Længe før Bries Blog-O-Rama, da jeg blot var en purung film- og mediestuderende på KU, bestyrede jeg That's Gangway, popgruppen Gangways uofficielle fanside.
En engelskstuderende, Martin Houlind, havde startet fansiden som en hyldest til Danmarks vel nok mest vellydende, melodiske, intelligente og vittige poporkester. Jeg overtog tjansen som webmaster i 1998. Derefter varede det ikke længe, førend Gangway meddelte, at de gik i opløsning.
Timingen var typisk for Gangway, der med rette havde ry for også at være Danmarks mest uheldsramte orkester. "Vores mission er at nedlægge og lukke," kun halv-jokede gruppens sangskriver, guitarist og primus motor, Henrik Balling, efter at deres to første pladeselskaber var gået nedenom og hjem.
That's Gangway blev i al stilhed lagt i mølpose i 2003. Indholdet levede dog videre i en årrække, først fordi KU glemte at slette hjemmesiden efter min udmelding fra studiet, og derefter fordi internetarkivet Wayback Machine lagrede alle siderne, så de stadig var tilgængelige, omend godt skjulte for omverdenen.
> That's Gangway: Den uofficielle fanside (web.archive.org)
 |
| Forsiden af That's Gangway. Html-koden var skrevet direkte ind i Notesblok! |
Nu er den udtømmende FAQ, jeg i sin tid researchede og skrev om gruppens historik, pludselig kommet til hæder og ære igen.
For i år, næsten tyve år efter gruppens opløsning, annoncerede Gangway, at de havde besluttet at starte igen. Den gamle kerneopsætning med Henrik Balling, sanger Allan Jensen og tangentspiller Torben Johansen spiller en række comeback-koncerter i oktober. Miniturneen følges - syv, ni, tretten - af nykomponeret materiale i 2018.
I den forbindelse har journalist Mette Nexmand skrevet en lang artikel om Gangway til Euroman. Og til min glædelige overraskelse har hun gravet That's Gangways FAQ op af WWW-kirkegårdens muld for at citere flittigt fra min gamle tekst. Nexmands artikel kan læses i Euromans oktobernummer og i uddrag på euroman.dk.
> "Gangway er tilbage: Vi blev jo aldrig rigtig rige" af Mette Nexmand - uddrag (euroman.dk)
 |
| Torben Johansen, Allan Jensen, Gorm Ravn-Jonsen og Henrik Balling i "Gangway i Tyrol" - framegrab |
Festivalen CPH PIX og Cinemateket fejrer Gangways genkomst ved at vise gruppens legendariske langvideo "Gangway i Tyrol" i aften, den 29. september 2017 - næsten nøjagtig 30 år efter filmens eneste visning på DR.
”Gangway i Tyrol” er noget så sjældent som en kultdyrket dansk musicalfarce. Ved visningen i Cinemateket deltager tv-filmens ene bagmand, billedkunstneren Peter Ravn, der gennem mange år var tæt tilknyttet Gangway som designer og videoinstruktør.
Forud for PIX-arrangementet besøgte jeg Peter Ravn i hans atelier og genså "Gangway i Tyrol" sammen med ham. Herunder kan du læse instruktørens kommentarspor til udvalgte scener – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama.
GANGWAY I TYROL
Kommentarspor ved Peter Ravn
Tekst © Brian Iskov & Peter Ravn
Alle billeder: Framegrabs fra "Gangway i Tyrol" - fotograf Michael Berenth
I juli 1986 tog den danske popgruppe Gangway med et ottepersoners filmhold fra København til Tyrol for at optage en absurd musikalsk farce, inspireret af Richard Lesters Beatles-film og ”Sound of Music”.
Kunstnerne Peter Ravn og Asger Larsen skrev, instruerede og spillede biroller i den 45 minutter lange "Gangway i Tyrol", som blev skudt på lånt videoudstyr fra Filmværkstedet. Filmen har været vist én gang på DR-TV (21. september 1987) og er aldrig udgivet på video.
Peter Ravn:
– Jeg lavede i 1985 et par lavbudgetvideoer med Gangway til kulturprogrammet Pop du Nord på Weekend TV, det senere Kanal 2. Musikvideoer var dengang det nye kunstneriske medie, og vi mente, at det næste skridt var at folde Gangways album ”Sitting in the Park” ud til en hel film. For at hjælpe gruppen. Derudover var det ikke spor gennemtænkt. Vi syntes bare, det kunne være sjovt.
Det unge orkester Gangway (Allan Jensen, Henrik Balling, Torben Johansen og Gorm Ravn-Jonsen) modtager et rejselegat til Tyrol af den danske kulturminister (Claus Berthelsen, sanger og sangskriver i Naïve). Gangway, der er klædt i brunternede tweedjakker, spiller ”Once Bitten, Twice Shy” som tak og gør et par fancy dansetrin.
Peter Ravn:
– Gangway var for glade og for musikalske, syntes vi, til det goth-prægede sortsyn i punkens efterdønninger, som satte den visuelle dagsorden dengang. Vi ville hellere gå i en corny, eventyragtig retning og samtidig dyrke det europæiske, fordi alle andre prøvede at efterligne, hvad der kom fra USA. Jeg rejste meget i Alperne som dreng, og der er en sentimentalitet og barnlig glæde over de tyrolske hytter og bjerglandskaber.
Jakkerne og piberne er inspireret af, hvordan vores fædre så ud i 1960erne. Vi prøvede generelt at fremstå så uncool som muligt, netop fordi det var så forbudt i de selvhøjtidelige 80ere. Der er en blottelse i at være så kikset. Man bliver sårbar.
I toget mod Østrig træder en fremmed (Peter Ravn selv) ind i kupeen iklædt en tilsvarende ternet jakke. Han skænker rundt af en liter mælk, og straks begynder Gangways medlemmer at hallucinere om bl.a. malkekvæg og slagterbutikker.
Peter Ravn:
– Vores budget var på 40.000 kroner, og pladeselskabet, Irmgardz, havde ikke skaffet dem inden afrejsen. Det var nervepirrende. Vi havde 10.000 kroner på lommen, og medmindre Irmgardz fandt flere penge i løbet af turen, ville vi ikke have råd til hotelregningen. [Efter Gangways hjemkomst gik Irmgardz konkurs, red.]
Det bevidsthedsudvidende stof skulle være mælk på grund af associationerne til mælkechokolade og Alperne. Vores producer, Lars Bo Blarke, havde fanget, at product placement var det sidste nye. Han fik Irma til at sponsorere os, mod at vi brugte deres nye mælkekarton i filmen. Jeg var vildt irriteret over den røde karton. Mælk skal være blåt. Men vi var nødt til at bruge den.
Koen er ikke ægte. Den stod udenfor et mejeri, som vi kørte forbi, og så fik vi lov til at trille den ud i det grønne. Torben står og måler afstanden mellem hornene med en tommestok.
Om morgenen nyder Gangway udsigten og gør toilette til lyden af ”The Party is Over”. I spisevognen lykkes det Henrik at få ketchup i ansigtet.
Peter Ravn:
– Ned gennem Tyskland filmede vi løs i toget uden at spørge om lov. Personalet undrede sig lidt, da der kom fire drenge gående i pyjamas. Vi prøvede at differentiere gruppens personligheder. Torben er den tavse type og den eneste uden replikker i filmen. Henrik er den finurlige, men uheldige, der hele tiden kommer for sent og får ketchup eller softice i øjnene. Allan er den hjertelige af de fire og Gorm den glade, lidt enfoldige.
I landsbyen Mayrhofen bydes Gangway velkommen af borgmesteren (Siegfried Kröll) og en bøs stadsbibliotekar (Asger Larsen). Sidstnævnte har det svært med folk, der nægter at indse, at hvis noget er godt, er der altid noget andet, som er lige så godt. Med et truttende tyrolerorkester på slæb tager alle på sightseeing.
Peter Ravn:
– Det er enormt sjovt at skrive i manus, at lige meget hvor Gangway er, har de et hornorkester efter sig og en cigar i den ene hånd og et glas øl i den anden. Når man så skal udføre det, er det ikke altid lige sjovt.
At man ikke må fremhæve én ting uden at rose noget andet, var både en irriterende tvangsneurose og en slags oprør mod autoriteterne. Asger var to meter og to høj. ”Lederrollen” passede godt til hans person, og han havde sin egen idé om at sige replikkerne på en abrupt måde. Man kan bestemt ikke sige, at han underspiller.
Næste dag køber Gangway lederhosen og stikker af fra bibliotekaren for at tage på bierstube. Allan forsøger sig med jodlen, inden Gangway giver glansnummeret ”My Girl and Me”, mens de danser twist på bordene i bare knæ.
Peter Ravn:
– Som barn havde jeg den traumatiske oplevelse i Alperne, at min mor købte ruskindsknickers til mig, efter at jeg havde slidt hul på mine bukser. Hjemme i Rungsted beordrede hun mig til at tage dem på i skole, fordi det var blevet koldt. Min sidekammerat kunne med det samme lugte ruskindet. Hans smil fortalte mig, at han vidste, de bukser var en gave, der ville blive ved med at give. Da jeg gik ned ad trappen i tifrikvarteret, stoppede fodbolden, og sjippetovene gik i stå. Jeg nægtede at tage de bukser på igen.
I 1987 fik Gangway kontrakt med et engelsk pladeselskab, som afviste at bruge den her scene som musikvideo for ”My Girl and Me”. ”Too many knees,” sagde de. Vi skulle bare have klippet højdepunkterne fra hele filmen sammen til en musikvideo. Men der var ikke en øre tilbage i budgettet.
Efter sangen jubler Henrik, at han aldrig har haft en bedre aften. Da bibliotekaren indfinder sig, og Henrik ikke fortsætter med at rose andre ting i den lille by, må gruppen flygte for livet. Tilbage på hotellet jagter bibliotekaren Torben med en drabelig kniv, mens de tre andre står uden for døren og synger ”Scream”.
Peter Ravn:
– Et jazzet nummer, så Torben har skiftet piben ud med en smøg og giver den som dramatisk filmskuespiller. Vi spurgte hotelkøkkenet, om vi måtte låne en stor kniv og nogle bananer til rekvisitter. Senere kom de op for at tjekke, hvad vi lavede. De troede, vi lavede pornofilm. Vi havde jo også et par piger på holdet. Det virkede simpelthen for mærkeligt, at vi skulle låne de ting.
Bibliotekaren falder i en bananskræl og slår hovedet imod gulvet, hvorefter Gangway begraver ham. Dagen derpå går gruppen tur i landskabet og sætter sig i en kirke, mens ”Yesterday When I Was Drunk" spiller.
Peter Ravn:
– Hvad man ikke kan se her, er, at en bondemand kommer løbende og spørger, hvad fanden de fire drenge laver på hans mark. De var så cool nok til bare at gå stille og roligt videre. Vi råbte: "Bliv ved med at gå. Vi har næsten nok."
Det føltes meget stærkt dengang at lave noget, der var så entydigt smukt. Lige her er filmen ret alvorlig. De har også lige slået en mand ihjel, ikke. Men så løsner vi det straks igen med humor, i det øjeblik Henrik prøver at skubbe til kirkedøren på sin egen besynderlige måde.
I landsbyen bliver Gangway trængt op i en krog af indbyggerne, der dog blot vil hylde dem for at have dræbt tyrannen. Henrik holder en dybfølt tale om kærlighed, broderskab og opdagelsen af radium.
Peter Ravn:
– ”Folkemængden forfølger Gangway,” havde vi skrevet i manuskriptet. Så vores producer måtte løbe rundt og samle tilfældige turister og lokale. Ingen af dem havde lavet film før, og de kendte ikke til fænomenet at tage en scene om. Da vi flyttede kameraet for at filme fra en anden vinkel, var de væk.
Henrik skrev selv sin tale. Han er ikke så glad for den i dag, men jeg synes, der er noget rørende over den. Selvom Gangways tekster tit er humoristiske, har sangene også smukke, nøgne og indfølte passager, man ikke normalt finder i den slags popmusik.
Når Henrik og jeg mødes, glæder vi os mest af alt til at fortælle hinanden om de ting, der er gået galt. Hvor man kom til at sige et eller andet forfærdeligt eller gjorde noget utrolig dumt. Fordi der er noget befriende i at dele det og se humoren i det.
I en solbeskinnet park (”Sitting in the Park”) kurtiserer Henrik uden held en fager ungmø (Lisbet Matz). Borgmesteren afslører et nyt monument: fire romerske statuer af Allan, Henrik, Gorm og Torben.
Peter Ravn:
– Statuerne lavede vi ved at smøre drengene ind i creme og mel. Vi lånte nogle hvide lagner på hotellet, og så gik de ellers gennem byen i den mundering. Øjnene dækkede vi til med afknækkede hoveder af nogle plasticteskeer. Det ser ikke særlig overbevisende ud.
Gruppen tager varm afsked med de lokale, og Henriks terrier, der er løbet efter toget hele vejen gennem Tyskland, når endelig frem – sekundet efter togets afgang mod Danmark. THE END.
Peter Ravn:
– Det var ikke den samme hund som i scenerne fra Danmark. Hele tiden i Mayrhofen ledte vi efter en hund, der lignede. Til sidst lykkedes det endelig at finde nogle engelske turister, der havde én, vi måtte låne. Ejeren står og kalder på den for at få den til at løbe ud ad skinnerne.
Der gik 14 måneder, før DR viste vores film. Dels skulle vi optage ekstra scener herhjemme, og dels brugte vi Filmværkstedets klipperum, der kun var ledigt mellem klokken 24 og 7. Asger havde nogle feltrationer fra 2. verdenskrig, som han varmede i vandbad og serverede for mig og Torben Skjødt Jensen, når vi sad og klippede om natten.
Århus Festuge viste filmen engang i 1990erne. Publikum mødte op i ternede jakker og piber og citerede replikkerne, som var det ”Rocky Horror Picture Show”.
I dag ville jeg ønske, vi havde optaget på film. Video var bare det nye medie. Og så burde vi have haft en konsulent på. Asger og jeg skrev manuskriptet uden at ane noget om film og berettermodeller. Der var en anden ånd dengang. Det, at vi bare tog tolv mennesker afsted og gjorde det uden at få penge for det, var et trip. Vi troede ikke vores egne øjne, når vi om aftenen sad og så vores optagelser af bjergene. I virkeligheden er det en ret håbløs film på mange måder. Men der var ingen, som tvivlede et sekund på, at den ville blive fantastisk.
Gangway in Tyrol. Danmark 1987. Instruktion, manuskript og idé: Peter Ravn, Asger Larsen. Med Henrik Balling, Allan Jensen, Torben Johansen, Gorm Ravn-Jonsen, Claus Berthelsen, Asger Larsen, Peter Ravn, Lars Finskud, Lisbet Matz m.fl. Dansk tv-premiere: 21.09.1987.
Gangway giver comeback-koncert 6. og 7. oktober i DR Koncerthuset (København), 26. oktober i Musikhuset Aarhus samt 27. oktober i Musikkens Hus (Aalborg). Forinden spiller gruppen en såkaldt præ-koncert i Gimle, Roskilde den 4. oktober.
> That's Gangway: Den uofficielle fanside (web.archive.org)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar