 |
| Casper og Brie - efter censuren |
Fra 01:00 i podcasten kaster Casper og jeg os ud i censursnakken med udgangspunkt i mit besøg i Medierådet for Børn og Unge. Først fortæller en af de danske filmcensorer, Katrine Munch, om sit job og de overvejelser, hun gør sig, når hun får en film til gennemsyn. Som case gennemgår hun Steven Soderberghs "Mit liv med Liberace" helt ned i detaljen.
Vi får også besøg i studiet af censureksperten Thure Munkholm, programchef ved CPH PIX. Thure folder emnet ud ved at trække tråde tilbage i tiden til Statens Filmcensur, hvor man bl.a. slog hårdt ned på scener med pisk, dyrevold, lesbiske kys og indianere, der skød cowboydere i ryggen. Vi kigger desuden på, hvordan filmcensur foregår i andre lande - og især hvordan den forkætrede instans MPAA forvalter USA's filmcensur.
PS: Denne podcast indeholder langt over to forekomster af ordet "fuck" og ville dermed få censurgrænsen R (Restricted), hvis vi havde lavet den til det amerikanske marked ...
Hør podcast 84 her:
> Hent podcast 84 på iTunes
> Hent podcast 84 som mp3
Hvis du vil grave endnu dybere i emnet filmcensur, kan du herunder læse meget mere udførligt om mit besøg hos Katrine Munch i Medierådet. God fornøjelse!
Med censoren på arbejde
Brian Iskov i Politiken 26. august 2013
Syv eksperter i Medierådets vurderingsudvalg bestemmer suverænt aldersgrænserne på de film, der vises i Danmark. FILM kiggede censorerne over skulderen en tilfældig torsdag i august
Oven over Cinemateket i Filmhuset i det indre København ligger en hemmelig biograf, som offentligheden hverken har adgang eller kendskab til. Kun syv personer passerer jævnligt gennem 'Nåleøjet', der skjuler sig bag en undselig dør hos Medierådet for Børn og Unge på anden etage.
Katrine Munch er 36 år og uddannet skolelærer. På sin ugentlige fridag fra Børnerådet, hvor hun er kommunikationsmedarbejder, vurderer hun film i Medierådet. Da Politiken kigger forbi en torsdag morgen, sidder hun alene med kaffe, pen og A5-notesblok i et af Nåleøjets 18 blå kinosæder for at sætte dansk censurgrænse på to trailere og en spillefilm.
Filmenes respektive distributører betaler Medierådet 12,78 kr. per spilleminut for at få det indsendte materiale klassificeret. Tilsvarende bliver Katrine og hendes fem kolleger i vurderingsrådet aflønnet for hvert minut, de ser.
Naomi Watts spiller Lady Di i dagens første forfilm, 'Diana'. Et A i en cirkel på Katrines blok angiver, at traileren er udramatisk nok til at få den laveste aldersgrænse: »tilladt for alle«. Derimod beder hun om at få vist reklamen for Marvels superhelteepos 'Thor: The Dark World' en ekstra gang. Der sker ganske meget på trailerens få minutter, og Katrine har brug for at notere nogle detaljer, der kan indgå som eksempler i hendes vurderingstekst.
»Fantasy og eventyr med slåskampe og lettere dramatiske scener får tit 11,« oplyser hun. Ofte vil superhelte- og fantasygenren i sig selv være en formildende omstændighed, for som udgangspunkt føles det mindre uhyggeligt, hvis filmen foregår langt fra den verden, som børn selv kender.
»En trailer kunne man derfor godt give syv, men i dette tilfælde ser man mennesker, der lider eller bliver skudt med ild. Der er også nærbilleder af angste mennesker. Film til 7-årige må godt have drama, men når man ser konsekvenserne hos de personer, det går ud over – f.eks. i form af angst – bevæger aldersgrænsen sig opad,« forklarer Katrine. Thor-traileren får derfor mærkatet »tilladt over 11 år«.
> Læs Medierådets bedømmelse af filmen "Thor: The Dark World"
Efter forfilmene ruller 'Mit liv med Liberace' over Nåleøjets lærred. Steven Soderberghs biografiske drama om 1970'ernes farverige showpianist og skabsbøsse er udadtil en relativt fredelig affære. Men selv om en film er fortalt i et behersket tempo, kan dens stemning udvikle sig i en retning, der bliver udslagsgivende for censorens endelige dom. Modsat vurderingssystemerne i mange andre lande tager Medierådet nemlig også filmens kontekst i betragtning.
»Vores engelske kolleger i BBFC krydser af i et skema, når der f.eks. er nogen i filmen, der skændes eller slås eller viser et nøgent bryst. Til sidst ryger dataene ind i en computer, som regner ud, hvilken vurdering filmen skal have. Derfor kan englænderne til tider undre sig over vores vurderinger, fordi de selv enten ligger meget højere eller lavere end os. Men det er fordi, vi vurderer filmens elementer inden for de rammer, de bliver præsenteret i, og vi kigger også på, hvordan modtagerne vil opleve det, der foregår på lærredet,« siger Katrine Munch.
Den galopperende (homo)seksualitet i Liberace-filmen udløser ingen advarselslamper hos det danske Medieråd:
»Filmen har kortvarige sexscener mellem mænd, og selv om man ikke ser nøgne kønsdele, kun overkroppe, er jeg nødt til at forholde mig til, at det er noget andet at se homo- end heteroseksualitet i film. Sex i det hele taget er grænseoverskridende for børn. Men her er det præsenteret så afdæmpet, at det ikke er nok til at udløse en 7-års grænse.«
Klassificeringen sniger sig først opad, da Liberaces unge elsker i filmens anden halvdel begynder at tage stoffer. Det gør stemningen mere knugende, mener Katrine Munch.
»Hen imod slutningen er der mange følelsesmæssige udbrud med nogle ret kraftige reaktioner, hvor mennesker er i deres følelsers vold. Og i de scener er filmens klipning og det nervøse, håndholdte kamera med til at underbygge, at den her mand er ude i tovene.«
Kombineret med et par detaljerede nærbilleder af ansigter, der kommer under plastikkirurgens skalpel, trækker det Katrine Munchs endelige dom op på »tilladt over 11«. At Matt Damons figur favoriserer det engelske sprogs mere saftige gloser, har derimod ingen betydning for vurderingen.
»I princippet kan man i Danmark sige 'fuck', så meget man vil, i en film for alle. Sproget bliver kun et problem, hvis det indgår i en nedgørende sammenhæng, men så vil det som regel være vold eller psykisk terror, som gør udslaget,« siger Katrine Munch.
> Læs Medierådets bedømmelse af "Mit liv med Liberace"
Efter frokost stempler Medierådets formand ind. Anne Mette Thorhauge er hasteindkaldt fra sit fuldtidsjob som lektor på KUA for at tage sig af en akut ankesag. Ifølge loven har filmudlejerne mulighed for at klage over Medierådets vurderinger af deres film. I så fald ser rådsformanden filmen igennem med en anden censor for at afgøre, om aldersgrænsen skal sænkes eller bevares.
Den aktuelle sag gælder teenage-fantasyfilmen 'The Mortal Instruments: Dæmonernes by'. Den er vurderet til 15 år. Og det huer ikke udlejeren, SF Film.
»Ligesom 'Twilight' er den her film nøje målrettet til den amerikanske PG-13-klassificering, og den afprøver grænserne for, hvad et amerikansk publikum i den alder kan håndtere,« siger Anne Mette Thorhauge.
Problemet er, at det danske vurderingssystem – modsat USA – ikke har en 13-års grænse. »Vi ser flere og flere film, som lander lige midt imellem 11 og 15 år. Der er vi nødt til at tage hensyn til de yngste og sætte grænsen højere, end vi egentlig har lyst til. For der er meget stor forskel på at være 11 og 15 i dag,« siger Anne Mette Thorhauge.
I tilfældet 'The Mortal Instruments' er dæmonhunden, der tidligt i filmen angriber den unge heltinde, et særlig skærpende element.
»Det ender med at blive en meget langstrakt scene, fordi hunden lige kommer igen en ekstra gang, efter man tror, at pigen er i sikkerhed. Og den måde, hundens hoved flækker på, da den bliver til en dæmon, er vildt uhyggelig. Det er ren horror; det ligner noget fra 'The Thing',« siger Anne Mette Thorhauge.
Endelig hæfter hun sig ved, at den dystre scene optræder i filmens første akt, hvor historien stadig foregår i et genkendeligt hverdagsunivers med traditionelle mor-datter-scener.
Anne Mette Thorhauge understreger, at ingen af Medierådets censorer bryder sig om at udelukke målgruppen fra festen. Derfor har rådet anmodet Kulturministeriet om at få indført en 13-års klassificering for at kunne give børn og forældre mere retvisende vejledning.
»Dels er det et meget reelt problem for distributøren i forhold til, hvem de markedsfører filmen til. Der er jo mange penge på spil, når man afskærer de 11-årige fra at se 'The Mortal Instruments'. Desuden er det sådan en film, som 13-årige gerne vil se i biffen alene eller med deres veninder. Og de kan sagtens håndtere den film. Men som klassificeringen er nu, skal de tage deres forældre med ind og se den,« konkluderer Anne Mette Thorhauge – som ender med at fastholde filmens 15-års grænse.
> Læs Medierådets bedømmelse af "The Mortal Instruments - Dæmonernes by"
'Klovn': Hvad siger børnene?
Med jævne mellemrum nedsætter Medierådet børnepaneler, hvor skoleelever fra hhv. 1. og 4. klasse ser filmene sammen med censorerne. Blandt andet har 'Klovn the Movie' (2010) og den frimodige norske ungdomsfilm 'Ta' mig' (2011) været brugt som cases i børnepaneler med sex som tema. Målet var at finde bedre definitioner for, hvordan Medierådet vurderer seksuelt indhold i film.
»Vi fik mange klager fra forældre, efter at vi vurderede 'Klovn the Movie' til 11 år,« fortæller Katrine Munch.
»Efterfølgende kørte vi filmen for et 7. klassepanel, og de kunne sagtens klare at se den. Det kunne 5. klassepanelet også, men der kunne vi godt mærke, at vi pillede ved en grænse. Der sker bare noget med seksualitet, når man er 11. De synes faktisk, at det er grænseoverskridende på en måde, som kan være skadeforvoldende,« siger Katrine Munch, der ideelt ville have givet 'Klovn' en aldersgrænse på 13 år.
Også filmens humor viste sig at skille vandene, fortæller Anne Mette Thorhauge.
»Børnene syntes, det var sjovt, at Casper og Frank kæntrede i kanoen. De grinede også af replikker som »Jeg stikker en paraply op i røven på dig«. Men selve figurerne går simpelthen ikke ind hos 11-årige børn,« siger Anne Mette Thorhauge, som fremhæver, at grovkornet humor har kun en formildende effekt i det omfang, børnene forstår den.
»Det var tydeligt, at børnene tog afstand fra Casper og Franks lamme opførsel. Mange af dem spurgte, hvordan de overhovedet kunne tillade sig sådan noget, og hvordan de voksne kunne sidde og grine af den slags. Der havde børnene faktisk deres moralske kompas mere i orden end de voksne,« konstaterer Anne Mette Thorhauge.
Katrine Munch understreger, at Medierådets klassificeringer hverken må opfattes som en blåstempling eller en moralsk dom.
»11-årige har ikke nødvendigvis glæde af at se en film som 'Klovn'. Vi vurderer blot, at de ikke tager skade af det,« siger hun og indskærper, at forældrene stadig er suverænt bedst klædt på til at bedømme, om deres børn bør se en bestemt film eller ej.
> Læs Medierådets bedømmelse af "Klovn the Movie"
'Bollevenner' deler vandene
Inden for Skandinavien er filmcensorerne som regel enige om, hvordan en film skal vurderes. Men især skildringer af sex kan skille vandene. Den løsslupne komedie 'Bollevenner' (Friends with Benefits) fra 2011 gjorde brug af stort set alle klassificeringer i de lande, den blev vist.
I Danmark og Norge blev filmen tilladt for alle, mens den fik 11-årscensur i Sverige og 12 år i Tyskland. Briterne satte grænsen til 15, mens filmen i sit hjemland, USA, nåede helt op på 17-årsgrænsen på grund af »seksuelt indhold og sprogbrug«.
Generelt er nøgenscener sjældent noget, der kan få de danske filmcensorer op af stolen, fortæller Katrine Munch fra Medierådet for Børn og Unge: »Det er nok meget skandinavisk, og det bliver vi også ålet for, når vi møder censorer fra andre lande.«
> Læs Medierådets bedømmelse af "Bollevenner"
Hvad er Medierådet?
Medierådet for Børn og Unge er et offentligt, rådgivende organ, som hører under Dansk Filminstitut. Rådet, der blev nedsat af Kulturministeren i april 1997, afløste det tidligere Statens Filmcensur fra 1922.
Medierådets hovedopgave er at vurdere film og computerspils egnethed for børn og unge i forskellige aldersgrupper. Biograf- og videofilm vurderes ud fra de vejledende aldersgrænser tilladt for alle, 7, 11 og 15 år. Tidligere hed de øvre aldersgrænser 12 og 16 år. 7-års grænsen blev indført i 1980.
Alle film, der vises i biografen samt film, der sælges, lejes eller udlånes offentligt til børn skal være godkendt af Medierådet. Værker, der ikke indsendes til gennemsyn, får automatisk den højeste aldersgrænse (15 år). Ifølge den nuværende filmlov må børn over 7 år dog se alle biograf- og videofilm, så længe de er i selskab med en voksen.
Visninger på filmfestivaler, musikvideoer, reklame- og undervisningsfilm er ikke omfattet af Medierådets vurderinger.
Rådet udgøres af en formand og seks medlemmer, der er beskikket af kulturministeren. Vurderingsudvalget består af formanden samt to såkaldt børnesagkyndige, der har en pædagogisk eller psykologisk uddannelse.
Medierådet censurerer ikke film og kan heller ikke forbyde dem. Voksencensuren bortfaldt i Danmark i 1969.
Hvis et filmselskab er uenig med Medierådets vurdering af en film, kan de vælge at anke klassificeringen. Alternativt kan distributøren selv foretage censurklip (f.eks. i 'Gremlins 2: Det nye kuld' fra 1991) eller, mindre drastisk, skrue ned for særlig voldsomme lydeffekter. Sidstnævnte trick bragte Pixars 'Modig' og animationsfilmen 'Den kæmpestore bjørn' ned fra en 11- til 7 års-grænse i danske biografer.
Alle Medierådets klassificeringer af film kan læses på www.medieraadet.dk
Medierådets kategorier
Typisk film fortalt i et roligt tempo og med få skift i intensitet. Korte, dramatiske hændelser forløses hurtigt med humor.
Eks: Shrek-filmene, Far til fire-filmene, Before Midnight.
Kan f.eks. indeholde lettere dramatiske og intense scener med chokeffekter som muligt skærpende element. Mange familiefilm, herunder animerede spillefilm, falder ind under denne kategori.
Eks: Toy Story 1-3, Sådan træner du din drage, Blue Jasmine.
Mange fantasy- og science fictionfilm, superheltefilm og andre relativt ublodige actionfilm. Kan indeholde skræmmende passager og dramatiske indslag, der ikke umiddelbart forløses.
Eks: Twilight-sagaen, Ringenes Herre, Star Wars, de fleste James Bond-film, Spies & Glistrup.
Horrorfilm og andre film med stærke og urovækkende fremstillinger af temaer som angst, vold, sex, krig, misbrug, liv og død, naturkatastrofer osv. Mærkatet gives desuden til alle spillefilm, som ikke indsendes til vurdering i Medierådet.
Eks: World War Z, 3096 dage, Kvinden i buret, Kick-Ass 2.
> Læs videre: Empire Magazine besøger den britiske filmcensur, BBFC
