Velkommen til endnu et indlæg i Bries Blog-O-Ramas store tema om filmplakater. Fjerde del fortsætter nøjagtig, hvor nummer tre slap – nemlig med disciplinen "One Letter Off".
Devisen er stadig dén, at en velkendt film (og dens plakat) forbavsende let kommer til at handle om noget helt andet, hvis blot man ændrer ét eneste bogstav i titlen. Således:
Ligesom sidst stammer eksemplerne fra sitet Worth1000, der bugner af lignende Photoshop-fjollerier. Dagens dosis af plakatsjov er helliget dyreriget, og også denne gang modtages hjemmegjorte eksempler på danske afarter med kyshånd!
Efter utallige tilløb med blinkende lygter, omkørsler og snublesten på vejen blev den sagnomspundne Troldspejlsbog i denne uge sendt i trykken.
Nyheden er særlig glædelig for mit vedkommende, da det var mig, der fik æren af at skrive den første bog nogensinde om "Troldspejlet" for DR, forlaget Carlsen og, ikke mindst, min barndoms helt fra fjernsynet.
Udgivelsen er berammet til 5. oktober 2010, og den tætpakkede 144-siders bog er endt med at bære den flotte titel "JAKOB STEGELMANNS TROLDSPEJLET – DEN STORE TROLDSPEJLSBOG AF BRIAN ISKOV".
Og hvad går Troldspejlsbogen så ud på, har mange spurgt mig i de halvandet år, jeg har arbejdet på den.
Dette uddrag af bagsideteksten opklarer forhåbentlig en del af mysteriet:
"DEN STORE TROLDSPEJLSBOG er ligesom tv-programmet fyldt til bristepunktet med fantastiske fakta, vidunderlig viden, tankevækkende trivia og imponerende indsigt. Samt næsten 500 ukendte, glemte, spøjse, smukke eller usædvanlige illustrationer."
"Her er alle de fantastiske figurer, universer og medier og deres skabere: Lige fra Superman, King Kong og bipbipspil over Anders And, Tintin og Ringenes Herre til manga, Toy Story, Lara Croft og de mest moderne spillekonsoller. I et særligt kapitel går bogen bag om Troldspejlet og fortæller, hvordan programmet opstod, og hvordan det tilrettelægges."
Det er med stolthed, at Bries Blog-O-Rama hermed kan præsentere det første smugkig på indholdet af DEN STORE TROLDSPEJLSBOG:
I måneden op til udgivelsen vil du på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side kunne finde flere eksklusive smagsprøver fra Den Store Troldspejlsbog, som også indeholder bidrag fra Jakob Stegelmann himself og bogens redaktør, Carsten Søndergaard. Vi er alle rørende enige om, at det færdige resultat er blevet det definitive værk, vores indre 12-årige ville elske at eje!
Hvis du går i biografen og ser den danske version af Pixars "Toy Story 3" – som er fremragende – så læg især mærke til den trold-i-æske, som springer Buzz & Co. i møde ved ankomsten til dagplejecentret Sunnyside. Troldens ene replik, som i den amerikanske original tilhører filmens instruktør, Lee Unkrich, er nemlig indtalt på dansk af ... Jakob Stegelmann!
Vi spoler tilbage til 1963, kort efter premieren på ”Agent 007 jages”. Instruktøren, britiske Terence Young, var fløjet til Amerika med filmens hovedrolleindehaver, en 33-årig skotte kaldet Sean Connery. Da de to herrer gik ud af lufthavnen, mødtes de af 800 mennesker, der kun stod og ventede på én person.
En gammel dame møvede sig igennem politiafspærringen og viftede en blok papir om næsen på Youngs ledsager. ”Sean, giv hende nu bare din autograf,” vrissede Young, og Sean parerede ordre. Men da damemennesket fik stukket papiret i hånden, så hun helt forkert ud. ”Nej, nej, nej,” udbrød hun. ”Der skal stå James Bond.”
Hun gloede bebrejdende på Sean uden at vide, at hans verden forrykkede sig i netop dét øjeblik. Det gik op for ham, at han ikke længere blev opfattet som en person. Det var ikke mennesket og skuespilleren, folk fik øje på, når de kiggede på Sean Connery. De så et sexsymbol, et kulturelt ikon.
De så James Bond.
I dag, den 25. august, kan Sir Sean Connery fejre 80-års fødselsdag som pensionist i sit solrige skattely, Bahamas. Ansigtet er stærkt og karakterfuldt som Picassos, med et kynisk vid i de rolige gyldenøjne, og hans rå machoudstråling og dyriske sexappeal er gennem karrierens efterår fuldmodnet til en afslappet, robust myndighed.
Forinden brugte Connery en stor del af sin levealder på at vriste sig fri fra Bond-figurens snærende spændetrøje, hvilket i halvfjerdserne resulterede i næsten demonstrativt trodsige rollevalg. Først efter han i 1983 sagde ja til at give James Bond en sidste tur i managen efter elleve års pause, fik hans karriere fast grund under fødderne igen. Ironien var til at tage at føle på og spredte ringe helt ind i filmens titel: ”Never Say Never Again”.
Samme år blev Connery udråbt til ”Verdens mest sexede nulevende mand”, og tyve somre efter "Agent 007 jages" tog han noget lettere på situationen: ”Det er selvfølgelig meget smigrende ... men hvor mange sexede døde mænd kender man?”
En verden uden for Bond
Fem Bond-film skulle der til, før Sean Connerys bæger første gang flød over. Optagelserne i Japan til ”Agent 007 - du lever kun to gange” (1967) måtte konstant afbrydes, fordi filmens stjerne blev angrebet af skrigende fans og journalister, hver gang han vovede sig ud i den virkelige verden. Selv på offentlige toiletter fulgte pressen efter ham og stak blitzende kameraer ind under døren.
Så man kan dårligt bebrejde Connery, at han stod af karrusellen for at hellige sig mere kunstnerisk udfordrende projekter. Han havde allerede prøvet kræfter med seriøse roller i den benhårde fængselsfilm ”Højen” (1965). I dennes instruktør, Sidney Lumet, fandt Connery en dygtig, disciplineret åndsfælle, der kunne give ham de kødfulde roller, han havde længtes efter. ”Anderson-klanen” (1971, snart på DR 2) blev et hårdt tiltrængt hit for Connery takket være Lumets intelligente iscenesættelse og den skarpe sans for ægte gadeatmosfære, der også propellerede instruktørens ”En skæv eftermiddag” (uden Connery) til tops fire år efter.
”Forhøret” (1972) var der derimod næsten ingen, der så; dertil var dramaet for nådesløst grumt og hårdtslående. Som overbetjenten, der knækker sammen under afhøringen af en børnemishandler, var Connery sprængfarlig som aldrig før, med panseret skrællet af helt ned til de sitrende, sårbare nervebaner. Det er en rystende præstation, og ”Forhøret” forbliver en af skuespillerens egne favoritter.
Sean Connery i Sidney Lumets "Forhøret" (The Offence, 1972)
I andre film lagde Connery ikke nær så mange kræfter i sin rolle, men forlod sig i stedet på sin ubesværede karisma. Udstrålingen på lærredet er legendarisk og har fået lov til at bære temmelig mange tvivlsomme film over målstregen. Selv indhyllet i buldrende propaneksplosioner, som i Michael Bays ”The Rock” (1996), eller tynget af tarvelig CGI som i svanesangen fra 2003, ”Det hemmelighedsfulde selskab”, kunne Connery stadig tryllebinde en hel biografsal ved blot at løfte sit ene øjenbryn.
At det også klædte ham for en gangs skyld at illudere en ganske almindelig pensionist, beviste ”Playing by Heart” (1998, nu på TV 2 Film), hvor den tidligere superagent skulle redde noget så jordnært som et knirkende ægteskab med den næsten jævnaldrende Gena Rowlands.
Bag kameraet blev Sean Connery kendt for at blande sig i alt fra rollebesætning til omskrivninger af manuskriptet. På flere af sine sene film stod han selv opført som medproducer, og hvor lignende titler siden er blevet standardvedhæng til især amerikanske skuespilleres kontrakter, vidnede dobbeltrollen dengang om Connerys notorisk høje krav til andres kompetence.
Hans professionelle stædighed, til dels affødt af Bond-filmenes uendelige optageperioder, gav ham ry for at være en besværlig kollega. Og privatpersonen Connery har heller ikke det bedste omdømme, slet ikke efter han flere gange blev citeret for bemærkninger, der stemplede ham som mandschauvinist af den gamle skole.
I interviewsituationer er han venlig, men også vag og famlende, og man aner, at forfatteren Roald Dahl ramte et ømt punkt, da han i 1980 beskrev Connery som "en helt igennem almindelig, noget kedsommelig skotte".
Trailer til Brian De Palmas "De uovervindelige" (1987)
Den forsinkede Oscar
Af de unge, fremadstormende britiske skuespillere fra 1960’erne var Sean Connery alligevel en af dem, der nød mest vedholdende succes, om end den Oscar-pris, han modtog sent i forløbet, mistænkeligt lignede en bodfærdig anerkendelse af et farverigt livsværk. Nok er Connery ingenlunde dårlig i Brian De Palmas "De uovervindelige" (1987), som Cinemaxx viser i aften – men hovedrollen tilhørte altså Kevin Costner.
Det faktum, at Connery ydede mindst lige så fornemt arbejde i mange af sine tidligere film, kunne tyde på, at det i stigende grad var akkumuleret respekt, der trak læsset for den aldrende stjerne. Han blev en institution snarere end skuespiller.
Nogle gange fungerede Connerys status ubetinget til hans fordel, som når den forhenværende 007 sparrede kosteligt med "junior" (Harrison Ford) i Spielbergs Bond-inspirerede "Indiana Jones og det sidste korstog" (1989). Hvorimod et melodrama som ”Finding Forrester” (2000) sandsynligvis ville have fungeret bedre med et mindre indlysende valg til rollen som grånende læremester.
For når man oplevede Connery efter hans exit fra Bond, var det ofte netop Sean Connery, man så deroppe på lærredet i stedet for rollen. Den skotske titan med den skiveskårne dialekt. Indtrykket gjorde det til tider svært at skelne den ene præstation fra den anden, og det forstærkede den snigende fornemmelse af, at Connerys register var mere begrænset, end man ellers var villig til at indrømme.
På den anden side er det måske slet ikke noget problem, at ikonet voksede sig så stærkt, at det skyggede for rollen. I virkeligheden opnåede Connery jo præcis, hvad han ønskede. Nok var han stadig sexsymbol og kulturelt ikon. Men han var ikke længere Bond.
> "Playing by Heart" (1998) er for tiden i rotation på TV 2 Film, hvor den bl.a. kan ses på Sean Connerys fødselsdag kl. 17.30.
Dagen efter, torsdag 26. august, viser 6'eren hans første James Bond-film, "Agent 007 - mission: drab" (Dr. No) fra 1962. "Agent 007 jages" følger torsdag 2. september.
Fredag 3. september viser DR 2 "Anderson-klanen" (1972) af Sidney Lumet.
> Som glødende skotsk nationalist (med "Scotland Forever" tatoveret på højre overarm) har Sean Connery senest ladet sig lokke ud af sit otium for at lægge stemme til Skotlands første computeranimerede spillefilm. Eventyret om dyrlægen "Sir Billi" har endnu ingen premieredato, men traileren kan beskues på YouTube. Dog på eget ansvar, for kønt er det ved gud ikke ...
Natten til søndag viser TV 2 "Midsommer" fra 2003. Carsten Myllerup skød sin ungdomsgyser på en ødegård i Västra Götaland, og heldagsturen til settet i sommeren 2002 var afgjort en af de mere behagelige opgaver, jeg blev sendt på i min tid som freelancer for TJECK. Vejret var skønt, stedet var smukt, Tuva Novotny sad i havfruestilling ved skovsøens bred, og den færdige film viste sig også at være ganske fin ...
Sommerens hjerter så varme, så glade
Stemningsreportage fra settet til "Midsommer" Brian Iskov i TJECK, februar 2003
Et halvt dagsridt oppe i Sverige, omringet af glitrende skovsøer og svajende graner, ligger Gustavsfors. En søvnig flække med 300 indbyggere, der på skift mødes nede i Optimistens Landhandel for at følge med i den nyeste sladder. I ferierne vokser indbyggertallet til cirka det tredobbelte. Og sidste sommer fik sladderen friske ben at gå på, for en helt særlig flok danskere var kommet til byen, og de havde både kameraer og fem smukke unge skuespillere med.
Her i lysningen synes birkene og fyrretræerne at have nået en remis i deres stædige dyst om at række højest mod himlen. Et gammelt, gult træhus putter sig ned i det varme græs. Imens væver eftermiddagssolen sit funklende spind over vandet, der ligger dér i søen og ser så indbydende ud.
Alt det har filmholdet bare ikke megen glæde af, for indenfor er der bragende mørkt. Den aktuelle scene foregår om natten, så alle vinduer er dækket til med sort klæde for at holde lyset ude. Og stoffet lægger ikke ligefrem en dæmper på stuens temperatur. Derfor undrer man sig heller ikke, når to af skuespillerne spottes ved det nærmeste badested, få minutter efter dagens arbejde er overstået.
Den seje jyde
Midt i det hele trasker en fyr rundt med skægstubbe og bølgende slackerhår under kasketten. Han ligner til forveksling en vildfaren surfer på skærgårdsferie, men tag ikke fejl. Carsten Myllerup har styr på tingene. Spørger man skuespillerne, svarer de i kor: Han er "den seje jyde".
Myllerup debuterer som spillefilmsinstruktør med ”Midsommer”, og helt ærligt – når man starter sin karriere med noget så udskældt og trivielt som en dansk ungdomsgyser, tigger man da nærmest om at få tæsk!
– Jeg har selv det problem med en gyser som ”Scream”, at jeg egentlig er ligeglad med, om hovedpersonen dør. Vores film er meget mere psykologisk end det, forsikrer Myllerup ihærdigt.
Hans største frygt? At ”Midsommer” automatisk vil blive opfattet som endnu en af ”de der danske ungdomsgysere”.
– Det ville simpelthen være så ærgerligt. De er da urimeligt ringe, konstaterer Myllerup smilende med tydelig adresse til ”Sidste time” og ”Mørkeleg”.
Svenske fristelser
Ligesom studenterne i filmen, der oplever sære ting under deres sankthanstur til Sverige, kender Myllerup selv lidt til det dér med svenske ødegårde og mystiske hændelser. Sammen med en ven flyttede Myllerup ind i en afsides knaldhytte sidste år og skrev historien i løbet af en uge. To dage efter de var taget hjem til Danmark, brændte huset ned til grunden. Uden forklaring.
Optagelserne til ”Midsommer” har derimod holdt sig lykkeligt fri af de onde ånders indblanding. Når strømmen slukkes efter dagens sidste skud, fjolles og råhygges der blandt de 18- til 22-årige skuespillere, som gjaldt det verdensmesterskaberne i lejrskole.
Som en løssluppen hyttetur, der nægter at gå i sig selv igen, står den hver aften på spontane fodboldkampe, videofilm og svenske dåseøl. Jättetrevligt, som man siger på de kanter. Desværre er der nu kun ti dage tilbage af optagelserne.
– Her er da lækkert, men jeg ved altså ikke, hvor meget ferie der er i det. Jeg synes, vi arbejder hårdt, hævder Jon Lange, der dog ser ud til at kæmpe bravt for at fastholde sin professionelle indstilling til tingene. De pragtfulde naturomgivelser hvisker lokkende løfter om virkelighedsflugt og hedonisme. Og ved siden af sidder Tuva Novotny – ”Sveriges mest sexede kvinde 2000” ifølge magasinet Slitz! – og misser med øjnene mod solens sidste stråler.
– Det bliver sgu mærkeligt at komme hjem igen, sukker Kristian Leth. Han krammer en dåseøl og kigger ud i den svenske skumring. Afskeden lurer derude.
ANMELDELSE: Midsommer (Carsten Myllerup, 2003) Brian Iskov i TJECK, februar 2003
Midt under den store studenterfest fylder Sofie sig med piller og dejser død om på sofaen. Hendes fem bedste venner vælger, trods chokket, at tage på deres årlige Skt. Hans-tur til ødegården i Sverige. Sofies bror (Kristian Leth) har særlig svært ved at ryste selvmordet af sig. Det føles som om, Sofie prøver at trænge igennem fra hinsides graven for at fortælle ham noget …
"Midsommer" er et modigt forsøg på at lave en troværdig dansk teenagegyser, der stikker dybere end de fleste. Hatten af for Carsten Myllerup, hvis første spillefilm klarer skærene uden problemer, med realistisk skuespil og en spændende historie, der holder vand helt til slutningen.
”Højt at flyve” blev skudt på kun 34 dage for 3,5 millioner dollar, og de tre instruktører Zucker, Abrahams og Zucker synes at finde en pervers fryd i at udpege filmens haltende håndværk i deres kommentarspor til dvd-udgaven.
”Dér er ham med ledningerne”, jubler de, da en elektriker skynder sig at bakke ud af billedet med en bunke kabler, mens skuespillerne agerer løs. Lidt senere krummer den muntre trio tæer over filmens miniaturemodel af det luftbårne fly: ”Det hænger der bare. Man kan se wirerne. Det er så cheesy!”
Fra kommentarsporet til ”Højt at flyve”:
”There, on the left! Always good to see some guy pulling cable.”
”See the Scotch tape holding the set together? It's a really low budget.”
”Now, this guy who's dancing, look at his back. Do you think maybe he's gonna get a knife?”
”Yeah, it's bulging a little bit.”
”We didn't even take [the pad] off for the shots before he got stabbed.”
”I think there's a hole where he got [the knife] in the first take.”
”He conveniently had balsa wood in his back that day.”
”Ha ha! As fate would have it, the man who got stabbed was wearing balsa wood!”
”He was made of balsa wood, ha ha ha!!"
Når skuespillerens atletiske evner kommer til kort, laver man et ”Texas switch”. Stuntmanden dykker ned bag en forhindring, hvorfra filmens stjerne så kan springe frem, som om det var ham, vi havde fulgt hele tiden. I denne scene mislykkes det dog, fordi skuespilleren, Robert Hays, titter lidt for langt frem fra sit skjul, mens hans stand-in slår en baglæns salto.
”You have to watch here when Bob gets flipped.”
”That's the 'Texas switch'.”
”You can see him waiting, because it's a double that lands in the audience. There's Bob, in the background on the right. And then he comes out. Ha ha ha!”
”Seamless filmmaking! How do they do that?”
”One take, no waiting.”
”This is the days before you could get rid of that with special effects.”
”Yeah, there was no painting out of wires then.”
"HØJT AT FLYVE" BONUSINFO:
• Filmens trio af bagmænd, Jerry Zucker, Jim Abrahams og David Zucker (ZAZ), lånte det dramaturgiske skelet fra den dødeligt seriøse luftfartsthriller ”Farlig landing" (Zero Hour!, 1957). Herfra løftede de også adskillige dramatiske replikskifter, som i ”Højt at flyve” gentages ordret af garvede B-filmtræmænd som Leslie Nielsen og Peter Graves.
> Se den direkte sammenligning af scener fra ”Højt at flyve” (1980) og forbilledet ”Zero Hour!” (1957):
• I 1982 lavede Ken Finkleman ”Vi flyver endnu højere” (”Airplane II: The Sequel”) uden ZAZ-holdets deltagelse, men med næsten alle forgængerens gags kalkeret direkte over på en rumfærge, hvilket sjovt nok ikke var halvt så sjovt. Deja-vuet vises på DR HD næste lørdag, 21. august.
Jep. Jeg kom engang til at fornærme Sandra Bullock.
Eller, det tror jeg da, at jeg gjorde. Ud fra det svar, hun gav mig, fik jeg i hvert fald en lumsk fornemmelse af, at hun hørte en implicit kritik i de få ord, jeg sagde til hende.
Mine hensigter var ellers ganske uskyldige. Vores møde fandt sted på filmfestivalen i Venedig i 2006, hvor Sandra Bullock medvirkede i "Berygtet", også kendt som den andenTruman Capote-film – den uden Philip Seymour Hoffman. Forinden havde hun overrasket som kold bitch i "Crash", der lå langt fra hendes normale "søde" image. Så det virkede naturligt nok at undersøge, om Sandra Bullock bevidst forsøgte at bevæge sig væk fra komedierne for aktivt at opsøge flere seriøse roller, eller character roles, som jeg formulerede det.
"Jeg opfatter også "Agent Catwalk" som en karakterrolle," lød den stramme respons oppe fra podiet.
Tilsyneladende havde Sandra tolket mit udsagn, som om jeg nedvurderede hendes arbejde i de komiske roller. Hun kunne jo ikke vide, at jeg havde været erklæret fan af hende, lige siden hun brød igennem med "Speed" og "Mens du sov" ti år tidligere. Hun kunne heller ikke vide, at jeg i 2000 skrev en portrætartikel om hende til Filmmagasinet Scope i så sværmeriske toner, at min redaktør fandt det mest rimeligt at kategorisere teksten som en forelsket hyldest.
PORTRÆT AF SANDRA BULLOCK:
> Never Mind the Bullocks Brian Iskov i Filmmagasinet Scope, juni 2000 (via Waybackmachine.org)
Sandra Bullock
Siden mistede jeg lidt interessen for Bullock, der i en periode syntes tilfreds med at træde vande i kummerlige farcer som "Agent Catwalk 2" (der kørte på 3+ i går) og hendes seneste Razzie-stinker, "All About Steve".
Nu er Sandy så gået hen og blevet Hollywoods bedst betalte skuespillerinde efter hendes Oscar-rolle som Erin Brockovich-dullet livstykke i "The Blind Side". Et kandiseret feelgood-orgie af en film, som udkommer på dvd og Blu-ray den 7. september, hvis nogen skulle føle behov for at se den igen.
Imens vil jeg meget hellere reklamere for weekendens tv-program, som synes at stå i Sandra Bullock-nostalgiens tegn:
FREDAG 13. AUGUST
TV 2 kl. 22.40: Crash (2004)
LØRDAG 14. AUGUST
TV3 kl. 03.40: Brydekamp med Hemingway (1994)
SØNDAG 15. AUGUST
TV 2 kl. 02.30: The Thing Called Love (1993)
”Jeg stiller Oscaren forskellige steder derhjemme for at se, hvor den gør sig bedst. De første to dage tog jeg den med mig overalt. Jeg var endda på stranden med min Oscar. Det var lidt som dengang, jeg var fem år gammel og fik det stykke legetøj, jeg allerhelst ville have!” – Penélope Cruz i interview med Brie, Cannes 2009
Hendes Oscar-rolle som fyrig tornado i ”Vicky Cristina Barcelona” (2008) var den foreløbige kulmination på Penélope Cruz' karriere. Den madrilenske stjernes cv spænder over mere end 40 internationale film – herunder fire lykkelige samarbejder med hendes gode ven, bysbarnet Pedro Almodóvar. Og som alle cinefile heteromænd ved, er den nu 36-årige señorita altid más sexy, når hun slipper for at slås med de angelsaksiske gloser.
Penélope Cruz i "Vicky Cristina Barcelona" (2008);
Derfor skal der lyde et hurra for, at La Pené taler sit eget tungemål i godt halvdelen af den kavalkade på ni titler, som Cinemateket i København tog hul på i går. Almodóvar er repræsenteret med to værker (”Volver” og ”Alt om min mor”), ligesom Woody Allens delvist spansksprogede ”Vicky Cristina Barcelona” er inkluderet i filmhusets serie.
Til verdenspremieren på ”Brudte favntag” i maj 2009 mødte jeg en temmelig forkølet Penélope Cruz på en strandterrasse i Cannes. Her fortalte hun, at det var Pedro Almodóvars fortjeneste, at hun overhovedet fandt på at blive skuespiller.
”Jeg var kun et barn, da jeg første gang så en af Pedros film, men den gav mig lyst til at se alt, hvad han ellers havde lavet. Da jeg fyldte 13 og måtte tage til byen selv, sneg jeg mig ind til Pedros ”Bind mig, elsk mig” – alene. Jeg løj om min alder og bildte biografpersonalet ind, at jeg var 17,” røbede Penélope.
Da hun kom ud fra forestillingen, gik hun en tur for sig selv, og det var i de minutter, at den balletdansende teenagepige fra forstaden Alcobendas traf beslutningen om sin fremtidige levevej.
”Det var på grund af dén film, at jeg blev valgte at blive skuespiller. Jeg husker dagen, som var det i går,” fortalte hun mig i 2009.
Penélope Cruz i "Spis mig" (1992)
Ellers pegede intet i Penélope Cruz' bagland på en fremtid inden for underholdningsbranchen. Hendes mor var frisør, faren detailhandler, og nabolaget havde ikke engang en biograf. Indtil Penélope blev gammel nok til at besøge Madrid på egen hånd, måtte hun udforske filmens verden gennem fjernsynsskærmen. Her blev hjemmevideoen en magisk skatkiste af kulørte skæbner og berusende dramatik, som kunne få den ellers så energiske pige til at sidde musestille.
”Mine forældre købte en Betamax-maskine, da jeg var omkring otte år. Det var en af de første videoafspillere på markedet, en kæmpe kasse. Jeg bestemte mig for at leje film hver eneste dag, og jeg begyndte at tænke: 'Hvem er de her mennesker, som vækker så mange følelser i mig, når jeg ser deres arbejde?'”
Som 15-årig blev Penélope Cruz opdaget i en talentkonkurrence, hvor hun vandt et job som vært for et ungdomsprogram på tv. Og da skønheden to år senere tonede frem på biograflærredet som letpåklædt 17-årig sexbombe i ”Spis mig” (1992), vakte hun sensation i sit hjemland. Bigas Lunas vovede komedie, som Cinemateket viser i august, havde dog næppe eksisteret, hvis ikke Pedro Almodóvar & Co. forinden havde banet vejen for frisproget i den moderne spanske kunst.
Penélope var kun halvandet år gammel, da Spaniens mangeårige diktator, general Franco, døde i 1975. Fascistens fald løftede et tungt åg fra folkets skuldre. Efter 36 år med streng censur – hvor alle meninger, der pegede ud over førerens konservative smag, blev manet i jorden – kunne man som spanier pludselig udtrykke sig fuldstændig, som man havde lyst til.
Undergrundsmiljøet i Madrid var først til at udnytte de nye muligheder, og deres tøbrud, kaldet ”La Movida Madrileña”, bredte sig snart til hele samfundet. I slutningen af 1970'erne eksploderede det katolske kongerige i et brus af demokratisk frihed.
”Da jeg var otte-ni år, begyndte jeg at lægge mærke til de drastiske og dramatiske ændringer, som skete i mit land. Det var ikke bare inden for kulturen og kunsten. La Movida var en sand revolutionær bevægelse, der havde en politisk effekt, og Pedro var en af tidens største inspiratorer,” sagde Penélope Cruz i interviewet.
Penélope Cruz i "Volver" (2006)
I en alder af 17 mødte hun sit idol første gang, da hun blev kaldt til casting i Almodóvars hus.
”Jeg kom en halv time for tidligt og vandrede rundt i nabolaget, mens jeg kiggede op på hans terrasse og tænkte, ”er han der virkelig?” Jeg var utrolig nervøs”, erindrede Penélope. Hun gik derfra med beskeden om, at hun var for ung til ”Kika”, men at Pedro ville skrive en rolle til hende i en af sine næste film.
Og dét løfte holdt han. I ”Kødet skælver” (1997) fik Penélope Cruz publikum til at spærre øjnene op, da hun i åbningsscenen fødte et barn om bord på en bus. Den lille optræden på otte minutter skaffede hende en billet til Hollywood, hvor hun, for første gang på film, slog knuder på det engelske sprog i ”The Hi-Lo Country” (1998, vises i Cinemateket).
Siden har Pedro Almodóvar givet sin Penélope tre saftige hovedroller, hvoraf hendes veldrejede vicevært i ”Volver” (2006, vises i Cinemateket) udløste en Oscar-nominering. Hver gang har Penélope lært noget nyt om sin yndlingsinstruktør, som hun regner for en del af sin familie.
”Jeg synes, vi er gode til at administrere vores venskab. Når vi indspiller film, er han min instruktør og jeg hans skuespiller. Vores venskab er der stadig, men arbejdsfællesskabet træder i første række. Så snart optagelserne er overstået, begynder vi at hænge ud igen og gå i biografen og den slags,” fortalte hun i Cannes.
Hvorfor Pedro Almodóvar tilsyneladende føler trang til at slå Penélope Cruz ihjel på film – hvilket er sket i tre ud af parrets fire samarbejder – fik jeg desværre aldrig svar på ...
CINEMATEKET I AUGUST: PENÉLOPE CRUZ
Spis mig (1992)
Belle Epoque (1992)
The Hi-Lo Country (1998)
Alt om min mor (1999)
Blow (2001)
Volver (2006)
Elegy – Skønhedens magt (2008)
Vicky Christina Barcelona (2008)
Nine (2009)
PENÉLOPE CRUZ SANCHEZ
er født i Madrid 1974
har været model for Ralph Lauren, Sean Combs og L'Oreal
spillede over for Trine Pallesen i den danske film ”Et hjørne af Paradis” fra 1997
lærte at galoppere på en kamel til filmen ”Sahara” (2005)
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
Jaws
