"Vaiana" (Moana): Disney-interview med John Musker og Ron Clements

> CLICK HERE FOR THE JOHN MUSKER & RON CLEMENTS "MOANA" INTERVIEW IN ENGLISH

I dag, torsdag 2. februar 2017, er der dansk biografpremiere på Disneys seneste animationsfilm, "Vaiana" (Moana).

Det computeranimerede eventyr om den polynesiske høvdingedatter Vaiana og hendes møde med halvguden Maui er den 56. film i Walt Disney Feature Animations såkaldte klassikerrække.



"Vaiana" er instrueret og delvist skrevet af John Musker og Ron Clements, der begge er 63 år og garvede Disney-gubber. Sammen har de begået "Mesterdetektiven Basil Mus" (The Great Mouse Detective, 1986), "Den lille havfrue" (The Little Mermaid, 1989), "Aladdin" (1992), "Herkules" (Hercules, 1997), "Skatteplaneten" (Treasure Planet, 2002) og "Prinsessen og frøen" (The Princess and the Frog, 2009).

Jeg mødte makkerparret Musker og Clements, da de besøgte København i januar på deres skandinaviske presseturne. Herunder kan du læse, hvad de havde at fortælle om "Vaiana" – og ganske som med filmen, der både vises på dansk og engelsk i biograferne, får du muligheden for at vælge mellem den danske oversættelse og det engelske originalsprog.

Endelig kan du høre lyden fra mit interview med Musker og Clements, hvis du afspiller podcasten Cinemajour 15 fra Filmnørdens Hjørne. Indslaget starter 18 minutter inde i podcasten (det er Musker i venstre kanal og Clements i højre).

Anden halvdel af interviewet, hvor Musker og Clements ser tilbage på deres tidligere Disney-film, følger senere i 2017.


INTERVIEW OM "VAIANA"
John Musker og Ron Clements
af Brian Iskov, januar 2017

Brian Iskov: Når man tænker på, hvor længe I har arbejdet for Walt Disney Animation, er det næsten utroligt, at ”Vaiana” er jeres første computeranimerede spillefilm.

John Musker: Ja, vi har lavet håndtegnet animation i snart 40 år.

Ron Clements: Vi har flirtet med computeranimation i næsten alle vores film, helt tilbage til ”Mesterdetektiven Basil Mus”, som var vores første film som instruktørpar. Sekvensen inde i Big Bens klokkeværk havde faktisk den første brug af computeranimation [i en Disney-tegnefilm, red.], ”Den lille havfrue” havde digitale fisk, og i ”Aladdin” brugte vi computer til scenerne med det flyvende tæppe. ”Vaiana” er på sin vis det modsatte: en film, der hovedsagelig er animeret digitalt, men også rummer nogle håndtegnede elementer i form af Mauis tatoveringer [animeret af bl.a. Disney-veteranerne Eric Goldberg og Mark Henn, red.].

Pixar-tema: Med Pete Docter, podcast A116 og udstillingen "25 Years of Animation"

Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.



Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!

Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.

Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015

Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.

Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.

HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:

Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".

Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.

---

ARTIKEL:
På udflugt i Pixars arkiver
Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006

I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.

Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano

Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.

Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].


John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014
De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.

Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.

Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)

Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.

På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!



Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.

Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.

> Minisite med eksempler fra udstillingen (eksternt link)

Her finder du rejseudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation":
http://www.pixar.com/about/The-Exhibition

En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves. 

---

MERE PIXAR PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:
> John Lasseter: Vis mig dit klædeskab
> John Lasseter, Jonas Rivera og Pete Docter om brugen af stereoskopisk 3-D i "OP" (Up)
> Jakob Stegelmann om Pixars hemmelighed
> Jakob Stegelmann om sin cameorolle i "Toy Story 3"

Tilbage til Marvels "The Avengers": Bag superskurkens maske

I dag får Marvels "The Avengers: Age of Ultron" verdenspremiere - og for første gang i Danmark også i IMAX 3D, intet mindre. I den forbindelse optager Filmnørdens Hjørne en særlig podcast om emnet superheltefilm, hvor Casper, Jesper og Mille bl.a. anmelder Joss Whedons nye Avengers-epos. Jeg bidrager til podcasten med et historisk overblik over superheltefilm fra 1930 til 1980 - selvfølgelig med masser af kuriøse og obskure eksempler.

Hør Bries gennemgang af superheltefilmenes tidlige historie fra 0:42:14 til 1:20:14:

Imens vender Bries Blog-O-Rama blikket tilbage mod den første "The Avengers"-film fra 2012. Jeg lavede junket på filmen i London, og det endte med artikler i Politiken og Dagbladenes Bureau, et indlæg på denne blog samt interviewindslag i Filmnørdens Hjørnes podcast 98.

> Læs "Fastelavn for superhelte" om The Avengers' farverige kostumer
> Hør eller genhør Filmnørdens Hjørnes podcast 58 (Dén om Avengers)

Herunder kan du nu læse, hvad Tom Hiddleston, Clark Gregg og Jon Favreau (i et uddrag fra min "Cowboys and Aliens"-junket) i 2012 havde at sige om superheltegenrens mytologiske egenskaber, og hvad vi som publikum kan lære om helte, skurke og os selv ved at se superheltefilm.



ARTIKEL OM "THE AVENGERS":
Bag superskurkens maske
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, april 2012

På filmplakaten poserer en supergruppe af tegneseriehelte – med navne som Iron Man, Captain America, Black Widow og Thor – iklædt spandex, kapper og kropsnær læder. Det ligner til forveksling en fastelavnsfest for hollywoodstjerner, når Marvel-studiets superhelte holder generalforsamling i den biografaktuelle ”The Avengers”. Men to af filmens skuespillere hævder, at man kan lære en masse om vores samtids helteidealer, fjendebilleder og menneskets psykologi, hvis man kigger bag om de spraglede kostumer.

I ”The Avengers” gentager britiske Tom Hiddleston sin gennembrudsrolle som den lumske Loke fra Marvels udgave af ”Thor” (2011). Den 32-årige skuespiller mener ikke, at en film som ”The Avengers” savner tyngde, blot fordi det er kulørt underholdning:

– Superhelte appellerer til vores fantasi, og hele ideen med at have fantasi er, at man kan flygte ind i den. Og virkelighedsflugt er stadig en stor del af, hvad filmmediet handler om. Men superhelte er samtidig en slags moderne mytologi, der kan sætte billeder på vores drømme, mareridt og fælles forhåbninger på tværs af sociale og religiøse skel.

Marvels Avengers Assembled (2012) | pr-foto Marvel

Også den amerikanske skuespiller Clark Gregg kan takke Marvel for sin karrieres største løft. Fordi fansene elskede hans birolle som den sarkastiske agent Phil Coulson i ”Iron Man” (2008), har figuren nu optrådt som fast element i fire Marvel-film. Privat har den 50-årige Gregg alle dage haft øje for de dybere lag i science fiction-historier og superheltetegneserier:

– Mange bøger og film i den fantastiske genre bliver ikke værdsat nok for det, de kan. Genren kan give os et satirisk udsyn på verden ved at vise den fra et fremtidsperspektiv, som spejler os selv længere fremme ad den sti, vi er slået ind på – eller måske viser en spændende afvigelse fra stien.

Clark Gregg påpeger, at superhelteserier lige siden 1940'erne har fungeret som et barometer for, hvad det vil sige at være en helt i den samtid, som historierne blev skabt i.

– Heltene i vores udgave af ”The Avengers” er meget anderledes end de patriotiske helte, man havde i 40erne og 50ernes krigsramte Amerika. Især efter 11/9-angrebene har superheltene udviklet sig i retning af det mere selvbevidste, ufuldkomne og ironiske, siger Gregg. Han finder det særlig inspirerende, at hans figur, en almindelig dødelig, vælger at kæmpe side om side med de mægtige halvguder i ”The Avengers”, hvor det endelige slag mod ondskaben udspiller sig i – af alle byer – New York City.

Tom Hiddleston som Loke i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel

Og apropos ondskab: Hvad ville superhelte være uden superskurke til at yde dem værdigt modspil? Efter at have portrætteret den magtsyge og komplicerede Loke i to film, har Tom Hiddleston gjort sig en del tanker om, hvorfor skurke handler, som de gør. Han nåede frem til, at Loke ligesom flere af verdenshistoriens mest berygtede tyranner er motiveret af sårede følelser.

– Loke voksede op i Asgård som Odins kronprins og forventede at blive udnævnt til konge. Men i ”Thor” fandt han ud af, at hele hans livs fortælling var en stor løgn. Han viste sig at være den uægte søn af en jætte, forladt af sit biologiske ophav og siden forrådt af sine adoptivforældre. Loke er en skadet sjæl, hvis hjertekvaler med tiden er hærdet til en destruktiv blanding af storhedsvanvid, forfængelighed og hovmod. Derfor håber jeg, publikum trods alt føler lidt med ham.

I en tankevækkende scene fra ”The Avengers” angriber Loke den tyske by Stuttgart og befaler folket på gaden at knæle for sig. Kun en enkelt ældre herre nægter at parere ordre. Han husker en lignende situation fra 1939. Tom Hiddleston opfatter denne scene som et sindbillede på de psykologiske mekanismer, som fascistiske ledere også i dag er dygtige til at udnytte.

Stuttgart-scenen fra "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel

– Vi mennesker finder tryghed i at blive ledet af andre. Det er derfor, vi er så fascinerede af nye politiske lederskikkelser, der udstråler selvtillid. Nogle mennesker kan lide at følge andre, mens nogle er skabt til at føre an. Somme tider kan en stærk leder forene folket til alles bedste. Andre gange går det frygtelig galt. Winston Churchill var en fremragende lederskikkelse under 2. verdenskrig, og briterne følte sig trygge ved at følge hans forbillede og hans instinkter. Adolf Hitler ejede en tilsvarende karisma og appellerede til den samme sensibilitet, men han manipulerede groft med instinktet. Det er lidt det samme, Loke gør i ”The Avengers”, når han siger: ”Den usagte sandhed om menneskeheden er, at I higer efter underkastelse.”

Tom Hiddleston er dog helt med på, at langt de fleste blot vil nyde ”The Avengers” som et stykke storladen eskapisme. At han spiller en jætte med overnaturlige kræfter og en hær af rumvæsener i sin magt, siger også lidt om, hvordan tidens amerikanske underholdningsfilm i stigende grad forlader sig på fantasifulde metaforer i deres valg af fjendebilleder. Årsagen skal bl.a. findes i den stigende globalisering af markedet, udtaler Jon Favreau, der instruerede de første to ”Iron Man”-succeser for Marvel.

– Hollywood laver ikke længere film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af branchens indtjening stammer i dag fra lande uden for USA, hvilket er et relativt nyt fænomen. Det betyder også, at man ikke kan sælge en historie, hvor halvdelen af kloden holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, er alle på samme side. Det er derfor, at vi i dag ser flere og flere store film, hvor heltene slås mod invaderende rumvæsener eller superskurke fra tegneserier. Det er de eneste politisk korrekte fjendebilleder, der er tilbage.

Clark Gregg som agent Phil Coulson i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel

Jon Favreaus betragtning får Clark Gregg til at fundere over, om vi netop nu oplever en periode, hvor amerikanerne gør op med de vante stereotyper og arbejder på at forstå deres omverden bedre:

– Personlig er jeg stolt over at se, hvordan et så patriotisk og geografisk isoleret land som USA har bearbejdet 11/9-angrebene gennem de sidste ti år. I USA er der altid nogen, der ønsker at dæmonisere vores fjender, men jeg fornemmer også en modsatrettet holdning, hvor man ikke ønsker at skære andre folkeslag eller trosretninger over én kam. Eller også er det bare mig, der er voldsomt naiv!

LÆS MERE:
> Om "Cowboys and Aliens": Brie møder Daniel Craig, Harrison Ford og Jon Favreau
> Om Marvels "Thor": Brie møder Kenneth Branagh
> Brie anmelder blu-ray-ekstramaterialet til "Thor"
> Tom Hiddlestons gyldne øjeblikke (videokavalkade)

"Zelly and Me" (1988): David Lynch som førsteelsker!

I 1988 overtalte skuespilleren Isabella Rossellini sin daværende kæreste, David Lynch, til at tage en birolle i familiedramaet "Zelly and Me", instrueret af Tina Rathborne. Indtil da havde Lynch holdt sig bag kameraet, bortset fra en cameooptræden i sin egen "Dune - Ørkenplaneten" (1984). Men han tog imod Rossellinis udfordring, da han mente, at oplevelsen ville få ham til at overvinde sin frygt for at spille skuespil.

I rollen som barnepigen Zellys bejler, den rare Willie, leverer David Lynch en uventet blid, sårbar og romantisk præstation. Han får sågar lejlighed til at demonstrere sine evner som illusionist, da Willie charmerer Zelly med et lille tryllenummer.

David Lynchs scener er absolut højdepunktet i "Zelly and Me", der ellers er en temmelig klæg historie om den forældreløse Phoebe, der terroriseres af sin strikse bedstemor på et stort landsted i Virginia. Filmen er aldrig udgivet på dvd eller blu-ray, og selv om den i øvrigt er fotograferet af danske Mikael Salomon, har den så vidt vides kun været vist én gang i Danmark.

DR1 programsatte "Zelly and Me" en søndag eftermiddag i 1990'erne (28. august 1994) under titlen "Stakkels rige pige", og ud fra en VHS-optagelse af denne visning har jeg nu sat alle Lynchs scener fra filmen sammen til en 15 minutters montage. Mine damer og herrer: David Lynch som førsteelsker!



Få år senere gengældte David Lynch tjenesten ved at lade Tina Rathborne instruere to afsnit af "Twin Peaks" (1989-91). Rathborne har aldrig lavet tv eller film siden, men Lynch blev åbenbart bidt af skuespillet. Han brillerede som agent Dale Coopers foresatte, den tunghøre FBI-chef Gordon Cole, i såvel "Twin Peaks" som spillefilmen "Laura Palmers sidste dage" (1992). Desuden kunne vi sidste år nyde ham i svidende topform som talkshowproduceren Jack Dahl over for Louis C.K. i komedieserien "Louie":

> Se David Lynch i afsnit 311 af tv-serien "Louie"

Du kan høre meget mere om David Lynch i den netop udgivne, fire timer lange podcast 94 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper, Mille og undertegnede går i dybden med Lynch og hans samlede værker:


MERE DAVID LYNCH PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

> ”Inland Empire”: Læs Bries interview med David Lynch
> Brie anmelder det nye ekstramateriale på ”Twin Peaks: The Entire Mystery”
> Brie anmelder bogen “Reflections – An Oral History of Twin Peaks”
> Fotoreportage fra Bries besøg i virkelighedens Twin Peaks
> Søde minder: Et tilbageblik på en skelsættende tv-oplevelse
> Tegneserien “Twin Pies" – og andre parodier
> Twin Peaks-merchandise fra Bries arkiver

"Rush": Anthony Dod Mantles top 5 + Filmnørdens racerfilm-special

I torsdags havde Danmark verdenspremiere på Ron Howards "Rush" om rivaliseringen mellem 1970'ernes formel 1-stjerner James Hunt og Niki Lauda. Casper og jeg anmelder racerfilmen i den nyeste udgave af vores podcast Filmnørdens Hjørne, og som du kan høre fra 0:32 til 0:38, er vi ikke helt enige om filmens kvaliteter.

FILMNØRDENS HJØRNE #81: Racerfilm-special

Den medrivende film er fotograferet af britisk-danske Anthony Dod Mantle, som medvirker i vores podcast via en Skype-linje fra London. Han fortæller om de overvejelser, han gjorde sig om "Rush" og hvordan han har indfanget den hæsblæsende stemning på racerbanen. Blandet andet satte Anthony sig ind i et brændende bilvrag med sit kamera for at få de rigtige billeder! Du kan høre interviewklippene med Anthony Dod Mantle fra 0:40 til 0:51.

Endelig diskuterer Casper og jeg, hvilke andre racerfilm der er værd at se (0:52-1:08). Tak til vores kære lyttere for masser af gode forslag.

Jeg fik også Anthony Dod Mantle til at lave en top fem-liste over de racerfilm, der har gjort størst indtryk på ham. Anthony kommenterer sin top 5 nedenfor:

Fem fede film om ræs
ifølge Anthony Dod Mantle, cheffotograf på 'Rush'
Fortalt til Bries Blog-O-Rama



Grand Prix (1966, John Frankenheimer)
Den første internationale storfilm om motorsport er til dels optaget under virkelige, europæiske formel 1-løb i 1966.
Anthony Dod Mantle: »Der er kun lavet få spillefilm om formel 1 og endnu færre, der er lykkedes. John Frankenheimer var pioneren. Han fandt på nogle helt radikale ting, f.eks. placeringen af kameraer på og i bilerne, for at formidle dynamikken i racerkørernes univers. Hvis noget har inspireret mig til, hvordan jeg skulle fotografere 'Rush', er det dén film, mere end det er selve sporten.«



Le Mans (1971, Lee H. Katzin)
Den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt: en veritéagtig meditation over det legendariske franske 24-timersrace.
Anthony Dod Mantle: »Som film betragtet har 'Le Mans' kolossale fejl, men jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Det er en meget privat film på en måde. Og McQueen ser enormt godt ud i den.«



En forårsdag i Helvede (1976, Jørgen Leth)
Verdens hårdeste endagscykelløb, Paris-Roubaix, følges ned i mindste detalje af 28 fotografer, heriblandt Dod Mantles senere filmskolerektor, Henning Camre.
Anthony Dod Mantle: »Et nøgternt, men poetisk billede på the human race. Jørgen Leth er inde og berøre, hvad der driver de her mennesker til at presse sig selv så hårdt (cykelrytterne falder som fluer på landevejens støvede brosten, red.). Det ligner noget fra skyttegravene i Verdun under 1. verdenskrig, men de opsøger det selv. Den ekstreme form for passion og perversion, som hører til al idræt på topniveau, var langt mere synlig i 1970'erne, hvor man havde typer som James Hunt og Niki Lauda, end den er i dag.«
(Se filmen gratis på filmstriben.dk)



Jamen, man skyder da heste/They Shoot Horses, Don't They? (1969, Sydney Pollack)
Under depressionen i 1932 deltager en række mennesker i en flere uger lang dansemaraton i håbet om at vinde den store pengepræmie.
Anthony Dod Mantle: »En meget underlig film om vedholdenhed og det irrationelle i konkurrencemomentet. Danserne vælter rundt og falder over hinanden for at vinde. Det er fascinerende at se mennesker, der bliver ved og ved langt ud over fornuftens grænser.«



Trillingerne fra Belleville/Les Triplettes de Belleville (2003, Sylvain Chomet)
Højst aparte, håndtegnet fransk-belgisk-canadisk animationsfilm om en kuet ung mand, der paces frem af sin bedstemor til at blive rytter i Tour de France.
Anthony Dod Mantle: »Igen handler det om patos, udholdenhed og det perverse i, at man risikerer liv og lemmer for at vinde – eller for bare at blive færdig. Det er en vidunderlig film og en meget original, allegorisk beskrivelse af, hvad mennesker er i stand til. Hovedpersonen er en underhund og dybt excentrisk, men da han først finder en kanal at lede sin energi ud i, kan han alligevel noget. En mand som James Hunt blev racerkører. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være endt, hvis ikke jeg var blevet filmfotograf.«

> Hør også Filmnørdens Hjørnes podcast 63 med Anthony Dod Mantle
> Anthony Dod Mantle om "The Eagle" (Bries Blog-O-Rama)
> Ti blærede biljagter (Bries Blog-O-Rama)

Steven Soderbergh-podcast + hans ukendte værker

Den har været længe undervejs - men nu er Filmnørdens Hjørne endelig klar med vores episke special-podcast nummer 77, der ene og alene handler om Steven Soderbergh!



I hele tre timer går Casper Christensen og Brie i dybden med den multikreative, amerikanske instruktør, der på 24 år har præsteret 26 vidt forskellige spillefilm – plus det løse. Fra debuten "Sex, løgn og video", der vandt Den Gyldne Palme i 1989, til hans foreløbige svanesang, "Behind the Candelabra", der i sidste uge fik premiere i Cannes og på HBO.

Her på Bries Blog-O-Rama vil du i de kommende dage kunne finde eksklusivt ekstramateriale til Steven Soderbergh-podcasten. I går fortalte David Holmes om at lave musik til Soderberghs film, og i dag kigger jeg nærmere på de allermest obskure værker i Soderberghs lange filmografi - naturligvis ledsaget af videoklip eller versioner i fuld længde.

Dermed et hjertelig velkommen til Filmnørdens Bonushjørne - starring the one and only Steven Soderbergh!

Yes: 9012Live (1985, koncertfilm)

I 1984 fik den 21-årige Steven Soderbergh lov til at følge den britiske poprockgruppe Yes med et kamera på deres canadiske koncertturné. Soderberghs debutarbejde mundede ud i filmen "Yes: 9012Live", som han både instruerede og klippede.

Steven Soderbergh blev faktisk nomineret til en Grammy for koncertvideoen, som bl.a. indeholder hittet "Owner of a Lonely Heart":



Trivia: Animationsfirmaet Charlex stod for den heftige brug af fancy videoeffekter i "Yes: 9012Live". Da koncertfilmen mange år senere (2006) blev udgivet på dvd i en Director's Cut-version, var alle de "smarte" firsertricks allernådigst fjernet igen.

> Se del 2 af "Yes:9012Live"   
> Se del 3 af "Yes:9012Live"
> Læs en anmeldelse af "Yes: 9012Live" (letterboxd.com)

Yes: Access All Areas (1985, dokumentar)

Steven Soderbergh lavede også en backstage-dokumentar fra den ovennævnte koncertturné med Yes. Videoen afslører, at den unge instruktør allerede i 1984 var opslugt af cinema verité-teknikker og Richard Lester-agtigt fjolleri.

"Yes: Access All Areas" er udgivet som ekstramateriale på "Yes: 9012Live"-dvd'en.

Trivia: En ung og stadig hårfager Soderbergh fanger kortvarigt sit eget billede i spejlet (tidskode 17:27).



Winston (1986, kortfilm)

Efter at Steven Soderbergh tog eksamen fra college, rejste han fra Baton Rouge, Louisiana, til Hollywood for at prøve lykken i filmbranchen. For at lære håndværket lavede Soderbergh i denne periode en række kortfilm med hjælp fra venner og bekendte. "Winston" fra 1986 er desværre den eneste, som kan ses på nettet.

Den lille sort-hvide historie er inspireret af Steven Soderberghs egne problemer med kærligheden, og "Winston" giver både tematisk og stemningsmæssigt en forsmag på det, der skulle blive hans spillefilmdebut, "Sex, løgn og video" (1989).



> Se anden halvdel af "Winston" (1986)

Trivia: David Jensen, som spiller den unge Soderberghs alter ego i "Winston", kan desuden ses som Den Leende Mand i "Kafka" (1991), receptionist i "King of the Hill" (1993), parabolinstallatør i "Det skjulte" (1995), Elmo Oxygen i "Schizopolis" (1996), John i "Traffic" (2000) og overvågningstekniker i "Ocean's Eleven" (2001). David Jensen udførte også en række tekniske funktioner bag kameraet på flere af Soderberghs spillefilm til og med "Out of Sight" (1998).

Fallen Angels: The Quiet Room (1993, tv-episode)

Steven Soderbergh leverede to afsnit til film noir-antologiserien "Fallen Angels", som kabelkanalen Showtime sendte mellem 1993 og 1995. Serien består af tolv novellefilm, der er baseret på fortællinger af anerkendte krimiforfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og Jim Thompson..

Soderberghs første episode, "The Quiet Room", er klart det mest veloplagte af hans to bidrag: En film noir så hårdkogt, at den starter med nærbilledet af to æg i en gryde!



"The Quiet Room" blev vist i USA som det tredje afsnit i første sæson. Herhjemme sendte TV 2 episoden i september 2007 under titlen "Fallen Angels: Det stille rum". Den har så vidt vides aldrig været tilgængelig på dvd.

Trivia: Peter Gallagher fra "Sex, løgn og video" og "Det skjulte" har her en skæg birolle som utro tandlæge - en figur, der peger frem imod dr. Jeffrey Korczak, som Soderbergh selv spiller i "Schizopolis" (1996).
Joe Mantegnas datter i "The Quiet Room" spilles af Vinessa Shaw, som tyve år senere fik endnu en rolle hos Soderbergh, da han castede hende som Jude Laws hårdt prøvede kone i "Side Effects".

Fallen Angels: Professional Man (1995, tv-episode)

Soderbergh vendte tilbage til "Fallen Angels" i 1995, hvor han iscenesatte episode 2 i anden sæson, efter en novelle af David Goodis. "Professional Man" er en noget træg bagatel med Brendan Fraser som homoseksuel elevatorfører og lejemorder.

"Professional Man" har så vidt vides ikke været sendt på dansk tv, men den indgår i den samling episoder fra "Fallen Angels", som Scanbox i 2004 udgav på VHS under paraplytitlen "Marlowe med mere". Afsnittet er desuden inkluderet på den britiske dvd-opsamling "Perfect Crimes" fra 2003.

Trivia: Peter Coyote, der spiller Brendan Frasers gangsterboss i "Professional Man", dukker igen op hos Steven Soderbergh som superadvokaten Kurt Potter i "Erin Brockovich" (2000).



Eros: Equilibrium (2004, del af antologifilm)

Wong Kar-Wai, Michelangelo Antonioni og Steven Soderbergh leverede i 2004 hver sin part til antologifilmen "Eros" om kærlighedens og erotikkens væsen. Soderbergh kom med på et afbud i sidste øjeblik, da Pedro Almodóvar sprang fra projektet. i pressematerialet giver Steven Soderbergh denne simple begrundelse for at deltage:

"I wanted my name on a poster with Michelangelo Antonioni."

Soderberghs bidrag til "Eros", "Equilibrium", er den korteste (25 minutter) og mest muntre af de tre historier. Robert Downey Jr. medvirker som en plaget 1950'er-reklamemand, der ligger på briksen hos en psykiater, spillet af Alan Arkin. Denne udviser dog langt mere interesse for den labre dame, som øjensynlig sidder i vinduet på den anden side af gaden.

Peter Andrews (et af Steven Soderberghs aliaser) står bag den sprøde sort-hvide fotografering, og man aner, at "Equilibrium" - halvt sketch, halvt stiløvelse - har været en slags teknisk generalprøve på det monokrome melodrama "The Good German", som Soderbergh lavede to år senere.



"Eros" fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2004. Den er aldrig blevet vist i Danmark, men kan fås billigt på dvd via britisk Amazon.

Building no. 7 (2006, kortfilm)

Denne ret ulidelige avantgardekrusedulle på fire minutter lavede Steven Soderbergh til en dvd, som fulgte med nummer to af magasinet Wolphin i maj 2006. Soderbergh har ikke sagt andet om "Building no. 7", end at det angivelig er en hyldest til Jean-Luc Godards "Alphaville" (1965).

Steven Soderbergh-tema: Joe Chrest ... ham der fra den der!

Kig godt på denne mand. Har du set ham før?

Det har du nok - bare uden at være klar over det. Joe Chrest har nemlig medvirket i knap 100 film og tv-serier gennem de sidste tyve år - men altid som en af de baggrundsskuespillere, de færreste bider mærke i. Han specialiserer sig nemlig i at være en anonym "everyman", der dukker op i en eller to scener, leverer sin replik og går ud igen. Til gengæld udfylder han sin begrænsede funktion perfekt.

Steven Soderbergh, der gerne ansætter de samme folk igen og igen, har til dato haft Joe Chrest med i syv (!) af sine film. Første gang så vi ham som Ben, den lede hotelpiccolo, der plager hovedpersonen Aaron i "King of the Hill" (1993).

Joe Chrest som Ben i "King of the Hill" (1993)

Siden fik Joe Chrest sin måske mest mindeværdige gæsterolle i Soderberghs "Det skjulte" (The Underneath, 1995). Her gør han indtryk som den mystiske Mr. Rodman, der besøger Michael (Peter Gallagher) på hospitalet.

Joe Chrest er kun med i "Det skjulte" i små fem minutter, men det er alligevel ham, man husker bagefter. Hans scene er klart en af de mest intense og stemningsmættede passager i en ellers ikke helt vellykket film:

Joe Chrest som Mr. Rodman i "Det skjulte" (1995)

> Se Joe Chrests scene fra "Det skjulte" (åbner i ekstern videoafspiller)

Onion AV Club har endda skrevet en hel artikel, der hylder Joe Chrests korte indsats i "Det skjulte" ud fra tesen om, at ukendte fodsoldater som Chrest er skuespilfagets sande helte:

There’s something kind of magical about an actor who knocks it out of the park once for just a few minutes and then effectively vanishes.

> Artikel om Joe Chrests scene i "Det skjulte" (Onion AV Club)

Chrest er også lige i øjet som en af de stakkels fyre, der forsøger at lægge an på Karen Sisco (Jennifer Lopez) i hotelbaren i "Out of Sight" (1998):

Joe Chrest som Andy i "Out of Sight" (1998)

I Soderberghs "Erin Brockovich" (2000) har Joe Chrests rolle for en gangs skyld både et fornavn og efternavn: Han hedder Tom Robinson.

Joe Chrest som Tom Robinson i "Erin Brockovich" (2000)

Uden for Soderbergh-regi har Joe Chrest haft et hav af bittesmå optrædener i kendte film, hvor man risikerer at gå glip af ham, hvis man blinker med øjnene på det forkerte tidspunkt. Det her er blot et lille udpluk af, hvad han har medvirket i inden for de sidste par år:

GI Joe: Gengældelsen (2013 - som "Chief of Staff")
21 Jump Street (2012 - som "David Schmidt")
Battleship (2012 - som "JPL Controller")
On the Road (2012 - som "Virginia Cop")
Killing Them Softly (2012 - som "Business Suit Agent")
Battle: Los Angeles (2011 - som "1st Sergeant John Roy")
Red (2010 - som "Retirement Home Detective")
The Blind Side (2009 - som "Clemson Coach")
I Love You Phillip Morris (2009 - som "Steven's Dad")

Næste gang de skarpsynede kan få øje på Joe Chrest i danske biografer, bliver i kupfilmen "Now You See Him" (premiere 18. juli), hvor han har en enkelt scene som pedel. Måske vil der ligefrem gå sport i at holde udkig efter ham fremover?

Joe Chrest som Fender Roads' manager i "Ocean's Thirteen" (2007)

> Interview med Joe Chrest (fra lokalavisen Charleston Daily Mail)

Komediens væsen: featuring Rasmus Heide, Simon Pegg, Nick Frost, Jonas Elmer, Greg Mottola

Efter en lang januartørke, hvor hverken Bries Blog-O-Rama eller Filmnørdens Hjørne har gjort meget væsen af sig, er der i dag - to minutter i februar - endelig nyt fra begge kanter.

Brie og Casper har haft instruktøren Rasmus Heide i studiet til en lang, underholdende og overraskende seriøs snak om komediens væsen. Rasmus Heide, der er biografaktuel med "Alle for to" (biopremiere i dag, 31. januar), afslører sig som en grundig fætter, der gør sig mange overvejelser omkring, hvordan man laver en sjov film.

I podcast 69 gennemgår vi også kort komediens historie som filmgenre. Brie hiver noget teori op af den høje hat. Nikolaj Lie Kaas afslører et noget uventet komisk forbillede. Og endelig pipper nobiliteter som Mike Myers, David Zucker og Gene Wilder med i sjældne interviewklip.

Spring ud på komediens dybe vand i Filmnørdens podcast nr. 69:

FILMNØRDENS HJØRNE, PODCAST 69
Comedy-extravaganza med Brie, Casper og Rasmus Heide:



> Hør podcast 69 på Filmnørdens Hjørne
> Hør podcast 69 på iTunes

Som bonusmateriale har Brie fisket en artikel om improv-comedy op af arkivet. Rasmus Heide er med igen, og denne gang er han i fint selskab sammen med Simon Pegg, Nick Frost, Judd Apatow-instruktøren Greg Mottola og danske Jonas Elmer, som jeg alle har interviewet for at få mere at vide om brugen af improvisation i filmkomedier.

Mick Øgendahl og Rasmus Heide, "Alle for to" (2012)
pr-foto © Per Arnesen

ARTIKEL OM FILMKOMEDIER:
Skæve hjerner scorer kassen
Brian Iskov, JP Indblik juli 2011

Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.

I ARTIKLEN MEDVIRKER:

Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.

Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).

Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).

Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.

Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto

Greg Mottola om Judd Apatow

Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.

Den 43-årige Judd Apatow har blot tre film under bæltet som instruktør (”The 40-Year-Old Virgin”, ”Knocked Up” og ”Funny People”). Til gengæld står han krediteret som producer, forfatter eller igangsætter på mere end 20 filmkomedier inden for det seneste tiår.
En del af Judd Apatows succes beror på, at han giver sin faste kreds af komikere (bl.a. Will Ferrell, Steve Carell, Adam Sandler og Seth Rogen) frie tøjler til at skyde vildt fra hoften, mens kameraerne snurrer.

»Judds tilgang til komedie er baseret på improvisation, og jeg tror, det har givet genren et frisk pust,« mener instruktøren Greg Mottola. Han har tidligere iscenesat dele af tv-serien ”Undeclared” samt ungdomsfilmen ”Superbad”, begge produceret af Judd Apatow.
»Judds grundlæggende idé er, at han går i klipperummet med et utal af valgmuligheder for hver eneste vits, hver eneste scene, sågar hver eneste følelse i filmen. Mens han optager, får han skuespillerne til at riffe over materialet i en uendelighed. »Prøv at spille scenen, som om du er nervøs; prøv nu at spille den træt” og så videre. Han kan bogstavelig talt klippe flere vidt forskellige versioner sammen af hver film, han laver,« forklarer Greg Mottola.

Greg Mottola | pr-foto

Selv i ”Superbad”, hvor manuskriptet ifølge Mottola var »ret præcist«, endte instruktøren og skuespillerne med at tilføje »et ton ekstra jokes«:
»I næsten alle scener fandt vi på fire-fem forskellige vitser, vi kunne sætte ind i stedet for den oprindelige,« fortæller Greg Mottola til Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Når man laver film på den måde, skriver man i praksis manuskriptet fuldstændig om i klipperummet, og det giver en enorm fleksibilitet. Desværre hæmmer det også iscenesættelsen til en vis grad. Der er mange filmiske ting, som ikke kan lade sig gøre, for hvis man f.eks. bevæger kameraet, låser man sig selv fast i et klippemønster, som ikke kan ændres senere. Så der er fordele og ulemper,« medgiver Greg Mottola.

Simon Pegg & Nick Frost

Greg Mottola har senest instrueret science fiction-komedien ”Paul”, der skildrer to britiske ufo-nørders road trip gennem Amerika med et rumvæsen på slæb.

Manuskriptet er begået af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost, som vandt et trofast kultpublikum med zombiekomedien ”Shaun of the Dead” og actionfilmparodien ”Hot Fuzz” (ligeledes skrevet af dem selv). Da hverken Pegg eller Frost er uddannede skuespillere, føler de to venner sig tryggest, når historiens komiske setups og payoffs er nøje planlagt på forhånd. Derfor skiller ”Paul” sig også ud fra tidens hovedstrøm af amerikanske komedier, idet den vægter afviklingen af plot og gags lige højt.

»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketcher.«

»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«

Morskab under optagelserne til "Paul" (2011)

Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.
Trods deres skepsis har Pegg og Frost, med Greg Mottola ved roret, alligevel lukket ekstemporalspillet ind ad bagdøren. De fleste biroller i ”Paul” er besat med drevne improvisatorer som Jason Bateman, Bill Hader og Kristen Wiig (de sidstnævnte kendt fra det legendariske tv-satireshow ”Saturday Night Live”).

»Eftersom vi har castet cremen af amerikansk improv, virkede det fjollet ikke at slippe dem løs foran kameraet. Som udgangspunkt optog vi alle scenerne, sådan som vi havde skrevet dem, og derefter fik skuespillerne lov at prøve nogle ting af. Jason Bateman har f.eks. en fantastisk replikbehandling, så hver gang han fik lyst til at give en scene sit eget præg, lod vi ham gøre det,« fortæller Nick Frost.

Rasmus Heide

»Det er klart, at improvisationer kan give guldkorn og gaver, for en håndfuld skæve hjerner vil altid få flere ideer end en enkelt. Men hvis man lader det stikke af i hver scene, risikerer man også et meget ujævnt resultat.«
Sådan siger Rasmus Heide, som med komedien ”Alle for én” har skabt årets hidtil mest sete danske film. Den 32-årige instruktør drømmer om at lave lystspil efter Apatow-metoden. Men improvisationer sluger i sagens natur »oceaner af tid«, og den slags fråds tillader danske filmbudgetter sjældent.

»Når vi kun har penge til fire-fem takes af hver scene, og hele holdet står og venter, kan vi ikke bare tillade os at galoppere ud ad en tangent,« siger Rasmus Heide.
I stedet øver han gerne manuskriptet igennem med skuespillerne inden optagestart. Under prøvefasen kan alle byde ind med ideer og forslag til forbedringer. Men så snart klaptræet smækker, må instruktøren begrænse legen til nogle få, udvalgte scener, hvor han lader skuespillerne jamme sig frem til et morsommere resultat end det skrevne.



Under produktionen af ”Alle for én” noterede han sig, at en scene ville fungere bedre, hvis den startede midt i en diskussion mellem filmens to brødre (spillet af Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg). I manuskriptets margen griflede Heide tre bud på, hvad dén diskussion kunne handle om.

»Næste dag, da scenen skulle skydes, prøvede skuespillerne at overgå hinanden i gakkede ideer. Jonatan Spang foreslog en debat om, hvorvidt Grundtvig var vegetar, og Øgendahl fandt på noget, der var endnu længere ude. Men vi prøvede alle indfaldene af, og det viste sig, at Rasmus Bjergs bud var sjovest,« forklarer Rasmus Heide. Derfor kan man i den færdige film opleve Bjerg fundere over, hvorfor A4-papir hedder, som det gør.

Jonas Elmer

»Improvisation i komedier er jo ikke noget nyt. Charlie Chaplin brugte det gennem hele sin karriere,« påpeger Rasmus Heides danske kollega Jonas Elmer, der har ekstemporerede scener i samtlige af sine film til dato. Når Nynnes bukseben sidder fast i en dør, eller Renée Zellweger har problemer med at besørge under åben himmel i Jonas Elmers ”New in Town”, er optrinnene udtænkt og udført på stedet.
»Det skaber noget frihed, når skuespillerne får rum til at undersøge situationer, karakterer og konflikter i stedet for bare at aflevere, hvad der står på papiret. Det er en mere organisk måde, hvor man bevæger sig på randen af afgrunden i stedet for at spille sikkert,« mener Jonas Elmer.

Inden Jonas Elmer optog så meget som et sekund af sin debutfilm, ”Let's Get Lost” fra 1997, brugte han seks måneder på at improvisere en handling frem. Sammen med sine fire skuespillere prøvede han en lang række scenarier af, og gennem disse øvelser begyndte figurernes psykologi at tage form: »Hvad sker der, hvis ham, du slår op med, bliver vred? Hvad hvis han bliver glad?«

Jonas Elmer (midt) under optagelserne til "New in Town" | pr-foto

Kun én replik var fastlagt i manuskriptet, da kameraerne begyndte at snurre på ”Let's Get Lost”. »Der er ikke én klassisk punchline i den film,« siger Jonas Elmer, som på settet gav hver skuespiller individuelle retningslinjer for, hvordan scenerne skulle starte.
»Jeg udpegede nogle små øer undervejs, hvor de kunne komme op og trække vejret, før de skulle plumpe i vandet igen og svømme videre sammen. Men når der blev sagt værsgo, kunne de gøre, hvad pokker de ville inden for rammerne,« forklarer Jonas Elmer om sin fremgangsmåde.

Den 45-årige instruktør har tidligere taget teatersportkurser i Chicago, og med sin næste film, ”IRL”, vil han atter arbejde målrettet med improvisationer. Igen rækker budgettet dog ikke til ødsel luksus-legestue a la Judd Apatow:
»Improvisation er en arbejdsmetode, som godt kan gøre producenter og filminstitutter bange. Det kræver, at de stoler på talentet og på metodens rigtighed. For der er jo ingen garantier for, at resultatet bliver godt, når man ikke kan vurdere det på forhånd,« erfarer han.

Bonusmateriale:
JONAS ELMER OM IMPROV-COMEDY I USA

Tre af de væsentligste rugekasser for improv-skuespillere i USA er teatertrupperne Second City (Chicago) og The Groundlings (Los Angeles) samt tv-showet ”Saturday Night Live”, der sender fra New York. Her har en lang række af de mest berømte komedieskuespillere fra 1980'erne og fremefter finpudset deres talenter, før de brød igennem på film.

»Der eksisterer et helt andet miljø omkring improvisation i Amerika,« fortæller den danske komedieinstruktør Jonas Elmer, der har studeret teatersport ved ImprovOlympic i Chicago.

»Dér, såvel som i New York og Los Angeles, har komikerne et kæmpe arbejdsnetværk, hvor de bruger år på at dygtiggøre sig. Mange bliver episodeforfattere på tv-serier, mens de laver stand-up og spiller film- og teaterroller ved siden af. De behandler comedy som en kunstart, og improv er et værktøj, de kan bruge inden for alle disciplinerne,« siger Jonas Elmer.

Bond 50: Filmnørdens Hjørnes James Bond-podcast - inkl. anmeldelse af "Skyfall"

Så kom "Skyfall" endelig!

Og med dén kom også Bries forløsning efter fem ugers intens dyrkning af James Bond, hvor jeg har genset alle de foregående film på blu-ray, skrevet Bond-artikler til bl.a. Politiken, læst op på min Bond-lekture og fået mine to minutters tv-berømmelse som Bond-ekspert i - af alle steder - TV 2's vejrudsigt!

> Brie præsenterer vejret i James Bond-filmene (TV 2 26. oktober 2012)

Min fejring af Bond-seriens jubilæum kulminerede endegyldigt sidste fredag, da Casper "kendt fra Go' morgen Danmark" Christensen og jeg nørdede Agent 007 til den store guldmedalje for åben mikrofon. Filmnørdens Hjørnes podcast nr. 65 er helliget Ian Flemings James Bond, og i 2 ½ time graver Casper og jeg dybt i den nørdede godtepose for at finde jomfruelig trivia om den ellers så gennemtyggede hemmelige agent og hans 50-årige filmkarriere.

F.eks. er det kun i Filmnørdens store James Bond-podcast, at du kan høre en afslørende montage, der gør det endog meget tydeligt, at en række af de tidlige Bond-babes blev eftersynkroniseret af én og samme skuespiller (Nikki van der Zyl). Du kan læse baggrundshistorien om den usynlige Bond-babe i denne artikel fra Daily Mail.

Selveste Pierce Brosnan kigger såmænd også forbi podcast nr. 65 i et eksklusivt interviewklip, hvor han fortæller om udfordringerne ved at spille James Bond!

Casper og Brie anmelder naturligvis "Skyfall" i podcasten (fra 01:23 til 01:38), og vi gennemgår desuden den officielle jubilæums-dokumentarfilm "Everything Or Nothing", som Jens Ditlev Christensen fra SF Film venligt stillede til rådighed for os. Dokumentaren, som er ganske fremragende, følger Bond-producernes kamp for at holde franchisen kørende gennem 50 år.

"Everything or Nothing" kan indtil videre kun ses i udvalgte engelske biografer og på EPIX-kanalen i USA. Bries Blog-O-Rama erfarer dog, at DR har overvejet at købe de danske tv-rettigheder til "Everything Or Nothing" i forbindelse med den aktuelle James Bond-kavalkade på DR1 og DR HD. Hold øje med Bries Blog-O-Ramas Facebook-side, hvor jeg nok skal give lyd, når og hvis dokumentaren bliver programsat.

FILMNØRDENS HJØRNES PODCAST 65: Den om James Bond
> som mp3
> på iTunes
> på Rapidshare
> hos Filmnørdens Hjørne (med velkomsttekst af Casper)

Forresten, så glemte vi helt at nævne, at Rowan Atkinson filmdebuterer i en James Bond-film: Han er (malplaceret) comic relief i "Never Say Never Again" fra 1983. Og så er Bries yndlings-temasang fra Bond-filmene slet ikke "Goldfinger", men "You Only Live Twice" ... Og George Lazenby er dubbet i en halv time af "On Her Majesty's Secret Service"! Og og og ...

En tidlig betaversion af Brie møder den allerførste Bond-babe, Sylvia Trench alias Eunice Gayson, ved et Bond-fanarrangement i London, november 1995 - © Brian Iskov

"BOND 50"-TEMA PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

• From Denmark with Love: Brie interviewer Bond-casteren Debbie McWilliams
• "Bond om Bond": Brie anmelder Sir Roger Moores nye bog
• "Designing 007": Spionfotos fra den store Bond-udstilling i London
• Dagbog fra et rekordforsøg: Bries reportage fra Bio City Odenses 007-maraton i 1999
• Den lækre lyd af luksus: Artikel om Bond-komponisten John Barry
• En helt igennem almindelig skotte: Bries portræt af Sir Sean Connery

Anthony Dod Mantle: Filmnørdens podcast nr. 63 + ekstramateriale

Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?

Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!

Anthony Dod Mantle, Filmnørdens studie, oktober 2012. © Brian Iskov

I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):

> Filmnørdens podcast 63 med Anthony Dod Mantle (mp3)

I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.

Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst  får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!

Anthony Dod Mantle, Kastrup Lufthavn, februar 2009. © Brian Iskov

Anthony Dod Mantle om (nogle af) sine film

Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”

Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”

Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”

Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”

"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."

Danny Boyle i Mumbai, august 2007. Foto © Anthony Dod Mantle

Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”

Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”

> Læs også Anthony Dod Mantles kommentarer til "The Eagle" (Kevin Macdonald, 2011)

Anthony Dod Mantle, Østerbro januar 2009. © Brian Iskov

Hvad instruktørerne siger om Anthony Dod Mantle:

DANNY BOYLE 
(Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet):

"There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.

That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.

But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.

So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."

HARMONY KORINE
(Julien Donkey Boy):

anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.

LONE SCHERFIG
(Hjemve, Kajs fødselsdag):

"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."


> Mere om "127 Hours" på Bries Blog-O-Rama