mandag den 31. januar 2011

John Barry 1933-2011: Den lækre lyd af luksus

Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var han popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). Og i 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse. I går døde han, 77 år gammel.




Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.

Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.


Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy". "Out of Africa". Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.

Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free": Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.

> Hør Matt Monro synge "Born Free" (1966)

Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation iblandet skønheden.

Sådan kender man John Barry fra ”Danser med ulve” (1990) og ”Mit Afrika” (1985), men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.


Barry var netop vendt hjem fra tre års militærtjeneste, hvor han havde været udstationeret i en støvet egyptisk udpost. Hans regiment havde til opgave at beskytte Suezkanalen mod russiske tropper. Men der skete aldrig noget. Rekrutterne havde ikke meget andet at tage sig til i lejren end øl, fodbold og støvlepudsning. Eller, for Barrys vedkommende, kurser i jazzarrangement per korrespondance. Barrys lærer, Bill Russo var arrangør for en af tidens mest avancerede og progressive kapelmestre, Stan Kenton, hvis blæserkraftige bigband-jazzstil man genfinder elementer af både i Barrys Bond-scores og hos JB7.

I tidens toneklang
Da regimentet flyttede til Cypern, startede Barry et uofficielt militærkorps for at høre sine egne arrangementer blive spillet live. Det lagde kimen til JB7, som pladedebuterede i 1957. Barry sang selv på de første to singler og lød med en anmelders ord "som en plade på 45 omdrejninger spillet på halv hastighed". (Teksten var nu heller ikke specielt fremragende: "zip-zip / oh she's my zip zip gal / she makes me flip-flip....").

Hør en meget ung John Barry synge rock! (1957)

Efter en række vellykkede tv-optrædener slog gruppen igennem, og Barry blev musikalsk bagmand for den unge sanger Adam Faith, der ligesom JB7 røg til tops på hitlisterne.
Allerede på det tidspunkt var John Barry en meget omhyggelig, selvsikker og seriøs musiker, som gjorde sig umage med at fremelske den helt rigtige klang. Op igennem 1960'erne eksperimenterede han til stadighed med at finde nye, eksotisk lydende instrumenter, som passede til den forhåndenværende opgave.

Til "The Ipcress File" (Lynaktion Ipcress, 1965) tonesatte han den kolde krig ved hjælp af et ungarnsk hakkebræt, en cimbalom, hvis karakteristiske kolde toner dukkede op igen i 90'erne på plader med Mono (”Life in Mono”) og Portishead (”Sour Times”).

> John Barrys "A Man Alone" (temamusikken til "The Ipcress File")

James Bond-filmene blev indsvøbt i en flot, fyldig rumklang, der skyldtes det enorme studie, hvor musikindspilningerne foregik. Og hvor Richard Lesters flabede ode til Swinging London, "The Knack" (1965), i dag virker håbløst forældet, holder John Barrys musikalske miks af Hammond-licks, sejt swingende jazz og nynnende pigekor sig stadig lysende friskt.

> Hør John Barrys "Ecstasy" fra "The Knack" (1965)

Det søde liv
Trods sin stille og alvorlige fremtoning var Barry faktisk en særdeles aktiv del af det vilde selskabsliv, som "The Knack" portrætterede. Som det så kærligt fremgår af Austin Powers-filmene, var London stedet at være fra 1964 til '68. Bond og Beatles lagde verden for deres fødder, arbejdsløsheden var lig nul, og P-pillens ankomst betød større seksuel frihed.

Ægteparret Jane Birkin og John Barry

Efter en strengt disciplineret katolsk opvækst og tre år i ørkenen var det endelig John Barrys tur til at leve livet. Han købte en ungkarlehybel i Cadogan Square og fik den fremadstormende filmstjerne Michael Caine som sambo. Det gik ikke stille for sig. De var unge, de var succesrige, de havde penge, og så var de kvindebedårere i stor stil.

> Læs også Bries store Michael Caine-tema

Rygterne fortalte om et gennemtræk af piger, som til tider var så massivt, at Caine måtte lukke tøserne ud ad bagdøren, mens Barry åbnede hoveddøren for den næste erobring. Det mest utrolige er næsten, at John Barry samtidig fandt tid til at komponere nogle af sine allerbedste scores. Således blev Caine holdt vågen i flere nætter af en træt Barry, der sad og hamrede i de samme to tangenter i et forsøg på at løse sin seneste opgave. Det var starten på titelsangen til "Goldfinger".



Før genfødsel kommer tømmermænd
Ved indgangen til 1970'erne havde postyret lagt sig. Englands filmindustri gispede efter luft ovenpå de hektiske dage, og Barry selv gearede også ned. Hans musik blev samtidig mere afdæmpet, følelsesbetonet og traditionelt orkestreret, hvor den før overvejende havde været dramatisk, kølig og stiliseret. Ser man bort fra mindre, spredte udsving – som sen-70'ernes discoflirt, hans swingpasticher til Coppolas "Cotton Club" (1985) og de tørre elektroniske rytmeprogrammeringer på "The Living Daylights" (1987) – udviklede lyden af Barry sig ikke stort i de senere år.

Til gengæld blev hans scores fra 1960'erne genopdaget af en hel generation af musikere, som voksede op med Bond og Swinging London. Triphoppens blå atmosfære bar Barrys umiskendelige præg, om det så var Portishead, Mono, Barry Adamson eller Morcheeba, man lyttede til. "The James Bond Theme" forefindes i utallige technoversioner, og David Arnold, Barrys efterfølger som Bond-komponist, udgav i 1997 hyldestalbummet "Shaken and Stirred" med nye arrangementer af de klassiske 007-temaer med navne som Pulp, Iggy Pop og Natacha Atlas på gæstelisten.


Så meget desto mere bittert ironisk var det, at Barry – samtidig med hans genfødsel som populærmusikalsk godfather – fandt det stadig sværere at fastholde fodfæstet som filmkomponist. Selv skød han skylden på branchens ændrede arbejdsklima, hvor han ikke følte, komponisten længere havde nogen reel indflydelse. Det var i stadig højere grad film- og pladeselskabsfolk uden interesse for det kunstneriske element, der traf de overordnede musikalske beslutninger, mente han, og det var hård kost for en perfektionist som John Barry.

Han udvandrede fra "Savannah" (1992), fordi instruktøren, Barbra Streisand, blev ved med at blande sig i hans arbejde. Han sagde nej til "Søvnløs i Seattle" (1993), fordi han ikke kunne udstå tanken om at dele filmens lydspor med 20 popsange, han ikke selv fik lov at udvælge. Han forsøgte også at få trukket musikken til katastroferne "Howard the Duck" og "The Golden Child" (begge 1986) tilbage, delvist uden held.

Måske skyldtes den manglende efterspørgsel netop Barrys nidkære opførsel, der efterhånden gav ham et solidt ry for at være kontrær og besværlig at arbejde sammen med. Han fik tre scores kasseret i 1990'erne, mens et fjerde ("Mercury Rising", 1997) blev delvist erstattet af ny musik skrevet af Carter Burwell.



Ridder? Naaaaah...
Til gengæld gik det meget godt for John Barry på andre områder. I 1996 blev han far igen som 63-årig, og to år senere indtrådte han i den amerikanske "Songwriting Hall of Fame" – samme aften som Fats Domino. For hans fans var den mest interessante nyhed dog, at Decca Records tilbød ham en kontrakt på tre ikke-filmrelaterede albums, hvoraf det første udkom i 1998 til overstrømmende positiv kritik.

"The Beyondness of Things" var John Barrys musikalske selvbiografi, en rejse tilbage til biografen og klosterskolen i York, til eskapaderne i 60'ernes ungkarlelejlighed, til en sommer tilbragt i Montanas imponerende natur. Oplevelser og steder: some are gone, and some remain. Pladens stovte soniske glideflugt er vidnesbyrd om et langt, tætpakket livsforløb.

The Times skrev i samme anledning, at det eneste, John Barry endnu ikke havde opnået i sine da 67 år, måtte være et ridderslag. Dét fik han så året efter, i 1999, selv om han først affærdigede tanken som en vældig morsom spøg. ”Ridder? Naaaaaah,” gnæggede han ved tanken. ”At forestille sig dronningen stå dér med medaljen. 'Sir John Barry. Mange tak for Deres Bond-temaer. Min søster var vældig glad for dem.' Naaaaah.”

Men en arv af små 100 formfuldendte, smukt svungne filmsymfonier, flere af dem erklærede klassikere? Det er vel heller ikke at foragte.



FAKTA: JOHN BARRY
John Barry Prendergast blev født 3. november 1933 i York, England. Han var gift fire gange (bl.a. med Jane Birkin) og fik fire børn.

TI KLASSISKE BARRY-SCORES:
Goldfinger (Agent 007 contra Goldfinger, 1964)
The Ipcress File (Lynaktion Ipcress, 1965)
Born Free (Født til frihed, 1966 – dobbelt Oscar-vinder)
Midnight Cowboy (1968)
The Lion in Winter (Løve ved vintertide, 1968 – Oscar-vinder)
On Her Majesty's Secret Service (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, 1969)
The Persuaders (De uheldige helte, 1971, tv-tema)
Somewhere in Time (1980)
Out of Africa (Mit Afrika, 1986 – Oscar-vinder)
Dances with Wolves (Danser med ulve, 1990 – Oscar-vinder)

– og en overset perle:
King Kong (1976)

tirsdag den 25. januar 2011

Anmeldelse: "Another Year"

Mine ærede kolleger hos Filmnørdens Hjørne strør seks hjertevarme stjerner ud over Mike Leighs biografaktuelle drama, "Another Year", i deres seneste podcast. Jeg kan kun tilslutte mig hyldestkoret. "Another Year" er absolut ugens – og måske endda månedens – mest seværdige filmpremiere.


Min personlige favorit i sidste års hovedkonkurrence i Cannes kan dårligt beskyldes for at kolportere vilde, nye dessiner inden for verdensfilmkunsten. Men når hverdagsdramaet turneres så morsomt, præcist og solidarisk som i ”Another Year”, savner man hverken krasse choktaktikker eller højbrynet navlepilleri.

For så vidt føles det egentlig også som en lille revolution, at Leigh lader portrættet af et såre almindeligt midaldrende ægtepar – velfungerende, kærligt, uproblematisk – udgøre filmens jordbundne anker. At skildre det ordinære, uden at det på noget tidspunkt bliver tandløst, er også (en) kunst.

Jim Broadbent og Ruth Sheen giver parret en smuk, indforstået kemi, der danner kontrast til filmens showstopper, Leigh-kendingen Lesley Manville. Som den modne og lettere drikfældige husveninde, der bærer sin skuffelse over at være uhelbredeligt single uden på tøjet, dirrer Manville af febrilske nerver på et leje, der (som før hos Leigh) skyder cirka 10 procent over karikaturtærsklen. Men præstationen stikker alligevel så bedragerisk dybt, at jeg sad med klumpen i halsen, da erkendelsen indhenter hende i sidste akt af den firdelte film.

"Another Year" har premiere i 8 danske biografer torsdag 27. januar 2011. OPDATERING: Mike Leigh er Oscarnomineret for bedste originalmanuskript.

Se klip fra "Another Year" i Bries webcast fra Cannes 2010:

lørdag den 22. januar 2011

Danny Boyle-kavalkade + nyt om "28 måneder senere"

Den 3. februar er britiske Danny Boyle atter biografaktuel med den spændende "127 Hours", som jeg skriver udførligt om i både Ekko, Børsen og Jyllands-Posten op til premieren.



Men Danny Boyle spøger også i TV 2's programflade de kommende weekender. I nat (lørdag kl. 00:10) vises "28 uger senere" (2007), som er Juan Carlos Fresnadillos vellykkede fortsættelse til Boyles zombiegyser "28 dage senere" fra 2002.

I morgen søndag kl. 23:45 følger Boyles filmatisering af Alex Garlands "The Beach" fra 2000, og næste fredag (28. januar kl. 22:30) kan man nyde begge herrers spektakulære ekskursion ud i science fiction-genren, "Sunshine" fra 2007.

OPDATERING 07.03.2011: I marts 2011 viser Cinemateket i København hele ni af Danny Boyles film på det hvide lærred. På programmet er bl.a. hans tidligste samarbejde med Anthony Dod Mantle, tv-filmen "Vacuuming Completely Nude in Paradise" (En sælger med sug i) fra 2001.
> Cinematekets Danny Boyle-serie



Danny Boyle var ikke selv involveret i "28 uger senere" ud over en producer-kreditering og nogle få optagelser, han lavede med B-holdet. Men Boyle røbede, da jeg for nylig interviewede ham i London, at han meget gerne vil vende tilbage som instruktør på seriens planlagte tredje film, "28 måneder senere". Det kræver kun, at han kan finde tid i sit skema, som pt. er fuldt booket med en opsætning af "Frankenstein" på National Theatre og planlægningen af OL-åbningsceremonien 2012, som Danny Boyle er kunstnerisk leder af:

"Når man instruerer en film, sættes man til at fortælle en historie, som man ret beset er den mindst kvalificerede til at formidle – fordi man allerede har set den tusinder af gange. Man kender hver en detalje, og alligevel skal man vise den til folk, som kun kommer til at se den én gang. Og de to oplevelser af historien er vidt forskellige."

"Men efter at have lavet "28 dage senere", var jeg så heldig at kunne se toeren, "28 uger senere", som en uvildig betragter. Og jeg tænkte, ”Det er faktisk rigtig god underholdning!” Så jeg vil meget gerne instruere treeren, hvis jeg kan finde tid til det, og ideen til "28 måneder senere" har vi allerede. Måske kan vi flette det ind i OL-ceremonien, så der kommer til at løbe zombier rundt på stadion, ha ha!"

Danny Boyle på settet til "127 Hours" (2010)

ANMELDELSE
28 uger senere (2007, Juan Carlos Fresnadillo)
Brian Iskov i GEAR #50, februar 2008

Danny Boyle gav zombiegenren et ordentligt skud saft med "28 dage senere", hvor en rabiesvirus forvandlede England til en krigszone og indbygerne til frådende sprintere med andres blod smurt ud over gebisset.
28 uger senere ånder der ro nok til, at de overlevende kan starte på en frisk, men trods militært overopsyn går der ged i den, da en familiefar (Robert Carlyle, "Trainspotting") genforenes med en elsket smittebærer.
Med effektiv udnyttelse af "Aliens"-princippet for toere – mere action og flere våben – lykkes det overraskende godt at videreføre historien fra en ny vinkel, uden det føles søgt eller som et plagiat af etteren. Især den frenetiske indledning sparker pulsen helt op i det røde felt.

ANMELDELSE
Sunshine (2007, Danny Boyle)
Brian Iskov i GEAR #40, april 2007

Og nu en nyhed fra år 2057: Vor klode er blevet til en frossen snebold, fordi solen er ved at gå ud, så otte astronauter sætter kurs mod den døende stjerne for at sparke den i gang igen med en extra extra large bombe. Magtkampe, ildsvind og rumkuller breder sig, efterhånden som besætningen opsluges af flammekuglens dragende mystik – men når man kalder sin mission for Ikaros, beder man selv om problemer!
”Solaris” og ”Alien” er blinde passagerer i Alex Garlands manus, som ikke altid er lige let at tage seriøst. Heldigvis iscenesætter Danny Boyle det semifilosofiske scifi-gys med en overvældende intensitet og billedpragt, som kræver at blive oplevet på det størst mulige lærred [eller skærm!].



Læs også: Flere interviewbidder med Danny Boyle, hans hoffotograf Anthony Dod Mantle samt Aron Ralston, hvis dramatiske historie "127 Hours" er baseret på.

mandag den 17. januar 2011

Anmeldelse: "Black Swan"

I går vandt Natalie Portman en Golden Globe for sin præstation i "Black Swan", og fra på torsdag kan Darren Aronofskys balletgyser endelig ses i 13 danske biografer. Herunder kan du læse, hvad jeg skrev, da "Black Swan" åbnede Venedig-festivalen sidste år.



ANMELDELSE:
Black Swan (2010, Darren Aronofsky)
Brian Iskov, Venedig, i Weekendavisen 10. september 2010

Flere af Mostraens mandlige bidragydere tog handsken op og stillede med kvalificerede kvindeportrætter i konkurrenceprogrammet. Amerikanske Darren Aronofsky, der hjemtog Guldløven for "The Wrestler" i 2008 efter at have konfunderet Lidoen med "The Fountain", er gerne mand for at skrue helt op for knapperne. Hans psykologiske thriller "Black Swan" sendte festivalen fra start med et fyndigt eftertryk, som de færreste titler i programmet har forsøgt at matche.

En skræmmende dedikeret Natalie Portman spiller sig op mod præmierækken som New York-ballettens jomfrunalske stræber, Nina. Det infamt målrettede pigebarns egen perfektionisme vender sig mod hende, da drømmepartiet i Tjajkovskijs Svanesøen kommer inden for rækkevidde. For at vinde rollen som Den Sorte Svane må Nina give slip på kontrollen og vove sig ud på fortabelsens dybe favne.


"Black Swan" dirrer længe af dunkel suspense, inden hovedpersonens ødelæggende besættelse – et af Aronofskys faste temaer – spidser til i et febrilsk opkørt klimaks, som delte vandene i Venedig. Går man med på instruktørens hang til dristig bombast, leverer 41-årige Aronofsky et intenst studie over splintringen af et skrøbeligt sind. Og som i Roman Polanskis "Chok", hvor korridorens vægge griber ud efter den unge Catherine Deneuve, føler man sig sjældent sikker på, hvor virkeligheden hører op, og subjektivitetens fantomer tager over.

"Black Swan" har dansk biografpremiere 20. januar 2011. I Venedig blev filmen hædret med en talentpris til Mila Kunis, der spiller Natalie Portmans frigjorte rival.

fredag den 14. januar 2011

Find fem fejl: "Superman IV"

Mens vi venter på, at Zack Snyder finder den rette Superman til sit 2012-reboot, "Superman: Man of Steel", fornøjer TV3 os i aften med to tidligere film om helten fra Krypton.

Kl. 21:00 flyver Brandon Routh over skærmen i "Superman Returns", Bryan Singers flotte, men tunge genoplivningsforsøg fra 2006.

Og kl. 02:40 følger den første og bedste film i serien: Richard Donners episke "Superman" fra 1978, hvori Christopher Reeve leverer den definitive tolkning af dobbeltrollen som Kal-El og Clark Kent.

Mindre heldig var den gode Reeve, da han i 1987 tog på sin fjerde og sidste, for ikke at tale om ringeste, udflugt i den røde kappe. "Superman: Kampen for fred" blev en flov fuser, som slet ikke hang sammen, men til gengæld var den spækket med pinligt utilstrækkelige effekter. Må vi have lov at præsentere bevismaterialet ...

(klik på billederne for fuld størrelse)


Fejl #1: Hey, den stjernehimmel er jo bare et sort bagtæppe hængt op i studiet. Kan du sige ”nærig”?



Fejl #2: Et stykke rumskrald kapper momentant knoppen af en kosmonaut og afslører, at han er en dukke. Trods sløseriet var der ikke råd til at gøre effekten om, og i næste billede har Mischa skruet hovedet rigtigt på igen.



Fejl #3: Den røde hat, der hopper over fortovet, er toppen af en nyligt eksploderet brandhane. Hvornår er Metropolis' vejvæsen begyndt at bygge deres brandhaner af flamingo?



Fejl #4: ”Der er ingen bånd, der binder mig” ... NOT! De wires, som holder vores helt flyvende, er pinligt synlige i rigtig mange scener. Her er det Supermans blonde modstander, Nuclear Man, der dingler i kablerne.



Fejl #5: Kapper, der blafrer i vinden ... i det ydre rum ... hvor helt almindelige dødelige kan trække vejret uden rumdragt!


Retfærdigvis må det nævnes, at den himmelråbende håbløshed, som gennemsyrer ”Superman: Kampen for fred”, skyldes, at producerne halverede filmens budget, kort før optagelserne startede. Det er derfor også den samme, usle effektstump, der spilles om og om igen, hver gang Superman flyver imod kameraet. Ikke særlig super ...

Trailer for "Superman IV":



> Femten flove filmfejl
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4"
> Find fem fejl: "Højt at flyve"

Læs meget mere om Superman som tegneserie-, radiospils-, tv-serie-, tegnefilms- og biograffigur i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

mandag den 10. januar 2011

'Logofobi': Vignetter fra helvede!

Da jeg var dreng i provinsen af årgang 1976, sad jeg sjældent længere væk fra barndomshjemmets tændte fjernsyn, end at jeg kunne nå at røre skærmen med mine små fedtede fingre.

Undtagen, når denne jazzede snas af animation varslede "Kikkassen"s komme. Så fortrak jeg i sikkerhed bag en stol eller en voksen, hvorfra jeg med skepsis kunne titte ud af øjenkrogen på det sælsomme optrin:

(klik for at afspille video i nyt vindue)

"Kikkassen" var et af monopolstationen DR's faste tilbud til de yngste seere fra 1965 og helt op til 1981, hvor ovenstående introsekvens fik mit 4-årige hjerte til at spjætte nervøst hver uge.

Det var ikke kun på grund af de uhyggelige, aldrig blinkende kyklopøjne, der stirrede stift på mig, mens deres upålidelige piberenserkroppe skiftede form og multiplicerede sig i ét væk. Jeg mindes også, at den djævlehornede okse, som fuldstændig umotiveret og uden varsel flasher op på skærmen i et sekund for at forsvinde lige så brat igen, gav mig myrekryb.

Men det mest frygtede øjeblik var nu slutningen, hvor en sadistisk langt udtrukket trompetsolo kulminerer i en dissonant blokakkord, der får bogstaverne til at vride sig af smerte, sitrende og siksakkende, som fik de elektrochok. Og dét skulle være for børn?!



Det har siden vist sig, at barndommens oplevelser af "skræmmende" tv-logoer har ristet dybe sår i langt flere letpåvirkelige poder, end man turde drømme om. Især i USA, hvor produktionsselskaberne bag 60'ernes og 70'ernes tv-shows tilsyneladende kappedes om at jage den største skræk i livet på de tusinder af sagesløse barnesind, der sugede næring fra billedrørsapparatets blålige lys.

Flere amerikanske websites er tilegnet "scary logos" eller deres ofre, de såkaldte "logophobics" (omend "logofobi" egentlig betyder "angst for ord"). Ud over et væld af links til eksempler på YouTube finder man også mange gode bud på, hvorfor disse bomærker ("idents") har indprentet sig som dæmoniske mareridtsvisioner hos en hel generation af tv-børn.

På Slash Film funderer Kirk Demarais:
”The tones are often startling and louder than the end credit music, and so many of the synthesized ones were dissonant and otherworldly. They rarely relate to the content of the show, which makes them seem out of place and unwelcome. And the graphics are often floating in a mysterious black void."

"Also, these logos represent the end. The show-induced trance we were just in has come to an abrupt halt. It's time to face reality again.”



Cassandra Poe graver spadestikket dybere i sin granskning af de "farlige" logoer:
"There will be nothing human or recognizable about the motions of a fractured logo element coming forward from (apparently) behind us, or racing toward us. This violates our sense of personal space, the wall we keep in our heads between television illusions and our tangible reality."

"The movements within the void space are often aggressive, hostile or inexplicable. They lunge at us, shine at us, pierce us with strange otherworldly sounds, creating an experience of incoherent unreality. Adults can parse this away, but as children, our textual defenses are low; we don't have enough experience of reality to counterweight what we see. The veil is thinner."


ADVARSEL: Høj lyd!!

Et af de mest forhadte logoer i amerikanernes kollektive bevidsthed er "The S from Hell": Screen Gems' bomærke, der fra 1965 til 1974 lå på lur efter serier som "The Flintstones" og "Bewitched".

De røde parallelogrammer, der slynger sig om prikken i midten, er blevet kaldt alt fra ”5 sekunder af absolut eksistentiel tomhed” til "en magtfuld grafisk repræsentation af Antikrist". Sidste år lavede instruktøren Rodney Ascher sågar en dokumentarisk kortfilm om "The S from Hell", som du kan se her i sin fulde længde:



Et andet traumatiserende logo tilhørte filmselskabet United Artists. Jeg husker krystalklart, da jeg første gang satte en James Bond-film i VHS-maskinen og så en lysende sprække åbne sig i slowmotion, ledsaget af en uheldssvanger brummen. Jeg var OVERBEVIST om, at det var en dør, jeg kiggede på, og at den ville glide pinefuldt langsomt op, indtil en morder sprang ud gennem åbningen. Men nej, det var bare et stort, hvidt U, der drejede mod front og fik selskab af et ditto A.

Musikken er i øvrigt af Sam Peckinpahs komponist, Jerry Fielding:



'MadRat' på BoingBoing.net beskriver sin oplevelse af 1980'ernes United Artists-logo således:
”An ominous tone warns you something is horribly wrong. Then deep in the darkness, a metallic slash fades slowly into view, like the gleam from a killers knife blade. The piano notes come like the footsteps you hear behind you when you're too afraid to turn and look. Then slowly the mysterious, metallic form turns toward you like Norman Bates' mother. Oh. It's just the United Artists logo and the music is OK now so everything fine. But still you think to yourself, "It says 'Pink Panther' and I know that's not a horror movie. Did I walk into the wrong theater or something?"”

Højt på listen ligger også Paramount Televisions logo i den såkaldte "Closet Killer"-version fra 1969. Kælenavnet skyldes den truende overfalds-zoom og den skingre jingle (komponeret af Dominic Frontiere):



Bryanston Pictures Production Logo, 1972-76 (også kendt som ”Creepy Box” eller "BP Box from Hell"):



Walt Disney Home Entertainment, 1978-84 (”Neon Mickey”):



Ikke overraskende har Rusland leveret nogle af de skumleste bidrag til kavalkaden over tv-introer:







Hvilke introer og logoer kunne få dig til at fare skrigende ud i køkkenet som barn? Giv dit besyv med på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side eller i kommentarfeltet herunder!

tirsdag den 4. januar 2011

"Elizabethtown": Brie møder Kirsten Dunst

I dag kl. 22:30 viser TV 2 den seneste film af Cameron Crowe, "Elizabethtown" fra 2005.

Det episodiske medley af stemninger og familieanekdoter lå tydeligvis Crowes humanistiske hjerte nær, men hans manglende vilje eller evne til at skære i materialet fik den lange film til at lande tungt i biograferne.

I det mindste gav "Elizabethtown" mig lejlighed til at møde Kirsten Dunst i Venedig, hvor jeg desværre måtte erfare, at hun ikke var helt så spændende at snakke med, som jeg havde drømt om. Men artiklen blev nu udmærket alligevel.



INTERVIEW
Kirsten Dunst om "Elizabethtown"
Brian Iskov (Venedig) i AOK/Berlingske Tidende, november 2005

Rollen som Claire i ”Elizabethtown” drager nytte af Kirsten Dunsts to stærkeste kort som skuespiller. Det første er hendes champagnebrusende optimisme; det andet den flertydighed, som altid ligger på lur i hendes lille smil og de blå øjnes evigt morgenblændede blik.

Sammen udløser de, hvad flere af hendes instruktører, deriblandt ”Elizabethtown”s Cameron Crowe, har døbt ”nærbilledets mirakel”. Han forklarer til damebladet Elle:
– Kirsten kan være meget sprudlende. Men hvis man betragter hende nærmere, vil man opdage omkring otte niveauer af dybde, der er i spil under overfladen, når hun ler.


I Kirsten Dunsts biografaktuelle film bærer ”Spider-Man”-stjernen stewardesseuniform, mens hun kampbager på en depri Orlando Bloom. Hun fortæller muntert til den fremmødte presse på filmfestivalen i Venedig:
– Min mor var stewardesse for Lufthansa i ti år, og hun har fortalt, hvordan hun og hendes veninde drak sig fulde i champagneresterne på Business Class. Hun kunne også finde på at sende bagagen til den forkerte destination, hvis passagerne var uhøflige over for hende!

Er Kirsten Dunst en lige så aggressiv flirt som Claire?
– Sådan grænsende til det utålelige? Nej. Jeg tror bare, Claire er opsat på at hjælpe ham, fordi han åbenlyst trænger til at blive trøstet. Og så gør det heller ikke noget, at han er lidt lækker ...!
Svaret får prompte rundbordets sladderdetektiver til at øjne en åbning til stjernens intimsfære. Håbefuldt søger de at opsnuse, hvem der i øjeblikket nyder den 23-årige Kirstens gunst. Men den tidligere barnestjerne har været i branchen så længe – hun debuterede i en tv-reklame som 3-årig – at hun har lært at ignorere sladderen.

Stik imod normen for Hollywoods teenagestjerner med vokseværk (ja, dig, Macaulay Culkin!) har Kirsten Dunst hidtil formået at styre karrieren gennem berømthedens minefelt uden at tage synlig skade [det blev så ikke ved, B.I.]. Også i Venedig virker hun som en forstandig, ung kvinde, der mestrer kunsten at løbe spidsrod mellem de mere indiskrete spørgsmål, der klæber til stjerneglimmeret som honning til sultne bjørnepoter.
Jake Gyllenhaal, hvem er det? svarer Kirsten Dunst derfor blot med naiviteten smurt ekstra tykt på, da spørgsmålet om skuespillerindens kollega og ”måske, måske ikke”-kæreste bringes til torvs.


Mens Kirsten Dunst sidder i sin blomstrede sommerkjole og leder anstrengt efter et svar på, hvorfor hun engang har omtalt sig selv som en ”dork” (noget i retning af en ”tegning”), bliver der tid til at reflektere over, hvordan vi alle har kunnet følge hendes glidende udvikling fra barn til voksen på biograflærredet gennem seksten år.

Den bette tøs på Tom Hanks’ bagsæde i ”Forfængelighedens bål” fik teenageformer og blev heppekorsleder i ”Bring It On”, før hun som Peter Parkers kæreste svang ”Spider-Man” til tops med det smukkeste regnvejrskys i nyere filmhistorie. 16 år ud af et liv på 23, og vi havde billet til første række i hele perioden.
I dag kan Kirsten Dunst godt se, hvor unaturligt det er at gennemleve sin ungdom i offentlighedens rampelys, men hun fortryder intet:
– Almindelige mennesker har lige så mange problemer under deres opvækst som barnestjerner, konstaterer hun nøgternt.

Selv finder skuespillerinden det umanerlig kejtet at se sine gamle film. Billederne minder hende konstant om, hvad hun gik igennem som privatperson, mens optagelserne stod på, og det kan være svært at abstrahere fra, siger hun.
To favoritter har hun dog: Den krøllede ”Evigt solskin i et pletfrit sind” og Sofia Coppolas æteriske ”The Virgin Suicides”, der ændrede Kirsten Dunsts karriere for bestandig.

– Den sidste elsker jeg, fordi Sofia Coppola formåede at finde ind til mit sande jeg. Som regel opfatter folk mig som en sød og livlig pige, men hun fik øje på mørket i mig. Hun så, at jeg var trist såvel som glad, og hun respekterede mig som kvinde, hvor jeg var vant til, at instruktører mere betragtede mig som en slags marionet, forklarer Kirsten Dunst.


De to talentfulde kvinder arbejder sammen igen i kostumestykket ”Marie Antoinette”, som Sofia Coppola netop [nov. 2006] har optaget færdig i Versailles.
– Det var som en drøm, svømmer Kirsten Dunst hen og tilføjer:
– Altså bortset fra korsetterne. Lige så snart Marie Antoinette gik ind i sin Petit Trianon-fase, smed jeg korsettet så ofte, jeg kunne. Vi kalder det hendes hippie-Soho-partyperiode, fniser Kirsten og fortsætter med at skamrose sin medspiller, Jason Schwartzman. Han er den skønneste fyr, skulle vi hilse og sige. Han er såååå sød og sjov.

Og hvis du inden længe skulle se Kirsten Dunst og Jason Schwartzman flette fingre i ugebladenes fotoserier – om hun så har byttet Jake ud med Jason eller ej – skyldes det blot, at rygter om stjerner i brunst nu engang sælger bedre end kunst.
Også når det gælder Kirsten Dunst og hendes Mona Lisa-smil.

"Elizabethtown" vises på TV 2 onsdag 5. februar 2011 kl. 22:30.

mandag den 3. januar 2011

Overset filmperle #1: "Thumbsucker"

– med reportage fra Berlinalen og anmeldelse

Hermed erklærer jeg dette møde i Anonyme Tommelsuttere for åbent!

Teenagerens søgen efter identitet er sjældent set formidlet så klogt og ærligt som i indieperlen ”Thumbsucker”, der er ugens varme tv-anbefaling herfra.

Videoinstruktøren Mike Mills' debutfilm vandt mit hjerte, da den deltog på Berlinalen i 2005 og skaffede hovedrollespilleren Lou Taylor Pucci en sølvbjørn. Men i Danmark, hvor Nordisk Film listede titlen ud på dvd, blev den skammeligt overset, og Kanal 5 gør heller ikke noget for sagen ved at programsætte "Thumbsucker" klokken 02:45 natten til tirsdag.

I stedet skal lyde en stor tak til harddiskvideoens opfinder, for man bør ikke snyde sig selv for det smukke ensemblespil, der sætter Keanu Reeves (som zen-tandlæge!) og Vince Vaughn i et helt nyt lys. En særlig nydelse er også filmens fine, nuancerede erkendelse af, at den voksne generation ofte føler sig lige så ungdommeligt forvirret som deres afkom.

Ekstra bonuspoint til Blog-O-Rama-heltinden Tilda Swinton, der kæmpede så hårdt for at få filmen realiseret, at hun står krediteret som executive producer.



ARTIKEL:
Vi bliver alligevel aldrig voksne
Brian Iskov (Berlin) i Total Film #5, juni 2006

”Caboose”, siger Mike Mills og giver ordet videre til Keanu Reeves, som svarer: ”Kiki”.

Begge herrer er blevet spurgt, om de havde nogle sjove kælenavne som teenagere, og det er ikke engang det mindst relevante spørgsmål, som pressen fyrer i panelets retning, da ‘Thumbsucker’ bliver præsenteret ved filmfestivalen i Berlin. Tilda Swinton parerer årvågent ved at hævde, at hendes øgenavne var ”unævnelige” – og at der stadig findes enkelte, som bruger dem!

Den britiske skuespillerinde, som til festivalen har affarvet sin røde manke til en gylden høstblond, var en af de første, der øjnede potentialet i instruktøren og forfatteren Mike Mills’ oplæg. Med hende om bord som executive producer fulgte resten af den imponerende besætning hurtigt trop.

Måske står svarene i den her folder?

”Under prøverne hæftede vi os ved, at de ting, folk siger til hinanden i en familie, sjældent er det mest interessante, for det vil altid kun udgøre toppen af isbjerget. Vi arbejdede meget med det uartikulerede og hvordan man med det samme kan se, at dét, der kommer ud af munden, slet ikke er det, personen egentlig har på hjerte”, fortæller Tilda Swinton.

I privatlivet har hun to børn ligesom sin medspiller, Vincent D’Onofrio, men begge måtte erkende over for Mills, at de aldrig havde vænnet sig til at være forældre: Indvendig var de stadig 17 år.

”Jeg blev så glad for at høre dem sige det. Filmen handler netop om at acceptere, at vi aldrig bliver lige så voksne og perfekte, som vi gerne vil være”, siger Mike Mills. En mand så rar, at den tilbagelænede franske duo Air har navngivet et af deres numre efter ham.

Som instruktør sørgede han for at fremelske en tryg atmosfære på settet, så filmholdet fik fornemmelsen af, at ”her sker der ikke noget vigtigt”. Hver fredag var derfor legedag, hvor alle bar skilte ud fra temaer som ”min barndoms ambition”, ”mit stjernetegn”, eller ”hvilket slags dyr er jeg”.

De fortrolige rammer gav spillerne plads til at være sårbare, hvilket i høj grad har medvirket til, at D’Onofrio, Swinton og deres filmsøn, Lou Taylor Pucci, illuderer så overbevisende på lærredet som en sammentømret familieenhed. Og hvis nogle læsere funderer over, hvad der stod på skiltene, kan vi afsløre, at Lou Pucci ville være arkæolog, da han var lille – samt at Tilda Swinton er en væddeløbshest!

> Læs også Bries interview med Tilda Swinton om "Michael Clayton"

Bare rolig, det kommer ikke til at gøre ondt ...

DET SAGDE DE OGSÅ I BERLIN:

”At sutte på tommelfinger er ikke meget anderledes end trangen til at ryge cigaretter.” – Lou Pucci

”Jeg elsker tandlæger. Jeg ved ikke noget bedre end at blive stukket i gummerne i 30 minutter”. – Keanu Reeves om sin rolles profession

”Da Lou kom til vores casting, skælvede han over hele kroppen af angst, fordi han netop havde været ude at flyve for første gang i sit liv. Hvor alle de andre 17-årige skuespillere gemte sig bag en facade, var Lou totalt åben og sårbar, og det gjorde ham perfekt til rollen.” – Mike Mills

”Du er en meget dårligere musiker end skuespiller!” – spansk reporter om Keanu Reeves’ tidligere bijob som bassist i Dogstar 
”Det gør ikke noget, du er heller ikke en særlig god journalist.” – Keanu Reeves' svar til spansk reporter



ANMELDELSE
Thumbsucker (2005, Mike Mills)
Brian Iskov i Total Film #5, juni 2006

Justin er 17, men bruger stadig sin tommelfinger som sutteklud, når han tror, ingen ser det. Hans far lever i skyggen af en kæmpe chance, der gik hans næse forbi i gymnasiet, og moderens pigede forgabelse i en tv-soap-stjerne afslører, at hendes indre alder heller ikke er kommet på omdrejningshøjde med den ydre.

For mens teenagere nærmest per definition føler sig for gamle til at være børn, kan man nemt glemme, hvordan deres forældre også tit føler sig for unge til at være voksne. Den ironiske observation krystalliseres til klog, lavmælt humor i musikvideoinstruktøren Mike Mills’ første spillefilm, ‘Thumbsucker’, der lægger sig smukt i forlængelse af halvskæve familieportrætter som ‘The Squid and the Whale’.

Sutteklude var ikke inkluderet i prisen på økonomiklasse.

Som så mange andre af sine jævnaldrende lider Justin under, at hans begavelse har svært ved at trænge igennem pubertetens tåge. Hans rastløshed og manglende fokus i klasseværelset får skolens læge til at stille diagnosen ”hyperaktivitet” – og hvorfor ikke, tænker Justin, dén forklaring kan vel være lige så gyldig som enhver anden.

Ritalin-kuren gør underværker for knægtens selvtillid. Tydeligt overrasket over sin nyvundne klarhed stryger han til tops som debatholdets gulddreng, der skråsikkert jorder ethvert argument med dødelige modangreb. Vince Vaughn viser sjældent sete facetter som læreren, der øjner Justins potentiale og tager ham under sine vinger. Men da protegeen forvandler sig til et arrogant monster under påvirkning af peppillerne, der kun ligger ”tre molekyler fra kokain”, må læremesteren give fortabt.

Den hidtil ukendte Lou Pucci sænker modigt alle parader og åbenbarer sig som et intuitivt stortalent i hovedrollen, men ‘Thumbsucker’ udmærker sig ved at give de voksnes forløb lige så meget plads, og Mills lokker et exceptionelt harmonisk ensemblespil ud af hele sin drømmebesætning. Mest overraskende er Keanu Reeves, der spiller kosteligt på sit verdensfjerne stoner-image som byens holistiske tandlæge. I bedste/værste new age-ånd insisterer han på at tage fat om problemernes rødder i psyken og hypnotiserer sågar Justin for at hidkalde hans indre kraftdyr. Desværre uden det ønskede resultat.

Debatholdets lærer blev tit forvekslet med ham fra ‘Dodgeball’.

Manglen på fremskridt piner Justins far, Mike (Vincent D’Onofrio). Et smadret knæ sendte ungdommens footballdrømme til tælling, og skuffelsen præger stadig Mike, der hverken føler sig klædt på til faderrollen eller sin position som Audreys ægtemand. Hendes stille sværmen for en slikket tv-skuespiller (Benjamin Bratt) stikker jalousiens nåle i begge husets herrer, men medfører samtidig, at far og søn nærmer sig hinanden i en fælles utilstrækkelighedsfølelse, der går på tværs af kommunikationsbarrieren.

Moderen underspilles formidabelt af Tilda Swinton med megen drømmerisk sødme og en imponerende præcision i nuancerne, og i det hele taget udmærker ‘Thumbsucker’ sig ved sin sikkerhed i person- og miljøtegningen. Mike Mills’ skildring af længsel i forstæderne rammer ubesværet en luftig, blid hverdagstone farvet af 70’ernes empatiske tragikomedier, og man mærker oprigtigheden i hans omgang med filmens karakterer, der alle fremstår som afrundede, troværdige individer.

Størst resonans finder han dog i den upåagtede sandhed, som udgør historiens egentlige kerne: at forældre bag opdragerrollens fastlåste rammer sagtens kan være lige så usikre og forvirrede som deres afkom. Audrey indrømmer det blankt i et privat øjeblik: ”Det er syret at være mor til en 17-årig. Man skal kende alle svarene, men kender ikke ét eneste”.

"Thumbsucker" vises på Kanal 5 natten til tirsdag 4. januar kl. 02:45.