den ultimative illustrerede guide”, hvor detaljerede fotografier med et væld af noter giver et uovertruffent indblik i første episode af Star Wars-sagaen. Filmen fik repremiere i biograferne i 2012.

Ryder Windham, Daniel Wallace og Pablo Hidalgo:
"Star Wars™ år for år: En visuel krønike"
Billedbog, 328 sider
På dansk ved Brian Iskov
ISBN: 9788771052602
Vejl. pris: 499,95 kr.
Udkommer 9. oktober 2012 på Forlaget Alvilda

Bond 50: Dagbog fra et rekordforsøg (1999)

I weekenden 5.-7. november 1999 viste BioCity Odense samtlige af de daværende 18 James Bond-film i rap. Den 23-årige Brie var med til maratonvisningen og holdt ud til den bitre ende med notesblokken i hånden.

Klokken var 19:10, og kalenderen viste fredag den 5. november 1999, da forteksterne til ”Agent 007 mission: drab” (1962) ramte lærredet i BioCity Odenses største sal. Søndag den 7. november kl. 12:52 kørte slutteksterne til ”Tomorrow Never Dies” (1997) gennem salens fremviser, knap 43 timer og 55 kilometer film senere.

Mere end 300 inkarnerede James Bond-fans havde indlogeret sig i biografsalen under BioCitys weekendlange maraton. I skemaet var allernådigst indlagt tre halvtimes pauser til spisning og soignering. Den medbragte tandbørste viste sig at være en god idé.

Køreplan for BioCitys James Bond-maraton

Målet med dette enestående stunt var at få begivenheden optaget i Guinness Rekordbog som den længste sammenhængende, offentlige forevisning af en filmserie. Nordisk Films eventchef Lars Møller arrangerede Bond-weekenden i 1999, og han bekræfter over for Bries Blog-O-Rama, at seancen skam blev registreret i rekordbogen, om end kun i den danske udgave.

Som selvudnævnt James Bond-ekspert greb den unge Brie naturligvis chancen for at opleve agent 007's eventyr i én ubrudt kavalkade på et af landets største biograflærreder. Selv om EON's officielle serie på det tidspunkt "kun" talte 18 film, endte maratonbegivenheden nu alligevel med at være en blandet fornøjelse. For enden af tunnelen ventede et diplom til de deltagere, som udholdt de næsten to døgn i den stadig mere ildelugtende biografsal.

Morgendagen dør aldrig

- logbog fra et rekordforsøg

Brian Iskov for Filmmagasinet Scope, november 1999

Fredag 5. november, 19:08 - Lærredet i BioCitys sal 1 påstås at være Danmarks største. Endda større end dét i Imperial i København. Til gengæld er der kun 433 sæder i salen, og godt en femtedel af dem står tomme for at sikre en passende spredning mellem publikum. En fornuftig disposition.

Biografens daglige leder informerer om, at vi har 55 kilometer film foran os, at der vil være gratis kaffe ad libitum, og at et lokalt bryggeri byder på juleøl (sidstnævnte nyhed udløser weekendens første jubelbrøl). To fynske journalister er til stede som garanter for Guinness Rekordbog; de vil, ligesom operatøren og to af biografens servicemedarbejdere, være solidariske med de betalende gæster og blive hængende, til den sidste stump celluloid er rullet igennem fremviseren søndag eftermiddag.

21:07 - "Agent 007: mission drab" (1962). Allerede ved det første glimt af Sean Connerys smokingklædte ryg bliver publikum ellevilde, og bifaldet brager løs, da han for første gang præsenterer sig ved navn: "Bond ... James Bond". Replikken viser sig hurtigt at have samme effekt, hver eneste gang den gentages. I pausen fløjtes 007-temaet kækt i krogene, og fra en lille gruppe ved døren høres spørgsmålet: "Hvornår kommer Q"?

23:14 - "Agent 007 jages" (1963). Dér kom Q, våbenmesteren med det herlige teknologiske isenkram, og han fik en hjertelig modtagelse. Interessant at se, hvordan Connery på ét år er vokset flere alen som skuespiller, ligesom instruktionen også er langt mere raffineret end i forgængeren. Allerede nu bemærker man en tendens blandt publikum til at hylde de grove mandschauvinistiske bemærkninger, som fra tid til anden kommer over Bonds læber deroppe på lærredet.

Fyns Amts Avis 2. november 1999

Lørdag 6. november, 01:16 - Vælger af taktiske årsager at skippe "Agent 007 contra Goldfinger" (1964). Får i stedet en lur og en snak med de to ungersvende bag bardisken i foyeren. De har desværre ingen sandwich som lovet - bageren klokkede i det. Biografsalen ser allerede forbløffende hærget ud med popcornbjerge på gulvet og skødesløst henslængte jakker blandt stolerækkerne.

03:35 - "Agent 007 i ilden" (1965), en noget træg og omstændelig affære - og den bliver ikke bedre af at blive set klokken to om natten. Spredte klik fra medbragte Bond-pistoler fortæller, at folk nu er mærkbart mere urolige og rastløse, end da de kom. Der serveres "energidrik" i foyeren. Smager som kaffe med brus, iblandet et skvæt Cherry Coke. Ikke just Dom Perignon '55.

05:45 - Sean Connery vader træt og ugidelig gennem "Du lever kun to gange" (1967) som en zombie på sovemedicin, men det må indrømmes, at filmen vinder ved at blive set på det store lærred, hvor den sprøde CinemaScope-fotografering og Ken Adams dekadente design rigtig kommer til sin ret. Rundt omkring i salen ligger mennesker draperet i soveposekokoner.

08:00 - Energidrik mig et vist sted. Endnu en favorit-Bond, "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (1969), må vige pladsen for lidt tiltrængt lukøje. At dømme efter reaktionerne den sidste halve time falder George Lazenby, den menneskelige 007, ikke i fynboernes smag; applausen vil næsten ingen ende tage, da den nygifte Mrs. Bond brutalt mejes ned i slutscenen. Der serveres ét rundstykke pr. person til morgenmad.

10:52 - Maratonens hidtil største bifaldsstorm: Sean Connery vender tilbage i "Diamanter varer evigt" (1971). Til gengæld får hans CIA-ven Felix Leiter også klapsalver, så måske folk blot klapper for at holde sig vågne.

Fyens Stiftstidende 6. november 1999

13:02 - Roger Moore modtages med overvældende apati og et enkelt spagt buh-råb, indtil nogen pludselig begynder at gejle en stemning op to minutter efter mandens fremkomst på lærredet. Filmen er "Lev og lad dø" (1973), og de højrøstede chauvinistiske tilkendegivelser i salen har antaget en noget grovere form. Et hurtigt vue over publikum afslører en ca. 99  % overvægt af hankønsvæsener.

15:15 - De kåde klik fra legetøjspistolerne begynder at tage overhånd - og vi er ikke engang halvvejs igennem arrangementet. Meget få er faldet fra, selv under Roger Moores to første, temmelig tamme og farveløse film. Et uheldigt islæt af folkekomedie har sneget sig ind i "Manden med den gyldne pistol" fra 1974.

17:20 - "Spionen der elskede mig" (1977). Atmosfæren i BioCity bliver stadig mere kvindefjendsk.

20:01 - Den i forvejen staldkåde stemning løftes yderligere et par trin, da der loves flere julebryg til folket. Man gruer for aftenens videre udvikling. Snakken blandt publikum truer med at overdøve filmens lydspor, men da det er totalfadæsen "Moonraker" (1979), som vises, er det ikke just noget stort tab. Under spisepausen kæmper et rengøringshold sig bravt igennem oceaner af popcorn og skumplastbægre.

22:38 - Alt for mange pistolklik og desperate, kaffespeedede bemærkninger under "Agent 007 strengt fortroligt" (1981), som ellers er et af højdepunkterne. Der er forbavsende stille under klimakset - måske er folk faldet i søvn? Overhører i pausen, at nogle har moret sig med at tælle Bonds kvindeerobringer: Han er nu oppe på 27.

Framegrab fra "Octopussy" (1983)

Søndag 7. november, 00:54 - "Octopussy" (1983). En enkelt scene fremprovokerer et gevaldigt smædeudbrud, da et animeret kort på væggen i det sovjetiske krigsministerium viser, hvordan lille Danmark invaderes af kommunister ...! Blandt biografsalens gæster er cirka ti klædt i smoking, og de påstår, at de har det vældig behageligt. En lille gruppe har medbragt et komplet martinisæt med glas, bord og shaker. Meget stiligt!

03:24 - "Henad tre om morgenen er atmosfæren i et kasino tyk af røg og kvalme dunster af parfume og sved", skrev Ian Fleming i sin første Bond-bog. Man begynder at forstå, hvad han mener. BioCitys sal 1 ligner endelig den blanding af slagmark og udslidt lejrskole, den i snart mange timer har lugtet som, og at skulle holde sig vågen til "Agent 007 i skudlinien" (1985) er på alle tidspunkter af døgnet en umenneskelig bedrift.  

05:41 - "Spioner dør ved daggry" (1987). Go' film.

08:06 - Indeklimaet er ulideligt gustent, og gensynet med "Licence to Kill" (1989) en skuffelse. Timothy Dalton er alt for sammenbidt og ubehagelig. Og nu går det også op for én, hvor åndssvage Maurice Binders fortekster egentlig er blevet med årene.

10:47 - Sov som en sten under hele "GoldenEye" (1995). Men nu er der også kun én film tilbage ....

Fyens Stiftstidende 8. november 1999

12:52 - Slutteksterne til "Tomorrow Never Dies" (1997) ruller over lærredet, og der er stående ovationer fra et lettet og eksalteret publikum. Vi er kommet igennem manddomsprøven og ud på den anden side, ud i det hvide lys, der prøvende skinner os i møde fra banegårdscenterets parkeringstag. Taktfast råbes der: "En gang til"; enkelte er ligefrem så overstadige, at de beder om at se arrangøren uden tøj på. Han takker pænt nej og uddeler i stedet diplomer til samtlige overlevende. Tyngdekraften synes at have taget til, mens vi har siddet og svælget i koldkrigsfantasier og drengedrømme. 

Hvad kan man konkludere af 43 timers Bond? At bagprojektionerne er lige så dårlige i "Agent 007 Mission: drab" som i "Licence to Kill" 27 år senere. At Q er tæt på at være filmenes mest populære figur. At James Bonds kernepublikum består af flabede mandschauvinister i 20'erne. Og at undertegnede forhåbentlig aldrig igen bliver fristet til at bruge en hel weekend på at sidde i en biografsal og mærke søvnunderskuddet og fejlernæringen gnave sig igennem kroppen.

Jovist var det en fornøjelse. Men ikke helt til den bitre ende.

Anthony Dod Mantle: Filmnørdens podcast nr. 63 + ekstramateriale

Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?

Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!

Anthony Dod Mantle, Filmnørdens studie, oktober 2012. © Brian Iskov

I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):

> Filmnørdens podcast 63 med Anthony Dod Mantle (mp3)

I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.

Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst  får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!

Anthony Dod Mantle, Kastrup Lufthavn, februar 2009. © Brian Iskov

Anthony Dod Mantle om (nogle af) sine film

Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”

Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”

Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”

Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”

"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."

Danny Boyle i Mumbai, august 2007. Foto © Anthony Dod Mantle

Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”

Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”

> Læs også Anthony Dod Mantles kommentarer til "The Eagle" (Kevin Macdonald, 2011)

Anthony Dod Mantle, Østerbro januar 2009. © Brian Iskov

Hvad instruktørerne siger om Anthony Dod Mantle:

DANNY BOYLE 
(Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet):

"There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.

That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.

But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.

So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."

HARMONY KORINE
(Julien Donkey Boy):

anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.

LONE SCHERFIG
(Hjemve, Kajs fødselsdag):

"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."


> Mere om "127 Hours" på Bries Blog-O-Rama