Viser opslag med etiketten George Clooney. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten George Clooney. Vis alle opslag

fredag den 14. marts 2014

"Gravity": 3D Blu-ray-anmeldelse

En gang imellem – og især på festivaler – har vi filmjournalister det privilegium at gå en ny film i møde uden at vide noget som helst om den. Det skete for mig i august 2013, da jeg satte mig til rette i Venedig-festivalens premieresal for at se åbningsfilmen, Alfonso Cuaróns ”Gravity”.

Det var første gang nogensinde, at denne film blev vist offentligt, og eftersom jeg ikke havde opfanget nogen hype forud for denne verdenspremiere, anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.

Måske på grund af de manglende forventninger ramte ”Gravity” mig som en forhammer i mellemgulvet. En intens, voldsomt knugende og frem for alt fysisk medrivende biografoplevelse af stor visuel skønhed blæste mig bagover, og jeg følte siden, at jeg havde været vidne til en form for ur-film; en overlegen orkestrering af billede og lyd, der var inde og røre ved noget grundlæggende, sanseligt og primalt i filmmediet.



I dag, syv måneder og syv Oscars senere, har ”Gravity” konsolideret sin status som et skelsættende værk på flere fronter. Det er sjældent set, at en af årets største biografsucceser er en 80 % computeranimeret hybrid, der parrer katastrofefilmens troper med et intimt kammerspil for to personer. Læg dertil en kærkommen blockbuster-minimalisme i kraft af filmens overkommelige spillelængde på 90 minutter, der udfoldes i noget nær realtid. Endelig skiller ”Gravity” sig ud ved at have en voksen kvinde – 49-årige Sandra Bullock – i en bærende næsten-solo-rolle.

Først og sidst har den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón med ”Gravity” begået en teknisk kraftpræstation, der på linje med ”Avatar” (2009) banker solide hegnspæle ned i mediets udviklingshistorie. Anført af det britiske effektfirma Framestore måtte holdet bag ”Gravity” opfinde en række helt nye teknologier for at kunne forløse Cuaróns vision.



"Space in Gravity feels so real in part because we get to see it in such long stretches. And because it feels so real, we invest even more deeply in Bullock’s performance and the reality of her predicament. We believe that she — and we — are really there. The long takes are a huge part of why." - John August

Alfonso Cuaróns brug af ubrudte indstillinger (af op til 12 minutters varighed) er et inspireret kunstnerisk valg, der ikke blot suger tilskueren ind i filmens taktile 3D-rum, men også formidler universets forunderlige skønhed, rædsel og isolation bedre end få andre film siden ”Rumrejsen år 2001” (1969). Ophævelsen af tyngdekraften – og dermed retningssansen – sætter det virtuelle kamera fri til at glide op, ned, rundt og sågar ind og ud af Sandra Bullocks hjelm-POV.



Den lystfyldte fornemmelse af vægtløshed forplanter sig til seeren, men kan på få sekunder skifte fra vægtløs ballet til rædselsvækkende, mareridtsagtig gru, når rumskraldet suser brat ud af det sorte verdensalt og hvirvler faretruende tæt forbi linsen. I disse scener brillerer også Glenn Freemantles lyddesign, der veksler mellem hæsblæsende aktivitet og spøgelsesagtig stilhed – i øvrigt i fuld overensstemmelse med de fysiske realiteter i termosfærens lydtomme rum.

Efter den mesterlige første times åndeløse jerngreb taber ”Gravity” desværre højde. Det er efterhånden bredt accepteret som et faktum, at manuskriptet er det svage led i ”Gravity” – og i særdeleshed den stadig mere bastante symbolik, som Alfonso Cuarón og hans medforfatter, Jonás Cuarón, tvinger ned over den ellers simple fortælling. Bullocks figur, den utrænede astronaut Ryan Stone, er således udstyret med en skematisk baggrundshistorie, der pædagogisk udstanses i overtydelige replikker hen mod filmens klimaks.

Den banale genfødselsmetaforik virker desuden som en irriterende helgardering. der føles påklistret og aldeles unødvendig: Det primale, eksistentielle overlevelsesdrama i filmens enkle set-up – frit fald gennem det ydre rum! – er rigelig stærkt i sig selv.


"Gravity": med og uden Framestores visuelle effekter

Under førstevisningen i Venedig blev min jubel over ”Gravity” gradvist afløst af irritation over, at Cuarón senior og junior absolut skulle sabotere deres eget storværk med en så rørstrømsk og forfladiget finale. Heldigvis synes fejlene at skæmme helheden mindre ved de gensyn, som ”Gravity” i høj grad indbyder til. Og uden at have testet filmen på et telefondisplay – den ultimative lakmustest for en udpræget biografplevelse som ”Gravity” – må jeg konstatere, nu hvor filmen er ude på blu-ray, at den heldigvis ikke falder til jorden (undskyld!) i hjemmebiografen. Især hvis man som jeg har mulighed for at projicere den op i 3D.

Alfonso Cuarón og Mark Singers yderst afmålte klippetempo er perfekt afstemt til 3D-teknikken. Kørt igennem en Optoma-projektor fungerer blu-ray'ens 3D-konversion af ”Gravity” så lydefrit, at man lynhurtigt glemmer, man sidder med et ekstra sæt briller på. Blu-ray'ens 5.1-surroundspor formidler fint dynamikken i det spændende lyddesign, men kan naturligvis ikke helt kan hamle op med Atmos-oplevelsen i Imperial (hvor ”Gravity” gik så længe, at den indspillede halvdelen af sine samlede, danske biografindtægter i denne ene biograf!).


I Venedig sad jeg flere gange under filmen og måbede: ”Hvordan fanden har de lavet det der?” ”Gravity” nærmest skriger på omfattende ekstramateriale, og blu-ray'ens længe ventede kig bag kulisserne skuffer absolut ikke. For eksempel varer det generøse bonusstof tilsammen dobbelt så længe som selve hovedfilmen.

Det primære ekstramateriale, "Gravity: Mission Control" (106:36), er inddelt i mindre featuretter, som kan afspilles separat eller i forlængelse af hinanden.

”It began with a story” (16:21): Dette første kapitel understreger kun alt for tydeligt, hvorfor manuskriptarbejdet var et af de få områder, hvor ”Gravity” ikke gjorde sig fortjent til en Oscar-nominering. Alfonso og Jonas Cuarón forklarer velvilligt deres tanker bag historien, men man bliver endnu hurtigere træt af deres pladder om ”rebirth” og livets mange ”adversities”, når metaforikken som her skrives med versaler for de tungnemme på bageste række. Det er i den grad on the nose.

”From the get-go, when we decided to do a film in space, the metaphorical value of space was very obvious. You have a character who is drifting, following her own inertia. In one hand, she has life, she has planet Earth, human connection. On the other side, she's drifting towards the void. We wanted to do a film about adversities and the possibility of a rebirth. With rebirth, I'm talking about knowledge. Having a new knowledge of yourself after an experience. And obviously, part of that rebirth is the acceptance of death. That is the biggest experience of knowledge that we want to obtain, the acceptance of death. It's something that we talked about, Jonás and I, when we were writing the script. We see a character that, first of all, lives in her own bubble. Literally lives in her own bubble. And she needs to shed that skin, she needs to come out of the bubble in order to begin her process. Like metaphorically, you tell people they have to put their feet on the ground and just keep on going.” 
- Alfonso Cuarón i Venedig, 2013

Alfonso Cuarón, Sandra Bullock og George Clooney i Venedig 2013 | pr-foto

”Initial challenge: Long shots and Zero G” (10:12): Her får man bl.a. at vide, at Cuarón lod sig inspirere til de lange indstillinger ved at se NASAs videooptagelser fra rigtige rummissioner. Desuden forklares konceptet ”mikrogravitet” med en fiks lille animation, og vi ser Tim Webber, Framestores VFX-maestro, afprøve NASAs berygtede Vomit Comet (vægtløshedssimulatoren kendt fra ekstramaterialet til Ron Howards ”Apollo 13”).

”Previsualizing Gravity” (11:38): Hvor de store blockbustere (alt for) ofte henter effektholdet ind i optagelsernes sidste fase, hvorefter de forventes at halse af sted for at nå premieredatoen, er hele ”Gravity” i praksis præprogrammeret fra første til sidste billede. Alt er simpelthen lagt fast i præ-visualiserings-stadiet i en sådan grad, at skuespillerne skal tilpasse deres bevægelser til effekterne og ikke omvendt. Featuretten går også i detaljer med den famøse og banebrydende opfindelse ”Light Box”, som gjorde filmens vanvittigt komplicerede indstillinger mulige.

”The hues of space” (10:41) kan tjene som anskuelighedsværktøj for alle, der betvivler, hvorvidt cheffotografen på en overvejende computergenereret film (”Life of Pi”, host-host) har ret til at blive honoreret med en Oscar. For uanset hvor mange pixels der dominerer billedet på lærredet, er det stadig cheffotografen Emmanuel ”Chivo” Lubezki, der har truffet de afgørende valg om filmens komposition og lyssætning (som i øvrigt i dette tilfælde er smuk, varieret og fotorealistisk).

Et fjollet påskeæg afsløres i ekstramaterialet: Alfonso Cuarón og cheffotografen Emmanuel Lubezki (begge i rumdragt) "spejler sig" i Clooneys visir i denne scene!

”Physical weightlessness” (7:48): Et kig på, hvordan avancerede snoretræk og gode gammeldags dukkeførere bidrog til illusionen af vægtløshed ved at rive Sandra Bullock rundt på settet.

”Space tech” (13:02): Og hvis nogen undrer sig over, at ”Gravity” tillige vandt Oscar for bedste scenografi, mindes der her om, at samtlige af de 2000 virtuelle rekvisitter i ISS er designet fra bunden!

”Sandra and George: A pair in space” (9:37): Fis og ballade på settet med Bullock og Clooney.

”Final animation” (15:01). Udvalgte nørdfakta: Tre millioner stjerner ses på himlen bag Bullock og Clooney i filmen. Den endelige rendering af ”Gravity” fylder 500 terabyte. Og det tog computerne tre måneder at vende op og ned på seks minutter af åbningsscenen, efter at Alfonso Cuarón ombestemte sig.

”Complete silence” (12:13): Rart at se, at Steven Prices oscarvindende, immersive musik også får sin egen featurette. Her erfarer man, at dele af partituret blev fremført på glas og bearbejdede menneskevokaler i stedet for synths.



Længere nede i blu-ray-menuen dækker paraplytitlen "Shot Breakdowns" (36:48) over fem ekstra featuretter med overskydende interview, som alle er lige så spændende og informative som hoveddokumentaren. Hvem har f.eks. skænket det en tanke, mens de så ” Gravity”, at både Sandra Bullocks og George Clooneys visirer er 100 % computeranimerede?
  • Behind the visor (6:50)
  • Fire in the international space station (5:42)
  • Dr. Stone's rebirth (7:54)
  • The sound of action in space (7:55)
  • Splashdown (8:24)
I programmet "Collision Point: The Race to Clean Up Space" (22:28) redegør Ed Harris' fortællestemme ganske overbevisende for, at rumskrald også i virkeligheden er et farligt og i nogen grad upåagtet problem.



”Aningaaq” (6:53) er Jonás Cuaróns pudsigt tænkte, men lidt ligegyldige kortfilm, der skildrer dr. Stones radiosamtale med grønlandske Aningaaq fra dennes jordiske synsvinkel. Filmen kan også vises med introduktion af Alfonso og Jonás Cuarón (i alt 10:11).

Endelig er ”Film festivals” (1 sides tekst) en helt igennem overflødig opremsning af de festivaler, hvor ”Gravity” har været vist.

Gravity 3D. USA/Storbritannien 2013. Instruktion: Alfonso Cuarón. Spilletid: 91 minutter. Dansk blu-ray-udgivelse: 4. marts 2014. Distributør: Warner Bros. Entertainment. ”Gravity 3D” blu-ray er venligst stillet til rådighed af Warner Bros. Nordic.

HVIS DU VIL VIDE MERE OM "GRAVITY":

> Brie og Casper anmelder "Gravity" i Filmnørdens Hjørne #85
> The Camera's Cusp: Alfonso Cuarón Takes Filmmaking to a New Extreme With Gravity - langt interview med Alfonso Cuarón (New York Magazine)
> Spændende interview med filmens 3D-supervisor Chris Parks (ScreenDaily.com)
> Alfonso Cuarón: Long takes and realism - blogindlæg (JohnAugust.com)

onsdag den 14. marts 2012

Filmanmeldelse: "Kamæleonen"

Tidligere film som "Syriana", jurathrilleren "Michael Clayton" og stemningsspillet "Good Night, and Good Luck" har konsolideret George Clooneys position som bannerfører for det modne, amerikanske upmarket-drama. Med "The Ides of March" (på dansk "Kamæleonen") bygger han overbevisende bro mellem Obama-tidsånden og arven fra 1970’ernes liberale New Hollywood.



Den smørstegte tefloncharme, som kendetegner Clooneys offentlige persona, står i pudsig kontrast til det engagerede udsyn, han lægger for dagen som liberal powerplayer i Hollywood. Når instruktøren George Clooney i "The Ides of March" caster skuespilleren Clooney som en våd venstredrøm af en præsidentkandidat, ligner det både en selvironisk in-joke og et tegn på veludviklet imagebevidsthed.

Clooneys karismatiske guvernør, Mike Morris, er kalkeret over Howard Dean, som stillede op mod John Kerry i primærvalget i 2004. I filmens fiktion hviler udfaldet på resultatet i delstaten Ohio: »Som Ohio, så nationen«, lyder prognosen.

Ryan Gosling i "Kamæleonen" (The Ides of March´) / © SF Film

Den med ét allestedsnærværende Ryan Gosling spiller kampagnens unge komet af en pressesekretær, Stephen Meyers. Han ser forandringens bavn i sin guvernør og tror klippefast på, at det vil lykkes Team Morris at smøre den ene senator (Jeffrey Wright), der kan tippe vægtskålen i deres favør.

Alligevel er den ambitiøse ungersvend forfængelig nok til at bide på krogen, da rivalens durkdrevne kampagneleder (Paul Giamatti) kaster snøren ud for at hale Meyers i land på den modsatte bred. Smigeren leder ham til at begå det forræderi, som indvarsles af titlen (idus martii, 15. marts, er datoen, hvor Julius Cæsar faldt for 23 dolkestød i det romerske senat). Men eftersom loyalitet udgør den eneste gangbare valuta i den politiske arena, lader hybris ikke vente længe på sig.

Blotlæggelsen af de kyniske studehandler og ofringer, som bærer den politiske idealisme tørskoet i mål, vil næppe chokere nogen, der har set "The West Wing" eller læst en avis i dette årtusinde. Nydelsen ligger i de skarpe dialoger, løftet fra Beau Willimons teaterstykke "Farragut North", og rollelistens gavebod af rigdomme.



I tillæg til de førnævnte sværvægtere rummer galleriet yderligere to Oscar-vindere: Philip Seymour Hoffman og Marisa Tomei. Desuden er det værd at bide mærke i Evan Rachel Wood, der bringer sårbarhed og, ikke mindst, sexappeal ind i det rænkefulde magtspil. For selv i dette morads af stemmetællinger og superdelegerede formår de gode, gamle kødelige drifter at hævde deres ret.

I en nøglescene, der høstede spontant bifald ved filmens verdenspremiere i Venedig sidste år, formulerer Ryan Gosling mindeværdigt sagens kerne: En præsident kan slippe af sted med at starte krige og bringe nationen på fallittens rand. Men knalder han praktikanten, falder der brænde ned.

Kamæleonen. USA 2011. Originaltitel: The Ides of March. Instruktion: George Clooney. Spilletid: 101 minutter. Dansk biografpremiere: 15. marts 2012. Distributør: SF Film.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2011.

Evan Rachel Wood, George Clooney og Ryan Gosling på settet / © SF Film

søndag den 2. maj 2010

"Michael Clayton": Brie møder Tilda Swinton!

Aftenens film på TV 2 er den danske tv-premiere på "Michael Clayton", og hvorfor dén er værd at se, forklarede jeg i Weekendavisen september 2007, da Tony Gilroys thriller blev lanceret på Venedig-festivalen (læs anmeldelsen nedenfor).

Samtidig fik jeg lejlighed til at møde den formidable Tilda Swinton, som løftede sløret for de tanker, hun havde gjort sig om sin rolle i "Michael Clayton". Bortset fra et enkelt citat i Børsen har interviewet aldrig været publiceret, til trods for at Swinton året efter vandt en Oscar for netop denne rolle. Dette interview er derfor eksklusivt for BRIES BLOG-O-RAMA!

Tilda Swinton i MICHAEL CLAYTON © 2007 SF Film/Filmcompagniet

INTERVIEW:
Tilda Swinton om "Michael Clayton"
Brian Iskov, sept. 2007 – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

Ved "Michael Clayton"s verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2007 lignede Tilda Swinton som altid et væsen fra en fortryllet anden verden, hvor gennemsigtig hud, rødt hår og blågrønne øjne er den vedtagne norm for skønhed. Derfor føltes det også "totalt eksotisk" for Swinton at spille rollen som den anonyme brunette Karen Crowder, der kunne falde i ét med tapetet i et hvilket som helst amerikansk kontorlandskab.
"Jeg venter bare på, at filmen kommer ud i Amerika, så pressen kan skrive: »Endelig ser Tilda Swinton fantastisk ud. Hun ligner ikke en freak!«" siger Swinton og griner hjerteligt.

Karens udseende var ikke defineret i manuskriptet, men Tilda Swinton greb chancen til at arbejde med en mere naturalistisk palet, end hun plejer.
"Karen føler sig utilpas i sin krop og i sit tøj. Hun har den forkerte makeup til hendes teint, den forkerte hårfarve; det hele er lidt skudt forbi. Jeg ser hende som en middelmådig skuespiller, der er fejlbesat i rollen. Eller som firmaets soldat, der trækker i en uniform, som ikke passer hende."

Allerede da hun læste Tony Gilroys manuskript til "Michael Clayton", bemærkede Tilda Swinton, at hendes rolle snildt kunne være udfyldt af en mand.
"Jeg spurgte Tony, hvorfor han havde valgt at skrive rollen til en kvinde, og han havde ikke rigtig noget svar på rede hånd. Jeg kom frem til, at hendes køn lægger et ekstra lag af pres på hende. Karen prøver desperat at imponere sin chef, og hun har lagt hele sin stolthed i at lukke den her sag og bevise sit værd som kvinde i forretningsverdenen. Derfor kan hun ikke indrømme, at hun er på dybt vand. Og hun kan ikke spørge sin chef om hjælp, selv om hun burde gøre det. Det sidste, hun ønsker, er at blive afsløret som en bluff. Hun er næsten afhængig af forestillingen om at lægge sine naturlige instinkter fra sig, og det er på en måde, hvad hele hendes fag går ud på. At lyve."

George Clooney i "Michael Clayton" (2007) | Pr-foto: SF Film/Filmcompagniet

Anmeldelse: MICHAEL CLAYTON (2007)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 7. september 2007

1970’er-snittets renæssance i amerikansk film drives frem af en snæver, men magtfuld kreds af Hollywood-liberale med George Clooney som spydspids. Han er også en af arkitekterne bag "Michael Clayton", som blotlægger de menneskelige omkostninger i den tunge ende af erhvervsjuraen.

George Clooney spiller manden i titlen: advokatfirmaets »fikser«, som opererer bag kulisserne og fejer de løse ender ind under gulvtæppet. Tom Wilkinson leverer endnu en saftig birollepræstation som den garvede forsvarer, der efter seks års arbejde med et kollektivt søgsmål støder på et memorandum, som kan vælte hele processen. Det potente A4-ark placerer utvetydigt skylden hos hans klient – en landbrugskemisk virksomhed – og dilemmaet får Wilkinsons frønnede psyke til at folde sammen. Skyggemanden Clooney/Clayton står nu med den uønskværdige opgave at skulle redde et forlig, hvis udfald er designet til at give den skyldige part løbepas.

Bourne-filmenes manusforfatter, Tony Gilroy, debuterer overbevisende som instruktør med denne køligt intelligente thriller, der især gør sig bemærket ved at caste en kvinde, Tilda Swinton, som den store, stygge kemikalieindustris ansigt udadtil. Swinton bygger hele sin præstation op omkring private øjeblikke af den slags, som ligger nærmere på neorealismen end den gængse spændingsfilm. Minutterne før et vigtigt møde, hvor pulsen stiger og panikkens sved perler frem. Den nervøse repetition af forberedte replikker foran spejlet. Påføringen af den pansrede facade, som skjuler usikkerheden og præstationsangsten for omverdenen. Det usædvanlig nøgne og nuancerede fjendeportræt forlener Michael Claytons endelige genrejsning af moralen med en karsk ambivalens, der er typisk for outputtet fra Clooney og hans åndsfæller.