Teksturerne i Seamus McGarveys yppige fotografering står smukt i HD, men desværre indeholder udgivelsen fra Universal/Sony kun sølle 11 minutters ekstramateriale. Den ambitiøse, romantiske thriller, som i biograferne bar undertitlen "Natdyr", kunne ellers nok fortjene et kommentarspor, der stikker dybere end de overpædagogiske soundbites, Ford tilbyder i de korte featuretter.
Hovedpersonen i "Nocturnal Animals" er den ulykkeligt gifte galleriejer Susan (Amy Adams), der modtager et romanmanuskript fra sin eksmand, Edward (Jake Gyllenhaal), som hun ikke har set i årevis. I bogen, der hedder 'Natdyr', bliver Edwards alter ego, Tony (også Jake Gyllenhaal), terroriseret af lokale bøller, der kidnapper hans kone og datter under en natlig køretur gennem Texas. Den lidt forsagte Tony indleder en vendetta mod gerningsmændene, og under den nervepirrende læsning af manuskriptet går det op for Susan, at bogens handling er inspireret af hendes og Edwards eget kuldsejlede forhold.
Tom Ford, der til daglig er modedesigner, har både instrueret, produceret og skrevet drejebogen til ”Nocturnal Animals – Natdyr” efter inspiration fra Austin Wrights roman ”Susan and Tony” fra 1993. I filmens pressemateriale beskriver Tom Ford handlingens tematik med disse ord:
“Filmen tjener som et afskrækkende eksempel på, hvordan vi alle må affinde os med de valg, vi træffer på vores vej gennem livet, og de konsekvenser, som vores beslutninger kan have. I en engangskultur, hvor alting – også vores forhold – i stigende grad bliver kasseret uden omtanke, er dette en fortælling om loyalitet, pligttroskab og kærlighed. Det er en historie om den isolation, vi alle føler, og om vigtigheden af at sætte pris på de personlige forbindelser, der støtter os gennem tilværelsen.” – Tom Ford
Jeg interviewede multikunstneren Tom Ford for Børsen på sidste års London Film Festival. Herunder kan du læse den lange og hidtil upublicerede version af mit interview om "Nocturnal Animals - Natdyr".
> Hør anmeldelse af "Nocturnal Animals" samt interviewbidder med Tom Ford og skuespilleren Aaron Taylor-Johnson i Cinemajour 14
INTERVIEW MED TOM FORD, "NOCTURNAL ANIMALS – NATDYR"
Stil uden substans er hult og tomt
Brian Iskov for Dagbladet Børsen, december 2016
Modedesigneren Tom Ford er kyniker på sin egen branches vegne, men romantiker, når det gælder filmmediet. Som succesrig skaber af personlige filmdramaer har han fundet de blivende værdier, han savner i modens flygtige engangskultur. Børsen har mødt Ford i London.
Tom Ford er et moderne renæssancemenneske. I en kombination uden fortilfælde jonglerer han parallelle karrierer som modedesigner, forretningsmand og seriøs filmskaber – og så har han tilmed succes på alle fronterne.
De 122 butikker verden over, der bærer navnet TOM FORD, omsætter for 1 mia. $ årligt. Bagmanden har blandt andet udmærket sig ved at genopbygge det skrantende Guccibrand og designe Daniel Craigs velsiddende James Bond-habitter.
At Tom Ford i den modne alder af 47 år sprang ud som instruktør, producer og manuskriptforfatter af spillefilm, lignede umiddelbart hybris. Men hans formfuldendte debut, “A Single Man” fra 2009, forbløffede kritikerne og indbragte hovedrolleindehaveren Colin Firth en oscarnominering. Ford lagde 7 mio. $ af sin egen formue ind i produktionen, der trods pæne publikumstal var en lille underskudsforretning for ham. Men han fortrød intet: ”Jeg har aldrig haft det så sjovt i mit liv, som da jeg lavede den film,” har han udtalt.
> Læs Bries interview med Colin Firth om Tom Fords "A Single Man"
 |
| Susan Morrow (Amy Adams) i sit guldbur. Pr-foto fra "Nocturnal Animals" |
Mere end syv år senere er Tom Ford nu klar med sin ambitiøse, anden spillefilm. “Nocturnal Animals – Natdyr” er en mangelaget moralsk allegori om at elske og miste, svøbt i den romantiske thrillers klædedragt. Filmens lækre overflade er mindst lige så perfektionistisk gennemført som i ”A Single Man”, men det er ikke bare lir. Formen understøtter budskaberne. For at understrege, at Ford tager sin nye metier seriøst, er ingen af de medvirkende ekviperet af hans eget modehus.
“At lave film er ikke en hobby, men noget jeg elsker. Derfor er jeg også ekstremt bevidst om ikke at lade de to verdener, mode og film, overlappe hinanden,” fortæller han Børsen i London, hvor han både har filial og privat hjem.
I sprød, sort habit og nedknappet snehvid skjorte udgør den slanke 55-årige texaner ellers en ideel reklamesøjle for sit eget brand (”jeg har den perfekte modelstørrelse og kan passe alt tøjet selv,” siger han). Det tidløse look får følge af et belevent væsen, levende gestik og en varm, rund baryton, der smyger sig musikalsk op og ned i tonelejerne. At hans unaturligt glatte ansigtshud skyldes brug af Botox, indrømmer han gerne.
Tom Ford lægger heller ikke skjul på, at han identificerer sig både med den kvindelige og de mandlige hovedpersoner i ”Nocturnal Animals – Natdyr”. Den high society-tilværelse, som galleristen Susan (Amy Adams) stræbte efter, er med tiden blevet et guldbur. Hendes eks, forfatteren Edward, og hans romanfigur Tony (begge spillet af Jake Gyllenhaal) finder egne måder at overkomme deres kriser på, selvom ingen af dem besidder de heltemodige træk, som i moderne kultur regnes for stereotypen på maskulinitet.
 |
| Jake Gyllenhaal som Tony i "Nocturnal Animals" - still fra filmen |
Filmens romanforlæg foregår i delstaten Maine, men Ford valgte at flytte handlingen til Texas, hvor han selv voksede op i 1960'erne. I skolen fik han jævnligt tæsk af de andre drenge, fordi han bar sine bøger i en attachémappe.
”Jeg passede ikke ind. Mænd skulle gebærde sig på en bestemt måde. Man måtte ikke lægge benene over kors, fordi det virkede feminint. Der var vilkårlige regler for, hvad man anså for at være maskulint,” mindes han.
Siden flyttede den unge Ford til Santa Fe i New Mexico, hvor han faldt bedre til. Her fik han en pigekæreste, som han efter eget udsagn ”var meget forelsket i”. Det var før, han opdagede, at hans seksualitet lå ”på en glidende skala”. Men han søgte stadig virkelighedsflugten. Figurerne på biografens hvide lærred blev hans stedfortrædere:
“Mit største ønske var at slippe væk og rejse til New York, hvor jeg kunne få en smuk lejlighed og leve det glamourøse liv, som jeg kendte fra alle hollywoodfilmene. Så ville livet blive perfekt og lykkeligt.”
På tærsklen til 1980'erne nåede Tom Ford til New York. Her fangede han “de sidste dønninger” af den legendariske natklub Studio 54, centrum for storbyens flamboyante disco- og bøssemiljø.
“Forestil dig, at du er 17 år, ser godt ud og endnu ikke er klar over, at du er homoseksuel. Pludselig bliver du inviteret til Studio 54. Du kommer gratis ind, får serveret drinks, tager en bunke stoffer, har en masse sex – det var før aids – og udlever det hedonistiske liv, du altid har drømt om. Det var utroligt,” husker han.
I mlijøet omkring natklubben mødte Ford flere af sine idoler. Han fortæller, hvordan modedesigneren Halston tilberedte æg til ham i sin arkitekttegnede, postmodernistiske hybel på East 63 Street, mens Andy Warhol, Liza Minnelli, Bianca Jagger og andre jetsettere gled gennem matriklen i en ubrudt strøm af fest. Deres livsstil gjorde dybt indtryk på den unge mand fra provinsen og prægede det glamourøse skønhedsbegreb, som stadig er et bærende element i Tom Fords æstetik.
 |
| Tom Ford ved gallapremieren på "Nocturnal Animals" i London - foto: Gareth Cattermole |
I 1980'erne bosatte Ford sig i Milano, London og Paris. Han mener, at årene på det europæiske kontinent har gjort ham til en slags “hybrid”:
“Jeg får lidt kulturchok, når jeg vender hjem til Amerika – især i det nuværende klima. Den kulturelle forskel mellem Europa og USA vokser. I Storbritannien kommer der nyheder, når man tænder for fjernsynet. I USA viser de slanketips og kendisser, som dyrker sex live klokken 23.”
Tom Fords ambivalente samfundssyn har affødt en del selvransagelse. Selvom han færdes hjemmevant i de absurd riges luftlag, frastødes han også af overfladekulturen.
“Stil uden substans er hult og tomt,” siger Ford. Han er pinligt bevidst om, at det kan virke dobbeltmoralsk at kritisere forbrugersamfundets brug og smid væk-mentalitet, når hans funktion som modedesigner netop er at hælde benzin på bålet. Han siger, at han har lært at affinde sig med dobbeltheden.
”Vi er materielle væsener i en materiel verden, og skønhed bibringer mig enorme mængder af nydelse. Men man må ikke lade det overtage styringen af ens liv. Vores kultur sælger os lykke, som er et begreb, der næppe nogensinde har eksisteret. Hvis man gør dette og hint, opnår man en tilstand, hvor man bare er lykkelig. Men det er ikke realistisk. Man kan have en glad morgen og en trist eftermiddag. Man kan få overbragt en forfærdelig nyhed, men så opleve noget dejligt, når man kommer hjem. Sådan er livet. Men vi forventer alle sammen det her,” siger Tom Ford og fordrejer sit ansigt i et karikeret tandsmil.
“Jeg tror, at der bliver udskrevet så mange antidepressive midler, fordi den moderne kultur får os til at føle: Hvad er der galt med mig? Hvorfor er jeg ikke lykkelig? Hvis bare jeg havde den her ting, ville jeg måske blive lykkelig”.
 |
| Tom Ford på London Film Festival 2016 - foto: John Phillips/Getty Images |
Budskabet i begge Tom Fords film til dato er da også, at det vigtigste i tilværelsen er de mennesker, der omgiver en. Efter at Ford i 2004 blev fyret som kreativ chef for Gucci – det mærke, han havde brugt ti år på at genrejse til fordums glans – gennemlevede han en periode med depression og alkoholmisbrug. To personlige vendepunkter hjalp ham på fode og fik de sande kerneværdier til at krystallisere sig. Det ene var, da Ford realiserede sin mangeårige vision om at blive filmskaber med ”A Single Man”. Det andet, da han i 2012 fik sønnen Alexander John Buckley Ford, som han uden blusel kalder for sin ”bedste kreation”.
”Jeg hører mig selv sige ting til min søn, som min far sagde til mig, og det er gået op for mig, at min far sagde dem til mig, fordi hans far sagde dem til ham. Før jeg selv fik barn, troede jeg, at verden begyndte med min fødsel og endte med min død. Nu kan jeg se mig selv som et led i kæden,” siger Tom Ford.
Det er også fristende at tolke de personlige og dybfølte filmdramaer fra Fords hånd som en slags sonende korrektiv til hans designkarriere, hvor kreationerne sjældent har blivende værdi.
“Jeg elsker mode, fordi det går stærkt, og jeg kan lide at have den stemme i moderne kultur. Men jeg savner permanens i modeverdenen. Film, derimod, varer evigt. Når man ser en gammel film, bliver man grebet og græder og lever med skuespillerne, selvom alle dem, der lavede filmen, for længst er døde,” forklarer Tom Ford med stor indlevelse.
”Hvis man har noget på hjerte og et ønske om at udtrykke det, og man kan lide at bygge og designe ting, er der intet medium som film. Man får lov til at skabe en verden og vælge, om personerne lever eller dør. Det færdige værk består i al evighed. Det er utroligt tiltalende,” slutter han.
BLÅ BOG
Thomas Carlyle "Tom" Ford
Amerikansk modedesigner, filminstruktør, manuskriptforfatter og producer, født 27. august 1961 i Austin, Texas.
Medvirkede som ung i tv-reklamer under et kunstnernavn, da der allerede fandtes en Tom Ford i skuespillerforbundet.
Uddannet arkitekt fra Parsons School of Design i New York.
Kreativ chef for Gucci 1994-2004. Fra 1999 også kreativ chef for YSL (Yves Saint Laurent).
Lancerede sit eget mærke, TOM FORD, i 2006. TOM FORD har designet tøj til bl.a. Justin Timberlake, Michelle Obama og Daniel Craig i James Bond-filmene og modtaget adskillige design- og modepriser.
Oprettede sit eget filmproduktionsselskab i 2005. Debut som spillefilminstruktør og manusforfatter med dramaet ”A Single Man” i 2009. Filmen vandt en Oscar for Colin Firths hovedrollepræstation og indtjente 25 mio. $ globalt.
Har dannet par med journalisten Richard Buckley siden 1986. Parret fik en søn, Alexander, i september 2012.
Hans anden spillefilm, ”Nocturnal Animals – Natdyr”, vandt juryprisen ved Venedig Filmfestival i 2016.
En stærkt forkortet version af denne artikel blev publiceret i Børsen 23.12.2016.
Tak til Universal/Sony Pictures Home Entertainment Nordic.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar