Dame Helen Mirren er videoaktuel som kræftsyg pensionist i Paolo Virzis dramakomedie ”Vores livs ferie”. Filmen hedder egentlig "The Leisure Seeker", men har nu fået en ny engelsk titel på dansk dvd og vod: "The Vacation of Our Lives".
Den engelske skuespillerinde har rollen som amerikanske Ella, hvis mand, den tidligere litteraturprofessor John (Donald Sutherland), er ved at forsvinde i Alzheimer-tåger. Men Ella nægter at lade sig slå ud. Hun ruller parrets støvede autocamper ud af garagen i Boston, så hun og John kan tage på en sidste ferie sammen. Deres 2600 km lange springtur til Ernest Hemingways museum i Key West bliver fuld af sjove møder og eftertænksomme stunder.
Privat har 73-årige Mirren stadig fuld fart på karrieren. Jeg interviewede hende på Toronto Film Festival i september 2017 om "Vores livs ferie". Artiklen, som du kan læse herunder, blev trykt i Ugebladet Søndag, da filmen nåede de danske biografer i marts 2018.
Materialet fra gruppeinterviewet er suppleret med citater fra en offentlig masterclass, som Mirren holdt på TIFF, og hidtil ubrugte citater fra mit første møde med Mirren. Det fandt sted på filmfestivalen Venedig i 2006, hvor hun lancerede sin senere oscarvindende rolle som dronning Elizabeth II i "The Queen".
> Læs mit interview med Helen Mirren fra 2006
INTERVIEW MED HELEN MIRREN:
Dronningens efterår
Brian Iskov i Toronto for Ugebladet Søndag, marts 2018
72-årige Helen Mirren om at have kameraskræk og alligevel smide tøjet, om at bryde igennem i en sen alder og om kvindernes vilkår i filmbranchen
Helen Mirren var kun 23 år og nybegynder på teatrets skrå brædder, da hun lod sig spå om sin fremtid.
I London-bydelen Golders Green fandt hun frem til en mandlig, indisk håndlæser, der tog imod i en nusset dagligstue. I næsten ti minutter studerede den clairvoyante mand tavst og intenst den unge kvindes hånd. Så begyndte han at tale.
De næste tyve minutter væltede ordene ud af spåmanden med en sådan hast, at Mirren havde svært ved at følge med.
Alt, hun bagefter huskede af profetien, var denne sætning:
”Du vil opnå din store succes, efter at du er fyldt 45.”
Prognosen fyldte Helen Mirren med forfærdelse. Hun tænkte: ”Så længe kan jeg da ikke vente!”
Men det kunne hun. Det skulle nemlig vise sig, at spåmanden havde ret. Helen Mirren var 46 år, da hun blev verdenskendt for en tv-rolle.
Viser opslag med etiketten Helen Mirren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Helen Mirren. Vis alle opslag
tirsdag den 7. august 2018
søndag den 8. september 2013
"Taken 2": Brie møder Liam Neeson
61-årige Liam Neeson har i en årrække haft status af sexsymbol for modne kvinder. Men at han takket være "Taken"-filmene skulle få sit populære gennembrud som hårdtslående, midaldrende actionhelt, kom som en overraskelse for mange.
Jeg mødte Liam Neeson, da han sidste efterår besøgte København til premieren på "Taken 2". Den irske skuespiller fortalte bl.a. om sin fortid som bokser, ligesom han mindedes sit møde med legenden Muhammad Ali og afslørede sin hang til skandinaviske krimier.
Den første "Taken" fra 2008 vises i aften kl. 21.00 på DR3.
INTERVIEW MED LIAM NEESON:
En blød actionmand
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2012
Størrelsen er det første, man bemærker, når man står over for Liam Neeson. Den irskfødte skuespiller rager 1,93 meter i vejret, og Neesons rolige, men magtfulde aura lægger yderligere alen til hans statur i den lavloftede suite på Hotel Skt. Petri i København.
Til goddag rækker han en næve frem, der er næsten dobbelt så stor som journalistens. Neesons håndtryk er kortvarigt og relativt fast, men kun lige præcis solidt nok til ikke at virke vagt. Det er præcis det samme, tiltalende miks af blødt og hårdt, af følsomhed og modstandskraft, som den 60-årige Liam Neeson har gjort til sit kendemærke i film som »Schindlers liste«, »Michael Collins« og Bille Augusts udgave af »Les Miserables«.
Som et fyrtårn mejslet ud af en porøs klippeart fremstår Liam Neeson robust og mandhaftig, samtidig med at hans sørgmodige øjne og trygge, mørke stemme – af instruktørvennen Steven Spielberg beskrevet som »lyden af cigaretter og cognac« – antyder sensitive dybder. Kombinationen er lige effektiv, hvad enten Neeson bejler til sin betydelige fanskare af modne kvinder, eller han giver den gas som midaldrende actionhelt.
For eksempel var den franskproducerede selvtægtsfilm »Taken« fra 2008 næppe blevet en uventet, international videosucces, hvis ikke det var for den tyngde og troværdighed, som Liam Neeson lagde i hovedrollen.
Som den tidligere CIA-agent Bryan Mills uddelte Neeson overbevisende bøllebank til de albanske alfonser, der havde kidnappet hans teenagedatter. Efteråret 2012 vanker der igen øretæver i fortsættelsen, »Taken 2«, hvor Mills selv bliver bortført sammen med sin ekskone under en ferietur til Tyrkiet.
Liam Neeson har til dels baseret rollen som den handlekraftige Bryan Mills på en virkelig person, som han lærte at kende under forberedelserne til en anden film for et par år siden.
– Han er en kammerat, a pal, siger Neeson og afslører sin irske herkomst ved at gøre l'et i ordet »pal« ualmindelig rundt og langstrakt.
– Selv om han ikke har nogen børn, så er han Bryan Mills. En gang imellem forsvinder han for siden at vende hjem med et skudsår i siden eller skulderen. Så har han været i Pakistan eller Afghanistan på en eller anden hemmelig operation. Det er helt utroligt, siger Neeson.
Liam Neesons unavngivne soldaterbekendtskab må ikke udtale sig om, hvad han foretager sig på jobbet. Men helt sundt for sjælen er vennens lyssky erhverv tydeligvis ikke:
– Han siger, at det er som at tænde og slukke for en kontakt, hver gang han tager ud på en mission. Når han så kommer hjem, kan han ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i to uger. I stedet for drikker han sig meget fuld, især hvis han har mistet en god ven. Efter de to uger kommer han op til overfladen, og så har han det fint igen.
På spørgsmålet om, hvorvidt Liam Neeson som skuespiller har et lignende relæ, der slår hans rolle til og fra, svarer han:
– Til en vis grad. Mit job er bare ikke nær så farligt som hans!
Liam Neesons karakteristiske profil afslører, at han ellers ikke er uvant med at indkassere knubs. Som 15-årig amatørbokser brækkede han næsen under en kamp, og selv om det er over 40 år siden, at han sidst stod i ringen, nyder Liam Neeson fortsat godt af den disciplin, som kommer af at være forhenværende nævekæmper. Især når han spiller fysisk krævende roller i actionfilm som »Taken«, fortæller han:
– Under optagelserne skulle jeg øve kampkoreografi hver dag efter fyraften. Selv om søndagen, hvor alle havde fri, trænede jeg stunts. Så disciplinen er den samme som dengang, jeg var bokser. Man går i motionsrum på et fast tidspunkt hver aften, og man pjækker ikke fra træningen.
Da Liam Neeson blev 17, måtte han lægge handskerne på hylden af den simple grund, at det begyndte at gøre for ondt at modtage tæsk, når han samtidig led af vokseværk. I stedet vendte han sin opmærksomhed mod skuespillets verden. De skrå brædder havde første gang udvist sin dragende kraft på Neeson, da han som 11-årig skoleelev ville gøre indtryk på en pige i sin klasse og derfor meldte sig til dramaholdet.
– Jeg spillede med i flere stykker på min skole og lavede meget amatørteater i min fritid. Siden gik jeg to år på lærerseminarium, hvor jeg også spillede en masse teater. Og på et eller andet tidspunkt var der nogen, der begyndte at betale mig for det, konstaterer Liam Neeson om sit valg af levevej.
Liam Neeson fortsatte dog med at boksetræne, og han er stadig fan af sporten. Da skuespilleren mindes sit ungdommelige møde med historiens største bokseikon, lyser han synligt op.
– Muhammad Ali var mit idol. Han var et formidabelt stykke mandfolk. Jeg fik lov til at hilse på ham i 1980, og jeg sværger: Jeg blev helt bogstaveligt blød i knæene.
På det tidspunkt havde 38-årige Muhammad Ali stadig et par kampe i sig, før han gik på pension. Det var dog ikke sporten, der bragte legenden til den engelske hovedstad. Muhammad Ali skulle gøre reklame for tv-filmen ”Freedom Road«, hvori han havde en sjælden skuespilrolle som slave.
– Det var en forfærdelig dårlig film, ler Liam Neeson, der dengang var en ung, ukendt teaterskuespiller. Men fordi hans daværende kæreste, Helen Mirren, kendte filmens producer, kom Neeson med som påhæng, da Mirren blev inviteret til audiens hos Muhammad Ali på det fine Dorchester Hotel.
– Jeg rakte Ali et lille stykke papir og bad ham om at skrive en autograf til min far. Ali spurgte, hvad min far hed og skrev så: »Til Barney, Muhammad Ali«. Bagefter tog jeg hjem til min far og foldede papiret ud. Far tog sine læsebriller på, og da han så, hvad der stod på sedlen, begyndte tårerne at trille ned ad hans kinder, husker Liam Neeson.
Desværre fik Liam Neeson ikke udnyttet chancen for at diskutere boksning med sit store idol:
– Vi talte slet ikke sammen, for Ali forsøgte hele tiden at lægge an på min kæreste. Imens stod jeg og tænkte for mig selv, »Wauw, Muhammad Ali prøver at score min kæreste!«.
EKSTRAMATERIALE:
Liam Neeson og den skandinaviske forbindelse
Når Liam Neeson optager film i fremmede lande, nyder han at fordybe sig i den lokale kunst og arkitektur ved at gå på gallerier og museer, fortæller han. I de perioder, hvor skuespilleren ikke arbejder, slapper han gerne af ved at læse skandinaviske kriminalromaner.
– Jeg kan slet ikke få nok af dem, siger Liam Neeson begejstret og afslører, at han har fire af Henning Mankells Wallander-bøger liggende på sit natbord. Neeson er desuden så vild med den norske forfatter Jo Nesbø, at han anbefalede bogserien om detektiven Harry Hole til sin svigermor, den britiske teaterlegende Vanessa Redgrave.
– Vanessa læste »Genfærd« på 24 timer. Hun kunne simpelthen ikke lægge den fra sig, siger Neeson, mens han med sin venstre hånd udmåler omfanget af Nesbøs 450 sider tykke roman i luften.
Derudover ser Liam Neeson somme tider europæisk fodbold i tv, når han tilbringer ledige søndage i sit hjem i New York. Den irske filmstjerne følger Premier League-holdene Manchester United og Liverpool, men skynder sig at tilføje, at det mest er fordi, begge hans teenagesønner er Liverpool-fans.
Liam Neeson trækker da også blankt, da navnet på holdets danske forsvarsspiller, Daniel Agger, kommer på bordet.
– Har han været hos Liverpool længe? Har de lige købt ham? spørger Liam Neeson prøvende, før han giver fortabt og undskylder med ordene:
– Hvis mine drenge var her nu, ville de sidde og sparke mig under bordet. »Kom nu, far, du ved da godt, hvem han er!
BLÅ BOG
Liam John Neeson
Jeg mødte Liam Neeson, da han sidste efterår besøgte København til premieren på "Taken 2". Den irske skuespiller fortalte bl.a. om sin fortid som bokser, ligesom han mindedes sit møde med legenden Muhammad Ali og afslørede sin hang til skandinaviske krimier.
Den første "Taken" fra 2008 vises i aften kl. 21.00 på DR3.
INTERVIEW MED LIAM NEESON:
En blød actionmand
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2012
Størrelsen er det første, man bemærker, når man står over for Liam Neeson. Den irskfødte skuespiller rager 1,93 meter i vejret, og Neesons rolige, men magtfulde aura lægger yderligere alen til hans statur i den lavloftede suite på Hotel Skt. Petri i København.
Til goddag rækker han en næve frem, der er næsten dobbelt så stor som journalistens. Neesons håndtryk er kortvarigt og relativt fast, men kun lige præcis solidt nok til ikke at virke vagt. Det er præcis det samme, tiltalende miks af blødt og hårdt, af følsomhed og modstandskraft, som den 60-årige Liam Neeson har gjort til sit kendemærke i film som »Schindlers liste«, »Michael Collins« og Bille Augusts udgave af »Les Miserables«.
Som et fyrtårn mejslet ud af en porøs klippeart fremstår Liam Neeson robust og mandhaftig, samtidig med at hans sørgmodige øjne og trygge, mørke stemme – af instruktørvennen Steven Spielberg beskrevet som »lyden af cigaretter og cognac« – antyder sensitive dybder. Kombinationen er lige effektiv, hvad enten Neeson bejler til sin betydelige fanskare af modne kvinder, eller han giver den gas som midaldrende actionhelt.
For eksempel var den franskproducerede selvtægtsfilm »Taken« fra 2008 næppe blevet en uventet, international videosucces, hvis ikke det var for den tyngde og troværdighed, som Liam Neeson lagde i hovedrollen.
Som den tidligere CIA-agent Bryan Mills uddelte Neeson overbevisende bøllebank til de albanske alfonser, der havde kidnappet hans teenagedatter. Efteråret 2012 vanker der igen øretæver i fortsættelsen, »Taken 2«, hvor Mills selv bliver bortført sammen med sin ekskone under en ferietur til Tyrkiet.
Liam Neeson har til dels baseret rollen som den handlekraftige Bryan Mills på en virkelig person, som han lærte at kende under forberedelserne til en anden film for et par år siden.
– Han er en kammerat, a pal, siger Neeson og afslører sin irske herkomst ved at gøre l'et i ordet »pal« ualmindelig rundt og langstrakt.
– Selv om han ikke har nogen børn, så er han Bryan Mills. En gang imellem forsvinder han for siden at vende hjem med et skudsår i siden eller skulderen. Så har han været i Pakistan eller Afghanistan på en eller anden hemmelig operation. Det er helt utroligt, siger Neeson.
Liam Neesons unavngivne soldaterbekendtskab må ikke udtale sig om, hvad han foretager sig på jobbet. Men helt sundt for sjælen er vennens lyssky erhverv tydeligvis ikke:
– Han siger, at det er som at tænde og slukke for en kontakt, hver gang han tager ud på en mission. Når han så kommer hjem, kan han ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i to uger. I stedet for drikker han sig meget fuld, især hvis han har mistet en god ven. Efter de to uger kommer han op til overfladen, og så har han det fint igen.
På spørgsmålet om, hvorvidt Liam Neeson som skuespiller har et lignende relæ, der slår hans rolle til og fra, svarer han:
– Til en vis grad. Mit job er bare ikke nær så farligt som hans!
 |
| Liam Neeson i "Taken 2" (2012) | foto fra filmen |
Liam Neesons karakteristiske profil afslører, at han ellers ikke er uvant med at indkassere knubs. Som 15-årig amatørbokser brækkede han næsen under en kamp, og selv om det er over 40 år siden, at han sidst stod i ringen, nyder Liam Neeson fortsat godt af den disciplin, som kommer af at være forhenværende nævekæmper. Især når han spiller fysisk krævende roller i actionfilm som »Taken«, fortæller han:
– Under optagelserne skulle jeg øve kampkoreografi hver dag efter fyraften. Selv om søndagen, hvor alle havde fri, trænede jeg stunts. Så disciplinen er den samme som dengang, jeg var bokser. Man går i motionsrum på et fast tidspunkt hver aften, og man pjækker ikke fra træningen.
Da Liam Neeson blev 17, måtte han lægge handskerne på hylden af den simple grund, at det begyndte at gøre for ondt at modtage tæsk, når han samtidig led af vokseværk. I stedet vendte han sin opmærksomhed mod skuespillets verden. De skrå brædder havde første gang udvist sin dragende kraft på Neeson, da han som 11-årig skoleelev ville gøre indtryk på en pige i sin klasse og derfor meldte sig til dramaholdet.
 |
| En ung Liam Neeson i "Pilgrim's Progress" (1979) | foto fra filmen |
– Jeg spillede med i flere stykker på min skole og lavede meget amatørteater i min fritid. Siden gik jeg to år på lærerseminarium, hvor jeg også spillede en masse teater. Og på et eller andet tidspunkt var der nogen, der begyndte at betale mig for det, konstaterer Liam Neeson om sit valg af levevej.
Liam Neeson fortsatte dog med at boksetræne, og han er stadig fan af sporten. Da skuespilleren mindes sit ungdommelige møde med historiens største bokseikon, lyser han synligt op.
– Muhammad Ali var mit idol. Han var et formidabelt stykke mandfolk. Jeg fik lov til at hilse på ham i 1980, og jeg sværger: Jeg blev helt bogstaveligt blød i knæene.
På det tidspunkt havde 38-årige Muhammad Ali stadig et par kampe i sig, før han gik på pension. Det var dog ikke sporten, der bragte legenden til den engelske hovedstad. Muhammad Ali skulle gøre reklame for tv-filmen ”Freedom Road«, hvori han havde en sjælden skuespilrolle som slave.
 |
| Helen Mirren og Liam Neeson dannede par i 1980'erne |
– Det var en forfærdelig dårlig film, ler Liam Neeson, der dengang var en ung, ukendt teaterskuespiller. Men fordi hans daværende kæreste, Helen Mirren, kendte filmens producer, kom Neeson med som påhæng, da Mirren blev inviteret til audiens hos Muhammad Ali på det fine Dorchester Hotel.
– Jeg rakte Ali et lille stykke papir og bad ham om at skrive en autograf til min far. Ali spurgte, hvad min far hed og skrev så: »Til Barney, Muhammad Ali«. Bagefter tog jeg hjem til min far og foldede papiret ud. Far tog sine læsebriller på, og da han så, hvad der stod på sedlen, begyndte tårerne at trille ned ad hans kinder, husker Liam Neeson.
Desværre fik Liam Neeson ikke udnyttet chancen for at diskutere boksning med sit store idol:
– Vi talte slet ikke sammen, for Ali forsøgte hele tiden at lægge an på min kæreste. Imens stod jeg og tænkte for mig selv, »Wauw, Muhammad Ali prøver at score min kæreste!«.
EKSTRAMATERIALE:
Liam Neeson og den skandinaviske forbindelse
Når Liam Neeson optager film i fremmede lande, nyder han at fordybe sig i den lokale kunst og arkitektur ved at gå på gallerier og museer, fortæller han. I de perioder, hvor skuespilleren ikke arbejder, slapper han gerne af ved at læse skandinaviske kriminalromaner.
– Jeg kan slet ikke få nok af dem, siger Liam Neeson begejstret og afslører, at han har fire af Henning Mankells Wallander-bøger liggende på sit natbord. Neeson er desuden så vild med den norske forfatter Jo Nesbø, at han anbefalede bogserien om detektiven Harry Hole til sin svigermor, den britiske teaterlegende Vanessa Redgrave.
– Vanessa læste »Genfærd« på 24 timer. Hun kunne simpelthen ikke lægge den fra sig, siger Neeson, mens han med sin venstre hånd udmåler omfanget af Nesbøs 450 sider tykke roman i luften.
Derudover ser Liam Neeson somme tider europæisk fodbold i tv, når han tilbringer ledige søndage i sit hjem i New York. Den irske filmstjerne følger Premier League-holdene Manchester United og Liverpool, men skynder sig at tilføje, at det mest er fordi, begge hans teenagesønner er Liverpool-fans.
Liam Neeson trækker da også blankt, da navnet på holdets danske forsvarsspiller, Daniel Agger, kommer på bordet.
– Har han været hos Liverpool længe? Har de lige købt ham? spørger Liam Neeson prøvende, før han giver fortabt og undskylder med ordene:
– Hvis mine drenge var her nu, ville de sidde og sparke mig under bordet. »Kom nu, far, du ved da godt, hvem han er!
BLÅ BOG
Liam John Neeson
- Irsk skuespiller, født 7. juni 1952 i Ballymena, Nordirland.
- Søn af en kok og en pedel. Har tre søstre.
- Dyrkede amatørboksning fra 9- til 17-års alderen.
- Teaterdebut i 1976; spillefilmdebut i 1979.
- Oscarnomineret for hovedrollen i »Schindlers liste« (1993).
- Var gift med kollegaen Natasha Richardson fra 1994 til hendes død i en tragisk skiulykke i 2009.
- Bor i New York med sine to teenagesønner, Michael og Daniel.
- Blev UNICEF-ambassadør i 2011.
onsdag den 1. september 2010
"The Queen": Brie møder Helen Mirren
Mens andre modne skuespillerinder kæmper for at fastholde grebet om karrieren, klatrer 65-årige Dame Helen Mirren mod nye tinder med usvækket kraft. I næste uge er hun for eksempel Venedig-aktuel som Prospera i "The Tempest", en moderniseret udgave af Shakespeares "Stormen".
I 2006 tog hun hjem fra festivalen med en Sølvløve for sit portræt af dronning Elizabeth II i "The Queen" (som DR2 og DR HD viser i aften).
Jeg havde dengang fornøjelsen af at møde den britiske stjerne, da hun holdt hof i haven på Hotel des Bains, og det er ikke for lidt at sige, at hendes forrygende udstråling tog os alle med ... storm!
Hendes Majestæt Helen Mirren
Interview med Helen Mirren, "The Queen"
Brian Iskov i AOK/Berlingske Tidende (Venedig), 3. november 2006
”Har I nogensinde set Dronningens bagdel?”, spørger Helen Mirren med et uartigt plirrende blik.
En svensk journalist, der skylder ti pund til en engelsk ven, har fået den vittige idé at lade skuespillerinden sætte sit navnetræk under dronning Elizabeths portræt på pengesedlen. Mirren, der fra i dag kan ses i biograferne som selv samme dronning, griber prompte lejligheden til at vise os et trick, hun lærte ”for mange år siden”.
Hun bukker målrettet sedlens ender ind over hinanden og lader den monetære origami gå bordet rundt til stor moro for alle, inklusive hende selv. Minsandten, om man lægger monarkens strenge kontrafej i lidt andre folder end sædvanligt, fremkommer der angiveligt et fruentimmers bagparti. Et fikst lille festnummer, lige så overrumplende slagfærdigt, som det er elegant turneret, og som sådan kendetegnende for Helen Mirrens besnærende komplekse udstråling.
AOK MØDER SKUESPILLERINDEN til filmfestivalen i Venedig, hvor den yderst velholdte 61-årige charmerer pressens herrer med en afvæbnende ligefremhed, der spiller virkningsfuldt op imod hendes svalt aristokratiske aura. På samme måde står Mirrens formfuldendte teaterdiktion i spøjs kontrast til den tatovering, der titter op fra håndleddet som et diskret levn fra dengang, »kun sømænd og Hell's Angels« lagde sig under nålen.
Titlerne i filmografien vidner ligeledes om en uforfærdet kunstnersjæl, der aldrig er stukket op for bollemælk. Alligevel var Helen Mirren efter eget udsagn frygtelig nervøs over at skulle portrættere Storbritanniens royale overhoved i Stephen Frears' »The Queen«. Hun vidste instinktivt, at hvert eneste skridt ville blive gransket nidkært af den britiske offentlighed, som ifølge Mirren nærer et »lettere skizofrent, men utrolig intenst« forhold til deres kongehus.
»I starten var jeg meget usikker på rollen, men så tænkte jeg: Hvorfor ikke kigge på portrætmalerier af dronningen? Hun har altid været meget large med at lade sig portrættere og blander sig aldrig i processen, end ikke i de mest radikale og udskældte tilfælde. Det fik mig til at indse, at min version af hende blot var endnu en fortolkning, ligesom hvert eneste maleri er udtryk for den enkelte kunstners opfattelse. Det frigjorde mig,« fortæller Helen Mirren, der få dage efter interviewet modtog den første, men næppe den sidste, pris for sin præstation som Elizabeth II i »The Queen«.
Selv er Helen Mirren opvokset i en familie af overbeviste anti-monarkister. Hendes forældre var glødende socialister og meget oprørte over klassedelingen i det britiske samfund, men deres kritik gik altid på kongehuset som institution, aldrig på personerne i tronsædet. Den unge Helen Mirren annekterede ganske naturligt forældrenes synspunkter og tillagde sig en »Sex Pistols-agtig« attitude overfor de kongelige og alt deres væsen (»selv da Prinsesse Diana døde, syntes jeg bare, de var irriterende, og at de kunne rende og hoppe,« fortæller hun).
Arbejdet med »The Queen« tvang imidlertid Helen Mirren til at reevaluere sit syn på monarkiets spillere og i særdeleshed Elizabeth II.
»For mig var hun lidt som Big Ben: Et ikon så velkendt, at man ville kunne tegne det med bind for øjnene. Men efter at have fordybet mig i detaljerne omkring hendes psykologi må jeg sige, at jeg - som mange andre republikanere - forelskede mig lidt i Dronningen som person,« indrømmer Helen Mirren.
SKUESPILLERINDEN BLEV adlet af prins Charles for tre år siden – hun er nu Dame, svarende til det mandlige Sir – men dronning Elizabeth har hun endnu kun mødt én gang. Det varede omtrent tyve sekunder og foregik under en polokamp, hvor hun og andre udvalgte kendisser var inviteret til audiens.
»Jeg og Chloë Sevigny – sikken et par, i øvrigt! – fik foretræde for dronningen i teltet, hvor hun sad og drak te. Jeg præsenterede os: »Ma'm, dette er Chloë Sevigny, som er kommet helt fra Californien for at møde Dem. Og jeg er Helen Mirren, jeg er kommet helt fra Battersea,« hvilket var lige rundt om hjørnet. Min lille vits,« siger Mirren og ler på nøjagtig den måde, man forventer af hende: Hjerteligt og forfinet på samme tid.
Dronningen viste sig at besidde en veludviklet sans for knastør ironi, og Mirren fremhæver kløgtigt regentens drilske side i begyndelsen af »The Queen«, før Dianas tragiske død sætter handlingen i skred. Resten af detaljerne i portrættet har Mirren enten måttet gætte sig til eller udlede af de officielle biografier, for Elizabeth II giver aldrig interview.
Trods mange års massiv eksponering af familien på Buckingham Palace forbliver dronningens privatliv en lukket bog, og med tanke på vores udadvendte Margrethe II og de danske partyprinser kan det synes svært at forstå, at de millioner af undersåtter, der hver dag lader tungen løbe op og ned af monarkens nakke på det britiske postvæsens frimærker, faktisk ved forsvindende lidt om hendes person.
Helen Mirren erkender paradokset:
»I en ideel verden vil vores monarki bevæge sig mere i retning af de danske og svenske, og jeg tror, det kommer, når Charles bliver konge. På den anden side er det også en slags triumf, at det er lykkedes vores regenter at være så velkendte og dog så private, når man tænker på tidens tendens til psykologisk sæbeopera, snagende presse og udkrængede følelser. Dronningen og hendes generation har holdt sig helt ude af det cirkus. Ikke fordi det ikke rager folket, hvordan de royale har det; jeg tror bare, de opfatter det som uhøfligt og selvsmagende at trække deres personlige traumer ned over andre mennesker. Det er ikke deres funktion. Deres job er at være disciplinerede, ansvarlige og pligtopfyldende.«
HELEN MIRREN FANDT yderligere nøgler til dronningens psykologi i hendes let løftede blik og den stoiske ro, hvormed monarken svæver over vandene.
»Den måde, hun iagttager verden på gennem sine øjne, minder mig om en sømand, der ser ud ad et koøje på et skib eller en ubåd. Helt nøgternt bevarer hun det kolde overblik og lader ligesom tingene ske omkring sig. Hun er fuldstændig afklaret med sin egen rolle.«
Som man vil se i »The Queen«, finder Helen Mirren ind til en særdeles troværdig kerne af overlegent stenansigt i sit portræt af Elizabeth II. Allerede under optagelserne mærkede skuespillerinden, at hun havde fat i noget af det rigtige: Hver gang hun kom anstigende i monarkens klæder, lagde en andægtig stilhed sig over filmsettet.
»Selv min assistent blev helt befippet, når jeg kiggede hende i øjnene som dronningen. Det blev for intimiderende for hende,« klukker Helen Mirren, der heller ikke selv kunne sige sig fri for at føle sig en smule forvirret.
Endnu engang sætter hun i en perlende latter, da hun beretter om eftervirkningerne af sin royale periode:
»Når jeg ser et billede af dronning Elizabeth nu, udbryder jeg: »Dér er jeg jo! Hvad laver jeg så i dag? Aha, jeg indvier et hospital!!««
ANMELDELSE:
The Queen (2006, Stephen Frears)
Brian Iskov i GEAR, februar 2007
Diana er død! Briternes landesorg vokser til et oprør, da nyheden om prinsessens tragiske endeligt mødes med rungende tavshed hos Elizabeth II, der aldrig har brudt sig om, endsige forstået, sin svigerdatter. Det er op til den nyindsatte Tony Blair at gyde olie på vandene ved at smoothtalke regenten ud fra sit skjul.
Stephen Frears’ udsøgte komediedrama skildrer vittigt mødet mellem den hvalpede premierminister og landets myndige moderskikkelse, for hvem unge Blair blot er ”nr. 10 i rækken”. Helen Mirrens kombination af drilsk sarkasme og stoisk stenansigt er ganske mageløs – hvis hun ikke har indkasseret en Oscar, når du læser disse linjer, står verden ikke længere! [Note: Hun fik Oscaren. /B.I.]
I 2006 tog hun hjem fra festivalen med en Sølvløve for sit portræt af dronning Elizabeth II i "The Queen" (som DR2 og DR HD viser i aften).
Jeg havde dengang fornøjelsen af at møde den britiske stjerne, da hun holdt hof i haven på Hotel des Bains, og det er ikke for lidt at sige, at hendes forrygende udstråling tog os alle med ... storm!
Hendes Majestæt Helen Mirren
Interview med Helen Mirren, "The Queen"
Brian Iskov i AOK/Berlingske Tidende (Venedig), 3. november 2006
”Har I nogensinde set Dronningens bagdel?”, spørger Helen Mirren med et uartigt plirrende blik.
En svensk journalist, der skylder ti pund til en engelsk ven, har fået den vittige idé at lade skuespillerinden sætte sit navnetræk under dronning Elizabeths portræt på pengesedlen. Mirren, der fra i dag kan ses i biograferne som selv samme dronning, griber prompte lejligheden til at vise os et trick, hun lærte ”for mange år siden”.
Hun bukker målrettet sedlens ender ind over hinanden og lader den monetære origami gå bordet rundt til stor moro for alle, inklusive hende selv. Minsandten, om man lægger monarkens strenge kontrafej i lidt andre folder end sædvanligt, fremkommer der angiveligt et fruentimmers bagparti. Et fikst lille festnummer, lige så overrumplende slagfærdigt, som det er elegant turneret, og som sådan kendetegnende for Helen Mirrens besnærende komplekse udstråling.
AOK MØDER SKUESPILLERINDEN til filmfestivalen i Venedig, hvor den yderst velholdte 61-årige charmerer pressens herrer med en afvæbnende ligefremhed, der spiller virkningsfuldt op imod hendes svalt aristokratiske aura. På samme måde står Mirrens formfuldendte teaterdiktion i spøjs kontrast til den tatovering, der titter op fra håndleddet som et diskret levn fra dengang, »kun sømænd og Hell's Angels« lagde sig under nålen.
Titlerne i filmografien vidner ligeledes om en uforfærdet kunstnersjæl, der aldrig er stukket op for bollemælk. Alligevel var Helen Mirren efter eget udsagn frygtelig nervøs over at skulle portrættere Storbritanniens royale overhoved i Stephen Frears' »The Queen«. Hun vidste instinktivt, at hvert eneste skridt ville blive gransket nidkært af den britiske offentlighed, som ifølge Mirren nærer et »lettere skizofrent, men utrolig intenst« forhold til deres kongehus.
»I starten var jeg meget usikker på rollen, men så tænkte jeg: Hvorfor ikke kigge på portrætmalerier af dronningen? Hun har altid været meget large med at lade sig portrættere og blander sig aldrig i processen, end ikke i de mest radikale og udskældte tilfælde. Det fik mig til at indse, at min version af hende blot var endnu en fortolkning, ligesom hvert eneste maleri er udtryk for den enkelte kunstners opfattelse. Det frigjorde mig,« fortæller Helen Mirren, der få dage efter interviewet modtog den første, men næppe den sidste, pris for sin præstation som Elizabeth II i »The Queen«.
Selv er Helen Mirren opvokset i en familie af overbeviste anti-monarkister. Hendes forældre var glødende socialister og meget oprørte over klassedelingen i det britiske samfund, men deres kritik gik altid på kongehuset som institution, aldrig på personerne i tronsædet. Den unge Helen Mirren annekterede ganske naturligt forældrenes synspunkter og tillagde sig en »Sex Pistols-agtig« attitude overfor de kongelige og alt deres væsen (»selv da Prinsesse Diana døde, syntes jeg bare, de var irriterende, og at de kunne rende og hoppe,« fortæller hun).
Arbejdet med »The Queen« tvang imidlertid Helen Mirren til at reevaluere sit syn på monarkiets spillere og i særdeleshed Elizabeth II.
»For mig var hun lidt som Big Ben: Et ikon så velkendt, at man ville kunne tegne det med bind for øjnene. Men efter at have fordybet mig i detaljerne omkring hendes psykologi må jeg sige, at jeg - som mange andre republikanere - forelskede mig lidt i Dronningen som person,« indrømmer Helen Mirren.
SKUESPILLERINDEN BLEV adlet af prins Charles for tre år siden – hun er nu Dame, svarende til det mandlige Sir – men dronning Elizabeth har hun endnu kun mødt én gang. Det varede omtrent tyve sekunder og foregik under en polokamp, hvor hun og andre udvalgte kendisser var inviteret til audiens.
»Jeg og Chloë Sevigny – sikken et par, i øvrigt! – fik foretræde for dronningen i teltet, hvor hun sad og drak te. Jeg præsenterede os: »Ma'm, dette er Chloë Sevigny, som er kommet helt fra Californien for at møde Dem. Og jeg er Helen Mirren, jeg er kommet helt fra Battersea,« hvilket var lige rundt om hjørnet. Min lille vits,« siger Mirren og ler på nøjagtig den måde, man forventer af hende: Hjerteligt og forfinet på samme tid.
Dronningen viste sig at besidde en veludviklet sans for knastør ironi, og Mirren fremhæver kløgtigt regentens drilske side i begyndelsen af »The Queen«, før Dianas tragiske død sætter handlingen i skred. Resten af detaljerne i portrættet har Mirren enten måttet gætte sig til eller udlede af de officielle biografier, for Elizabeth II giver aldrig interview.
Trods mange års massiv eksponering af familien på Buckingham Palace forbliver dronningens privatliv en lukket bog, og med tanke på vores udadvendte Margrethe II og de danske partyprinser kan det synes svært at forstå, at de millioner af undersåtter, der hver dag lader tungen løbe op og ned af monarkens nakke på det britiske postvæsens frimærker, faktisk ved forsvindende lidt om hendes person.
Helen Mirren erkender paradokset:
»I en ideel verden vil vores monarki bevæge sig mere i retning af de danske og svenske, og jeg tror, det kommer, når Charles bliver konge. På den anden side er det også en slags triumf, at det er lykkedes vores regenter at være så velkendte og dog så private, når man tænker på tidens tendens til psykologisk sæbeopera, snagende presse og udkrængede følelser. Dronningen og hendes generation har holdt sig helt ude af det cirkus. Ikke fordi det ikke rager folket, hvordan de royale har det; jeg tror bare, de opfatter det som uhøfligt og selvsmagende at trække deres personlige traumer ned over andre mennesker. Det er ikke deres funktion. Deres job er at være disciplinerede, ansvarlige og pligtopfyldende.«
HELEN MIRREN FANDT yderligere nøgler til dronningens psykologi i hendes let løftede blik og den stoiske ro, hvormed monarken svæver over vandene.
»Den måde, hun iagttager verden på gennem sine øjne, minder mig om en sømand, der ser ud ad et koøje på et skib eller en ubåd. Helt nøgternt bevarer hun det kolde overblik og lader ligesom tingene ske omkring sig. Hun er fuldstændig afklaret med sin egen rolle.«
Som man vil se i »The Queen«, finder Helen Mirren ind til en særdeles troværdig kerne af overlegent stenansigt i sit portræt af Elizabeth II. Allerede under optagelserne mærkede skuespillerinden, at hun havde fat i noget af det rigtige: Hver gang hun kom anstigende i monarkens klæder, lagde en andægtig stilhed sig over filmsettet.
»Selv min assistent blev helt befippet, når jeg kiggede hende i øjnene som dronningen. Det blev for intimiderende for hende,« klukker Helen Mirren, der heller ikke selv kunne sige sig fri for at føle sig en smule forvirret.
Endnu engang sætter hun i en perlende latter, da hun beretter om eftervirkningerne af sin royale periode:
»Når jeg ser et billede af dronning Elizabeth nu, udbryder jeg: »Dér er jeg jo! Hvad laver jeg så i dag? Aha, jeg indvier et hospital!!««
ANMELDELSE:
The Queen (2006, Stephen Frears)
Brian Iskov i GEAR, februar 2007
Diana er død! Briternes landesorg vokser til et oprør, da nyheden om prinsessens tragiske endeligt mødes med rungende tavshed hos Elizabeth II, der aldrig har brudt sig om, endsige forstået, sin svigerdatter. Det er op til den nyindsatte Tony Blair at gyde olie på vandene ved at smoothtalke regenten ud fra sit skjul.
Stephen Frears’ udsøgte komediedrama skildrer vittigt mødet mellem den hvalpede premierminister og landets myndige moderskikkelse, for hvem unge Blair blot er ”nr. 10 i rækken”. Helen Mirrens kombination af drilsk sarkasme og stoisk stenansigt er ganske mageløs – hvis hun ikke har indkasseret en Oscar, når du læser disse linjer, står verden ikke længere! [Note: Hun fik Oscaren. /B.I.]
Abonner på:
Opslag (Atom)
