torsdag den 28. november 2024

"Tidsrejsen 2": Bag om DR1's julekalender 2024

Traditionen tro dækker Bries Blog-O-Rama årets nye tv-julekalender på DR, som i 2024 hedder ”Tidsrejsen 2”. Her fortæller holdet bag serien om deres opfølger til decembersuccesen ”Tidsrejsen” fra 2014 og deler deres julekalenderminder.

Tekst: Brian Iskov, Bries Blog-O-Rama
Teksten må ikke gengives i sin helhed eller i uddrag uden tydelig kildeangivelse.

DR's presseafdeling beskriver ”Tidsrejsen 2” med disse ord:

”’Tidsrejsen 2’ handler om det umage par Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse. Romeo mener at have beviser for, at der tidligere i Dragør har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt. Holly tilbyder Romeo sin hjælp, hvilket bliver starten på et hæsblæsende science-fiction juleeventyr.”


Bebiane Kreutzmann
gentager sin rolle som den tidsrejsende Sofie, der nu er blevet voksen folkeskolevikar. Hun bliver central for handlingen, idet seriens nye hovedperson, 13-årige Romeo Jensen (spillet af Frederik Thoft), har en begrundet mistanke om, at hans vikar bærer på nøglen til hans forsvundne fars skæbne. Romeos nye klassekammerat, Holly (Lærke Krabbe de Waal), er potentiel arving til sine forældres rejseselskab, og hendes slægt har ligget i strid med Romeos hotelfamilie gennem generationer – faktisk helt tilbage til middelalderen, viser det sig.

> Læs interviewet med Poul Berg om den første "Tidsrejsen" (2014)
> Læs om alle DR's julekalenderserier 1962-2024 på Bries Blog-O-Rama

Poul Berg, der var hovedforfatter på den første ”Tidsrejsen” i 2014 og senest stod bag ”Julehjertets hemmelighed” for DR i 2022, har skrevet og instrueret denne selvstændige fortsættelse sammen med sin skrivemakker Mikkel Bak Sørensen, der også var med på manusholdet i 2014. Bries Blog-O-Rama mødte dem og et udvalg af seriens skuespillere, da DR holdt pressedag i DR Byen den 6. november 2024.

Skuespillerne til DR1's pressemøde på "Tidsrejsen 2". Pr-foto: Thomas Taarsdahl/Ritzau Scanpix

Poul Berg fortalte pressen, at han har skruet op for virkemidlerne i toeren, der mikser sci-fi, mysterie, middelalderaction og romantisk komedie med inspiration fra Shakespeares ”Romeo & Julie" – dog ”uden den tragiske slutning”, lover han: ”Det bliver et ret vildt og voldsomt og gakket eventyr.”

Poul Berg var ved at færdiggøre ”Julehjertets hemmelighed”, da DR Dramas chef, Henriette Marienlund, sent i 2022 spurgte ham, om han havde mod på at lave en opfølger til ”Tidsrejsen”. Han og Mikkel Bak Sørensen havde ingen konkrete ideer til, hvad toeren skulle handle om. Men de vidste, at Sofie skulle være med.

”Vi har tit mødtes over et glas i Pouls baghave og snakket om, at det ville være sjovt at vende tilbage,” siger Mikkel Bak Sørensen. Da først nedtællingen til deadlinen begyndte at tikke, fik de to forfattere hurtigt hul på nødden.

”Man kan nå langt med helt elementær logik,” bemærker Poul Berg. ”Vi vidste, det skulle foregå i Dragør, og at Sofie er 24 nu. Vi vidste også, at vi formentlig skulle til 1990'erne, for det giver god mening, at hovedpersonerne møder deres forældre som jævnaldrende. Og så tænkte vi, 'Kunne det ikke være meget fedt, hvis den ene havde en mistanke om, at hans far var tidsrejsende?'.”

”Vi fandt også hurtigt noget, der rimede, i ideen med rejse og tidsrejse og rejsefirma. Altså sådan noget med kommercialisering af tidsrejser,” supplerer Mikkel Bak Sørensen.

”Og så ville vi have et modsvar til Romeo, som var Holly, der kommer fra den her meget kulørte familie,” fortsætter Poul Berg.

Da hovedpersonerne var på plads, strikkede forfatterne eventyret sammen ud fra spørgsmålet: Hvad er det, de unge mennesker længs efter? Hvad er deres mål?

”Vi syntes, det var spændende at have den her meget ambitiøse unge pige, som har søde drømme om at overtage familiens firma – og måske verdensherredømmet – når hun bliver voksen. Og Romeo har den smerte, at han aldrig har kendt sin far, og en længsel efter at bliver forenet med ham, ligesom Sofie prøvede at samle sin familie i etteren. På den måde har vi også et stort mysterium, der skal opklares. Romeo er vores detektiv, som søger efter sandheden, uden at der går helt 'Chinatown' i den,” forklarer Mikkel Bak Sørensen.

Ud over inspirationen fra ”Tilbage til fremtiden” nævner Berg og Sørensen så forskellige titler som ”Terminator”, ”Robin Hood” og 90'er-komedieserien ”Venner” (Friends) som nogle af de kilder, de har hentet inspiration fra til den nye sæson.

”I forhold til første sæson har vi mere genrebestemt de enkelte afsnit denne gang,” oplyser Poul Berg. ”Der er nogle afsnit, der føles helt 'Beverly Hills 90210'-agtige. Og når vi er i middelalderen, er det ren Robin Hood. Så man kan virkelig trykke den af i det her univers, og det synes jeg, vi har gjort.”

Bebiane Kreutzmann som den voksne Sofie i Tidsrejsen 2
Bebiane Kreutzmann som den voksne Sofie i "Tidsrejsen 2" | foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins

Bebiane Kreutzmann er født i 1998 og er vokset op med Pyrus-kalenderne på TV 2. Hun var 15, da hun indspillede den første ”Tidsrejsen”, men havde allerede gjort indtryk på Poul Berg med sin gæsteoptræden i DR Ultra-serien ”Limbo”. Hovedrollen som Sofie i DR-julekalenderen fra 2014 gjorde den unge skuespiller landskendt i løbet af få dage.

”Jeg oplevede det som ret overvældende, fordi jeg ikke havde regnet med, at jeg ville blive lige så eksponeret for offentligheden, som jeg gjorde. Men når man først har vænnet sig til, at folk kommer op til en, når man er ude at handle, og man finder lidt ro i, at folk ved, hvem man er, så var det egentlig okay. Også fordi folk som oftest er enormt søde, når de kommer op til en,” fortæller Bebiane Kreutzmann til Bries Blog-O-Rama.

Hun havde ikke regnet med, at DR ville lave en toer til ”Tidsrejsen”, så hun havde egentlig lagt Sofie og julekalenderuniverset bag sig. ”Men det var fedt at få lov ti år efter til at fortælle om Sofies udvikling som menneske. Hun er stadig ret meget sig selv, og ret stærk, så hendes personlighed har ikke ændret sig. Men hun er blevet mere voksen, ligesom jeg er, så det føles lidt, som om vi har fulgt hinanden.”

Bebiane Kreutzmann var efter eget udsagn ”ret gammel”, før det gik op for hende, at tv-julekalendere kun er noget, man har tradition for at lave og se i Skandinavien: ”Jeg troede, man gjorde det i hele verden”.

Hun mener, at de danske tv-seere føler sig forbundne gennem julekalenderens daglige nedtælling til jul: ”Man samles ligesom om at se noget, og man snakker om det, når man kommer i skole dagen efter,” siger hun.

Lise Baastrup medvirker i ”Tidsrejsen 2” som Romeos mor, Emma. Skuespilleren er født i 1984 og er dermed ”generation Nissebanden”, som hun siger. Hendes bud på, hvorfor julekalendertraditionen er stærk i Danmark, lyder: ”Man åbner en låge om morgenen og taler om, hvad det mon kan betyde? Så snakker man med vennerne om det i skolen, og om aftenen ser man dagens afsnit med far og mor og får resultatet. Det binder sådan en fin bue på dagen, og så er det også hyggeligt at have noget, man kan sidde inde og samles om i en mørk tid.”

Hun er dog glad for, at det i dag er børneskuespillere, der indtager hovedrollerne og ikke som tidligere voksne skuespillere, der pjatter rundt: ”Altså, jeg lagde ikke mærke til, om Pyrus var 13 eller 26, for Jan [Linnebjerg] spillede ham jo så fint, at man bare tænkte, han var et barn. Men jeg tror, det er godt for børn i dag, at de kan se sig selv i julekalenderen på en anden måde, og at de har de samme tanker og den samme hverdag på kryds og tværs”.

Michelle Bjørn-Andersen (t.v.) og Lise Baastrup i "Tidsrejsen 2" | foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins

Lise Baastrup har også som skuespiller oplevet nogle vilde ting på jobbet. I TV 2's ”Tvillingerne og Julemanden” (2013) arbejdede hun sammen med en levende isbjørn i Aalborg Zoologiske Have. Til en scene måtte hun lære at fodre det store rovdyr med vindruer. Så ville isbjørnen holde sig til uden at blive mæt, for den skulle nemlig have en fisk i selve optagelsen. ”Man holder vindruen i hånden, og så stikker bjørnen sit store hoved ud gennem tremmerne. Den sætter hovedet omkring ens hånd og tager vindruen – hvor fingrene simpelthen ligger mellem dens tænder – og spiser druen,” forklarer Lise Baastrup. Da hun spurgte dyrepasseren, hvordan det kunne være, at bjørnen ikke nappede til, lød svaret: ”Fordi den håber, at du stoler så meget på den, at du åbner buret og går ind til den til sidst.”

Blandt den ældre generations repræsentanter på rollelisten finder man Morten Suurballe (f. 1955) som Hollys sagnomspundne farfar, Karl Storm. Skuespilleren voksede op med de første sort-hvide tv-julekalendere i 1960'erne.

”Jeg husker ”Vinterbyøster” (1973) som noget særligt indenfor den genre. Senere holdt jeg op med at se dem i en periode,” indrømmer han. ”Men da jeg begyndte at medvirke selv, så jeg julekalender igen!” Morten Suurballe har været med i adskillige decemberserier fra TV 2's ”Jul i Valhal” i 1995 – ”den var ret sjov at lave”, husker han – til DR's ”Julefeber” i 2020.

Hans næsten jævnaldrende kollega Michelle Bjørn-Andersen (f. 1954) er derimod helt ny i kalendersammenhæng. Hun er desuden en af de få medvirkende, der ikke fulgte med i DR's julekalendere som lille. ”I min barndom så vi jo ikke fjernsyn. Vi var ude og lege i stedet,” siger hun og tilføjer, at hun sprang med på ”Jul i Gammelby” og ”Nissebanden”, da hun blev mor. I nyere tid har Michelle Bjørn-Andersen været begejstret for den første ”Tidsrejsen” og den norske ”Det magiske Julecirkus”, som DR1 sendte i 2023.

”Jeg er faktisk så barnlig, at jeg lever mig fuldstændig ind i det, og det gør jeg også, når jeg går i teatret,” fortæller hun. ”Hvis det fanger mig, glemmer jeg også, at jeg faktisk kender nogle af skuespillerne. Så ryger jeg fuldstændig på historien og lever mig ind i den.”

I ”Tidsrejsen 2” kan vi opleve Michelle Bjørn-Andersen som Romeos mormor, Lotte Jensen, der ejer Hotel Dragør. ”Lotte er kærlig, sjov og gør tingene på sin egen måde,” siger skuespilleren om sin rolle. ”Hun har sin egen retfærdighed, så hvis nogen har lidt for meget, synes hun ikke, det gør noget, at man tager lidt fra dem og giver det til nogen, der har mere brug for det.”

Anna Bruus Christensen som CEO i "Tidsrejsen 2" | foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins

En anden debutant i kalenderseriernes regi er Anna Bruus Christensen (f. 1992). Hun spiller chefen for Storm Rejser, kaldet CEO, i fremtidsscenerne fra år 2054. For hende er det ”en kæmpe barnedrøm” at lande en julekalenderrolle.

Jeg har altid set julekalender med min mor. Hun ser det stadigvæk, fordi det minder hende om at se julekalender med mig og min bror. Jeg ser også stadig julekalender, selvom jeg er 33,” siger Anna Bruus Christensen til Bries Blog-O-Rama.

Hendes tidligste julekalenderminde er fra 1996 og ikke helt utraumatisk: ”Jeg var pissebange for nissen, Søren Hauch-Fausbøll, i ”Bamses Julerejse”,” røber hun. ”Han drillede og var led mod Bamse. Men jeg var også lidt bange for Bamse, fordi han altid var så led mod Kylling.”

Også Rasmus Hammerich (f. 1975) tager sit første skridt ud i genren med ”Tidsrejsen 2”, hvor han medvirker som Fyrst Drago i scenerne fra 1424. Han kan bryste sig af, at hans familie anskaffede sig et sort-hvid fjernsynsapparat, alene for at lille Rasmus skulle have muligheden for at se Børnenes Julekalender i tv. ”Min farfar insisterede på, at det skulle jeg. Det var en del af opdragelsen.”

Heller ikke Rasmus Hammerich husker dog nødvendigvis sin barndoms første tv-julekalendere for det gode. ”'Jul i Gammelby' (1979) har efterladt det største indtryk, men jeg har fået fortalt, at jeg så ”Poul og Nulle i hullet” (”Jul og grønne skove”) året efter og var panisk angst. Mine forældre måtte slukke ret hurtigt for den. Men det er også fedt, når julekalendere kan skræmme,” mener skuespilleren.

Han har før snuset lidt til den dystre side af julen i kraft af ”Nisser”, en grum folkloristisk gyserserie i seks afsnit, som fik premiere på Netflix i november 2021. Rasmus Hammerich kan nu afsløre, at serien faktisk var udtænkt som en anti-julekalender med afsæt i den oprindelige nissefolklore: ”Håbet var at lave 4 sæsoner af 6 afsnit, og der var skrevet outlines til 24 afsnit.”

Serien gik ret godt i det meste af verden, men dens store udfordring var ifølge Rasmus Hammerich, at Netflix kun kiggede på de skandinaviske seertal. ”Og i Skandinavien sad alle jo og så julekalender i december. 'Nisser' fik først gode tal i mellemdagene, men da havde man desværre allerede truffet beslutningen om ikke at lave en sæson to.”

Middelalderstemning anno 1424 i "Tidsrejsen 2" | foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins


JULEKALENDERFAKTA 2024

Tidsrejsen 2 (DR1 2024)
Instruktør: Poul Berg. Hovedforfattere: Poul Berg, Mikkel Bak Sørensen. Producent: Asser Bo Paludan. Produktion: DR Drama.
Medvirkende: Frederik Thoft (Romeo Jensen), Lærke Krabbe de Waal (Holly Storm), Bebiane Kreutzmann (Sofie), Kurt Ravn (Agent Grå), Sigurd Holmen le Dous (Agent Rød), Anna Bruus Christensen (CEO), Lars Knutzon (Alfred), Lise Baastrup (Emma Jensen), Michelle Bjørn-Andersen/Sofia Nolsøe Mikkelsen (Lotte Jensen), Kenneth M. Christensen (Lacobus), Rasmus Hammerich (Fyrst Drago), Julian Brix (Laurentius Drago), Morten Suurballe/Alexander Clement (Karl Storm), Andreas Jebro (Asger Storm), Emilie Mørkøv Ullerup (Helene Storm), Victor Madsen (Sunny Storm), Miley Millias (Paloma Storm).

  • Årets julekalender vises på DR1 hver dag fra 1. til 24. december klokken 19:30. Dagens afsnit kan desuden streames på DRTV fra kl. 06:00 hver morgen.
  • Forlaget Gutkind har udgivet spinoff-romanen "Tidsrejsen – en helt ny tid", skrevet af Merlin P. Mann. Bogens 24 kapitler fortæller, hvad der skete mellem Sofie og Dixie i de ti år, der er gået mellem handlingen i første og anden sæson af tv-serien "Tidsrejsen". Første kapitel kan læses gratis på Gutkinds hjemmeside.
  • Årets U-landskalender er en pop-op-kalender tegnet af Nina Dissing. Den kan købes for 50 kroner i dagligvarebutikker, boghandler og legetøjsbutikker over hele landet samt i DR's receptioner i København og Aarhus. Overskuddet går til WWF Verdensnaturfondens arbejde med grønne skoler i Uganda.
  • DR Ramasjangs kalendertilbud til de yngre seere er i år en genudsendelse af den norske "Snefald", som DR1 viste i 2017. Serien, der var NRK's julekalender i 2016, vises med dansk tale klokken 17:30 hver dag og kan desuden streames på DRTV.
  • Et udvalg af DR's ældre julekalenderserier kan streames på DRTV og arkivtjenesten Gensyn i november-december 2024.

> Se gamle DR-julekalendere på DR Gensyn
> Gå på opdagelse i Bries Blog-O-Ramas store tema om DR's tv-julekalendere 1962-2024

Forsiden til Merlin P. Manns spinoff-roman "Tidsrejsen – en helt ny tid" (Gutkind 2024)

Børnenes U-landskalender 2024 illustreret af Nina Dissing

Ingen kommentarer:

Send en kommentar