I nat døde Albert Uderzo, 92 år gammel. For at hylde den franske tegner og medskaber af Asterix, min favorit blandt de klassiske fransk-belgiske albumtegneserier, bringer jeg her det kapitel om Asterix-serien, som jeg skrev til "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" i 2010.
OBS: DR Ramasjang viser tegnefilmen "Asterix indta'r Rom" fra 1976 i morgen onsdag den 25. marts klokken 8.30. Filmen kan efterfølgende ses online på dr.dk/ramasjang.
Forlaget Cobolt er pt. i gang med at genudgive alle Asterix-historierne i luksussamlebind med nyt ekstramateriale: cobolt.dk
Kalenderen viser år 50 før Kristi fødsel. Hele Gallien, det nuværende Frankrig og Belgien, er besat af romerne – altså italienerne, dem fra Rom – under Julius Cæsars kejserlige befaling. ”Men hersker der virkelig ro og nyordning overalt?”.
Sådan lød det retoriske spørgsmål, der med vanemæssig tryghed bød læseren velkommen på første side af ethvert nyt Asterix-album.
Og svaret lød i kor: Selvfølgelig gør der ikke det! Alle, der har læst Goscinny og Uderzos forrygende tegneserie vil vide, at der i det nordlige Bretagne, helt oppe ved Den Engelske Kanal, ligger en ukuelig lille landsby, som stædigt nægter at acceptere ”den historiske nødvendighed”.
Inde bag byens palisade bor en klynge uimponerede gallere i deres stråtækte stenhuse. Og de vil bare gerne have lov til at leve deres rustikke liv i fred og mag. Gå på vildsvinejagt i de omliggende skove. Kværulere over hørmen fra fiskehandlerens bod. Drikke, feste, slås og synge.
Men når nu Julle (som gallerne ynder at titulere Romerrigets leder) bliver ved med at pudse sine tropper på beboerne i den idylliske kystby, har de intet andet valg end at slå (dem) tilbage. Og det gør de så, endda med udelt succes og fornøjelse. For lokalpatriotisme afgør ikke modstandskampen alene.
I sin gyldne sejdkedel brygger druiden Miraculix den magiske drik, som sætter turbo på gallernes muskelkraft. Et rask slagsmål om dagen holder imperiet fra døren, og når et enkelt velrettet dask kan sende en legionær gennem skyerne, så fuglene skræpper forundret over den fremmede gæst, er de stakkels ydmygede romersoldater kun alt for vidende om, at deres mission for Cæsar er til grin.
Intrigen mellem gallerne og den såkaldte overmagt varieres kløgtigt fra album til album, som når Gøg og Gokke bygger hus, eller Tom sætter efter Jerry. Vi ved, hvad der skal ske – men glæder os til at opleve, hvordan det sker. Og forfatteren René Goscinnys evne til at bygge en situation op var helt eminent.
Han sørgede for en skummende strøm af tilbagevendende gags, som både boblede op på de mest indlysende steder, og hvor man mindst ventede det. Samtidig forviklede han plottet mere og mere for hver side, indtil alt forløstes i et lystigt brag af et bråvallaslag. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede tingenes (s)tilstand og sendte en utvetydig melding til magtens centrum i Rom: Den lille mand overgiver sig aldrig!
MED DANSK TALE: EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA DIN BARNDOMS TEGNEFILM OG TV
Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.
Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner.
MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.
Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!
Dubbing, eller eftersynkronisering, er trods sin store udbredelse et ubeskrevet blad i dansk kulturhistorie. Men det vil podcasten MED DANSK TALE lave om på!
Over ti afsnit fortæller MED DANSK TALE historien om dansk dubbing på film og tv. En lang række kendte skuespillere, instruktører og eksperter løfter sløret for det kreative arbejde, der ligger bag de tegnefilmstemmer og replikker, vi alle husker fra vor barndoms oplevelser i biografen og foran skærmen.
Podcasten MED DANSK TALE er i skrivende stund ved at søge finansiering. Første afsnit har forventet premiere i efteråret 2017. Du kan følge med i udviklingen på Facebook og Twitter, hvor jeg også modtager lytterspørgsmål til kommende interviewpersoner:
En af de legender, du vil kunne møde i MED DANSK TALE, er den flittige stemmeskuespiller og dialoginstruktør Lars Thiesgaard, som gennem tre årtier har lagt danske ord i munden på et utal af animerede figurer fra Grisling til Superman. Men han bliver oftest genkendt som stemmen fra Lotto og Disney-reklamerne.
Danmarks usynlige ”Mr. Dubbing” er pt. videoaktuel med "LEGO Batman Filmen". Ud over at instruere lydsidens danske skuespillere har Lars Thiesgaard selv indtalt rollen som kommissær Gordon (spillet af Hector Elizondo i originaludgaven).
Her kan du læse det interview med Lars Thiesgaard, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau tidligere på året. Lars Thiesgaard fortæller i artiklen om sin karriere som skuespiller og instruktør og nogle af de særlige udfordringer, der ligger i at eftersynkronisere udenlandske spillefilm og tv-serier til et godt og mundret dansk.
INTERVIEW MED LARS THIESGAARD Manden med de mange stemmer Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, februar 2017
Da Lars Thiesgaard voksede op i Gråsten i 1960'erne, løb han og de andre drenge rundt i skovene og råbte ”Hændihou”.
”Det var, fordi de altid sagde ”Hände hoch” (hænderne op, red.) i cowboyfilmene på tysk tv,” forklarer han.
Mens tyskerne og andre europæiske folkeslag udstyrer alle film og tv-serier med nye lydspor på deres lokale sprog, er det i Danmark kun børne- og familieunderholdningen, der får etiketten ”Vi taler dansk” hæftet på plakaten.
En lille håndfuld lydstudier arbejder herhjemme på fuld tid med eftersynkronisering eller dubbing, som det hedder i fagsproget. Nogle få stemmeskuespillere er så efterspurgte, at de sjældent træder uden for lydbåsen og ind foran et kamera. At Lars Thiesgaard alligevel er et kendt navn blandt publikum, vidner om den 57-årige stemmekunstners evne til at skabe mindeværdige figurer bag en mikrofon.
”Jeg går konstant og lytter til, hvordan folk taler. Jeg kan slet ikke lade være,” siger manden med de mange stemmer.
”Hvis jeg hører et radioindslag med en fisker, der bliver interviewet på kajen i Esbjerg, lægger jeg straks mærke til hans måde at tale på og lagrer den mentalt.”
I dag, torsdag 2. februar 2017, er der dansk biografpremiere på Disneys seneste animationsfilm, "Vaiana" (Moana).
Det computeranimerede eventyr om den polynesiske høvdingedatter Vaiana og hendes møde med halvguden Maui er den 56. film i Walt Disney Feature Animations såkaldte klassikerrække.
"Vaiana" er instrueret og delvist skrevet af John Musker og Ron Clements, der begge er 63 år og garvede Disney-gubber. Sammen har de begået "Mesterdetektiven Basil Mus" (The Great Mouse Detective, 1986), "Den lille havfrue" (The Little Mermaid, 1989), "Aladdin" (1992), "Herkules" (Hercules, 1997), "Skatteplaneten" (Treasure Planet, 2002) og "Prinsessen og frøen" (The Princess and the Frog, 2009).
Jeg mødte makkerparret Musker og Clements, da de besøgte København i januar på deres skandinaviske presseturne. Herunder kan du læse, hvad de havde at fortælle om "Vaiana" – og ganske som med filmen, der både vises på dansk og engelsk i biograferne, får du muligheden for at vælge mellem den danske oversættelse og det engelske originalsprog.
Endelig kan du høre lyden fra mit interview med Musker og Clements, hvis du afspiller podcasten Cinemajour 15 fra Filmnørdens Hjørne. Indslaget starter 18 minutter inde i podcasten (det er Musker i venstre kanal og Clements i højre).
Anden halvdel af interviewet, hvor Musker og Clements ser tilbage på deres tidligere Disney-film, følger senere i 2017.
INTERVIEW OM "VAIANA" John Musker og Ron Clements af Brian Iskov, januar 2017
Brian Iskov: Når man tænker på, hvor længe I har arbejdet for Walt Disney Animation, er det næsten utroligt, at ”Vaiana” er jeres første computeranimerede spillefilm.
John Musker: Ja, vi har lavet håndtegnet animation i snart 40 år.
Ron Clements: Vi har flirtet med computeranimation i næsten alle vores film, helt tilbage til ”Mesterdetektiven Basil Mus”, som var vores første film som instruktørpar. Sekvensen inde i Big Bens klokkeværk havde faktisk den første brug af computeranimation [i en Disney-tegnefilm, red.], ”Den lille havfrue” havde digitale fisk, og i ”Aladdin” brugte vi computer til scenerne med det flyvende tæppe. ”Vaiana” er på sin vis det modsatte: en film, der hovedsagelig er animeret digitalt, men også rummer nogle håndtegnede elementer i form af Mauis tatoveringer [animeret af bl.a. Disney-veteranerne Eric Goldberg og Mark Henn, red.].
Fra 22. november 2016 til 22. januar 2017 viser Cinemateket i København et udvalg af 12 tegnede Disney-spillefilm. I flere tilfælde er dette den eneste mulighed for at opleve filmene i deres oprindelige dubs med en række af fortidens stjerner. Flere af de klassiske, danske Disney-indtalinger er nemlig gået tabt for eftertiden.
”Disney klassikere + nye stemmer = SKOD!” ”Ej, man kan da ikke lave om på stemmerne! Jeg vil aldrig se Disney-film igen!” ”Jeg ville blive rasende hvis jeg købte en disneyfilm og så var det NYE STEMMER! Charmen er jo helt væk!” ”Blasfemi!”
Siden The Walt Disney Companys danske filial i 1990'erne begyndte at udgive firmaets lange biograftegnefilm på hjemmevideo, har harmdirrende forbrugere banket deres skuffelse ned i tastaturet og ud på diverse debatfora.
For der var pludselig noget riv-rav-ruskende galt med Pinocchios stemme. Og hvorfor talte baggårdshundene i ”Lady og Vagabonden” ikke længere deres bedårende halvtredserdansk?
"Lady og Vagabonden": Oprindelig dansk dub (1955)
”Det er noget, som rigtig mange tit spørger os om,” sukker Kirsten Saabye. Som tidligere kreativ direktør i Disney Character Voices var hun med til at træffe beslutningen om at lave nye eftersynkroniseringer (”dubs”), da Disney gjorde sine klassikere klar til video i 1990'erne.
I andre skandinaviske lande måtte Disney indtale filmenes stemmer på ny, fordi selskabet ikke havde sikret retten til at genanvende stemmeskuespillernes arbejde på fremtidige videoformater.
I Danmark skyldes miseren snarere spareiver og kortsynede arbejdsgange, kombineret med celluloidmaterialets forgængelighed.
”Før indspillede man de danske stemmer på hver sit magnetbånd. Så miksede man optagelserne sammen og overførte lyden direkte til filmenes 35mm-kopier,” forklarer Kirsten Saabye.
Dernæst slettede Disney i Danmark alle deres originalindspilninger for at genbruge de kostbare magnetbånd. Først fra 1992 begyndte selskabet at gemme de separerede, umiksede dubbinglydspor.
I år er det 70 år siden, at den finsk-svenske multikunstner Tove Jansson fik udgivet sin første bog om Mumitroldene. Hendes eventyr om de rare og usentimentale væsener i Mumidalen udtrykte et nuanceret og tolerant livssyn, som stadig inspirerer børn og voksne.
Tove Janssons mumifigurer er filmaktuelle i den finsk-franske tegnefilm "Mumitroldene på sommerferie", som Angel Films' Rabalder Bio i dag udgiver på dvd og vod med danske stemmer. Sophia Jansson, Toves niece og formand for Moomin Characters, har været tovholder på filmen, hvis håndtegnede animation er produceret i Kina.
Bag om animationen: "Mumitroldene på sommerferie"
Handlingen bygger på Tove Janssons tegneseriestribe "Mumi ved Rivieraen" (Moomin on the Riviera, 1955), som kan læses i udgivelsen "Mumitrolden - de samlede striber 1" (Carlsen 2008). Denne historie følger de godmodige og noget naive mumitrolde, da de impulsivt drager på eventyr ved den solkyssede franske sydkyst (læs: Cannes).
Mumifars bohemetendenser stiller ham på god fod med en lokal kunstner, grev Montgaga, mens den overfladiske Snorkfrøken besnæres af jetsettets glamourøse livsstil. Mumimor og Mumi selv er mindre begejstrede og længes hjem til Mumidalens ro og fred - især da det fine strandhotel forelægger dem en meterlang regning for opholdet.
Filmen er fortalt i et roligt tempo med douce pastelfarver og føles i store træk tro mod stemningen i Tove Janssons forlæg. Bortset fra den milde satire over kendiskulturen og mumifigurernes iboende charme er der dog ikke stort at komme efter for et voksent publikum: "Mumitroldene på sommerferie" er primært rettet mod de yngste tilskuere.
Herunder kan du læse den artikel om Mumitroldene, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau i foråret 2015 med mumifan Anders Lund Madsen som forbilledlig kilde.
ARTIKEL: Verden ifølge Mumitroldene Brian Iskov, april 2015
De ligner opretstående albino-flodheste med bekymrede øjenbryn. Deres haler står ud fra deres trinde kroppe ”i en venlig, ret vinkel”. De er rummelige af sind, med et bevægeligt lune: Ængstelse, undren og stilfærdig lykke bølger over deres milde åsyn som krusninger på en dyb skovsø.
De er Tove Janssons Mumitrolde, og de både hyggelige og vemodige væsener har i nu 70 år fascineret børn og voksne gennem bøger, tegneserier, tv-programmer og film.
”Alle kan identificere sig med én fra Mumidalen,” siger Anders Lund Madsen, der er journalist, tv-vært og livslang mumifan. I sine unge dage drømte han om at være Mumitroldens bedste ven, Mumrikken – en rastløs, søgende sjæl med en aura af mystik.
”Han er altid så fri, og ingen ved, hvor han forsvinder hen om vinteren. Det er sådan noget, unge kan li'. I dag, hvor jeg er blevet voksen, synes jeg bare, at Mumrikken og hans mundharmonika er irriterende. Nu er jeg sikker på, at jeg er Mumifar, og jeg har ikke lyst til at være andre,” fastslår Anders Lund Madsen i en alder af 51.
Mumifar (t.v.) i filmen "Mumitroldene på sommerferie" (2014) | foto Angel Films
Som dreng klippede Anders Lund Madsen omhyggeligt den daglige tegneserie med Mumitroldene ud af Politiken og klæbede striberne ind i kladdehæfter. Senere, som journalistelev på Ekstra Bladet, sendte han flere breve til Mumiernes mor, den finlandssvenske multikunstner Tove Jansson, for at få interview med hende. Til sidst fik han Janssons personlige assistent i telefonen, som venligt forklarede, at ”det skulle han nok ikke forvente”, for Tove var blevet gammel og træt.
Tove Jansson var dog endnu ganske ung, da de nysgerrige, stormulede trolde og deres kuriøse omgangskreds tog form i hendes frodige fantasi i 1930'ernes Finland.
Drengepigen Tove var en drømmer og læsehest (Tarzan var favoritten). Hun klatrede i træer, byggede hytter i den vilde skærgård og sov på en hylde blandt skulpturerne i forældrenes atelier.
Hendes far, en billedhugger, elskede uvejr og dramatik. Solskin gjorde ham bare melankolsk. Moderen var tegner og repræsenterede trygheden i hjemmet. Samtidig var hun feministisk mønsterbryder og en af stifterne bag den svenske pigespejderbevægelse.
Tove Janssos eventyrlyst og kunstneriske ophav spejler sig i Mumifamilien, der ifølge Anders Lund Madsen er gammeldags og fremadskuende på én gang:
”Mumifar er patriarken, der bygger huset. Mumimor sørger for orden, og barnet, Mumitrolden, går på opdagelse med sine venner. Det er en klassisk eventyropbygning med arketyper, men den er også meget moderne, i og med at figurerne har en ironisk distance til sig selv. De har alle mange begrænsninger, men ingen af dem fremstår usympatiske. Selv skurkene har forsonlige træk, så det bliver aldrig rigtig farligt, selv om universet rummer andet og mere end bare idyl.”
Gennem 1930'erne studerede Tove Jansson på flere internationale kunstakademier, men anden verdenskrigs udbrud gjorde hende for nedslået til at male. Hun ville hellere skrive en eventyrlig historie i stil med dem, hendes mor havde fortalt hende i barndommen.
Tove Jansson påbegyndte sin første Mumifortælling i krigens første vinter. Da bogen endelig blev udgivet i fredsåret 1945, insisterede forlaget på at ændre det mystiske ord ”mumintroll”, som forekom i titlen, til det mere umiddelbart forståelige ”småtroll”. Først med den tredje roman, ”Troldkarlens hat” fra 1948, kom der skred i salget, men så rullede lavinen også. De følgende to årtier var Tove Jansson beskæftiget på fuld tid med at administrere Mumi-imperiet.
Tove Jansson illustrerede også historierne og hældte sine egne oplevelser, minder, følelser og indtryk ned i siderne. Flere af indbyggerne i Mumidalen er let maskerede udgaver af forfatterens venner og elskere, og ikke mindst hende selv.
”Tove Janssons figurer har et strejf af det romantiske boheme-ideal: De er naturens sønner, frie kunstnersjæle, ægte kulturradikale. Men hun forankrer dem i virkeligheden,” siger Anders Lund Madsen:
”I den slags familier er der altid én, som sørger for, at hverdagen fungerer, og hos Mumierne er det Mumimor, som i en af bøgerne slår ynglende fugle ihjel for at kunne tænde et bål. Det er meget usentimentalt prioriteret.”
Spændet i de følelser, som Jansson beskriver, giver Mumihistorierne en dragende og pirrende tvetydighed, som appellerer lige stærkt til store og små (ifølge bogomslagene er målgruppen ”fra 9 til 90 år”).
”Alle bøgerne rummer dobbelt dialog og ting, man kun forstår, hvis man selv har oplevet noget lignende. Ligeværdigheden mellem de to planer gør det svært at sige, om Janssons historier mest er for voksne eller for børn, og det, tror jeg, er en af grundene til deres vedholdende popularitet,” siger Anders Lund Madsen.
Han har noteret sig, at den dybde, som Mumibøgerne rummer, især synes at fascinere japanerne, selv om den melankolske og eftertænksomme undertone på mange måder er genkendeligt ”urfinsk”.
”I Finland, men også i Norge og Sverige, kan man finde en særlig form for stilstand, som er ladet med alt muligt, der ligger lige under overfladen. Og man undres: Er det her verdens mest lykkelige øjeblik eller det mest foruroligende? Den tryghed og utryghed i én og samme fornemmelse er svær at opleve uden at blive meget påvirket,” mener Anders Lund Madsen.
Han giver også Tove Jansson æren for at have skabt, hvad han mener er den uhyggeligste figur i litteraturhistorien.
”Murren er en kold, gammel skid, som er så ensom, at intet kan vokse dér, hvor hun har siddet. Hun er den personificerede ensomhed og en figur, man kun kan nære den dybeste respekt for. Men alligevel evner Mumimor at have ondt af Murren.”
Denne tolerante verdensopfattelse fremhæver Anders Lund Madsen som en af Mumifamiliens mest prisværdige kerneegenskaber:
”De giver plads til hinanden. På et tidspunkt keder Mumifar sig og tænder ild i haven i håb om at starte en skovbrand, som han kan slukke og måske redde nogen. Det er ikke særlig pædagogisk, men han får lov til det af Mumimor. De faciliterer hinandens frihed, men under ansvar – og dét synes jeg er i orden. Man ville hverken kede sig eller blive forladt, hvis man havde Mumi som nabo.”
I 1954 blev Tove Jansson hentet til London af avisen The Evening News for at lave en daglig tegnet stribe om troldene. Føljetonen fik 20 mio. læsere over hele verden – den mest succesrige finske tegneserie nogensinde – og produktionen af Mumi-merchandise eksploderede.
Tove Jansson skrev samtidig mumiteater og mumisange, og efterhånden bevirkede arbejdspresset og det offentlige fokus, at hun løb sur i den franchise, hun selv havde skabt. Efter at hendes kontrakt med avisen ophørte, overlod hun tegneserien til sin lillebror Lars Jansson, der kørte den videre til 1975.
Med tiden antog Janssons Mumifortællinger (i alt otte romaner, en novellesamling og fire billedbøger) også et mere voksent og filosofisk grublende udtryk.
”Det var jo forbandet for Tove at have fundet på noget så driftssikkert så tidligt i karrieren. Hun har haft andre ambitioner og til tider tænkt, at Mumifamilien kunne skride ad helvede til,” siger Anders Lund Madsen. Han ser bøgernes skift fra den ydre handling til den indre som en naturlig udvikling:
”Mumifamilien er næsten ikke med i den sidste roman (”Sent i november”, 1970, red.), og i den næstsidste, ”Mumifar og havet” (1965), sker der heller ikke ret meget. De sejler ud til en ø og prøver at finde ud af, hvorfor fyrtårnet ikke er tændt, og så tager de hjem igen. Der er ikke den samme rabalder over det. Til gengæld slipper Tove for at slå sin guldkalv ihjel, fordi hun i stedet udnytter den til at få afløb for nogle temaer og følelser, som optager hende.”
Tove Janssons død i 2002 synes ikke at have påvirket Mumiernes fremmarch. Gennem tv-tegnefilm, der lægger vægt på Mumidalens hyggelige aspekter, har nye generationer af børn opdaget Janssons mytiske univers. Herhjemme melder tatovører om stor interesse for mumimotiver blandt yngre kunder. I Japan, hvor der findes mumicafeer, sælger mumikrus og mumistel fra det finske firma Arabia som varmt brød, især blandt unge kvinder.
Siden 1993 har fans også kunnet besøge Mumiverdenen, en forlystelsespark i Nådendal i det sydvestlige Finland. Familien Lund Madsen har naturligvis løst billet, og patriarken vurderer, at tivoliudgaven af Tove Janssons skaberværk holder vand.
”Det er altid grænseoverskridende i den slags parker at møde mandshøje, frotteklædte monstre, der vralter rundt. Men her er det meget nænsomt gjort, uden mumitog og hemulpomfritter. Ligesom i bøgerne sker der ikke det store i Mumiverdenen, men det var en betagende oplevelse,” fortæller Anders Lund Madsen.
Kærligheden til Mumitroldene er gået i arv til hans fem børn. Han håber, at de – som ham selv – vil kunne drage nytte af mumiernes værdier og livssyn i hverdagen:
”Nogle mennesker har hellige skrifter, der viser, hvordan verden bør se ud. Jeg har kunnet bruge Mumihistorierne til at få orden i mine begreber. De er rare at forholde sig til, når man har ondt af sig selv eller andre eller føler ubalance. Det er en god ballast at have.”
Mumiverdenen i den finske Nådendal har åbent alle dage fra 6. juni til 23. august. Udstillingen Mumidalen på kunstmuseet i Tampere, også i Finland, har åbent hele året undtagen mandage og helligdage. I Stockholm i Sverige er der mumiudstilling på børnemuseet Junibacken indtil februar 2017 (åbent tirs-søn i april og alle dage i sommermånederne).
• 1914: Tove Marika Jansson bliver født i Helsinki, Finland.
• 1929-1932: Tove Jansson logerer hos sin onkel Einar i Stockholm, som driller hende med, at der bor ”mu-u-u-umitrolde” bag komfuret.
• 1940: Tove Jansson skriver sin første fortælling om Mumitroldene.
• 1945: ”Mumitroldene og den store oversvømmelse” udkommer i Sverige, illustreret af Tove Jansson selv. Bogen sælger 219 eksemplarer i sit første år. I dag er førsteudgaverne flere tusind kroner værd.
• 1947: Mumitroldene optræder første gang som tegneserie i ugebladet Ny Tid.
• 1948: Den tredje mumiroman, ”Troldkarlens hat”, giver Jansson og Mumierne deres gennembrud.
• 1954: Mumibøgerne begynder at udkomme på dansk. Tove Jansson påbegynder en daglig tegneserie med Mumitroldene i den engelske avis The Evening News. Serien, som siden overtages af Lars Jansson, blev herhjemme bragt i Politiken 1955-62.
• 1959: Mumifamilien optræder første gang på film som snoredukker i en tysk tv-serie for børn. Omtrent samtidig sætter det finske keramikfirma Arabia de første Mumifigurer på markedet. Porcelænsfigurerne er udformet af Tove Janssons mor, Signe Hammarsten-Jansson.
• 1966: Tove Jansson modtager H.C. Andersen-medaljen for sine Mumibøger. Det er verdens højeste udmærkelse for børnebogsforfattere.
• 1970: Tove Jansson udgiver sin sidste Mumiroman, "Sent i november". Kort forinden, i december 1969, starter tv-serien ”Mumintrollet”, der traumatiserer en hel generation af svenske børn, idet Mumifamilien i flere afsnit tager deres hoveder af, så man ser skuespillerne inden i dragterne.
• 1977: Et polsk animationsstudio laver ”Mumitroldene” som filt-flyttefilm. En række episoder bliver pudset af og klippet sammen til to biograffilm i 2000'erne.
• 1980: DR viser den svenske tv-julekalender ”Jul i Mumidalen” fra 1973 som en del af ulandskalenderen ”Jul og grønne skove”.
• 1987: Den permanente udstilling Mumidalen åbner på kunstmuseet i Tampere (Tammersfors) i Finland.
• 1990: En håndtegnet, japansk-hollandsk tv-serie skaber fornyet international opmærksomhed om Mumitroldene. I Danmark kører serien på TV 2 fra 1995 og frem. Serien sætter en ny bølge af Mumi-merchandise i gang.
• 1993: I kølvandet på den seneste tv-serie udkommer nytegnede Mumiserier i bladform (herhjemme som albummer). Historierne er tilpasset et yngre publikum og tegnet af bl.a. danske Mårdøn Smet. Samme år åbner forlystelsesparken Muminvärlden i den finske Nådendal nær Turku (Åbo).
• 2001: Tove Jansson dør i Helsinki, 86 år gammel.
• 2008: Forlaget Carlsen begynder at genudgive Tove Janssons Mumiromaner og avistegneserier, begge i indbundet format. Romanernes forord er skrevet af Anders Lund Madsen.
• 2014: Tove Janssons 100-årsdag fejres verden over. En ny, håndtegnet spillefilm baseret på historien ”Mumi på Rivieraen” får verdenspremiere.
• 2015: Den finske nationalopera i Helsinki har urpremiere på balletten ”Moomin and the Comet” i marts (se video nedenfor). En udstilling af Tove Janssons kunstværker turnerer Japan rundt. Tegnefilmen "Mumitroldene på sommerferie" får dansk dvd og vod-release 27. november.
Mumitroldenes fødsel
I de tidlige 1930'ere, da Tove Jansson var teenager, boede hun hos sin morbror Einar i Stockholm. Hun sneg sig ofte ned til fadeburet om natten for at spise, og det fik Einar til, i et manende tonefald, at advare sin niece om de ”mu-u-u-mitrolde”, som ifølge ham holdt til bag komfuret.
Det kuriøse navn fik første gang gestalt, da Tove Jansson tegnede en proto-mumitrold på familiens das ved sommerboligen i Den Finske Bugt. Hun havde et skænderi med sin ældste lillebror, Per Olov, om den tyske filosof Immanuel Kant, og i raseri tegnede hun ”det grimmeste dyr, hun kunne forestille sig”.
Inden den første Mumibog udkom i 1945, dukkede den langnæsede, vrisne fyr med hale op på flere af Tove Janssons malerier samt som hendes signatur i det politiske satireskrift ”Garm”, som hun bidrog til under 2. verdenskrig. Med årene antog de trinde, hvide, flodhestelignende kreaturer en rundere, mere tiltalende form, omend Mumitroldene alle dage har ligget langt fra gængse, ydre skønhedsidealer.
Fra filmen "Mumitroldene på sommerferie" | foto Angel Films
Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.
Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!
Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.
Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015
Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.
Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.
HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:
Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".
Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.
ARTIKEL: På udflugt i Pixars arkiver Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006
I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.
Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano
Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.
Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].
John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014
De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.
Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.
Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)
Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.
På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!
Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.
Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.
En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves.
På få år har det lille Viborg-firma Nørlum opnået international succes ved at levere håndtegnet animation til kvalitetstegnefilm, der vil andet og mere end sælge legetøj. Selskabet har en stor andel i den biografaktuelle "Sangen fra havet", som har chancen for at vinde en Oscar søndag nat.
Rygterne om den håndlavede tegnefilms bortgang har vist sig at være stærkt overdrevne.
Disney producerer ikke længere 2D-tegnefilm i spillefilmslængde, men heldigvis holder andre selskaber liv i det gode, gammeldags animationshåndværk. Hele to af de nominerede bidrag i dette års oscarkategori ”bedste animerede spillefilm” er således tegnet i hånden, men bærer ellers hver deres distinkte udtryk.
Den ene af de oscarnominerede tegnefilm er ”Sangen fra havet” (Song of the Sea) af Tomm Moore. Filmen, der får dansk biografpremiere i dag, er produceret af irske Cartoon Saloon, men delvist animeret i Viborg i Danmark.
(Den anden oscarnominerede 2D-tegnefilm, Isao Takahatas ”Fortællingen om prinsesse Kaguya” fra det hæderkronede japanske Studio Ghibli, følger i juni. Du kan høre mere om begge film i oscar-opvarmningspodcasten fra Filmnørdens Hjørne.)
Med den gribende, poetiske og grafisk smukke 'Sangen fra havet' er det viborgensiske animationsfirma Nørlum med til at bevise, at man sagtens kan fortælle vedkommende historier som klassisk, fuldanimeret tegnefilm i 2015.
Nørlum har produceret hele 36 minutters animation til den 93 minutter lange film. I spidsbelastede perioder sad der 22 tegnere og arbejdede på filmen i Nørlums lokaler i Viborg. Resten af filmens scener blev fordelt ud på fire andre animationsstudier i Irland, Luxemburg, Belgien og Frankrig.
»Oscarnomineringen til 'Sangen fra havet' bekræfter os i, at vi i Nørlum gør tingene på den rigtige måde, og at vi har fundet en troværdig formel på at producere kvalitet,« siger Frederik Villumsen, der er administrerende direktør i Nørlum.
Frederik Villumsen er en af de to ildsjæle, som grundlagde Nørlum i marts 2010. Dengang var Villumsen 25 og nylig dimitteret fra The Animation Workshop. Han havde oprindelig søgt ind på den jyske animationsskole, fordi han drømte om at gøre tegneriet til sit levebrød. Karriereplanen? At gå efter guldet og blive animator hos Disney i USA. Et selvstudium på uddannelsens tredje år fik ham på nye tanker.
»Jeg fandt ud af, at det var vigtigere for mig at arbejde på ambitiøse prestigeprojekter og fortælle fine historier, der ikke var pakket ind i salgbart merchandise,« formulerer Frederik Villumsen det i dag.
Figurskitse til "Sangen fra Havet" tegnet af Frederik Villumsen
Alle scenerne i "Sangen fra havet" er animeret ved ”digital håndtegning” på Wacom Cintiq-tegneplader. Den digitale pen overfører animatorens streger direkte til computeren. »Det føles meget som at arbejde med blyant på papir,« siger Frederik Villumsen.
Frederik Villumsens position som daglig kreativ leder af Nørlum giver ham ikke megen tid til selv at sidde ved det digitale tegnebræt. Kun ganske få scener i "Sangen fra havet" er animeret af ham personligt. »Mit job var primært at føre filmens vision igennem i Danmark samt at hjælpe animatorerne med at tegne de forskellige figurer rigtigt,« fortæller han.
Produktionsartwork fra "Longway North" | c Nørlum
Nørlum har senest bidraget med 36 minutters animation, præcis halvdelen af spilletiden, til den kommende fransk-danske tegnefilm "Longway North". De danske animatorer nåede i mål én dag før deadline og inden for budgettet, begge dele til Nørlum-chefen Frederik Villumsens udelte stolthed. »Professionalisme er supervigtigt for et godt ry i branchen,« understreger han. »Vi skal holde, hvad vi lover.«
De næste tre år handler for Nørlum om at smede firmaets fremtid og udnytte det aktuelle momentum. Selskabet har allerede sat deres første, egenudviklede spillefilm i søen. "Aether" (Æter, red.) lyder arbejdstitlen på projektet, der har den canadiske instruktør Jericca Cleland tilknyttet. Men filmen bliver ikke nødvendigvis animeret i hånden.
»Vi har ikke lagt os fast på kun at lave 2D-tegnefilm. Den form, vi vælger, afhænger helt af, hvilket udtryk der passer bedst til den historie, vi vil fortælle. Så selv om det er et privilegium at få lov til at lave håndtegnede spillefilm, ser vi ikke os selv som fanebærere for en uddøende kunstart,« understreger Frederik Villumsen.
Som en bonus for animationsnørder kan det nævnes, at Nørlum-chefens personlige forbillede inden for faget er Milt Kahl. Han var en af Disney-studiets legendariske ”nine old men”, dvs. den kernegruppe af chefanimatorer, som arbejdede på alle studiets film fra ”Snehvide og de syv dværge” i 1937 til ”Bernard og Bianca” i 1977, og som i vid udstrækning er artitekterne bag den særlige, skoledannende Disney-animationsstil.
”Milt Kahls animation er mindre blid end f.eks. Frank Thomas og Ollie Johnstons,” forklarer Frederik Villumsen. ”Men hans skitsetegninger havde så meget liv, og han var superprofessionel i den måde, han brugte sin teknik til at skabe imponerende skuespil. Det var det samme, som drev mig, da jeg læste på The Animation Workshop: At man ikke går på kompromis med selve tegningen, selvom det betyder, at man skal lave meget mere arbejde.”
Blandt Milt Kahls mest berømte animationspræstationer er Pinocchio i filmen af samme navn (1940), Shere Khan fra ”Junglebogen” (1967), sheriffen fra Nottingham i ”Robin Hood” (1973) og Medusa fra ”Bernard og Bianca” (1977).
"Sangen fra havet" har dansk biografpremiere over hele landet i dag.
> Mit fulde interview med Frederik Villumsen fra Nørlum kan læses i Politiken FILM i dag, torsdag 19. februar 2015.
> Den 87. Oscaruddeling finder sted natten til mandag (dansk tid) og transmitteres direkte på TV 2. Filmnørdens Hjørne (i samarbejde med Bries Blog-O-Rama) streamer livekommentarer under hele Oscarshowet natten til mandag 23. februar. Lyt med på http://mixlr.com/filmnørdens-hjørne
Grundlagt i marts 2010 af Frederik Villumsen og Jeanette Nørgaard. Firmanavnet er en sammensmeltning af navnene Nørgaard og Villumsen. I dag udgøres Nørlum af Villumsen (adm. direktør og partner) og Claus Toksvig Kjær (producer og partner).
Nørlum har leveret animation til de håndtegnede spillefilm 'Sangen fra havet' (en irsk-belgisk-fransk-dansk-luxemburgsk samproduktion) og den fransk-dansk finansierede 'Longway North', som får verdenspremiere senere i år.
Nørlum planlægger pt. sin første egenproducerede animationsfilm, 'Aether', med forventet biografpremiere i 2018.
Under banneret Team Generous producerer Nørlum hvert år en kort tegnefilm pro bono til velgørende formål. I år er modtageren Børnefonden. Se mere på www.teamgenerous.com
De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.
”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.
Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.
”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.
”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.
"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."
Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:
”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.
Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:
”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”
Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.
Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.
Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.
Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.
Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:
”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”
Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.
”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.
Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.
”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.
Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.
”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.
Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.
Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.
Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.
Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.
Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film:
”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”
Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.
I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.
En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.
”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.
”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.
TURTLES-TIDSLINJE
1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.
Graham Chapman animeret af Arthur Cox i "A Liar's Autobiography"
Af indlysende årsager bliver Graham Chapman gerne omtalt som ”ham den døde fra Monty Python”. Chapman – sketchtruppens ranglede, piberygende doktor og skabsanarkist – kradsede af i 1989, dagen før Monty Pythons 20-års jubilæumskomsammen. Hans 23 år under ni fod muld har dog ikke afholdt Chapman fra at lægge stemme til den nye animationsfilm ”A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman”, som netop har haft danmarkspremiere på CPH PIX.
Inden sin død som 48-årig nåede Graham Chapman i 1982 at indtale sine fabulerende erindringer på kassettebånd. Manuskriptet til ”A Liar's Autobiography” er konstrueret ud fra de passager af optagelsen, som indeholdt dialoger og derfor kunne isoleres som fritstående scener. Selv smålyde som Chapmans bappen på piben er taget fra de originale råindspilninger af Monty Pythons grammofonplader.
”A Liar's Autobiography” udgør med andre ord en slags illlustreret lydbogscollage, hvor 14 mindre, engelske animationsstudier har føjet levende billeder til Graham Chapmans causeren. De 17 (primært digitale) animationsteknikker, som optræder i filmen, spænder vidt i deres udtryk, omend de fleste indeholder elementer af surrealisme. Nogle episoder er fortalt som bevidst grim flyttefilm, mens andre er tegnet i en simpel, naivistisk billedbogstreg, og andre igen syrer ud i Bill Plympton-inspirerede grotesker. Den sammenkogte ret serveres i stereoskopisk 3D, alene fordi det gav instruktørerne mulighed for at benytte sloganet ”Graham Chapman: Dead in 3D”!
"Denne film indeholder sunde doser af vulgært sprog, vold, blasfemi, alkoholisme, nøgenhed, umotiveret namedropping, homoseksualitet og David Frost." - varedeklaration til "A Liar's Autobiography"
Filmen er i sagens natur en ujævn, flyvsk affære, der foretager spredte punktnedslag i de 48 år, hvor Graham Chapman i mere eller mindre grad befandt sig på denne klode. Kronologien forløber nogenlunde lineært: fra Chapmans barndomsår over lægestudierne i Cambridge til skabelsen af ”Monty Python's Flying Circus” i 1969. Som et pudsigt indfald har studiet Mr & Mrs karikeret samtlige af gruppens medlemmer som CGI-animerede chimpanser, der diskuterer, hvad deres tv-program skal hedde.
Senere viser succesen sin bagside i form af Graham Chapmans omsiggribende alkoholisme (i perioder bundede han to liter gin om dagen). En af filmens mest velskabte sekvenser skildrer hans hedonistiske Los Angeles-livsstil som et evigt, sammenflydende orgie af overfladiske kendisfester – animeret af studiet Beakus i en semi-gennemsigtig, retro-moderne stil, som går perfekt i spænd med emnet.
Den kolde tyrker, som Chapman frivilligt tog for at kunne spille titelrollen i ”Life of Brian”, tager sig anderledes grum ud med sine dystre hallucinationer i fluktuerende, gyldne penselstrøg, signeret af studiet ArthurCox.
Én animator, som ikke er repræsenteret i filmens patchwork, er Terry Gilliam, som takkede nej til at bidrage med nye tegnede sekvenser. Gilliam lægger dog stemme til en række figurer i ”A Liar's Autobiography” og har muligvis flere replikker i denne ene film end i hele Monty Pythons samlede værker!
Eric Idle er det eneste Python-medlem, som har holdt sig fri af Chapman-projektet. Idle afslog, fordi han ikke ønskede, at folk skulle opfatte ”A Liar's Autobiography” som en Python-genforening. Tanken ligger ellers lige for, eftersom resten af de overlevende Python-medlemmer – John Cleese, Michael Palin og ”den anden” Terry med efternavnet Jones – har indtalt replikker til formålet. Det er lidt af et scoop, som sikkert kun har kunnet lade sig gøre, fordi Terry Jones' søn, Bill Jones, er en af filmens tre instruktører.
De to andre bagmænd er Jeff Simpson og Ben Timlett, der i 2009 lavede ”Monty Python: Almost the Truth (Lawyer's Cut)”, en fremragende IFC-dokumentar i seks dele.
Instruktørtrioen understreger i pressematerialet, at ”A Liar's Autobiography” ikke bør omtales som en Monty Python-film, da det er en Graham Chapman-film, og at publikum ikke bør forvente en komedie, men en biografi. Som helhed er ”A Liar's Autobiography” da heller ikke udpræget morsom eller synderlig Monty Python-agtig, selvom man fornemmer, at hovedpersonen ville have bifaldet den uærbødige og let kaotiske tilgang til materialet.
Ifølge Python-kollegerne var den filuragtige Chapman på mange måder en omvandrende selvmodsigelse. Trods sin generte fremtoning var han muligvis den mest oprigtigt gakkede i gruppen, og selv om Chapman efter eget udsagn var 70 % homoseksuel, blev selv hans nærmeste venner dybt overraskede, da han i en sen alder sprang ud af skabet. (Det skete i øvrigt til en fest, hvor Chapman også havde inviteret sin daværende forlovede – vist nok typisk for ham).
”A Liar's Autobiography”s flimrende koncept fanger i glimt det skæve, det fascinerende flygtige og svært gennemskuelige ved Graham Chapmans væsen, men fortæller ikke meget om manden som kunstner eller leverer nye indsigter. Som biografi betragtet er eksperimentet kun halvt vellykket, hvilket blandt andet skyldes, at Chapmans egen tekst flere steder er for svag til at bære den indimellem meget bogstavelige billedside. Ikke-indviede kan med sindsro holde sig væk.
Det utraditionelle portræt er dog stadig kuriøst og eventyrlystent nok til, at animationsinteresserede vil få noget ud af oplevelsen, ligesom Monty Python-fans vil vide at fange de indforståede referencer – såsom en dåse Spam i et handskerum og en storstilet musicaludgave af ”Sit on My Face”, som studiet A for Animation har koreograferet efter ”Every Sperm is Sacred” (fra ”Monty Python's The Meaning of Life”, 1983).
Hvad CPH PIX-kataloget undlader at nævne, er, at man også bør se dokumentaren ”Graham Chapman: Anatomy of a Liar” for at få det fulde udbytte af den noget udflydende portrætfilm. Dokumentaren er bonusmateriale på den britiske udgivelse af ”A Liar's Autobiography”, men bliver desværre ikke inkluderet på den danske dvd- og blu-ray-version, som MIS.Label udgiver den 9. maj.
Det er ærgerligt, eftersom de mest anfægtende øjeblikke i ”A Liar's Autobiography” netop er de korte arkivklip, hvor Graham Chapman optræder i tv-interview, samt de legendariske mindeord, som John Cleese leverede til sin Python-kollegas begravelse i 1989:
"Good riddance to him, the freeloading bastard. I hope he fries."
"A Liar's Autobiography" kommer ikke i dansk biografdistribution, men udgives af MIS.Label på dvd og blu-ray den 7. maj 2013. Filmen kan også ses på CPH PIX den 17. april.
A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman. Storbritannien 2012. Instruktion: Bill Jones, Jeff Simpson, Ben Timlett. Spilletid: 85 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 9. maj 2013. Distributør: MIS.Label.
Graham Chapman på cykel i "A Liar's Autobiography"
BONUSTRIVIA: I 1980'erne gennemførte Graham Chapman en sort alpinløjpe siddende i en gondol af træ, som han havde lånt fra en lokal italiensk restaurant. Episoden er ikke med i ”A Liar's Autobiography”. Men den skulle så vidt vides også være ganske sandfærdig.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
