Viser opslag med etiketten Steven Soderbergh. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Steven Soderbergh. Vis alle opslag

tirsdag den 19. november 2013

Tema: Filmcensur - med podcast og besøg i Medierådet

Podcast 84 fra Filmnørdens Hjørne er netop udkommet. Det store emne er denne gang filmcensur: Hvem sidder egentlig og bestemmer, hvad vi som publikum må og bør se på film?

Casper og Brie - efter censuren

Fra 01:00 i podcasten kaster Casper og jeg os ud i censursnakken med udgangspunkt i mit besøg i Medierådet for Børn og Unge. Først fortæller en af de danske filmcensorer, Katrine Munch, om sit job og de overvejelser, hun gør sig, når hun får en film til gennemsyn. Som case gennemgår hun Steven Soderberghs "Mit liv med Liberace" helt ned i detaljen.

Vi får også besøg i studiet af censureksperten Thure Munkholm, programchef ved CPH PIX. Thure folder emnet ud ved at trække tråde tilbage i tiden til Statens Filmcensur, hvor man bl.a. slog hårdt ned på scener med pisk, dyrevold, lesbiske kys og indianere, der skød cowboydere i ryggen. Vi kigger desuden på, hvordan filmcensur foregår i andre lande - og især hvordan den forkætrede instans MPAA forvalter USA's filmcensur.

PS: Denne podcast indeholder langt over to forekomster af ordet "fuck" og ville dermed få censurgrænsen R (Restricted), hvis vi havde lavet den til det amerikanske marked ...

Hør podcast 84 her:



> Hent podcast 84 på iTunes
> Hent podcast 84 som mp3

Hvis du vil grave endnu dybere i emnet filmcensur, kan du herunder læse meget mere udførligt om mit besøg hos Katrine Munch i Medierådet. God fornøjelse!

Med censoren på arbejde
Brian Iskov i Politiken 26. august 2013

Syv eksperter i Medierådets vurderingsudvalg bestemmer suverænt aldersgrænserne på de film, der vises i Danmark. FILM kiggede censorerne over skulderen en tilfældig torsdag i august

Oven over Cinemateket i Filmhuset i det indre København ligger en hemmelig biograf, som offentligheden hverken har adgang eller kendskab til. Kun syv personer passerer jævnligt gennem 'Nåleøjet', der skjuler sig bag en undselig dør hos Medierådet for Børn og Unge på anden etage.

Katrine Munch er 36 år og uddannet skolelærer. På sin ugentlige fridag fra Børnerådet, hvor hun er kommunikationsmedarbejder, vurderer hun film i Medierådet. Da Politiken kigger forbi en torsdag morgen, sidder hun alene med kaffe, pen og A5-notesblok i et af Nåleøjets 18 blå kinosæder for at sætte dansk censurgrænse på to trailere og en spillefilm.

Filmenes respektive distributører betaler Medierådet 12,78 kr. per spilleminut for at få det indsendte materiale klassificeret. Tilsvarende bliver Katrine og hendes fem kolleger i vurderingsrådet aflønnet for hvert minut, de ser.



Naomi Watts spiller Lady Di i dagens første forfilm, 'Diana'. Et A i en cirkel på Katrines blok angiver, at traileren er udramatisk nok til at få den laveste aldersgrænse: »tilladt for alle«. Derimod beder hun om at få vist reklamen for Marvels superhelteepos 'Thor: The Dark World' en ekstra gang. Der sker ganske meget på trailerens få minutter, og Katrine har brug for at notere nogle detaljer, der kan indgå som eksempler i hendes vurderingstekst.

»Fantasy og eventyr med slåskampe og lettere dramatiske scener får tit 11,« oplyser hun. Ofte vil superhelte- og fantasygenren i sig selv være en formildende omstændighed, for som udgangspunkt føles det mindre uhyggeligt, hvis filmen foregår langt fra den verden, som børn selv kender.

»En trailer kunne man derfor godt give syv, men i dette tilfælde ser man mennesker, der lider eller bliver skudt med ild. Der er også nærbilleder af angste mennesker. Film til 7-årige må godt have drama, men når man ser konsekvenserne hos de personer, det går ud over – f.eks. i form af angst – bevæger aldersgrænsen sig opad,« forklarer Katrine. Thor-traileren får derfor mærkatet »tilladt over 11 år«.

> Læs Medierådets bedømmelse af filmen "Thor: The Dark World"



Efter forfilmene ruller 'Mit liv med Liberace' over Nåleøjets lærred. Steven Soderberghs biografiske drama om 1970'ernes farverige showpianist og skabsbøsse er udadtil en relativt fredelig affære. Men selv om en film er fortalt i et behersket tempo, kan dens stemning udvikle sig i en retning, der bliver udslagsgivende for censorens endelige dom. Modsat vurderingssystemerne i mange andre lande tager Medierådet nemlig også filmens kontekst i betragtning.

»Vores engelske kolleger i BBFC krydser af i et skema, når der f.eks. er nogen i filmen, der skændes eller slås eller viser et nøgent bryst. Til sidst ryger dataene ind i en computer, som regner ud, hvilken vurdering filmen skal have. Derfor kan englænderne til tider undre sig over vores vurderinger, fordi de selv enten ligger meget højere eller lavere end os. Men det er fordi, vi vurderer filmens elementer inden for de rammer, de bliver præsenteret i, og vi kigger også på, hvordan modtagerne vil opleve det, der foregår på lærredet,« siger Katrine Munch.

Den galopperende (homo)seksualitet i Liberace-filmen udløser ingen advarselslamper hos det danske Medieråd:
»Filmen har kortvarige sexscener mellem mænd, og selv om man ikke ser nøgne kønsdele, kun overkroppe, er jeg nødt til at forholde mig til, at det er noget andet at se homo- end heteroseksualitet i film. Sex i det hele taget er grænseoverskridende for børn. Men her er det præsenteret så afdæmpet, at det ikke er nok til at udløse en 7-års grænse.«



Klassificeringen sniger sig først opad, da Liberaces unge elsker i filmens anden halvdel begynder at tage stoffer. Det gør stemningen mere knugende, mener Katrine Munch.
»Hen imod slutningen er der mange følelsesmæssige udbrud med nogle ret kraftige reaktioner, hvor mennesker er i deres følelsers vold. Og i de scener er filmens klipning og det nervøse, håndholdte kamera med til at underbygge, at den her mand er ude i tovene.«

Kombineret med et par detaljerede nærbilleder af ansigter, der kommer under plastikkirurgens skalpel, trækker det Katrine Munchs endelige dom op på »tilladt over 11«. At Matt Damons figur favoriserer det engelske sprogs mere saftige gloser, har derimod ingen betydning for vurderingen.

»I princippet kan man i Danmark sige 'fuck', så meget man vil, i en film for alle. Sproget bliver kun et problem, hvis det indgår i en nedgørende sammenhæng, men så vil det som regel være vold eller psykisk terror, som gør udslaget,« siger Katrine Munch.

> Læs Medierådets bedømmelse af "Mit liv med Liberace"



Efter frokost stempler Medierådets formand ind. Anne Mette Thorhauge er hasteindkaldt fra sit fuldtidsjob som lektor på KUA for at tage sig af en akut ankesag. Ifølge loven har filmudlejerne mulighed for at klage over Medierådets vurderinger af deres film. I så fald ser rådsformanden filmen igennem med en anden censor for at afgøre, om aldersgrænsen skal sænkes eller bevares.

Den aktuelle sag gælder teenage-fantasyfilmen 'The Mortal Instruments: Dæmonernes by'. Den er vurderet til 15 år. Og det huer ikke udlejeren, SF Film.
»Ligesom 'Twilight' er den her film nøje målrettet til den amerikanske PG-13-klassificering, og den afprøver grænserne for, hvad et amerikansk publikum i den alder kan håndtere,« siger Anne Mette Thorhauge.

Problemet er, at det danske vurderingssystem – modsat USA – ikke har en 13-års grænse. »Vi ser flere og flere film, som lander lige midt imellem 11 og 15 år. Der er vi nødt til at tage hensyn til de yngste og sætte grænsen højere, end vi egentlig har lyst til. For der er meget stor forskel på at være 11 og 15 i dag,« siger Anne Mette Thorhauge.



I tilfældet 'The Mortal Instruments' er dæmonhunden, der tidligt i filmen angriber den unge heltinde, et særlig skærpende element.
»Det ender med at blive en meget langstrakt scene, fordi hunden lige kommer igen en ekstra gang, efter man tror, at pigen er i sikkerhed. Og den måde, hundens hoved flækker på, da den bliver til en dæmon, er vildt uhyggelig. Det er ren horror; det ligner noget fra 'The Thing',« siger Anne Mette Thorhauge.

Endelig hæfter hun sig ved, at den dystre scene optræder i filmens første akt, hvor historien stadig foregår i et genkendeligt hverdagsunivers med traditionelle mor-datter-scener.

Anne Mette Thorhauge understreger, at ingen af Medierådets censorer bryder sig om at udelukke målgruppen fra festen. Derfor har rådet anmodet Kulturministeriet om at få indført en 13-års klassificering for at kunne give børn og forældre mere retvisende vejledning.

»Dels er det et meget reelt problem for distributøren i forhold til, hvem de markedsfører filmen til. Der er jo mange penge på spil, når man afskærer de 11-årige fra at se 'The Mortal Instruments'. Desuden er det sådan en film, som 13-årige gerne vil se i biffen alene eller med deres veninder. Og de kan sagtens håndtere den film. Men som klassificeringen er nu, skal de tage deres forældre med ind og se den,« konkluderer Anne Mette Thorhauge – som ender med at fastholde filmens 15-års grænse.

> Læs Medierådets bedømmelse af "The Mortal Instruments - Dæmonernes by"



'Klovn': Hvad siger børnene?

Med jævne mellemrum nedsætter Medierådet børnepaneler, hvor skoleelever fra hhv. 1. og 4. klasse ser filmene sammen med censorerne. Blandt andet har 'Klovn the Movie' (2010) og den frimodige norske ungdomsfilm 'Ta' mig' (2011) været brugt som cases i børnepaneler med sex som tema. Målet var at finde bedre definitioner for, hvordan Medierådet vurderer seksuelt indhold i film.

»Vi fik mange klager fra forældre, efter at vi vurderede 'Klovn the Movie' til 11 år,« fortæller Katrine Munch.

»Efterfølgende kørte vi filmen for et 7. klassepanel, og de kunne sagtens klare at se den. Det kunne 5. klassepanelet også, men der kunne vi godt mærke, at vi pillede ved en grænse. Der sker bare noget med seksualitet, når man er 11. De synes faktisk, at det er grænseoverskridende på en måde, som kan være skadeforvoldende,« siger Katrine Munch, der ideelt ville have givet 'Klovn' en aldersgrænse på 13 år.

Også filmens humor viste sig at skille vandene, fortæller Anne Mette Thorhauge.
»Børnene syntes, det var sjovt, at Casper og Frank kæntrede i kanoen. De grinede også af replikker som »Jeg stikker en paraply op i røven på dig«. Men selve figurerne går simpelthen ikke ind hos 11-årige børn,« siger Anne Mette Thorhauge, som fremhæver, at grovkornet humor har kun en formildende effekt i det omfang, børnene forstår den.

»Det var tydeligt, at børnene tog afstand fra Casper og Franks lamme opførsel. Mange af dem spurgte, hvordan de overhovedet kunne tillade sig sådan noget, og hvordan de voksne kunne sidde og grine af den slags. Der havde børnene faktisk deres moralske kompas mere i orden end de voksne,« konstaterer Anne Mette Thorhauge.

Katrine Munch understreger, at Medierådets klassificeringer hverken må opfattes som en blåstempling eller en moralsk dom.
»11-årige har ikke nødvendigvis glæde af at se en film som 'Klovn'. Vi vurderer blot, at de ikke tager skade af det,« siger hun og indskærper, at forældrene stadig er suverænt bedst klædt på til at bedømme, om deres børn bør se en bestemt film eller ej.

> Læs Medierådets bedømmelse af "Klovn the Movie"



'Bollevenner' deler vandene

Inden for Skandinavien er filmcensorerne som regel enige om, hvordan en film skal vurderes. Men især skildringer af sex kan skille vandene. Den løsslupne komedie 'Bollevenner' (Friends with Benefits) fra 2011 gjorde brug af stort set alle klassificeringer i de lande, den blev vist.

I Danmark og Norge blev filmen tilladt for alle, mens den fik 11-årscensur i Sverige og 12 år i Tyskland. Briterne satte grænsen til 15, mens filmen i sit hjemland, USA, nåede helt op på 17-årsgrænsen på grund af »seksuelt indhold og sprogbrug«.

Generelt er nøgenscener sjældent noget, der kan få de danske filmcensorer op af stolen, fortæller Katrine Munch fra Medierådet for Børn og Unge: »Det er nok meget skandinavisk, og det bliver vi også ålet for, når vi møder censorer fra andre lande.«

> Læs Medierådets bedømmelse af "Bollevenner"

Hvad er Medierådet?

Medierådet for Børn og Unge er et offentligt, rådgivende organ, som hører under Dansk Filminstitut. Rådet, der blev nedsat af Kulturministeren i april 1997, afløste det tidligere Statens Filmcensur fra 1922.

Medierådets hovedopgave er at vurdere film og computerspils egnethed for børn og unge i forskellige aldersgrupper. Biograf- og videofilm vurderes ud fra de vejledende aldersgrænser tilladt for alle, 7, 11 og 15 år. Tidligere hed de øvre aldersgrænser 12 og 16 år. 7-års grænsen blev indført i 1980.

Alle film, der vises i biografen samt film, der sælges, lejes eller udlånes offentligt til børn skal være godkendt af Medierådet. Værker, der ikke indsendes til gennemsyn, får automatisk den højeste aldersgrænse (15 år). Ifølge den nuværende filmlov må børn over 7 år dog se alle biograf- og videofilm, så længe de er i selskab med en voksen.

Visninger på filmfestivaler, musikvideoer, reklame- og undervisningsfilm er ikke omfattet af Medierådets vurderinger.

Rådet udgøres af en formand og seks medlemmer, der er beskikket af kulturministeren. Vurderingsudvalget består af formanden samt to såkaldt børnesagkyndige, der har en pædagogisk eller psykologisk uddannelse.

Medierådet censurerer ikke film og kan heller ikke forbyde dem. Voksencensuren bortfaldt i Danmark i 1969.

Hvis et filmselskab er uenig med Medierådets vurdering af en film, kan de vælge at anke klassificeringen. Alternativt kan distributøren selv foretage censurklip (f.eks. i 'Gremlins 2: Det nye kuld' fra 1991) eller, mindre drastisk, skrue ned for særlig voldsomme lydeffekter. Sidstnævnte trick bragte Pixars 'Modig' og animationsfilmen 'Den kæmpestore bjørn' ned fra en 11- til 7 års-grænse i danske biografer.

Alle Medierådets klassificeringer af film kan læses på www.medieraadet.dk

Medierådets kategorier

A - Tilladt for alle
Typisk film fortalt i et roligt tempo og med få skift i intensitet. Korte, dramatiske hændelser forløses hurtigt med humor.
Eks: Shrek-filmene, Far til fire-filmene, Before Midnight.

7 - Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Kan f.eks. indeholde lettere dramatiske og intense scener med chokeffekter som muligt skærpende element. Mange familiefilm, herunder animerede spillefilm, falder ind under denne kategori.
Eks: Toy Story 1-3, Sådan træner du din drage, Blue Jasmine.

11 - Tilladt for børn over 11 år
Mange fantasy- og science fictionfilm, superheltefilm og andre relativt ublodige actionfilm. Kan indeholde skræmmende passager og dramatiske indslag, der ikke umiddelbart forløses.
Eks: Twilight-sagaen, Ringenes Herre, Star Wars, de fleste James Bond-film, Spies & Glistrup.

15 - Tilladt for børn over 15 år
Horrorfilm og andre film med stærke og urovækkende fremstillinger af temaer som angst, vold, sex, krig, misbrug, liv og død, naturkatastrofer osv. Mærkatet gives desuden til alle spillefilm, som ikke indsendes til vurdering i Medierådet.
Eks: World War Z, 3096 dage, Kvinden i buret, Kick-Ass 2.

> Læs videre: Empire Magazine besøger den britiske filmcensur, BBFC

torsdag den 30. maj 2013

Steven Soderbergh-podcast + hans ukendte værker

Den har været længe undervejs - men nu er Filmnørdens Hjørne endelig klar med vores episke special-podcast nummer 77, der ene og alene handler om Steven Soderbergh!



I hele tre timer går Casper Christensen og Brie i dybden med den multikreative, amerikanske instruktør, der på 24 år har præsteret 26 vidt forskellige spillefilm – plus det løse. Fra debuten "Sex, løgn og video", der vandt Den Gyldne Palme i 1989, til hans foreløbige svanesang, "Behind the Candelabra", der i sidste uge fik premiere i Cannes og på HBO.


Her på Bries Blog-O-Rama vil du i de kommende dage kunne finde eksklusivt ekstramateriale til Steven Soderbergh-podcasten. I går fortalte David Holmes om at lave musik til Soderberghs film, og i dag kigger jeg nærmere på de allermest obskure værker i Soderberghs lange filmografi - naturligvis ledsaget af videoklip eller versioner i fuld længde.

Dermed et hjertelig velkommen til Filmnørdens Bonushjørne - starring the one and only Steven Soderbergh!


Yes: 9012Live (1985, koncertfilm)

I 1984 fik den 21-årige Steven Soderbergh lov til at følge den britiske poprockgruppe Yes med et kamera på deres canadiske koncertturné. Soderberghs debutarbejde mundede ud i filmen "Yes: 9012Live", som han både instruerede og klippede.

Steven Soderbergh blev faktisk nomineret til en Grammy for koncertvideoen, som bl.a. indeholder hittet "Owner of a Lonely Heart":



Trivia: Animationsfirmaet Charlex stod for den heftige brug af fancy videoeffekter i "Yes: 9012Live". Da koncertfilmen mange år senere (2006) blev udgivet på dvd i en Director's Cut-version, var alle de "smarte" firsertricks allernådigst fjernet igen.

> Se del 2 af "Yes:9012Live"   
> Se del 3 af "Yes:9012Live"
> Læs en anmeldelse af "Yes: 9012Live" (letterboxd.com)

Yes: Access All Areas (1985, dokumentar)

Steven Soderbergh lavede også en backstage-dokumentar fra den ovennævnte koncertturné med Yes. Videoen afslører, at den unge instruktør allerede i 1984 var opslugt af cinema verité-teknikker og Richard Lester-agtigt fjolleri.

"Yes: Access All Areas" er udgivet som ekstramateriale på "Yes: 9012Live"-dvd'en.

Trivia: En ung og stadig hårfager Soderbergh fanger kortvarigt sit eget billede i spejlet (tidskode 17:27).



Winston (1986, kortfilm)

Efter at Steven Soderbergh tog eksamen fra college, rejste han fra Baton Rouge, Louisiana, til Hollywood for at prøve lykken i filmbranchen. For at lære håndværket lavede Soderbergh i denne periode en række kortfilm med hjælp fra venner og bekendte. "Winston" fra 1986 er desværre den eneste, som kan ses på nettet.

Den lille sort-hvide historie er inspireret af Steven Soderberghs egne problemer med kærligheden, og "Winston" giver både tematisk og stemningsmæssigt en forsmag på det, der skulle blive hans spillefilmdebut, "Sex, løgn og video" (1989).



> Se anden halvdel af "Winston" (1986)

Trivia: David Jensen, som spiller den unge Soderberghs alter ego i "Winston", kan desuden ses som Den Leende Mand i "Kafka" (1991), receptionist i "King of the Hill" (1993), parabolinstallatør i "Det skjulte" (1995), Elmo Oxygen i "Schizopolis" (1996), John i "Traffic" (2000) og overvågningstekniker i "Ocean's Eleven" (2001). David Jensen udførte også en række tekniske funktioner bag kameraet på flere af Soderberghs spillefilm til og med "Out of Sight" (1998).

Fallen Angels: The Quiet Room (1993, tv-episode)

Steven Soderbergh leverede to afsnit til film noir-antologiserien "Fallen Angels", som kabelkanalen Showtime sendte mellem 1993 og 1995. Serien består af tolv novellefilm, der er baseret på fortællinger af anerkendte krimiforfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og Jim Thompson..

Soderberghs første episode, "The Quiet Room", er klart det mest veloplagte af hans to bidrag: En film noir så hårdkogt, at den starter med nærbilledet af to æg i en gryde!



"The Quiet Room" blev vist i USA som det tredje afsnit i første sæson. Herhjemme sendte TV 2 episoden i september 2007 under titlen "Fallen Angels: Det stille rum". Den har så vidt vides aldrig været tilgængelig på dvd.

Trivia: Peter Gallagher fra "Sex, løgn og video" og "Det skjulte" har her en skæg birolle som utro tandlæge - en figur, der peger frem imod dr. Jeffrey Korczak, som Soderbergh selv spiller i "Schizopolis" (1996).
Joe Mantegnas datter i "The Quiet Room" spilles af Vinessa Shaw, som tyve år senere fik endnu en rolle hos Soderbergh, da han castede hende som Jude Laws hårdt prøvede kone i "Side Effects".

Fallen Angels: Professional Man (1995, tv-episode)

Soderbergh vendte tilbage til "Fallen Angels" i 1995, hvor han iscenesatte episode 2 i anden sæson, efter en novelle af David Goodis. "Professional Man" er en noget træg bagatel med Brendan Fraser som homoseksuel elevatorfører og lejemorder.

"Professional Man" har så vidt vides ikke været sendt på dansk tv, men den indgår i den samling episoder fra "Fallen Angels", som Scanbox i 2004 udgav på VHS under paraplytitlen "Marlowe med mere". Afsnittet er desuden inkluderet på den britiske dvd-opsamling "Perfect Crimes" fra 2003.

Trivia: Peter Coyote, der spiller Brendan Frasers gangsterboss i "Professional Man", dukker igen op hos Steven Soderbergh som superadvokaten Kurt Potter i "Erin Brockovich" (2000).



Eros: Equilibrium (2004, del af antologifilm)

Wong Kar-Wai, Michelangelo Antonioni og Steven Soderbergh leverede i 2004 hver sin part til antologifilmen "Eros" om kærlighedens og erotikkens væsen. Soderbergh kom med på et afbud i sidste øjeblik, da Pedro Almodóvar sprang fra projektet. i pressematerialet giver Steven Soderbergh denne simple begrundelse for at deltage:

"I wanted my name on a poster with Michelangelo Antonioni."


Soderberghs bidrag til "Eros", "Equilibrium", er den korteste (25 minutter) og mest muntre af de tre historier. Robert Downey Jr. medvirker som en plaget 1950'er-reklamemand, der ligger på briksen hos en psykiater, spillet af Alan Arkin. Denne udviser dog langt mere interesse for den labre dame, som øjensynlig sidder i vinduet på den anden side af gaden.

Peter Andrews (et af Steven Soderberghs aliaser) står bag den sprøde sort-hvide fotografering, og man aner, at "Equilibrium" - halvt sketch, halvt stiløvelse - har været en slags teknisk generalprøve på det monokrome melodrama "The Good German", som Soderbergh lavede to år senere.



"Eros" fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2004. Den er aldrig blevet vist i Danmark, men kan fås billigt på dvd via britisk Amazon.

Building no. 7 (2006, kortfilm)

Denne ret ulidelige avantgardekrusedulle på fire minutter lavede Steven Soderbergh til en dvd, som fulgte med nummer to af magasinet Wolphin i maj 2006. Soderbergh har ikke sagt andet om "Building no. 7", end at det angivelig er en hyldest til Jean-Luc Godards "Alphaville" (1965).


onsdag den 29. maj 2013

Steven Soderbergh-tema: Joe Chrest ... ham der fra den der!

Kig godt på denne mand. Har du set ham før?


Det har du nok - bare uden at være klar over det. Joe Chrest har nemlig medvirket i knap 100 film og tv-serier gennem de sidste tyve år - men altid som en af de baggrundsskuespillere, de færreste bider mærke i. Han specialiserer sig nemlig i at være en anonym "everyman", der dukker op i en eller to scener, leverer sin replik og går ud igen. Til gengæld udfylder han sin begrænsede funktion perfekt.

Steven Soderbergh, der gerne ansætter de samme folk igen og igen, har til dato haft Joe Chrest med i syv (!) af sine film. Første gang så vi ham som Ben, den lede hotelpiccolo, der plager hovedpersonen Aaron i "King of the Hill" (1993).

Joe Chrest som Ben i "King of the Hill" (1993)

Siden fik Joe Chrest sin måske mest mindeværdige gæsterolle i Soderberghs "Det skjulte" (The Underneath, 1995). Her gør han indtryk som den mystiske Mr. Rodman, der besøger Michael (Peter Gallagher) på hospitalet.

Joe Chrest er kun med i "Det skjulte" i små fem minutter, men det er alligevel ham, man husker bagefter. Hans scene er klart en af de mest intense og stemningsmættede passager i en ellers ikke helt vellykket film:

Joe Chrest som Mr. Rodman i "Det skjulte" (1995)

> Se Joe Chrests scene fra "Det skjulte" (åbner i ekstern videoafspiller)

Onion AV Club har endda skrevet en hel artikel, der hylder Joe Chrests korte indsats i "Det skjulte" ud fra tesen om, at ukendte fodsoldater som Chrest er skuespilfagets sande helte:

There’s something kind of magical about an actor who knocks it out of the park once for just a few minutes and then effectively vanishes.

> Artikel om Joe Chrests scene i "Det skjulte" (Onion AV Club)

Chrest er også lige i øjet som en af de stakkels fyre, der forsøger at lægge an på Karen Sisco (Jennifer Lopez) i hotelbaren i "Out of Sight" (1998):

Joe Chrest som Andy i "Out of Sight" (1998)

I Soderberghs "Erin Brockovich" (2000) har Joe Chrests rolle for en gangs skyld både et fornavn og efternavn: Han hedder Tom Robinson.

Joe Chrest som Tom Robinson i "Erin Brockovich" (2000)

Uden for Soderbergh-regi har Joe Chrest haft et hav af bittesmå optrædener i kendte film, hvor man risikerer at gå glip af ham, hvis man blinker med øjnene på det forkerte tidspunkt. Det her er blot et lille udpluk af, hvad han har medvirket i inden for de sidste par år:

GI Joe: Gengældelsen (2013 - som "Chief of Staff")
21 Jump Street (2012 - som "David Schmidt")
Battleship (2012 - som "JPL Controller")
On the Road (2012 - som "Virginia Cop")
Killing Them Softly (2012 - som "Business Suit Agent")
Battle: Los Angeles (2011 - som "1st Sergeant John Roy")
Red (2010 - som "Retirement Home Detective")
The Blind Side (2009 - som "Clemson Coach")
I Love You Phillip Morris (2009 - som "Steven's Dad")

Næste gang de skarpsynede kan få øje på Joe Chrest i danske biografer, bliver i kupfilmen "Now You See Him" (premiere 18. juli), hvor han har en enkelt scene som pedel. Måske vil der ligefrem gå sport i at holde udkig efter ham fremover?

Joe Chrest som Fender Roads' manager i "Ocean's Thirteen" (2007)

> Interview med Joe Chrest (fra lokalavisen Charleston Daily Mail)

tirsdag den 28. maj 2013

Steven Soderbergh-tema: David Holmes om sine soundtracks

Fra og med "Out of Sight" (1998), som TV3 viser i aften, har den irske dj og musikproducer David Holmes leveret sprøde soundtracks til de fleste af instruktøren Steven Soderberghs genrestykker, herunder "Ocean's"-trilogien og senest B-actionfilmen "Haywire".

Under Berlinale Talent Campus i 2004 deltog jeg i et seminar med David Holmes, hvor han fortalte veloplagt om bl.a. sit arbejde med filmmusik, sine inspirationskilder og sin musikalske opvækst blandt ni søskende.

> Hør David Holmes' musik på Spotify

Jeg skrev også en artikel ud fra mine noter, men fik aldrig udgivet den. Mit møde med David Holmes gik derfor i glemmebogen, indtil jeg for nylig forberedte den ultimative Steven Soderbergh-podcast for Filmnørdens Hjørne og fik øje på filen "davidholmes.doc" i et støvet hjørne af harddisken.

Den følgende snak med David Holmes er med andre ord en danmarkspremiere - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!


David Holmes på Berlinale Talent Campus 2004 | pr-foto

INTERVIEW MED DAVID HOLMES:
Den film er noget lort ... lad os flænse sæderne!
Brian Iskov, februar 2004 (upubliceret)

- Ennio Morricone har aldrig vundet en Oscar. Det er faneme skammeligt!
David Holmes halvt sidder, halvt ligger i stolen på scenen, mens han taler veloplagt og animeret om sin kometkarriere som soundtracksnedker. Den krølhårede irske dj og producer er taget til Berlin for at være gæstestjerne på en workshop om filmmusik.
Ekstremt afslappet klædt i hættetrøje og jeans lægger den 35-årige David Holmes ikke skjul på sine holdninger, og han indrømmer også beredvilligt sine egne fejltrin:
- Jeg skulle aldrig have sagt ja til at lave musikken til ”Analyze That”. Det var en vennetjeneste!

Efter to egne albums med trippet, snavset electronica fik Hollywood øje på ham, og David Holmes skuffede ikke. Hans stilfulde rare grooves til ”Out of Sight” (1998) gav den sexede krimithriller luft til at ånde. Hverken George Clooney eller Jennifer Lopez har sjældent taget sig bedre ud end med Holmes’ vuggende beats under dem.
- J.Lo var faktisk en rigtig god skuespiller i den film. Hvad gik der galt for hende? gnægger Holmes gennem de daggamle skægstubbe.
På spørgsmålet, om David Holmes ville producere et album for Jennifer Lopez, hvis hun bad om det, svarer han straks:
- Så afgjort nej!


David Holmes: "Trunk" (alternativ version fra "Out of Sight" promotion-cd, 1998)

> Læs Empires interview med David Holmes om "Out of Sight" (eksternt link)

På skattejagt i fortiden
Allerede som 7-årig blev David Holmes besat af musik. Han voksede op i Dublin i en tæt familie med en åbensindet mor, der gav sin søn frie tøjler med ordene: ”I don’t give a shit what you listen to, son, just be happy.” Som yngste medlem af en børneflok på 10 havde han fri adgang til at udforske sine ældre søskendes pladesamlinger, og da flere af dem var punkere, fandt lille David gerne afløb for sin energi hos Sex Pistols. Senere opdagede han The Jam.
- Min ældste søster, som nu er 53, gik til en masse punkkoncerter. Hun gav mig avisforsiden med overskriften ”The Filth and the Fury!” (Daily Mirrors beskrivelse af en tv-optræden med Sex Pistols, red.), da jeg var otte. Jeg har den stadig.

I 1979 så han Franc Roddams ungdomsfilm ”Quadrophenia”, hvis portræt af mod-kulturen åbnede et vindue til 60’ernes soulmusik. Snart pløjede David Holmes og vennerne sig vej igennem plademesser og genbrugsbutikker på jagt efter det glemte guld.
- 60’ernes soul var som nutidens techno. Der var en kæmpe undergrund af kids, der ville lave musik, og mange numre blev sendt ud i 500 kopier for så at forsvinde igen. I dag er de rigtig mange penge værd, siger David Holmes, tydeligvis forbløffet over, hvor hurtigt tiden bevæger sig.

- 1979 var den første mod-revival. Da jeg begyndte at dj’e i 1984, havde mod-bevægelsen eksisteret i tyve år. Og nu, i 2004, fejrer jeg tyve års jubilæum som dj. Det er faneme langt ude!
David Holmes fortryder i dag, at han ikke har beholdt vinylerne fra sin ungdom.
- Jeg solgte min punksamling, da jeg faldt for r’n’b og soul. Jeg solgte mine soulplader, da acid house kom frem. Først derefter tjente jeg penge nok som DJ til at beholde mine gamle plader.


Titelsangen til Steven Soderberghs "The Girlfriend Experience" (2009)

Gennembruddet
Da David Holmes hørte en lokal dj spille Ennio Morricones temamusik fra ”Once Upon a Time in America” oven på Chicago-housenummeret ”Let the Music (Use You)” af Night Writers, slog oplevelsen benene væk under ham. Holmes begyndte selv at nørkle med samples og tog afsæt i filmens verden for at finde en original vinkel på sin musik.
- Det smukke ved acid house var, at sampleteknikken tillod alle at skabe musik. Man behøvede ikke længere at mestre et instrument for at føre sine idéer ud i livet, siger David Holmes, der stadig opfatter sig selv som idémand snarere end musiker.
- Jeg bruger min tid på at sidde derhjemme og spille plader, sample musik, nuppe basgange og strygersektioner og give dem en personlig drejning. Jeg er en ikke-musiker med masser af idéer.

Sammen med Ashley Beedle udsendte David Holmes (under navnet Disco Evangelists) i 1992 klubhittet "De Niro", der også sampler Morricone-temaet, og hans første lp i eget navn indeholdt helikopterlarm og kirkeklokker blandet op med andre stemningsfulde effekter.
Anmelderne kaldte lydbilledet ”filmisk”. David Holmes sagde dem ikke imod:
- Både film og musik afspejler livets oplevelser og følelser, så for mig er det to sider af samme sag.
Albummets fængende titel, ”This Film’s Crap Let’s Slash the Seats”, opstod på et hotelværelse i Amsterdam, hvor David og hans venner gloede porno.
- Vi var pilskæve på noget nederen weed, og filmen var virkelig skummel. Så var der bare en, der sagde: ”Den film er noget lort, lad os flænse sæderne”.


Uudgivet cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Eleven" (2001)

Oven på succesen med det imaginære soundtrack fik David Holmes mod på at prøve kræfter med rigtig filmmusik. Han fik chancen i 1997 med ”Resurrection Man”, en beskidt lille thriller fra Belfasts gader. Rigtig bemærket blev Holmes dog først året efter, da indie-individualisten Steven Soderbergh hev ham ombord på sin labre Elmore Leonard-filmatisering ”Out of Sight”.
- De havde en anden komponist på filmen, før jeg kom til [Soderbergs hofkomponist Cliff Martinez, red.]. Han var en dygtig mand, men det fungerede ikke, forklarer David Holmes med et skuldertræk og forsikrer om, at den slags er meget normalt i Hollywood.
- John Williams er blevet fyret mindst 30 gange i løbet af sin karriere.

Da Steven Soderbergh hørte David Holmes' andet album, ”Let’s Get Killed”, indkaldte han Holmes til en visning af ”Out of Sight” i råklippet version.
- Jeg blev hentet i limousine og kørt til lufthavnen, hvor et privat jetfly ventede på mig. Der sad jeg så med Danny DeVito og hans kone, Rhea Perlman, mens vi så ”South Park” på vej til Santa Cruz. Det var en helt ny slags oplevelse.

Soderbergh havde allerede håndplukket en stribe eksisterende sange som maskemusik. Udvalget spændte fra soulfunk med Isley Brothers ("It's Your Thing", 1969) til organisten Walter Wanderleys letløbende latinrytmer ("One Note Samba").
- Numrene var virkelig fede. Jeg havde meget nemt ved at forholde mig til dem, fortæller han.
- Vi blev hurtigt enige om at pille arrangementerne fra hinanden, så jeg kunne lave ny underlægningsmusik ud fra de samme instrumenter. Fender Rhodes, Wurlitzer, percussion og så videre. Det ville sikre kontinuiteten på lydsiden og passe godt til filmen, forklarer David Holmes og tilføjer:
- Sådan har jeg arbejdet lige siden.


Cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Twelve" (2004)

Metoden
Da David Holmes hverken kan læse noder eller spille noget instrument, bliver alle hans soundtracks til i studiet som et samarbejde mellem Holmes og de indbudte gæstemusikere.
- Vi diskuterer scenens vibe, og jeg spiller måske en plade med samme stemning som den, vi skal forsøge at ramme. Derefter indspiller musikerne to-tre improvisationer, og så sætter jeg de bedste bidder sammen til sidst.
I den henseende sammenligner David Holmes sig selv med Quentin Tarantino: Filmnørden, der tager elementer fra sine gamle yndlingsfilm og mikser dem på ny som en slags visuel dj.
- Jeg tror ikke engang, jeg har lyst til at lære nodeskrift, erkender David Holmes.
- Der findes en særlig skønhed i at være naiv og følge sine instinkter.

Da Steven Soderbergh lavede ”Ocean’s Eleven” i 2001, sad David Holmes med i sidevognen fra starten. Holmes havde læst halvdelen af manuskriptet, da et billede af Elvis Presley dukkede op inde i hans hoved. Holmes foreslog det obskure 1968-nummer ”A Little Less Conversation” til Soderbergh, som syntes, det var en fin idé – vel at mærke et år før hollandske JXL sendte sit dancemix af nummeret til tops på hitlisterne. Grundbeatet og basgangen fra "A Little Less Conversation" blev siden inkorporeret i David Holmes’ egen komposition til filmen, ”$160 Million Dollar Man” (alias "Swat Team Exit"):



Et lignende eksempel på sammenhængen mellem score og eksisterende musik er Claude Debussys berømte "Clair de Lune", som Steven Soderbergh placerede i filmens slutning. Herefter samplede David Holmes nogle strofer fra Debussys partitur til et musikcue ("Tess") tidligere i filmen.
- Musikken bør understrege, hvad der sker i scenen, uden at overaccentuere billederne, forklarer han.
- Jeg forsøger hele tiden at bevare overblikket og forestille mig, hvordan det vil fungere i en stor, fyldt biograf. Nogle gange bør musikken lægge en bund af atmosfære i stedet for at spille aktivt med.

Lydsporet til Michael Winterbottoms fremtidsthriller ”Code 46” (2003) signalerede David Holmes’ overgang til mere atmosfæriske klangflader. Sounden ligger dermed tættere på Holmes' egne plader end den groovy halvfjerdserfunk fra hans genreøvelser med Steven Soderbergh.
- Jeg vil gerne fremover lave noget mørkere, noget mere dystert, slutter David Holmes - hvis næste soundtrack i rækken ikke desto mindre hedder "Ocean’s Twelve".


David Holmes om musikken til Ocean's-filmene (Warner 2007)

DAVID HOLMES
Filmografi (soundtracks)

Resurrection Man (1998)
Out of Sight (1998)*
Buffalo Soldiers (2001)
Ocean's Eleven (2001)*
Analyze That (2003)
Code 46 (2003)
Stander (2003)
Ocean's Twelve (2004)*
The War Within (2005)
Ocean's Thirteen (2007)*
Hunger (2008)
Five Minutes of Heaven (2009)
The Girlfriend Experience (2009)*
Perrier's Bounty (2009)
The Edge (2010)
The Shore (2011) - medkomponist: Foy Vance
Haywire (2012)*
The Motel Life (2012)
Good Vibrations (2012) - også filmproducer

* instrueret af Steven Soderbergh


Uudgivet cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Twelve" (2004)