onsdag den 24. november 2010

"You Will Meet a Tall Dark Stranger": Brie møder Woody Allen

I morgen har Woody Allens seneste stjernespækkede komedie, »You Will Meet a Tall Dark Stranger«, premiere i 14 danske biografer.



Jeg mødte den 74-årige filmmager og fuldtidsneurotiker på årets Cannes-festival, hvor Woody Allen kunne meddele, at han finder sin hverdag kedelig og rutinepræget.

At de film, han laver, aldrig bliver så gode, som han havde håbet. Og at livet uden for filmsettet kun er at betragte som et venteværelse til døden.

> Læs mere om mit møde med Woody Allen i Cannes, hvor jeg endte med at få en cameooptræden i Robert Weides portrætfilm "Woody Allen: A Documentary"!

Woody og Brie i Cannes (framegrab fra "Woody Allen: A Documentary", 2011)

INTERVIEW MED WOODY ALLEN:
Livet er en jammerdal
Brian Iskov, Dagbladet Børsen 24.11.2010

Woody Allen finder sin hverdag kedelig og rutinepræget. De film, han laver, bliver aldrig så gode, som han havde håbet, og uden for settet er livet kun et venteværelse til døden. Vi har mødt den 74-årige filmmager og fuldtidsneurotiker i Cannes.

Palmetræerne svajer under den sydfranske majsol, og som altid, når Cannes-festivalen byder verdensfilmen til bal, strutter Boulevard de la Croisette af smokingsæt med tilhørende bronzerede silikonesild. Imens sidder Woody Allen inden for på Martinez Hotel og kryber sammen over bordet som en overvintret havenisse. Han er selvfølgelig forkølet.
»Den er sikker hver gang. Så snart jeg kommer til Cannes, begynder min næse at løbe,« snøfter den klejne instruktør, forfatter, skuespiller og karriereneurotiker.

Siden hovedværket »Mig og Annie« fra 1977 har Woody Allen troligt spyttet en film ud om året. Og allerede inden danmarkspremieren på hans 40. værk som instruktør, »You Will Meet a Tall Dark Stranger«, er han færdig med at indspille den næste i rækken, »Midnight in Paris«.
»Jeg holder aldrig fri, for hvad skulle jeg så lave?« spørger arbejdsnarkomanen retorisk.
»Det kunne måske være meget hyggeligt i et par dage at stå op og lave ingenting, men så ville jeg allerede begynde at kede mig.«

Woody Allen & Co. i Cannes 2010 | foto: AFP

Hver mandag spiller Woody Allen lidt dixieland-jazz med vennerne på Manhattans Carlyle Hotel. Derudover kan han finde på at se sport i tv. Ellers hævder han, at hobbyer ikke er noget, han samler på.
»Arbejde er det, jeg bedst kan lide at lave. Jeg står tidligt op om morgenen og sender børnene i skole. Så træner jeg på mit løbebånd, og så sætter jeg mig ned og skriver. I pauserne øver jeg mig på at spille klarinet eller går en tur med min kone. Det er alt sammen meget småborgerligt,« nærmest beklager han og tilføjer:
»Selv er jeg ikke så kedelig. Men mit liv er.«

»I mit næste liv vil jeg være en østers. Så kan jeg bare ligge der og passe mig selv og lukke mig inde i min skal.«
– Woody Allen

Rutinepræget farver også hans arbejdsproces, der er forblevet uændret gennem fire årtier:
»Jeg skriver mine manuskripter med en pen på en notesblok, og når jeg har fyldt ti sider, løber jeg over og renskriver dem på min Olympia-skrivemaskine, som jeg købte, da jeg var 16. Så skriver jeg lidt mere i hånden, og sådan fortsætter det ad nauseam.«

Spørger man ham, hvor han finder inspiration til sine manuskripter, punkterer Woody Allen ballonen ved at svare, at han sjældent er inspireret. Han opfatter snarere sig selv som håndværkeren, der »skriver, fordi han skriver«.
»Tidligt i min karriere var jeg komedieforfatter på tv. Skriveholdet samledes i et lokale om mandagen, og så havde vi et færdigt program om lørdagen. Man var tvunget til at skrive; det kunne ikke nytte noget, at man sad og ventede på sin muse. Og sådan har jeg det stadig. Jeg går ind på mit soveværelse og sætter mig i en stol og stirrer ud i luften som en zombie, og når der er gået et stykke tid, begynder jeg at sætte ord på papiret,« siger Woody Allen.

Woody Allen og Naomi Watts under indspilningerne | pr-foto

Men når de samme ord skal flyttes fra A4-arket over på celluloidstrimlen i fremviseren, stiller besværlighederne sig uvægerligt i kø. For enhver filmindspilning er ikkun et brydsomt forhindringsløb over snublesten, sukker Woody Allen.
»Den færdige film bliver aldrig, som man forestillede sig det – det garanterer jeg. Man gør manuskriptet færdig, besætter rollerne med smukke mennesker og går i gang med de største forhåbninger. Og så begynder det at gå galt. Alle ens planer ryger ud ad vinduet, og man prostituerer sig selv ved at gribe til desperate tricks: 'Hvad nu hvis jeg flytter den sidste scene og sætter den ind her, eller hvad om jeg tilføjer en fortællerstemme?' Man sælger fuldstændig ud af sin kunstneriske integritet bare for at overleve.«

Kun tre af de 40 film, Woody Allen til dato har skrevet og instrueret, vil han gå med til at kalde vellykkede: »Match Point«, »Den røde rose fra Cairo« og »Mænd og koner«. Resten stempler han som skuffelser.
»Alle instruktører, jeg kender, græmmes over den første gennemklipning af deres film. Selv tænker jeg, 'Åh gud, hvad har jeg lavet? Alle vil hade mig, og de vil være i deres gode ret til det.' Men når publikum sætter sig i biografen, ved de jo ikke, hvordan filmen så ud inde i mit hoved. Rammer jeg bare 50 pct. af det, jeg håbede at opnå, vil de stadig føle sig underholdt og tænke, 'Det er da en meget fin historie'.«

At Woody Allen trods alt får lov til at holde sit samlebånd kørende uden forstyrrelser, skyldes ikke mindst det europæiske publikums fortsatte veneration for hans årlige mandelgaver. De formmæssigt nedbarberede snakkestykker, han som instruktør sværger til, er heller ikke af typen, som sprænger budgettet – men i nutidens produktionsmiljø oplever han paradoksalt nok, at det er langt lettere at rejse 150 millioner til et udstyrsstykke end 15 millioner til et beskedent kammerspil.

»I dag giver de fleste selskaber kun grønt lys til film, der koster mellem 50 og 200 millioner dollars, hvilket er langt over min prisklasse. Årsagen er, at en stor, dyr produktion kan generere 500 millioner dollars i profit. Men hvis min lille film bliver et hit, indtjener den måske højst 20 millioner, og det er ikke særlig attraktivt for producenterne,« konstaterer Woody Allen.

Patricia Collins, Gemma Jones og Woody Allen under optagelserne | pr-foto

Han har én gang lagt et manuskript tilbage i skuffen, fordi det var for kostbart at realisere.
»Jeg ville lave en film, der hed »Manhattan in the Rain«, hvor det øsede ned hele tiden. Men hver gang jeg ønsker at lave en regnvejrsscene, knuger mine producere deres tegnebog ind til sig. Det er for dyrt med alt det vand. Men hvis jeg havde råd, lavede jeg dén film.«

Woody Allens aktuelle komedie, »You Will Meet a Tall Dark Stranger«, tager sin titel efter et digt af poeten Philip Larkin. »Alle venter på, at deres skib kommer ind, men det eneste skib, man kan være sikker på, er dét med de sorte sejl,« lyder det illusionsløse budskab.
Ikke overraskende tilslutter Allen sig personligt den samme filosofi. »Det tror jeg desværre er rigtigt. At døden er det eneste sikre i livet,« bekræfter han.

Men hvorfor dog dette idelige sortsyn?
»Jeg er nervøs, frygtsom og deprimeret. Det ligger i mine gener,« svarer Woody Allen ganske nøgternt. For at holde sig selv på benene har han måttet udtænke en række strategier. Film har vist sig at være en af de mest effektive.

»Da jeg var en lille dreng, gik jeg i biografen for at se Fred Astaire, Cary Grant og Humphrey Bogart. Det var en flugt fra skolen og den frygtelige virkelighed. I dag gemmer jeg mig på den anden side af kameraet, hvor jeg får lov at bruge min tid sammen med smukke mennesker som Naomi Watts, Josh Brolin, Scarlett Johansson og Javier Bardem. Det er vidunderligt for mig at skulle koncentrere mig om kostumer og musik i stedet for at tænke over livet,« siger han og lyder pludselig helt munter.

Naomi Watts, Antonio Banderas og Woody Allen under optagelserne | pr-foto

Woody Allen, der fylder 75 i december [2010], er heller ikke mere tynget af tilværelsen, end at han kan glæde sig over at ældes uden at miste forstand eller førlighed.
»Jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde, så længe helbredet holder, og folk gider finansiere mine film,« fastslår han.

I forlængelse af det spirituelle tema i »You Will Meet ...« synes det nærliggende at afrunde med spørgsmålet, om instruktøren helst ville genfødes som den dunkelt glødende Javier Bardem, den frodigt kurvede Scarlett Johansson eller noget helt tredje?
»I mit næste liv vil jeg være en østers,« bekendtgør Woody Allen. »Så kan jeg bare ligge der og passe mig selv og lukke mig inde i min skal.«

Og til sidst kommer der nogen og spiser ham?
»Hvis de fanger mig!«


Woody Allen og Naomi Watts i Cannes 2010

BONUSMATERIALE:
Tre af skuespillerne fra "You Will Meet a Tall Dark Stranger" fortæller om at gå på arbejde for den berømte Woody Allen.

Lucy Punch:
»En indspilningsdag med Woody er meget fokuseret og slutter altid tidligt omkring klokken fire om eftermiddagen. Han bryder sig ikke om at øve, og han vil sjældent tage en scene om mange gange. Til gengæld tillader han, at skuespillerne improviserer, så for os føles det ofte, som om vi aldrig har sagt replikkerne før – hvilket som regel også er tilfældet!«

Naomi Watts:
»På én morgen kan vi nå at skyde syv manuskriptsider! Alt foregår i samme ubrudte indstilling, og det er skræmmende at tænke på, hvor meget man kan ødelægge, hvis man glemmer en replik eller støder ind i kameraet. Sådan et ansvar kan godt give én nerver på. Men de fleste karakterer i Woodys film er jo netop anspændte og nervøse, så det passer perfekt. Som instruktør siger han ikke ret meget, men man kan som regel fornemme, om han er tilfreds eller ej. Mest fordi han kun fortsætter til næste scene, hvis han har fået, hvad han skal bruge. Men han vil aldrig nogensinde komme med direkte ros. Man skal ligesom aflæse hans vibe.«

Naomi Watts og Woody Allen i Cannes 2010

Josh Brolin:
»Jeg udspurgte konstant Woody om min rolle, og han var ikke ubetinget glad for, at jeg sådan tvang ham til at give mig instruktion. Men der er jo en grund til, at man har en instruktør til stede, og når Woody samtidig er filmens forfatter, har han på forhånd stillet sig selv en masse spørgsmål om karaktererne. Han kender dem ud og ind, og jeg kræver at udtrække den viden fra ham. På et tidspunkt blev han træt af mig og sagde: 'Nu må det være nok med de spørgsmål. Det næste sender du til postkontoret!'«

Ingen kommentarer:

Send en kommentar