CPH DOX 2015: "Je suis Charlie" - interview med instruktørerne

I dag har den franske dokumentarfilm "Je suis Charlie" (L'humour à mort) dansk premiere på filmfestivalen CPH:DOX.

Filmen behandler terrorangrebet på det parisiske satireblad Charlie Hebdo, der fandt sted den 7. januar 2015 og krævede 12 dødsofre. Både de overlevende og de myrdede medarbejdede får taletid i "Je suis Charlie". De sidstnævnte medvirker i form af arkivmateriale fra filmen "C'est dur d'être aimé par des cons" (= "Det er hårdt at være elsket af idioter"), som den fransk-algeriske instruktør Daniel Leconte lavede i 2007-08.



CPH:DOX' programtekst om "Je suis Charlie":

"Angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar i år var et afskyvækkende angreb på to af det vestlige demokratis grundpiller: ytringsfriheden og satiren. I oprulningen af både det chokerende angreb og dets efterspil, og i dybdegående interviews med de overlevende, ser instruktør Daniel Leconte (der også stod bag Charlie Hebdo-filmen 'It's Hard to be Loved by Jerks' i 2009) og hans søn Emmanuel nærmere både på tragedien, hykleriet og den glemsomhed, som også satte ind i Danmark ovenpå den famøse karikaturkrise i 2005. 

Politikere og journalister har diskuteret ekstremisternes angreb på Charlie Hebdo som et symptom på en dybere, demokratisk krise, der udspiller sig midt i den selvforståelse, som er integreret i alt hvad vi forstår som vestlig kultur. Fortalt af Leconte senior selv, og med både nye interviews og gamle klip med blandt andre redaktøren Charb og tegneren Cabu fra det ikonoklastiske ugeblad, der i ugen efter drabene udkom i syv millioner eksemplarer med den nu ikoniske forsidetegning 'Alt er tilgivet'."

Daniel Leconte har instrueret “Je suis Charlie” sammen med sin søn, skuespilleren Emmanuel Leconte. Jeg mødte dem begge, da filmen havde verdenspremiere på Toronto Film Festival i september.

Til min overraskelse sad der også to Charlie Hebdo-medarbejdere ved bordet, da jeg ankom til interviewet. Dette måtte jeg ikke vide på forhånd, forklarede arrangøren mig. Charlie Hebdos ansatte svæver fortsat i så stor fare, at de holdes under opsyn døgnet rundt. Interviewet fandt derfor sted i et billardrum i en anonym beboelsesejendom. En livvagt var posteret på trappen i foyeren for alle tilfældes skyld.

De to Charlie Hebdo-ansatte, økonomidirektør Éric Portheault og bladtegner/forlagschef Riss (Laurent Sourisseau), talte kun fransk, hvorfor Emmanuel Leconte løbende måtte tolke deres svar på engelsk for den ikke-franskkyndige journalist. Selv talte både far og søn Leconte udmærket engelsk. Jeg har valgt ikke at oversætte citaterne til dansk.

Plakat til "Je suis Charlie" | foto: Unifrance Films

INTERVIEW, TORONTO FILM FESTIVAL 2015
"Je suis Charlie"
with Daniel and Emmanuel Leconte (directors), Riss and Eric Porthault (Charlie Hebdo)
All rights © Brian Iskov 2015

---

[To Riss and Eric Porthault] You live under protection now?

RISS: Yes. Every time, everywhere. We don't know [for how long]. We don't know when it will end.

DANIEL LECONTE: It started in January. There's too much going on.

What's the atmosphere like at Charlie Hebdo these days?

RISS: It's gotten better in the last months, because the newspaper is reconstructing itself, so it's much better than it was. But one of the main worries is of course the security of the journalists so that people can come and work in peace. You can't create in a comfortable way if you're not secure.

DANIEL LECONTE: I guess Jyllands-Posten knows about that.

Filmens instruktører, Daniel (t.v.) og Emmanuel Leconte | pressefoto

[To Daniel and Emmanuel Leconte] What's the story behind the original documentary, "Tough Being Loved by Jerks", that you made before this one?

EMMANUEL LECONTE (32): When Charlie Hebdo decided in 2006, in solidarity with Jyllands-Posten, to publish what became known the Mohammed cartoons, Charlie was one of only three outlets in France who decided to reprint them and support [Jyllands-Posten]. And Charlie was at the frontline, ringing everyone up and saying, "Guys, we have to publish this, it can't just be us doing this. Everybody [has to do it] so there is broad support, and everybody realizes that it's just something that we can do in an open society. So do it."

Of course, it didn't go that way, and Charlie was accused by Muslim organizations of defamation, and a big trial was organized. In the French society, it was like, "Ah, Charlie is again doing some trouble, being polemical" and all that. But Daniel understood very early on that they were doing something that was crucial. It was something extremely important, far beyond just one cartoon or one controversy. It was something that had to do with the core values in a democracy, and it had to do with freedom - full stop. So he decided to cover the whole debate [in his documentary].

DANIEL LECONTE (66): I published an article in Libération, which was called "Thanks, Charlie". [Because] the other titles in the press refused to publish the cartoons. After this article, Phillippe Val, the director of Charlie Hebdo at the time, said "Thank you for your article", and we had a lot of conversations about that story. After a week, I decided to join the group.

EMMANUEL LECONTE: And to film the trial. You couldn't film in the courtroom, but you could be in corridors and all that. The Mohammed controversy, it affected Denmark strongly, of course, and was a controversy all over the world with demonstrations, burning of Danish flags, violence, death threats, and the prime minister got involved, and the Muslim countries banding together to put pressure on ... All those extremely violent reactions.



EMMANUEL LECONTE: In this trial, what was incredible is that for once in this whole story, the issue could be processed within the boundaries of the law and could be argued upon. With lawyers, with people. And there was an intellectual debate taking place [in France]. Muslim organizations had the chance to be defended by their lawyers, putting up arguments saying how they the cartoons were defaming their prophet, and the lawyers of the newspaper had the oppportunity to make a stand and explain why it's very important to have the right to critic any religion, any ideology, any idea, because that's what freedom of speech is, and that's what creating debate is. That was an incredible moment.

In the end, Charlie won the trial. The justice said, of course they contributed to the debate and getting more knowledgeable in this issue of what we can or not say in the public space. At that point, Daniel filmed a lot with cartoonists, lawyers and all that, so we had this whole stock footage with the cartoonists who at that time were defending themselves on the accusation of being racist or xenophobic and all those things.

"These terrorists are trying to silence them. We have to take this footage again and have them speak"

- Emmanuel Leconte, "Je suis Charlie"

EMMANUEL LECONTE: When the attack happened, I remembered all those images and thought, these terrorists are trying to silence them. We have to take this footage again and have them speak, have people being able to listen to what they have to say.

DANIEL LECONTE: During the trial 276, there were two Danish testimonies. Mehdi Mozaffari [professor emeritus dr.scient.pol. in Islamic Studies at Aarhus University] and the director of Jyllands-Posten [Flemming Rose, then editor of Arts and Culture]. It's important for you [Danes] to remember that. They supported as testimony during the process in Paris.

Riss fra Charlie Hebdo | foto: TIFF

To Eric Portheault and Riss: What were your thoughts when you first saw the Mohammed cartoons in Jyllands-Posten?

RISS: We heard about it before seeing them. France Soir re-published the cartoons first, and the editor-in-chief got fired for doing so. Cabu, during our conference newsroom, explained that to everyone at Charlie Hebdo: "You know what, this guy has been fired at France Soir for re-printing the cartoons". That's when we thought, "Okay, there's no question. We have to publish them." Even before we saw them.

It's just the principle. You cannot fire someone or not be able to publish a drawing. In a secular state like France, it was an act of censorship to forbid cartoons on a religion. Whatever the drawings are, it's not targeting a person, but an ideology, a religion. So you cannot forbid someone to do so.

ERIC PORTHEAULT: Whether it's a good cartoon, funny or not funny. You don't have the right to.

According to the film, there was a surge of compassion and support within the French public after the killings, but then it subsided again, at least among the elite, the clerics. Do the people of France still support Charlie Hebdo?

RISS: There are more people who support Charlie Hebdo than we imagined. Much more. Nine months later, I still have people coming up every day to me saying, "Hold on. We're with you. Don't drop the ball. Keep going." You probably don't hear them in the media, but we hear it. You don't have any demonstrations anymore with millions of people in France, but people still have it in their head. It really created something, and they remember it.

DANIEL LECONTE: I agree with Riss. The elite were the traitors in this story, really. When you see the story, don't forget that most of the journalists felt a little bit ... They feel guilty a little bit, because they didn't support Charlie at all, when Charlie supported Jyllands-Posten. And I think there is something very strange in this story [and the attitude]. They don't wanna support Charlie Hebdo [for] too long after the attack.

They try to make the point on other questions, for example the question of money, what they are doing with the money, a lot of things. But not the main point - the attack. When we talk about the elite, we talk about the journalists. But all of the journalists are part of the intellectual [elite]. Most of the journalists, not all, but most of them play that role. I think they are feeling guilt. You know, to avoid the real question.

Still fra "Je suis Charlie" | foto: CPH DOX

There's the argument that if the general press had had the courage to publish the cartoons when Charlie Hebdo did, none of this would have happened.

RISS: We wouldn't have been the only target.

EMMANUEL LECONTE: Had it happened, it would have been the responsibility of the whole society.

DANIEL LECONTE: If you multiplicate the target, [it becomes too big].

EMMANUEL LECONTE: You understand that the reason why they picked Charlie was because they were the only one to make a stand. Even though the majority of French people agree on that, they were the only ones to take a stand at that point, and to give support. It became an easy target. By not doing anything, the press designated the target. It's sort of an indirect responsibility, but it still is a responsibility.

"By not doing anything, the press designated the target."

- Emmanuel Leconte, "Je suis Charlie"

Is there more islamophobia in France today, after the attacks?

DANIEL LECONTE: I don't think so. No. The French people know what the difference is between a fundamentalist and a Muslim.

RISS: If you defend the principle of liberty, you cannot be islamophobic. Liberty by definition is something that is addressed to everyone on the same terms. Including Muslims. So the accusation of islamophobia, in any case, is always a construction. It's a way of silencing, a way of preventing freedom of lifestyle. The first victims of the fundamentalists in France were French moderate muslims who wanted to live normally. Because they're taken hostage in this very violent streak.

DANIEL LECONTE: Don't forget there were two Muslims dead. Mustafa, the corrector of Charlie Hebdo, was one. And a cop, Ahmed Merabet.

RISS: Actually, Mustafa was an Arab of Algerian origin, but not a Muslim.

DANIEL LECONTE: He was Atheist, he wanted to be Atheist.

RISS: They exist. (laughs)



Monty Python had the same problem with "Life of Brian", when they were accused of ridiculing Jesus Christ. But as John Cleese so eloquently explained on TV [in the above clip], they were really targeting fanatics.

RISS: Since January, there has been several attacks in France on the train, in Belgium, in different places. Basically, these people have decided to attack us in any way, by any means possible, to attack our freedom because they, precisely, are not free. They live in fear, and they wanna contaminate the society with their fear. It's a fear they have inside themselves. Their fundamental fear for them is the fear of God, and they want to dictate this fear to everyone around. So it's now not only a problem of cartoonists, it's a problem [for] every citizen. Every citizen is the target of such crazy guys.

What's the way forward for freedom for expression?

DANIEL LECONTE: I think we have no choice. They have to accept, those people, that you don't kill somebody for his ideas. That's the boundary. That's the frontier. You haven't the right to prevent us from doing it.

RISS: Of course, we are not even thinking about the eventuality of not saying or doing or restraining ourselves. We'll never gonna change. Crazy ideologists will just have to adapt.

EMMANUEL LECONTE: And of course, there's no question of restraining any perimeter of the freedom of expression, as long as you stay within the boundary of the law. What it comes down to, what happened and the threats that are given every day, it goes back really far. Basically, it's exactly what the Nazis said. Who was it, Goebbels, who said, "When I hear the word 'culture', I pull out my gun". What the terrorists did is exactly applying the words of Goebbels. So what you do against that? Do you restrain yourself from saying stuff, or do you fight?

Has Charlie Hebdo ever discussed whether you would do it again?

RISS: If we would do the same drawing or do another? I don't know. Perhaps yes, perhaps no. It depends on the circumstance. It's not an objective or an obsession to draw Mohammed for Charlie Hebdo. What's important is that justice gave us the right to do so. That's very important. But it's not that they have the right to do it, they're gonna do it every day just to piss people off. It's the principle. But it's not a contest. And there are many other things to draw. Funnier things to draw as well.

---

Dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX løber fra 5. til 15. november.

"Je suis Charlie" vises 8., 10. og 14. november. I aften, søndag 8. november, deltager instruktørerne Daniel og Emmanuel Leconte i en debat med Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør, Flemming Rose, i Teltet i Kongens Have, København.

> Bestil billet til "Je suis Charlie" hos CPH:DOX
> Læs om arrangementet "10 år efter tegningerne" hos CPH:DOX
> Se det fulde festivalprogram på CPH:DOX's hjemmeside

"TT3D - Closer to the Edge": Interview med Guy Martin

Dokumentarfilmen "TT 3D - Closer to the Edge" skildrer et af verdens farligste motorcykelløb, Isle of Man Tourist Trophy. Hvert år kræver løbet nye dødsofre, men den risiko må man bare tage med, siger den farverige britiske mc-kultfigur Guy Martin, som er filmens hovedperson.

Jeg har for nylig interviewet Guy Martin til Politiken, og det foregik over mail, da hans tommetykke midtengelske dialekt er så godt som uforståelig uden undertekster!

"TT3D: Closer to the Edge" bliver vist eksklusivt i Palads København, BioCity Odense og BioCity Aarhus tirsdag 8. maj. Filmen er også ude på dvd og blu-ray i Storbritannien.



INTERVIEW MED GUY MARTIN:
Døden i bakspejlet
Brian Iskov i Politiken Film, april 2012

Øen Isle of Man, der ligger lige midt i smørhullet mellem Nordirland og England, er kendt for tre ting. Den haleløse Manxkat, det varierede landskab og motorcykelløbet Isle of Man Tourist Trophy.

Hver sommer sætter motorcykelsportens dristigste racere deres førlighed på spil i løbet, der sjældent kaldes andet end TT. Ruten følger 60,7 km offentlig vej. Den går gennem landsbyer, over bakketoppe, med smalle passager, hurtige hjørner og lange lige strækninger.

Fartmålerne topper omkring de 320 km/t, og såvel turister som de lokale elsker suset, når slipstrømmene fra de brølende maskiner får tilskuernes overskæg til at blafre i vejkanten. Som en af de gamle Manx-boere fastslår i en ny dokumentarfilm om begivenheden: »Hvis man ikke synes, TT er spændende, må det være fordi, man er død!«

'TT 3D - Closer to the Edge', der for tiden kan ses i 3D i udvalgte danske biografer, skildrer forberedelserne til og afviklingen af løbets seks etaper i 2010. Filmens ubetingede stjerne er Guy Martin, et af Englands pt. mest kendte motorsportsnavne og ikke så lidt af en original. Den 30-årige maskinentusiast ejer en Aston Martin, men ikke et hus, så han sover i en varevogn seks måneder om året.

Desuden indrømmer Guy Martin blankt, at han hellere vil bruge sin tid på at modificere topstykker i sin garage end på at drikke øl og snave damer. For ham fremstår TT som meningen med livet:

»Det buzz, man får, når man kører TT, er helt uden sidestykke. Det er noget, man bliver nødt til at prøve, og bagefter kan intet måle sig med det. Det er ordentlig hardcore racing,« skriver Guy Martin i en e-mail til Politiken FILM.



Siden det første Isle of Man-ræs i 1907 har konkurrencen krævet 232 menneskeliv. Det er næsten fire døde deltagere per kilometer. Flere af Martins venner er omkommet i løbet, men de barske kendsgerninger kunne aldrig få ham til at skifte hobby. Risiciene har højst gjort ham skeptisk over for at binde sig til en kæreste eller kone.

»Alle kørere sætter deres liv på spil i et ræs,« konstaterer Guy Martin. »Hvis vi ikke kom så tæt på døden, som vi gør, gad jeg slet ikke. Jeg er mere bange for at blive sådan en, der stiller sig tilfreds med at have et kedeligt arbejde. Eller én, der synes godt om de spytslikkere, han har rendende i røven på sig!«

I 2010 var det Guy Martins tur til at mærke dødens ånde i nakken. På tredje omgang af den afsluttende etape satte han sin førerposition over styr, da han rundede Ballagarey. Det berygtede sving bærer ikke tilnavnet Balla-scary uden grund, fortæller Martin:

»Af alle de sving, man nødig vil styrte i, står det nok øverst på listen. Jeg nåede to tredjedele igennem kurven, da vægten af den fyldte brændstoftank fik forenden til at stikke af. Jeg tænkte, »Det her kan jeg ikke rette op på.« Resten er temmelig sløret, men jeg kan huske, jeg så muren suse imod mig.«

Som det fremgår af 'TT 3D – Closer to the Edge', skød Guy Martin en fart på omkring 270 km/t, da han mistede kontrollen over sin Honda CBR1000RR. Martin tilskriver det rent svineheld (og en køredragt med indbyggede airbags), at han slap ud af den spektakulære ildkugle »kun« med svedne øjenbryn, en punkteret lunge, to brækkede ribben og nogle forskubbede ryghvirvler.

»Den slags er en del af gamet,« siger Guy Martin i dag. »Der er jo ingen, der tvinger mig i sadlen, og jeg er heller ikke masochist. Jeg vil bare gerne give mig selv fuldt ud, for hvis det var nemt at køre ræs, ville gud og hvermand og hans hund gøre det, ikk'?«

Ligefremme udtalelser af denne skuffe har gjort Guy Martin til en mediepersonlighed i sit hjemland, hvor han også tilbedes af folk, der ellers ikke følger sporten. Briterne elsker den charmerende rebel for hans forfriskende ærlighed, og så skader det næppe heller, at Martin er en flot fyr med et flabet glimt i øjet og så markante Wolverine-bakkenbarter, at fansene på langsiden bærer falske kindskæg i tribut.

»Han har opbygget sit eget brand uden overhovedet at ville det,« siger manageren fra et konkurrerende hold om den egensindige sportsstjerne. En løbsofficial omtaler i filmen Guy Martin som »motorcykelverdenens John Wayne«, men den slags har Martin ikke meget til overs for:
»Jeg interesserer mig for skruenøgler, lastbilmotorer og Snap-on værktøj. Jeg ved ikke, om det var noget, John Wayne gik op i – jeg troede egentlig, han var mere til heste?«

Til hverdag arbejder den excentriske singlefyr fra North Lincolnshire som lastbilmekaniker, når BBC eller Channel 4 ikke lige har bud efter ham som tv-vært med olie på næverne. Hans far, Ian Martin, kørte TT fjorten gange, så vovehalsen har ikke sin fandenivoldskhed fra fremmede.

Denne sommer [2012] deltager Martin med sin nye makker, Conor Cummins, i tre store internationale løb: North West 200 i maj, Ulster Grand Prix i august og – naturligvis – Isle of Man Tourist Trophy, der afvikles over fem omgange i starten af juni.

Tretten gange har Martin kørt sig til en podieplads på Isle of Man, siden han fik sin TT-debut i 2004. Men han har endnu til gode at stå øverst på sejrsskamlen. Hvad bliver det næste for Guy Martin, hvis det endelig lykkes ham at vinde TT i år?

Svaret er karakteristisk for den kække mc-helt:
»Det kan jeg jo dårligt svare på endnu. Men mon ikke jeg ta'r mig en kop te?«

> Læs Bries artikel om formel 1-dokumentaren "Senna"

Tak til Villy Poulsen fra www.villymotor.dk

CPH DOX-anmeldelse: Whores' Glory

Vises 8. og 11. november på CPH DOX-festivalen i København.

I triptykonets form dykker den østrigske filmmager Michael Glawogger med sin dokumentar "Whores' Glory" ned i tre prostitutionsmiljøer i hhv. Thailand, Bangladesh og Mexico. Sammenstillingen fremhæver slående kontraster i de fysiske rammer, værdisæt og religiøse forudsætninger, som hver især præger udøvelsen af verdens ældste erhverv.

Trailer til "Whores' Glory"

I Bangkok ligger Akvariet, en præsentabel hybrid af bar og massageklinik, hvor middelklassemænd tager fri fra deres ægteskaber for at »købe lidt lykke«. Bag glasvæggen sidder et geled af fnisende nummerpiger i beredskab. Som i en anden fiskerestaurant udpeger kunden fra den anden side af ruden, hvilken menu han ønsker serveret. Omgangstonen er gemytligt serviceminded. Udenfor fanger Michael Glawoggers kamera et sammenrend af kopulerende gadekøtere.

Still fra "Whores' Glory", © Richard Lormand

Næste stop er Faridpur og den illusorisk døbte Glædens by. Den labyrintiske ghettos trange korridorer rummer 600 indvånere – heraf flere generationer af mødre og endog meget unge døtre, der konkurrerer indbyrdes om klientellets gunst. Vi er vidne til afhændelsen af en mut pubertetspige. Bordelmutter er ikke imponeret over kvaliteten og købslår om prisen. En kvinde, højst på tærsklen til tyverne, beretter lavmælt om sin dagligdag, da en nødvendig tilføjelse trænger sig på. »Vi kvinder er faktisk ganske ulykkelige væsener,« observerer hun forsigtigt.

Klip fra "Whores' Glory" - © Richard Lormand

Fatalismen er endnu mere udtalt i Reynosa, hvor det lovløse reservat La Zona befolkes af udtjente sexarbejdere med ansigter hærdet af årenes fylde. I ledige stunder udveksler kvinderne grove anekdoter og ryger crack. Her, og kun her, får Glawogger lov at tage et kig bag de lukkede døre under selve kønsakten. Instruktøren fortæller i pressematerialet, at det krævede fire år at opbygge den tillid, som gjorde optagelserne mulige.

Klip fra "Whores' Glory" - © Richard Lormand

Hele vejen abstinerer "Whores' Glory" mønsterværdigt fra ethvert tilløb til domfældelse. Den møder sit komplekse emne med respekt og klarøjet objektivitet, så både modstandere af og fortalere for købesex vil kunne finde værdi i fremstillingen. Filmen er desuden teknisk velproduceret uden at forskønne sine motiver. Alt i alt en opsigtsvækkende bedrift.

Whores' Glory (Tyskland/Østrig, 2011). Instruktør: Michael Glawogger. Spilletid: 110 minutter. Ikke i dansk distribution. Originalversionen af denne filmanmeldelse blev bragt i Weekendavisen 9. september 2011.

"Senna": Han kørte med Gud

»Senna havde en aura om sig. Når han sagde noget, lyttede folk. Også fordi han gav så meget af sig selv. Man vidste, at når han satte sig i en racerbil, præsterede han 110 % hver gang,« siger den danske motorekspert Rainer Bambino om Ayrton Senna.

Den brasilianske Formel 1-helt døde bag rattet i 1994. Nu er Ayrton Senna atter aktuel, idet han er emnet for en særdeles vellavet dokumentarfilm, "Senna", som Universal Pictures udgav på dvd og blu-ray i Danmark i sidste uge (19. juli).

Begge formater er udstyret med et interessant kommentarspor, der belyser, hvordan filmmagerne – udelukkende ved brug af arkivmateriale – har lagt en dramatisk effektiv treakts-struktur ned over Ayrton Sennas liv. På begge skiver findes også en lidt cheesy reklamespot for Sennas filantropiske virke.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en Special Extended Version, som fletter knap en time nye filminterviews med bl.a. Ayrton Sennas holdmakker og rival, Alain Prost, ind i filmforløbet. Endelig får blu-ray-køberne et 38 minutter langt radiointerview og et sammenklip af Senna-familiens hjemmevideoer.

Forstand på Formel 1 er slet ikke et krav for at nyde Asif Kapadias "Senna", der tegner et medrivende portræt af den karismatiske, gudfrygtige stræber, som blev Brasiliens lysende folkehelt. Jeg smuglyttede til reaktionerne i baren efter filmens danske premiere, der fandt sted i Cinemateket i juni 2011.



REPORTAGE OM DOKUMENTARFILMEN "SENNA"
"I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig"
Brian Iskov, Politiken Film 9. juni 2011

Blandt de mange velklædte eksilbrasilianere, der oven på aftenens film dupper deres blanke øjne, mens de med slet skjult bevægelse nedsvælger en dulmende caipirinha, rager en høj dansker op.

Manden er teknisk konsulent ved FDM. Engang var han mekaniker for Thorkild Thyrring. Selv bærer han det prægtige, Bjergkøbing-klingende navn Rainer Bambino.
Den energiske motorentusiast behøver kun ét stikord for at tryllebinde de omkringstående i Cinematekets Asta Bar.
Ordet er Senna. Som i Ayrton Senna, tredobbelt verdensmester i Formel 1.

»Han dansede på grænsen til det mulige. Tænk bare på Interlagos (Brasiliens grandprix i 1991, red.), hvor hans gearkasse sætter ud, og han tilbagelægger de sidste syv omgange i sjette gear på en våd bane. Enhver anden var kørt i pit og havde sagt »tak for i dag«. Men ikke Senna. Han holder føringen og er nærmest besvimet, da han kører i mål,« beretter Bambino med smittende indlevelse.

'Senna' er også navnet på den britiske dokumentarfilm, som denne tidlige juniaften fejrer dansk premiere i Cinemateket. Filmhuset i Gothersgade viser Asif Kapadias film yderligere to gange, inden den når dvd-hylderne i [juli] måned.
Hovedpersonen døde 17 år tilbage, men takket være rigtholdigt arkivmateriale og aldrig før sete klip kan Ayrton Senna selv viderebringe sin historie på lærredet.

Som få andre sportsmænd var Senna veltalende, tankefuld og filosofisk omkring sin lidenskab, og for sine landsmænd blev han et ideal i ordets egentlige forstand. Et forbillede, hvis stråleglans fyldte folkets hjerter med troen på, at det ikke kun var lutter nedtur og dårligdom at være brasilianer. Sydamerikas største land kastede militærdiktaturets åg af sig i 1980'erne, kun for at drukne i hyperinflation og korruption i stedet. Ayrton Senna udgjorde i årene efter Pelé det enlige lyspunkt, der bragte nationen sammen.

Senna var ingen gadedreng, der rejste sig fra slummen som en knejsende føniks. Tværtom voksede han op med sølvske i munden og pedaler under sålerne. Som fireårig fik han sin første hjemmebyggede minigokart af sin far, en velhavende landbesidder.

Til gengæld donerede den voksne Senna millioner af sin formue til bekæmpelse af fattigdom. Han stiftede Instituto Ayrton Senna for at hjælpe de gadebørn, der så op til ham, med at få en uddannelse – en gestus, som generationer af brasilianere vil huske ham for. Mønsterkatolik var han også, hvilket næppe heller har skadet eftermælet. »Intet kan adskille mig fra Guds kærlighed«, lyder Sennas gravskrift på São Paulos Morumbi-kirkegård.

Superraceren nåede tilmed at få sit eget opbyggelige tegneserie-alter ego i juniorstørrelse, 'Senninha', kort inden han forulykkede som 34-årig i det uheldssvangre San Marino Grand Prix 1994.
»Han ville bare være den hurtigste, koste hvad det ville. Gennem hele sin karriere knoklede han for at perfektionere han sin kørestil. Han udfordrede konstant sig selv og kunne presse middelmådige biler til at yde over evne,« forklarer Rainer Bambino.

Samtidig havde Senna blik for sin besættelses lumske understrøm: »I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig,« erkendte han. »For det kan forsvinde på et splitsekund. Det hele.«



De sidste dage af april 1994 gengiver filmen med en nærved ubærlig grundighed. På den italienske Imola-bane mister Sennas elev og landsmand, Rubens Barrichello, kontrollen under fredagens træning. Han slår to kolbøtter i sin Jordan, men slipper med skrækken. Dagen derpå rammer østrigeren Roland Ratzenberger muren frontalt. Han er død på stedet.

Enestående optagelser fra løbets kulisser viser en indadskuende Senna i dyb splid med sig selv. Skal han fortsætte? Indstille karrieren? Hvor meget er en førsteplads værd?

Næste morgen, søndag 1. maj, taler Senna i versaler på et lukket møde, hvor han og kollegerne plæderer for stramninger af sportens sikkerhedsregulativer. Han sætter sig bag rattet i den Williams, hvis avancerede computerteknik har drillet ham og teknikerne hele weekenden. På syvende omgang skraber bunden af bilen kortvarigt mod asfalten i den frygtede Tamburello-kurve. Gnister fyger. Vejgrebet glipper. Da Senna vædrer betonbarrieren, viser speedometeret 217 km/t.

13 år og utallige retssager senere, i 2007, placerede den italienske appeldomstol skylden for Ayrton Sennas dødsulykke på en defekt rataksel, dårligt design og slet udførte modifikationer i Williams-bilen.
»Sikkerheden inden for motorsport er mangedoblet siden den weekend,« påpeger Rainer Bambino.
»Man har indført chikaner (S-sving, red.) på mange baner for at nedsætte hastigheden, ligesom der nu er faste lægeteams og hospitalsfaciliteter ved anlæggene. I bilerne får kørerne spændt et sikkerhedssystem på nakke og hjelm, og kraftige sideskørter er nu påkrævet i cockpitterne.«

Han minder om, hvad der skete, eller rettere ikke skete, da australieren Mark Webber sidste år strejfede en forankørende bil ved det europæiske grandprix i Valencia.
»Webbers bil flippede 180 grader baglæns i luften, landede på snuden og tippede om på hjulene, inden den ramte barrieren. Og alligevel trådte Webber uskadt ud af vraget. For 20 år siden havde han aldrig overlevet det styrt,« fastslår den danske ekspert.



Ayrton Senna er den 24. og til dato sidste kører, der er omkommet på en Formel 1-bane. Da lægerne erklærede Senna død, forkyndte den brasilianske regering tre dages landesorg. 17 år efter, på den anden side af kloden, formår hans skæbne endnu at animere sindene. Koret af snøftende herrer vokser til et hulkende crescendo i Cinematekets sal, efterhånden som filmens sidste akt malker San Marino-grandprixet for tragisk suspense.

Bambino fortæller, at han på tiårsdagen for Sennas død besøgte Imola med en FDM-gruppe. En af dem draperede et medbragt brasiliansk flag over det hegn, hvorfra Sennas mindesmærke skuer ud mod den forbandede kurve. Senere samme dag kom gruppen tilbage. Flaget hang der endnu.
Hundreder af fans havde respektfuldt skrevet deres navnetræk hen over stoffet.


EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
SENNA vs. PROST – MIN BEDSTE FJENDE

Da Ayrton Senna skriver kontrakt med McLaren i 1988, kommer han på hold med franske Alain Prost, som på det tidspunkt er nummer ét på verdensplan.
»Prosts kørestil var klog og analytisk kalkulerende. Hvis han kun behøvede en tredjeplads for at vinde et løb, kørte han efter tredjepladsen. Senna var mere her og nu; for ham gjaldt det kun om at køre stærkt og om at vinde,« fortæller Rainer Bambino fra FDM.

Med så to store egoer på samme team, hvor de begge konkurrerede om at blive verdensmester, måtte det gå galt. I 1989 puffer Prost sin holdmakker ud af banen ved det japanske grandprix. Året efter giver Senna igen med samme mønt allerede i første kurve. Begge diskvalificeres.

Den indædte rivalisering mellem verdens to bedste F1-kørere eskalerer over flere år, hvor deres kontroverser rydder forsiderne. En pr-mæssig gave til motorsporten. Men da Senna bisættes i 1994, bærer Alain Prost kisten i processionen som nummer to i rækken.

Fakta: AYRTON SENNA

• Brasiliansk væddeløbskører, født 21. marts 1960 i São Paulo, død 1. maj 1994 i Imola, Italien.
• Deltog i sit første gokart-løb som 13-årig.
• Formel 1-debut i 1984 for Toleman-Hart.
• Kørte 1985-87 for Lotus-Renault.
• Fra 1988-1993 holdkammerat til (og rival med) franske Alain Prost hos McLaren-Honda.
• Skiftede i 1994 til Williams-Renault, men omkom samme år i en eneulykke under San Marino Grand Prix, kun 34 år gammel.
• Blev verdensmester i 1988, 1990 og 1991. Vandt i alt 41 sejre på 162 grandprixer.
• Fra 1989 til 2006 holdt han rekorden for flest pole positions (65 startpositioner som nr. 1).
• Kåret som århundredets største sportsmand i Brasilien og som alle tiders bedste F1-kører i en afstemning blandt 217 kolleger.
• Kun to væddeløbskørere (Michael Schumacher og Alain Prost) har vundet flere løb end Ayrton Senna.

Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film

Du læste det her først: Woody Allen, der ellers aldrig har tilladt ”bag kulisserne”-optagelser fra sine filmsets, har indvilget i at lade sig portrættere i en kommende dokumentarfilm. I disse dage, hvor han præsenterer sin seneste film, ”You Will Meet a Tall Dark Stranger”, i Cannes, følges han derfor tæt af en midaldrende herre med et HD-kamera.  

Woodys stalker er Robert Weide, som tidligere har instrueret den Oscar-nominerede dokumentar "Swear to Tell the Truth" om stand-up-legenden Lenny Bruce. Weide er også medskaberen af Larry Davids tv-serie ”Curb Your Enthusiasm”, hvorfor man må formode, at David – der spillede hovedrollen i Allens forrige film, ”Mig og Melody” – kan have overtalt den notorisk sky Allen til at give Weide fri adgang til sin hverdag (som ifølge Allen ellers er ludkedelig og rutinepræget).

I dokumentaren om Woody Allen vil man kunne se den 74-årige instruktør i arbejde på settet til ”You Will Meet a Tall Dark Stranger”. Han viser desuden rundt i sit barndomskvarter i Brooklyn, og Weide har også filmet Woody ved den Olympia-skrivemaskine, han købte som 16-årig, og som han stadig hamrer i tasterne på, når det årlige filmmanuskript bliver født.

Weide og hans kamera luskede også omkring i suiten på Hotel Martinez, da undertegnede i går (søndag) sad til bords med Woody Allen for at interviewe ham til Børsen. Der er med andre ord en minimal chance for, at jeg gæsteoptræder i dokumentaren, som skulle blive færdig engang til næste år. Så hold øje med den unge mand i det skræddersyede lyse jakkesæt.

"You Will Meet a Tall Dark Stranger" vises uden for konkurrence i Cannes og får dansk biografpremiere 25. november.

OPDATERING 5. juli 2012: Mere end to år senere får den nedklippede, to timer lange version af Robert Weides "Woody Allen: A Documentary" – lidt overraskende, men slet ikke ufortjent – dansk biografpremiere. Og jeg kan nu med et strejf af stolthed bekræfte, at jeg er med i den færdige film. Da Woody i dokumentarens sidste kvarter tager til Cannes for at promovere "You Will Meet at Tall Dark Stranger", sidder jeg ved det runde interviewbord yderst til højre i billedet (tættest på kameraet) og tager notater i mit lyse jakkesæt. Jeg er på lærredet hele to sekunder. IMDb, here I come!

Woody og Brie i "Woody Allen: A Documentary" (2011) | framegrab

Cannes 2010: Kvinderne - og Berlusconi

»Findes der virkelig ikke én eneste kvinde på hele kloden, som har lavet en seværdig film i år?« lyder det åbne spørgsmål fra en britisk kvindegruppe til Cannes-festivalens udvælgelseskomité.

Samtlige af de 18 spillefilm, der har chancen for at vinde Den Gyldne Palme i næste uge, er nemlig instrueret af mænd. Den skæve kønsfordeling i kokurrenceprogrammet har vakt protester på den 63. Festival de Cannes, hvilket du kan læse meget mere om i min åbningsartikel i Børsen:

> Cannes uden kvinder

Brian Iskov i Børsen, 12.5.2010 (OBS! Kræver Børsen-abonnement)

Heldigvis formår hunkønnet at gøre væsen af sig i sideprogrammer som Un Certain Regard og Quinzaine des Realisateurs, der traditionen tro fokuserer på skæve, runde, firkantede film fra fremtidens mulige palmekandidater.

Torsdagens mest omtalte titel, særvisningen af ”Draquila – Italien skælver”, bærer således en kvindes signatur: Skuespilleren, forfatteren og instruktøren Sabina Guzzanti. Og man noterer sig, at blandt de menige italienere, der i Guzzantis film står frem og kritiserer deres premierminister, Silvio Berlusconi, og hans fascistoide styreform forklædt som paternalisme, er det absolut kvinderne, der tør råbe højest og mest insisterende.

Anmeldelse: DRAQUILA – ITALY TREMBLES (2010)

Brian Iskov i Cannes (Séance Spéciale)
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama, 13.5.2010

OPDATERING: Filmen vises på CPH:DOX den 4., 10. og 13. november 2010

Middelalderbyen L'Aquila i Abruzzo-regionen var en af Italiens 20 kunstbyer, indtil de gamle huse sprak på langs i jordskælvet den 6. april 2009.

Guzzantis film åbner med spøgelsesbyens borgmester på nattevandring gennem resterne, der ligner en indhegnet krigszone. Loftslysene er stadig tændt inde i de tomme huse, og udenfor er græsset brudt op gennem brostenene for at erobre gaderne tilbage.

Mens 308 børn og voksne omkom i murbrokkerne, gned Silvio Berlusconi og hans betroede bygherrer sig i hænderne. Naturkatastrofen forærede dem en glimrende undskyldning for at fremskynde og promovere et storstilet byggeforetagende, der skulle genhuse de 70.000 ramte borgere. 

Rekordværdige fem måneder senere stod 400 spritnye forstadsboliger klar, naturligvis med indvielsen timet til at falde på Berlusconis egen fødselsdag. Blot det seneste i rækken af ”mirakler” fra landsfaderen. ”Vi er verdensmestre i superhurtig opførelse,” lød det glade budskab til vælgerne.

Men fra 400 til 70.000 er der stadig et stykke. At 30.000 af de hjemløse ofre fortsat sad installeret i teltbyer, mens andre 30.000 var sendt på ”hotelferie” uden udløbsdato, hørte italienerne imidlertid meget lidt om i medierne (som Berlusconi ejer). Heller ikke, at teltlejrene blev drevet ud fra militaristiske principper af Berlusconis altmuligmænd i Protezione Civile – civilforsvaret.

Fra "Draquila - Italy trembles" (2010)

Med den endeløse ventetid fulgte også beboernes følelse af at blive holdt som fanger, både i det politiske spil og mere konkret i teltlejrene, hvor deres rettigheder én efter én blev suspenderet. Forsamlinger i større grupper var forbudt. Det samme gjaldt koffeinholdige drikkevarer. Og i september 2009 notificerede staten, at teltlejrene skulle lukkes ned for vinteren, hvorfor beboerne endnu engang måtte se sig skubbet længere ud i systemets periferi.

Sabina Guzzantis præmis er, at Berlusconi kynisk udnyttede katastrofen til at booste sin egen popularitet, som haltede efter en serie sexskandaler. Og at Italien ledes af en Orwell'sk manipulator, der løser ethvert problem ved at indsætte juridiske smuthuller i lovteksterne. For eksempel kan staten erklære undtagelsestilstand ved den mindste foranledning. Et internationalt svømmestævne, der finder sted i Italien, udfylder betingelserne. 

Fidusen ligger i gummibegrebet ”store begivenheder”, der giver det allestedsnærværende civilforsvar vidtrækkende beføjelser til at bryde loven, som det passer dem – og deres chef. Ene og alene med den bagtanke, at staten dermed får frie hænder til at score kassen på private byggeprojekter på steder, hvor det ellers er forbudt at opføre nye konstruktioner. Også her finder titlens ordspil på blodsugeren Dracula en frugtbar grobund.

Sabina Guzzanti | pr-foto

Sabina Guzzanti, der oprindelig er stand-up-komiker, kaldes ikke Italiens Michael Moore for ingenting: Det er de samme rapfodede klipperytmer, karikerede grafikker og sarkastiske betragtninger, der tegner stilen i ”Draquila”. Hun virker dog mindre opsat på klovnerier end sin amerikanske kollega, og hun husker at give fair taletid til Berlusconis vælgere, hvoraf mange virker oprigtigt taknemmelige over statsmandens bedrifter. 

Undervejs bliver billedet lovlig speget, når filmen fortaber sig i lokalpolitiske spidsfindigheder eller i forbifarten strejfer, hvordan Italiens privatøkonomi er kontamineret af mafiakapital. Men man forstemmes, når Guzzanti afslører, at staten udmærket kendte risikoen for et jordskælv i L'Aquila. Trods sagkundskabens advarsler efter flere måneders seismisk aktivitet i regionen valgte Berlusconi & Co. at neddysse faren gennem regulær misinformation. Målet ifølge Guzzanti: At sælge deres forjættende boligprojekt til masserne! 

En lokal journalist medvirkede til vildledningen, om end i god tro, ved at publicere den officielt sanktionerede ”sandhed” om den ikke-eksisterende trussel. Da skælvet alligevel brød løs natten til den 6. april i L'Aquila, trøstede han sine to skræmte børn:

”Alt er normalt. Der er ingen fare”.

Han mistede dem begge.

I Venedig sidste år granskede Erik Gandinis doku-essay ”Videocracy”, hvordan mediemogulen Berlusconi har underbygget politikeren Berlusconis popularitet ved gennem flere årtier at dreje tv's indhold i retning af mandehørm og celebrity-tilbedelse. ”Draquila” leverer endnu en brik til, om ikke forståelsen af, så i hvert fald indblikket i det bizarre selvbedrag, der får det italienske folk til at fastholde deres Berlusconi ved magten.

En mulig del af forklaringen hører vi fra en aldrende italiensk herre, som afslutter filmen med resigneret eftertanke. Han har talt med mange overlevere fra diktaturstater og kan konstatere: ”Berlusconis Italien er en slags lortediktatur – men i det mindste har vi ikke tortur.”

Bonusinfo: Udvælgelsen af Guzzantis film harmede den italienske kulturminister, Sandro Bondi, i en sådan grad, at han valgte at boykotte årets Cannes-festival. Mon nogen hernede savner hans tilstedeværelse, endsige bemærker hans fravær?