I forbindelse med Copenhagen Architecture Festival arrangerede Nikolaj Kunsthal i oktober 2021 en eksklusiv kulinarisk seance indenfor rammerne af deres aktuelle David Lynch-fotoudstilling, "Infinite Deep". Kunsthallen, som til dels består af rester fra den tidligere Sankt Nikolaj Kirke, var til lejligheden piftet op med lyddesign og scenografi.
Den lokkende programtekst til eventet lød:
"Kom til en sansemæssig totaloplevelse, når Copenhagen Architecture Festival i samarbejde med Nikolaj Kunsthal inviterer publikum til en aften af lynchske dimensioner. Her vil du opleve at blive ført gennem forskellige tableauer med serveringer af mad, drinks, musik og fortællinger i Nikolaj Kunsthals kringlede korridorer og skæve vinkler. Oplevelsen er iscenesat af The Tower Prophets aka Christian Friedländer og Dicki Lakha i samarbejde med musikerne og komponisterne Mikkel Hess og Peter Albrechtsen og kokkene og kunstnerne Mette Martinussen og Augusta Sørensen. Der garanteres en unik gastronomisk oplevelse i udstillingen Infinite Deep, og præcis som i David Lynchs dragende, smukke og foruroligende verden, ved man ikke hvad der skjuler sig rundt om det næste hjørne."
Hver af de tre aftener havde plads til tre seatings, hvor publikum lod sig føre rundt mellem udstillingens rum i mindre grupper (op til 16 personer) af en fænomenalt vellignende, ung Agent Cooper-klon.
Appetitvækkeren skulle man selv plukke fra den bugnende trillebør. Hvad der lignede råd på æblerne, viste sig at være fedtegrever med krydderfedt og citron-timiansalt. Af uvisse årsager tilbragte vores gruppe hele 25 minutter i dette forrum med skiftevis murrende og kvidrende lyddesign af Peter Albrechtsen. En særligt utålmodig gæst kom faretruende tæt på at revoltere og lod sig ikke stort formilde af æblecideren i glassene.
Andet stop var meditationsrummet, hvor to unge kvinder sad fordybet i Transcendental Meditation. "Dale Cooper" indstillede et æggeur til cirka ti minutter og proklamerede venligt: "Mr. Lynch will see you soon". Og så gik han. På stolene lå et flyveblad, der forkyndte TM's fortræffelighed (åbenbart et obligatorisk indslag til ethvert David Lynch-arrangement) og et velvoksent holdkæftbolsje med stikkelsbær og citron. Der sad vi så og suttede endnu en rum tid, omend ventetidens fordybelse virkede mere tematisk gennemtænkt end i æblerummet, hvor det gav indtryk af fejlslagen logistik.
Derpå førte "Coop" gæsterne op i selve udstillingshallen (Øvre Galleri) til en ærkeamerikansk byg selv-forret. Vi fik selv lov at forene campingbordets tårne af hvidt sandwichbrød med deres "bedre halvdel", smurt med fennikelrelish og pistaciecreme, og de separat indpakkede skiver af kødpølse, som "Coop" trak op af en køletaske.
Til æterisk ambientmusik kreeret af Mikkel Hess guidede en gådefuld, smukt syngende sort kvinde os videre til hovedretten.
Det dækkede bord med tærter, suppeskåle og drinks viste sig at rumme adskillige overraskelser (the owls are not what they seem!). For eksempel var "kirsebærtærterne" fyldt med andeconfit.
Isterningen i Manhattan-drinksglasset indeholdt et cigaretskod, som først blev synligt, efterhånden som isen smeltede.
Suppeskeen havde et lille hul i midten.
Og i skålen løb en eller flere levende bænkebidere forvildet rundt mellem de syltede pigsvampe. Meningen var, at gæsterne skulle koge krebsdyrene levende ved at hælde bouillon op fra kaffekanden (som ikke gemte på en fisk). Næst efter den lange ventetid i forrummet var denne grænsesøgende kobling af kunst og kogekunst aftenens mest provokerende indslag.
Desserten bestod af en snemand, hvorfra man skrabede frossent vand ned i et papkræmmerhus og smagssatte med bergamotolie. Bordet med det spiselige isbjerg var passende placeret foran David Lynchs sort-hvide fotografier af smeltende snemænd i amerikanske forhaver.
Endelig bød "Cooper" på kolbekaffe i den gamle kirkes stemningsfulde, højloftede tårnrum, hvor en gammel smalfilmfremviser snurrede på et stuelærred under Lynchs industribilleder i stort format.
En anden mandlig "FBI-agent" satte en plade på grammofonen og ansporede gæsterne til at skrive en hilsen til Mr. Lynch på en manuel skrivemaskine (visse af de yngre gæster havde tydeligvis aldrig betjent et sådant hakkebræt før).
Aftenens sidste overraskelse: Kaffen i de fyldte porcelænskopper viste sig at være i fast form, ganske som Cooper oplevede det i Det Røde Rum. Koppens reelle indhold var dog ikke spor satanisk, men blot en velsmagende geledessert, der satte opfindsomt og morsomt punktum for et atmosfæremættet event.
Fotoudstillingen "Infinite Deep" kan opleves i Nikolaj Kunsthal indtil 16. januar 2022.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar