tirsdag den 15. juli 2014

"Hysteria": Gode vibrationer – om vibratorens historie

DRK viser i aften Tanya Wexlers ganske fornøjelige komedie "Hysteria" fra 2011 som et led i en programrække om "forførelse og erotik". Filmen foregår i viktoriatidens England og skildrer med glimt i øjet, hvordan lægen Joseph Mortimer Granville (1833-1900) opfinder den elektromekaniske vibrator for at helbrede sine kulrede kvindelige patienter.

"Hysteria" er inspireret af virkelige begivenheder, hvilket ansporede mig til at skrive denne artikel om vibratorens spændende historie til Weekendavisen, da filmen havde dansk biografpremiere i december 2011. God læselyst!



ARTIKEL:
Gode vibrationer
Brian Iskov i Weekendavisen, december 2011

Millioner af frustrerede kvinder har gennem historisk tid fået stillet diagnosen »hysteri« af en uforstående mandlig lægestand. Sygeliggørelsen af hunkønnets drifter medførte dog også en mekanisk kur, der kom til at revolutionere forståelsen af kvindelig seksualitet: den elektriske vibrator.

Hvad var verdens første elektrificerede husholdningsredskab?

Svaret er symaskinen. Singer lancerede deres mekaniserede vidunder i 1889, hvorefter ventilatoren, tekedlen og brødristeren prompte fulgte trop.

Mere overraskende er det måske, at det næste patent i rækken af strømdrevne hjælpemidler hverken tilfaldt støvsugeren eller strygejernet. Det femte el-apparat til hjemmet blev vibratoren. Og ligesom andre populære opdagelser, såsom penicillin og gin og tonic, så den elektromekaniske vibrator dagens lys under andre rammer end de sidenhen kendte.

Den muntre britiske periodefilm "Hysteria" sporer vibratorens udspring tilbage til viktoriatidens britiske lægepraksis. Redskabet var oprindelig tænkt som en hjælpende hånd til de doktorer, der specialiserede sig i at behandle kvinders »bækkenblokering« med fingermassage. I langt de fleste tilfælde konkluderede lægevidenskaben, at de kulrede fruers ulyksalige tilstand skyldtes »hysteriske luner«.

Maggie Gyllenhaal og Hugh Dancy i "Hysteria" (2011) | pr-foto: Scanbox

Man skal helt tilbage til antikkens hippokratiske skrifter for at finde termen hysteri anvendt første gang som en paraplydiagnose, der belejligt favner alskens kvindagtige luner. Uanset om sygdommen manifesterede sig som glæde, vrede, mismod eller søvngængeri, dækkede symptomerne oftest over det simple, men tabubelagte faktum, at kvinderne følte sig negligeret i ægtesengen.

Selvtilfredsstillelse blandt kvinder fandt man naturligvis ikke tilrådelig, da man mente, denne praksis ville overflødiggøre herrernes indsats i intime anliggender. En så presserende sag måtte nødvendigvis lægges i lægekunstens kyndige (mande)hænder.

I sit pionerværk "The Technology of Orgasm" fra 1999 argumenterer forfatteren og forskeren Rachel P. Maines for, hvordan vestlige patriarkater gennem to årtusinde har værnet om den androcentriske magtbalance. Ved konsekvent at stemple hunkønnets seksualdrift som suspekt og »hysterisk«, i modsætning til »sund« mandlig potens og penetration, sikrede hankønnet sin fortsatte dominans i samfundet.

Ergo har hysteri i perioder været så almindelig udbredt som feber eller forkølelse, somme tider ligefrem af pandemisk omfang. Den anerkendte 1600-talslæge Thomas Sydenham vurderede, at hysteri tegnede sig for en sjettedel af alle sygdomstegn: »Der findes næppe den kvinde, som kan sige sig ganske fri for hysteriske skavanker.«

Skønt mænd også risikerede at pådrage sig lidelsen, var det kun naturligt, at hysteriet primært ramte kvinder. Ikke for ingenting lånte sygdommen sit navn fra hystéra, det græske ord for livmoder. Riverius (17. årh.) omtalte ligefrem lidelsen som Womb-Furie (livmodergalskab), idet problemet måtte skyldes en vagabonderende uterus. Denne sejlivede teori hævdede, at livmoderen slet og ret blev sendt på vandring op igennem legemet af de kropsvæsker, der hobede sig op i underlivet som følge af manglende seksuel aktivitet.

Illlustration af hydromassage, ca. 1860

Løsningen nedfældede den græske læge Galén af Pergamon allerede omkring år 200 e.Kr. Han mente, at fruentimmernes temperament kun lod sig formilde, om man – dvs. en mandlig medikus – ved håndkraft manipulerede det urolige organ på plads.

Sidenhen eksperimenterede doktorer i Europa med at sende hysteriplagede kvinder på raske hesteridt gennem skovene. Andre fandt, at lidelsen skulle bekæmpes med hydroterapi, dvs. vandstråler rettet strategisk mod patientens nedre regioner (se illustration). Et tredje råd til plagede frøkener i den giftefærdige alder lød, at de måtte underkaste sig den kur, som bl.a. Robert Burton i det 17. århundrede anbefalede mod Maid's, Nun's, and Widow's Melancholy: indgåelsen af ægteskab.

Ifølge Rachel P. Maines' research turde kun ganske få læger angribe konsensus. Den franske psykiater Charles Lasègue tilhørte de klarsynede, da han i 1800-tallet beskrev hysteri som »lægevidenskabens papirkurv, hvori man kaster de symptomer, der ikke finder beskæftigelse andetsteds«. Også hans samtidige landsmand Pierre Briquet gik imod strømmen, idet han åbent anerkendte, at kvindernes besvær med at opnå orgasme under samleje var det egentlige problem. Den lægeordinerede titillation du clitoris besad desværre ikke helbredelsens kraft, men tilbød blot forbigående lindring. Dermed blev behandlingsformen, med dens tilfredse klientel af evighedspatienter, en økonomisk gave til lægestanden. »Tak for i dag, kom snart igen!«



Skal man tro overleveringerne og den humoristiske skildring af 1880'ernes lægedom i Hysteria, var bækkenbundsmassage et kedsommeligt, nedslidende pillearbejde, som doktorerne hellere end gerne overlod til deres assistenter. Optrinnet i filmen, hvor dr. Joseph Mortimer Granville, spillet af Hugh Dancy, overanstrenger sin tjenende hånd og udvikler seneskedehindebetændelse, er muligvis en fiktion, men ikke en urealistisk af slagsen.

Hjælpen var på vej. I Amerika opfandt George Taylor det dampdrevne massageapparat, Manipulatoren, i 1869, da han forbandt sit Medical Rubbing Apparatus til en stationær kulfyret dampmaskine. Men det var netop Granville, hans britiske kollega, som i 1880'erne anmeldte patent på verdens første elektromekaniske vibrator, bygget af instrumentfirmaet Weiss.

Tanken med opfindelsen var at afhjælpe myoser og ømme muskler. Virkelighedens Granville nægtede pure at udsætte kvindelige patienter for sin batteridrevne innovation: »Jeg ønsker ikke at blive vildledt af, eller medvirke til at bedrage andre gennem, den hysteriske tilstands lunefuldheder,« skrev han i 1883.

Alligevel vandt Joseph M. Granvilles nyskabelse hurtigt indpas blandt hans fagfæller som et mirakelmiddel mod hysteri. Hvor læger før måtte bruge en stiv klokketime på at genoprette deres patienter velbefindende, klarede deres mekaniske »Lille Hjælper« ærterne på fem minutter.
De tidlige modeller bestod i bund og grund af et træ- eller bakelithåndtag med en elektrisk metalmotor påhæftet. En typisk vibrator fra århundredskiftet vejede velvoksne 3 til 7 kilo og var sluttet til et endnu større batteri, der gjorde det vanskeligt at transportere udstyret omkring. Enkelte særligt avancerede modeller spillede musik til arbejdet, mens andre varianter udsendte ultraviolette stråler.

Den dansk designede dr. J. C. Johansens Auto-Vibrator, 1907

Avisannonce for dr. Johansens vibrator, 1909 | National Library of Australia
(klik for at forstørre)

Billige vibratorer med håndsving (de såkaldte »piskeris«) opnåede en vis popularitet i starten af 1900-tallet, eftersom de ikke krævede nogen strømkilde. Men med elektricitetens indmarch i de private hjem flyttede vekselstrømsvibratorerne endegyldigt ud af klinikkerne og ind i sovekamrene. Et apparat til personligt brug beløb sig sjældent til mere end prisen på fire-fem visitationer og tjente sig derfor hurtigt ind.

I de første tiår følte fabrikanterne sig stadig tryggest ved at pakke massageapparaternes egentlige natur ind i mere uskyldigt lydende løfter om lindring af bl.a. hovedpine. »Får Dem ligefrem til at dirre af livsnydelse«, lød en af de pirrende eufemismer i postordrekatalogernes annoncer. »Ungdommens fornøjelser vil pulsere inde i Dem,« hed det forjættende om et konkurrerende produkt.

Herhjemme blev Vibrations-Massage-Maskinen Massavib introduceret på markedet i 1908. Formedelst 24,50 kroner (svarende til 1.500 kr. i dag) tilbød Massavib sig som universalremediet imod »Svækkelsestilstand, Træthed, Slaphed, Søvnløshed, Maveonde, Lever- og Nyresygdomme, Snue, Astma, Tunghørighed, Menstruationsbesvær, Rynker og Skaldethed« – endda med lovning på øjeblikkelig lindring og forsikring om, at behandlingen »umuligt kunne overdoseres«. Massavib fulgte i hælene på en model af britisk fabrikat, hvis navn knap nok orkede at dølge den nøgne sandhed om apparatets beskaffenhed: Veni Vici – »jeg kom, jeg sejrede«.

Vibrator fra Shelton Electric Corp., ca. 1927

Efter at det håndholdte legetøj i 1920'erne begyndte at optræde i pornografiske stag-film, kneb det med at opretholde den sociale kamuflage og dermed illusionen om vibratoren som en salonfæhig helsebringer. De suggestive reklametekster forsvandt fra katalogerne, og det erotiske legetøj dukkede først frem fra skuffedariets skjul igen i 1960’erne, da feministernes befrielsestogt banede vej for vibratorens sociale accept. Nye vinde, herunder frigivelsen af billedpornografien i 1969, bar demokratiseringen med sig og lagde – langt om længe – kvindernes seksualitet i hænderne på dem selv.

I mellemtiden havde lægevidenskaben revideret sit syn på hysteriets gåde. Dr. Sigmund Freud indvarslede paradigmeskiftet, da han i 1800-tallets sidste år vristede sygdommen fri af den kropslige årsagssammenhæng. Freud søgte i stedet at forklare de neurologiske symptomer med sociale årsager eller uafklarede psykiske konflikter.

Diagnosen hysteri trådte officielt ud af kraft i USA i 1952. Lidelsen ændrede i 1980 officielt navn til det langt mindre stigmatiserende »konversionssyndrom«.

Trods alle fremskridt lader det dog til, at patologiseringen af hunkønnets mysterier lever videre i andre arenaer. Indtil 2008 var det strafbart i otte amerikanske delstater at eje og anvende massagestave til seksuel tilfredsstillelse – og forbuddet gjaldt også inden for hjemmets fire vægge. Den dag i dag risikerer handelsfolk i delstaten Alabama op til ti års fængsel, hvis politiet griber dem i at lange en vibrator over disken. Men Viagra? Det må man(d) – naturligvis – gerne sælge og købe.

Litteratur: "The Technology of Orgasm: »Hysteria«, the Vibrator, and Women's Sexual Satisfaction" af Rachel P. Maines, The Johns Hopkins University Press 1999.

Tak til historiker Nina Søndergaard fra Nørd Tours for yderligere research.

Links:
The Science Museum i London har et bredt udvalg af antikke vibratorer i deres permanente samling.
Mike's Antique Vibrator and Quack Medical Museum (online billedgalleri)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar