Bries interview med Nicolas Cage: "Engle findes!"

Tidligere var Nicolas Cage kendt for at give den hele armen i alle sine film, men i Oliver Stones "World Trade Center" fra 2006, som TV 2 viser i aften, spiller den aparte stjerne udelukkende med ansigtsmusklerne. Jeg var dengang den eneste danske journalist, som fik interview med Nicolas Cage om "World Trade Center" - og det foregik selvfølgelig i New York.



Der kan ofte være noget fåret over Nicolas Cages lange Fedtmulefjæs, men i dag ligner han mest af alt en klassisk dirigent, som han skridter mod podiet i sort jakkesæt, hvid skjorte og med bølgende Beethoven-hår. Vi er i Manhattan, New York, hvor den 40-årige skuespiller taler høfligt og alvorsfuldt til pressen om sin aktuelle film, ’World Trade Center’, så vi ikke lades i tvivl om, at det er et nobelt projekt.

Bedrøvelsen i Nicolas Cages hundeøjne synes at blive forstærket af langsomheden i hans slæbende, californiske accent, da han opruller historiens autentiske baggrund: hvordan to betjente overlevede at ligge fanget et halvt døgn under de sammenstyrtede tvillingetårne.

 Engle eksisterer. De er inde i folk.

- Nicolas Cage 

– Da manuskriptet blev leveret til mig, kom det som svaret på mine bønner. I seks måneder havde jeg gået og spekuleret på, hvordan jeg kunne bruge mine skuespilevner til at hjælpe andre. Og så ringede Oliver Stone med denne simple, sande historie om, hvordan disse mænd og deres familier kom igennem 11. september, og jeg tænkte: ”Det her kunne godt hjælpe. Det kan bidrage til helingsprocessen”. Det har altid en lægende effekt, når man ser autentiske historier om folk, der hæver sig selv op på et plan, hvor de kan overvinde de mest utrolige forhindringer. Engle eksisterer. De er inde i folk, siger Nicolas Cage med højtidelig mine.

Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Stjernen har valgt at træde uden om den sædvanlige talkshow-rute med 'World Trade Center’. Han giver kun få interview om filmen og har doneret sit fulde honorar til Røde Kors og deres arbejde med ofrene for orkanen Katrina.

> Læs også mit interview med Oliver Stone

Frygtløs desperado
Det er unægtelig en noget anden Nicolas Cage, vi sidder over for, end den excentriske kolbøtte, vi husker fra ‘Lunefulde måne’ og ‘Vilde hjerter’. Dengang var han berygtet for at tage sine roller langt ud over kanten, og den unge desperados mangel på stopklodser resulterede i en stribe fortolkninger så uforudsigelige og fulde af bizarre tics, at det tangerede filmisk jazz.

Det faldt for eksempel ikke i god jord, da Cage i onkel Coppolas ‘Peggy Sue blev gift’ spillede Kathleen Turners ungdomskæreste som en blanding af Søren Spætte og Fjotte fra ’Basserne’. Han kunne også finde på at hive en tand ud uden bedøvelse for rollens skyld (‘Birdy’) eller æde en levende kakerlak for rullende kamera (‘Hvem har taget mine tænder?’).



Vendepunktet kom, da Nicolas Cage i 1996 vandt en Oscar, og branchens respekt, for det melankolske drankerdrama ’Leaving Las Vegas’. Straks sadlede han om ved at relancere sig selv som actionhelt – et kontrært, men for Cage meget typisk træk. De højoktane popcornfilm gjorde ham populær hos det brede publikum, men han har samtidig formået at komme ud i hjørnerne med alternative skæverter som ‘Orkidétyven’ (Adaptation) og ‘The Weather Man’.

Selv her møder man dog en Nicolas Cage, der har skruet gevaldigt ned for armbevægelserne, og rollen som John McLoughlin i ‘World Trade Center’ byder på den ultimative spændetrøje for den kinetiske skuespiller: I størstedelen af spilletiden kan han ikke røre sig ud af flækken, fordi han ligger fastklemt under murbrokkerne som nederste pind i en kæmpe omgang betonmikado.

– Jeg kan normalt godt lide at bevæge mig meget, men her var jeg fanget i et seks meter dybt hul og havde kun mine ansigtsmuskler at arbejde med, fortæller Nicolas Cage om de uvante omstændigheder.

Michael Peña og Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Flydetanken
Under forberedelserne fæstnede Nicolas Cage sig ved den detalje, at de to betjente ikke alene måtte slås med chokket, smerterne og de pludselige stikflammer, som skød gennem ruinerne – de var også omgivet af bælgravende mørke. Det fik Cage til at tænke på ’The Tactile Dome’, en interaktiv udstilling, som hans far, dr. August Coppola, lavede i 1971, og som stadig kan opleves på The Exploratorium i San Francisco. Kunstværket består af en totalt mørklagt kuppel, som man skal føle sig vej igennem med berøringssansen i fingerspidserne som eneste hjælpemiddel.

– Jeg prøvede kuplen, da jeg var seks år gammel, og det var en meget skræmmende oplevelse, som jeg aldrig har glemt. Så sagde Oliver: ”Hvad med at prøve flydetanken i Venice Beach?”.

En flydetank ligner mest af alt en trådløs mus i overstørrelse. Den lys- og lydisolerede kokon fyldes op med saltvand – blandingsforholdet er ”400 kilo magnesiumsulfat til to tommer vand”, oplyser Cage – og idéen er, at man træder op i beholderen, lukker alle forstyrrende elementer ude og chiller igennem i halvanden time. Flydning er det seneste hit inden for afstresning og siges også at være god terapi, men da låget blev lagt på Cages glasfiberkiste, og alt blev mørkt og stille som i graven, var han tæt på at gå i panik.

– Mit hjerte pumpede løs, og jeg havde bare lyst til at slippe ud derfra. Men da jeg så faldt lidt til ro og fik min puls under kontrol – og jeg ved, at det her kommer til at lyde åndssvagt – så begyndte jeg at tænke på ordene ”Within you, without you”. Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile. Og så slappede jeg bare af. Det føltes som at svæve vægtløs i det ydre rum, siger Nicolas Cage, der brugte ”en lille flig” af oplevelsen, da han senere skulle agere under endnu mere klaustrofobiske forhold.

Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Døden nær
Skuespilleren var desuden så heldig at have den virkelige John McLoughlin ved sin side under optagelserne. Den garvede overbetjent kendte finanscentret ud og ind efter at have gået vagt i bygningerne i 12 år. Allerede i 1993 oplevede McLoughlin et bombeattentat mod Twin Towers, og selv om alle slap med skrækken dengang, havde han hele tiden i baghovedet, at det kunne ske igen. Den 11. september 2001 fik han ret.

John McLoughlin var netop rykket ind i gennemgangshallen med fire kolleger for at hjælpe folk ud, da sydtårnet ramlede ned over hovederne på dem. Kun tyve personer overlevede sammenstyrtningen, og der gik 22 timer, før John blev trukket op af mørket. Han lå siden i medicinsk koma i seks uger og måtte gennemgå en række pinefulde operationer for at komme fysisk til hægterne igen.

Nicolas Cage fortæller:
– Det var vigtigt for mig at behandle rollen med respekt, fordi jeg havde med en levende person, og endda en helt, at gøre. John gav mig lov til at videofilme ham, så jeg kunne tilegne mig hans manerer, og han hjalp mig til at forstå, hvor han søgte hen mentalt for at overleve de mange timer i hullet.

– Selv om han var tæt på at give op flere gange, tillod John sig på intet tidspunkt at anerkende det faktum, at han var døden nær. Han havde en trist følelse af at have svigtet sin kone og børn og var bange for, at han aldrig ville se dem igen. Det var sindbillederne af hans familie, som holdt ham i live, beretter Nicolas Cage, der selv er far til to.

Nicolas Cage og Michael Peña i "World Trade Center" (2006) | pr-foto UIP

Barndommens helte
Nicolas Cage blev valgt til rollen af filmens instruktør, Oliver Stone, som skuespilleren havde ønsket at arbejde sammen med siden midten af 80’erne. Den stridbare filmmager bag ’Platoon’ og ’JFK’ har længe været en torn i siden på det konservative Amerika, men trods det ømtålelige emne bærer hans nye film ikke det mindste præg af skjulte dagsordener eller politisk agitation.

Nicolas Cage mener sågar, at man for en gangs skyld kan og bør se filmen sammen med ungerne, selv om der står Oliver Stone på forteksterne:
– Jeg tror, at de letpåvirkelige unge sind, der overværede 11. september på tv, ønsker at få svar. De vil vide, hvad der skete den dag. Jeg ved i hvert fald, at min egen søn har det sådan, siger Cage, der kan huske, hvordan han som yngre gik i biffen og så ’Kinasyndromet’ og ’Papillon’, og hvordan det hjalp ham til en bedre forståelse af verdenssituationen.

Dengang var Nicolas Cages egne forbilleder af en lidt anden støbning end brave hverdagshelte som overbetjent McLoughlin.
– Mine helte var tegneseriefigurer, afslører Cage og indrømmer, at det var de kulørte hæfter fra Marvel og DC, der lærte ham at læse. Ikke alene har skuespilleren taget sit kunstnernavn efter den sorte superhelt Luke Cage, han har tillige døbt sin yngste søn Kal-El – Supermans fødenavn.

Nicolas Cages mangeårige drøm om at spille Manden af Stål faldt til jorden, da den længe udskudte ’Superman Reborn’ blev skrinlagt til fordel for Bryan Singers genfortælling, 'Superman Returns', med Brandon Routh i titelrollen. Til gengæld lykkedes det Cage i 2006 at få grønt lys til den filmatisering af Marvel-serien ’Ghost Rider’, som han har været tilknyttet siden årtusindeskiftet.



– Man kan sige, at ’Ghost Rider’, hvor helten vandrer mellem de levendes og de dødes verden, fungerer på et mere indlysende mytologisk plan end ’World Trade Center’. Men egentlig synes jeg, det er lige meget, hvilken form helten antager. En helt er en, der ofrer sig selv for at hjælpe andre. Det behøver ikke være fysisk. Det kan være at fravælge et vigtigt job, fordi firmaet ikke deler dit etiske standpunkt, eller det kan have noget at gøre med samspillet i familien, siger Nicolas Cage.

Privatlivets myter
Som voksen er Nicolas Cage stadig lige fascineret af myter, såvel populærkulturens som antikkens, og han finder også stof til eftertanke i C. G. Jung og Joseph Campbells analyser af mytologierne.

– Jeg tror, man kan uddrage nyttige ting af myter. De udgør en slags model for den menneskelige erfaring, som man kan bruge til selv at komme igennem vanskelige situationer. Jeg har selv har spejlet sig i mytologierne for at blive klogere på, hvad der skete i mit eget liv, røber Cage.

Eksempler er han dog ikke meget for at dele ud af. Det er for personligt, undskylder han sig genert og ligner pludselig den gode gamle, halvfjumrede Nicolas Cage i et kort sekund. Efter at have udvekslet prøvende blikke med sin presseagent beslutter skuespilleren sig til sidst for at trække et tilpas vagt eksempel frem fra privatsfæren.

– Uden at ville nævne navne, så kan jeg sige, at den måde, Arthur tacklede og tilgav Lancelots forræderi på, var utrolig heltemodig, for det var egentlig ikke Arthurs lod at være gift på det tidspunkt i sit liv. Han havde mange andre jern i ilden, så han kunne sagtens forstå, hvorfor han blev forrådt. Jeg kan godt finde paralleller i mit eget liv til dét, slutter Nicolas Cage, og hvilken af hans to ekskoner, han ser i rollen som sin personlige Guinevere, må vi selv digte os til.

En version af denne artikel har været trykt i FOKUS' særtillæg 7. september 2006.

"Hollywoodland": Ben Affleck om berømmelsens pris

Aftenens film på Kanal 4 er "Hollywoodland", som i 2006 blev den første, lille trædesten på Ben Afflecks vej tilbage i rampelyset. Hans kritikerroste præstation kom på netop det tidspunkt i Afflecks karriere, hvor han havde allermest brug for lidt medvind.

I "Hollywoodland", der er instrueret af Allen Coulter, fandt Affleck en sjælden karakterrolle, som spejlede hans egen, ulykkelige situation. Skuespilleren George Reeves optrådte som Superman i 104 tv-episoder fra 1952 til 1958. Men superheltens blå stærkmandsdragt blev en spændetrøje for Reeves, der havde sat næsen op efter en seriøs karriere i film og teater. Kort efter seriens ophør blev han fundet skudt – muligvis for egen hånd.


Da jeg interviewede Ben Affleck ved filmens verdenspremiere i Venedig 2006, virkede han frønnet, sårbar og mentalt mørbanket oven på sit heftigt mediedækkede forhold til Jennifer Lopez. Affleck lagde ikke skjul på, at det var tvingende nødvendigt for ham at begynde på en frisk:

"»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave," forklarede han. Og man må sige, at Ben Affleck med sin succesrige instruktørkarriere - og en producer-oscar for sidste års "Operation Argo" - har formået at finde melodien sidenhen.

Ben Affleck som George Reeves i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

BRIES INTERVIEW MED BEN AFFLECK:
"Hollywoodland" - berømmelsens pris
Brian Iskov for Berlingske Tidende 26.1.2007

Ben Affleck var dark horse, da Venedig-festivalen i 2006 uddelte sine priser. Den ofte udskældte skuespiller vandt for sin rolle som George Reeves i »Hollywoodland«, og parallellerne mellem 50’ernes ulykkelige Superman-stjerne og en af nutidens mest eksponerede Hollywood-kendisser er ikke til at overse

Det er en mørbanket mand, der sætter sig ved Berlingskes bord, da vi møder Ben Affleck under filmfestivalen i Venedig. Mistroen lurer under skuespillerens tyndslidte fernis af professionel høflighed, og hans synlige træthed skyldes næppe så meget den tidlige formiddagsaudiens efter gårsdagens premierefest, som at han gennem de sidste tre-fire år har været mandsopdækket af den kulørte presse.

Ben Afflecks omtumlede forhold til Jennifer Lopez - en alliance, der i folkemunde hurtigt blev forkortet til det slagkraftige »Bennifer« - var gefundenes fressen for sladderbladenes sultne hunde. Efter 18 måneders særdeles offentlig romance, kulminerende med samarbejdet i fiaskoen »Gigli«, knækkede filmen for det glamourøse par i januar 2004.

Begge opgav den overdrevne medieopmærksomhed som årsagen til bruddet, og trods de pæne ord, der er løbet os i forvejen om hans aktuelle indsats i dramaet »Hollywoodland«, lader Ben Affleck stadig til at vente sig det værste af festivalens fremmødte journalister.

»Jeg trængte til at holde en pause og komme væk, så tingene kunne falde lidt til ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg havde lyst til at fortsætte. Jeg følte mig så ulykkelig og vammel og omklamret af medierne. Især boulevardpressen er virkelig blevet intens gennem de sidste fem år«, konstaterer Ben Affleck med en nøgternhed, der ikke helt står mål med hans personlige erfaringer.

Ben Affleck og Diane Lane i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Den tragiske Superman
Bennifer-cirkuset blev kun forstærket af, at Ben Afflecks karriere samtidig var på slingrekurs, og den 34-årige californier nærede så lave forhåbninger om at vinde en pris i Venedig, at han for længst var taget hjem igen, da guldløven tilfaldt ham en uge efter interviewet. Med lidt held kan den uventede hæder blive det første skridt på vejen til at rehabilitere den ofte udskældte skuespiller.

Trods filmografiens rummelige genrespænd – komedie, action, drama – lider Ben Affleck under en uheldig tendens til selvtilfreds glathed på lærredet, og kritikerne har sjældent været venlige over for hans lidt stive facon, der gennem karrieren har indkasseret flere slag end Rocky Balboas boksebold. I »Hollywoodland« finder han imidlertid resonante klangbunde i portrættet af George Reeves: En tragisk skuespillerskæbne, der i 1950’erne blev børnenes idol som Superman på tv, men som aldrig formåede at vriste sig fri af den rolle, omverdenen låste ham fast i.

»George Reeves levede et bedrøvet liv, fordi medierne insisterede på at fremstille ham på en måde, han ikke selv kunne genkende, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Han følte sig holdt tilbage af omgivelserne, men ynkede aldrig sig selv. Jeg ønskede at forsvare ham ærligt og fair«, siger Ben Affleck, der åbent erkender parallellerne til sin egen situation.

Ben Affleck i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Men hvor det i George Reeves’ tilfælde var hans succes som superhelten fra Krypton, der drev et tveægget sværd gennem hans hjerte, har Ben Afflecks problem været, at publikum ikke har kunnet abstrahere fra sladderspalternes overeksponering af hans egen person.

»I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv, så privatlivet fremstår som mere interessant end arbejdet. Den slags type-casting kan være mindst lige så skadelig som dén, George kæmpede imod, og det går både ud over ens psyke og ens karriere«, noterer Affleck med mere resignation end bitterhed.

"I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv." - Ben Affleck 

På spørgsmålet om, hvorvidt mennesker som George Reeves simpelthen er for flinke til Hollywood, svarer Ben Affleck med en stille latter: »Jeg kan godt lide den tanke. I mine øjne er det mest hjerteskærende nok, hvor vellidt han var. George Reeves var en blid mand i en tid, hvor det ikke nødvendigvis stemte overens med det fremherskende maskuline ideal. En generøs, selskabelig og oprigtig fyr – og samtidig var han sønderknust og noget så ulykkelig. Hele sit liv satte han en maske på for at gøre andre glade, indtil han til sidst ikke magtede det længere, og det synes jeg er virkelig sørgeligt.«

George Reeves som tv's Superman i 1950'erne

Vi bliver aldrig tilfredse
Mere overordnet ser Ben Affleck sin rolle som et højt profileret eksempel på den universelle, menneskelige tendens, der med jævne mellemrum hjemsøger os alle. Følelsen af ikke at være tilfreds. At det aldrig er nok.

»Vi går konstant og siger til os selv: "Hvis jeg får den forfremmelse, bliver alting godt. Hvis jeg nu kom sammen med ham eller hende, ville jeg være lykkelig. Gid jeg havde en million dollar. Tænk hvis jeg var berømt". Men intet af det er sandt. Ingen af de ting vil gøre os lykkeligere. Mange mennesker, inklusive mig selv, tænker: "Hvad er det egentlig, du er så utilfreds med? Du er sund og rask, du arbejder, du har en familie, der elsker dig. Det burde være nok". Men det er det næsten aldrig«.

Derfor har Ben Affleck sat sig et nyt mål. Han arbejder nu på at forenkle sin tilværelse og bringe dagligdagen ned i en mere håndterlig skala.

»»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave«, fortæller han.

Processen har indtil videre medført salget af hans elskede Bentley (»den var lidt for blæret, og da lejekontrakten udløb, skilte jeg mig af med den«). Ben Affleck har også nydt at træde bag kameraet på sin første film som instruktør, krimidramaet »Gone, Baby, Gone«. Sidst, men ikke mindst, har han fået en datter med kollegaen Jennifer Garner, og selv om Affleck er pinligt bevidst om klicheen i udsagnet, må han sande, at familieudvidelsen fik ham til at genoverveje sine prioriteter ganske eftertrykkeligt.

»Mit job er trådt i anden række. Ironisk nok, for nu hvor jeg føler mig bedre rustet til at gøre et ordentligt stykke arbejde, er det ikke længere så vigtigt for mig.«

Føler du dig fri?
»Jeg har det ret fint lige nu. Der er ingen garantier, og jeg har mine fortrydelser, men jeg håber på det bedste«, slutter Ben Affleck.


Ekstramateriale:
PÅ MED PUNDENE

Hvis man vil overbevise Oscar-akademiet om ens evner som seriøs skuespiller, er en af de mest effektive genveje at ommodellere sin fysik, så selv dem på bagerste række kan få øje på transformationen. Man kan enten maskere sig som en anden berømthed (Nicole Kidman i »The Hours«), være mere end almindeligt morgengrim (Charlize Theron i »Monster«) eller æde sig en topmave til a la Robert De Niro (»Raging Bull«) og George Clooney (»Syriana«).

I »Hollywoodland« udfylder Ben Affleck to ud af de ovennævnte tre kriterier for at vinde en Oscar: Han har lagt sig ud med ni kilo for at spille 50’er-kendissen George Reeves.

»Nu er det jo ikke så svært at tage på, vel? Det var klart den sjoveste del af jobbet«, melder Affleck, som måtte sande, at det straks var en større opgave at smide overvægten igen.

»Når først kroppen har vænnet sig til de ekstra kilo, vil den hellere tage mere på end tabe sig. Jeg opdagede, at legemet gør oprør og skriger indvendigt, når det lider afsavn. Det var lettere for mig at holde op med at ryge end at slippe af med de ni kilo«, siger skuespilleren, som måtte på en langvarig diæt for at vende tilbage til normalformen.

»Jeg spiste kylling. Kedelig, tør kylling uden skind, serveret med broccoli og en halv bagt kartoffel. Når man har levet af det i fire måneder, får man altså lyst til at skyde sig en kugle for panden!«

> Læs også Bries interview med Bob Hoskins fra "Hollywoodland"

Find fem fejl: "Superman IV"

Mens vi venter på, at Zack Snyder finder den rette Superman til sit 2012-reboot, "Superman: Man of Steel", fornøjer TV3 os i aften med to tidligere film om helten fra Krypton.

Kl. 21:00 flyver Brandon Routh over skærmen i "Superman Returns", Bryan Singers flotte, men tunge genoplivningsforsøg fra 2006.

Og kl. 02:40 følger den første og bedste film i serien: Richard Donners episke "Superman" fra 1978, hvori Christopher Reeve leverer den definitive tolkning af dobbeltrollen som Kal-El og Clark Kent.

Mindre heldig var den gode Reeve, da han i 1987 tog på sin fjerde og sidste, for ikke at tale om ringeste, udflugt i den røde kappe. "Superman: Kampen for fred" blev en flov fuser, som slet ikke hang sammen, men til gengæld var den spækket med pinligt utilstrækkelige effekter. Må vi have lov at præsentere bevismaterialet ...

(klik på billederne for fuld størrelse)

Fejl #1: Hey, den stjernehimmel er jo bare et sort bagtæppe hængt op i studiet. Kan du sige ”nærig”?

Fejl #2: Et stykke rumskrald kapper momentant knoppen af en kosmonaut og afslører, at han er en dukke. Trods sløseriet var der ikke råd til at gøre effekten om, og i næste billede har Mischa skruet hovedet rigtigt på igen.

Fejl #3: Den røde hat, der hopper over fortovet, er toppen af en nyligt eksploderet brandhane. Hvornår er Metropolis' vejvæsen begyndt at bygge deres brandhaner af flamingo?

Fejl #4: ”Der er ingen bånd, der binder mig” ... NOT! De wires, som holder vores helt flyvende, er pinligt synlige i rigtig mange scener. Her er det Supermans blonde modstander, Nuclear Man, der dingler i kablerne.

Fejl #5: Kapper, der blafrer i vinden ... i det ydre rum ... hvor helt almindelige dødelige kan trække vejret uden rumdragt!


Retfærdigvis må det nævnes, at den himmelråbende håbløshed, som gennemsyrer ”Superman: Kampen for fred”, skyldes, at producerne halverede filmens budget, kort før optagelserne startede. Det er derfor også den samme, usle effektstump, der spilles om og om igen, hver gang Superman flyver imod kameraet. Ikke særlig super ...

Trailer for "Superman IV":



> Femten flove filmfejl
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4"
> Find fem fejl: "Højt at flyve"

Læs meget mere om Superman som tegneserie-, radiospils-, tv-serie-, tegnefilms- og biograffigur i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.