Viser opslag med etiketten Out of Sight. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Out of Sight. Vis alle opslag

onsdag den 29. maj 2013

Steven Soderbergh-tema: Joe Chrest ... ham der fra den der!

Kig godt på denne mand. Har du set ham før?


Det har du nok - bare uden at være klar over det. Joe Chrest har nemlig medvirket i knap 100 film og tv-serier gennem de sidste tyve år - men altid som en af de baggrundsskuespillere, de færreste bider mærke i. Han specialiserer sig nemlig i at være en anonym "everyman", der dukker op i en eller to scener, leverer sin replik og går ud igen. Til gengæld udfylder han sin begrænsede funktion perfekt.

Steven Soderbergh, der gerne ansætter de samme folk igen og igen, har til dato haft Joe Chrest med i syv (!) af sine film. Første gang så vi ham som Ben, den lede hotelpiccolo, der plager hovedpersonen Aaron i "King of the Hill" (1993).

Joe Chrest som Ben i "King of the Hill" (1993)

Siden fik Joe Chrest sin måske mest mindeværdige gæsterolle i Soderberghs "Det skjulte" (The Underneath, 1995). Her gør han indtryk som den mystiske Mr. Rodman, der besøger Michael (Peter Gallagher) på hospitalet.

Joe Chrest er kun med i "Det skjulte" i små fem minutter, men det er alligevel ham, man husker bagefter. Hans scene er klart en af de mest intense og stemningsmættede passager i en ellers ikke helt vellykket film:

Joe Chrest som Mr. Rodman i "Det skjulte" (1995)

> Se Joe Chrests scene fra "Det skjulte" (åbner i ekstern videoafspiller)

Onion AV Club har endda skrevet en hel artikel, der hylder Joe Chrests korte indsats i "Det skjulte" ud fra tesen om, at ukendte fodsoldater som Chrest er skuespilfagets sande helte:

There’s something kind of magical about an actor who knocks it out of the park once for just a few minutes and then effectively vanishes.

> Artikel om Joe Chrests scene i "Det skjulte" (Onion AV Club)

Chrest er også lige i øjet som en af de stakkels fyre, der forsøger at lægge an på Karen Sisco (Jennifer Lopez) i hotelbaren i "Out of Sight" (1998):

Joe Chrest som Andy i "Out of Sight" (1998)

I Soderberghs "Erin Brockovich" (2000) har Joe Chrests rolle for en gangs skyld både et fornavn og efternavn: Han hedder Tom Robinson.

Joe Chrest som Tom Robinson i "Erin Brockovich" (2000)

Uden for Soderbergh-regi har Joe Chrest haft et hav af bittesmå optrædener i kendte film, hvor man risikerer at gå glip af ham, hvis man blinker med øjnene på det forkerte tidspunkt. Det her er blot et lille udpluk af, hvad han har medvirket i inden for de sidste par år:

GI Joe: Gengældelsen (2013 - som "Chief of Staff")
21 Jump Street (2012 - som "David Schmidt")
Battleship (2012 - som "JPL Controller")
On the Road (2012 - som "Virginia Cop")
Killing Them Softly (2012 - som "Business Suit Agent")
Battle: Los Angeles (2011 - som "1st Sergeant John Roy")
Red (2010 - som "Retirement Home Detective")
The Blind Side (2009 - som "Clemson Coach")
I Love You Phillip Morris (2009 - som "Steven's Dad")

Næste gang de skarpsynede kan få øje på Joe Chrest i danske biografer, bliver i kupfilmen "Now You See Him" (premiere 18. juli), hvor han har en enkelt scene som pedel. Måske vil der ligefrem gå sport i at holde udkig efter ham fremover?

Joe Chrest som Fender Roads' manager i "Ocean's Thirteen" (2007)

> Interview med Joe Chrest (fra lokalavisen Charleston Daily Mail)

tirsdag den 28. maj 2013

Steven Soderbergh-tema: David Holmes om sine soundtracks

Fra og med "Out of Sight" (1998), som TV3 viser i aften, har den irske dj og musikproducer David Holmes leveret sprøde soundtracks til de fleste af instruktøren Steven Soderberghs genrestykker, herunder "Ocean's"-trilogien og senest B-actionfilmen "Haywire".

Under Berlinale Talent Campus i 2004 deltog jeg i et seminar med David Holmes, hvor han fortalte veloplagt om bl.a. sit arbejde med filmmusik, sine inspirationskilder og sin musikalske opvækst blandt ni søskende.

> Hør David Holmes' musik på Spotify

Jeg skrev også en artikel ud fra mine noter, men fik aldrig udgivet den. Mit møde med David Holmes gik derfor i glemmebogen, indtil jeg for nylig forberedte den ultimative Steven Soderbergh-podcast for Filmnørdens Hjørne og fik øje på filen "davidholmes.doc" i et støvet hjørne af harddisken.

Den følgende snak med David Holmes er med andre ord en danmarkspremiere - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!


David Holmes på Berlinale Talent Campus 2004 | pr-foto

INTERVIEW MED DAVID HOLMES:
Den film er noget lort ... lad os flænse sæderne!
Brian Iskov, februar 2004 (upubliceret)

- Ennio Morricone har aldrig vundet en Oscar. Det er faneme skammeligt!
David Holmes halvt sidder, halvt ligger i stolen på scenen, mens han taler veloplagt og animeret om sin kometkarriere som soundtracksnedker. Den krølhårede irske dj og producer er taget til Berlin for at være gæstestjerne på en workshop om filmmusik.
Ekstremt afslappet klædt i hættetrøje og jeans lægger den 35-årige David Holmes ikke skjul på sine holdninger, og han indrømmer også beredvilligt sine egne fejltrin:
- Jeg skulle aldrig have sagt ja til at lave musikken til ”Analyze That”. Det var en vennetjeneste!

Efter to egne albums med trippet, snavset electronica fik Hollywood øje på ham, og David Holmes skuffede ikke. Hans stilfulde rare grooves til ”Out of Sight” (1998) gav den sexede krimithriller luft til at ånde. Hverken George Clooney eller Jennifer Lopez har sjældent taget sig bedre ud end med Holmes’ vuggende beats under dem.
- J.Lo var faktisk en rigtig god skuespiller i den film. Hvad gik der galt for hende? gnægger Holmes gennem de daggamle skægstubbe.
På spørgsmålet, om David Holmes ville producere et album for Jennifer Lopez, hvis hun bad om det, svarer han straks:
- Så afgjort nej!


David Holmes: "Trunk" (alternativ version fra "Out of Sight" promotion-cd, 1998)

> Læs Empires interview med David Holmes om "Out of Sight" (eksternt link)

På skattejagt i fortiden
Allerede som 7-årig blev David Holmes besat af musik. Han voksede op i Dublin i en tæt familie med en åbensindet mor, der gav sin søn frie tøjler med ordene: ”I don’t give a shit what you listen to, son, just be happy.” Som yngste medlem af en børneflok på 10 havde han fri adgang til at udforske sine ældre søskendes pladesamlinger, og da flere af dem var punkere, fandt lille David gerne afløb for sin energi hos Sex Pistols. Senere opdagede han The Jam.
- Min ældste søster, som nu er 53, gik til en masse punkkoncerter. Hun gav mig avisforsiden med overskriften ”The Filth and the Fury!” (Daily Mirrors beskrivelse af en tv-optræden med Sex Pistols, red.), da jeg var otte. Jeg har den stadig.

I 1979 så han Franc Roddams ungdomsfilm ”Quadrophenia”, hvis portræt af mod-kulturen åbnede et vindue til 60’ernes soulmusik. Snart pløjede David Holmes og vennerne sig vej igennem plademesser og genbrugsbutikker på jagt efter det glemte guld.
- 60’ernes soul var som nutidens techno. Der var en kæmpe undergrund af kids, der ville lave musik, og mange numre blev sendt ud i 500 kopier for så at forsvinde igen. I dag er de rigtig mange penge værd, siger David Holmes, tydeligvis forbløffet over, hvor hurtigt tiden bevæger sig.

- 1979 var den første mod-revival. Da jeg begyndte at dj’e i 1984, havde mod-bevægelsen eksisteret i tyve år. Og nu, i 2004, fejrer jeg tyve års jubilæum som dj. Det er faneme langt ude!
David Holmes fortryder i dag, at han ikke har beholdt vinylerne fra sin ungdom.
- Jeg solgte min punksamling, da jeg faldt for r’n’b og soul. Jeg solgte mine soulplader, da acid house kom frem. Først derefter tjente jeg penge nok som DJ til at beholde mine gamle plader.


Titelsangen til Steven Soderberghs "The Girlfriend Experience" (2009)

Gennembruddet
Da David Holmes hørte en lokal dj spille Ennio Morricones temamusik fra ”Once Upon a Time in America” oven på Chicago-housenummeret ”Let the Music (Use You)” af Night Writers, slog oplevelsen benene væk under ham. Holmes begyndte selv at nørkle med samples og tog afsæt i filmens verden for at finde en original vinkel på sin musik.
- Det smukke ved acid house var, at sampleteknikken tillod alle at skabe musik. Man behøvede ikke længere at mestre et instrument for at føre sine idéer ud i livet, siger David Holmes, der stadig opfatter sig selv som idémand snarere end musiker.
- Jeg bruger min tid på at sidde derhjemme og spille plader, sample musik, nuppe basgange og strygersektioner og give dem en personlig drejning. Jeg er en ikke-musiker med masser af idéer.

Sammen med Ashley Beedle udsendte David Holmes (under navnet Disco Evangelists) i 1992 klubhittet "De Niro", der også sampler Morricone-temaet, og hans første lp i eget navn indeholdt helikopterlarm og kirkeklokker blandet op med andre stemningsfulde effekter.
Anmelderne kaldte lydbilledet ”filmisk”. David Holmes sagde dem ikke imod:
- Både film og musik afspejler livets oplevelser og følelser, så for mig er det to sider af samme sag.
Albummets fængende titel, ”This Film’s Crap Let’s Slash the Seats”, opstod på et hotelværelse i Amsterdam, hvor David og hans venner gloede porno.
- Vi var pilskæve på noget nederen weed, og filmen var virkelig skummel. Så var der bare en, der sagde: ”Den film er noget lort, lad os flænse sæderne”.


Uudgivet cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Eleven" (2001)

Oven på succesen med det imaginære soundtrack fik David Holmes mod på at prøve kræfter med rigtig filmmusik. Han fik chancen i 1997 med ”Resurrection Man”, en beskidt lille thriller fra Belfasts gader. Rigtig bemærket blev Holmes dog først året efter, da indie-individualisten Steven Soderbergh hev ham ombord på sin labre Elmore Leonard-filmatisering ”Out of Sight”.
- De havde en anden komponist på filmen, før jeg kom til [Soderbergs hofkomponist Cliff Martinez, red.]. Han var en dygtig mand, men det fungerede ikke, forklarer David Holmes med et skuldertræk og forsikrer om, at den slags er meget normalt i Hollywood.
- John Williams er blevet fyret mindst 30 gange i løbet af sin karriere.

Da Steven Soderbergh hørte David Holmes' andet album, ”Let’s Get Killed”, indkaldte han Holmes til en visning af ”Out of Sight” i råklippet version.
- Jeg blev hentet i limousine og kørt til lufthavnen, hvor et privat jetfly ventede på mig. Der sad jeg så med Danny DeVito og hans kone, Rhea Perlman, mens vi så ”South Park” på vej til Santa Cruz. Det var en helt ny slags oplevelse.

Soderbergh havde allerede håndplukket en stribe eksisterende sange som maskemusik. Udvalget spændte fra soulfunk med Isley Brothers ("It's Your Thing", 1969) til organisten Walter Wanderleys letløbende latinrytmer ("One Note Samba").
- Numrene var virkelig fede. Jeg havde meget nemt ved at forholde mig til dem, fortæller han.
- Vi blev hurtigt enige om at pille arrangementerne fra hinanden, så jeg kunne lave ny underlægningsmusik ud fra de samme instrumenter. Fender Rhodes, Wurlitzer, percussion og så videre. Det ville sikre kontinuiteten på lydsiden og passe godt til filmen, forklarer David Holmes og tilføjer:
- Sådan har jeg arbejdet lige siden.


Cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Twelve" (2004)

Metoden
Da David Holmes hverken kan læse noder eller spille noget instrument, bliver alle hans soundtracks til i studiet som et samarbejde mellem Holmes og de indbudte gæstemusikere.
- Vi diskuterer scenens vibe, og jeg spiller måske en plade med samme stemning som den, vi skal forsøge at ramme. Derefter indspiller musikerne to-tre improvisationer, og så sætter jeg de bedste bidder sammen til sidst.
I den henseende sammenligner David Holmes sig selv med Quentin Tarantino: Filmnørden, der tager elementer fra sine gamle yndlingsfilm og mikser dem på ny som en slags visuel dj.
- Jeg tror ikke engang, jeg har lyst til at lære nodeskrift, erkender David Holmes.
- Der findes en særlig skønhed i at være naiv og følge sine instinkter.

Da Steven Soderbergh lavede ”Ocean’s Eleven” i 2001, sad David Holmes med i sidevognen fra starten. Holmes havde læst halvdelen af manuskriptet, da et billede af Elvis Presley dukkede op inde i hans hoved. Holmes foreslog det obskure 1968-nummer ”A Little Less Conversation” til Soderbergh, som syntes, det var en fin idé – vel at mærke et år før hollandske JXL sendte sit dancemix af nummeret til tops på hitlisterne. Grundbeatet og basgangen fra "A Little Less Conversation" blev siden inkorporeret i David Holmes’ egen komposition til filmen, ”$160 Million Dollar Man” (alias "Swat Team Exit"):



Et lignende eksempel på sammenhængen mellem score og eksisterende musik er Claude Debussys berømte "Clair de Lune", som Steven Soderbergh placerede i filmens slutning. Herefter samplede David Holmes nogle strofer fra Debussys partitur til et musikcue ("Tess") tidligere i filmen.
- Musikken bør understrege, hvad der sker i scenen, uden at overaccentuere billederne, forklarer han.
- Jeg forsøger hele tiden at bevare overblikket og forestille mig, hvordan det vil fungere i en stor, fyldt biograf. Nogle gange bør musikken lægge en bund af atmosfære i stedet for at spille aktivt med.

Lydsporet til Michael Winterbottoms fremtidsthriller ”Code 46” (2003) signalerede David Holmes’ overgang til mere atmosfæriske klangflader. Sounden ligger dermed tættere på Holmes' egne plader end den groovy halvfjerdserfunk fra hans genreøvelser med Steven Soderbergh.
- Jeg vil gerne fremover lave noget mørkere, noget mere dystert, slutter David Holmes - hvis næste soundtrack i rækken ikke desto mindre hedder "Ocean’s Twelve".


David Holmes om musikken til Ocean's-filmene (Warner 2007)

DAVID HOLMES
Filmografi (soundtracks)

Resurrection Man (1998)
Out of Sight (1998)*
Buffalo Soldiers (2001)
Ocean's Eleven (2001)*
Analyze That (2003)
Code 46 (2003)
Stander (2003)
Ocean's Twelve (2004)*
The War Within (2005)
Ocean's Thirteen (2007)*
Hunger (2008)
Five Minutes of Heaven (2009)
The Girlfriend Experience (2009)*
Perrier's Bounty (2009)
The Edge (2010)
The Shore (2011) - medkomponist: Foy Vance
Haywire (2012)*
The Motel Life (2012)
Good Vibrations (2012) - også filmproducer

* instrueret af Steven Soderbergh


Uudgivet cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Twelve" (2004)