I dag udkommer motorsportsfilmen "Le Mans '66" i Danmark på dvd, Blu-Ray, Blu-ray Steelbox og UHD.
"Le Mans '66" genskaber titlens klassiske bilvæddeløb næsten uden brug af computergrafik. Jeg deltog i filmens pressemøde på Toronto Film Festival 2019, hvor jeg havde mulighed for at stille instruktøren James Mangold og skuespilleren Christian Bale spørgsmål. Desuden interviewede jeg stuntkoordinatoren Robert Nagle over telefonen i efteråret.
Herunder kan du læse artiklen, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau, hvor Mangold, Nagle og Bale fortæller om udfordringerne og glæderne ved at lave kørestunts med rigtige, fysiske racerbiler i en tid, hvor mange tyr til digitale effekter.
Bilfilm i høj hastighed
Tekst: BRIAN ISKOV, TIFF 2019
I en tid, hvor de fleste biobaskere smører lærredet ind i computereffekter og indsætter digitale stuntmænd til at udføre umulige bedrifter, går den biografaktuelle "Le Mans '66" tilbage til rødderne. Her er det rigtige biler, der kører rigtig stærkt forbi kameralinsen, når rivaliseringen mellem Ford og Ferrari udspiller sig for fuldt blæs på asfalten.
Væddeløbsfilmen, der har dansk premiere på torsdag, følger begivenhederne omkring det benhårde, franske 24-timersrace Le Mans i 1966. Matt Damon spiller racerkøreren Carroll Shelby, der vandt løbet seks år tidligere. Sygdom har tvunget ham til at opgive karrieren, men han får en ny chance for at vise sit værd, da den amerikanske automobilgigant Ford stiller ham en unik udfordring. Han skal designe den ultimative racerbil, som kan slå storfavoritten, det italienske Ferrari-hold, på banen i Le Mans. Med den temperamentsfulde brite Ken Miles (Christian Bale) som testkører, og mod alle odds, lykkes det Shelby at få den skelsættende Ford GT40 MKII klar til løbet i juni 1966.
Filmens instruktør, James Mangold, har før stået bag film som "Walk the Line" og "Logan". I "Le Mans '66" insisterede han på at snyde så lidt som muligt med virkemidlerne for at genskabe den autentiske 1960'er-oplevelse.
"Historien handler om mennesker, der kører rundt på en bane i en tynd aluminiumskal med en fart på over 320 km/t. Jeg ville skildre deres vovemod og det mirakel, at de kunne overleve under de forhold. Derfor skulle der være noget analogt og virkeligt og beskidt over filmen og de her sexede udyr på fire hjul. Man kan både høre og se boltene rasle rundt i bilens understel. Man kan mærke motorvibrationerne. Man forstår, hvor meget førerne presser køretøjet, og hvor tæt bilen er på at eksplodere," siger James Mangold.
Hele fire danske instruktører var i år inviteret til Toronto International Film Festival for at holde verdenspremiere på deres nyeste spillefilm. En måske endnu mere bemærkelsesværdig tendens er, at alle fire film er produceret uden for Danmark.
Toronto International Film Festival 2017 åbnede med Janus Metz Pedersens ”Borg”, der overvejende er svensk finansieret. Nogle dage senere lancerede Bille August sin engelsksprogede, tysk-belgisk producerede ”55 Steps” med Helena Bonham Carter og Hilary Swank.
Anders Walter var også i Toronto for at præsentere ”I Kill Giants”, en engelsk-amerikansk produktion, optaget i Irland med belgiske støttepenge. Og endelig har Michael Noer genindspillet Henri Charrières fængselsbiografi ”Papillon” i Serbien, Malta og Montenegro.
Bries Blog-O-Rama mødte de to sidstnævnte instruktører, Anders Walter og Michael Noer, på TIFF 2017. Herunder fortæller de lidt om deres oplevelser på filmene.
Anders Walter ”I Kill Giants” Anders Walter, der i 2014 vandt en oscar for kortfilmen ”Helium”, spillefilmdebuterede på Toronto Film Festival med ”I Kill Giants”. Hovedpersonen, teenagepigen Barbara (Madison Wolfe), er en temperamentsfuld enspænder, der bliver mobbet i skolen for at tro på kæmper og magi. Barbara forårsager også ballade derhjemme, hvor hendes voksne storesøster (Imogen Poots) kæmper for at holde sammen på familien. Efterhånden som skolepsykologen (Zoë Saldana) kommer ind på livet af Barbara, bliver det klart, at pigens fantasifulde korstog mod kæmperne bunder i nogle meget virkelige problemer. Filmen er baseret på tegneserien af samme navn af Joe Kelly og Ken Niimura, og Chris Columbus ("Alene hjemme", de to første Harry Potter-film) er executive producer. Anders Walter fortæller:
"Hollywood i dag foregår ikke i Hollywood. Vi optog filmen i Irland med flamske støttepenge. Vi har kun skudt enkelte plates (baggrundselementer, red.) på Long Island." "Vi har ingen danske penge i filmen, kun danske kræfter. Vi har ikke søgt om støtte hos Filminstituttet. Jeg har aldrig prøvet at lave en spillefilm i Danmark, så jeg har ikke rigtig noget at sammenligne med." "Budgettet endte på lige knap 100 millioner danske kroner. Det er stadig en lowbudget-film i forhold til den slags visuelle effekter, vi har med i filmen."
Madison Wolfe i Anders Walters "I Kill Giants" - photo courtesy of TIFF
"”I Kill Giants” er ikke købt til Danmark endnu. Vi har et kæmpe problem i form af den film, der hedder "A Monster Calls" (Syv minutter over midnat), som kom ud sidste år og kostede det firedobbelte af vores. Den fik fine anmeldelser, men satte sig totalt imellem to stole, og nogle mennesker tabte en masse penge på den. Vores historie har nogle af de samme tematikker og den samme tvivl hos indkøberne om, hvem den er til. Prøver vi at kaste den ud til et teenagepublikum, eller sælger vi den som sådan en halv arthousefilm? Den er svær at sælge. Men jeg håber, at folk vil fokusere på den stærke girlpower-historie. Det er jo ikke en film, hvor man skal sidde og have ondt af det her barn i to timer." "Der er sikkert nogle salgspersoner, der har håbet på et større actionbrag. Men jeg synes, at det fede netop er det stille og rolige gætteri, den langsomme åbenbaring af karakteren. Man skal være tålmodig. Især de asiatiske indkøbere siger: 'We love the film, but in China, we like it when films cut fast.'" "Joe Kelly (som både har skrevet tegneserien ”I Kill Giants” og manuskriptet til filmen, red.) hjælper mig med at skrive min kortfilm "9 meter" om til spillefilmmanus. Det projekt ligger hos filmkonsulenten lige nu."
Charlie Hunnam i Michael Noers "Papillon" - photo courtesy of TIFF
Michael Noer ”Papillon” Den første engelsksprogede film fra Michael Noer (”R”, ”Nordvest”) er en genindspilning af bogen ”Papillon”, hvori Henri Charrière beskrev sine elleve helvedesår i Djævleøens berygtede fængsel. Charlie Hunnam ("Pacific Rim") og Rami Malek ("Mr. Robot") spiller de to hovedroller, som blev inkarneret af hhv. Steve McQueen og Dustin Hoffmann, da Franklin J. Schaffner lavede den første filmversion af historien i 1973. Noer har instrueret filmen som en bestillingsopgave, men har dog castet sin danske maskot, skuespilleren Roland Møller, i en stor birolle. Michael Noer fortæller:
"Fordi det var et remake, var det en fed udfordring at gå tilbage til det oprindelige kildemateriale og tage de ting, vi syntes var gode, og bygge vores eget ind. Dalton Trumbo (der skrev drejebogen til filmatiseringen fra 1973, red.) gik jo tilbage til de samme bøger, vi brugte. Vi har øget tempoet, ikke for tempoets skyld, men fordi man kan. Dengang var der nogle begrænsninger for, hvor mange kameravinkler man kunne nå at lave, og hvor mange der kunne køre på samme tid, og skuespillerne skulle i højere grad overholde nogle mærker. Vi skruer ikke bare op for at gøre det til sådan noget ungdomspopcornfilm. Med højere tempo opnår vi en større grad af autenticitet, det er i hvert fald meningen. Jeg tror, mange vil se, at der er scener, der minder om noget fra 'Nordvest'." "Jeg er vant til at sidde i fire år med manuskriptforfattere og skulle researche materialet igennem. På min næste danske film sidder jeg og arbejder med en historiker på manus, og ellers har det været ungdomsklubber, fængsler, plejehjem. Så bruger man flere år på det og lærer de mennesker at kende. Så hvorfor tage herover og sidde i et skab med en researchbunke." "Jeg er kun 38, men jeg har lavet så mange dokumentar- og fiktionsfilm og ting til web. Nu skulle jeg prøve det her, som jeg aldrig nogensinde har drømt om. At stå med 500 statister og optage i 11 uger. Det er jo vildt, at det her er noget, man kan få ind under sit kunstneriske felt. På det punkt har tiderne ændret sig, og jeg synes, vi [danske filmfolk] alle skal prøve at lukrere på det. Roland [Møller] bliver stoppet på gaden herovre for at skrive autografer. Han er med i en film med Dwayne Johnson, altså, hvad fuck sker der? Der var ikke nogen af os på 'R', der havde drømt om, at Roland skulle få sådan en karriere. Jeg under Roland det, og han skal være med i alle mine film som min good luck charm. Men jeg tror, den eneste grund til, det her kan lade sig gøre, er, at det er noget, vi ikke har drømt om. Den form for arrogance kan amerikanerne godt lide."
Hverken ”I Kill Giants” eller ”Papillon” har i skrivende stund en dansk premieredato i biograferne.
Da John F. Kennedy, De Forenede Staters 35. præsident, besøgte Paris i juni 1961, fulgte hans hustru med. Jacqueline Kennedy tog franskmændene med storm, og deres jubel over førstedamen fik JFK til at indlede en pressekonference med ordene: ”Jeg er manden, der ledsagede Jackie Kennedy til Paris.”
”Jackie var glad for, at JFK var stolt af hende, for på valgturneen i 1960 havde hans stab gjort alt for at gemme hende af vejen. De mente, at hendes haute couture og touperede frisure ville fremmedgøre Amerikas kvinder, og at de ville opfatte hende som en elitær snob. Men så snart hun blev førstedame, elskede alle hendes stil og begyndte at efterligne den. De lærte fransk og fik sat håret ligesom hende,” fortalte Natalie Portman, da jeg interviewede hende på Toronto Filmfestival 2016.
Den israelsk-amerikanske skuespiller har hovedrollen i Pablo Larraíns biografaktuelle ”Jackie”, der følger fru Kennedy på tæt hold i dagene efter snigmordet på præsidenten i Dallas i november 1963. Filmen tegner et stærkt øjebliksbillede af en ikonisk kvinde, som midt i sit livs tragedie finder styrke til at træffe nogle svære beslutninger.
Som det altdominerende midtpunkt yder 35-årige Natalie Portman en stor præstation i en krævende rolle. Jackie Kennedy befinder sig i forskellige stadier af sorg gennem hele filmen, og kameraet forlader sjældent skuespillerens ansigt.
”Før havde jeg det samme billede af Jackie Kennedy som de fleste andre. Det handlede mest om hendes tøj, hendes hår, hende som et symbol på værdighed og elegance,” sagde Natalie Portman i Toronto. I arbejdet med rollen kunne Portman trække på sin BA i psykologi fra Harvard-universitetet, som hjalp hende til at forstå Jackies komplekse personlighed.
Natalie Portman i "Jackie" | pr-foto: Scanbox
Dette – og meget mere – kan du høre Natalie Portman fortælle om i Cinemajour 14, den seneste podcast fra Filmnørdens Hjørne. Podcasten, der udkommer i dag på filmens danske premieredato, torsdag 12. januar, indeholder nemlig adskillige eksklusive lydbidder fra mit interview med Portman i Toronto.
Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i søndags, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er anden del af Brian Iskovs rapport fra Toronto International Film Festival 2016.
Adam Driver og Jim Jarmusch (t.h.) på TIFF 2016 | foto: Mike Windle, WireImageGetty
Stjernernes morgenmad
En af de stjerner, jeg interviewede under den nyligt afsluttede Toronto International Film Festival, var Adam Driver. Siden sin filmdebut for kun fem år siden i Clint Eastwoods "J. Edgar" har den lange, kejtede eks-marinesoldat været konstant efterspurgt af store instruktører som Martin Scorsese, Steven Spielberg, Joel & Ethan Coen, Jim Jarmusch (i den TIFF-aktuelle "Paterson") og snart Terry Gilliam (om alt går vel! Gilliams Don Quixote-projekt er berygtet for at være kuldsejlet flere gange de sidste 18 år).
På TIFF fortalte Adam Driver, at han prøver at bevare en flig af jordforbindelse ved at lave sin egen morgenmad hver dag, også når han er på filmoptagelse:
"Røræg, fordi det er det nemmeste. Seks æg med lidt salt, rørt sammen på en pande. I forhold til så mange andre ting, jeg kunne lave, er det ikke så slemt. Men hvem ved, måske er jeg ved at slå mig selv langsomt ihjel med kolesterol bare for at kunne bevare kontrollen over det ene ritual i mit liv."
"Paterson" har forventet dansk biografpremiere 5. februar 2017.
Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i går, søndag, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er første del af rapporten fra Toronto International Film Festival 2016.
Folkets festival
Ingen af de bebudede hollywoodstjerner mødte op, da Canada fik sin første filmfestival i Toronto i oktober 1976. Storebroderen USA ignorerede slet og ret Festival of Festivals, og de lokale medier spåede fiasko.
Men arrangørerne lo sidst. 35.000 canadiere løste billet til premieren på Toronto International Film Festival (TIFF), som navnet har lydt siden 1994. I festivalens første år var der 127 film på plakaten.
Siden er publikumstallet mere end tidoblet, og dette års Toronto-program bød på 397 titler – 296 spillefilm og 101 kortfilm – fra 83 lande. Ser man fem titler om dagen under hele TIFF, vil man stadig gå glip af det meste.
Jeg nåede i år igennem 23 hele spillefilm og 5 halve (som jeg enten faldt i søvn til eller måtte gå fra). Desuden foretog jeg 7 interview og var til adskillige seminarer og Q&A's.
Brie på TIFF 2016 | privatfoto
Filmbranchen serviceres på festivalen med et marked for køb og salg af kommende film samt et ugelangt program af konferencer og masterclasses. Men først og fremmest er Toronto til for den menige biografgænger. Publikumsorienteringen giver TIFF en helt særlig, afslappet vibe af folkefest og inklusivitet.
De 3000 frivillige i orange T-shirts, som overalt sørger for gnidningsfri afvikling og kanalisering af menneskestrømmen, er indbegrebet af hjertelig imødekommenhed og hjælpsomhed. Man forstår, hvorfor den årlige introfilm, der hylder deres indsats, altid mødes af stormende klapsalver.
Titlen på instruktøren Michael Moores første film i seks år, "Where to Invade Next", viste sig ved filmens verdenspremiere på Toronto Film Festival i september 2015 at være en afledningsmanøvre. USA’s krigsførelse berøres kun kursorisk i det filmiske essay, der væver politik og kvindesag tæt sammen og overrasker ved ikke at være halvt så kontroversielt som forventet.
Ligesom i Michael Moores "Sicko" fra 2007 rejser den trinde agitator fra Michigan omkring i de europæiske velfærdsstater for at måbe over, hvor rart vi har det på denne side Atlanten. Italienerne får otte ugers ferie betalt af staten. Franske folkeskoler serverer sund frokost for deres elever. Portugiserne har afkriminaliseret stofmisbrug. De indsatte i Norges højsikkerhedsfængsler har nøgler til dørene.
Som altid sidder propagandistens skyklapper stramt om Michael Moores baseballkasket, og ubekvemme brister ved EU-modellen ignoreres uden blusel. Til gengæld er socialsatirikerens damptromlefacon afløst af en optimistisk forhåbning om, at USA kan erobre sine demokratiske idealer og respekten for den menneskelige værdighed tilbage fra den gamle verden. ”Vi har problemer, som ingen hær kan løse”, lyder parolen.
Den spredte fægtning i "Where to Invade Next" samler sig endelig omkring en feministisk vinkel. I Island vandt de bløde værdier indpas, efter at finansverdenens cowboys i 2008 drev økonomien ud over afgrunden. Moore bemærker, at det eneste islandske pengeinstitut, som holdt sig gældfri, var det kvindedrevne Audur Capital. Det er næppe heller tilfældigt, at "Where to Invade Next" ser dagens lys, få måneder efter at Hillary Clinton offentliggjorde sit kandidatur til USA’s præsidentpost i 2016.
Michael Moore i Toronto 2015 | pr-foto: WireImage/Getty
“Kvindemagt er slet og ret en god ide”, sagde Michael Moore under en Q&A på Toronto-festivalen, hvor han tøffede på scenen i sin vante "uniform": kasket, sort trøje, bermudashorts og hvide kondisko. Han forklarede, at "Where to Invade Next" var skabt af et lille filmhold under radaren, uden et filmselskab eller en distributør tilknyttet, og uden testvisninger. "Vi anser publikum for at være filmholdets 12. medlem," sagde Moore og bad til, at tilskuerne afsluttede hans værk ved at reagere på filmens indhold og gribe til aktivistisk handling.
Hvorfor Danmark glimrer ved sit fravær i Michael Moores kavalkade over Europas fortræffeligheder, nævnte han desværre intet om.
Where to Invade Next. USA 2015. Instruktion: Michael Moore. Spilletid: 120 minutter. Dansk biografpremiere: 14. april 2012. Distributør: Scanbox Entertainment. Officiel hjemmeside: wheretoinvadenext.com
En version af denne anmeldelse er tidligere trykt i Weekendavisen 18. september 2015.
For syvende år i træk har filmfestivalen CPH PIX indtaget Københavns biografsale. Fra 9. til 22. april vises 130 spillefilm, hvoraf mange ikke er købt til dansk biografdistribution. CPH PIX er med andre ord den eneste chance for at se disse film på et stort lærred i Danmark.
En af de eksklusive danmarkspremierer på dette års CPH PIX er "The Daily Show"-værten Jon Stewarts instruktørdebut, "Rosewater", fra 2014. Jeg så filmen på Toronto Filmfestival i september sidste år, hvor jeg også interviewede Jon Stewart og journalisten Maziar Bahari.
Maziar Bahari sad i 2009 fem måneder i et iransk torturfængsel under anklage for spionage. Det eneste, han havde gjort, var at medvirke i et satirisk indslag i Jon Stewarts "The Daily Show". Bahari spilles i filmen af Gael Garcia Bernal. Som hans forhørsleder ses Kim Bodnia.
Hvad der kom ud af mine møder med Jon Stewart og Maziar Bahari, kan du læse i hhv. Politiken, Soundvenue og nu også her på Bries Blog-O-Rama.
I Politikens dobbeltinterview går Jon Stewart og Maziar Bahari i detaljer med omstændighederne omkring Irans præsidentvalg i 2009, og hvorfor det er vigtigt at anerkende den absurditet, som er en del af alle totalitære regimer:
"Aftenen før jeg forlod Iran, inviterede min forhørsleder og hans chef mig på café. Vi fik kage og te, og han fortalte mig: »Når du forlader Iran, vil vi følge dit mindste skridt. Du kommer ikke til at fortælle nogen om, hvad der skete i fængslet, for så henter vi dig tilbage i en ligpose«. Da min Newsweek-redaktør hentede mig i Heathrow Lufthavn, røg det ud af mig: »De motherfuckere. Jeg fortæller det hele«.
– Maziar Bahari
I Soundvenues solointerview med Jon Stewart causerer han veloplagt over sit første forsøg ud i instruktørfaget. Han forklarer også, hvorfor i alverden han valgte en dansker - Kim Bodnia - til rollen som iransk torturudøver:
SOLOINTERVIEW MED JON STEWART > "Jeg er Hollywood, baby" Brian Iskov i Soundvenue Magazine april 2015
BONUSMATERIALE MED JON STEWART OG MAZIAR BAHARI
- eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
Hvorfor valgte du at tage orlov fra "The Daily Show" for at lave "Rosewater" som spillefilm?"
Jon Stewart: Jeg har haft det samme arbejde i 16 år. Dag ud og dag ind. Jeg var fyren, der lavede doughnuts, og så kom der nogen og spurgte: "Har du lyst til at lave en pizza"?"
Og hvordan udviklede processen sig derfra?
Jon Stewart: "Det forløb meget organisk. Efter at Maziar blev løsladt [i oktober 2009] mødtes vi ofte over morgenmad – han spiste havregrød, jeg fik mysli og stempelkandekaffe – for at hygge os og snakke om hans bog ["Then They Came for Me"]. Han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at bearbejde den til film, og jeg tænkte: ”Han er ikke fra Hollywood. Jeg stikker ham en plade.” Så jeg svarede: ”Helt sikkert! Jeg er en af de førende film … mager … ister.”"
Maziar Bahari: "Vi kontaktede en række forfattere, producere og instruktører. I 2012, da bogen havde været ude i et år, nåede vi begge til det punkt, hvor vi sagde, ”Fuck det, nu laver vi den”. Jon skrev manuset, og efter at have lagt så megen energi, tid og lidenskab i projektet, havde han ikke lyst til at give det videre til en anden instruktør."
"Aktuel humor er underholdningsbranchens æggesalat. Uanset hvor meget man gør sig umage med at lave en god æggesalat, vil folk efter tre dage sige: ’Hvad fanden er dét?’«"
– Jon Stewart
Jon Stewart: "Før jeg besluttede mig for selv at skrive manuskriptet, var planen at indspille filmen på farsi med en besætning, som udelukkende bestod af persiske skuespillere. Det var Maziar, som sagde: ”Det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre. Jeg vil have, at filmen skal være på engelsk, og at den bliver så universel som overhovedet mulig. For de her problemer bør opfattes som universelle. De bør placeres i den bredest mulige kontekst.” Og efter at have talt om det var jeg overbevist om, at han havde ret. I sidste ende må jeg også forholde mig til, hvem jeg er. Jeg er ikke Ashgar Farhadi. Jeg er en jødisk fyr fra New York."
"Rosewater" er en overvejende alvorlig film om et alvorligt emne. Har dét at skrive og instruere denne film givet dig en form for tilfredsstillelse, som du ikke får fra "The Daily Show" og fra stand-up?
Jon Stewart: "Det tilfredsstillede mig på en måde, der ikke har noget med modsætningen mellem komedie og seriøsitet at gøre. Grunden er, at satire er en proces, der hjælper idioter som mig med at klare sig. Jeg anser ikke det, vi laver [i ”The Daily Show”], for at være useriøst. Vi gør grin, men vi gør det, fordi jeg ikke helt ved, hvad vi ellers skal gøre. At ens land invaderer et andet land af årsager, som ingen rigtig er sikre på, er dødsens alvorligt. En følelse af ansvar over for verden, af skam. Vores program håndterede den skam på samme måde, som vi håndterer alt andet, nemlig at finde den iboende absurditet. For mig at se er det ikke useriøst. Det er den dybeste form for seriøsitet, som jeg kunne udforske inden for det emne."
Maziar Bahari: "Helt fra starten af ønskede jeg at gøre det klart, at det her ikke bare er min historie. Tusindvis af journalister og borgerretsforkæmpere over hele verden har oplevet noget lignende."
Det iranske styre har, måske ikke overraskende, fordømt "Rosewater". De hævder, at du er finansieret af CIA og den zionistiske lobby ...
Jon Stewart: "Jøder har som bekendt meget svært ved at blive enige om noget som helst. Den zionistiske lobby meldte klart ud: ”Vi vil have, at dét her skal være grønt”, og så sagde CIA: ”Det er blåt”. Det er ikke let at træffe beslutninger, når man har to herrer."
Hvordan forholder du dig til den slags beskyldninger?
Jon Stewart: "Jeg fniser indvendig. Og nogle gange laver jeg en lille dans [og synger] ”Jeg er i Mos-saaad, jeg er i CIA-A-A ...”. Jeg anser det som en æresdoktorgrad. Den er helt igennem ufortjent, men den ser fantastisk ud på cv'et."
"Det er umuligt at værne sig mod den slags kritik. Man kan kun styre sin integritet, sin intention og hvordan den udføres. Mit budskab med denne historie er: ”Hvordan får man dogmatikere til at holde op med at hakke på én?” Alle, der har været til julemiddag hos familien, ved, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg håber, at jeg er åben nok til stadig at kunne tage imod konstruktiv og interessant kritik. Men hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
"Hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
– Jon Stewart
Du har lavet ”The Daily Show” i 16 år. Hvornår indså du, at det var mere end bare et tv-program, og at I faktisk havde indflydelse på den politiske debat? Og at jeres show er et bedre nyhedsprogram end for eksempel dem på FOX Network?
Jon Stewart: "Nu er overliggeren jo ikke særlig høj. Det er et produkt af nødvendigheden af daglig bullshit 24 timer i døgnet. Maskinen har brug for indhold, og den er tørstig og umættelig. Alle, der leverer regelmæssigt indhold, får lov til at melde sig i koret. Det har man ingen kontrol over. Til gengæld kan man kontrollere integriteten af sine bidrag og håbe på, at dét taler for sig selv."
Havde du nogensinde troet, at ”The Daily Show” ville blive så stort, at I kunne få nogen arresteret?
Jon Stewart: "Det har ikke noget med programmets størrelse, kvalitet eller væsentlighed at gøre, men kun om det iranske styres desperation. De anholdte Maziar, fordi de gik i panik, da folket gjorde oprør i gaderne efter valget. Den slags foregår over hele verden, ikke bare i Mellemøsten. Alle regimer – også USA og vores allierede – benytter pressionsmidler for at tilbageholde oplysninger, som de ikke ønsker at gøre gennemskuelige. I nogle lande er det bare institutionaliseret på en mere autoritær måde."
Maziar, du bor i London med kone og barn. Frygter du for din familie og dine venner i Iran?
Maziar Bahari: "Jeg siger altid til folk, som fører kampagner for fanger i Iran, at de skal skaffe situationen så meget omtale, de overhovedet kan, for at gøre forseelserne imod fangerne så kostbare som muligt for regeringen. Da jeg blev løsladt og begyndte at snakke, chikanerede regimet mine familie og venner. Så tav jeg, fordi jeg tænkte, at jeg ville forværre situationen ved at tale om det. Men efter tre-fire måneder var jeg i tv og skrev også en artikel om, hvordan revolutionsgarden truede min familie, og så holdt de op. At skrive en bog og lave en film har gjort mig mere beskyttet i stedet for mere udsat."
"Jeg følte et ansvar, og det gør jeg stadig. Hver morgen, når jeg vågner, hører jeg om en kollega, en ven eller en bekendt i Iran, som er blevet anholdt, torteret, truet. Efter fem år har folk heldigvis lært at udtale mit navn, men der er så mange iranere, hvis navne folk hverken kender eller kan udtale. Jeg er nødt til at være deres stemme."
En stor del af filmen følger dine 118 dage i isolationsfængsel, hvor du bliver udspurgt af forhørslederen Rosewater. Der gik meget lang tid, før du overhovedet anede, at USA's udenrigsminister Hillary Clinton og andre arbejdede på at få dig løsladt. Hvordan holdt du dig oppe i fængslet?
Maziar Bahari: "Det vigtigste for autoritære regimer og de folk, der arbejder for dem, er at holde folk under kontrol, og det gør man bedst ved at berøve én sine sanser. De giver én bind for øjnene og sætter én i enecelle i en stille del af byen, så man hverken kan høre noget, tale med nogen eller mødes med nogen. Den eneste kommunikationsvej med omverdenen går gennem forhørslederen. Det lykkedes mig at tænke på min familie, min kultur, sangene, filmene, romanerne, digte, som jeg kendte, og de minder tilfredsstillede på en eller anden måde mit behov for at kommunikere med resten af verden. Samtidig led jeg ofte af vrangforestillinger, fordi jeg sad i isolation. Jeg gik også med selvmordstanker på et tidspunkt."
"Det ville være meget nemt at skildre forhørslederen i ’Rosewater’ som et sadistisk monster. Men fundamentalistiske regimer er menneskelige, og vi er nødt til at se dem i dét lys for at forstå dem bedre."
– Jon Stewart
"Det smukke ved det iranske styre er, at det prøver at være et diktatur ligesom Nordkorea eller Nazityskland, men det er ikke muligt på grund af den iranske geografi, befolkningsgruppernes diversitet og diverse huller i systemet. I et iransk fængsel bliver fangerne fulgt til forhørslokalet af en vagt, og disse vagter er normale mennesker. Jeg ved ikke, hvordan de hverver dem, men jeg plejede at sludre med dem på vores fem minutters gåtur, og jeg kom på venskabelig fod med nogle af dem. Selv om jeg havde bind for øjnene, lærte jeg dem at kende gennem den måde, de holdt min hånd på, eller deres måde at tale på. Én af dem blev jeg ven med ved at fortælle sjofle vittigheder. Jeg indså for længe siden, at uanset om man arbejder på Wall Street, bor i en favela i Rio de Janeiro eller sidder i fængsel i Teheran: Hvis man er mand, kan man lide sjofle vittigheder. Og jeg hørte mange af dem som teenager."
"Den samme vagt hentede mig en dag i min celle med ordene: ”Rejs dig op, mr. Hillary Clinton”. Som om jeg var Hillary Clintons mand. Jeg var chokeret og anede ikke, hvorfor han kaldte mig det. Men så gik det op for mig, at nogen havde startet en international kampagne for at få mig løsladt, og at USA's udenrigsminister talte om mig, selv om jeg ikke engang var amerikansk statsborger. Det var nok min bedste dag i fængslet, og jeg fortalte vagten den mest beskidte vittighed nogensinde. Jeg har ikke tænkt mig at genfortælle den hér!"
Jon Stewarts "Rosewater" kan ses på CPH PIX den 11., 18. og 22. april 2015.
I juni 2009 rejste Newsweeks journalist Maziar Bahari til Iran for at dække det første demokratiske præsidentvalg i den islamiske republik. Folkets håb om en moderat, vestligtsindet leder i form af udforderen Mir Hossein Mousavi blev imidlertid knust, da den siddende, reformfjendtlige præsident, Mahmoud Ahmadinejad, sejrede stort over oppositionen. Mistanker om valgsvindel førte til optøjer i Teherans gader, men regimets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på ”den grønne bevægelse”. Mindst 36 civile blev dræbt og over 4000 fængslet i månederne efter valget.
Kort forinden havde den iranskfødte canadier Bahari medvirket i et indslag i Jon Stewarts satiriske nyhedsprogram ”The Daily Show” på den amerikanske kabelkanal Comedy Central. Da de iranske myndigheder fik fat i en kopi af udsendelsen, anholdt de Bahari og spurgte ham, hvorfor han mødtes med ”en amerikansk spion” (Stewarts programmedarbejder Jason Jones - som er canadier - iklædt spionkostume). De forstod ikke ironien.
Fra juni til oktober 2009 sad Maziar Bahari i enecelle i Teherans Evin-fængsel uden kontakt til andre end sine vogtere og forhørslederen, der udsatte ham for psykologisk tortur. En international kampagne anført af USA's daværende udenrigsminister Hillary Clinton lagde pres på det iranske præstestyre. Efter 118 dage blev Bahari løsladt.
Efter at Maziar Bahari besøgte ”The Daily Show” for at fortælle om sit fangenskab, blev han og Jon Stewart enige om at filmatisere historien. Af nød begyndte Stewart selv at arbejde på manuskriptet i weekenderne, mens han lavede ”The Daily Show” i hverdagene. Tv-stjernen endte med at tage tre måneders orlov i sommeren 2013 for selv at instruere filmen – hans første i denne kapacitet.
"ROSEWATER": FAKTA
Jon Stewart (Jonathan Stuart Leibowitz, f. 1962)
Amerikansk satiriker, tv-vært, instruktør, forfatter, skuespiller og stand-up-komiker af jødisk familie.
Debuterede som klubkomiker i 1987 efter at have taget en collegegrad i psykologi.
Første talkshow i eget navn på MTV i 1993. Sporadiske biroller i komediefilm 1994-2002.
Fast vært for 'The Daily Show' på Comedy Central siden 1999 (herhjemme først sendt på DR2). Det satiriske aktualitetsprogram har modtaget 19 Emmypriser og vundet anerkendelse for sine skæve vinkler på nyhedsformidling. Siden Politikens interview fandt sted, har Stewart bebudet sin afgang som showets ankermand inden nytår.
Har været vært for Grammy-uddelingen og Oscar-showet to gange hver.
Debuterede i 2014 som spillefilminstruktør med 'Rosewater', som han også er manusforfatter og producer på.
Maziar Bahari (f. 1967)
Iranskfødt journalist og dokumentarfilmskaber.
Flyttede fra Iran til Canada i 1988 for at studere film og samfundsvidenskab.
Er i dag canadisk statsborger, men bosat i London i England med sin kone, advokat Paola Gourley, og deres datter.
Iran-korrespondent for magasinet Newsweek fra 1998 til 2011.
Sad i isolation i Teherans Evin-fængsel fra 21. juni til 20. oktober 2009, anklaget for at være CIA-spion.
Skrev bogen "Then They Came for Me: A Family's Story of Love, Captivity, and Survival" (udgivet 2011) om sine 118 dage i isolation og sin families mange sammenstød med myndighederne. Baharis far og søster har begge siddet i fængsel, hhv. under shahens styre i 1950'erne og ayatollah Khomeinis regime i 1980'erne.
"Rosewater" (2014)
Efter at have medvirket i et satirisk indslag i 'The Daily Show' bliver journalisten Maziar Bahari (Gael Garcia Bernal) arresteret af det iranske regime i juni 2009. I fem måneder holdes han isoleret fra omverdenen og udspørges af forhørslederen Rosewater (Kim Bodnia) om sit formodede forhold til CIA og zionistbevægelsen. Den psykologiske tortur til trods kan Bahari ikke undgå at se det absurde i situationen.
Jon Stewart har skrevet, produceret og instrueret filmatiseringen af Maziar Baharis selvbiografiske bog. Optagelserne fandt sted i Jordan og USA sommeren 2013.
"Rosewater" fik amerikansk biografpremiere i november 2014, men er endnu ikke indkøbt til dansk distribution.
I dag har Stephen Frears' komediedrama "Philomena" premiere i de danske biografer. Det er noget så sjældent som en morsom, rørende og intelligent feelgood-film, der finder en naturlig balance mellem sine komiske og seriøse elementer. Roserne bør ikke kun gå til Frears' drevne instruktørrutine, men også til komikeren Steve Coogan, som har produceret filmen og skrevet et velfungerende manuskript (sammen med Jeff Pope) ud fra virkelige begivenheder.
“Philomena” fortæller historien om Philomena Lee, en sød og lidt naiv irsk dame, som spilles til en sikker oscarnominering af Judi Dench. Som teenagepige i 1950’ernes Irland blev Philomena Lee gravid uden for ægteskabet, hvilket kastede skam over hendes katolske familie. Philomena måtte føde sin lille dreng på et lokalt kloster, men hun mistede sønnen igen, da de strikse nonner bortadopterede ham som treårig. Philomena holder sin private sorg hemmelig i halvtreds år, før en journalist opsnuser historien og hjælper hende med at undersøge, hvad der siden skete barnet.
Steve Coogan spiller selv den anden hovedrolle som journalisten Martin Sixsmith, hvilket han gør vittigt og med stor beherskelse. Under dette års filmfestival i Venedig fortalte Steve Coogan mig, at han havde længtes efter at få lov til at bevise, at han kunne andet og mere end at fjolle rundt i BBC's Alan Partridge-serier og være "den sjove englænder" i amerikanske filmkomedier. Men ingen turde caste ham i en seriøs rolle. Så Coogan måtte tage sagen i egen hånd:
"Jeg følte, at jeg trådte vande i Amerika, hvor jeg spillede birolle nummer tre i den ene komediefilm efter den anden. Det var på en måde interessant, men ikke rigtig tilfredsstillende. Jeg sad ikke i førersædet og havde ikke hjertet med i det - det var lidt for nemt. Derudover havde jeg længe følt mig hæmmet af Alan Partridge-figuren og forsøgt at distancere mig fra den. I et år eksperimenterede jeg med at gå til casting på usædvanlige roller, og jeg fik ikke en eneste af dem. "Jeg er vild med det, du laver, og det var en rigtig god audition, men til syvende og sidst er du kendt for at være komiker, og det vil vi ikke have med i vores film. Jeg vil have en seriøs skuespiller." Det hørte jeg fra castere og fra filmselskabschefer, og det begyndte at pisse mig af. Fuck det, jeg finder en film, jeg kan producere, og så giver jeg mig selv en god rolle, for jeg tror, at jeg vil kunne spille den. Hvis nogen anden havde produceret eller skrevet "Philomena", var jeg aldrig blevet tilbudt den rolle."
"I USA er man mere åbne over for, at komikere kan være gode karakterskuespillere. Men i Storbritannien hersker der stadig noget elitisme omkring det på grund af vores klassiske teatertradition. Der er en udbredt forestilling om, at komedie på en eller anden måde er mere overfladisk, trivielt eller nemt at gå til. I virkeligheden er det teknisk meget svært at spille godt komedie. Jeg er uddannet skuespiller, men blev suget ind i komedieverdenen. Jeg kan godt lide humor og gags, men det skal helst handle om noget. Efterhånden som man bliver ældre, kræver man mere substans i tingene. Selv god komik er ligesom fastfood: Man nyder det, men det giver ikke ordentlig næring. Man har brug for både at le og græde."
"Humor kan bruges som et korrektiv, hvis tingene bliver for sødladne eller sentimentale. Jeg ønskede at bruge kynisme som en del af Martin Sixsmiths personlighed i "Philomena", fordi kynisme er morsomt og underholdende, men kærligheden og håbet er nødt til at vinde over den. Vi måtte sætte os ud over kynismen. Det mest avantgardistiske, man kan gøre i dag, er at behandle kærlighed på en ikke-kynisk, uforstilt facon, hvor det ikke bare er noget, man bruger for at manipulere med publikum. Det er det sværeste af alt - at være oprigtig."
EXTRA - FOR FOREIGN READERS: Steve Coogan, actor/writer/producer, talks about "Philomena" at Venice Film Festival 2013
(English version)
"I was treading water in America, playing part number three in this and that comedy film. It was sort of interesting, but not really satisfying. I wasn't in the driving seat, I wasn't passionate about it - it was kind of easy. Also, I felt encumbered with the Alan Partridge character for many years and tried to move away from it. I experimented for a year auditioning as an actor for unusual parts, and I didn't get any of them. No director would give me that kind of serious part. "I love what you do, and you did a really good audition, but in the end, you do comedy, you're too known for that, and we don't want that in our film, I want a serious actor." I got that from casting agents, heads of studios, and it started to piss me off. Fuck it, I'll find a project to produce, I'll give myself a good role, I think I can do it well. If someone else had produced or written "Philomena", I would not have been offered that role."
"In America, there's a more open view towards [comedians being good character actors]. But in Britain, I find a certain elitism about that, because of our classical tradition. There's a notion that comedy is somehow lightweight or trivial or easy. In fact, good comedy is technically very hard. I trained as an actor, but got sucked into comedy. I like humor and gags, but I like things to be about something. As you get older, you want something with more substance. Even good comedy is like fast food: it's enjoyable, but you want real nourishment - you need to laugh AND cry."
"Humor can take the curse off things that are mawkish or sentimental. I wanted to use cynicism [as the Martin Sixsmith character in "Philomena"], because it's funny and enjoyable, but it has to lose the battle with love and hope. I am cynical sometimes, but I don't like to think that I'm full of hate. It had to be transcended. The most avant-garde thing you can do is to talk about love in an uncynical way and be genuine about it rather than trying to play a beat for an audience. That's the hardest thing, to be sincere."
Sidste uge skrev jeg en artikel i Politiken om, at der bliver stadig længere mellem sexscenerne i moderne hollywoodfilm. Samtidig vælter tidens indiefilm og kabel-tv-serier sig vellystigt i bare bryster og halløj i himmelsengen:
På den aktuelle 70. filmfestival i Venedig handlede det også om sex, da Paul Schraders "The Canyons" i dag fik europæisk premiere uden for konkurrenceprogrammet.
Paul Schraders neo-noir har vakt opsigt af to årsager. Dels fordi Schrader med "The Canyons" blev den første kendte, amerikanske filminstruktør, som har finansieret en spillefilm udelukkende via Kickstarter (budget: 150.000$). Dels fordi den omvandrende skandale Lindsay Lohan spiller hovedrollen og smider tøjet flere gange i filmen.
Denne forbløffende og afslørende reportage, som Stephen Rodrick har skrevet til The New York Times, illustrerer på forbilledlig vis de mange problemer, som fulgte i kølvandet på Schraders casting af Lindsay Lohan. Et skoleeksempel på new journalism, når det er bedst:
Til stor ærgrelse for fotograferne dukkede Lindsay Lohan heller ikke op som aftalt her i Venedig for at promovere "The Canyons" og strø stjernestøv over den røde løber. Årsagen er grangiveligt, at hun stadig er indlagt til afvænning. (Man undres over, at Variety endnu ikke har kørt rubrikken "Li-Lo lays low: No-show on Lido".)
Lindsay Lohan og James Deen i "The Canyons" (foto fra filmen)
Derfor var det op til den knap så celebre trio af instruktør Paul Schrader, manusforfatter Bret Easton Ellis og pornoskuespiller James Deen at snakke om "The Canyons" ved filmens pressekonference i Venedig.
James Deen, der er filmens mandlige hovedrolleindehaver, fortalte i den forbindelse lidt om brugen af sexscener i "The Canyons" (og ja, han har full frontal-nøgenscener). Han er tilsyneladende ikke helt enig med mig i, at sexscenerne er på vej ud af amerikanske mainstreamfilm:
"In "The Canyons", all the scenes that could be considered explicit are there to further the plot, to drive story. They're shot as if they were dialogue; it's not done with the intent to arouse the viewer, but to inform the viewer. If anything, with [the upcoming movie] "50 Shades of Grey" and just movies in general, it's [about] the acceptability of more explicit images in a mainstream movie without it just being tits and ass. I see mainstream movies becoming more forgiving with their explicit images, because they're not shown as being explicit, just images."
Paul Schrader sagde også et par ord, der kan tolkes som om, at han enten ikke har megen fidus til Lars von Triers kommende "Nymphomaniac", eller også har han slet ikke hørt om den:
"In the 1970's, there was a dream that there would be a cross over film that was both explicit and a solid film. I think that dream was a false one, and I don't think that such a film will ever occur. The part of our brain that responds to explicit imagery is another part of our brain than the one that responds to long-form narrative. And I think that these two impulses work at cross-purposes. I don't think anybody will ever succeed in making a long-form narrative that also has explicit imagery. The brain doesn't want to see that movie."
Paul Schrader, instruktør af "The Canyons" (pr-foto)
EKSTRAMATERIALE OM SEX PÅ FILM:
Nøgenhedsklausulen Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013
Endnu en årsag til fraværet af filmsex i dagens Hollywood kan være en voksende uvilje blandt kendte stjerner – især de kvindelige – til at klæde sig af foran kameraet.
»Mange skuespillere har klausuler i deres kontrakter om, at de ikke optræder i bar figur. Enten på grund af karrierehensyn eller personlige holdninger,« siger Jody Pennington, der er lektor ved AU og forfatter til bogen 'The History of Sex in American Film'.
»Det vakte opsigt, da en stjerne som Kristen Stewart gik topløs i Kerouac-filmen 'On the Road'. Mange andre kendte skuespillerinder laver aldrig nøgenscener. De ved jo også, at billederne ender på nettet i løbet af nul komma fem.«
»No nudity«-restriktionen kan være dyr at omgås: Halle Berry fik i 2001 en halv million dollars for at blotte sine bryster i en enkelt scene i actionfilmen 'Swordfish'. En mere fiffig løsning for blufærdige stjerner kan være at tage visuelle effekter til hjælp, som Leslie Mann gjorde, da hun i komedien 'Hvis jeg var dig' (2012) lod en computeranimeret barm dække over sine naturlige attributter.
De frimodige optrin, som florerer i betalingskanalernes dramaserier, involverer påfaldende flere ukendte skuespillere og importerede europæere (hej, Alexander Skarsgård!) end etablerede amerikanske stjerner. Hvis en af Hollywoods A-liste-skuespillere i dag smider tøjet, sker det næsten udelukkende »for kunstens skyld« i et seriøst projekt.
Da oscarværten Seth McFarlane leverede sit kontroversielle intronummer »We Saw Your Boobs« under dette års show, stammede alle de nøgenscener, han opremsede i teksten, fra arthouse- og indiefilm.
I aften viser DR2 Darren Aronofskys "The Fountain" fra 2006, hvor tre inkarnationer af Hugh Jackman gennem flere tusind år forsøger at redde sin hensygnende drømmekvinde (og eftersom hun spilles af Rachel Weisz, forstår man, hvorfor Hugh ikke vil give slip).
Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
Jagten på evigt liv er blot et af de store temaer, som Darren Aronofsky har proppet ind i sin ambitiøse sci-fi-romance, som han kæmpede for at realisere i seks år. "The Fountain" floppede forudsigeligt i biograferne, hvor langt de fleste afviste Aronofskys hjertebarn som en kringlet og prætentiøs omgang new age-pladder.
Jeg oplevede filmen første gang ved dens verdenspremiere i Venedig, og jeg hørte til det absolutte mindretal, der følte sig berørt af "The Fountain" og så den som en organisk, dybfølt og tænksom meditation over livet og døden. Det hjalp selvfølgelig også, at jeg dagen efter havde en halv time med Darren Aronofsky på Hotel Excelsior, hvor han beredvilligt og pædagogisk forklarede hele filmen for mig!
(I øvrigt mødte jeg Aronofsky i selvsamme balsal, hvor middagsscenen i Sergio Leones "Once Upon a Time in America" er optaget - hvilket Aronofsky ikke var sen til at påpege med slet skjult nørdet begejstring. "Strukturen i "The Fountain" er i høj grad inspireret af "Once Upon a Time in America", fortalte Aronofsky mig.)
For foreign readers: The following is my previously unpublished interview with Darren Aronofsky from the Venice Film Festival 2006, in which he talks in depth about his ideas behind "The Fountain".
DARREN ARONOFSKY EXPLAINS "THE FOUNTAIN"
As told to Brie at Venice Film Festival, September 2006 Previously unpublished
WHAT'S IT ALL ABOUT?
I think that "The Fountain" is a fairy tale. It's "Once upon a time, happily ever after." It's magical. But I like to call it a psychedelic fairy tale, because that means that it's a little more adult. Because it is, it's not for kids. It's a mature fairy tale, but really, that's all it is. It's two people deeply in love who are gonna lose each other, and how will they be back together.
DEVELOPING THE SCRIPT
How it all evolved is a long story. We [Darren Aronofsky and co-writer Ari Handel] started writing "The Fountain" in 2000 and put together a big 75 million dollar version of it. In September 2002, when we were seven weeks out and had spent 18 million dollars, the lead actor [Brad Pitt] quit, and the film fell apart. They wrapped up the sets, I went home, and for about seven months I tried to figure out what to do next, and I started to come up with new ideas.
Darren Aronofsky, Rachel Weisz & Hugh Jackman on set | 20th Century Fox
Then one night, I couldn't sleep, and I was sitting in my office, and across from me were all these books that I had read and done research for "The Fountain". I realized that it was deep in my blood, and I just had to tell this story. I realized that it was a near impossible thing to do, because ... 18 million dollars spent, and the history of it. I just started writing and decided, "I don't have to write for an actor, I don't have to write for a studio. I can write for myself." I started off as a no-budget filmmaker. What is the no-budget version of this film?
I rewrote it. And about two weeks later, I finished the script and handed it to my producer, and he said, "You know what? You've turned it from a story into a poem. And we can make it for 30 million dollars."
Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
The movie is really a very, very simple story. All it is is a love story between a man [Hugh Jackman] and a woman [Rachel Weisz]. Except there's a tragedy happening, which is that the woman is dying at too young of an age. We have Tom/Tomas/Tommy, this kind of cliché male who is always driving forward and has to fix it, has to conquer, has to solve the problem, while this woman, Izzi, is starting to realize that she's not gonna survive, and she is starting to open up to the infinite possibility of what can happen once you die. But Tommy refuses to accept it. IZZI'S BOOK AND THE INQUISITOR
So Izzi in her generosity, realizing that she can't reach him, decides to make a gift for him. And she writes a book that basically is a metaphor for their experience, and what's going on. It's about a conquistador who is kind of the cliché of the man overcoming everything. They were pretty vicious guys, you know, stealing the gold, doing anything for wealth and country.
Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
She also wrote herself into the story as the Queen, and then she put in the inquisitor - and I'm curious, did anyone get what the inquisitor was representing? [pauses for effect] It's cancer, it's her cancer. If you look at it, he even has the map that he paints with blood, he is referred to as malignant, he's taking over Spain ... That sort of was the metaphor of it.
Then Izzi dies, and Tommy's left with an unfinished book, which is really the ultimate gift. It's not a finished book, you have to figure out how this ends. How do you get past the Mayan priest? How is the Conquistador gonna solve the problem? Because it looks like the Conquistador has died, which we saw at the beginning of the film. So Tommy puts it on the back shelf and starts following his invention of living forever.
And we cut forward deep into the future, and you get to the future story, which is our man 500 years later, or 300 or 100 years later, whatever it says in the press package. I think the studio was trying to make sense out of it for themselves. But that doesn't matter. For me, it's just a man so deep in the future that you don't recognize [it].
Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
DESIGNING THE FUTURE
It's funny, because when we started working on the science fiction [elements of this story], we didn't want to do the old sci-fi. Since "2001: A Space Odyssey", even before, every single movie that has come out just stick these floating trucks and cars in space. There's absolutely no reason that spaceships should look like trucks and cars. There was a movie, "Buckaroo Banzai" (1984), which had an organic shape, which was kind of cool. But mostly, they just look like the same thing we have now, which doesn't make any sense.
So we started thinking about, what kind of shape would the ship take. And we though about a cube ... We started simplifying, and eventually we went for the most simple shape, which was a sphere. Then we got to the bubble idea, because we thought, you're shooting through space - what do you wanna do? It's about the view!
"The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
The complexity of it is really the simplicity of it. Instead of seeing a man steering a spaceship with a stupid holographic thing, you know what - we're way beyond that.
And the story's not about that, it's about a guy trying to stay alive inside this ship that he's taking and following Izzi's instructions to take this dying tree, that he's been killing by eating, to be reseeded and rebirthed when Xibalba dies, this dying star that she talks about.
Did anyone get any of this? It's all there, right? But it's told not in the most obvious way, because we wanted to respect audiences.
RESPECTING THE AUDIENCE
There is the argument that people go to see movies one time. This is not one of those movies. We worked hard on "The Fountain" trying to make something that will stick around for a while. We really wanted to build this Chinese box, or these Russian dolls that go inside each other, of all these mysteries of what the film is.
Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
In today's world people buy movies, and they watch them on their computer, they watch them with their friends, and they talk about them, and talk on the Internet. It's more of a dialogue where the audience slowly uncover more and more secrets about [the film].
Certain films that will remain unnamed are disposable commodities, there for the instant, and then, a few years down the line, you don't really hear about them anymore. "Requiem for a Dream", people are still watching [that one]. I meet all these teenagers that are still discovering it.
Sting came to see the movie, and he really dug the film, but he was like, "People are gonna fucking hate your movie". And I said, "Why?". And he said, "Because they are so holding on to what they want to believe, that if you start shaking it up in any way, they're just gonna get really angry. They are not gonna want to hear it." I'm excited for that.
HOW WE HANDLE DEATH
There are certain cultures, certainly in the past, where it has been more incorporated into life. But now, in the West, all we try to do is to run away from death.
Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
I had a grandma who at 93 had a heart attack, and we took her to the hospital. They took her away from us, and the next day we saw her, it turned out that they tried to resuscitate her three times. They broke her ribs and shoved a pipe down her throat. 93 years old, you know. I thought it was criminal, what they did. It's the wrong way to do it. But they just have to fight for life as opposed to letting people die gracefully. You don't accept that it's a part of life.
We've just completely brainwashed ourselves. As a kid, I remember my parents not taking me to funerals, to try and keep me away if an uncle would die. It's really gotten bent out of shape. Whereas in New Orleans, they play trumpets and dance in the streets. In Ireland, they have a party with kids.
THE MORAL OF THE STORY
I think we choose our fate. Tom at any point could have chosen to join Izzy in finding peace and not be chasing life. But he fights it. The only fate we have is that we have to go through the struggle so that we can get to that choice. Because I think we're all learning along the way.
Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
Den 69. filmfestival i Venedig er netop afsluttet med uddelingen af de vigtigste priser:
GULDLØVEN (BEDSTE FILM): "Pieta" af Kim Ki-Duk (Sydkorea)
SØLVLØVEN (BEDSTE INSTRUKTØR): Paul Thomas Anderson for "The Master" (USA)
BEDSTE MANUSKRIPT: Olivier Assayas for "Aprés Mai" (Frankrig)
JURYENS SPECIALPRIS: Ulrich Seidl for "Paradies: Glaube" (Østrig)
BEDSTE SKUESPILLER: Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix for "The Master" (USA)
BEDSTE SKUESPILLERINDE: Hadas Yaron for "Fill the Void" (Israel)
Efterhånden som den 69. Venedig-festival nærmede sig sin finale, samlede oddsene sig om den sydkoreanske "Pieta" af Kim Ki-Duk. Instruktøren (som her ses på den røde løber, yderst til venstre) kvitterede for sin guldløve ved at synge "Arirang" for gallapublikummet i Lidoens Sala Grande. Under festivalen omtalte flere kritikere "Pieta" som et comeback for Kim, der tidligere vandt instruktørprisen i Venedig i 2004 (for filmen "3-Iron"). Jeg må tilstå, at jeg forlod biografsalen efter den grænseoverskridende brutale første akt af "Pieta", hvilket tydeligvis var en fejlbedømmelse. Det skulle vise sig, at årets guldløvevinder skifter spor undervejs og ender med at tage nogle ganske bevægende drejninger. Men på en festival, hvor man ser op til fire-fem spillefilm om dagen, bliver man som journalist nogle gange nødt til at trække stikket ud og tage et time-out. Så kan man altid fortryde bagefter, når den film, man ikke så til ende, tager hovedpræmien ...
Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix fik en fælles Coppa Volpi for deres pragtpræstationer i Paul Thomas Andersons "The Master" - og dét var et populært valg. Da Philip Seymour Hoffman gik på scenen i Venedig for at modtage prisen, var han netop stået af flyet og undskyldte sin fremtoning med, at han havde iført sig sit jakkesæt på et toilet. Hoffman tog også imod instruktørprisen på vegne af Paul Thomas Anderson, men i et farceagtigt optrin måtte skuespilleren på scenen for at aflevere den igen fem minutter senere. Juryens formand, Michael Mann, kom til at bytte om på præmierne, så en noget forvirret Ulrich Seidl ("Paradies: Glaube") først stod med en instruktørpris i hånden, men siden måtte bytte den ud med særprisen!
Israels bidrag til Melodi Grand Prix Venedigs konkurrenceprogram, "Fill the Void", kastede en lige så fortjent skuespilpris af sig til unge Hadas Yaron. Den Jane Austen-inspirerede kærlighedshistorie foregår blandt ortodokse hasidiske jøder i nutidens Tel Aviv og var festivalens store, positive overraskelse. Forhåbentlig vover en dansk festival eller distributør pelsen på denne velskabte perle af en film, som er langt mere charmerende og vedkommende, end den lyder!
To amerikanske sværvægtere, som gik tomhændet fra Lidoen i år, var Terrence Malick og Brian De Palma. Begge kom selvparodien faretruende nær i deres respektive konkurrencebidrag, men hvor Malicks vage og til tider ulideligt selvsmagende "To The Wonder" trods alt udmærkede sig ved instruktørens vante, organiske flow og billedfornemmelse, var De Palmas "Passion" - en genindspilning af Alain Corneaus franske "Love Crimes" fra 2010 - helt uden formildende omstændigheder. Den kiksede og håbløst firseragtige "erotiske" thriller blev ved pressevisningen mødt med hånlige buhråb, som guddødemig fortsatte til den efterfølgende pressekonference. Bagefter strømmede de selvsamme journalister op mod podiet for at få taget deres billede sammen med filmens hovedrolleindehaver, Noomi Rapace, som da også så nydelig ud til pressemødet. Desværre leverer Noomi sin hidtil dårligste skuespilpræstation i De Palmas fuser, hvis ringe kvalitet fik mange til at stille spørgsmålstegn ved de erklærede stramninger af hovedkonkurrencen, som Venedigs nye festivaldirektør, Alberto Barbera, har brystet sig af.
Og her er han igen: Kim Ki-Duk, den glade vinder af Guldløven i Venedig 2012. Tillykke!
Fjerde årgang af den københavnske filmfestival CPH PIX er nu i gang. Fra torsdag den 12. til søndag den 29. april 2012 kan man gå på opdagelse blandt de cirka 150 film og særarrangementer, der fylder det digre program.
Sammen med Casper og Jesper fra Filmnørdens Hjørne har jeg forsøgt at plukke nogle interessante titler ud af PIX-programmet. Selv om udvalget selvfølgelig kun repræsenterer et lille hjørne af, hvad man kan opleve på årets CPH PIX, kan vores gennemgang forhåbentlig give lidt inspiration til de næste sytten dages festivalplanlægning.
Nedenfor har jeg samlet trailere til nogle af de PIX-titler, som vi i Filmnørdens Hjørnes podcast 57 giver en anbefaling med på vejen i form af et anerkendende 'ding' fra Caspers soundboard.
Vi ses til CPH PIX 2012 – god filmjagt og ditto fornøjelse!
THRILLS & KILLS: Gantz (Shinsuke Sato, Japan 2011) Ingen CPH PIX er komplet uden japanske genrebøjninger, og i årgang 2012 fremstår den todelte blockbuster 'Gantz' som et af hovednumrene med sin flotte hybrid af sci-fi, fantasy og superheltetemaer. Ikke nær så voldelig og bizar som sit mangaforlæg, men stadig meget underholdende. Begge "Gantz"-film vises på CPH PIX søndag 15. og fredag 27. april.
Gantz: Perfect Answer (Shinsuke Sato, Japan 2011)
Sleep Tight (Mientras duermes / Jaume Balagueró, Spanien 2011) Særdeles vellykket psykologisk thriller, der elegant forløser sin spændende grundidé med en Hitchcock'sk understrøm af sort humor. Luis Tosar imponerer i hovedrollen som den kronisk ulykkelige vicevært, der sniger sig ind i opgangens lejligheder for at gøre beboernes liv lige så triste som sit eget! "Sleep Tight" vises på CPH PIX mandag 16. og mandag 23. april.
The Raid: Redemption (Gareth Huw Evans, Indonesien 2011) Hypen er usædvanlig stærk omkring "The Raid: Redemption", og der er lagt op til virtuos voldsaction af den gamle skole, når en enlig politimand går i clinch med et højhus fuld af gangstere. Bang, værsgo! "The Raid: Redemption" vises på CPH PIX onsdag 18., tirsdag 24. og onsdag 25. april.
LO-FI SCI-FI: Carré blanc (Jean-Baptiste Léonetti, Frankrig m.fl. 2011) Anbefalet af Jesper Grubb Laursen fra Filmnørdens Hjørne – hvorfor kan du høre i podcasten! "Carré blanc" vises på CPH PIX søndag 22., mandag 23. og torsdag 26. april.
AMERICAN INDIES: Corman's World: Exploits of a Hollywood Rebel (Alex Stapleton, USA 2011) Den 86-årige og stadig aktive B-filmmaestro Roger Corman portrætteres gennem interviews og klip fra hans mere end 380 (!) værker. Dertil kommer røverhistorier fra hans utallige berømte lærlinge, bl.a. Martin Scorsese, Ron Howard, Jonathan Demme og en i særklasse veloplagt Jack Nicholson. En festlig dokumentar for alle fans af kulørt ramasjang. "Corman's World" vises på CPH PIX fredag 13. og lørdag 21. april.
NORTHERN LIGHTS: Babycall (Pål Sletaune, Norge 2011) En ængstelig hønemor og hendes otteårige søn plages af uforklarlige lyde og syner i deres nye lejlighed. Historien er en smule gennemsigtig, og som helhed er det psykologiske gys ikke på højde med instruktørens forrige, "Next Door", men Noomi Rapace er vanligt intens og seværdig i sin første hovedrolle siden Millennium-trilogien. "Babycall" vises på CPH PIX torsdag 19. og søndag 23. april.
PIX SPECIALS: Bullhead (Rundskop / Michaël R. Roskam, Belgien 2011) Sidste års overraskende oscarkandidat fra Belgien er en fængslende sag om den steroidpumpede gårdmedhjælper Jacky, der tvinges til at konfrontere den hændelse i sin fortid, han allerhelst vil glemme. Den uforudsigelige handling, der stritter i lidt vel mange retninger, forankres solidt af Matthias Schoenaerts' glødende spil i hovedrollen. "Bullhead" vises på CPH PIX til og med lørdag 14. april.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
