Find fem fejl: "Dødens Gab 4"

En gang imellem støder man på film, der er så spækket med tåbelige fejl, at man bliver helt flov på filmholdets vegne. "Dødens Gab 4 – Hævnen", som TV3 har listet ind i programfladen natten til søndag, er præcis sådan en film.

Tyg lige på den her historie: En efterkommer af den hvide haj, som Martin Brody (Roy Scheider) dræbte i ”Dødens Gab 2”, forfølger hans hustru, Ellen Brody (Lorraine Gary), til Bahamaøerne for at hævne sit døde ophav.

Jep, du læste rigtigt. En fisk, der bærer nag til en menneskefamilie. Hajen kan også rejse sig lodret op i vandet og brøle som en dinosaur. Vent, det bliver værre endnu ...

I denne scene fra "Dødens Gab 4 - Hævnen" slår hajens krop et knæk på cirka 45 grader, så dyret kan stille sit forparti skråt op af vandet og knurre ad de væmmelige mennesker. Dygtig haj.

"Jaws The Revenge" sank hurtigt til bunds, da den blev søsat i biograferne i 1987. Garvede Joseph Sargent er krediteret som instruktør på fiaskoen, der forsøgte at vride de sidste dråber ud af det brand, som Steven Spielberg grundlagde med sin overlegne "Jaws" fra 1975.

For så vidt er seriens fjerde indslag en ganske anonym og rutinepræget dusinvare af den slags, de færreste ville gide pege fingre ad. Hvis det ikke lige var for to forhold, der sikrer "Dødens Gab 4" en skamfuld plads i annalerne.

Manuskriptet er så himmelråbende afsindigt idiotisk, at man flere gange tager sig selv i at tro, det er en Jaws-parodi, man uforvarende har lukket op for. Alene plakatens famøse slaglinje – "This time it's personal" – giver et fingerpeg om niveauet. Synderen, den fortjent ukendte skriverkarl Michael De Guzman, skammer sig end ikke over at trække det slidte kort "GISP! Det var kun en drøm!" hele TO gange i samme film.

Læg dertil et budget, som åbenbart kun tog højde for rejseudgifterne til Caribien og checken til Michael Caine. Filmen vrimler i hvert fald med iøjnefaldende tekniske bøffer og bommerter, som ingen har fundet det umagen værd at rette op på undervejs. Man ser for sig et filmhold bestående af ugidelige zombier, der skæver længselsfuldt efter den næste fyraftensmargarita.

Her er mine bud på de fem mest pinlige fejl fra "Dødens Gab 4 - Hævnen":

Det er ikke kabler, der stikker ud af siden på fisken. Det er … øhhh … tjumm … okay, det er kabler.

12 år efter den oprindelige "Jaws" magter hajen ikke længere at bevæge sig omkring uden støtteben. Her er den hydrauliske arm, der bærer fiskens skrog, kommet med i billedet.

Uhmmm, mad på spid. Hvis hjælpestangen er der for at styre den mekaniske haj, virker den ikke særlig godt, for Bruce svømmer stadig pilskævt i denne scene.

Nu bliver det ekstra personligt. Rygfinnen tager ud på vendetta – men hvor er resten af hajen?

Og endelig: Se, hvordan det såkaldte ”havvand” plasker op ad den malede horisont i filmstudiets udendørs bassin!

At Lance Guest åbenlyst ligger og hundesvømmer i en pool på ovenstående billede skyldes, at Universal efter lunkne testvisninger forlangte en ny og, hmmm, mere spektakulær slutning på "Dødens Gab 4 – Hævnen".

> Se filmens oprindelige slutning på YouTube

Materialet fra den hastige reshoot, som udgør finalen i TV3's version, er tydeligvis lavet for lommeuld og visne blade. Jeg mindes ikke at have set så sjusket production value i nogen anden biograffilm fra et anerkendt Hollywood-studie i min levetid:

Fra denne indstilling af bådens forstævn, der borer sig ind i skindet på den erigerede rovfisk, klippes der til ...

... det her billede! I kid you not. En håndsnittet miniaturemodel af en ... makrel, der bliver prikket på maven af ... en pind. Den mindst imponerende special effect i moderne filmhistorie.

Hov, what the ...? Hajer kan tilsyneladende ikke tåle at komme i kontakt med træ. Så eksplumderer de. BANG, siger det. Eller snarere, PFFFT, når det foregår i denne målestok. Klipperen gentager endda effekten fire gange lige efter hinanden, så vi alle kan se, hvor ussel den er.

Der døde dén. Så er der makrel i tomat.
Det er tilladt at måbe over den respektindgydende omhu og detaljeringsgrad, som Universals modelmagere har lagt i dén forstævn.

Nå, men enden på det hele blev, at Michael Caine finansierede et flot, nyt hus med sin gage fra ”Dødens Gab 4”. Og manuskriptforfatteren fik aldrig lov at lave film i Hollywood igen, så noget positivt kom der da ud af miseren.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Jabootus ekstremt grundige og infamt veloplagte nedsabling af "Dødens Gab 4 – Hævnen", som står at læse på Jabootus Bad Movie Dimension. Dén anmeldelse er uendeligt mere underholdende, end selve filmen nogensinde bliver det.

Flere flove filmfejl på Bries Blog-O-Rama:
> "Højt at flyve" (Airplane)
> "Superman: Kampen for fred"
> Femten flove filmfejl

Ny i bio: "Inception" + "Life During Wartime"

Så er det på torsdag, at Christopher Nolans "Inception" – om et hold specialister på mission i underbevidstheden – endelig får dansk premiere. Jeg tøver absolut ikke med at anbefale filmen, men vil blot opfordre til, at man dæmper forventningerne til et passende uhysterisk niveau, trods de amerikanske kritikeres løfter om et Kubrick'sk mindfuck i mesterklasse.

For så dybt stikker Nolans påståede storværk slet ikke. "Inception" er hverken mere eller mindre end en stilig, ambitiøs og visuelt opfindsom actionfilm, hvis labyrint af parallelle drømmeplaner er overraskende lidt syret eller kringlet at navigere i. Tværtimod fremlægger Nolan sine ideer på metodisk og mønsterværdig klar facon – hvilket desværre også indebærer, at Ellen Page er belemret med et ordentligt læs gumpetung, forklarende dialog i årets mest utaknemlige rolle som 'Little Miss Exposition'. Det er ikke nogen udpræget elegant løsning.

Gudskelov har "Inception" også den svimlende smukke pariser-rapand Marion Cotillard i sin værktøjskasse, ligesom man sent skal glemme de sindrige fysiske effekter i scenen, hvor Joseph Gordon-Levitt glider gennem korridorer og deler øretæver ud i vægtløs tilstand. Se, dét er film.

OPDATERING 28.7.2010: Min holdning til "Inception" vinder tilsyneladende genklang hos Rasmus Brendstrup fra Ekko, som uddyber flere af de ovennævnte synspunkter i sin meget læseværdige, firestjernede anmeldelse. Tjek den ud på Ekkos hjemmeside!

Her er traileren til "Inception" i HD og med danske tekster:



Og når du så har fået blæst håret tilbage i Christopher Nolans drømmekarrusel, kan du overveje at snige dig ind i Grand eller Øst for Paradis og puste ud til sommerblockbusterens modpol. De to arthouse-biografer har nemlig premiere på den svale indiekomedie "Life During Wartime", hvor Todd Solondz genbesøger de hårdt prøvede eksistenser fra hans tolv år gamle "Happiness".

Jeg skrev følgende om "Life During Wartime" i Weekendavisen, da Solondz' film havde verdenspremiere i Venedig sidste år ...

ANMELDELSE:
LIFE DURING WARTIME
(Todd Solondz, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11. september 2009

På østsiden af det amerikanske kontinent opdagede Todd Solondz, hvad han på sit pressemøde kaldte ”Land of Generica”. Betegnelsen går på Miamis forstadsarkitektur, der dyrker den forhåbningsfulde modernisme i klare, renskurede farver. Solondz' konkurrencebidrag, "Life During Wartime", udspiller sig i og omkring disse karakteristiske ejerlejlighedskomplekser, hvis geometriske facader stryges flade af veteranfotografen Ed Lachmans digitale kamera. Sjovt nok er det meste af filmen skudt i Puerto Rico. Hvis man ikke lige ved det, ser man det ikke.

Instruktøren har til lejligheden valgt at genbesøge persongalleriet fra sin gennembrudsfilm "Happiness" (1998), men med lutter nye ansigter i samtlige roller. Sidst, vi hørte fra ham, lod han seks forskellige skuespillere – af begge køn og i alle aldre – alternere i hovedrollen i "Palindromes". Den nye variant af gimmicken giver perfekt mening i konteksten. De færreste mennesker forbliver uforandrede efter at have gennemgået voldsomme traumatiske oplevelser.

Engelsk biografplakat til "Life during Wartime"

Den satiriske sædekomedie med urovækkende understrømme er tydeligt i familie med "Happiness", om end "Life During Wartime" ikke fordrer noget kendskab til sit ophav. Men den vinder på at skifte misantropien ud med en medfølende, melankolsk modenhed, der sætter de skarpe kanter i relief. Resultatet er måske indie-instruktørens bedste film, og særlig ét navn bør figurere på festivaljuryens notesblokke: Alison Janney som den mest ”normale” i Jordan-slægtens jødiske søskendeflok. Efter (eks)manden blev grebet i lag med mindreårige drenge, forsøger hun at genrejse hverdagen for sig selv og sine to børn, der må skærmes mod verdens dårskab.

I Dylan Bakers tidligere rolle som den pædofile psykolog og familiefar gløder Ciáran Hinds af fåmælt latens. Han har afsonet sin dom og begiver sig målrettet mod sin ældste søns collegeværelse for at søge absolution. Parrets yngste dreng, ”snart en mand” på 12 år, reagerer umiddelbart stærkest på løsladelsen, eftersom han ikke anede, han havde en far. Nyheden binder flere knuder på knægtens i forvejen godt filtrede nøgle af psykologiske og moralske grublerier.

I Abel Ferraras version af "Bad Lieutenant" led Harvey Keitels selvdestruktive livsførelse et grundskud, da en skændet nonne valgte at tage sine voldtægtsmænd til nåde. Hos Solondz brydes karaktererne også med store tanker om forladelse og glemsel. For hvor går grænserne? Kan man for eksempel tilgive terrorister, hvis deres bevæggrunde lyder fornuftige? Og er det ikke somme tider bedre at glemme en misgerning af særlig utilgivelig art? Set i det lys er arbejdstitlen "Forgiveness" egentlig mere dækkende for indholdet.

"Inception" og "Life During Wartime" har dansk biografpremiere torsdag 29. juli 2010.

Lindsay Lohan: Før og nu

Utroligt, så meget der kan ske på seks år.

Jeg kan stadig huske min overraskelse, da de første, afslørende paparazzi-billeder af Lindsay Lohan dukkede op cirka 2005. Fugtige snapshots fra L.A.'s dødsruter, der viste en ustyrlig partypige i slingrekurs mellem skyer af coke og sprut.

På det tidspunkt var det kun nogle måneder siden, at jeg havde siddet over for den da 18-årige skuespiller til et interview om Tina Feys morsomme highschool-satire "Mean Girls".

Allerede dengang havde jeg svært ved at sammenholde den topprofessionelle - og mørkhårede - unge kvinde, der tronede for enden af bordet, med Li-Lo, den fregnede nusergøj fra uskyldige komedier som "Forældrefælden" og "Freaky Friday". Men mødet med Lindsay Lohan i Paris efterlod mig dog med indtrykket af en opadstigende og talentfuld stjerne med snusfornuften i behold.

Måske derfor havde jeg ikke fantasi til at forudsige, hvad derefter fulgte.

Lindsay Lohan, 2004

Lindsay Lohan, 2010 

I forgårs (tirsdag) tjekkede den nu 24-årige Lindsay Lohan ind i det californiske tugthus Century Regional Detention Facility. Hendes aktuelle dom på 90 dages fængsel er den foreløbige kulmination på de seneste fem års tøjlesløse ridt i partykarrusellen, der har sendt rødtoppen på rundtosset slingrekurs.

Ifølge en talsmand fra Los Angeles' politi skal den tungfestende tabloidstjerne dog næppe regne med at kukkelure i kachotten særlig længe. Lindsay Lohan forventes at blive løsladt igen allerede den 2. august - efter kun 14 dages hæfte.

Apropos viser Kanal 5 i aften "Just My Luck" fra 2006: En slap metervarekomedie, som på ingen måde indfrier de løfter, Lindsay Lohans tidlige præstationer som Hollywoods komiske Teen Queen lagde op til.

Med Robert Downey Jr.s imponerende karriere-restitution in mente skal jeg imidlertid være den sidste til at afskrive Li-Los muligheder for et triumferende comeback. Jeg har jo taget fejl af hende før ...

---

INTERVIEW:
Lindsay Lohan, "Mean Girls"
Brian Iskov i TJECK #153, august 2004

Den rødhårede rocktøs fra ”Freaky Friday” er ved at blive voksen. Lindsay Lohan spiller gymnasiebabe i biografaktuelle ”Mean Girls”, og TJECK har mødt den nu 18-årige stjerne i Paris

Pschitt! er navnet på en uskyldig fransk mineralvand.
Når man fjerner kapslen, slipper kulsyren fri med et ”pschitt” – deraf navnet. Sagt hurtigt lyder det også som noget, enhver pæn 18-årig pige helst vil være fri for at putte i munden.
– Har I set det her, udbryder Lindsay Lohan og suser ind i vores hotelsuite med en af de famøse flasker i hånden. Selv om stjernen fra ”Mean Girls” hænger ud med Justin Timberlake og agerer vært på MTV Movie Awards, når hun ikke snor sig topprofessionelt gennem endnu et gruppeinterview, er hun altså stadig ung nok til at synes, det er sjovt, når en danskvand hedder noget uartigt.
Ellers får vi ikke mange glimt af teenageren bag facaden. Vi husker med glæde den nuserfriske rødtop fra ”Freaky Friday”, men sidste år er længe siden. Foran os sidder en kurvet ung kvinde, hvis absurd dybstegte tropekulør giver hendes hår et brunt skær og får de sidste fregner på skuldrene til at gispe efter luft.

Arbejde, altid arbejde
Lindsay Lohan taler, tænker og opfører sig langt ældre, end hendes dåbsattest tillader. Måske fordi hun har arbejdet, siden hun var tre. For eksempel var hun sin egen tvilling i Disneys seks år gamle ”Forældrefælden”.
– Efter den blev et hit, syntes mine forældre, at jeg skulle vende tilbage til min skole, og jeg var helt enig. Jeg havde lyst til at være sammen med mine venner igen. Ingen af dem vidste, at jeg havde lavet en film, fortæller Lindsay og kan godt selv høre, hvor underligt det lyder. Hun uddyber:
– Da jeg tog af sted for at indspille ”Forældrefælden”, fortalte jeg alle i min klasse, at vi skulle på ferie. Jeg kom først tilbage efter otte måneder. Så mine venner undrede sig lidt, da filmen fik premiere, og de så mig på plakaten. Jeg ville bare ikke virke, som om jeg blærede mig med det!
Bagefter kom Lindsay i high school, men stoppede midt i andet år for at blive undervist hjemme. Siden har hun ikke set sig tilbage.
– Jeg har ikke engang været til studenterballet, siger hun om den for amerikanske teenagere så livsvigtige prom night.
Hvorfor ikke?
– Jeg skulle arbejde.

Lede tøser
Arbejdet var ”Mean Girls”, sjovt nok en film om high schools. Den afdækker nådeløst og vittigt, hvordan tøser danner kliker og holder hinanden nede i et indviklet kastesystem. Der er regler for at klæde sig tjekket, hvilke fyre man må score og sågar for, hvordan man bagtaler veninderne mest effektivt.
Hvad var det ondeste, pigerne i din skole udsatte dig for?
– Det var egentlig ikke særlig ondt. Min veninde og jeg var ikke på talefod, fordi vi var ude efter den samme fyr. En dag, hvor jeg kom ind i kantinen, trak hun stolen væk under mig, lige som jeg skulle til at sætte mig. Jeg trillede ned på gulvet, min mad fløj gennem luften, og alle stod og gloede. Det var så pinligt. Jeg skyndte mig bare at gå min vej. Næste dag måtte jeg gøre gengæld, så jeg væltede mit drikkeglas ned i hendes skød, mens alle så det. Efter det var vi gode venner igen.
Hvem endte med at score fyren?
– Ingen af os. Det var bare ikke det værd, svarer Lindsay og introducerer hermed et tema, som går igen, hver gang emnet ”kærester” bringes til overfladen. Det er bare ikke det værd.

Det der med kærester
Man skulle ikke tro det, men kærligheden ser ud til at volde Lindsay Lohan problemer. Mest fordi hun simpelthen ikke har tid.
– Jeg vil gerne have en kæreste, men sådan som min arbejdssituation er nu, ville jeg aldrig være i nærheden af ham, sukker hun.
Et ni måneders hul i dagbogen på hendes hjemmeside understreger, hvor travlt hun har med sin karriere. Familie og venner skal der dog være plads til, og klikker man rundt på lohanhouse.com, finder man flere billeder af mor, far og de tre yngre Lohan-søskende.
– Jeg er vist lidt moragtig over for dem, indrømmer Lindsay.
– Min ældste bror, Michael på 16, er begyndt at holde fester derhjemme. Han inviterer en masse piger, og det huer mig ikke rigtig. Når han har besøg, står min søster og min lillebror udenfor med telefonrøret op til døren, så jeg kan høre, hvad der foregår! Og nogle gange, når jeg ringer hjem, bliver telefonen taget af en pige!! Jeg får lyst til at bede min mor om at gå derop og sige noget til ham! Jeg ved, det er lidt sært, men da jeg selv var på den alder, havde pigerne alle mulige drenge, de var vilde med. Snakkede hele tiden om det første kys og den slags … Jeg ønsker ikke, at min bror skal være en del af det, siger Lindsay fromt og udløser en medfølende latter omkring bordet.
Hvornår oplevede du selv dit første kys?
– I ottende klasse. Michael går i tiende, svarer hun og fniser lidt.

Lindsay Lohan, 1998

Three strikes and you’re out!
– Jeg kan huske, da jeg lavede ”Forældrefælden”, og min sproglærer fik Brad Pitt til at skrive en hilsen til mig. Med underskrift og det hele. Jeg var dybt utaknemlig. ”Hvad skal jeg med den? Det er bare en lap papir! Jeg vil være hans ven, jeg vil have hans telefonnummer!”, griner Lindsay og forsvarer sig med, at hun kun var 14 dengang.
– Han er ikke rigtig min type længere.
Hvem er så din type? skynder en journalist sig at spørge, og dét kyler den ellers selvkørende interviewmaskine af sporet. Lindsay Lohan hakker og øh’er, og i et kort øjeblik ligner hun grangiveligt en helt almindelig forlegen teenagepige.
– Ehhm … når man tænker på, hvor meget ældre han er, giver det vel mening, at han ikke er min type? forsøger hun sig, før hun genvinder fatningen.
– Min kæreste skal nok være selvsikker, men uden at være skråsikker. Trofast og sjov. Og så skal han ikke flirte med andre piger for øjnene af mig, tilføjer hun bestemt.
Sker det tit?
– Jeg ser det hele tiden ske for mine veninder. Jeg fatter ikke, de finder sig i det! Hvis det var mig, var jeg FÆRDIG med ham. Tre gange, og så er det forbi.
Og med de ord er interviewet også forbi. Pschitt.

"A Single Man": Brie møder Colin Firth!

I dag udkommer designeren Tom Fords instruktørdebut, "A Single Man", på dvd og Blu-ray i Danmark. Den er rigtig god. Hvor god kan man læse i min festivalanmeldelse fra Weekendavisen nederst i dette indlæg.

Filmen solgte over 50.000 billetter i biograferne herhjemme. Det er rigtig flot for et periodedrama om en midaldrende homoseksuel universitetsprofessor i selvmordstanker.

Jeg interviewede filmens stjerne, Colin Firth, på Venedig Filmfestival sidste år. Sad sågar klos op ad ham. Up close and personal var 'Mr. Darcy' nøjagtig så charmerende, beleven og veltalende, som mange hunkønsvæsener i min bekendtskabskreds drømmer om. Og så har han store hænder.

Den 49-årige britiske skuespiller var til lejligheden ekviperet i Tom Ford fra yderst til inderst og top til tå. Jeg diskede op med et cremefarvet jakkesæt skræddersyet i Hongkong. Colin Firth vandt.

Colin Firth in Venice 2009 | © photo by Brian Iskov. All rights reserved

INTERVIEW MED COLIN FIRTH:
Mr. Darcy bryder fri
Brian Iskov i Børsen (Venedig), 5. februar 2010

- om typecasting, fordelene ved at blive ældre og glæden ved dyre jakkesæt

Sjældent har så mange journalister følt sig så »underdressed«, som da holdet bag »A Single Man« mødte pressen i Venedig sidste sommer. Anledningen var, at modeskaberen Tom Ford debuterede som filminstruktør, og han benyttede naturligvis chancen til selv at ekvipere sine skuespillere på podiet.

Hovedrolleindehaveren, den høje Colin Firth med den dannede charme, tager sig også blændende ud i klassisk sort Ford-habit over en kridhvid skjorte, da Børsen møder ham dagen efter.

»Jeg elsker jakkesæt, selv om jeg sjældent går i dem. Jeg elsker følelsen af at have et skræddersyet sæt tøj på,« siger skuespilleren, der straks fornemmer, at han risikerer at lyde som en salgsrepræsentant for Tom Fords modehus. Han skynder sig derfor at tilføje:

»Men jeg holder lige så meget af at skifte ud af jakkesættet, når dagen er forbi.«



Man behøver ikke være en af Firths kvindelige beundrere for at konstatere, at den 49-årige brite bærer det hundedyre dress, som var han født i det. Men Colin Firth er selv den første til at påpege situationens ironi. Tilbage i 1970erne, da han som ung fløs promenerede ned ad strøget i Winchester med langt hår, piercede ører og svaj i bukserne, ville han hellere dø end at blive set i et jakkesæt.

»En af grundene til, at jeg blev skuespiller, var, at jeg ville have en karriere, hvor jeg ikke behøvede at gå i pænt tøj. Og se, hvor jeg er nu,« ler han og peger ned af sit fnugfri luksusensemble. (Prissedlen på en Tom Ford-habit lyder på omkring 11.500 kroner, red.)

På forhånd lignede det nærmest en naturlov, at en spillefilm signeret af en glamourøs haute couture- og parfumedesigner ville flyde over med overdådigt attraktive billeder. De udenlandske anmeldere har da også noteret sig, hvordan der kæles og kræses for hver en detalje i filmens genskabelse af Los Angeles anno 1962, men trods den markante stilsans er Ford æstetiker, ikke æsteticist, påpeger Colin Firth.

»Jeg opdagede hurtigt, at filmen ville blive smuk, men ikke på samme måde som et modemagasin er det. Jeg synes, Tom har fundet nogle visuelle udtryk for menneskelig isolation, der indrammer historien i en elegance uden at give køb på dens substans.«

Still fra "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet

Skuespilleren beskriver »A Single Man« som »et portræt af en meget ensom mand«. Den 53-årige universitetsprofessor George Falconer er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mandlige partner gennem mange år døde i en bilulykke. Ritualer og rutiner holder George oprejst, men gnisten er slukket, og den mismodige akademiker beslutter sig for at lukke livets bog for enden af det døgn, som udgør filmens ramme.

I mange scener er George alene på lærredet, og skellet mellem den offentlige facade og den private George trækkes tydeligt op. Det er med andre ord en rolle, som favner dybt og giver skuespilleren lejlighed til at trække på hele registeret.

»Man ser George i ensom melankoli, man ser ham i en tilstand af mild irritation, hvor han ironiserer over tingene, og mere udadvendt, når han leverer en noget teatralsk forelæsning for sin klasse. I nogle scener er han beruset, i andre fredfyldt, og igen i andre bevidner man, hvordan han bryder sammen,« fortæller Colin Firth, som blandt andet sagde ja til rollen, fordi han kunne se dynamikken i det følelsesmæssige spænd.

»Demonstrativt skuespil fascinerer mig egentlig ikke så meget, men det er da klart tiltalende at få lov til at vise, hvad man kan en gang imellem – især når man, som jeg, mest bliver bedt om at spille temmelig reserverede personer,« erkender han.

Julianne Moore og Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet

For selv efter 25 års film-, tv- og teaterroller er det stadig især den romantiske drøm om Mr. Darcy, den mutte don juan fra BBC-serien »Stolthed og fordom«, der får kvinder i alle aldre til at sukke efter Colin Firth. Også i flere andre roller har han brilleret som den pæne, men lidt hæmmede mand, som set med kvindeøjne kun gør sig mere interessant ved at holde sine følelsesmæssige kort tæt ind til kroppen.

Derfor følte Firth det som en lettelse at slå gækken løs i den alt andet end tilknappede ABBA-musical »Mamma Mia!«, hvor han syngende dansede omkring i det græske øhav.

»Det var en meget usædvanlig oplevelse,« bekræfter han. »Selv om den film udadtil kan virke nok så overfladisk og pjanket, var »Mamma Mia!« et spring ud på det dybe for os. Det var ret skræmmende at give sig i kast med, men det tror jeg kun er sundt,« siger Colin Firth og illustrerer sin pointe med et yndlingscitat af jazzlegenden Miles Davis:

Spil ikke dét, du kan. Spil dét, du ikke kan.

»Dét er værd at stræbe efter i ethvert kunstnerisk fag, men skuespillere får sjældent lov til det,« fortsætter Colin Firth.

»Man bliver som regel hyret til at gøre, hvad producenterne har set én gøre hundrede gange før, og det er naturligvis, fordi de har mange penge ude at svømme på sådan en film. De tør ikke løbe risikoen. At nogen kommer og beder mig om at spille noget fuldstændig nyt, noget som ingen har haft fantasi til før, er derfor ekstremt usædvanligt.«

Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet

Selv inden Colin Firth vandt skuespilprisen på filmfestivalen i Venedig for »A Single Man«, lagde han mærke til, at de roller, han får tilbudt, bliver mere og mere interessante, efterhånden som han nærmer sig de 50. Så noget godt er der alligevel ved at blive ældre, konkluderer han med et skævt smil.

»I mine unge år så jeg ret anonym ud. Jeg kan huske, at jeg som 25-årig ønskede mig nogle rynker. Jeg arbejdede sammen med ældre skuespillere og tænkte: »Hvordan skal jeg kunne udtrykke noget som helst, før mit ansigt får noget karakter?« Mit fjæs var som et tomt lærred uden nogen tekstur.«
Ud over de rent fysiske attributter hjælper det også at have mere personlig erfaring at trække på, siger han.

»De roller, jeg får tilbudt nu, har mere emotionel bagage og en mere kompleks tilgang til deres problemer, fordi de enten er stødt på dem før, eller har indset, at de ikke magter at løse dem. Det svarer omtrent til, hvor jeg selv er i mit liv. Hvis jeg i dag skulle spille en overfladisk ung mand, der er forelsket for første gang, ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle gebærde mig.«

Trods succesen, der netop har ført til karrierens første oscarnominering, holder Colin Firth hovedet koldt, vel vidende at intet varer evigt – og da slet ikke i den ungdomsfikserede underholdningsbranche.

»Jeg talte med en ældre filmstjerne for nylig, som sagde, »Nyd det, mens det varer, min kære.« Man kan opbygge et godt moment, når man når den modne alder. Derefter begynder arbejdet at blive mindre interessant igen ...«

Nicholas Hoult og Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet

ANMELDELSE:
A SINGLE MAN
(Tom Ford, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18. september 2009

Modeskaberen Tom Ford debuterede med bravur som spillefilmmager på Mostraen. Forlægget af Christopher Isherwood, "A Single Man" (da.: Enlig herre) fra 1964, regnes for en grundtekst i moderne homoseksuel litteratur. På festivalen gjorde Ford imidlertid en dyd ud af at underspille bøssetemaet. ”Det er en universel kærlighedshistorie,” betonede han.

George Falconer, en 53-årig britisk universitetsprofessor i Los Angeles, er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mangeårige partner omkom i en bilulykke. Ritualer og rutiner holder George oprejst, men gnisten er slukket, og han beslutter sig for at lukke livets bog for enden af det døgn, som tegner tidsrammen hos både Isherwood og Ford.

Selvmordsplanen er en af filmens veldisponerede nyskabelser. Ford, der også har skrevet drejebogen, oversætter romanens indre monolog til en serie af tilfældige møder, som får den mismodige akademiker på andre tanker. Tungen på vægtskålen er tilnærmelserne fra en mandlig elev. Han har gennemskuet lærerens dobbeltbundede ord om minoriteternes isolation. Som den æggende engel i angora ses Nicholas Hoult, den rundkindede dreng fra "About a Boy", nu skudt gevaldigt i vejret og med aftryk af en yngre, mindre selvtilfreds Tom Cruise i sit fotogene ansigt.

Filmatiseringens forgyldte anker er Colin Firth, der giver en diskret, raffineret og vittig præstation for fuldtonende register. Den britiske skuespiller var storfavorit til at hjemtage festivalens mandlige skuespilpris og vandt ubetalelige charmepoint på Lidoen ved at fremsige sin takketale på pletfrit italiensk.

Tom Ford, Julianne Moore, Colin Firth, Nicholas Hoult, Matthew Goode @ Venice 2009

Det lignede også en selvfølge, at en glamourøs haute couture- og parfumedesigner skulle levere den mest attraktivt udformede film på den 66. Mostra. Der kæles og kræses for hver en detalje i tidsbilledet fra 1962, og Wong Kar-wais ”In the Mood for Love” spøger i Eduard Graus sprøde luksusfotografering, der understøttes graciøst af et klassisk score med temaer af Wongs hofkomponist, Shigeri Umebayashi.

Filmens overdådige stilsans krystalliseres mest prægnant i de korte flash af skønhed, der genvækker Georges appetit på hverdagens simple, sensuelle glæder. Et oprigtigt smil; en barbrystet tennisspiller; duften af en nyvasket foxterrier (”som smør på ristet brød”).

I den brusende technicolor-glød, der optænder lærredet, når George inhalerer nuet, finder Ford et såre præcist filmisk udtryk for den frydefulde fortabelse i øjeblikket. Og det er netop sansernes beruselse af de flygtige momenter, som i sidste ende gør livet værd at leve.

Budskabet i Tom Fords udlægning af teksten er bestemt ikke synderlig originalt – faktisk ligger det snublende tæt på det banale – men der ligger alligevel en resonansbund under den udsøgte præsentation, som gør enhver forudanelse om hult overfladerytteri til skamme. Tom Ford er æstetiker, ikke æsteticist, og "A Single Man" står tilbage som en velskabt, letløbende filmatisering og en bevægende oplevelse i sin egen ret.

OPDATERING 22.07.2010:
"A Single Man" vises som gratis Open Air-forestilling i Ørstedsparken, København lørdag 24. juli kl. 21.45. Arrangementet hører under Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival.

Danske indiefilm på Kulturkapellet

De er derude. Og der er mange af dem.

Men medmindre man decideret yder en indsats for at opsøge titlerne, vil de færreste have kendskab til den lyssky underverden af danske spillefilm, som produceres på mikrobudgetter og uden for det etablerede system.

Det hjemlige uafhængige filmmiljø er dog efterhånden så etableret, at der nu begynder at være flere titler imellem, som faktisk er umagen værd at sætte i maskinen for andre end de indviede.

Mine Aalborg-homies på det akademiske website Kulturkapellet har gennem længere tid holdt et vågent øje med indiescenen, og fra og med denne weekend samler Kulturkapellet alle deres relaterede anmeldelser og interviews i et tema om dansk indiefilm.

Så er du nysgerrig for at vide mere om selvlærte amatør-auteurs som David Noel Bourke, Kim Sønderholm og Jonas Kvist Jensen, kan du grave i dybden her:

> Kulturkapellets tema om danske indiefilm

Det vakte nogen opmærksomhed, da jeg i april gav plads til den "hemmelige" danske indiefilmscene i en stor artikel i Børsen. Jeg brugte den planlagte nazisplattergyser "Final Solution" som case på, hvordan en skarpere kommerciel strategi kunne være vejen til en bedre eksponering af miljøets produktioner.

Og til de læsere, som undrede sig over, at teksten anlagde en markedsøkonomisk vinkel på emnet i stedet for at fokusere på filmenes kunstneriske egenskaber, kan jeg kun sige følgende:

1) Avisen hedder nu engang Børsen.
2) Den efterlyste artikel er på vej, blot i et mere passende forum.
3) Og det er vist længe siden, Zentropa har kunnet kaldes for indie.

---

ARTIKEL:
Grøde i dansk filmundergrund
Brian Iskov i Børsen, 13.04.2010

Selv om underskoven af uafhængigt producerede spillefilm vokser, har de danske indie-instruktører stadig svært ved at nå ud til publikum. En tendens til større professionalisme i miljøet kan måske bane vejen for det kommercielle gennembrud både lokalt og internationalt.

»Krokodillerne«. »Craig«. »Rovdrift«. »Glimt«. »No Right Turn«.
De færreste danskere vil nikke genkendende til disse spillefilm. Men alle er produceret i Danmark inden for de sidste fem år. Filmene er blot skabt uden for den etablerede branche, ofte med venners hjælp og for minimale midler.

Især i provinsen kaster stadig flere amatører sig ud i at lave spillefilm på egenfinansierede mikrobudgetter. De autodidakte ildsjæle haster gerne gennem optagelserne på få uger, kun for efterfølgende at bruge flere år på at få deres film ud til et – som regel meget lille – publikum.

»Distributionen er begrænset, og det kan være lidt af et detektivarbejde at finde frem til de her film,« siger studieadjunkt og filmkritiker Kim Toft Hansen. Som skribent på websitet Kulturkapellet har han fulgt undergrundsmiljøet gennem nogle år, og han erkender, at man som seer skal have en særlig interesse i filmproduktion for at nyde de ofte »halvkiksede, men helhjertede« værker fra vækstlaget.

»Det er afgjort forkærligheden for film, der bærer projekterne. Mange af dem lever ikke op til de gængse kriterier om en vellykket spillefilm. Der kan være små blundere, manglende tekniske finesser, kantet skuespil, men det kan også have sin charme,« mener Kim Toft Hansen.

"No Right Turn" (2008, David Noel Bourke) | pr-foto

Indtil videre har de uafhængige instruktører ikke skabt mange bølger uden for deres egen kreds. De fleste af filmene må nøjes med en dvd-udgivelse, og blandt de få danske independent-titler, der er kommet i biografdistribution, har den romantiske komedie "Grønne Hjerter" (16.500 billetter) og ghettodramaet "Eye for Eye" (21.000) solgt bedst, om end stadig beskedent.

Derfor synes håbet om kultstatus fortsat at være indie-filmens stærkeste kort, for eksempel på udenlandske undergrundsfestivaler, vurderer Kim Toft Hansen. Samtidig fornemmer han, at den generelle kvalitet er på vej op. Det kan være et tegn på en modning i miljøet, mener han:
»Det virker som om, at flere får bedre greb om, hvordan man producerer en film, og at flere kommuner og private firmaer efterhånden er villige til at støtte produktionerne økonomisk.«

26-årige Martin Bech håber at bidrage til den stigende professionalisme med sin instruktørdebut, som forventes at gå i produktion til sommer. Gyseren »Final Solution« skal skydes on location i Sverige, og for at maksimere succespotentialet i sit projekt har Martin Bech fra starten tænkt i kommercielle baner. Hans valg af genre skyldes, at horrorfilm traditionelt anses for at være lettest at eksportere til udlandet. Salget af rettigheder til en genindspilning er også tænkt ind i konceptet, ligesom filmen bærer gysergenrens adelsmærke »Based on a true story«, der før har vist sin gennemslagskraft ved billetlugerne.

»Film er også en forretning, der skal hænge sammen. Hvis man vil have folk til at se sin film, bliver man nødt til at tænke mere markedsorienteret og skaffe salgs- og distributionsaftaler, inden man starter på optagelserne,« understreger Martin Bech.

"Final Solution" (2010, Martin Bech – i præproduktion)

Allerede sidste år gav han hypen omkring »Final Solution« et løft ved at udtale, at hans splattergyser (om nazisternes klapjagt på en jødisk pige under 2. verdenskrig, red.) ville blive »en af de mest voldige og brutale film, der nogensinde er lavet i Danmark.« Samtidig lagde instruktøren en teaser (en selvstændig prøvefilm, red.) ud på et flash-designet website for at skabe opmærksomhed omkring projektet.

»De første to dage vores hjemmeside var online, modtog vi 300 mails fra gyserfans og distributører i USA, England, Canada og Malaysia. Alle var interesserede i at høre mere,« fortæller han og tilføjer, at især USA bliver stadig mere modtagelige over for genrefilm fra europæiske lande som Frankrig og Norge.

I denne måned [april 2010] skal Martin Bech mødes med mulige amerikanske investorer om finansieringen af »Final Solution«. Produktionen opererer med tre forskellige budgetmodeller, som dog alle holder sig under de tocifrede millionbeløb. »Vi er jo stadig kun seks mand, der prøver at stable projektet på benene i vores fritid,« påpeger han.

Ligesom flertallet af sine uafhængige kolleger er Martin Bech gået i en stor bue uden om konsulenterne på Det Danske Filminstitut. Gennem filmværkstederne i landets tre største byer har staten dog indirekte givet støtte til undergrundsmiljøet, påpeger Claus Ladegaard fra Filminstituttet.

DFIs områdedirektør for produktion og udvikling glæder sig grundlæggende over, at man i Danmark kan gå flere forskellige veje for at udleve sin instruktørdrøm.
»En måde at lære at lave film på er jo at få nogle kilometer i benene, og nu er udstyret blevet så billigt og let at skaffe, at folk bare går i gang,« siger han.

"Brutal Incasso" (2006, Jonas Kvist Jensen)

Om indie-produktionerne er i stand til at forny den danske filmkultur på længere sigt, tør Claus Ladegaard ikke spå om, men han håber at opleve friske pust fra uventede kanter:
»Det ville være fantastisk, hvis en uprøvet instruktør fra provinsen lavede en lavbudgetfilm, som sparkede røv og fandt et stort publikum.«

For at mainstream-gennembruddet kan blive en realitet, efterlyser Kim Toft Hansen dog nogle originale historier, der nyfortolker deres genre inden for de givne økonomiske rammer.

»Hvor charmerende en actionkomedie som »Brutal Incasso« end er, er det i bund og grund en dansk billigudgave af noget, man har set mange gange før i udenlandsk regi,« siger Kim Toft Hansen. Som eksempler på crossovers fra undergrunden udpeger både han og Claus Ladegaard to amerikanske horrorfilm, der blev lavet under lignende beskedne forhold, men overraskede ved at blive globale kassesucceser.

»At »The Blair Witch Project« og »Paranormal Activity« hittede så sensationelt, var helt uforudsigeligt, og der er mange mekanismer, der skal spille sammen, før sådan noget kan lade sig gøre,« siger Kim Toft Hansen. Han fremhæver den kreative markedsføring som en afgørende faktor i de to amerikanske udbrydersucceser. Derfor nærer Kim Toft Hansen også høje forventninger til Martin Bechs »Final Solution«, selv om han til dato kun har set teasertraileren.

»Filmholdet har valgt en opsigtsvækkende historie at fortælle, og markedsføringen virker som den mest gennemtænkte, man hidtil har set fra den front,« lyder det fra kritikeren.

Martin Bech satser da også på, at hans film vil opnå dansk biografdistribution, hvilket langt fra er nogen selvfølge for en uafhængigt produceret spillefilm i Danmark.
»Det er min største drøm. Og hvis vi sørger for, at kvaliteten og den tekniske finish er i orden, tror jeg på, det kommer til at ske,« siger Martin Bech.

---

NYERE DANSKE INDIE-FILM (og deres budgetter)
pr. april 2010

Last Exit, instr. David Noel Bourke (2003, Lep Studios, ca. 10.000 kr.)
Baby, instr. Linda Wendel (2003, Babyfilm ApS, ikke oplyst)*
Brutal Incasso, instr. Jonas Kvist Jensen (2005, Apotheosis Film, under 30.000 kr.)
Næste skridt, instr. Morten Nørgaard (2005, Ursa Major Productions, 261.000 kr.)
Betonhjerter, instr. Michael Zile (2005, Nordic Multimedia Group/Zistra Film, under 1 mio. kr.)
Glimt, instr. Nicolas Russel Bennetzen (2006, FuldFartFilm, 25.000 kr.)
Han, hun og Strindberg, instr. Linda Wendel (2006, Babyfilm ApS, ikke oplyst)*
Grønne hjerter, instr. Preben Lorentzen (2006, Area 21 Films, 1,9 mio. kr., heraf 200,000 kr. til produktion)*
Pistoleros, instr. Shaky Gonzales (2007, Cut1Movie/MA Productions, ca. 2,3 mio. kr.)
Det perfekte kup, instr. Dennis Holck Petersen (2005-08, Stogie Film, 5,5 mio. kr.** – dvd-premiere 6. april)
Craig, instr. Kim Sønderholm (2008, Cetus Productions/Objektor/Apotheosis Film, 80.000 kr.)
No Right Turn, instr. David Noel Bourke (2008, Lep Studios, under 500.000 kr. – dvd-premiere 14. april)
Eye for Eye, instr. Kaywan Mohsen (2008, Royal 1/Filmfabrikken, 1,6 mio. kr.**, heraf 100,000 kr. i prod.budget)*
Himmerland, instr. James Barclay (2008, Radiator Film, 4,5 mio. kr.**)
Preludium, instr. Johan Melin (2008, Bullittfilm, ca. 30.000 kr.)
A Viking Saga, instr. Michael Mouyal (2008, (Supersonic Entertainment, 560.000 kr.)
Aurum, instr. James Barclay (2008, Hemmingsen Creek Productions, ca. 800.000 kr.**)
One Shot, instr. Linda Wendel (2008, Babyfilm ApS, ikke oplyst)*
Krokodillerne, instr. Dennis Bahnson (2006-09, Suicide Films, 40.000 kr.)
Rovdrift, instr. Emil Ishii (2009, Apotheosis Film/Doghouse Productions, ikke oplyst)
Mord på mere end én måde, instr. Jonas Kvist Jensen (2009, Lone Tower Visuals, 200.000 kr. - forventet dvd-premiere 2010)
Ud af mørket, instr. Daniell Edwards og David Sakurai (2010, Rebel Row Productions, ikke oplyst)
Westbrick Murders, instr. Shaun Rana (2010, Revolver Films, ikke oplyst – dvd-premiere sommer 2010)
Sølvtråd, instr. Jan T. Jensen (2010, Cetus Productions, ikke oplyst)
Tour De Force, instr. Kim Sønderholm (2010, Cetus Productions, 100.000 kr. – USA-premiere maj 2010)
Final Solution, instr. Martin Bech (2010, produktionsselskab og budget TBA – forventet biografpremiere ultimo 2010)

Titler markeret med * har været i ordinær dansk biografdistribution. Titler med ** er delvist kommunalt støttet af Den Vestdanske Filmpulje. Budgetter er estimerede og angivet med forbehold for divergerende udregningsmodeller.

Norsk film: Vi taler næsten dansk - del 2

Brie har røde ører. Han glemte nemlig fuldstændig at anbefale den herlige nazi-zombie-splattergyserkomedie "Død sne" (2008) i gårsdagens norske filmtema. Undskyld!

> Norsk filmtema: Vi taler næsten dansk! (1. del)

DØD SNE
(Død snø, 2008, Tommy Wirkola)
Brian Iskov i GEAR #68, juli 2009
Gæt én gang, om der er mobildækning i den isolerede skihytte, hvor fire kække nordmænd indlogerer sig uden at have hørt legenden om de nazister, som blev jaget op i bjergene efter 2. verdenskrig ...
”Død sne” lægger trægt ud med at krydse klichélisten af – den har sågar en nørd, som kan alle gyserfilm udenad. Men da først de sure nazizombier bryder gennem sneen, trykker filmen stålet i bund og sætter turbo på motorsaven. En forrygende festlig hyldest til klassiske splatterkomedier som ”Evil Dead II”, opfindsomt varieret i sit eskalerende amokløb og endda med effektive chok, som ikke altid falder, hvor man forventer det. Kjempegøy, som de siger deroppe.



Dagens artikel, der følger op på gårsdagens indlæg, giver et mere komplet billede af, hvordan norsk film har udviklet sig i nyere tid. Og som titlen røber – "Norsk film i topform" – havde jeg positivt nyt at berette i Børsen i 2008.

Det mindreværd, som tidligere plagede den norske filmbranche, var nemlig afløst af medvind op til gallapremieren på "Max Manus", og optimismen blev delt af både medier, politikere og det betalende publikum i hjemlandet. Udlandet, derimod - tjah ...

ARTIKEL:
Norsk film i topform
Brian Iskov i Børsen, 16.12.2008

Efter mange års mindreværd har norsk film endelig ramt guldåren. Succesen på hjemmemarkedet har dog stadig svært ved at forplante sig til nabolandene – herunder Danmark.

Man skal ikke mange år tilbage, før norsk film rimede på dorsk film i nordmændenes selvforståelse. Mens danskerne red højt på Dogme-bølgen anført af Lars von Trier, spændte manglende professionalisme og beskedent publikumstække ben for udviklingen i Norge.

Men nu er kurven knækket. Sæsonen 2008 tegner til at blive kulminationen på en målrettet politisk indsats, der i løbet af et årti har bragt den norske filmbranche på ret køl. Opblomstringen har samtidig genskabt publikummets tillid til en biograftur på deres modersmål.

Allerede den 1. november rundede årets norske filmudbud to millioner solgte billetter, og hertil kommer det lokale svar på »Flammen og Citronen«, modstandsdramaet »Max Manus«, der har premiere den 19. december.



»Hvis filmen om Max Manus lever op til forventningerne, regner vi med at nå den lokale markedsandel på 25 pct., der er sat som politisk mål«, siger Stine Oppegaard, som er udlandsansvarlig for spillefilm i Norsk filminstitutt. Dermed holder det norske filmår trit med det danske: Begge har i 2008 oplevet deres bedste nationale sæson i mere end 30 år.

Opskriften bag det norske filmboom spejler den udvikling, som Danmarks filmindustri gennemgik i 1990’erne. Flere og bedre film med bred appeal; en større genrespredning og et stabilt produktionsmiljø, hvor såvel garvede kræfter som unge, filmskoleuddannede talenter kan udfolde sig.
»Vi har en kulturminister, Trond Giske, som bakker op omkring norsk film. Og regeringspartierne har valgt at stå sammen om en strategisk, offensiv satsning på kvalitet og kvantitet«, forklarer Stine Oppegaard.

Et stortingsskrift fra marts 2007, »Veiviseren for det norske filmløftet«, formulerede konkrete målsætninger for branchens samordning og fortsatte vækst. Blandt andet vil den statslige støttepulje, som Norsk filmfond råder over, svulme til 315 mio. NOK i 2009 (mod 267 mio. i 2005).
Rapporten anbefalede desuden at sammenlægge de tre centrale, statslige filminstitutioner (Norsk filminstitutt, Norsk filmfond og Norsk filmutvikling).

Det nye Norsk filminstitutt, som blev etableret i april i år [2008], forventes at skabe bedre muligheder for en sammenhængende udviklingsindsats. En lignende helhedstanke lå bag, da institutdirektør Henning Camre for ti år siden fusionerede Det Danske Filminstitut med bl.a. Statens Filmcentral og Det Danske Filmmuseum.
»Henning Camre var konsulent på »vejviseren« og sidder i dag i bestyrelsen for Norsk filminstitutt. Så selvfølgelig ser vi på, hvordan I gør i nabolandene«, siger Stine Oppegaard.



Norsk films nye mangfoldighed viser sig blandt andet i tilkomsten af dynamiske genrestykker, der gør op med den tradition for velfriserede dramaer, som en lokal kritiker spydigt har benævnt »drikkeyoghurt«-film. Åbningen i 1997 af landets første formelle filmuddannelse, Den norske filmskolen i Lillehammer, har også sat sit præg på udbuddets professionelle niveau, hvilket har fået de prestigefyldte festivaler i Cannes og Berlin til at byde titler som »Reprise« og »Den brysomme mannen« inden for i varmen.

Men trods international hæder og positiv omtale halter et af de filmpolitiske mål endnu en smule: Nemlig ønsket om at fordoble eksporten af norsk film og tv-drama. Selv om deres bidrag til det danske biografrepertoire fylder mere end før, med hele fire tilbud på plakaten dette efterår, er afsætningen af norsk film til nabolandene stadig langt fra en rentabel forretning.

»Danskerne laver så gode film, at der ikke rigtig er plads til eller behov for vores produkt i jeres biografprogram«, siger Stine Oppegaard om de sløje salgstal, der også plager den seneste bejler fra nord, ungdomsfilmen »Mig og Yngve« (set af 1.953 danskere i biografen, B.I.).
Alligevel finder Peter Bendtsen fra Sunrise Film Distribution det relevant at satse på norsk film, efter 5.648 danskere løste billet til Joachim Triers »Reprise« sidste år.
»Hvis vi kan få en jævn strøm af norske film til landet, vil danskerne måske med tiden få øjnene op for, at de eksisterer«, håber Peter Bendtsen.



Med få undtagelser som »Elling« er de danske biografgængere sædvanligvis gået i en stor bue uden om norsksprogede titler. Modviljen synes dog generelt at gælde film fra alle andre lande end Danmark og USA, konstaterer Peter Bendtsen. Han tør heller ikke binde an med den aktuelle bølge af norske gysere og thrillere, som trækker fulde huse i hjemlandet (f.eks. "Rovdyr", "Fritt vilt" og "Død snø"):
»De fleste danskere gider kun se genrefilm, hvis der tales amerikansk«.

Derimod har Norges kommunale biografsystem gennem mange år vænnet nordmændene til at se film og tv på fremmede sprog, påpeger Stine Oppegaard.
Blandt andet derfor kunne Per Flys »Arven« lokke 87.000 nordmænd til billetlugerne, hvorimod interessen for norske film i Danmark oftest lider en stille død omkring de tusind billetter. Med nordmændenes nyvundne hjemmebanefordel ser billedet dog ud til at være vendt: Årets mest sete danske film, »Flammen og Citronen«, udløste kun 22.000 billetter i Norge.

»Der er ikke længere bud efter danske film i de norske biografer«, konstaterer Stine Oppegaard.
»Nu kan vi selv«.


NORSK FILM I FAKTA (pr. december 2008)

* Den norske filmindustri stiler efter en lokal markedsandel på 25 pct. samt en årlig produktion på 25 spillefilm. Kravene skal nås inden 2012. I 2007 havde 21 norske film premiere i hjemlandet med en samlet markedsandel på 16,4 pct.

* Dansk films lokale markedsandel har gennemsnitligt ligget på 26 pct. siden 1999 og er den næsthøjeste i Europa, kun overgået af Frankrig. I Sverige, hvor den politiske målsætning er 25 pct. ligesom i Norge, ligger markedsandelens gennemsnit i samme periode omkring 20 pct.

* Af de 150 norske biografspillefilm, som er produceret mellem 1. januar 2000 og 1. december 2008, har 20 film fået dansk biografpremiere. Yderligere 22 titler er udsendt direkte på dvd i Danmark.

* Alle tiders mest sete norske film, både ude og hjemme, er dukkefilmen »Bjergkøbing Grand Prix« fra 1975.

* Norge har aldrig vundet en Oscar i kategorien »bedste udenlandske spillefilm«. Rejsefilmen »Kon-Tiki« fik derimod Oscaren for bedste dokumentar i 1950 – men officielt gik prisen til filmens klipper, Olle Nordemar, som var svensker!

"Max Manus": Vi taler næsten dansk!

Danmark havde Flammen og Citronen. Nordmændene havde Max Manus. En kjekk gutt, som med hjælp fra vennerne blev kongerigets mest vovede sabotør under 2. verdenskrig. Ikke én, men to gange vristede han sig ud af nazisternes klør, inden han greb til våben og bombede de tyske skibe ud af Oslofjorden.

> Se trailer til "Frihedskæmperen Max Manus"

"Frihedskæmperen Max Manus" (2008) udkommer i dag på dansk enkelt-dvd, men holder man af god ramasjang og autentiske heltehistorier, tøver jeg ikke med at anbefale den bonusbugnende norske 2 Disc Collection, der sætter ansigter og stemmer på såvel den afdøde Manus som hans overlevende kammerater fra modstandsbevægelsen. (Også i denne udgave er filmen tekstet på dansk.)

Instruktørparret Joachim Rønning og Espen Sandbergs storsatsning er flot sat op med neglebider-suspense, troværdig tidskolorit og engageret spil af den lokale Mads Mikkelsen, Aksel Hennie. Sammenlignet med Ole Christian Madsens lidt spekulative danske slægtning falder "Max Manus" mere traditionelt ud som en robust drengebogsfilm af den gamle skole. Og jeg vil tillade mig at hævde, at jeg følte mig bedre underholdt af den norske blockbuster, som slog rekord i hjemlandet ved at trække over en million publikummer af huse.

For ikke at jokke i hælene på "Flammen og Citronen" tog "Max Manus" tilløb i over et år, før den nåede de danske lærreder – hvor den selvfølgelig forsvandt under radaren. Små 12.329 orkede at løse billet, trods fine anmeldelser, og denne ugidelighed over for selv overlegne film fra nord har desværre i lang tid været kendetegnende for det danske biografpublikum.

Men som man kan læse i flere af de artikler, jeg gennem årene har skrevet til forsvar for nabolandets filmoutput, er det altså længe siden, at norsk rimede på dorsk. Vi har blot været længe om at opdage det. Og selv efter Joachim Triers "Reprise" i 2007 prikkede et lille hul i danskernes forsvarsværker, er det de færreste titler fra den revitaliserede norske filmindustri, der vover – endsige overlever – turen sydover Skagerrak.

Den 2. september vil komedien "En ganske rar mand" (skrevet af Kim Fupz Aakeson) forsøge at indynde sig hos os stædige danskere. Til den tid bringer jeg interview med filmens svenske stjerne, Stellan Skarsgård.

Indtil da kan I varme op med min introduktionsartikel fra 2006, der giver et hurtigt overblik over, hvad de går og laver deroppe i Norge:

(Uddrag af artikel af Brian Iskov i TOTAL FILM, nr. 7/2006)

Prøv også denne stribe anbefalinger af nyere norske film. De fire første er i dansk dvd-handel og fortjener alle en chance.

MIG OG YNGVE
(Mannen som elsket Yngve, 2008, Stian Kristensen)
Brian Iskov i GEAR #58, oktober 2008
Muren smuldrer i Berlin, og i Stavanger oplever gymnasieeleven Jarle også nye strømninger i sit teenageliv. For der er noget ved klassens nye dreng, den blonde og følsomme Yngve, som pludselig får tennis og tøset synthpop til at virke sært tillokkende på Jarle, selv om han både har byens sødeste pigekæreste og et punkband at passe. Indtil den vage og vævende afslutning tegner ”Mig og Yngve” et fint, sjovt og sympatisk portræt af almengyldig senfirser-ungdom til tonerne af Joy Division og Roxette – samt selvfølgelig ”Fissesatan anarkistkommando” fra Jarles eget Mathias Rust Band!

REPRISE
(2006, Joachim Trier)
Brian Iskov i GEAR #52, april 2008
Barndomsvennerne Philip og Erik vil begge være forfattere. Philip får succes og går prompte ned med flaget, mens Erik må arbejde hårdt på sit gennembrud – og så er der også lige det med kærligheden ...
I en smidig, associerende stil, inspireret af fransk nybølge, fortæller "Reprise" både alvorligt og kækt om venskab, kunstneriske drømme og romantisk besættelse. Et frisk pust af filmisk forår med masser af uventede indskud og fed postpunk på lydsporet.

NEXT DOOR
(Naboer, 2005, Pål Sletaune)
Brian Iskov i GEAR #35, oktober 2006
John, der er nyslået single, lokkes ud på det dybe vand af de to grovflirtende søstre, som rumsterer i nabolejlighedens labyrintiske korridorer. Roman Polanski og David Lynch svæver over denne isnende, formstærke psykothriller, hvis provokerende nøglescene rusker godt op i selv hærdede biografvoyeurer (tip: det er noget med vold og sex). Et potent bevis på, at vores norske venner er ved at komme godt frem i filmskoene.
P.S.: Jyllands-Postens sognepræst Johs. H. Christensen hadede "Next Door". Bedre anbefaling kan jeg næsten ikke give den.

HAWAII, OSLO
(2004, Erik Poppe)
Brian Iskov i GEAR #21, august 2005
Klippelandets kulturelite har i lang tid skulet misundeligt syd over Skagerrak, men nu ser det endelig ud til, at de rykker deroppe. Sidste år [2003] ramte de norske film et niveau, der svarer til vores eget lige efter Dogme-tøbruddet, og det forstås, hvorfor naboerne var specielt stolte over ”Hawaii, Oslo”, for den er drittbra – labil som en afsikret håndgranat og knaldgodt spillet i alle led.
Multihistorien lægger sit snit efter ”Magnolia”-modellen, hvor skæbnens genveje binder en tue mennesker sammen på årets varmeste døgn. Udspændt i et dirrende limbo, hvor håb og desperation trækker lige stærkt i hver sin retning, sætter en fødsel, et biluheld og en begravelse tingene i skred.
Gu er det konstrueret, men mosaikken falder fortrinligt på plads, bortset fra en halvfesen antydning af noget metafysisk. Længes du efter en film, hvor du sjældent kan se rundt om næste hjørne, er Oslo-trippet på dvd lige, hvad lægen anbefaler.

... OG FAVORITTEN:

DEN BRYSOMME MANNEN
(2006, Jens Lien)
Komplet overrumplende surrealistisk fremtidskomedie om en stakkels mand, der føler sig fremmedgjort på de særeste måder. Den hårfine deadpan-satire lander et frydefuldt sted mellem Kaurismäkis minimalisme og Jeunets boblende idérigdom. Det er tæt på genialt og under alle omstændigheder fremragende forløst på et niveau, hvor ingen nulevende danske instruktører kan – eller tør – vove sig ud.
Jens Liens absurde perle er (naturligvis?) ikke i dansk distribution, men Sandrew Metronomes norske dvd-udgivelse er venligt forsynet med både norske og engelske undertekster.



(Opdateret trailer: Nu med engelske undertekster)

MERE OM NORSK FILM:
> Vi taler næsten dansk, del 2: Norsk film i topform
> Interview med Bent Hamer

Jackie Chan vs. alderdommen

Næste gang du ser en film med Jackie Chan, så prøv at lægge mærke til, hvordan han løber. Han ligner en, der har siddet for længe overskrævs på en hest. Det er fordi, han næsten ikke har mere brusk tilbage i knæene efter et halvt århundredes fald og kolbøtter.

Derfor er verdens mest berømte actionstjerne også holdt op med at lave sine ”superstunts”, hvor han frygtløst kaster sig ud fra balkoner, busser, broer og bygninger. I dag bruger 56-årige Jackie Chan stand-ins til de mere krævende optrin ”for ikke at blive tvunget på pension i rullestol”, som han siger.



At den ellers vævre og toptrænede lynkineser har set sig nødsaget til at skrue ned for de fysiske udskejelser, bliver tydeligt, når man sammenligner hans aktuelle dvd-premiere "The Spy Next Door" (2009), der udkom i går, med den højoktane Hongkong-klassiker "Supercop" (1992), som TV 2 viser lørdag nat.

Jackie Chans hjemmebaneeventyr fra storhedstiden i 80'erne og 90'erne kværner af sted over stok og sten, så man dårligt tør blinke af frygt for at gå glip af noget. Men tidens gang indhenter selv den kvikkeste badutspringer, og det ubarmhjertige slid, Jackie har udsat sin krop for, siden han var dreng, har nu stillet den midaldrende stjerne i et dilemma, som han endnu ikke synes at have fundet en værdig løsning på.

Allerede i 2003, hvor jeg mødte Jackie Chan i London, sukkede han:
– Jeg er træt af at slås. Jeg har ligesom prøvet det nu. Jeg vil hellere danse, synge, spille romantiske roller, lave andre ting. Når folk siger mit navn, fægter de altid med hænderne: ”Jackie Chan!!!”. En dag håber jeg, de vil holde op med det og opfatte mig som skuespiller i stedet for actionstjerne.

Jackies sporadiske forsøg ud i det dramatiske rollefag afslører desværre, at hans talent har sine udtalte begrænsninger. Rodede special effects-ekskursioner som "The Medallion" og "The Tuxedo" gjorde heller ikke Jackie nogle tjenester, ligesom flere andre af de film, han har produceret specielt til sit vestlige publikum, ofte har virket tamme.

Under vores møde indrømmede Jackie Chan også blankt, at han ikke selv bryder sig om sine amerikanske film.
– Amerikanerne har et godt system, men det er ikke for mig. Instruktøren bestemmer ikke i Hollywood, så jeg må tage til Hongkong for at lave film, jeg selv er tilfreds med, forklarede han.

Alligevel giver Jackie hver gang sit yderste for at tilfredsstille sine arbejdsgivere og sit publikum, selv i rudimentære amerikanske børnefilm som "The Spy Next Door", der udelukkende går efter nemme jordstrygere og trætte gentagelser af tidligere tricks. Den oprindelige trailer begik endda den frækhed at ind- og vildlede med højdepunkter fra Jackies tidligere Hongkong-succeser, for ligesom at understrege kontrasten.



Sammenlign selv med denne trailer fra "Supercop". Jeg ved godt, hvilken af de to film jeg har lyst til at se igen.



Om en måned kan Jackie Chan atter opleves i biograferne, når han udfylder Pat Moritas gamle glansrolle som Mr. Miyagi i genindspilningen af "Karate Kid" (premiere 5. august).

Og fra september kan du læse meget mere om Jackie Chan, herunder hans alenlange liste over drabelige arbejdsskader, i den længe ventede Troldspejlsbog!

> Læs hele mit interview med Jackie Chan

OPDATERET 21.07.2010:
Kommende Jackie Chan-weekend i tv!
Fredag 23.07.2010: Jackie Chan's First Strike (3+)
Fredag 23.07.2010: Ballade i Bronx (3+)
Lørdag 24.07.2010: Rush Hour (DR 1)
Søndag 25.07.2010: Ballade i Bronx (3+)

"50 First Dates": Kunsten at instruere en hvalros

Aftenens fredagsfilm på DR 1 og DR HD er "50 First Dates" (2004). Adam Sandler leverer komikken, og Drew Barrymore står for romantikken – men det er hvalrossen Jocko, der løber med opmærksomheden.

Et gammelt Hollywood-råd siger ellers, at man aldrig skal arbejde med dyr og børn. I ”50 First Dates” gjorde instruktøren Peter Segal begge dele.
– Ja, det var ret vildt. Faktisk var børnene nemmest at have med at gøre. Det var meget usædvanligt at skulle instruere en hvalros, erkendte Segal, da jeg mødte ham i London i 2004.

– Hvalrosser ser dårligt, så de kommunikerer ved at sniffe dig fra top til tå. Mit hjerte frøs til is, og det blev ikke bedre af, at dyrets træner stod og råbte: ”Hvad du end gør, så STÅ STILLE! Den kan LUGTE FRYGT!”.

Man skal heller ikke stille sig imellem hvalrossen og bassinet, lærte Segal under optagelserne.
– Hvis dyret bliver skræmt eller skal fodres, så kan det ikke gå hurtigt nok med at komme i vandet, og så river hvalrossen dig med, hvis du står i vejen. Selv om den er meget blid, vejer den altså et ton! Så jeg var hundeangst, men Drew Barrymore var vild med vores hvalros. Hun krammede og kyssede den dagen lang.



Hvalrossen tegner sig også for, hvad der må være tænkt som the money shot i "50 First Dates", da det fede dyr ørler ud over en sagesløs dyrepasser (spillet af Lusia Strus).
– Vi brugte yoghurt som hvalrosbræk. Først prøvede vi med fiskeindvolde, men det var simpelthen for ulækkert, afslørede Peter Segal.

Den unge sælhan, som dengang var ni år, holder normalt til i dyreparken Six Flags. Så hvis du nogensinde kommer forbi San Vallejo i Californien, skal du bare hilse ...