"La La Land": Interview med Ryan Gosling, Emma Stone og Damien Chazelle

Siden "La La Land" fejede benene væk under festivalpublikummet i Venedig og Toronto for et halvt år siden, har filmen samlet 14 oscarnomineringer, 7 Golden Globes og en bunke andre priser op på vejen hertil.

I dag når "La La Land" langt om længe de danske biografer. Jeg så den første gang i Toronto, og mine to efterfølgende gensyn på stort lærred har kun gjort mig mere smaskforelsket i Damien Chazelles brusende ode til drømme, jazz, romantik og gammeldags Hollywood-filmmagi.



“La La Land” hylder 1950'ernes luksuriøse MGM-musicaler, men bryder genren gennem den franske nybølges prisme, så man mærker et stik af knuste drømme under de overdådige primærfarver.

Store dele af filmen er optaget i lange, uklippede indstillinger med Steadicam og/eller kamerakraner. Det gælder også de koreograferede sang- og danseoptrin, som Ryan Gosling og Emma Stone øvede i tre måneder, inden optagelserne gik i gang.

”Damiens kærlighed til film og biografoplevelsen er smittende. Han taler meget om at ville lave film, som man har lyst til at se på det store lærred med et publikum.”

- Ryan Gosling om Damien Chazelle på TIFF 2016

Jeg var så heldig at få interview på Toronto Film Festival i september 2016 med instruktøren og forfatteren bag ”La La Land”, Damien Chazelle, samt begge filmens hovedrolleskuespillere, Emma Stone (Mia) og Ryan Gosling (Sebastian).

Alle tre er nominerede til oscarpriser for deres indsats, og Chazelle og Stone er i skrivende stund storfavoritter for hhv. bedste instruktion og kvindelige hovedrolle. Hvis Damien Chazelle vinder, bliver han som 32-årig den yngste oscarmodtager nogensinde i instruktørkategorien. Jeg kommenterer traditionen tro hele oscaruddelingen live sammen med Filmnørdens Hjørne, når showet afvikles natten til mandag 28. februar dansk tid.

Filmanmeldelse: "Kamæleonen"

Tidligere film som "Syriana", jurathrilleren "Michael Clayton" og stemningsspillet "Good Night, and Good Luck" har konsolideret George Clooneys position som bannerfører for det modne, amerikanske upmarket-drama. Med "The Ides of March" (på dansk "Kamæleonen") bygger han overbevisende bro mellem Obama-tidsånden og arven fra 1970’ernes liberale New Hollywood.



Den smørstegte tefloncharme, som kendetegner Clooneys offentlige persona, står i pudsig kontrast til det engagerede udsyn, han lægger for dagen som liberal powerplayer i Hollywood. Når instruktøren George Clooney i "The Ides of March" caster skuespilleren Clooney som en våd venstredrøm af en præsidentkandidat, ligner det både en selvironisk in-joke og et tegn på veludviklet imagebevidsthed.

Clooneys karismatiske guvernør, Mike Morris, er kalkeret over Howard Dean, som stillede op mod John Kerry i primærvalget i 2004. I filmens fiktion hviler udfaldet på resultatet i delstaten Ohio: »Som Ohio, så nationen«, lyder prognosen.

Ryan Gosling i "Kamæleonen" (The Ides of March´) / © SF Film

Den med ét allestedsnærværende Ryan Gosling spiller kampagnens unge komet af en pressesekretær, Stephen Meyers. Han ser forandringens bavn i sin guvernør og tror klippefast på, at det vil lykkes Team Morris at smøre den ene senator (Jeffrey Wright), der kan tippe vægtskålen i deres favør.

Alligevel er den ambitiøse ungersvend forfængelig nok til at bide på krogen, da rivalens durkdrevne kampagneleder (Paul Giamatti) kaster snøren ud for at hale Meyers i land på den modsatte bred. Smigeren leder ham til at begå det forræderi, som indvarsles af titlen (idus martii, 15. marts, er datoen, hvor Julius Cæsar faldt for 23 dolkestød i det romerske senat). Men eftersom loyalitet udgør den eneste gangbare valuta i den politiske arena, lader hybris ikke vente længe på sig.

Blotlæggelsen af de kyniske studehandler og ofringer, som bærer den politiske idealisme tørskoet i mål, vil næppe chokere nogen, der har set "The West Wing" eller læst en avis i dette årtusinde. Nydelsen ligger i de skarpe dialoger, løftet fra Beau Willimons teaterstykke "Farragut North", og rollelistens gavebod af rigdomme.



I tillæg til de førnævnte sværvægtere rummer galleriet yderligere to Oscar-vindere: Philip Seymour Hoffman og Marisa Tomei. Desuden er det værd at bide mærke i Evan Rachel Wood, der bringer sårbarhed og, ikke mindst, sexappeal ind i det rænkefulde magtspil. For selv i dette morads af stemmetællinger og superdelegerede formår de gode, gamle kødelige drifter at hævde deres ret.

I en nøglescene, der høstede spontant bifald ved filmens verdenspremiere i Venedig sidste år, formulerer Ryan Gosling mindeværdigt sagens kerne: En præsident kan slippe af sted med at starte krige og bringe nationen på fallittens rand. Men knalder han praktikanten, falder der brænde ned.

Kamæleonen. USA 2011. Originaltitel: The Ides of March. Instruktion: George Clooney. Spilletid: 101 minutter. Dansk biografpremiere: 15. marts 2012. Distributør: SF Film.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2011.

Evan Rachel Wood, George Clooney og Ryan Gosling på settet / © SF Film

Blu-ray-anmeldelse: "Crazy, Stupid, Love."

En glat scorekunstner tager en midaldrende hanrej under sine vinger i den usædvanligt velspillede romantiske komedie ”Crazy, Stupid, Love.”, der i dag er ude på dansk dvd og Blu-ray



AF BRIAN ISKOV

Man ville næppe fornærme Cal Weaver (Steve Carell) ved at kalde ham en anstændig gennemsnitsfyr. Den nogen-og-fyrreårige familiefar fra forstæderne har været gift med sin gymnasiekæreste, Emily (Julianne Moore), i et kvart århundrede. Men i dét sekund hustruen erklærer, at hun har været ham utro og vil skilles, skrider den trygge grund under Cals udtrådte hvide kondisko.

Forvist fra hjemmet lapper han sin sårede stolthed med vodka-tranebær-cocktails på den lokale bar. Dette sørgelige syn vækker medlidenheden i Jacob Palmer (Ryan Gosling), et noget yngre og anderledes skråsikkert handyr på rov. Som ekspert ud i kurmageriets kunst tilbyder Jacob at hjælpe med at genopdage den manddom, som Cal forlagde »engang omkring 1984«.

Steve Carell og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Alsidige Ryan Gosling, som også er dvd-aktuel i »Drive«, er næsten absurd attraktiv som velplejet scorekunstner. Den glatte kynisme, som lurer i rollen, holder Gosling overlegent stangen med solidarisk charme, diskret komisk timing og et afgørende gran af sårbarhed. Steve Carell yder ham bravt og sympatisk modspil ved at understrege det standhaftige og reelle i sin akavede hanrej.

Mens Cals makeover sender ham i kløerne på bl.a. huntigeren Kate (Marisa Tomei), gør hans 13-årige søn utrætteligt haneben til sin fire år ældre babysitter. En yderligere sidehistorie følger den aspirerende advokat Hannah og hendes opgør med sin forlovede, den menneskelige valium Richard.

I en film så overskudsagtigt stjernespækket, at den kan henvise Kevin Bacon og Oscar-vinderen Tomei til andet geled, er fregnede Emma Stone som Hannah dén, der stjæler flest scener ved sin blotte tilstedeværelse. Hendes livfulde ansigt lyser klarest over for Gosling i en nøglescene, der ligesom sidste års franske kærlighedskomedie, »Heartbreaker«, trækker nostalgisk på mindet om »Dirty Dancing« og slipper heldigt fra det.

Emma Stone og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Skuespillernes appeal er generelt et stort plus ved »Crazy, Stupid, Love.«, der i tidens tråd (jf. »Bollevenner«) forsøger at ruske op i den metaltrætte romantiske komedieskabelon. Tonen er relativt moden og afdæmpet, mens manuskriptet bestræber sig på at sætte genrens præfabrikerede moduler sammen på lidt mere sofistikeret vis, end det normalt ses.

Videogensynet afslører dog også svaghederne ved »Crazy, Stupid, Love.«, for i anden ombæring fremstår historiens konstruktion en tand for beregnende. Konfliktbehandlingen stikker da heller ikke dybere, end at finalen søger tilflugt i de vanlige grandiose fagter og gennemtyggede floskler om »den eneste ene«. Men man bærer over med det, netop fordi filmskaberne i det store og hele udviser lyst til fornyelse og forkæler os med skuespil, som ligger langt over gennemsnittet for genren.



Warners danske Blu-ray-udgivelse af "Crazy, Stupid, Love." er forsynet med sparsomt ekstramateriale: to korte featuretter, tolv minutters slettede scener samt en digital kopi af filmen.

"The Player Meets His Match" er rendyrket ligegyldig EPK-fluff stykket sammen af interviewbidder, mens der er lidt mere underholdningsværdi at hente i "Steve and Ryan Walk Into a Bar", der er optaget i en afslappet pause under optagelsen af barscenerne. Her byttes rollerne mellem mester og lærling så at sige rundt, idet Steve Carell improviserer fjollede svar til en række spørgsmål om filmen, mens Ryan Gosling sidder på barstolen ved hans side og forsøger at følge trop, så godt han kan.

Fraklippene er mestendels variationer over eller forlængelser af eksisterende scener i filmen, og nogle af de alternative replikriff er faktisk rigtig morsomme.

Crazy, Stupid, Love. . USA 2011. Instruktion: Glenn Ficarra og John Requa. Spilletid: 118 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 7. februar 2012. Distributør: Warner Home Video.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været trykt i Børsen 8. september 2011.

Scorekunstneren Jacob har raffineret kurmageriet til en eksakt videnskab. Sidste års canadiske skuespilkomet, Ryan Gosling, udfylder rollen som dragende selvsikker player til perfektion i ”Crazy, Stupid, Love”. FOTO: Warner Home Video.