MED DANSK TALE: Podcast-premiere og crowdfunding!

MED DANSK TALE: EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA DIN BARNDOMS TEGNEFILM OG TV

Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.

Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner.

MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.

Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!

Kopier dette link ind i søgefeltet på din podcastapp for at høre MED DANSK TALE på mobilen:
http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss

Ole Stephensen om "Walter & Carlo i Amerika"

● DENNE ARTIKEL ER SAMPUBLICERET MED JAMES BOND•O•RAMA.DK

Ole Stephensen fortæller om den dag i 1989, hvor han instruerede og spillede over for Clifton James – bedre kendt som sherif J.W. Pepper i James Bond-filmene

I lørdags, 15. april 2017, sov Clifton James stille ind i Oregon, USA. Den amerikanske skuespiller var kendt af James Bond 007-fans for sin komiske birolle som røvballesheriffen J.W. Pepper i Roger Moores to første Bond-film, "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973) og "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974).

Modsat vores norske og svenske nabolande har kun få medier i Danmark fundet det værd at nævne den 96-årige skuespillers bortgang. Clifton James' cameorolle i folkekomedien "Walter & Carlo i Amerika" fra 1989 ligner ellers en decideret foræring til redaktionssekretærer med løstsiddende danskervinkel.

Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

Clifton James dukker op en time og seks minutter inde i "Walter & Carlo i Amerika", hvor han spiller texaneren John D. Donut (i slutteksterne blot kaldet "Tex"). Han besøger en skandinavisk udstilling i New York City og brokker sig højlydt til sin kone over at blive slæbt med på endnu et museum, hvor han – "en gammel marinesoldat" – ikke engang må ryge. Figuren, der er klædt i spraglet skjorte, cowboyslips og cowboyhat, adskiller sig ikke stort fra J.W. Pepper, som han tydeligvis skal minde om.

I sit ene, korte bidrag til dansk filmhistorie optræder Clifton James over for Ole Stephensen (Walter) og Jarl Friis-Mikkelsen (Carlo). Parret både skrev og instruerede denne tredje film i serien om Walter von Heimweh, den nydelige steward, og hans dominerende ven, hælebarsejeren Carlo Jensen.

"Jarl og jeg skrev rollen med Clifton James i tankerne," bekræfter Ole Stephensen over for James Bond•O•Rama.dk.

"Vi valgte ham netop ud fra hans medvirken i Bondfilmene. Hans varemærke var den her skråtyggende, gammelkloge smartass af en sydstatssherif, og det var den accent og attitude, den karikatur, vi var ude efter," siger Ole Stephensen.

Ole Stephensen og Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

"Det er jo ikke en kæmpe rolle, han har – han var bare med på en enkelt optagedag – så det var ikke hamrende vigtigt, at Clifton James sagde ja. Men vi syntes, det var sjovt, netop fordi mange i 1989 stadig havde den reference til ham fra de to Bond-film. Det var i princippet sheriffen fra Bond-filmene, der af en eller anden grund var på ferie i New York og havde forvildet sig ind på den udstilling," fortsætter Ole Stephensen.

"Vaiana" (Moana): Disney-interview med John Musker og Ron Clements

> CLICK HERE FOR THE JOHN MUSKER & RON CLEMENTS "MOANA" INTERVIEW IN ENGLISH

I dag, torsdag 2. februar 2017, er der dansk biografpremiere på Disneys seneste animationsfilm, "Vaiana" (Moana).

Det computeranimerede eventyr om den polynesiske høvdingedatter Vaiana og hendes møde med halvguden Maui er den 56. film i Walt Disney Feature Animations såkaldte klassikerrække.



"Vaiana" er instrueret og delvist skrevet af John Musker og Ron Clements, der begge er 63 år og garvede Disney-gubber. Sammen har de begået "Mesterdetektiven Basil Mus" (The Great Mouse Detective, 1986), "Den lille havfrue" (The Little Mermaid, 1989), "Aladdin" (1992), "Herkules" (Hercules, 1997), "Skatteplaneten" (Treasure Planet, 2002) og "Prinsessen og frøen" (The Princess and the Frog, 2009).

Jeg mødte makkerparret Musker og Clements, da de besøgte København i januar på deres skandinaviske presseturne. Herunder kan du læse, hvad de havde at fortælle om "Vaiana" – og ganske som med filmen, der både vises på dansk og engelsk i biograferne, får du muligheden for at vælge mellem den danske oversættelse og det engelske originalsprog.

Endelig kan du høre lyden fra mit interview med Musker og Clements, hvis du afspiller podcasten Cinemajour 15 fra Filmnørdens Hjørne. Indslaget starter 18 minutter inde i podcasten (det er Musker i venstre kanal og Clements i højre).

Anden halvdel af interviewet, hvor Musker og Clements ser tilbage på deres tidligere Disney-film, følger senere i 2017.


INTERVIEW OM "VAIANA"
John Musker og Ron Clements
af Brian Iskov, januar 2017

Brian Iskov: Når man tænker på, hvor længe I har arbejdet for Walt Disney Animation, er det næsten utroligt, at ”Vaiana” er jeres første computeranimerede spillefilm.

John Musker: Ja, vi har lavet håndtegnet animation i snart 40 år.

Ron Clements: Vi har flirtet med computeranimation i næsten alle vores film, helt tilbage til ”Mesterdetektiven Basil Mus”, som var vores første film som instruktørpar. Sekvensen inde i Big Bens klokkeværk havde faktisk den første brug af computeranimation [i en Disney-tegnefilm, red.], ”Den lille havfrue” havde digitale fisk, og i ”Aladdin” brugte vi computer til scenerne med det flyvende tæppe. ”Vaiana” er på sin vis det modsatte: en film, der hovedsagelig er animeret digitalt, men også rummer nogle håndtegnede elementer i form af Mauis tatoveringer [animeret af bl.a. Disney-veteranerne Eric Goldberg og Mark Henn, red.].

Gamle vs. nye Disney-tegnefilmstemmer: Julen har retrolyd

Fra 22. november 2016 til 22. januar 2017 viser Cinemateket i København et udvalg af 12 tegnede Disney-spillefilm. I flere tilfælde er dette den eneste mulighed for at opleve filmene i deres oprindelige dubs med en række af fortidens stjerner. Flere af de klassiske, danske Disney-indtalinger er nemlig gået tabt for eftertiden. 

”Disney klassikere + nye stemmer = SKOD!”
”Ej, man kan da ikke lave om på stemmerne! Jeg vil aldrig se Disney-film igen!”
”Jeg ville blive rasende hvis jeg købte en disneyfilm og så var det NYE STEMMER! Charmen er jo helt væk!”
”Blasfemi!”

- citater fra dindebat.dk og forum.woman.dk  

Siden The Walt Disney Companys danske filial i 1990'erne begyndte at udgive firmaets lange biograftegnefilm på hjemmevideo, har harmdirrende forbrugere banket deres skuffelse ned i tastaturet og ud på diverse debatfora.

For der var pludselig noget riv-rav-ruskende galt med Pinocchios stemme. Og hvorfor talte baggårdshundene i ”Lady og Vagabonden” ikke længere deres bedårende halvtredserdansk?

"Lady og Vagabonden": Oprindelig dansk dub (1955)

”Det er noget, som rigtig mange tit spørger os om,” sukker Kirsten Saabye. Som tidligere kreativ direktør i Disney Character Voices var hun med til at træffe beslutningen om at lave nye eftersynkroniseringer (”dubs”), da Disney gjorde sine klassikere klar til video i 1990'erne.

I andre skandinaviske lande måtte Disney indtale filmenes stemmer på ny, fordi selskabet ikke havde sikret retten til at genanvende stemmeskuespillernes arbejde på fremtidige videoformater.

I Danmark skyldes miseren snarere spareiver og kortsynede arbejdsgange, kombineret med celluloidmaterialets forgængelighed.

”Før indspillede man de danske stemmer på hver sit magnetbånd. Så miksede man optagelserne sammen og overførte lyden direkte til filmenes 35mm-kopier,” forklarer Kirsten Saabye.

Dernæst slettede Disney i Danmark alle deres originalindspilninger for at genbruge de kostbare magnetbånd. Først fra 1992 begyndte selskabet at gemme de separerede, umiksede dubbinglydspor.

Peter Pan: Oprindelig dansk dub (1953)

"Mumitroldene på sommerferie": Anders Lund Madsen om Tove Janssons univers

Dansk trailer til "Mumitroldene på sommerferie"
I år er det 70 år siden, at den finsk-svenske multikunstner Tove Jansson fik udgivet sin første bog om Mumitroldene. Hendes eventyr om de rare og usentimentale væsener i Mumidalen udtrykte et nuanceret og tolerant livssyn, som stadig inspirerer børn og voksne.

> Læs om "Jul i Mumidalen" (fra julekalenderen "Jul og grønne skove", 1980)

Tove Janssons mumifigurer er filmaktuelle i den finsk-franske tegnefilm "Mumitroldene på sommerferie", som Angel Films' Rabalder Bio i dag udgiver på dvd og vod med danske stemmer. Sophia Jansson, Toves niece og formand for Moomin Characters, har været tovholder på filmen, hvis håndtegnede animation er produceret i Kina.


Bag om animationen: "Mumitroldene på sommerferie"
Handlingen bygger på Tove Janssons tegneseriestribe "Mumi ved Rivieraen" (Moomin on the Riviera, 1955), som kan læses i udgivelsen "Mumitrolden - de samlede striber 1" (Carlsen 2008). Denne historie følger de godmodige og noget naive mumitrolde, da de impulsivt drager på eventyr ved den solkyssede franske sydkyst (læs: Cannes).

Mumifars bohemetendenser stiller ham på god fod med en lokal kunstner, grev Montgaga, mens den overfladiske Snorkfrøken besnæres af jetsettets glamourøse livsstil. Mumimor og Mumi selv er mindre begejstrede og længes hjem til Mumidalens ro og fred - især da det fine strandhotel forelægger dem en meterlang regning for opholdet.

Filmen er fortalt i et roligt tempo med douce pastelfarver og føles i store træk tro mod stemningen i Tove Janssons forlæg. Bortset fra den milde satire over kendiskulturen og mumifigurernes iboende charme er der dog ikke stort at komme efter for et voksent publikum: "Mumitroldene på sommerferie" er primært rettet mod de yngste tilskuere.

Lej eller køb "Mumitroldene på sommerferie" online:
> Blockbuster.dk
> SF Anytime

© Moomin Characters™

Herunder kan du læse den artikel om Mumitroldene, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau i foråret 2015 med mumifan Anders Lund Madsen som forbilledlig kilde.

ARTIKEL:
Verden ifølge Mumitroldene
Brian Iskov, april 2015

De ligner opretstående albino-flodheste med bekymrede øjenbryn. Deres haler står ud fra deres trinde kroppe ”i en venlig, ret vinkel”. De er rummelige af sind, med et bevægeligt lune: Ængstelse, undren og stilfærdig lykke bølger over deres milde åsyn som krusninger på en dyb skovsø.

De er Tove Janssons Mumitrolde, og de både hyggelige og vemodige væsener har i nu 70 år fascineret børn og voksne gennem bøger, tegneserier, tv-programmer og film.

”Alle kan identificere sig med én fra Mumidalen,” siger Anders Lund Madsen, der er journalist, tv-vært og livslang mumifan. I sine unge dage drømte han om at være Mumitroldens bedste ven, Mumrikken – en rastløs, søgende sjæl med en aura af mystik.

”Han er altid så fri, og ingen ved, hvor han forsvinder hen om vinteren. Det er sådan noget, unge kan li'. I dag, hvor jeg er blevet voksen, synes jeg bare, at Mumrikken og hans mundharmonika er irriterende. Nu er jeg sikker på, at jeg er Mumifar, og jeg har ikke lyst til at være andre,” fastslår Anders Lund Madsen i en alder af 51.

Mumifar (t.v.) i filmen "Mumitroldene på sommerferie" (2014) | foto Angel Films

Som dreng klippede Anders Lund Madsen omhyggeligt den daglige tegneserie med Mumitroldene ud af Politiken og klæbede striberne ind i kladdehæfter. Senere, som journalistelev på Ekstra Bladet, sendte han flere breve til Mumiernes mor, den finlandssvenske multikunstner Tove Jansson, for at få interview med hende. Til sidst fik han Janssons personlige assistent i telefonen, som venligt forklarede, at ”det skulle han nok ikke forvente”, for Tove var blevet gammel og træt.

Tove Jansson var dog endnu ganske ung, da de nysgerrige, stormulede trolde og deres kuriøse omgangskreds tog form i hendes frodige fantasi i 1930'ernes Finland.

Drengepigen Tove var en drømmer og læsehest (Tarzan var favoritten). Hun klatrede i træer, byggede hytter i den vilde skærgård og sov på en hylde blandt skulpturerne i forældrenes atelier.

Hendes far, en billedhugger, elskede uvejr og dramatik. Solskin gjorde ham bare melankolsk. Moderen var tegner og repræsenterede trygheden i hjemmet. Samtidig var hun feministisk mønsterbryder og en af stifterne bag den svenske pigespejderbevægelse.

Tove Jansson og mumitroldene | selvportræt  © Moomin Characters™

Tove Janssos eventyrlyst og kunstneriske ophav spejler sig i Mumifamilien, der ifølge Anders Lund Madsen er gammeldags og fremadskuende på én gang:

”Mumifar er patriarken, der bygger huset. Mumimor sørger for orden, og barnet, Mumitrolden, går på opdagelse med sine venner. Det er en klassisk eventyropbygning med arketyper, men den er også meget moderne, i og med at figurerne har en ironisk distance til sig selv. De har alle mange begrænsninger, men ingen af dem fremstår usympatiske. Selv skurkene har forsonlige træk, så det bliver aldrig rigtig farligt, selv om universet rummer andet og mere end bare idyl.”

Gennem 1930'erne studerede Tove Jansson på flere internationale kunstakademier, men anden verdenskrigs udbrud gjorde hende for nedslået til at male. Hun ville hellere skrive en eventyrlig historie i stil med dem, hendes mor havde fortalt hende i barndommen.

Tove Jansson påbegyndte sin første Mumifortælling i krigens første vinter. Da bogen endelig blev udgivet i fredsåret 1945, insisterede forlaget på at ændre det mystiske ord ”mumintroll”, som forekom i titlen, til det mere umiddelbart forståelige ”småtroll”. Først med den tredje roman, ”Troldkarlens hat” fra 1948, kom der skred i salget, men så rullede lavinen også. De følgende to årtier var Tove Jansson beskæftiget på fuld tid med at administrere Mumi-imperiet.

Forsiden af den første Mumitroldebog (1945) | © Moomin Characters™

Tove Jansson illustrerede også historierne og hældte sine egne oplevelser, minder, følelser og indtryk ned i siderne. Flere af indbyggerne i Mumidalen er let maskerede udgaver af forfatterens venner og elskere, og ikke mindst hende selv.

”Tove Janssons figurer har et strejf af det romantiske boheme-ideal: De er naturens sønner, frie kunstnersjæle, ægte kulturradikale. Men hun forankrer dem i virkeligheden,” siger Anders Lund Madsen:

”I den slags familier er der altid én, som sørger for, at hverdagen fungerer, og hos Mumierne er det Mumimor, som i en af bøgerne slår ynglende fugle ihjel for at kunne tænde et bål. Det er meget usentimentalt prioriteret.”

Spændet i de følelser, som Jansson beskriver, giver Mumihistorierne en dragende og pirrende tvetydighed, som appellerer lige stærkt til store og små (ifølge bogomslagene er målgruppen ”fra 9 til 90 år”).

”Alle bøgerne rummer dobbelt dialog og ting, man kun forstår, hvis man selv har oplevet noget lignende. Ligeværdigheden mellem de to planer gør det svært at sige, om Janssons historier mest er for voksne eller for børn, og det, tror jeg, er en af grundene til deres vedholdende popularitet,” siger Anders Lund Madsen.

Han har noteret sig, at den dybde, som Mumibøgerne rummer, især synes at fascinere japanerne, selv om den melankolske og eftertænksomme undertone på mange måder er genkendeligt ”urfinsk”.

”I Finland, men også i Norge og Sverige, kan man finde en særlig form for stilstand, som er ladet med alt muligt, der ligger lige under overfladen. Og man undres: Er det her verdens mest lykkelige øjeblik eller det mest foruroligende? Den tryghed og utryghed i én og samme fornemmelse er svær at opleve uden at blive meget påvirket,” mener Anders Lund Madsen.

Han giver også Tove Jansson æren for at have skabt, hvad han mener er den uhyggeligste figur i litteraturhistorien.

Murren (Mårren/The Groke) i japansk animeudgave | © Moomin Characters™

”Murren er en kold, gammel skid, som er så ensom, at intet kan vokse dér, hvor hun har siddet. Hun er den personificerede ensomhed og en figur, man kun kan nære den dybeste respekt for. Men alligevel evner Mumimor at have ondt af Murren.”

Denne tolerante verdensopfattelse fremhæver Anders Lund Madsen som en af Mumifamiliens mest prisværdige kerneegenskaber:

”De giver plads til hinanden. På et tidspunkt keder Mumifar sig og tænder ild i haven i håb om at starte en skovbrand, som han kan slukke og måske redde nogen. Det er ikke særlig pædagogisk, men han får lov til det af Mumimor. De faciliterer hinandens frihed, men under ansvar – og dét synes jeg er i orden. Man ville hverken kede sig eller blive forladt, hvis man havde Mumi som nabo.”

I 1954 blev Tove Jansson hentet til London af avisen The Evening News for at lave en daglig tegnet stribe om troldene. Føljetonen fik 20 mio. læsere over hele verden – den mest succesrige finske tegneserie nogensinde – og produktionen af Mumi-merchandise eksploderede.

Tove Jansson skrev samtidig mumiteater og mumisange, og efterhånden bevirkede arbejdspresset og det offentlige fokus, at hun løb sur i den franchise, hun selv havde skabt. Efter at hendes kontrakt med avisen ophørte, overlod hun tegneserien til sin lillebror Lars Jansson, der kørte den videre til 1975.

Tove og Lars Jansson | © Moomin Characters™

Med tiden antog Janssons Mumifortællinger (i alt otte romaner, en novellesamling og fire billedbøger) også et mere voksent og filosofisk grublende udtryk.

”Det var jo forbandet for Tove at have fundet på noget så driftssikkert så tidligt i karrieren. Hun har haft andre ambitioner og til tider tænkt, at Mumifamilien kunne skride ad helvede til,” siger Anders Lund Madsen. Han ser bøgernes skift fra den ydre handling til den indre som en naturlig udvikling:

”Mumifamilien er næsten ikke med i den sidste roman (”Sent i november”, 1970, red.), og i den næstsidste, ”Mumifar og havet” (1965), sker der heller ikke ret meget. De sejler ud til en ø og prøver at finde ud af, hvorfor fyrtårnet ikke er tændt, og så tager de hjem igen. Der er ikke den samme rabalder over det. Til gengæld slipper Tove for at slå sin guldkalv ihjel, fordi hun i stedet udnytter den til at få afløb for nogle temaer og følelser, som optager hende.”

Tove Janssons død i 2002 synes ikke at have påvirket Mumiernes fremmarch. Gennem tv-tegnefilm, der lægger vægt på Mumidalens hyggelige aspekter, har nye generationer af børn opdaget Janssons mytiske univers. Herhjemme melder tatovører om stor interesse for mumimotiver blandt yngre kunder. I Japan, hvor der findes mumicafeer, sælger mumikrus og mumistel fra det finske firma Arabia som varmt brød, især blandt unge kvinder.

Siden 1993 har fans også kunnet besøge Mumiverdenen, en forlystelsespark i Nådendal i det sydvestlige Finland. Familien Lund Madsen har naturligvis løst billet, og patriarken vurderer, at tivoliudgaven af Tove Janssons skaberværk holder vand.

Mumiverdenen (Moominworld/Muumimaailma) i Nådendal | © Moomin Characters™

”Det er altid grænseoverskridende i den slags parker at møde mandshøje, frotteklædte monstre, der vralter rundt. Men her er det meget nænsomt gjort, uden mumitog og hemulpomfritter. Ligesom i bøgerne sker der ikke det store i Mumiverdenen, men det var en betagende oplevelse,” fortæller Anders Lund Madsen.

Kærligheden til Mumitroldene er gået i arv til hans fem børn. Han håber, at de – som ham selv – vil kunne drage nytte af mumiernes værdier og livssyn i hverdagen:

”Nogle mennesker har hellige skrifter, der viser, hvordan verden bør se ud. Jeg har kunnet bruge Mumihistorierne til at få orden i mine begreber. De er rare at forholde sig til, når man har ondt af sig selv eller andre eller føler ubalance. Det er en god ballast at have.”

Mumiverdenen i den finske Nådendal har åbent alle dage fra 6. juni til 23. august. Udstillingen Mumidalen på kunstmuseet i Tampere, også i Finland, har åbent hele året undtagen mandage og helligdage. I Stockholm i Sverige er der mumiudstilling på børnemuseet Junibacken indtil februar 2017 (åbent tirs-søn i april og alle dage i sommermånederne).

> Mumiverdenens officielle hjemmeside (på engelsk)

---

Tove Jansson og Mumitroldene: En tidslinje

• 1914: Tove Marika Jansson bliver født i Helsinki, Finland.
• 1929-1932: Tove Jansson logerer hos sin onkel Einar i Stockholm, som driller hende med, at der bor ”mu-u-u-umitrolde” bag komfuret.
• 1940: Tove Jansson skriver sin første fortælling om Mumitroldene.
• 1945: ”Mumitroldene og den store oversvømmelse” udkommer i Sverige, illustreret af Tove Jansson selv. Bogen sælger 219 eksemplarer i sit første år. I dag er førsteudgaverne flere tusind kroner værd.
• 1947: Mumitroldene optræder første gang som tegneserie i ugebladet Ny Tid.
• 1948: Den tredje mumiroman, ”Troldkarlens hat”, giver Jansson og Mumierne deres gennembrud.

• 1954: Mumibøgerne begynder at udkomme på dansk. Tove Jansson påbegynder en daglig tegneserie med Mumitroldene i den engelske avis The Evening News. Serien, som siden overtages af Lars Jansson, blev herhjemme bragt i Politiken 1955-62.
• 1959: Mumifamilien optræder første gang på film som snoredukker i en tysk tv-serie for børn. Omtrent samtidig sætter det finske keramikfirma Arabia de første Mumifigurer på markedet. Porcelænsfigurerne er udformet af Tove Janssons mor, Signe Hammarsten-Jansson.
• 1966: Tove Jansson modtager H.C. Andersen-medaljen for sine Mumibøger. Det er verdens højeste udmærkelse for børnebogsforfattere.
• 1970: Tove Jansson udgiver sin sidste Mumiroman, "Sent i november". Kort forinden, i december 1969, starter tv-serien ”Mumintrollet”, der traumatiserer en hel generation af svenske børn, idet Mumifamilien i flere afsnit tager deres hoveder af, så man ser skuespillerne inden i dragterne.



• 1977: Et polsk animationsstudio laver ”Mumitroldene” som filt-flyttefilm. En række episoder bliver pudset af og klippet sammen til to biograffilm i 2000'erne.
• 1980: DR viser den svenske tv-julekalender ”Jul i Mumidalen” fra 1973 som en del af ulandskalenderen ”Jul og grønne skove”.
• 1987: Den permanente udstilling Mumidalen åbner på kunstmuseet i Tampere (Tammersfors) i Finland.
• 1990: En håndtegnet, japansk-hollandsk tv-serie skaber fornyet international opmærksomhed om Mumitroldene. I Danmark kører serien på TV 2 fra 1995 og frem. Serien sætter en ny bølge af Mumi-merchandise i gang.
• 1993: I kølvandet på den seneste tv-serie udkommer nytegnede Mumiserier i bladform (herhjemme som albummer). Historierne er tilpasset et yngre publikum og tegnet af bl.a. danske Mårdøn Smet. Samme år åbner forlystelsesparken Muminvärlden i den finske Nådendal nær Turku (Åbo).

Mumitroldene tegnet af Mårdøn Smæt | © Moomin Characters™

• 2001: Tove Jansson dør i Helsinki, 86 år gammel.
• 2008: Forlaget Carlsen begynder at genudgive Tove Janssons Mumiromaner og avistegneserier, begge i indbundet format. Romanernes forord er skrevet af Anders Lund Madsen.
• 2014: Tove Janssons 100-årsdag fejres verden over. En ny, håndtegnet spillefilm baseret på historien ”Mumi på Rivieraen” får verdenspremiere.
• 2015: Den finske nationalopera i Helsinki har urpremiere på balletten ”Moomin and the Comet” i marts (se video nedenfor). En udstilling af Tove Janssons kunstværker turnerer Japan rundt. Tegnefilmen "Mumitroldene på sommerferie" får dansk dvd og vod-release 27. november.



Mumitroldenes fødsel

I de tidlige 1930'ere, da Tove Jansson var teenager, boede hun hos sin morbror Einar i Stockholm. Hun sneg sig ofte ned til fadeburet om natten for at spise, og det fik Einar til, i et manende tonefald, at advare sin niece om de ”mu-u-u-mitrolde”, som ifølge ham holdt til bag komfuret.

Det kuriøse navn fik første gang gestalt, da Tove Jansson tegnede en proto-mumitrold på familiens das ved sommerboligen i Den Finske Bugt. Hun havde et skænderi med sin ældste lillebror, Per Olov, om den tyske filosof Immanuel Kant, og i raseri tegnede hun ”det grimmeste dyr, hun kunne forestille sig”.

Inden den første Mumibog udkom i 1945, dukkede den langnæsede, vrisne fyr med hale op på flere af Tove Janssons malerier samt som hendes signatur i det politiske satireskrift ”Garm”, som hun bidrog til under 2. verdenskrig. Med årene antog de trinde, hvide, flodhestelignende kreaturer en rundere, mere tiltalende form, omend Mumitroldene alle dage har ligget langt fra gængse, ydre skønhedsidealer.

Fra filmen "Mumitroldene på sommerferie" | foto Angel Films

Pixar-tema: Med Pete Docter, podcast A116 og udstillingen "25 Years of Animation"

Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.



Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!

Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.

Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015

Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.

Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.

HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:

Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".

Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.

---

ARTIKEL:
På udflugt i Pixars arkiver
Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006

I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.

Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano

Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.

Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].


John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014
De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.

Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.

Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)

Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.

På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!



Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.

Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.

> Minisite med eksempler fra udstillingen (eksternt link)

Her finder du rejseudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation":
http://www.pixar.com/about/The-Exhibition

En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves. 

---

MERE PIXAR PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:
> John Lasseter: Vis mig dit klædeskab
> John Lasseter, Jonas Rivera og Pete Docter om brugen af stereoskopisk 3-D i "OP" (Up)
> Jakob Stegelmann om Pixars hemmelighed
> Jakob Stegelmann om sin cameorolle i "Toy Story 3"

40 år med "Bjergkøbing Grand Prix"

Alle tiders mest populære norske film, Ivo Caprinos dukkeklassiker ”Bjergkøbing Grand Prix”, fejrer i dag 40-års jubilæum. Bries Blog-O-Rama følger filmens vej mod kæmpesuccesen og går bag om den konflikt, som i 2013 forhindrede efterfølgeren, "Jul i Bakkekøbing", i at bruge Bjergkøbing-navnet i Danmark.



Kan du huske Ludvig, det frygtsomme pindsvin? Eller Sofus – den sorgløse husskade, som altid sagde ”Træk mig baglæns ind i fuglekassen”? For slet ikke at nævne parrets menneskeven, den idérige cykelsmed Teodor Fælgen og hans gyldne mesterstykke af en selvbygget racerbil: Il Tempo Gigante?

Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du en af de mange, der er vokset op med Ivo Caprinos dukkefilm ”Bjergkøbing Grand Prix”. Ifølge statistikken er filmen set af 5 ½ millioner nordmænd i biograferne siden dens premiere i august 1975. Det mest bemærkelsesværdige ved tallet er, at Norge dengang kun havde 4 mio. indbyggere.

– Det må være en verdensrekord. Tænk, hvis en amerikansk film blev set af samtlige 300 millioner, der bor i USA. Den slags sker jo ikke, siger Remo Caprino, søn af filmens nu afdøde instruktør, Ivo Caprino (1920-2001). Remo, nu 71 år, var selv en del af det lille hold, som fra 1969 til 1975 knoklede for at realisere faderens nu klassiske animationsfilm.

Bag kulisserne på "Bjergkøbing Grand Prix". Ivo Caprino er nr. 2 fra højre (i rød skjorte). Remo Caprino ses yderst t.v. Foto: Caprino Studios

Også i Danmark er den 40 år gamle ”Bjergkøbing Grand Prix” suverænt alle tiders mest sete norske film. I dag, hvor Remo Caprino fører familiearven videre som leder af Caprino Studios, møder han fortsat mange danskere, der stolt, men fejlagtigt regner hans fars film for et dansk kulturklenodie. I Bergen overhørte han engang et norsk-dansk kærestepar, der ihærdigt diskuterede ”Bjergkøbing Grand Prix”. Pigen var overbevist om, at filmen var pæredansk. Først da hun skråsikkert satte 10.000 kroner på højkant, greb Remo Caprino ind i samtalen for at stoppe det letsindige væddemål.

Resten af Ivo Caprinos omfangsrige produktion, med ”Karius og Baktus” (1954) og ”Den standhaftige tinsoldat” (1955) som undtagelser, er ikke nær så kendt i Danmark. Men i hjemlandet indtager Caprinos eventyrlige dukkeuniverser en særstilling inden for norsk familiekultur.

– Norges statsfjernsyn, NRK, købte tv-rettighederne til alle Ivo Caprinos kortfilm for et engangsbeløb og sendte dem igen og igen, år efter år, uden at betale ham ekstra for det. Men Caprino tabte ikke på det, for eksponeringen gjorde hans film til fælles folkeeje, forklarer den norske animationsekspert Gunnar Strøm.

En særlig berømt detalje i ”Bjergkøbing Grand Prix” er suget i maven, som opstår, hver gang Il Tempo Gigante drøner over bakketoppen på racerbanen. Effekten blev skabt ved at hænge kameraet op i et specialfremstillet stativ på hjul, som bragte kameralinsen så tæt på kørebanen som muligt. Foto: Caprino Studios

Det er nok også kun få danskere, der vil vide, at Bjergkøbing – Flåklypa – var et afholdt fænomen i Norge længe før Ivo Caprinos film. Forfatteren og billedkunstneren Kjell Aukrust (1920-2002) skabte miljøet og dets beboere, da han i 1950'erne og 60'erne skrev og tegnede satiriske indlæg til forsvarets interne Mannskapsavis. Flåklypas mikrokosmos var hans parodi på et lille, norsk landsbysamfund med alt, hvad der hører til af sære originaler og nabostridigheder.

Kjell Aukrust kom selv fra provinsen og modellerede Flåklypa over sin hjemegn, Alvdal (syd for Trondheim, tæt på den svenske grænse, red.). Derved vandt Aukrust en stor læserskare, der kunne genkende sig selv i hans persongalleri, siger Gunnar Strøm:

– Norge er jo et bondesamfund. Alle nordmænd kommer fra en gård eller har haft bedsteforældre, der bor på landet.

Pindsvinet Ludvig i "Bjergkøbing Grand Prix". Foto: Caprino Film

Filmmanden Ivo Caprino var derimod født ind i Oslos kulturelite som søn af en kunstnerisk anlagt ambassadørdatter og en italiensk konsul. Men trods deres ulige baggrunde svingede Caprino og Aukrust godt sammen, da de mødtes i 1969. Caprino ville animere en sketch-dukkeserie til tv bygget over Aukrusts figurer. Efter halvandet års arbejde præsenterede Caprino et prøveafsnit af ”Flåklypa TV og Radio” for NRK's ledelse. De vendte tommelfingrene nedad.

– Det viste sig, at den fortælleform med korte, finurlige gags, som Aukrust var kendt og elsket for, ikke fungerede nær så godt som dukkefilm, fortæller Gunnar Strøm.

Først da sønnen Remo foreslog at videreudvikle ideen til en biografspillefilm med de samme dukker, fik Ivo Caprino vendt sit nederlag til triumf. Holdet bag filmen skrev et nyt manuskript med en længere, sammenhængende historie, og efter yderligere fire års møjsommelig millimeter-animation var ”Bjergkøbing Grand Prix” klar til at tage Norge med storm. Især bilen Il Tempo Gigante og den elskelige Ludvig vandt manges hjerter, skønt ingen af figurerne havde spillet væsentlige roller hos Aukrust. Før filmen eksisterede Ludvig kun som en reklametegning, mens bilen var designet til en gæsteoptræden i tv-serien. Men filmens nye rollefordeling ramte plet.

– Ludvig og Sofus afspejler to sider af Teodors natur: pessimisten og optimisten. Til sammen udgør trioen vores alles alter ego. For selv om mange i Norge føler, at Flåklypa er et ærkenorsk miljø, findes den slags typer i alle samfund, siger Remo Caprino.

Sofus (Solan) og Ludvig i Kjell Aukrusts streg

Gunnar Strøm mener desuden, at ”Bjergkøbing Grand Prix” forenede det bedste fra Ivo Caprinos og Kjell Aukrusts respektive verdener:
– Caprino lagde en klassisk hollywood-dramaturgi ned over Aukrusts figurgalleri og parodiske situationskomik. Og så er filmen jo også imponerende lavet og fuld af finurlige tekniske løsninger, siger han.

Utroligt nok animerede Ivo Caprino næsten hele den 88 minutter lange film egenhændigt.
– Han var perfektionist, næsten ud i det ekstreme, siger Gunnar Strøm og fremhæver scenen, hvor Bjergkøbings otte mand store orkester giver et nummer. Pianisten, bassisten og trompetisten er alle animeret med korrekt fingersætning i forhold til de toner, man hører dem spille på lydsporet.

– Når man tænker på, at Caprino sommetider skulle flytte ti dukker for hver gang, han optog et enkelt billede af filmen, er det næsten sygt, så fuld kontrol han havde over resultatet, siger Gunnar Strøm.

”Bjergkøbing Grand Prix” blev da også Ivo Caprinos sidste dukkefilm. Efter seks år på samme projekt følte han sig udbrændt, og han tvivlede på, at en opfølger ville kunne indfri forventningerne. I stedet oprettede han et ”Caprinoland” i forlystelsesparken Hunderfossen nord for Lillehammer. Her står en 1:1-model af Il Tempo Gigante udstillet imellem tableauer fra Caprinos mange andre dukkefilm.

Il Tempo Gigante. Foto: Henrik Thorstensen/Caprino Studios

Siden faderens død i 2001 har Remo Caprino restaureret ”Bjergkøbing Grand Prix” for 10 mio. nkr., så teknikken matcher nutidens standarder. Han undersøgte i 2005, hvad en fortsættelse i ”Caprino-kvalitet” ville koste. Overslaget lød på 230 mio. norske kroner.

– Et så stort budget ville gøre os afhængig af udenlandske investorer, og vi ville blive nødt til at fralægge os noget af det kunstneriske ansvar, siger Remo Caprino som begrundelse for ikke at vende tilbage til Bjergkøbing.

At de norske biografer i november 2013 kunne byde på en spritny, stopmotion-animeret dukkefilm fra Flåklypa med flere af de elskede Kjell Aukrust-figurer, kom derfor lige så meget bag på Caprino som alle andre. For selv om mange tror, at Caprino Studios står bag opfølgeren ”Jul i Bakkekøbing”, kendte Remo intet til dens eksistens, før han læste om den i avisen. Animationsfilmen fra selskabet Maipo er dog ganske officiel og sanktioneret af Aukrusts arvinger.



– Efter succesen med ”Bjergkøbing Grand Prix” opstod der en konflikt mellem Kjell Aukrust og Ivo Caprino, fortæller Gunnar Strøm.

Kjell Aukrust brød sig ikke om, at Ludvig, Sofus og Teodor blev associeret mere med Ivo Caprinos film end med hans egne tegninger. For at generobre ejerskabet over sine figurer skrev Aukrust en række nye bøger, hvor Sofus og Ludvig var i centrum. Og det er denne forgrening af Flåklypa-universet, som ”Jul i Bakkekøbing” forholder sig til. Alle, der arbejdede på filmen, fik ligefrem totalforbud imod at gense Caprinos film i de to år, produktionen af ”Jul i Bakkekøbing” stod på.

At byen ikke længere hedder Bjergkøbing på dansk, skyldes, at Caprino Studios har nægtet at lade konkurrenten bruge det hæderkronede navn i Danmark.
– Flåklypa er et eksisterende bynavn i Norge, så det er svært at nedlægge forbud imod. Men da alt for mange i forvejen er forvirrede over navnefællesskabet mellem de to film, har vi ikke ønsket, at folkene bag ”Jul i Flåklypa” skal udnytte vores succes med ”Flåklypa Grand Prix” til egen vinding, forklarer Remo Caprino.

Små 63.345 danskere endte med at løse billet til "Jul i Bakkekøbing", som nåede anderledes svimlende højder i hjemlandet: Mere end 890.000 solgte billetter gjorde "Jul i Flåklypa" til årets mest sete biograffilm i Norge. Og Flåklypa-universet knopskyder fortsat: Endnu en dukkefilm med de elskede Kjell Aukrust-figurer, ”Solan & Ludvig - Herfra til Flåklypa”, er på vej fra Maipo med norsk julepremiere allerede i år.



Bjergkøbing-fakta

”Flåklypa Grand Prix” var Norges første animationsfilm i spillefilmslængde. Et hold på i snit seks personer arbejdede fire år på dukkefilmen, før den fik premiere 28. august 1975.

Det anslås, at ”Flåklypa Grand Prix” har solgt over fem ½ millioner biografbilletter i sit hjemland. Det svarer til, at samtlige nordmænd har været i biografen for at se filmen.

Under titlen ”Bjergkøbing Grand Prix” kom "Flåklypa Grand Prix" til Danmark 8. oktober 1976. En digitalt restaureret kopi fik repremiere i danske biografer 30. juni 2011. I alt har filmen solgt knap 570.000 biografbilletter i Danmark.

"Bjergkøbing Grand Prix" er oversat til 13 sprog. På tysk kaldes Flåklypa for Hintertupfinger, mens den på engelsk hedder Pinchcliffe og på fransk Pignon-Sur-Roc.

Musikken til ”Bjergkøbing Grand Prix” blev komponeret af danske Bent Fabricius-Bjerre.

Den danske lydmand Jacob Trier designede motorlyden til racerbilen Il Tempo Gigante ved at kombinere optagelser af fem forskellige bilmotorer (bl.a. en Alfa Romeo) med lyden af en Cessna-flymotor og en speedbåd.

Dukkernes skeletter og Il Tempo Gigante blev bygget i hånden af Caprino-studiets tekniske geni, Bjarne Sandemose (søn af den danske forfatter Aksel Sandemose).

For at promovere filmen "Bjergkøbing Grand Prix" byggede Ivo Caprinos team en funktionsdygtig udgave af Il Tempo Gigante i fuld størrelse. Racerkøreren Niki Lauda donerede en 7,8 liters Chevrolet-motor med 550 hk og otte cylindere til formålet. Bilen, der er godkendt til vejkørsel, har præsteret 200 km/t. på den tyske Nürburgring. Il Tempo Gigante står i dag udstillet i Hunderfossen Familiepark i Øyer nord for Lillehammer.

Flere har påpeget, at podrace-sekvensen i ”Star Wars Episode I: Den usynlige fjende” (1999) til forveksling ligner væddeløbet i ”Bjergkøbing Grand Prix” helt ned i detaljerne omkring billedvalg og klipning. Det er aldrig blevet bekræftet, om George Lucas har ladet sig inspirere af den norske dukkefilm:



11. november 2013 udkom den restaurerede ”Bjergkøbing Grand Prix” på blu-ray med over to timers ekstramateriale. I Danmark kan filmen kun købes gennem Caprino Studios' webbutik (www.caprino.no) eller hos El-Giganten. Butikskædens navnesammenfald med Il Tempo Gigante er dog en ren tilfældighed, siger Remo Caprino.

En Limited Edition-gaveæske, der foruden blu-ray'en af "Bjergkøbing Grand Prix" indeholder håndmalede figurer af Sofus, Ludvig og Teodor, er fremstillet i 2000 eksemplarer.

Maipo Film og Qvisten Animation står bag den selvstændige efterfølger ”Jul i Bakkekøbing” (Jul i Flåklypa), der er instrueret af Rasmus A. Sivertsen (”Kurt blir grusom”). Produktionen varede to år og to måneder og kostede 25 mio. norske kroner. Filmens dukker blev stopmotion-animeret (flyttet billede for billede ved håndkraft) ligesom i ”Bjergkøbing Grand Prix”. Kun snefnug, røg og lignende effekter er skabt i computeren.

”Jul i Bakkekøbing” er den tredje filmatisering af Kjell Aukrusts Flåklypa-univers. Den håndtegnede spillefilm ”Solan, Ludvig og Gurin med reverompa” var en succes i de norske biografer i julen 1998.

"Sangen fra Havet": Interview med Frederik Villumsen (Nørlum)

På få år har det lille Viborg-firma Nørlum opnået international succes ved at levere håndtegnet animation til kvalitetstegnefilm, der vil andet og mere end sælge legetøj. Selskabet har en stor andel i den biografaktuelle "Sangen fra havet", som har chancen for at vinde en Oscar søndag nat.



Rygterne om den håndlavede tegnefilms bortgang har vist sig at være stærkt overdrevne.

Disney producerer ikke længere 2D-tegnefilm i spillefilmslængde, men heldigvis holder andre selskaber liv i det gode, gammeldags animationshåndværk. Hele to af de nominerede bidrag i dette års oscarkategori ”bedste animerede spillefilm” er således tegnet i hånden, men bærer ellers hver deres distinkte udtryk.

Den ene af de oscarnominerede tegnefilm er ”Sangen fra havet” (Song of the Sea) af Tomm Moore. Filmen, der får dansk biografpremiere i dag, er produceret af irske Cartoon Saloon, men delvist animeret i Viborg i Danmark.

(Den anden oscarnominerede 2D-tegnefilm, Isao Takahatas ”Fortællingen om prinsesse Kaguya” fra det hæderkronede japanske Studio Ghibli, følger i juni. Du kan høre mere om begge film i oscar-opvarmningspodcasten fra Filmnørdens Hjørne.)

Still fra "Sangen fra havet" | © Nørlum/Cartoon Saloon/SF Film

Med den gribende, poetiske og grafisk smukke 'Sangen fra havet' er det viborgensiske animationsfirma Nørlum med til at bevise, at man sagtens kan fortælle vedkommende historier som klassisk, fuldanimeret tegnefilm i 2015.

Nørlum har produceret hele 36 minutters animation til den 93 minutter lange film. I spidsbelastede perioder sad der 22 tegnere og arbejdede på filmen i Nørlums lokaler i Viborg. Resten af filmens scener blev fordelt ud på fire andre animationsstudier i Irland, Luxemburg, Belgien og Frankrig.

»Oscarnomineringen til 'Sangen fra havet' bekræfter os i, at vi i Nørlum gør tingene på den rigtige måde, og at vi har fundet en troværdig formel på at producere kvalitet,« siger Frederik Villumsen, der er administrerende direktør i Nørlum.

Still fra "Sangen fra havet" | © Nørlum/Cartoon Saloon/SF Film

Frederik Villumsen er en af de to ildsjæle, som grundlagde Nørlum i marts 2010. Dengang var Villumsen 25 og nylig dimitteret fra The Animation Workshop. Han havde oprindelig søgt ind på den jyske animationsskole, fordi han drømte om at gøre tegneriet til sit levebrød. Karriereplanen? At gå efter guldet og blive animator hos Disney i USA. Et selvstudium på uddannelsens tredje år fik ham på nye tanker.

»Jeg fandt ud af, at det var vigtigere for mig at arbejde på ambitiøse prestigeprojekter og fortælle fine historier, der ikke var pakket ind i salgbart merchandise,« formulerer Frederik Villumsen det i dag.

Figurskitse til "Sangen fra Havet" tegnet af Frederik Villumsen

Alle scenerne i "Sangen fra havet" er animeret ved ”digital håndtegning” på Wacom Cintiq-tegneplader. Den digitale pen overfører animatorens streger direkte til computeren. »Det føles meget som at arbejde med blyant på papir,« siger Frederik Villumsen.

Frederik Villumsens position som daglig kreativ leder af Nørlum giver ham ikke megen tid til selv at sidde ved det digitale tegnebræt. Kun ganske få scener i "Sangen fra havet" er animeret af ham personligt. »Mit job var primært at føre filmens vision igennem i Danmark samt at hjælpe animatorerne med at tegne de forskellige figurer rigtigt,« fortæller han.

Produktionsartwork fra "Longway North" | c Nørlum

Nørlum har senest bidraget med 36 minutters animation, præcis halvdelen af spilletiden, til den kommende fransk-danske tegnefilm "Longway North". De danske animatorer nåede i mål én dag før deadline og inden for budgettet, begge dele til Nørlum-chefen Frederik Villumsens udelte stolthed. »Professionalisme er supervigtigt for et godt ry i branchen,« understreger han. »Vi skal holde, hvad vi lover.«

De næste tre år handler for Nørlum om at smede firmaets fremtid og udnytte det aktuelle momentum. Selskabet har allerede sat deres første, egenudviklede spillefilm i søen. "Aether" (Æter, red.) lyder arbejdstitlen på projektet, der har den canadiske instruktør Jericca Cleland tilknyttet. Men filmen bliver ikke nødvendigvis animeret i hånden.

»Vi har ikke lagt os fast på kun at lave 2D-tegnefilm. Den form, vi vælger, afhænger helt af, hvilket udtryk der passer bedst til den historie, vi vil fortælle. Så selv om det er et privilegium at få lov til at lave håndtegnede spillefilm, ser vi ikke os selv som fanebærere for en uddøende kunstart,« understreger Frederik Villumsen.

Still fra "Sangen fra havet" | © Nørlum/Cartoon Saloon/SF Film

Som en bonus for animationsnørder kan det nævnes, at Nørlum-chefens personlige forbillede inden for faget er Milt Kahl. Han var en af Disney-studiets legendariske ”nine old men”, dvs. den kernegruppe af chefanimatorer, som arbejdede på alle studiets film fra ”Snehvide og de syv dværge” i 1937 til ”Bernard og Bianca” i 1977, og som i vid udstrækning er artitekterne bag den særlige, skoledannende Disney-animationsstil.

”Milt Kahls animation er mindre blid end f.eks. Frank Thomas og Ollie Johnstons,” forklarer Frederik Villumsen. ”Men hans skitsetegninger havde så meget liv, og han var superprofessionel i den måde, han brugte sin teknik til at skabe imponerende skuespil. Det var det samme, som drev mig, da jeg læste på The Animation Workshop: At man ikke går på kompromis med selve tegningen, selvom det betyder, at man skal lave meget mere arbejde.”

Blandt Milt Kahls mest berømte animationspræstationer er Pinocchio i filmen af samme navn (1940), Shere Khan fra ”Junglebogen” (1967), sheriffen fra Nottingham i ”Robin Hood” (1973) og Medusa fra ”Bernard og Bianca” (1977).

"Sangen fra havet" har dansk biografpremiere over hele landet i dag.

> Mit fulde interview med Frederik Villumsen fra Nørlum kan læses i Politiken FILM i dag, torsdag 19. februar 2015.

> Den 87. Oscaruddeling finder sted natten til mandag (dansk tid) og transmitteres direkte på TV 2. Filmnørdens Hjørne (i samarbejde med Bries Blog-O-Rama) streamer livekommentarer under hele Oscarshowet natten til mandag 23. februar. Lyt med på http://mixlr.com/filmnørdens-hjørne

> Hør meget mere om "Sangen fra havet" og alle årets andre oscarnominerede film i den sjette oscar-opvarmingspodcast fra Filmnørdens Hjørne: http://www.filmnoerden.dk/2015/02/podcast-105-oscar-opvarmnings-podcast.html

---

FAKTA:
Nørlum

• Danskejet animationsselskab med base i Viborg.
• Grundlagt i marts 2010 af Frederik Villumsen og Jeanette Nørgaard. Firmanavnet er en sammensmeltning af navnene Nørgaard og Villumsen. I dag udgøres Nørlum af Villumsen (adm. direktør og partner) og Claus Toksvig Kjær (producer og partner).
• Nørlum har leveret animation til de håndtegnede spillefilm 'Sangen fra havet' (en irsk-belgisk-fransk-dansk-luxemburgsk samproduktion) og den fransk-dansk finansierede 'Longway North', som får verdenspremiere senere i år.
• Nørlum planlægger pt. sin første egenproducerede animationsfilm, 'Aether', med forventet biografpremiere i 2018.
• Under banneret Team Generous producerer Nørlum hvert år en kort tegnefilm pro bono til velgørende formål. I år er modtageren Børnefonden. Se mere på www.teamgenerous.com

CPH PIX 2013: "A Liar's Autobiography" - anmeldelse

Graham Chapman animeret af Arthur Cox i "A Liar's Autobiography"

Af indlysende årsager bliver Graham Chapman gerne omtalt som ”ham den døde fra Monty Python”. Chapman – sketchtruppens ranglede, piberygende doktor og skabsanarkist – kradsede af i 1989, dagen før Monty Pythons 20-års jubilæumskomsammen. Hans 23 år under ni fod muld har dog ikke afholdt Chapman fra at lægge stemme til den nye animationsfilm ”A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman”, som netop har haft danmarkspremiere på CPH PIX.

Inden sin død som 48-årig nåede Graham Chapman i 1982 at indtale sine fabulerende erindringer på kassettebånd. Manuskriptet til ”A Liar's Autobiography” er konstrueret ud fra de passager af optagelsen, som indeholdt dialoger og derfor kunne isoleres som fritstående scener. Selv smålyde som Chapmans bappen på piben er taget fra de originale råindspilninger af Monty Pythons grammofonplader.



”A Liar's Autobiography” udgør med andre ord en slags illlustreret lydbogscollage, hvor 14 mindre, engelske animationsstudier har føjet levende billeder til Graham Chapmans causeren. De 17 (primært digitale) animationsteknikker, som optræder i filmen, spænder vidt i deres udtryk, omend de fleste indeholder elementer af surrealisme. Nogle episoder er fortalt som bevidst grim flyttefilm, mens andre er tegnet i en simpel, naivistisk billedbogstreg, og andre igen syrer ud i Bill Plympton-inspirerede grotesker. Den sammenkogte ret serveres i stereoskopisk 3D, alene fordi det gav instruktørerne mulighed for at benytte sloganet ”Graham Chapman: Dead in 3D”!

"Denne film indeholder sunde doser af vulgært sprog, vold, blasfemi, alkoholisme, nøgenhed, umotiveret namedropping, homoseksualitet og David Frost."
- varedeklaration til "A Liar's Autobiography"

Filmen er i sagens natur en ujævn, flyvsk affære, der foretager spredte punktnedslag i de 48 år, hvor Graham Chapman i mere eller mindre grad befandt sig på denne klode. Kronologien forløber nogenlunde lineært: fra Chapmans barndomsår over lægestudierne i Cambridge til skabelsen af ”Monty Python's Flying Circus” i 1969. Som et pudsigt indfald har studiet Mr & Mrs karikeret samtlige af gruppens medlemmer som CGI-animerede chimpanser, der diskuterer, hvad deres tv-program skal hedde.

Monty Python som aber i "A Liar's Autobiography" | © Mr & Mrs

Senere viser succesen sin bagside i form af Graham Chapmans omsiggribende alkoholisme (i perioder bundede han to liter gin om dagen). En af filmens mest velskabte sekvenser skildrer hans hedonistiske Los Angeles-livsstil som et evigt, sammenflydende orgie af overfladiske kendisfester – animeret af studiet Beakus i en semi-gennemsigtig, retro-moderne stil, som går perfekt i spænd med emnet.

> Se hele scenen her

Den kolde tyrker, som Chapman frivilligt tog for at kunne spille titelrollen i ”Life of Brian”, tager sig anderledes grum ud med sine dystre hallucinationer i fluktuerende, gyldne penselstrøg, signeret af studiet ArthurCox.

> Se klip fra scenen her

Én animator, som ikke er repræsenteret i filmens patchwork, er Terry Gilliam, som takkede nej til at bidrage med nye tegnede sekvenser. Gilliam lægger dog stemme til en række figurer i ”A Liar's Autobiography” og har muligvis flere replikker i denne ene film end i hele Monty Pythons samlede værker!

Graham Chapman som Oscar Wilde i "A Liar's Autobiography" | © Not to Scale

Eric Idle er det eneste Python-medlem, som har holdt sig fri af Chapman-projektet. Idle afslog, fordi han ikke ønskede, at folk skulle opfatte ”A Liar's Autobiography” som en Python-genforening. Tanken ligger ellers lige for, eftersom resten af de overlevende Python-medlemmer – John Cleese, Michael Palin og ”den anden” Terry med efternavnet Jones – har indtalt replikker til formålet. Det er lidt af et scoop, som sikkert kun har kunnet lade sig gøre, fordi Terry Jones' søn, Bill Jones, er en af filmens tre instruktører.

De to andre bagmænd er Jeff Simpson og Ben Timlett, der i 2009 lavede ”Monty Python: Almost the Truth (Lawyer's Cut)”, en fremragende IFC-dokumentar i seks dele.

Instruktørtrioen understreger i pressematerialet, at ”A Liar's Autobiography” ikke bør omtales som en Monty Python-film, da det er en Graham Chapman-film, og at publikum ikke bør forvente en komedie, men en biografi. Som helhed er ”A Liar's Autobiography” da heller ikke udpræget morsom eller synderlig Monty Python-agtig, selvom man fornemmer, at hovedpersonen ville have bifaldet den uærbødige og let kaotiske tilgang til materialet.

Graham Chapman i "A Liar's Autobiography" | © A for Animation

Ifølge Python-kollegerne var den filuragtige Chapman på mange måder en omvandrende selvmodsigelse. Trods sin generte fremtoning var han muligvis den mest oprigtigt gakkede i gruppen, og selv om Chapman efter eget udsagn var 70 % homoseksuel, blev selv hans nærmeste venner dybt overraskede, da han i en sen alder sprang ud af skabet. (Det skete i øvrigt til en fest, hvor Chapman også havde inviteret sin daværende forlovede – vist nok typisk for ham).

”A Liar's Autobiography”s flimrende koncept fanger i glimt det skæve, det fascinerende flygtige og svært gennemskuelige ved Graham Chapmans væsen, men fortæller ikke meget om manden som kunstner eller leverer nye indsigter. Som biografi betragtet er eksperimentet kun halvt vellykket, hvilket blandt andet skyldes, at Chapmans egen tekst flere steder er for svag til at bære den indimellem meget bogstavelige billedside. Ikke-indviede kan med sindsro holde sig væk.

Det utraditionelle portræt er dog stadig kuriøst og eventyrlystent nok til, at animationsinteresserede vil få noget ud af oplevelsen, ligesom Monty Python-fans vil vide at fange de indforståede referencer – såsom en dåse Spam i et handskerum og en storstilet musicaludgave af ”Sit on My Face”, som studiet A for Animation har koreograferet efter ”Every Sperm is Sacred” (fra ”Monty Python's The Meaning of Life”, 1983).

Graham Chapman på Eton i "A Liar's Autobiography" | © Steven Lall

Hvad CPH PIX-kataloget undlader at nævne, er, at man også bør se dokumentaren ”Graham Chapman: Anatomy of a Liar” for at få det fulde udbytte af den noget udflydende portrætfilm. Dokumentaren er bonusmateriale på den britiske udgivelse af ”A Liar's Autobiography”, men bliver desværre ikke inkluderet på den danske dvd- og blu-ray-version, som MIS.Label udgiver den 9. maj.

Det er ærgerligt, eftersom de mest anfægtende øjeblikke i ”A Liar's Autobiography” netop er de korte arkivklip, hvor Graham Chapman optræder i tv-interview, samt de legendariske mindeord, som John Cleese leverede til sin Python-kollegas begravelse i 1989:

"Good riddance to him, the freeloading bastard. I hope he fries."

"A Liar's Autobiography" kommer ikke i dansk biografdistribution, men udgives af MIS.Label på dvd og blu-ray den 7. maj 2013. Filmen kan også ses på CPH PIX den 17. april.

> Læs også Bries interview med Terry Gilliam
> CPH PIX' side om "A Liar's Autobiography"
> Filmens officielle hjemmeside

A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman. Storbritannien 2012. Instruktion: Bill Jones, Jeff Simpson, Ben Timlett. Spilletid: 85 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 9. maj 2013. Distributør: MIS.Label.

Graham Chapman på cykel i "A Liar's Autobiography"

BONUSTRIVIA: I 1980'erne gennemførte Graham Chapman en sort alpinløjpe siddende i en gondol af træ, som han havde lånt fra en lokal italiensk restaurant. Episoden er ikke med i ”A Liar's Autobiography”. Men den skulle så vidt vides også være ganske sandfærdig.

"Walt Disney præsenterer": Metropols juleshow

Sidste års julegave fra lille mig til alle jer var historien om det traditionsrige "Disneys Juleshow" på DR. Også denne jul har indlægget, hvor Jakob Stegelmann med flere fortæller om det elskede program, været flittigt besøgt på Bries Blog-O-Rama, hvilket luner blogbestyrerens hjerte ikke så lidt endda.

> Læs eller genlæs historien om "Disneys Juleshow"

I år følger så et kig på det andet Disney-juleshow: dét, der fandtes i Danmark, længe før fjernsynet kom til verden. Jeg hentyder selvfølgelig til det årlige "Metropols Juleshow" – en hæderkronet decemberforlystelse, som mange københavnere over 40 stadig tænker tilbage på med nostalgisk våde øjne.

Glædelig jul!

METROPOLS JULESHOW –
hvor traditionen fødtes

I en tid, hvor såvel kommercielle som statslige tv-stationer stopfodrer nationens poder med samlebåndstegnefilm hver eneste morgen, kan det være svært at fatte, hvor eksklusiv en luksus "Disneys Juleshow" udgjorde i sendefladen, da programmet fik sin debut i dansk fjernsyn den 23. december 1967.

Endnu mere tåget bliver billedet, hvis vi bladrer længere bagud i kalenderen, til dengang bedstemor var teenager – selv om ordet endnu ikke var opfundet – og Cartoon Network, Disney Channel og Fox Kids kun eksisterede som ondsindede fantomer i de kulturradikales nattesøvn.

Dengang måtte man gå i biografteatret for at se korte tegnefilm.

Strøgbiografen Metropol i hovedstadens midte var det første forum for Walt Disney-studiets tegnefilm i Danmark. Traditionen med at samle seks til otte animationsperler til et juleshow blev udklækket af biografdirektør Jørgen S. Jørgensen i 1934, og for københavnere, der er gamle nok til at huske Metropol, står oplevelserne fra den overfyldte foyer stadig som det bedste juleminde af alle.

DR's Jakob Stegelmann har selv stået i kø rundt om hjørnet og ventet utålmodigt på at blive lukket ind i det forjættede land sammen med alle de andre snotnæsede purke og deres forældre.
– Lige fra annoncen kom på i avisen, så man frem til dagen, hvor man skulle se showet. Det var en fast del af det årlige juleindkøb, så forældrene var egentlig også meget glade for det lille afbræk, selvom der var en skrækkelig ballade inde i salen, erindrer Jakob Stegelmann.

Stegelmann fortæller begejstret i sin bog ”Walt Disney” fra 1989 om følelsen af at stå foran Metropols magiske porte: ”Når dørene endelig åbnedes og fødderne af de sidste publikummere kunne skimtes på vej ud i kulden, følte man et sug. Nu skete det – og pludselig forsvandt tidsfornemmelsen.”

De efterfølgende halvtreds minutter var et kaos af fortumlet krampelatter og varierende grader af jublende gensynsglæde, alt efter hvilket hoved der tonede frem ved kortfilmens start. Pluto mødtes med behersket skuffelse. Men var det Anders And, tog euforien ingen ende.

Avisoverskrift, 1980

Tiden efter Metropol
Jakob Stegelmann konkluderer i sin bog om Disney, at juleforestillingerne i Metropol lagde kimen til en hel generations kærlighed til Disney-tegnefilm. Biografen lukkede og slukkede i 1980 efter flere magre år, hvor forvalterne ud over det faste juleshow måtte ty til et repertoire af pornofilm for at holde skindet på næsen. I dag residerer tøjbutikken New Yorker bag jugend-facaden på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet.

> Se Metropol-bygningen på Google Street View

Et tilsvarende juleshow med korte Disney-tegnefilm har siden forsøgt at finde fodfæste i bolsjefabrikken Palads på Axeltorv, men ønsker man at genopleve den specielle stemning fra decemberdagene i Metropol, må man bænke sig foran fjerneren juleaftensdag, invitere et par hujende børnehaveklasser, bede dem om at vente i entreen en times tid og så ellers kaste slik op ad væggene og bedstemor, hver gang Anders And viser sit næbbede fjæs på skærmen.

DR1 viser igen i år "Disneys Juleshow" den 24. december kl. 16.00.