I tirsdags udkom den minimalistiske thriller "Essential Killing" på dansk dvd og Blu-ray:
"Essential Killing" af polske Jerzy Skolimowski markerede sig på sidste års Venedig-festival som en udpræget kropslig snarere end intellektuel oplevelse. Juryen kvitterede med en specialpris til den 72-årige instruktørveteran, der modtog tilsvarende hæder for "Fyrskibet" 25 sæsoner tilbage.
Skolimowski fostrede ideen til sit aktuelle værk, da det kom frem, at CIA angiveligt holdt terrormistænkte i skak på et hemmeligt black site kun 20 km fra instruktørens hus i de polske skove. Ud af dette spandt han et fiktivt scenarie, hvor en afghaner (Vincent Gallo) indfanges af amerikansk militær i sit hjemland og fragtes til Europa, blot for at undslippe, da konvojen skrider af vejen og ruller ned af en sneklædt skrænt.
Trods udgangspunktet viger "Essential Killing" uden om entydige politiske statements. Er Mohammed terrorist? Vi får aldrig svar, for baggrunden fortoner sig bevidst i grumsede konturer. Hans blinde flugt gennem den ubarmhjertige vinter bliver i stedet en studie i primal livsopholdelsesdrift, hvor vores ambivalens over for den vildfremmede antihelt sættes op imod den empati, vi refleksivt føler for hans situation.
Vincent Gallo i "Essential Killing"
Jerzy Skolimowski skræller effektfuldt historien ned til det nøgne skelet, men troværdigheden og det tætte fokus svigter flere steder i den ujævne actionthriller. Scenen, hvor Mohammed omringes af et kobbel glammende hunde, der materialiserer sig i driverne som ildevarslende fantomer, rummer dog et dragende, drømmende sug: Her udviskes den tynde grænse mellem menneske og dyr.
Filmens ordløse hovedrolle blev en slags oprejsning – hvis De undskylder udtrykket – for Vincent Gallo, der stadig siges at ømme sig efter sin herostratiske Cannes-maveplasker "The Brown Bunny" fra 2003. Det var dén, hvor han instruerede Chloë Sevigny til at yde oralsex på ham for rullende kamera.
Under Venedig-festivalen i 2010 luskede den newyorkske multikunstner og knudemand omkring på Lidoen og nægtede pure at tale med pressen eller vise sig til offentlige arrangementer.
»Vincent, where are you? Come on out, be brave,« drillede Jerzy Skolimowski, da han modtog en Coppa Volpi på sin skuespillers vegne ved at takke instruktøren, forfatteren og produceren – som alle er Skolimowski selv.
Essential Killing. Polen-Norge-Irland-Ungarn 2010. Instruktion: Jerzy Skolimowski. Spilletid: 83 minutter. Dansk dvd- og Blu-ray-premiere: 12. oktober 2011. Udgiver: Atlantic Film.
Torsdag er der dansk biografpremiere på filmatiseringen af Haruki Murakamis skelsårsroman "Norwegian Wood" fra 1987.
Efter "Duften af den grønne papaja" (1993) og "Midt om sommeren" (2000), der balancerede graciøst i det usagte, bestyrker instruktøren Tran Anh Hung med "Norwegian Wood" sin position som en overlegen sensualist.
Tran Anh Hung vandt Venedig-festivalens guldløve for "Rickshaw" i 1995. Den fransk-vietnamesiske instruktør har gjort det til et kendemærke at lade sine motiver marinere i et bad af udstrakt tid, så han som en alkymist kan uddrage korn af overjordisk skønhed fra de såre dagligdags fænomener, han skildrer.
Fotografen Mark Lee Ping-bin ("In the Mood for Love") tegner sig for billedsiden, der i taktil HD indfanger og forstørrer flygtige strejf – fra fingerspidser mod træ til gardiners dans i luftningen. Den raffinerede, sanselige nydelse finder sin mage i filmens rige lyddesign, vævet af vindkysset løv, hvislende cikader og fjerne fuglekald.
Som i forlægget lader Tran Anh Hung sin love story udspille i 1960'ernes Tokyo. I samråd med Haruki Murakami har han dog strømlinet teksten ved at skrive overbygningen, hvor den voksne hovedperson skuer tilbage, ud af manus. Tilbage står 18-årige Watanabe, den retningsløse universitetsstuderende, opslugt af kærlighed til den smukke Naoko.
En forbindelse brister i Naokos indre, da hendes og Watanabes nære ven, Kizuki, som 17-årig vælger at spole fast forward gennem resten af sit liv. ”Intet kan hele tabet af en elsket,” lyder Naokos mismodige refræn, og Rinko Kikuchi, der blev Oscarnomineret som døv pige i "Babel", skærer klart og rent i sit portræt af den bundløse sorgs fortvivlelse.
Naoko indlogerer sig på en uforstyrret mentalklinik i skovbrynet, hvor hun fortrækker ind i sig selv. Imens glider pigen Midori over skolens gulv og ind på Watanabes himmel som en orange sol. Han søger trøst i hendes positive strålekrans, men længslen efter Naoko slipper ikke grebet om hans hjerte.
"Norwegian Wood" lyser stærkest, når Tran Anh Hung sætter skyklapper på kameraet og går så tæt på Watanabe og Naokos øjeblikke af tosomhed, at resten af verden forsvinder i periferien som et teoretisk koncept. Her indkapsles ungdommens overvældende, rå følelsesintensitet i koncentrat. Hver en berøring er bristefærdig af betydning, og livet og døden rummes i ét enkelt blik.
På det lange stræk – 133 minutter – overdoserer filmen desværre den sindige traurighed, som får svært ved at bundfælde sig hos tilskueren i Trans delikate indpakning. Efter verdenspremieren i Venedig sidste år gav flere kritikere udtryk for, at de savnede den underdrejede humor fra Murakamis prosa og nuancerne i hans personfremstilling.
Selv har Murakami blåstemplet filmversionen.
Tran Anh Hung, instruktøren af "Norwegian Wood"
Norwegian Wood (Japan, 2010). Instruktør: Tran Anh Hung. Originaltitel: Noruwei no mori. Baseret på Haruki Murakamis roman fra 1987. Spilletid: 133 minutter. Danmarkspremiere: 8. oktober 2011.
I sidste uge blev Kenneth Branaghs Marvel-film "Thor" udgivet i Danmark i fire formater (dvd, Blu-ray, dvd/Blu-ray-combo, 3D superset dvd/Blu-ray-combo med digital kopi). Blu-ray'en lammetæver ikke blot dvd'en på overlegen billedkvalitet, men også når det gælder mængden af ekstramateriale:
"Thor" Blu-ray:
Kommentarspor ved Kenneth Branagh
11 slettede eller udvidede scener med valgfri kommentarspor (24 min)
7 featuretter (44 min)
"Marvel One-Shot: The Consultant" kortfilm (4 min)
"Road to the Avengers" featurette (3 min)
4 trailere
Af disse indeholder dvd'en kommentarsporet, fire af de slettede scener (6½ min), trailerne og "Avengers"-featuretten.
Den bedste bonus er så afgjort Kenneth Branaghs nonstop-snakkespor, som udmærker sig ved at være stimulerende, informationstæt og velformuleret i helt usædvanlig grad. Faktisk kan jeg umiddelbart kun komme i tanke om én anden instruktør, som gør sig lige så umage med at levere lytteværdige kommentarspor til sine film, og dét er Robert Rodriguez.
Fra første til sidste billede holder Kenneth Branagh knap nok pause for at trække vejret. Han gennemgår hver eneste tænkelige detalje, og han har tydeligvis skænket dem alle den samme mængde omhu i sine overvejelser. Branagh runder bl.a. filmens brug af 3-D, rollebesætningen, designet af asegudernes hjelme og hvad de mange manusforfattere og skuespillere (især Stellan Skarsgård) hver især har bidraget med til det endelige produkt.
Undervejs i kommentarsporet husker instruktøren også at fodre nørderne med gavmilde håndfulde trivia. Nu kender jeg f.eks. det eksakte antal af visuelle effektskud i "Thor". Der er 1309.
Kasseret designudkast til Asgård (screendump fra "Thor" Blu-ray)
Endelig gør Kenneth Branagh en dyd ud af at fremhæve den skandinaviske inspiration, som bl.a. spejles i Asgårds gyldne, himmelstræbende arkitektur.
Lidt ærgerligt er det dog, at hans agtpågivenhed over for detaljen ikke har fanget denne sjuskede rekvisit: Da Jane Foster (Natalie Portman) bladrer i en bog om asemyter, er det norske tekstafsnit i nærbilledet tydeligvis maskinoversat fra engelsk, med deraf følgende fejl i bøjninger, syntaks, tegnsætning og ordopdelinger. "Meget sen, ble gitt Mjolnir til Thor, etter måling seg verdig ..."??.
Det ligner norsk. Men det er sludder. (Screendump fra "Thor" Blu-ray)
Kenneth Branagh ynder ellers at hævde, at han betragter sig selv som en slags æresskandinav. Han har f.eks. spillet prins Hamlet af Danmark på Kronborg. Og i senere år har vi set ham som Ystad-betjenten Kurt Wallander i BBC's miniserie over Henning Mankells krimibøger.
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama fortæller Kenneth Branagh her, hvad han elsker ved vores nordiske sindelag:
»Med fare for at generalisere oplever jeg hos skandinaverne en ret absurd og surrealistisk form for humor. Et skævt blik på tingene, som kan være ganske excentrisk, men ofte også meget morsomt. Der gik en rum tid, før jeg fandt ud af, hvornår mine skandinaviske venner drillede mig, for de er virkelig gode til pokerfjæs, når det gælder komedie.«
»Jeg nyder også, at mange skandinaver tilsyneladende tør at være poetiske i deres dagligdag, hvilket minder mig om min irske baggrund. De besidder modet til at føre filosofiske samtaler om store, vedkommende emner, hvor vi briter har en tendens til at være lidt stramme i betrækket omkring den slags, som om det ikke rigtig sømmer sig.«
»Endelig elsker jeg landskabet. Jeg er fascineret af de dele af verden, hvor næsten alle bor tæt ved kysten og klumper sig sammen mod syd, mens der nordpå findes vidtstrakte områder, hvor der er plads til, at der kan ske sære ting.«
Du kan læse meget mere om Marvels "Thor" i mit tidligere indlæg om filmen. Her finder du også begge de interviews, som jeg i marts 2011 lavede med Kenneth Branagh til Politiken og DR's Troldspejlet:
I store dele af Europa eftersynkroniserer man spillefilm fra andre lande, mens vi skandinaver gudskelov har tradition for at se importerede film med undertekster.
De fleste af os bemærker kun teksterne, når vi fanger åbenlyse fejl i oversættelsen. Som når "make-up sex" bliver til "sminkesex", eller en "Vietnam vet" forvandles til dyrlæge. Men faktisk er det lidt af en kunst at bearbejde replikker på fremmedsprog til et præcist, flydende og mundret dansk, som samtidig fanger og formidler dialogens jargon med alle referencer og ordspil intakte.
Henrik Thøgersen fra Scandinavian Text Service er en af landets flittigste (og dygtigste) tekstere af spillefilm. Det er f.eks. ham, der har oversat de danske biografkopier af "Juno", "Twilight"-serien, "Avatar" og den premiereaktuelle "Bollevenner" (se trailer ovenfor).
I det interview, jeg har lavet til Politiken i dag (22. september 2011), fortæller Henrik Thøgersen om de sproglige udfordringer og faldgruber, han møder i sit arbejde som filmtekster. Bered dig på skinkelyn, pandefrost og, til sidst, en rigtig RASMUS.
BONUSMATERIALE Juno (2007): "When I see them all running like that, with their things bouncing around in their shorts, I always picture them naked even if I don't want to. All I see is pork swords."
Tv-tekstning af Henrik Thøgersen
Henrik Thøgersen var en af de første billedmedieoversættere i Danmark, som tog ordet "fuck" til sig og brugte det i sine tekster. Dog valgte han at nedtone Frank Booths monomane verbale referencer til kønsakten, da han i 2005 tekstede dvd-udgaven af David Lynchs "Blue Velvet". Blue Velvet (1986): "Get ready to fuck! You fucker's fucker! You fucker!"
"Who's that fuck?"
Den oprindelige biograftekstning fra 1986 bøjede sig derimod bagover for at finde pendanter til "fuck", der dengang var et fremmedord på dansk:
Biotekstning, 1986 (anonym)
Af rettighedsmæssige årsager kan den samme film risikere at blive oversat flere gange til hhv. bio, tv og video. En sammenligning af de forskellige versioneringer afslører, at de samme replikskifter kan fortolkes på mange måder – især, hvis dialogen indeholder ordspil. Airplane!/Højt at flyve (1980):
"Surely you can't be serious."
"I am serious. And don't call me Shirley."
TV 2-tekstning af Niels Søndergaard
TV 2-tekstning fra programmet "Helt til grin"
Dvd-tekstning (anonym)
OPDATERING: Henrik Thøgersen og Niels Søndergaard er begge blandt de nominerede til Teksterprisen, som FBO (Foreningen af Danske Billedmedieoversættere) uddeler torsdag 29. september 2011 ved et arrangement i København. Adgangen er gratis, og alle kan melde sig til på foreningens website:
> Årets uddeling af Teksterprisen Mere om tekstning
”Jeg tager mikken i hånden og ordspiller den af!” rappede Eminem i sin debutfilm ”8 Mile” fra 2003. Dengang var det sangskriveren Kenneth Thordal, der påtog sig den svære opgave at formidle filmens slangfyldte battles i danske undertekster. Han fortæller om udfordringen her:
> Kenneth Thordal: Kunsten at oversætte "8 Mile"
Titlevisions berømte samling af tekstningsbøffer, kaldet Bøfsiden, er en (næsten) uudtømmelig kilde til ufrivillig komik: > http://www.titlevision.dk/boeuf.htm
Gennem FBO's hjemmeside kan du klage over de fejl, du måtte finde i undertekster på tv, dvd eller i biografen: > http://fbo-dj.dk/Seerklager/klager/
Alle, der mener, at de kan gøre et bedre stykke arbejde end de professionelle tekstere, bør dog først prøve kræfter med nedenstående test. Thi der er mange parametre, man skal tage højde for, når man oversætter dialog til billedmedier: > http://elkan.dk/artikler/oversaette_tekster_film.asp
Og i denne artikel fra Politiken (december 2000) giver oversætter Mette Curdt sit besyv med om tv-teksternes faldende standard: > "Mit luftpudefartøj er fuldt af ål"
Jeg har selv tidligere begået følgende tekst til Børsen om nogle af de udfordringer, som truer kvaliteten af de danske billedmedieoversættelser:
Krav om fartgrænse for tv-tekster Brian Iskov i Børsen, 2. december 2008
Som danske tv-seere er vi så vant til undertekster, at de sorte blokke nederst på skærmen er den mest læste form for skriftlig dansk. Men kvaliteten af tv-teksterne er for nedadgående, advarer Kirstine Baloti fra specialgruppen Forum for Billedmedieoversættere (FBO):
»Vi kan se, værdierne skrider, og det er seerne, der bliver tabere.«
Kirstine Baloti peger især på eksponeringstiden af de enkelte tekstblokke som et område, hvor politikerne bør gribe ind og sikre læsevenligheden.
Kulturministeriets udvalgsrapport »Sprog til tiden« fik i april [2008] kritik for at ignorere tv-tekstningen og dens betydning for sprogdannelsen. I et høringssvar, som Kirstine Baloti nu har indgivet på vegne af Dansk Journalistforbund og FBO, anbefaler hun at indføre et loft over det antal af bogstaver, som seerne skal afkode hvert sekund.
DR’s uskrevne regler foreskriver, at en dobbeltlinjet tekstblok skal stå på skærmen i seks sekunder, for at seeren kan afkode den. Men de kommercielle kanaler lægger sig tættere på den internationale standard på kun to sekunder pr. tekst. Og når bogstaverne skiftes ud, før øjet når at registrere ordenes mening, tabes de sprogsvage seere i farten.
Det store flertal af befolkningen, som ikke beskæftiger sig professionelt med sprog, stresser over, at de ikke kan følge teksternes opskruede tempo. Hvis de heller ikke forstår det fremmedsprog, som tales i udsendelsen, er de fortabte,« mener Kirstine Baloti.
Allerede i 2004 skrev FBO forgæves til daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) for at gøre opmærksom på problemet med teksternes fartgalskab. Nu anmoder FBO igen politikerne om at sikre niveauet af public service- stationernes oversættelser.
For selv om DR og TV 2 primært benytter veletablerede tekstere, ser Kirstine Baloti en tendens til, at begge stationer lægger opgaver ud til »discountfirmaer« af ringere kvalitet.
Hun håber, at en lovbestemt standard vil smitte af på de kommercielle kanaler, som ikke er underlagt samme politiske regulering, og som i højere grad kritiseres for at bruge »skabelontekster« (ukondenserede andenoversættelser, red.) fra billige, udenlandske selskaber.
»De ansætter midlertidige svingdørstekstere, som får en så lav hyre, at de er tvunget til at arbejde ekstra hurtigt. Nogle af under byderne lønner deres freelancere med helt ned til 50 pct. af den normale sats, og det afspejler sig i dårlige, jappede tekster«, siger Kirstine Baloti.
Kulturministeriet er i øjeblikket ved at bearbejde de over 30 modtagne høringssvar på rapporten og ønsker ikke at kommentere konkrete detaljer, før de sprogpolitiske forhandlinger starter efter nytår [2009].
Leone d'Oro, Guldløven:
Aleksandr Sokurov, "Faust" (Rusland)
Leone d'Argento, bedste instruktion:
Shangjun Cai, "People Mountain People Sea" / "Ren Shan Ren Hai" (Kina-Hongkong)
Osella for bedste manuskript:
Yorgos Lanthimos, "Alpis" (Grækenland)
Coppa Volpi for bedste skuespiller:
Michael Fassbender, "Shame" (Storbritannien)
Coppa Volpi for bedste skuespillerinde:
Deanie Yip, "A Simple Life" / "Tao jie" (Kina-Hongkong)
"Marcello Mastroianni"-prisen for bedste unge skuespiltalent:
Shota Sometani & Fumi Nikaido, "Himizu" (Japan)
Osella for bedste fotografering:
Robbie Ryan, "Wuthering Heights" (Storbritannien)
De forventede frontløbere på den 68. Venedig Filmfestival fordelte de tunge priser imellem sig ved lørdag aftens prisuddeling. Russiske Aleksandr Sokurov leverede kunstfilm i højt gear med sin hektisk myldrende udgave af "Faust"-myten. Den græske kritikerdarling "Alpis" (af teamet bag "Dogtooth") tog manusprisen. Og Steve McQueens hypnotisk hårdtslående "Shame" kastede en skuespilpris af til irsk-tyske Michael Fassbender, der leverer en uforglemmelig mesterpræstation som den sexafhængige Brandon.
Michael Fassbender spillede også en af hovedrollerne - som den unge Carl Jung - i David Cronenbergs "A Dangerous Method", der gik tomhændet fra prisfesten. Hverken Fassbender eller jeg havde endnu set "Shame", da vi mødtes i festivalens tidlige dage for at snakke om Cronenberg-filmen. Men ét turde den irske charmetrold godt love, dagen inden den allerførste visning af "Shame" for verdenspressen:
"It will certainly wake you up at 9 A.M. in the morning."
Ellers snakkede vi faktisk mest om, at Michael Fassbender holder ferie resten af året efter at have indspillet "A Dangerous Method", "X-Men: First Class", "Shame", "Haywire" og den kommende "Jane Eyre" i streg. Sammen med sin far rejser den irsk-tyske skuespiller kontinentet tyndt på motorcykel. Køretøjet er en nyerhvervet BMW 1200 Adventure, som han købte i London. ("Den har en fantastisk balanceevne," roser Fassbender). Han og farmand startede med at tage til Bosnien med stop ved Sarajevo Filmfestival. Derfra gik turen til filmfestival i Venedig, hvor han lader kværnen stå, mens han hopper på et fly til filmfestivalen i San Sebastian ... Dét er altså, hvad en af Europas hotteste skuespillere kalder "ferie"!
I Weekendavisen fra 9. september kan du læse mine anmeldelser af følgende film fra den 68. Venedig Filmfestival:
"Shame" (Steve McQueen)
"A Dangerous Method" (David Cronenberg)
"Alpis" (Yorgos Lanthimos)
"Whores' Glory" (Michael Glawogger, vist i sidekonkurrencen Orizzonti)
"The Ides of March" (George Clooney)
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
