torsdag den 7. juli 2016

"Trumbo": Interview med Bryan Cranston



I dag udkommer "Trumbo" på dansk dvd, blu-ray og vod. Selvom Jay Roachs film om den forfulgte manuskriptforfatter Dalton Trumbo er en noget overfladisk og tv-filmagtig affære, er der stor underholdningsværdi at hente i Bryan Cranstons farverige præstation i titelrollen.

Sidste efterår mødte jeg den da 59-årige amerikanske skuespiller, idet han lancerede "Trumbo" på Toronto International Film Festival. Bryan Cranston indtog interviewrummet med så megen pondus, karisma og fortælleglæde, at man fornemmede, han ikke skulle grave dybt for at finde ind til Dalton Trumbos flamboyante side. Han gik endda sympatisk over den tildelte interviewtid, fordi han - ligesom journalisterne - følte sig frusteret over det samlebåndsagtige rundbordsformat, som nu om dage er kendisinterviewets vilkår, og havde lyst til at føre samtalen videre.

Herunder deler Bryan Cranston sine tanker om skuespilfaget. Interviewet kommer både rundt om "Trumbo" og "Godzilla" samt Cranstons roller i tv-serierne "Breaking Bad", "Malcolm i midten" og "Strengt fortroligt" (The X Files):

Bryan Cranston i "Trumbo" (2015) | pr-foto

INTERVIEW MED BRYAN CRANSTON
Rollen i kroppen
Brian Iskov for Soundvenue Magazine, januar 2016

Efter sit store gennembrud som antihelten Walter White i AMC-serien "Breaking Bad" er Bryan Cranston ikke længere anonym birollemand, men et navn, man holder øje med. I Jay Roachs "Trumbo" spiller Bryan Cranston titelrollen som Dalton Trumbo (1905-1976). Manuskriptforfatteren var blandt de ti filmskabere, ”The Hollywood Ten”, som blev afskåret fra at arbejde i 1950'erne, fordi den amerikanske kongres førte heksejagt på kommunister i filmindustrien.

Dalton Trumbo nægtede at udtale sig om sit politiske ståsted i retten. Som straf sad han 11 måneder i fængsel og blev sortlistet i Hollywood. Han overlevede det efterfølgende tiår ved at sprøjte B-filmmanuskripter ud under pseudonym. Trumbo opnåede desuden at vinde hele to oscars pr. stedfortræder, før filmbyens bosser tog ham til nåde.

I Bryan Cranstons udlægning fremstår Dalton Trumbo som en farverig blanding af intellektuel selskabsløve, pengeglad arbejdsnarkoman og fraværende familiefar. Vi mødte den 59-årige skuespiller i Toronto.

Helen Mirren (som Hedda Hopper) og Bryan Cranston i "Trumbo" | pr-foto

BRYAN CRANSTON: "Der er lavet flere film om heksejagten, men "Trumbo" er den første, der specifikt handler om Dalton Trumbo. Sortlistningen er et stort og lidt uhåndterligt emne, der involverer Hollywood, Washington D.C. og flere store navne. I "Trumbo" har vi brugt Dalton Trumbos familieliv som en indgang til emnet. Ved at følge hans hverdag i hjemmet fornemmer man, hvad der er på spil.

Det er ikke bare en hollywoodfortælling, men en universel historie om ytringsfrihed og hvad følgerne kan være for de mennesker, som oplever, at deres ytringsfrihed bliver undertrykt. Højrefløjen vil sikkert angribe os og filmen. Og det er i orden. Budskabet i "Trumbo" er netop, at alle har ret til at blive hørt. Trumbo siger det til John Wayne (spillet af David James Elliott) i filmen: ”Vi har begge ret til at have uret. Jeg kan være uenig med dig, men jeg støtter dig i retten til at sige din mening.”



Jeg spillede engang fascist i et meget politisk stykke, og det var virkelig noget, som kunne forarge et amerikansk publikum. Den ene halvdel af salen buhede, mens den anden klappede og piftede. Dér kan man tale om at dele vandene. Men det er alt sammen fair. Det værste, en kunstner kan gøre, er at kede folk. Hvis mit arbejde ikke fremkalder nogen følelse i dig overhovedet, har jeg tabt. Hvis jeg forsøger at lave en komedie, og du synes, resultatet er trist, er det okay. For det var din ærlige følelse. Følelser er aldrig forkerte.

Dalton Trumbo var en meget teatralsk personlighed med mange påtagede manerer. Han elskede at holde hof for alle, der gad lytte til, hvor interessant han var. Men han havde også noget på hjerte, og han bakkede aldrig ud af en kamp.

Når jeg som skuespiller sidder i sminken og ser mig selv i spejlet, mens masken bliver lagt, og jeg får Trumbos paryk og cykelstyrsoverskæg på, vender alt det forarbejde, jeg har gjort, tilbage til mig. Jeg samler cigaretrøret op, og min stemme ændrer sig: ”Jo, se-e-er De, da jeg var dreng ...” At få kostumet på og holde rekvisitterne mellem hænderne hjælper alt sammen til at få mig i den rette stemning.

Bryan Cranston og Diane Lane (som Cleo Trumbo) i "Trumbo" | pr-foto

Jeg har ikke lyst til at blive i rollen hele dagen. Det ville være alt for udmattende. Jeg ved ikke, hvordan Daniel Day-Lewis kan holde det ud. Da jeg lavede "Breaking Bad", udviklede jeg en metode til at slippe rollen som Walter White, så han ikke fulgte mig hjem. Jeg lagde to dampende varme håndklæder om mit hoved og lod dem opsuge dagen. Så vaskede jeg sminken og snavset af, smurte fugtighedscreme i ansigtet og tog hjem. Næste morgen, når jeg trak i hans tøj – kakibukserne, Wallabee-støvlerne, brillerne og hatten – var han der pludselig igen. Man glider ind i rollen.

Det samme gjaldt Dalton Trumbo. Men det tager tid at føle sig hjemme i figuren, for når jeg begynder arbejdet med rollen, befinder den sig stadig uden for kroppen. Jeg har ikke lyst til at begynde indspilningen, før jeg kan mærke, at rollen lever inde i mig. Når først den gør dét, kan jeg improvisere i rollen. Hvis jeg står på scenen, og noget går galt, kan jeg spille mig ud af det og fortsætte. For tiden spiller jeg (på teatret og i HBO-filmen "All the Way", red.) Lyndon B. Johnson, USA's 36. præsident. Ligesom Trumbo var han en mand med store armbevægelser. Jeg begynder at ligne ham, og det er fantastisk.



Jeg siger ikke ja til hvad som helst. Og det bør jeg heller ikke. Men jeg vil aldrig kritisere nogen for at arbejde for pengenes skyld. Det er et nødvendigt værktøj i enhver familie. Jeg ønsker heller ikke at give nogen det indtryk, at jeg kun laver kunstfilm. Hvis de ringer og beder mig om at være med i "Star Wars" – så JA! Det ville være så stort og sjovt at få lov til. Jeg var med i "Godzilla", fordi jeg elskede Godzilla, da jeg var dreng. Det er virkelighedsflugt, hvilket bare er en anden måde at fortælle historier på.

Sidste år lavede jeg teater i New York, så jeg er lidt over det hele, og dét kan jeg godt lide. Folk må godt være usikre på, hvor jeg dukker op næste gang. Da "Malcolm i midten" stoppede, blev jeg tilbudt skægge, fjollede faderroller. Jeg afslog dem alle. Da "Breaking Bad" nærmede sig enden, fik jeg tilsendt manuskripter om skræmmende, skaldede fyre. Dem sagde jeg også nej til. Jeg vil hellere dreje til højre eller venstre end fortsætte ned ad den samme sti.



Jeg er overbevist om, at enhver succesrig karriere er baseret på en sund portion held. Hvis nogen påstår det modsatte, vil jeg spørge dem, ”Hvordan startede det? Og hvad skete der før det? Nå, så nogen sagde op, og du var tilfældigvis i bygningen for at aflevere en pizza …”

Selv har jeg været usandsynlig heldig hele vejen. Jeg mødte Vince Gilligan (serieskaber, red.) i 1998, ti år før han startede Breaking Bad. Jeg havde netop skrevet en uafhængig lavbudgetfilm, "Last Chance", som jeg selv ville instruere. Jeg forsøgte at rejse pengene selv, og optagelserne blev udsat gang på gang. Til sidst sagde jeg, ”Nu gør jeg det bare. Jeg tager ud i den californiske ørken, og så laver jeg den film.” Efter 18 dages optagelser kom jeg tilbage til Los Angeles, og fire dage senere ringede min agent for at sende mig til prøvefilmning på "Strengt Fortroligt" (The X Files). Jeg havde brugt alle mine penge på at lave filmen og havde hårdt brug for jobbet. Og dér mødte jeg Vince (som skrev manus til den pågældende episode, "Drive", red.). Rollen, jeg skulle spille, mindede meget om, hvordan han forestillede sig, Walter White skulle være. Sådan gik det til. Jeg kunne snildt have udskudt min egen film en uge mere. Jeg var fristet til at gøre det. Men så ville jeg ikke have været i L.A. til prøvefilmningen. En anden ville have fået rollen og mødt Vince. Det var rent og skært held.



Heldet er at få foden indenfor – det tilfældige element, som er nødvendig i enhver karriere. Men når man åbner døren og går ind, skal man stadig selv præstere. Man skal skabe en lidenskabelig, overbevisende figur, som understøtter historien. Mit budskab til såvel unge som ældre skuespillere er, at vi arbejder inden for et felt, hvor andre på et hvilket som helst tidspunkt kan åbne døren for én. Man ved aldrig, hvornår det sker, og man kan ikke ansætte nogen til at stikke foden ind i døråbningen. Det sker bare. Men man må være klar, når det sker.

Det er en X-faktor, som man ikke kan kalkulere med. I andre brancher kan man tage specifikke eksamener for at nå sit mål. Sådan er det ikke indenfor kunstens verden. Den er lunefuld, ofte uhåndgribelig og underlagt subjektive synsvinkler. ”Jeg kan lide det, han laver. Jeg kan ikke lide det, han laver.” Man kan kun håbe på, at heldet er med én.

Jeg er ikke overtroisk. Jeg har ikke nogen lykkebringende amulet. Jeg tror kun på vigtigheden af at holde øjnene åbne. Jeg mener, at mobiltelefonen har erstattet samspillet mellem mennesker. Folk går ned ad gaden med deres telefon limet til øret og siger, ”Jeg kan bare ikke finde en pige, som jeg synes om”. Det er da ikke så mærkeligt, når de har lukket sig selv inde i den her kasse. Man bliver nødt til hele tiden at gå omverdenen i møde, holde udkig og være bevidst.

Det er en af ulemperne ved berømmelse. Jeg tvinges ned i en kasse, som jeg konstant skal åbne for at bevare mit udsyn. Fordi jeg er offentligt kendt, går al samtale og opmærksomhed én vej. Det bliver aldrig til en udveksling, hvor jeg får muligheden for at stille DIG et spørgsmål. Og det berøver mig nogle erfaringer – fordi jeg kommer til at kede mig!"

Dalton og Cleo Trumbo under en HUAC-høring i 1947 | foto: Wikimedia Commons

Fakta: Bryan Cranston
Amerikansk skuespiller, født 1956.
Gennembrud i tv-serierne "Malcolm i midten" (2000-2006) og "Breaking Bad" (2008-2013).
Filmroller i bl.a. "Saving Private Ryan" (1998), "Little Miss Sunshine" (2006), "The Lincoln Lawyer" (2011), "Drive" (2011), "John Carter" (2012), "Total Recall" (2012), "Argo" (2012), "Godzilla" (2014).
Har instrueret lavbudgetfilmen "Last Chance" (1999) samt episoder af tv-serierne "Malcolm i midten", "Breaking Bad", "Modern Family", "The Office", "Big Day" og "Special Unit".

Fakta: Dalton Trumbo
Amerikansk manuskript- og romanforfatter, født 1905, død 1976.
Var en af Hollywoods højest betalte manusforfattere i 1940'erne.
Medlem af det amerikanske kommunistparti 1943-1948.
Blev indkaldt til høring hos anti-kommunistkomiteen HUAC (House Un-American Activities Committee) i 1947, men nægtede at udtale sig og blev dømt for foragt for retten.
Afsonede 11 måneders fængselsstraf i 1950 og var sortlistet i Hollywood indtil 1960.
To af hans manuskripter skrevet under pseudonym, "Prinsessen holder fridag" (Roman Holiday, 1953) og "Min bedste ven, Gitano" (The Brave One, 1956), vandt oscars.
Skrev sidst i 1950'erne "Exodus" for instruktøren Otto Preminger og "Spartacus" for produceren/stjernen Kirk Douglas. Da begge insisterede på at kreditere Dalton Trumbo offentligt, mistede sortlistningen sin effekt.
Instruerede i 1971 filmversionen af sin egen roman "Johnny Got His Gun".

En version af denne artikel har tidligere været trykt i Soundvenue Magazine. 

"Trumbo" udsendes i Danmark på dvd, bd og vod af Scanbox Entertainment 7. juli 2016. Dvd'en og blu-ray'en indeholder to korte minidokumentarer: "Who is Trumbo?" (4 min.) og "Bryan Cranston becomes Trumbo" (2 min.).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar