Jeg er vokset op i 1980'erne. Det var dengang, man fik lov til at være barn længe. Tidsregningen før MGP. Et par gange i mit voksne liv som journalist har jeg siddet over for en teenageskuespiller, der startede sin karriere som barnestjerne. Og hver gang har jeg prist mig lykkelig over, at mine egne showbizdrømme ikke rakte ud over skoleteatret i 6. klasse.
I november sidste år kom jeg til audiens hos Chloë Grace Moretz i New York. Det 15-årige skuespiltalent startede sin karriere som syvårig og har leveret sikre præstationer i så forskellige film som ”Let Me In”, ”(500) Days of Summer”, ”Texas Killing Fields” og ikke mindst ”Kick-Ass”, hvor Moretz vandt alle superheltenørders hjerter som den møgprofane Hit Girl.
Nu gjaldt det Chloë Moretz' hidtil største produktion: Martin Scorseses overdådigt opsatte familieeventyr ”Hugo”. Jeg tænkte derfor, at den klejne Chloë burde have en masse spændende at fortælle fra sin allerede vidtfavnende karriere – f.eks. om at gå på arbejde i Dante Ferrettis gigantiske banegårdskulisse sammen med legender som Scorsese og Christopher Lee.
Men da jeg satte mig over for Chloë Grace Moretz og gik i gang med de aftalte fem minutters tv-interview, begyndte det hurtigt at løbe mig koldt ned ad ryggen. For jeg har aldrig før mødt nogen skuespiller, barn eller voksen, som så åbenlyst og anstrengt lirede et interview af på rutinen.
Alle mine spørgsmål blev affejet med glatte, intetsigende og kortfattede soundbites, som denne 15-årige pige pligtskyldigt langede over disken med et påtaget, overgjort smil og smiskende bevægelser med øjnene.
Hun kedede sig tilsyneladende bravt, og det var næsten uhyggeligt at overvære, hvor megen falskhed og koketteri denne showbiz-afrettede teenager pumpede ud i lokalet. Kemisk renset for naturlighed eller bare angrebet af heftig jetlag? Uanset årsagen var de fem minutters optagelser, jeg havde med hjem fra mit møde med Chloë Grace Moretz, lige til at smide i skraldespanden.
Samme dag i New York interviewede jeg også Sir Ben Kingsley, der så mindeværdigt spiller trickfilmpioneren Géorges Mèliès i ”Hugo”. Jeg var den første journalist på Sir Bens dagsskema, men stjernen - der er berygtet for sit omskiftelige temperament og velvoksne ego - ankom heldigvis til interviewet i strålende humør og et skarpt Paul Smith-jakkesæt.
Til gengæld brillerede han så ved at svare i øst, når jeg pegede mod vest. Jeg havde dårligt stillet mit første spørgsmål, før Sir Ben Kingsley drønede ud af en selvsmagende tangent og leverede en overbroderet hyldesttale til Scorsese, som jeg hverken havde bedt om eller kunne bruge til noget som helst. Endnu engang så jeg mine værdifulde interviewminutter løbe ud igennem fingrene på mig – men lidt kom der da ud af anstrengelserne.
Det ligner i den grad en forspildt mulighed, at der ikke er fundet plads til et kommentarspor på den ”Hugo - Limited 3D Edition”-blu-ray-combo, som Paramount Danmark udgav i juli måned. Man skulle ellers mene, at et sludrespor med Martin Scorsese var et oplagt supplement til mesterinstruktørens første familie- og 3D-film nogensinde. Det er jo heller ikke ligefrem, fordi den kære Scorsese plejer at savne ord, når han pludrer løs om sine egne eller andres film.
Men ekstramaterialet på ”Hugo - Limited 3D Edition” er desværre skuffende overfladisk. Kun fem featuretter er sluppet om bord på 2D-skiven, og manglen på dybde (høh!) medfører blandt andet, at den længste af disse "bag kameraet"-dokumentarer skal nå at dække Brian Selznicks bogforlæg, rollebesætningen, filmens dresserede dyr, 3D-teknikken og scenografen Dante Ferrettis oscarbelønnede kraftanstrengelser i løbet af små tyve minutter. Emner, som alle havde fortjent hver sin selvstændige featurette.
Selve filmen tager sig som ventet fantastisk ud i fuld HD, og hvis man tilmed ejer en 3D-projektor og tilhørende blu-ray-afspiller, er den medfølgende 3D-version af ”Hugo” et af de sjældne eksempler på en blu-ray, som afgjort vinder på at blive oplevet i tre dimensioner.
De stereoskopiske effekter i ”Hugo” er ikke bare liret staffage, men et nøje gennemtænkt virkemiddel, som Martin Scorsese benytter intelligent, fiffigt og kreativt som få andre. Forhåbentlig kan dette aspekt af ”Hugo” danne eksempel til efterfølgelse. Her er nogle udvalgte eksempler fra filmen:
”HUGO” 3D Blu-ray – højdepunkter
00:00:45-
Den indledende scene i ”Hugo” er en fejende flot, effektbåret tur over Paris anno 1931 og gennem en myldrende, dampindhyllet Gare Montparnasse. Derpå følger en montage, der viser det daglige leben på banegården. Den næsten dialogløse sekvens fremhæver både ILM og Pixomondos visuelle effekter og detaljerne i Dante Ferrettis enorme banegårdskulisse. Begge vandt i øvrigt Oscars.
00:44:21
I 2D-versionen af "Hugo" gør denne indstilling ikke meget væsen af sig: Sacha Baron Cohens bryske stationsforstander læner sig langsomt nærmere ind mod kameraets linse, mens billedbeskæringen går fra halvnær til nær. Scorseses genistreg i 3D-udgaven er, at han i dette billede presser stereoskopien til bristepunktet, så det angiveligt ser ud, som om Sacha Baron Cohen stikker sit snudeskaft langt ind i tilskuerens stue. Denne illusion af at invadere publikums intimsfære får stationsforstanderen, som er Hugos ærkefjende, til at fremstå så mageløst truende, at man som seer føler en instinktiv trang til at trykke sig længere ned i stolen!
01:27:03
Dobermannen Maximilians spidse snude antager nærmest form af karikatur i denne indstilling, hvor stationsforstanderen fører en samtale med sin hund i badekarret. Et eksempel på Scorseses sjove og lidt quirky brug af stereoskopi til at forstærke en overraskende komisk pointe.
01:37:00-01:40:09
Martin Scorsese vækker trickfilmpioneren Georges Méliès' filmstudie til live med forrygende brug af dybdevirkning. Især pyroteknikken (simple røgbomber og stjernekastere) fremhæver i 3D den magiske stemning, som de samme effekter i 2D fik datidens publikum til at føle.
01:36:00
"Hugo"s måske mest inspirerede udnyttelse af 3D sker i scenen, hvor Martin Scorsese rekonstruerer en visning af brødrene Lumiéres kortfilm ”L'Arrivée d'un train en gare de La Ciotat” fra 1895. Det forlyder, at datidens medieuvante biografgængere dukkede sig i salen, da de til deres forfærdelse følte, at lokomotivet oppe på 2D-lærredet tordnede lige imod dem. Scorseses brug af digital rumvirkning hiver os her, paradoksalt nok, 115 år tilbage i tiden, så vi oplever den nøjagtig samme sensation som publikum dengang. Denne lille genistreg er måske det mest lysende eksempel i ”Hugo” på, at den 69-årige instruktør giver de fleste yngre filmmagere baghjul, når det gælder om at anvende 3D-teknikken som et integreret fortællemæssigt værktøj.
Onsdag i sidste uge, 8. august 2012, meddelte Bob Hoskins, at han trækker sig tilbage som skuespiller efter godt 40 års virke. Årsagen er, at den 69-årige Hoskins sidste efterår fik konstateret Parkinsons sygdom og gerne vil tilbringe sit otium i familiens skød. Rollen som den vise dværg Muir i den aktuelle "Snow White and the Huntsman" bliver derfor det sidste, vi ser til den lille cockney på det store lærred.
Jeg havde fornøjelsen af at møde Bob Hoskins på Venedig-festivalen i 2006, hvor han gav interview om sin birolle i Allen Coulters film "Hollywoodland". Den da 63-årige Bob Hoskins var nøjagtig lige så bramfri, hyggelig og djærv, som jeg havde forventet, og selv om han angiveligt har fortalt de samme anekdoter fra sin karriere hundrede gange før, leverede han dem alle med smittende energi og højt humør.
Mit interview med Bob Hoskins har aldrig tidligere været offentliggjort, men i anledningen af nyheden om Hoskins' tilbagetrækning har jeg fundet hans veloplagte ord frem fra gemmerne - eksklusivt for Bries Blog-O-Ramas læsere.
Jessica Rabbit og Bob Hoskins i "Hvem snørede Roger Rabbit?" (1988)
Samtidig har jeg tilladt mig at uploade et glimrende, ret sjældent tv-interview med Bob Hoskins fra dengang, han spillede med i "Hvem snørede Roger Rabbit?". Den legendariske Ole Michelsen lavede interviewet til DR-programmet "Bogart" i december 1988, og jeg kan især godt lide Bob Hoskins' forklaring af, hvordan man spiller sammen med figurer, som slet ikke er til stede under optagelserne. Hans anekdote om Jessica Rabbit er også kostelig!
EKSKLUSIVT INTERVIEW FOR BRIES BLOG-O-RAMA Brie vs. Bob Hoskins Upubliceret, Venedig 2006
Din medvirken som filmselskabschefen Eddie Mannix i "Hollywoodland" er ret lille. Nyder du at optræde i den slags gæsteroller?
Det er vidunderligt at nå den alder, hvor man kan nøjes med cameoroller. Efter at alle andre har knoklet på filmen i ugevis, møder man op på settet og bliver behandlet, som om man var kronjuvelerne. Cameoroller er som regel interessante og sjove; alle er glade for at se én, og man får kassen for at være med i små to uger. Og hvis filmen viser sig at være noget lort, er det altid nogle andre, der får skylden!
Det virker, som om du nyder dit job mere med alderen.
Det gør jeg. Skuespil lader til at være det eneste hverv, hvor man er til mere nytte, jo ældre man bliver.
Vel at mærke, hvis man er en mand.
Jamen, jeg tror, det er ved at ændre sig. Jeg spiller stadig elskerroller, selv om jeg er lille, tyk, skaldet og midaldrende. Og de kvinder, jeg bliver sat sammen med, bliver også ældre. Jeg har lige indspillet en romantisk film med Josiane Balasko (“Ruby Blue”, 2007), og vi havde en særdeles sexet scene sammen. Særdeles sexet!
Bob Hoskins i "Hollywoodland" (2006)
Du har været gift med din kone, Linda, i snart 25 år. Et så langvarigt ægteskab svarer vel nærmest til et platinbryllup i filmbranchen. Jeg har været meget heldig. Jeg har været gift før, i ti år, og det var en katastrofe. Vi var to mennesker, som aldrig burde have været sammen. Jeg anmodede om skilsmisse og fik et nervøst sammenbrud, da jeg skulle forlade mine to børn. Så jeg konkluderede, at ægteskab ikke var noget, som jeg nogensinde burde indlade mig på igen. Men så begyndte jeg at tænke: Hvordan ville den kvinde være, som måske kunne få mig til at ændre mening?
Jeg begyndte at forestille mig min idealkvinde. Ikke hvordan hun så ud, men hendes styrke, godhed og den slags. Og på dagen for det kongelige bryllup (prins Charles og Diana Spencer, 19. juli 1981, red.), hvor pubberne holdt åben til midnat, vandrede jeg ind på min lokale pub, og dér var hun. “Du er min. Du har ikke en chance, skat. Du er min.” Og det var hun. Efter et år sammen blev vi gift, og efter endnu et år fødte hun vores datter Rose. Det gik helt efter bogen. Jeg ville gerne kunne give jer lidt skandalestof, men der var altså ikke noget at komme efter. Linda stod endda hvid brud!
Scene fra "Ovenover skyerne" (Pennies from Heaven, BBC 1978)
Det er interessant, at du overvejede at blive gift igen, før du fandt den rette kvinde.
Bestemt, jeg havde regnet det hele ud. Jeg vidste præcis, hvem hun var. Det mest utrolige er næsten, at jeg hadede at gå i skole. Jeg var populær blandt de andre unger, men lærerne kunne ikke fordrage mig – de syntes vist, jeg var lidt af en bisse. Men begge mine hustruer har været skolelærerinder af profession!
Så du var ikke en af de fyre, som nød sin ungkarletilværelse?
Nej. Jeg overlevede tresserne, men passede overhovedet ikke ind. Jeg var ham, der vågnede op om morgenen og spurgte: “Jeg kunne vel ikke få dit navn at vide, før du smutter? Eller måske kunne vi ses igen … nej, selvfølgelig ikke.” Jeg følte mig ret fortabt i 1960'erne.
Var du allerede en romantiker dengang?
Det tror jeg. Jeg er kendt for at få hele blomsterbutikker leveret til hoveddøren. Og så siger Linda: “Hvad fanden skal vi stille op med alle de blomster?”, ha ha. Det kan godt gå lidt over gevind.
Du har også spillet mange roller, som er barske udenpå, men bløde indeni.
Helt fra begyndelsen af min karriere har jeg haft som grundregel, at det ikke er min opgave at dømme den person, jeg spiller. Jeg skal helst ikke have nogen mening om ham overhovedet. Jeg skal bare udfylde rollen. Hvis jeg for eksempel skulle spille Adolf Eichmann, så var han et uhyre, der effektivt og følelseskoldt myrdede seks millioner jøder. Samtidig var han romantiker om en hals og huskede altid at købe blomster til konen. Og det bliver jeg nødt til at spille. Det er publikums opgave at fælde dom over rollen. Mit job er at gøre ham til et helt menneske.
Fordi uhyrer aldrig selv mener, at de gør noget forkert?
Præcis. De kan altid retfærdiggøre deres handlinger.
Trailer til "Felicia's Journey" (1999)
Har du nogensinde taget din rolle med hjem?
Nej. Når jeg er færdig med en film, skyller jeg rollen ud. Jeg kan ikke huske en eneste replik. Jeg kommer tilbage og laver presse på filmen, men ellers har jeg ingen forbindelse til den længere. Det er kun sket én gang, at en rolle bed sig fast.
Hvilken film var det, der hjemsøgte dig?
“Felicia’s Journey” af Atom Egoyan. Jeg havde været hjemme i to uger og spankulerede glad og fornøjet rundt, da Linda og ungerne sagde: “Bob, ved du godt, at du opfører dig meget mærkeligt for tiden?” (pause) “Nå, for søren.” (latter). Så skyllede jeg ud tre gange, og så var det væk.
Hvordan “skyllede” du rollen ud?
Jeg drak mig plørefuld!
Er det ikke en velsignelse, at du bare kan tage dine roller af og på, så du kan sove roligt om natten?
Jo, men der er heller ikke mange af de roller, jeg har spillet, som man kunne tage med hjem til konen og børnene. Desuden har jeg ikke fidus til method-skuespil; det er bare en måde at se travl ud på. Når jeg bygger en rolle op, træder jeg ind og ud af rollen under indspilningerne.
Har du altid kunnet det?
Ja.
Bag kameraet på "Super Mario Bros." (1993)
Med en så jordnær tilgang til dit fag er der vist ingen risiko for at ende som en mandlig diva.
Næh, for jeg har altid bare opfattet skuespil som mit job, min indtægtskilde. Jeg kom ind i branchen ved et tilfælde og tænkte, “hvis jeg kan få arbejde ved at lave det her, så fint med mig”. Det betød mindre, om jeg var god eller dårlig, når bare folk gad at hyre mig. Jeg elskede det.
Da jeg var yngre, regnede jeg med, at jeg ville blive sat i forvaring, fordi sådan en som mig ikke burde have lov til at rende frit omkring i gaderne. Og så kom jeg ind i den her branche og opdagede, at det var her, man gemte alle tosserne, ha ha! Alle skuespillere er splittergale, og jeg elsker det. Men hvis Linda bestiller en ferie til familien, og jeg pludselig får tilbuddet om en stor filmrolle – så tager vi på ferie. Det er min eneste regel.
Skuespillet er mit job. Ikke mit liv. Nogle skuespillere opfører sig, som om de har haft dødsfald i familien, hvis de får en dårlig anmeldelse. Helt ærligt, for fanden, det er bare et teaterstykke, det er ikke hjernekirurgi!
Ser du nogensinde dine egne film?
Ikke hvis jeg kan undgå det. Jeg laver film dag ud og dag ind, hvorfor skulle jeg så se lortet i min fritid? Ha ha!
Scene fra "Farlig fredag" (The Long Good Friday, 1980) Du nævnte, at din vej ind i branchen var ret tilfældig?
Jeg blev skuespiller fra den ene dag til den anden og tænkte, at jeg hellere måtte lære, hvordan man egentlig gjorde. Jeg læste noget Stanislavskij, men syntes, at det meste af det var temmelig indlysende, og Lee Strasberg var sgu også noget fis.
Så begyndte jeg selv at spekulere over, hvad drama er. Og jeg fandt frem til, at drama handler om private øjeblikke. De øjeblikke, man ikke ser offentligt, fordi vi alle dækker over dem. Især mænd. Vi er følelsesmæssigt forkrøblede, når det handler om at vise følelser. Vi ved ikke, hvordan man gør, hvorimod kvinder har en naturlig ærlighed i sig.
Jeg lærte at spille skuespil ved at iagttage kvinder. Ved at forfølge dem. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne opnå en kvindes følelsesmæssige ærlighed og se ud, som jeg gør, så ville der opstå noget dramatisk spændende. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg tog fuldstændig fejl, og at folk har været trætte af mig i årevis! “Åh nej, nu tuder han igen.”
Mener du dermed, at kvinder generelt har lettere ved at tale åbent om deres følelsesliv, hvorimod fyre hellere taler om f.eks. sport eller biler?
Fuldstændig. Vi kender det alle sammen: Man kommer hjem, der står mad på bordet, stearinlysene er tændt, vinen åbnet – og så ved man bare, at hun er sur over noget, ha ha! Hvorimod to fyre kan mødes efter tre uger og sige: “Hvad fanden er der i vejen med dig?” “Jamen, det er fordi, du gjorde sådan eller sagde sådan.” “Det skulle du sgu da bare have fortalt mig!”
Det er næsten ikke til at tro, at den tidligere Miss Malaysia Michelle Yeoh fylder 50 år i dag. Men det gør hun altså. Og et stort tillykke skal hun have.
Michelle Yeoh i Venedig, 2010
Ligesom Michelle Yeohs gode ven, den asiatiske actiongud Jackie Chan, er hun berømt for selv at udføre mange af sine stunts. I en række vilde ramasjangfilm fra 1980'ernes og 1990'ernes Hongkong demonstrerer dagens fødselar, hvordan mere end femten års ballettræning kan veksles til graciøse serier af cirkelspark, badutspring over togstammer og andet halsbrækkende halløj.
En noget udvandet udgave af Michelle Yeohs kungfukunster nåede vore breddegrader, da hun optrådte som selvstændig James Bond-kvinde i "Tomorrow Never Dies" (1997). Så var der straks mere schwung over Yeohs sværdkæmperske i Ang Lees "Tiger på spring, drage i skjul" fra 2000. Det sobre epos introducerede Vestens mainstreampublikum for Østens traditionsrige wuxia-genre: periodedramaer med selvfølgelige indslag af kampsport, mysticisme og gradbøjet tyngdekraft.
Michelle Yeoh og Zhang Ziyi i "Tiger på spring, drage i skjul" (2000)
""Tiger på spring" var et vendepunkt," fastslog Michelle Yeoh, da jeg havde fornøjelsen af at møde hende på Venedig-filmfestivalen i 2010.
"Hardcore filmfans i Vesten kendte måske til de klassiske wuxiafilm fra Tsui Hark ("Once Upon a Time in China", red.) og Shaw Brothers-studiet. Men Ang Lee løftede genren til et nyt niveau, så folk i Midtamerika kunne se, »hey, det her er ikke Peter Pan«, og begynde at opfatte wuxia som noget, der faktisk var værd at beskæftige sig med," fortalte Michelle Yeoh mig i Venedig.
"I Asien elsker vi alle sammen wuxia og kender genren ud og ind. Dens magiske univers er en indgroet del af vores kultur, så vi behøver ikke nogen forklaring. Men "Tiger på spring" afveg fra den sædvanlige opskrift og gik meget poetisk til værks. Filmen førte publikum ved hånden ind i en ny verden fuld af smukke landskaber og utrolige hændelser. Fordi den forklarede filosofien bag sværdet, tyngden og letheden, kunne vi tillade os at bryde ud i kamp og løbe op og ned ad murene, uden at folk fik lakridsen galt i halsen og tænkte: »Du godeste, hvad sker der her?« For da var de allerede så bjergtagede af universet, at de gik med på magien."
Michelle Yeoh i "The Lady" (2011)
Siden "Tiger på spring" har Michelle Yeoh primært trænet sine dramatiske muskler ved at påtage sig udfordrende roller hinsides actiongenren. Modsat Jackie Chan – hvis skuespiltalent de færreste vil kalde alsidigt – begår Yeoh sig også fornemt i mere seriøse sammenhænge, hvilket især europæiske instruktører har udvist blik for. Hun var astronaut i Danny Boyles "Sunshine" og inuit i Asif Kapadias "Far North". Senest har Yeoh høstet roser for sit portræt af den burmesiske diktaturmodstander Aung San Suu Kyi i Luc Bessons "The Lady", der havde dansk biografpremiere i april og udkommer på dvd/bd 11. september.
Først med "Reign of Assassins" – der er instrueret af taiwanesiske Su Chao-Pin under veteranen John Woos overopsyn – vendte Michelle Yeoh i 2010 hjem til wuxiafolden. Den muntre film, der rører "Mr. & Mrs. Smith" op med martial arts og folkekomedie, er udkommet på blu-ray og dvd herhjemme.
Michelle Yeoh fortalte mig også i Venedig, at verdens hårdeste job efter hendes mening slet ikke skal findes inden for kampsportens arena. Ballet er tusind gange mere opslidende, siger Michelle Yeoh, der selv dansede ballet, fra hun var fire år, til hun fik en knæskade i sine teenageår:
"At danse ballet er brutalt og barsk i den forstand, at du ikke bare skal kunne stå imod fysisk. De mentale udfordringer hører aldrig op. Alle venter bare på, at du falder, så en anden kan tage din plads. I selvsamme sekund, det sker - BOOM!" siger Michelle Yeoh og smækker sine hænder dramatisk sammen.
"Det er en meget kold og følelsesforladt verden, næsten som i militæret. Balletskolerne kunne afvise piger på 8 eller 9 år med ordene: ”Du har ikke en chance.” Kan du forestille dig at være en 8-årig pige, som gerne vil være ballerina, at få den afvisning smidt i hovedet? Det er grufuldt. Engang medvirkede jeg i et tv-program, hvor en mor protesterede højlydt: ”Hvordan kan I sige den slags til min datter!” Men sådan foregår det i England og Rusland. Det er kun i Amerika, man kan tillade sig at sige dem imod."
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
