Der kan ofte være noget fåret over Nicolas Cages lange Fedtmulefjæs, men i dag ligner han mest af alt en klassisk dirigent, som han skridter mod podiet i sort jakkesæt, hvid skjorte og med bølgende Beethoven-hår. Vi er i Manhattan, New York, hvor den 40-årige skuespiller taler høfligt og alvorsfuldt til pressen om sin aktuelle film, ’World Trade Center’, så vi ikke lades i tvivl om, at det er et nobelt projekt.
Bedrøvelsen i Nicolas Cages hundeøjne synes at blive forstærket af langsomheden i hans slæbende, californiske accent, da han opruller historiens autentiske baggrund: hvordan to betjente overlevede at ligge fanget et halvt døgn under de sammenstyrtede tvillingetårne.
Engle eksisterer. De er inde i folk.
- Nicolas Cage
– Da manuskriptet blev leveret til mig, kom det som svaret på mine bønner. I seks måneder havde jeg gået og spekuleret på, hvordan jeg kunne bruge mine skuespilevner til at hjælpe andre. Og så ringede Oliver Stone med denne simple, sande historie om, hvordan disse mænd og deres familier kom igennem 11. september, og jeg tænkte: ”Det her kunne godt hjælpe. Det kan bidrage til helingsprocessen”. Det har altid en lægende effekt, når man ser autentiske historier om folk, der hæver sig selv op på et plan, hvor de kan overvinde de mest utrolige forhindringer. Engle eksisterer. De er inde i folk, siger Nicolas Cage med højtidelig mine.
 |
| Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2 |
Stjernen har valgt at træde uden om den sædvanlige talkshow-rute med 'World Trade Center’. Han giver kun få interview om filmen og har doneret sit fulde honorar til Røde Kors og deres arbejde med ofrene for orkanen Katrina.
> Læs også mit interview med Oliver Stone
Frygtløs desperado
Det er unægtelig en noget anden Nicolas Cage, vi sidder over for, end den excentriske kolbøtte, vi husker fra ‘Lunefulde måne’ og ‘Vilde hjerter’. Dengang var han berygtet for at tage sine roller langt ud over kanten, og den unge desperados mangel på stopklodser resulterede i en stribe fortolkninger så uforudsigelige og fulde af bizarre tics, at det tangerede filmisk jazz.
Det faldt for eksempel ikke i god jord, da Cage i onkel Coppolas ‘Peggy Sue blev gift’ spillede Kathleen Turners ungdomskæreste som en blanding af Søren Spætte og Fjotte fra ’Basserne’. Han kunne også finde på at hive en tand ud uden bedøvelse for rollens skyld (‘Birdy’) eller æde en levende kakerlak for rullende kamera (‘Hvem har taget mine tænder?’).
Vendepunktet kom, da Nicolas Cage i 1996 vandt en Oscar, og branchens respekt, for det melankolske drankerdrama ’Leaving Las Vegas’. Straks sadlede han om ved at relancere sig selv som actionhelt – et kontrært, men for Cage meget typisk træk. De højoktane popcornfilm gjorde ham populær hos det brede publikum, men han har samtidig formået at komme ud i hjørnerne med alternative skæverter som ‘Orkidétyven’ (Adaptation) og ‘The Weather Man’.
Selv her møder man dog en Nicolas Cage, der har skruet gevaldigt ned for armbevægelserne, og rollen som John McLoughlin i ‘World Trade Center’ byder på den ultimative spændetrøje for den kinetiske skuespiller: I størstedelen af spilletiden kan han ikke røre sig ud af flækken, fordi han ligger fastklemt under murbrokkerne som nederste pind i en kæmpe omgang betonmikado.
– Jeg kan normalt godt lide at bevæge mig meget, men her var jeg fanget i et seks meter dybt hul og havde kun mine ansigtsmuskler at arbejde med, fortæller Nicolas Cage om de uvante omstændigheder.
 |
| Michael Peña og Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2 |
Flydetanken
Under forberedelserne fæstnede Nicolas Cage sig ved den detalje, at de to betjente ikke alene måtte slås med chokket, smerterne og de pludselige stikflammer, som skød gennem ruinerne – de var også omgivet af bælgravende mørke. Det fik Cage til at tænke på ’The Tactile Dome’, en interaktiv udstilling, som hans far, dr. August Coppola, lavede i 1971, og som stadig kan opleves på The Exploratorium i San Francisco. Kunstværket består af en totalt mørklagt kuppel, som man skal føle sig vej igennem med berøringssansen i fingerspidserne som eneste hjælpemiddel.
– Jeg prøvede kuplen, da jeg var seks år gammel, og det var en meget skræmmende oplevelse, som jeg aldrig har glemt. Så sagde Oliver: ”Hvad med at prøve flydetanken i Venice Beach?”.
En flydetank ligner mest af alt en trådløs mus i overstørrelse. Den lys- og lydisolerede kokon fyldes op med saltvand – blandingsforholdet er ”400 kilo magnesiumsulfat til to tommer vand”, oplyser Cage – og idéen er, at man træder op i beholderen, lukker alle forstyrrende elementer ude og chiller igennem i halvanden time. Flydning er det seneste hit inden for afstresning og siges også at være god terapi, men da låget blev lagt på Cages glasfiberkiste, og alt blev mørkt og stille som i graven, var han tæt på at gå i panik.
– Mit hjerte pumpede løs, og jeg havde bare lyst til at slippe ud derfra. Men da jeg så faldt lidt til ro og fik min puls under kontrol – og jeg ved, at det her kommer til at lyde åndssvagt – så begyndte jeg at tænke på ordene ”Within you, without you”. Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile. Og så slappede jeg bare af. Det føltes som at svæve vægtløs i det ydre rum, siger Nicolas Cage, der brugte ”en lille flig” af oplevelsen, da han senere skulle agere under endnu mere klaustrofobiske forhold.
 |
| Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2 |
Døden nær
Skuespilleren var desuden så heldig at have den virkelige John McLoughlin ved sin side under optagelserne. Den garvede overbetjent kendte finanscentret ud og ind efter at have gået vagt i bygningerne i 12 år. Allerede i 1993 oplevede McLoughlin et bombeattentat mod Twin Towers, og selv om alle slap med skrækken dengang, havde han hele tiden i baghovedet, at det kunne ske igen. Den 11. september 2001 fik han ret.
John McLoughlin var netop rykket ind i gennemgangshallen med fire kolleger for at hjælpe folk ud, da sydtårnet ramlede ned over hovederne på dem. Kun tyve personer overlevede sammenstyrtningen, og der gik 22 timer, før John blev trukket op af mørket. Han lå siden i medicinsk koma i seks uger og måtte gennemgå en række pinefulde operationer for at komme fysisk til hægterne igen.
Nicolas Cage fortæller:
– Det var vigtigt for mig at behandle rollen med respekt, fordi jeg havde med en levende person, og endda en helt, at gøre. John gav mig lov til at videofilme ham, så jeg kunne tilegne mig hans manerer, og han hjalp mig til at forstå, hvor han søgte hen mentalt for at overleve de mange timer i hullet.
– Selv om han var tæt på at give op flere gange, tillod John sig på intet tidspunkt at anerkende det faktum, at han var døden nær. Han havde en trist følelse af at have svigtet sin kone og børn og var bange for, at han aldrig ville se dem igen. Det var sindbillederne af hans familie, som holdt ham i live, beretter Nicolas Cage, der selv er far til to.
 |
| Nicolas Cage og Michael Peña i "World Trade Center" (2006) | pr-foto UIP |
Barndommens helte
Nicolas Cage blev valgt til rollen af filmens instruktør, Oliver Stone, som skuespilleren havde ønsket at arbejde sammen med siden midten af 80’erne. Den stridbare filmmager bag ’Platoon’ og ’JFK’ har længe været en torn i siden på det konservative Amerika, men trods det ømtålelige emne bærer hans nye film ikke det mindste præg af skjulte dagsordener eller politisk agitation.
Nicolas Cage mener sågar, at man for en gangs skyld kan og bør se filmen sammen med ungerne, selv om der står Oliver Stone på forteksterne:
– Jeg tror, at de letpåvirkelige unge sind, der overværede 11. september på tv, ønsker at få svar. De vil vide, hvad der skete den dag. Jeg ved i hvert fald, at min egen søn har det sådan, siger Cage, der kan huske, hvordan han som yngre gik i biffen og så ’Kinasyndromet’ og ’Papillon’, og hvordan det hjalp ham til en bedre forståelse af verdenssituationen.
Dengang var Nicolas Cages egne forbilleder af en lidt anden støbning end brave hverdagshelte som overbetjent McLoughlin.
– Mine helte var tegneseriefigurer, afslører Cage og indrømmer, at det var de kulørte hæfter fra Marvel og DC, der lærte ham at læse. Ikke alene har skuespilleren taget sit kunstnernavn efter den sorte superhelt Luke Cage, han har tillige døbt sin yngste søn Kal-El – Supermans fødenavn.
Nicolas Cages mangeårige drøm om at spille Manden af Stål faldt til jorden, da den længe udskudte ’Superman Reborn’ blev skrinlagt til fordel for Bryan Singers genfortælling, 'Superman Returns', med Brandon Routh i titelrollen. Til gengæld lykkedes det Cage i 2006 at få grønt lys til den filmatisering af Marvel-serien ’Ghost Rider’, som han har været tilknyttet siden årtusindeskiftet.
– Man kan sige, at ’Ghost Rider’, hvor helten vandrer mellem de levendes og de dødes verden, fungerer på et mere indlysende mytologisk plan end ’World Trade Center’. Men egentlig synes jeg, det er lige meget, hvilken form helten antager. En helt er en, der ofrer sig selv for at hjælpe andre. Det behøver ikke være fysisk. Det kan være at fravælge et vigtigt job, fordi firmaet ikke deler dit etiske standpunkt, eller det kan have noget at gøre med samspillet i familien, siger Nicolas Cage.
Privatlivets myter
Som voksen er Nicolas Cage stadig lige fascineret af myter, såvel populærkulturens som antikkens, og han finder også stof til eftertanke i C. G. Jung og Joseph Campbells analyser af mytologierne.
– Jeg tror, man kan uddrage nyttige ting af myter. De udgør en slags model for den menneskelige erfaring, som man kan bruge til selv at komme igennem vanskelige situationer. Jeg har selv har spejlet sig i mytologierne for at blive klogere på, hvad der skete i mit eget liv, røber Cage.
Eksempler er han dog ikke meget for at dele ud af. Det er for personligt, undskylder han sig genert og ligner pludselig den gode gamle, halvfjumrede Nicolas Cage i et kort sekund. Efter at have udvekslet prøvende blikke med sin presseagent beslutter skuespilleren sig til sidst for at trække et tilpas vagt eksempel frem fra privatsfæren.
– Uden at ville nævne navne, så kan jeg sige, at den måde, Arthur tacklede og tilgav Lancelots forræderi på, var utrolig heltemodig, for det var egentlig ikke Arthurs lod at være gift på det tidspunkt i sit liv. Han havde mange andre jern i ilden, så han kunne sagtens forstå, hvorfor han blev forrådt. Jeg kan godt finde paralleller i mit eget liv til dét, slutter Nicolas Cage, og hvilken af hans to ekskoner, han ser i rollen som sin personlige Guinevere, må vi selv digte os til.
En version af denne artikel har været trykt i FOKUS' særtillæg 7. september 2006.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar