Viser opslag med etiketten Steven Spielberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Steven Spielberg. Vis alle opslag

torsdag den 21. september 2017

"Paris må vente" (Paris Can Wait): Interview med filmkomponist Laura Karpman

Ugens danske biografpremiere på ”Paris må vente” skiller sig ikke kun ud ved debutinstruktørens køn og alder (Eleanor Coppola, 80 år). Lige så usædvanligt skyldes filmens caféloungede lydspor hverken en Hans, Thomas, Clint, Michael eller John.

For komponisten hedder Laura Karpman.

Og selv om hun både har vundet Grammy- og Emmy-priser for andre af hendes værker, er Karpmans navn stadig forholdsvis ukendt i den offentlige filmdiskurs – blandt andet fordi kvinder aldrig får lov til at skrive lydsporet til blockbustere.

Laura Karpman | pressefoto

Sidste år leverede kvinder underlægningsmusik til 3 procent af filmene på den amerikanske top-250, oplyser Center for the Study of Women in Television and Film. De kvindelige komponisters manglende synlighed i film- og tv-branchen fik i 2015 Laura Karpman og to af hendes kolleger til at stifte Alliance for Women Film Composers (AWFC). I skrivende stund indeholder AWFCs medlemsdatabase 211 nye og etablerede filmkomponister af hunkøn.

I dagens Politiken FILM (21.09.2017) kan du læse, hvad Laura Karpman og hendes canadiske kollega, Lesley Barber, fortalte mig om deres kamp for ligestilling i faget, da jeg mødte dem på Toronto Film Festival 2016.

Jeg afprøvede ved samme lejlighed mit "Filmkomponisternes spørgeskema" på Laura Karpman. Resultatet kan du læse herunder.

> The Alliance for Women Film Composers
> The Celluloid Ceiling: Behind-the-Scenes Employment of Women on the Top 100, 250, and 500 Films of 2016
> Interview med Lesley Barber (Bries Blog-O-Rama)


THE MOVIE COMPOSER'S QUESTIONNAIRE
with LAURA KARPMAN
Written by Brian Iskov, TIFF 2016

What were the last projects you worked on?
I have two films here at TIFF this year: A documentary called "The Cinema Travellers". I co-scored that with my spouse [Nora Kroll-Rosenbaum]. I also scored "Paris Can Wait" which is Eleanor Coppola's feature debut.

”The Cinema Travellers” is this beautiful film about the death of the travelling cinema in Western India. It follows three men who travel around in trucks with heavy reels and take movies out to these remote places, and people love it. So it's this combination of the joy of cinema with the requiem to the analogue. Finally, they get a digital projector which is smaller than the huge multipound reels.

For that score, they [the directors, Shirley Abraham and Amit Madheshiya] wanted something very simple, elegaic, slow-moving, beautiful, almost sad music. Norah and I kept trying to put in rhythmic stuff and more music that comes from Western India, and we did a lot of research and recording, but ultimately they didn't want that. They wanted this simple Western score with little touches of elements from that region and just something that is kind of a sad ”Cinema Paradiso”.



The Eleanor Coppola film [”Paris Can Wait”] is also a travelling movie, about a woman whose husband is not the most generous and attentive man in the world. They are at the Cannes Film Festival, and she can't go with him to Budapest because she has an ache in her ear. So she winds up driving back to Paris with a colleague of his who decides to take this opportunity to show her every inch of France and every edible morsel between Cannes and Paris. It's this romance with France and with food and kind of between the two of them. It's also a small score but this one draws really from French jazz. Jean-Pierre Rampal, Claude Bolling ... there is something very specific about French jazz, like taking Debussy and bebop and putting it in the mixer and seeing what comes out.

That was a very fun score to do. There is a lot of sampling in it too, a lot of sound effects. We also brought in the great cabaret singer Ute Lemper who sang two of the songs that I arranged. They meld very well in the film. I also composed and produced all the source music, and I wanted to do that because I wanted the source and the score to float in and out of each other and become this kind of fluidity, just part of the journey so you don't really notice when the songs and the [Erik] Satie begins, or the Mozart then becomes a part of the groovy remix later and the hip French café. So it was a pleasure and a really gorgeous film to work on. I loved it.

søndag den 22. januar 2017

"Manchester by the Sea": Interview med filmkomponist Lesley Barber

Vi hører sjældent om dem, men de findes derude – de kvindelige filmkomponister. Bries Blog-O-Rama mødte nogle af dem på sidste års Toronto Film Festival. Her er det første interview i serien (på engelsk).



Canadiske Lesley Barber har senest komponeret underlægningsmusik til Kenneth Lonergans drama ”Manchester by the Sea”, som havde dansk biografpremiere torsdag 19. januar.

Selvom "Manchester by the Sea" ligger lunt i svinget til årets oscarnomineringer, er Lesley Barbers musik ikke med i opløbet. Det Amerikanske Filmakademi valgte at diskvalificere lydsporet, fordi det indeholder flere eksisterende stykker klassisk musik, der anvendes på linje med Barbers nykomponerede cues. (Diskvalificeringen skete, efter at det nedenstående interview fandt sted.)

Lesley Barber har tidligere skrevet musik til bl.a. Kenneth Lonergans ”You Can Count on Me” (2001), Mary Harrons ”The Moth Diaries” (2011) og Patricia Rozemas ”Mansfield Park” (1999). Uddrag fra mange af Lesley Barbers scores kan høres på hendes hjemmeside, lesleybarber.com.

Barber er medlem af Alliance for Women Film Composers.



FOR FOREIGN READERS: Canadian film composer Lesley Barber has written the music score for Kenneth Lonergan's recent Oscar contender "Manchester by the Sea" (2016) as well as Lonergan's "You Can Count on Me" (2001). Other works include Mary Harron's "The Moth Diaries" (2011) and Patricia Rozema's "Mansfield Park" (1999).

The following interview with Lesley Barber took place at Toronto Film Festival 2016, before Barber's score for "Manchester by the Sea" was deemed ineligible for Academy Award consideration by the Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS).

Lesley Barber - publicity photo

torsdag den 7. august 2014

Boganmeldelse: "Reflections: An Oral History of Twin Peaks"

Det er ikke kun her på Bries Blog-O-Rama, at Twin Peaks-feberen er blusset op igen i forbindelse med blu-ray-udgivelsen af ”Twin Peaks: The Entire Mystery”. Denne sommer byder også på to spritnye bøger, der ser tilbage på Mark Frost og David Lynchs 24 år gamle tv-fænomen.

Ultimo august udkommer Andreas Halskovs bog ”Paradoksets kunst – David Lynch og hans film” på Turbine forlaget, hvor forfatteren anlægger en akademisk vinkel på ”Twin Peaks” og andre Lynch-værker. Men i dag skal det handle om den engelsksprogede bog "Reflections: An Oral History of Twin Peaks", som udkom den 15. juli på forlaget short/Tall press. Lad det være sagt med det samme: Brad Dukes' bog er et absolut must for alle Peaks-fans.


”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” må være den hidtil grundigste og mest detaljerede krønike over ”Twin Peaks”-serien og dens tilblivelse. Gennem tre år har Brad Dukes utrætteligt opsøgt mere end 100 af de personer, der var med til at skabe serien foran og bag kameraet. Nogle af dem har endda stillet sjældne privatfotos fra optagelserne til rådighed for bogen.

Galleriet af interviewpersoner favner bredt, så både teknikere, talentagenter og tidligere network-folk kommer til orde. Alle væsentlige skuespillere pånær Lara Flynn Boyle og David Duchovny giver deres besyv med, og Brad Dukes har også været så priviligeret at få Mark Frost til at deltage i projektet. Ikke overraskende glimrer David Lynch ved sit fravær, men kender man Lynch ret, ville han næppe have sagt meget brugbart alligevel. (Ifølge et interview med Brad Dukes var Lynch tæt på at bide på krogen, men valgte altså i sidste ende at takke nej.)

> Læs interview med forfatteren Brad Dukes (Welcome to Twin Peaks.com)

De mange indsamlede udsagn er stykket sammen til en mosaik, som tegner et kronologisk billede af ”Twin Peaks” og seriens udvikling set indefra. Tidslinjen spænder fra det første møde mellem Mark Frost og David Lynch i 1985 til den drastiske implosion af seriens anden sæson i 1991. (Den efterfølgende spillefilm, ”Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage”, som Lynch lavede uden Frost i 1992, berøres kun kursorisk.)

Bogens forfatter flankeret af Sheryl Lee (Laura Palmer) og Ray Wise (Leland Palmer) | pr-foto

I koret af stemmer i ”Reflections” aner man nogle gennemgående refræner, som alle synger med på. Ét af dem lyder, at det var en genistreg at sætte Mark Frost og David Lynch sammen.

Den erfarne tv-forfatter Mark Frost har alle dage stået i skyggen af Lynch, når talen faldt på ”Twin Peaks” (se bare, hvordan flere danske dagblade for nylig henviste Frost til en sølle parentes i deres omtaler af blu-ray-boksen). Derfor tjener det ”Reflections” til ære, at den netop fremhæver styrken af kombinationen Lynch og Frost. I mødet mellem de to opstod en unik synergi, hvor David Lynchs skæve ideer og Mark Frosts greb om tv-mediets fortællestrukturer berigede hinanden.

”I do credit Mark Frost for keeping David's genius accessible in that pilot and bringing him to earth a bit. I think that's a dance they did so brilliantly: their collaboration of grounding and extraordinary inspired weirdness.” 
- Todd Holland, episodeinstruktør på ”Twin Peaks”

”Reflections” sætter en fed streg under Mark Frosts væsentlige bidrag til ”Twin Peaks” som seriens medskaber og tovholder – det, man i dag ville kalde showrunner. Mange vil nok blive overrasket over at læse, at David Lynch var væk under størstedelen af første sæson, mens Frost var på settet hver dag for at holde opsyn med produktionen. Det var også Frost, der sikrede kontinuiteten ved at lave den sidste gennemskrivning af samtlige manuskripter.

søndag den 8. september 2013

"Taken 2": Brie møder Liam Neeson

61-årige Liam Neeson har i en årrække haft status af sexsymbol for modne kvinder. Men at han takket være "Taken"-filmene skulle få sit populære gennembrud som hårdtslående, midaldrende actionhelt, kom som en overraskelse for mange.

Jeg mødte Liam Neeson, da han sidste efterår besøgte København til premieren på "Taken 2". Den irske skuespiller fortalte bl.a. om sin fortid som bokser, ligesom han mindedes sit møde med legenden Muhammad Ali og afslørede sin hang til skandinaviske krimier.

Den første "Taken" fra 2008 vises i aften kl. 21.00 på DR3.



INTERVIEW MED LIAM NEESON:
En blød actionmand
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2012

Størrelsen er det første, man bemærker, når man står over for Liam Neeson. Den irskfødte skuespiller rager 1,93 meter i vejret, og Neesons rolige, men magtfulde aura lægger yderligere alen til hans statur i den lavloftede suite på Hotel Skt. Petri i København.

Til goddag rækker han en næve frem, der er næsten dobbelt så stor som journalistens. Neesons håndtryk er kortvarigt og relativt fast, men kun lige præcis solidt nok til ikke at virke vagt. Det er præcis det samme, tiltalende miks af blødt og hårdt, af følsomhed og modstandskraft, som den 60-årige Liam Neeson har gjort til sit kendemærke i film som »Schindlers liste«, »Michael Collins« og Bille Augusts udgave af »Les Miserables«.


Som et fyrtårn mejslet ud af en porøs klippeart fremstår Liam Neeson robust og mandhaftig, samtidig med at hans sørgmodige øjne og trygge, mørke stemme – af instruktørvennen Steven Spielberg beskrevet som »lyden af cigaretter og cognac« – antyder sensitive dybder. Kombinationen er lige effektiv, hvad enten Neeson bejler til sin betydelige fanskare af modne kvinder, eller han giver den gas som midaldrende actionhelt.

For eksempel var den franskproducerede selvtægtsfilm »Taken« fra 2008 næppe blevet en uventet, international videosucces, hvis ikke det var for den tyngde og troværdighed, som Liam Neeson lagde i hovedrollen.

Som den tidligere CIA-agent Bryan Mills uddelte Neeson overbevisende bøllebank til de albanske alfonser, der havde kidnappet hans teenagedatter. Efteråret 2012 vanker der igen øretæver i fortsættelsen, »Taken 2«, hvor Mills selv bliver bortført sammen med sin ekskone under en ferietur til Tyrkiet.



Liam Neeson har til dels baseret rollen som den handlekraftige Bryan Mills på en virkelig person, som han lærte at kende under forberedelserne til en anden film for et par år siden.
– Han er en kammerat, a pal, siger Neeson og afslører sin irske herkomst ved at gøre l'et i ordet »pal« ualmindelig rundt og langstrakt.

– Selv om han ikke har nogen børn, så er han Bryan Mills. En gang imellem forsvinder han for siden at vende hjem med et skudsår i siden eller skulderen. Så har han været i Pakistan eller Afghanistan på en eller anden hemmelig operation. Det er helt utroligt, siger Neeson.

Liam Neesons unavngivne soldaterbekendtskab må ikke udtale sig om, hvad han foretager sig på jobbet. Men helt sundt for sjælen er vennens lyssky erhverv tydeligvis ikke:

– Han siger, at det er som at tænde og slukke for en kontakt, hver gang han tager ud på en mission. Når han så kommer hjem, kan han ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i to uger. I stedet for drikker han sig meget fuld, især hvis han har mistet en god ven. Efter de to uger kommer han op til overfladen, og så har han det fint igen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Liam Neeson som skuespiller har et lignende relæ, der slår hans rolle til og fra, svarer han:
– Til en vis grad. Mit job er bare ikke nær så farligt som hans!

Liam Neeson i "Taken 2" (2012) | foto fra filmen

Liam Neesons karakteristiske profil afslører, at han ellers ikke er uvant med at indkassere knubs. Som 15-årig amatørbokser brækkede han næsen under en kamp, og selv om det er over 40 år siden, at han sidst stod i ringen, nyder Liam Neeson fortsat godt af den disciplin, som kommer af at være forhenværende nævekæmper. Især når han spiller fysisk krævende roller i actionfilm som »Taken«, fortæller han:

– Under optagelserne skulle jeg øve kampkoreografi hver dag efter fyraften. Selv om søndagen, hvor alle havde fri, trænede jeg stunts. Så disciplinen er den samme som dengang, jeg var bokser. Man går i motionsrum på et fast tidspunkt hver aften, og man pjækker ikke fra træningen.

Da Liam Neeson blev 17, måtte han lægge handskerne på hylden af den simple grund, at det begyndte at gøre for ondt at modtage tæsk, når han samtidig led af vokseværk. I stedet vendte han sin opmærksomhed mod skuespillets verden. De skrå brædder havde første gang udvist sin dragende kraft på Neeson, da han som 11-årig skoleelev ville gøre indtryk på en pige i sin klasse og derfor meldte sig til dramaholdet.

En ung Liam Neeson i "Pilgrim's Progress" (1979) | foto fra filmen

– Jeg spillede med i flere stykker på min skole og lavede meget amatørteater i min fritid. Siden gik jeg to år på lærerseminarium, hvor jeg også spillede en masse teater. Og på et eller andet tidspunkt var der nogen, der begyndte at betale mig for det, konstaterer Liam Neeson om sit valg af levevej.

Liam Neeson fortsatte dog med at boksetræne, og han er stadig fan af sporten. Da skuespilleren mindes sit ungdommelige møde med historiens største bokseikon, lyser han synligt op.

– Muhammad Ali var mit idol. Han var et formidabelt stykke mandfolk. Jeg fik lov til at hilse på ham i 1980, og jeg sværger: Jeg blev helt bogstaveligt blød i knæene.

På det tidspunkt havde 38-årige Muhammad Ali stadig et par kampe i sig, før han gik på pension. Det var dog ikke sporten, der bragte legenden til den engelske hovedstad. Muhammad Ali skulle gøre reklame for tv-filmen ”Freedom Road«, hvori han havde en sjælden skuespilrolle som slave.

Helen Mirren og Liam Neeson dannede par i 1980'erne

– Det var en forfærdelig dårlig film, ler Liam Neeson, der dengang var en ung, ukendt teaterskuespiller. Men fordi hans daværende kæreste, Helen Mirren, kendte filmens producer, kom Neeson med som påhæng, da Mirren blev inviteret til audiens hos Muhammad Ali på det fine Dorchester Hotel.

– Jeg rakte Ali et lille stykke papir og bad ham om at skrive en autograf til min far. Ali spurgte, hvad min far hed og skrev så: »Til Barney, Muhammad Ali«. Bagefter tog jeg hjem til min far og foldede papiret ud. Far tog sine læsebriller på, og da han så, hvad der stod på sedlen, begyndte tårerne at trille ned ad hans kinder, husker Liam Neeson.

Desværre fik Liam Neeson ikke udnyttet chancen for at diskutere boksning med sit store idol:
– Vi talte slet ikke sammen, for Ali forsøgte hele tiden at lægge an på min kæreste. Imens stod jeg og tænkte for mig selv, »Wauw, Muhammad Ali prøver at score min kæreste!«.


EKSTRAMATERIALE:
Liam Neeson og den skandinaviske forbindelse

Når Liam Neeson optager film i fremmede lande, nyder han at fordybe sig i den lokale kunst og arkitektur ved at gå på gallerier og museer, fortæller han. I de perioder, hvor skuespilleren ikke arbejder, slapper han gerne af ved at læse skandinaviske kriminalromaner.

– Jeg kan slet ikke få nok af dem, siger Liam Neeson begejstret og afslører, at han har fire af Henning Mankells Wallander-bøger liggende på sit natbord. Neeson er desuden så vild med den norske forfatter Jo Nesbø, at han anbefalede bogserien om detektiven Harry Hole til sin svigermor, den britiske teaterlegende Vanessa Redgrave.

– Vanessa læste »Genfærd« på 24 timer. Hun kunne simpelthen ikke lægge den fra sig, siger Neeson, mens han med sin venstre hånd udmåler omfanget af Nesbøs 450 sider tykke roman i luften.

Derudover ser Liam Neeson somme tider europæisk fodbold i tv, når han tilbringer ledige søndage i sit hjem i New York. Den irske filmstjerne følger Premier League-holdene Manchester United og Liverpool, men skynder sig at tilføje, at det mest er fordi, begge hans teenagesønner er Liverpool-fans.

Liam Neeson trækker da også blankt, da navnet på holdets danske forsvarsspiller, Daniel Agger, kommer på bordet.
– Har han været hos Liverpool længe? Har de lige købt ham? spørger Liam Neeson prøvende, før han giver fortabt og undskylder med ordene:

– Hvis mine drenge var her nu, ville de sidde og sparke mig under bordet. »Kom nu, far, du ved da godt, hvem han er!



BLÅ BOG
Liam John Neeson
  • Irsk skuespiller, født 7. juni 1952 i Ballymena, Nordirland.
  • Søn af en kok og en pedel. Har tre søstre.
  • Dyrkede amatørboksning fra 9- til 17-års alderen.
  • Teaterdebut i 1976; spillefilmdebut i 1979.
  • Oscarnomineret for hovedrollen i »Schindlers liste« (1993).
  • Var gift med kollegaen Natasha Richardson fra 1994 til hendes død i en tragisk skiulykke i 2009.
  • Bor i New York med sine to teenagesønner, Michael og Daniel.
  • Blev UNICEF-ambassadør i 2011.

onsdag den 26. oktober 2011

Tintin på film

NOTE Denne artikel er senest opdateret maj 2018.

En af Tintins største amerikanske fans er Steven Spielberg. Lige siden en fransk anmelder i starten af 1980’erne nævnte, at Indiana Jones' eventyr bar stærke ligheder med en vis europæisk tegneseriehelt, har Spielberg puslet med planer om at filmatisere nogle af Hergés legendariske Tintin-album.

Nu lykkes det endelig Steven Spielberg at opfylde sit ønske. Med Peter Jackson som producer har han bragt den strithårede belgiske reporter til live via performance capture-teknik i filmen ”Tintin: Enhjørningens hemmelighed”, der har dansk biografpremiere i morgen (27. oktober).

Jamie Bell lægger bevægelser og originalstemme til Tintin, mens kongen af mo-cap, Andy Serkis, giver en veloplagt kaptajn Haddock i Spielbergs flot producerede, om end temmelig hektiske hyldest til Hergés skabning.



Men faktisk tittede Tintin allerede ud gennem biografforhænget i 1947: Nemlig som håndanimeret dukke i en stopmotion-udgave af ”Krabben med de gyldne klosakse”. Den timelange sort-hvide film er animeret af belgieren Claude Misonne og følger tegneserien temmelig nøje.

Historiens midtersektion, hvor Tintin møder kaptajn Haddock for første gang, indgår også i Steven Spielbergs film, der sammenskriver elementer fra tre album. Selv for ikke-franskkyndige fans kan det være skægt at sammenligne Spielberg-versionen med denne langt mere rudimentære, men ganske charmerende urversion af samme historie:


Fra "Le crabe aux pinces d'or" (1947, instr. Claude Misonne)

Den ukendte Jean-Pierre Talbot trak i plusfoursene som en ganske vellignende ”Tintin på skattejagt” i 1961, der ligesom efterfølgeren ”Tintin og de blå appelsiner” (1964) befolkede slottet Møllenborg med skuespillere af kød og blod. Historierne var skrevet direkte til filmmediet, men uden Hergés deltagelse.

Da de to film i sin tid fik dansk biografpremiere, talte Tintin med skuespilleren Per Wikings stemme. Det forlyder, at Cinemateket i København agter at hive deres gamle danske kopier op af arkivet til vinterferien 2012. (OPDATERING: De eksisterende filmkopier i Filminstituttets arkiv var desværre i for dårlig stand til at kunne vises.)

I mellemtiden kan både "Tintin på skattejagt" og "Tintin og de blå appelsiner" erhverves på dvd med original fransk tale og engelske undertekster. Her er en herlig trailer for "Tintin på skattejagt", versioneret til tysk:



Tintin har også to tegnede biografspillefilm på sit cv, dog ikke af imponerende kvalitet. ”Tintin og Soltemplet” fik premiere i 1969, ”Tintin og Hajsøen” i 1972. Sidstnævnte var et nyskrevet eventyr signeret af Hergés ven og kollega, Greg (Michel Regnier). Historien udkom året efter som ”filmalbum”, hvor tegningerne var affotograferet fra filmen.

Claus Ryskjær lagde stemme til Tintin i begge biografversioneringer. Carl Ottosen og Karl Stegger indtalte kaptajn Haddock i hhv. "Tintin og Soltemplet" og "Tintin og haj-søen". Senere er filmene nyindtalt af hhv. Søren Sætter-Lassen som Tintin og Kjeld Nørgaard som Haddock.

[OPDATERING JULI 2016: Klippene fra de oprindelige danske versioneringer af disse to Tintin-biograftegnefilm er desværre blevet fjernet fra nettet, efter at Nordisk Film genudsendte dvd'erne med de gamle danske stemmer på lydsiden.]

Fra "Tintin og Soltemplet" (1969)

Fra "Tintin og haj-søen" (1973)

Mange af os husker desuden Belvisions tv-tegnefilmserie (1959-62), som trods sin tidstypisk slatne gummianimation blev vist i den bedste sendetid på DR's lørdagsflade helt op i 1980’erne. Tintins stemme i det nedenstående videoklip tilhører Jess Ingerslev. En tidligere DR-versionering fra 1971 med Bob Goldenbaum, kendt fra Starbox' serie af Tintin-hørespil, er desværre gået tabt.

> Læs også Bries interview med Bob Goldenbaum

"Den sorte ø" (Belvision 1961, dansk versionering fra 1980'erne)

En række nye og bedre tegnefilmversioner af Tintins eventyr, produceret af Nelvana i Canada, fik premiere i 1991. Denne serie, som er lavet med stor kærlighed til figurerne og respekt for de oprindelige album, kan fås samlet i en dvd-boks. Den danske dub har Søren Sætter-Lassen i rollen som Tintin over for Kjeld Nørgaards Haddock.

"Enhjørningens hemmelighed": Et uofficielt mash-up af Spielbergs trailer og den tegnede 90'er-udgave

BONUS: En designkyndig fan, James Curran, har skabt denne uofficielle fortitelsekvens til "Tintin: Enhjørningens hemmelighed", der elegant fletter elementer fra samtlige 23 Tintin-album ind i ét minuts animation. Nicely done!



"Tintin: Enhjørningens hemmelighed" kan ses i danske biografer i diverse kombinationer af 2-D, 3-D, originalversion og dansk dub. Cyron Melville er Tintins nye danske stemme, og som Haddock høres Tom Jensen.

> Læs også Bries interview med Bob Goldenbaum, 1970'ernes Tintin-stemme
> Mere om Tintin-hørespillene fra Starbox

Læs meget mere om Tintin i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

torsdag den 1. september 2011

"Cowboys & Aliens": Brie vs. Harrison Ford, Daniel Craig og Jon Favreau

I dag får Jon Favreaus genreblanding "Cowboys & Aliens" dansk biografpremiere. Den 163 mio. dollar dyre Steven Spielberg-produktion har ikke levet op til forventningerne i USA, hvor den til dato kun har hentet 93,5 mio. af budgettet hjem.



Det er heller ikke uforbeholden begejstring, der kendetegner de danske anmeldelser af filmen. Selv giver jeg tre stjerner til "Cowboys & Aliens" i Børsen i dag, hvor jeg bl.a. skriver:
"I sin iver efter at undgå det latent fjollede, som lurer i titlens miks af cowboydere og rummonstre, trækker instruktøren Jon Favreau (»Iron Man«) for langt over i den modsatte grøft. Morskaben er doseret med pipette, og der hviler noget næsten bodstynget over den respektfulde alvorstone – som om vi nødig skulle hygge os for meget."

> MIN ANMELDELSE AF "COWBOYS & ALIENS":
Spielberg-western mangler humor
Brian Iskov, Børsen 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)

Tidligere på sommeren var jeg i London for at møde filmens to mandlige stjerner, Daniel Craig og Harrison Ford. Craig var munter og løssluppen, grænsende til det overgearede. Han snakkede blandt andet om sin første optræden i dametøj:
»Jeg tror, mænd altid er bange for, at de faktisk vil synes om at gå i dametøj, hvis de prøver det. Men så snart jeg fik kjolen på, tænkte jeg, »For helvede, det her er sgu langt ude!««

> MIT INTERVIEW MED DANIEL CRAIG:
Cowboy i højt humør
Brian Iskov, Børsen 25.08.2011 (NB: kræver abonnement)


Og så var der Harrison Ford. Han mumlede i skægget og skulede utilpas ud over sine bedstefarbriller under hele forløbet. Her er et typisk afsnit, som ikke fandt vej til den endelige artikel i Politiken:

Var det kombinationen af sci-fi og western, eller endda Indiana Jones og James Bond, som tiltrak dig ved 'Cowboys & Aliens'?
»Nej, nej. Harrison Ford som Indiana Jones over for James Bond, eh, overvejede jeg slet ikke. Jeg tænkte på potentialet for et bredt publikum. En rolle, jeg havde lyst til at spille. En instruktør, hvis arbejde jeg beundrer, og som jeg synes virker ambitiøs. Lejligheden til at arbejde med Daniel Craig tre måneder i Santa Fe, New Mexico, udendørs på en hest. Det er dén slags ting, som indgik i mine overvejelser.«
Hvad med muligheden for at dykke ned i datidens historie i dit arbejde med rollens baggrund?
»Ja, naturligvis, jeg måtte jo vide, hvad jeg talte om. Når det gjaldt slaget ved Antietam, for eksempel ...«
Som vi europæere ikke kender.
(irriteret) »Det var ikke vigtigt for dig; du spillede ikke rollen. Det gjorde jeg. At manipulere sproget, at stræbe efter klarhed og definition. De ting måtte jeg beskæftige mig med, fordi det var mig, der stod i køkkenet.«

I interviewet kom vi også ind på Harrison Fords aflyste samarbejde med Nicolas Winding Refn, "The Dying of the Light". Og til allersidst var jeg så heldig at byde ind med et spørgsmål, som fremkaldte noget, der næsten kunne ligne et smil under Harrison Fords stramme panderynker. Du finder spørgsmålet, og Fords svar, i linket herunder.

> MIT INTERVIEW MED HARRISON FORD:
"Nu kender I alle mine hemmeligheder"
Brian Iskov, Politiken Film 01.09.2011


Endelig talte jeg med Jon Favreau, som viste sig at være en meget behagelig og jordnær mand. Interviewet udviklede sig til en halv times intim masterclass i, hvilke overvejelser han har gjort sig som succesinstruktør i Hollywood. Særlig spændende er Favreaus diagnose af de mekanismer, som bestemmer, hvorfor filmudbuddet fra Hollywood ser ud, som det gør.

> MIT INTERVIEW MED JON FAVREAU:
En succesinstruktørs bekendelser
Brian Iskov, Morgenavisen Jyllands-Posten 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)

I en anden interessant betragtning, som ikke kom med i artiklen, giver Jon Favreau et uventet bud på, hvorfor angreb fra andre planeter i stadig højere grad præger Hollywood-filmenes fjendebillede:

"Vi ser mange film om ruminvasioner for tiden, og det skyldes, at Hollywood ikke længere laver film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af indtjeningen kommer i dag fra de internationale markeder, og det har aldrig før været tilfældet. Derfor kan man heller ikke fortælle en historie, hvor halvdelen af publikum holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, så er alle lige pludselig på samme side!"

> Se Jon Favreaus egne EPK-interviews med Harrison Ford, Daniel Craig, Olivia Wilde, Steven Spielberg, Ron Howard og Brian Grazer på YouTube

Daniel Craig og instruktør Jon Favreau © Universal Studios

torsdag den 17. februar 2011

Josh Brolin om "True Grit"

I dag får Joel og Ethan Coens tifold Oscar-nominerede western "True Grit" dansk biografpremiere.



Det lykkedes mig desværre ikke at få interview med Jeff Bridges eller filmens 14-årige stortalent Hailee Steinfeld på Berlinalen i den forgangne uge, men til gengæld mødte jeg Josh Brolin i Cannes sidste sommer. Allerede dengang fortalte han entusiastisk om sin skurkerolle som den vederstyggelige, om end ikke for kløgtige Tom Chaney, der gør en sen entré i "True Grit":

"I went very, very far with that character. I don't know if it works or not, but I'm hoping. It's taking the primitive nature of this guy and going literally to the moon with it. He's not stupid – he's a complete idiot! You know, his mouth kind of hangs open, he's very hairy, he's got a unibrow ..."


Josh Brolin sagde endvidere om Coen-brødrenes "True Grit":
"It's a weird movie, but I love it. There's no relation to "No County for Old Men", none, zero. I saw Steven Spielberg, who produced the movie, in the street in New York a few weeks ago, and he was so excited about the movie ["True Grit"]. He said, "it's so unique"."

I Cannes redegjorde Josh Brolin også for skuespillets finere mekanismer ved at vise, hvordan han som børshajen Bretton James i "Wall Street: Money Never Sleeps" bruger dræbende blikke som et frygtindgydende våben, mens han som den fårede George W. Bush i "W" modsat tømmer sine øjne for "psykisk vægt".

Jeg havde placeret mig direkte over for Josh Brolin under gruppeinterviewet, så det var mig, der sad i skudlinjen, da Brolin illustrerede sin pointe ved at fiksere mig med et stift, stålsat blik i flere intense sekunder.
Han undskyldte dog pænt bagefter: "Sorry to look at you like that."

Det er ok, Josh. Det er ok.

lørdag den 31. juli 2010

Find fem fejl: "Dødens Gab 4"

En gang imellem støder man på film, der er så spækket med tåbelige fejl, at man bliver helt flov på filmholdets vegne. "Dødens Gab 4 – Hævnen", som TV3 har listet ind i programfladen natten til søndag, er præcis sådan en film.

Tyg lige på den her historie: En efterkommer af den hvide haj, som Martin Brody (Roy Scheider) dræbte i ”Dødens Gab 2”, forfølger hans hustru, Ellen Brody (Lorraine Gary), til Bahamaøerne for at hævne sit døde ophav.

Jep, du læste rigtigt. En fisk, der bærer nag til en menneskefamilie. Hajen kan også rejse sig lodret op i vandet og brøle som en dinosaur. Vent, det bliver værre endnu ...

I denne scene fra "Dødens Gab 4 - Hævnen" slår hajens krop et knæk på cirka 45 grader, så dyret kan stille sit forparti skråt op af vandet og knurre ad de væmmelige mennesker. Dygtig haj.

"Jaws The Revenge" sank hurtigt til bunds, da den blev søsat i biograferne i 1987. Garvede Joseph Sargent er krediteret som instruktør på fiaskoen, der forsøgte at vride de sidste dråber ud af det brand, som Steven Spielberg grundlagde med sin overlegne "Jaws" fra 1975.

For så vidt er seriens fjerde indslag en ganske anonym og rutinepræget dusinvare af den slags, de færreste ville gide pege fingre ad. Hvis det ikke lige var for to forhold, der sikrer "Dødens Gab 4" en skamfuld plads i annalerne.

Manuskriptet er så himmelråbende afsindigt idiotisk, at man flere gange tager sig selv i at tro, det er en Jaws-parodi, man uforvarende har lukket op for. Alene plakatens famøse slaglinje – "This time it's personal" – giver et fingerpeg om niveauet. Synderen, den fortjent ukendte skriverkarl Michael De Guzman, skammer sig end ikke over at trække det slidte kort "GISP! Det var kun en drøm!" hele TO gange i samme film.

Læg dertil et budget, som åbenbart kun tog højde for rejseudgifterne til Caribien og checken til Michael Caine. Filmen vrimler i hvert fald med iøjnefaldende tekniske bøffer og bommerter, som ingen har fundet det umagen værd at rette op på undervejs. Man ser for sig et filmhold bestående af ugidelige zombier, der skæver længselsfuldt efter den næste fyraftensmargarita.

Her er mine bud på de fem mest pinlige fejl fra "Dødens Gab 4 - Hævnen":

Det er ikke kabler, der stikker ud af siden på fisken. Det er … øhhh … tjumm … okay, det er kabler.

12 år efter den oprindelige "Jaws" magter hajen ikke længere at bevæge sig omkring uden støtteben. Her er den hydrauliske arm, der bærer fiskens skrog, kommet med i billedet.

Uhmmm, mad på spid. Hvis hjælpestangen er der for at styre den mekaniske haj, virker den ikke særlig godt, for Bruce svømmer stadig pilskævt i denne scene.

Nu bliver det ekstra personligt. Rygfinnen tager ud på vendetta – men hvor er resten af hajen?

Og endelig: Se, hvordan det såkaldte ”havvand” plasker op ad den malede horisont i filmstudiets udendørs bassin!

At Lance Guest åbenlyst ligger og hundesvømmer i en pool på ovenstående billede skyldes, at Universal efter lunkne testvisninger forlangte en ny og, hmmm, mere spektakulær slutning på "Dødens Gab 4 – Hævnen".

> Se filmens oprindelige slutning på YouTube

Materialet fra den hastige reshoot, som udgør finalen i TV3's version, er tydeligvis lavet for lommeuld og visne blade. Jeg mindes ikke at have set så sjusket production value i nogen anden biograffilm fra et anerkendt Hollywood-studie i min levetid:


Fra denne indstilling af bådens forstævn, der borer sig ind i skindet på den erigerede rovfisk, klippes der til ...


... det her billede! I kid you not. En håndsnittet miniaturemodel af en ... makrel, der bliver prikket på maven af ... en pind. Den mindst imponerende special effect i moderne filmhistorie.


Hov, what the ...? Hajer kan tilsyneladende ikke tåle at komme i kontakt med træ. Så eksplumderer de. BANG, siger det. Eller snarere, PFFFT, når det foregår i denne målestok. Klipperen gentager endda effekten fire gange lige efter hinanden, så vi alle kan se, hvor ussel den er.


Der døde dén. Så er der makrel i tomat.
Det er tilladt at måbe over den respektindgydende omhu og detaljeringsgrad, som Universals modelmagere har lagt i dén forstævn.

Nå, men enden på det hele blev, at Michael Caine finansierede et flot, nyt hus med sin gage fra ”Dødens Gab 4”. Og manuskriptforfatteren fik aldrig lov at lave film i Hollywood igen, så noget positivt kom der da ud af miseren.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Jabootus ekstremt grundige og infamt veloplagte nedsabling af "Dødens Gab 4 – Hævnen", som står at læse på Jabootus Bad Movie Dimension. Dén anmeldelse er uendeligt mere underholdende, end selve filmen nogensinde bliver det.

Flere flove filmfejl på Bries Blog-O-Rama:
> "Højt at flyve" (Airplane)
> "Superman: Kampen for fred"
> Femten flove filmfejl

torsdag den 22. april 2010

Svindlers liste (fup og fiduser)

Med 14 dæknavne og en IQ på 169 løber Steven Jay Russell sjældent tør for ideer. Hans åleglatte fangeflugter foregår som regel fredag den 13. og er berømte for deres dristighed.

I 1993 spadserede Russell frejdigt ud ad fængslets porte i civilt kluns. I 1996 ringede ”dommer Hearn”, alias Russell, til distriktsadvokaten og forlangte sin egen kaution nedsat. Også dét lykkedes. Samme år farvede han sin fangedragt grøn, så den lignede lægernes kitler; igen vadede han ud for næsen af vagterne.

Steven Jay Russell har også med held foregivet at være aids-patient, advokat, millionær og FBI-agent!
Engelsk filmplakat til "I Love You Phillip Morris" (2009)

For sine serielle udbrydernumre afsoner Russell 144 års fængsel(!), men måske forsødes straffen en smule af, at han i den biografaktuelle komedie “I Love You, Phillip Morris” udødeliggøres af Jim Carrey. En oplagt rollebesætning, og Carrey lægger hele sit vilde hjerte i portrættet, hvad enten han spiller højt bluff eller kigger dybt i Ewan McGregors troskyldige blå øjne.

Russell er dog kun én af mange fusentaster og lurendrejere, som op igennem det 20. århundrede har udnyttet, at mennesker af natur er godtroende væsener – især når de står over for veltalende autoritetspersoner iført uniform og en flot titel. Og med det rette mål af sleben charme og stålsat pokerfjæs er der ikke grænser for, hvad man kan slippe af sted med af flabede ulovligheder.

Jeg har ved flere lejligheder underholdt læserne af Berlingske Tidende, TJECK Magazine og M! med uddrag fra fidusmagernes farverige generalieblade. Her er en række af de frækkeste fupnumre:



WILHELM VOIGT
Kaptajnen fra Köpenick

Et af det 20. århundredets første og mest navnkundige bluffnumre fandt sted den 16. oktober 1906 i den berlinske forstad Köpenick. Det er historien om Wilhelm Voigt – skomageren, der ikke blev ved sin læst. I stedet trak han i en ureglementeret militæruniform og marcherede ned til rådhuset, hvor han, under stort ståhej, arresterede borgmesteren og beslaglagde kommunens kassebeholdning. Alt sammen med hjælp fra en deling elitesoldater, han havde mødt på vejen, og som ikke et sekund betvivlede ”kaptajnens” ordrer.
Voigt blev afsløret ni dage senere, men Kejser Wilhelm følte sig øjensynligt så lamslået over skoflikkerens frækhed, at han valgte at benåde ham. Den dristige ”kaptajn”, som nu kunne føje ”folkehelt” til sin levnedsbeskrivelse, havde tidligere afsonet 27 år for rapseri og andre småkriminelle narrestreger.
Bonusinfo: Voigt udgav senere en bog, ”Hvorledes jeg blev kaptajn ved Köpenick”, hvor han spottede prøjsernes blinde autoritetstro. Hans levnedshistorie er filmatiseret i 1926, 1931, 1956 og endelig til tv i 1997.

Engelsk filmplakat til "Verden vil bedrages" (1961)

FERDINAND WALDO DEMARA JR.
Manden med de tusind navne
På dåbsattesten stod der Ferdinand Waldo Demara Junior, men hamskiftenes mester lystrede mange andre navne. Størst berømmelse vandt han under Koreakrigen i 1950’erne som dr. Joseph Cyr – kirurg i den kongelige canadiske flåde. Demara havde fotografisk hukommelse og kunne lære tykke fagbøger udenad. Derfor var det heller ikke noget problem for ham at operere en kugle ud af en såret mands brystkasse! Efter krigen opfandt Demara løbende nye personligheder, han kunne skærme sig bag, og inden sin død i 1982 lykkedes det ham også at blive præst, endda helt legalt.
Bonusinfo: Demara oplevede desuden at se Hollywood-versionen af sit lystløgnerliv, "Verden vil bedrages" (The Great Imposter, 1961) med Tony Curtis i hovedrollen. Men Demara var ikke tilfreds: Han mente, filmen fordrejede sandheden!

GERALD BARNBAUM
Skal vi lege doktor?
I 1976 stod farmaceuten Gerald Barnbaum og manglede et job. Han slog op i telefonbogen under rubrikken "Læger", og simsalabim, så hed han pludselig Gerald Barnes, nøjagtig ligesom en doktor i Californien, som ikke anede, han havde fået en dobbeltgænger. Uheldigvis stillede den nye Barnes en forkert diagnose til en diabetiker, som gik hen og døde. Barnbaum fik tre år i skyggen, og hvor ufatteligt det end lyder, åbnede han straks efter en ny praksis i Californien under samme, stjålne navn. Det har siden gentaget sig fire gange, og med sin seneste dom for fangeflugt oven i hatten må Barnbaum mugne i sin celle indtil 2019. "Han vil bare virkelig gerne være læge", udtaler en af de advokater, som har retsforfulgt ham.
Bonusinfo: Kvaksalveri er et udbredt problem i dagens USA. For eksempel nåede Dennis Roark fra Michigan at behandle over 1000 patienter og deltage i 200 amputationer og hjerteoperationer, før myndighederne opdagede, at han havde forfalsket sit lægebrev!

ARTHUR FERGUSON
Sælges: 1 stk. kongeslot, lettere brugt
Nogle mennesker er bare mere naive end andre. I 1920’erne betalte en glad amerikaner 6.000 pund for den berømte søjle i London, hvorfra søhelten Lord Nelson glor ud over Trafalgar Square. Søjlen står der selvfølgelig endnu, for bondefangeren Arthur Ferguson handlede aldrig med varer, han reelt havde råderet over. Big Ben ”solgte” han for 1000 pund, og kongeslottet Buckingham Palace gik for det dobbelte i forskud. Først da Ferguson prøvede at overtale en skeptisk australier til at købe Frihedsgudinden i New York, smækkede fængselsdøren bag ham.
Bonusinfo: Ferguson havde ikke monopol på salget af nationale monumenter i 20’erne. Bl.a. formåede en falsk greve ved navn Victor Lustig at sælge Eiffeltårnet to gange.

Engelsk filmplakat til "Catch Me If You Can" (2002)

FRANK WILLIAM ABAGNALE JR.
Fræk, frækkere, frækkest
I 1960’erne tilbagelagde Frank Abagnale Jr. over 3 millioner kilometer i luften, fordelt på 250 flyvninger. Og han betalte aldrig en øre: Han bildte Pan American Airlines ind, at han var pilot, og de gav ham til lov at rejse med som bisidder i cockpittet! Abagnale optrådte også som reservelæge og advokat uden at vide en døjt om medicin eller jura. Inden Frank Abagnale fyldte 21, havde han desuden ageret lærer, fængselsinspektør og FBI-agent samt forfalsket checks for 2,5 millioner dollar. Og ja, det var ham, der blev spillet af Leonardo DiCaprio i Steven Spielbergs ”Catch Me If You Can” (2002).
Bonusinfo: Frank Abagnale arbejder i dag som sikkerhedskonsulent for FBI!

”THIERRY HENRY” & ”WILLIAM GALLAS”
Falske fodboldstjerner fupper franskmænd
Man griber et kreditkort, går online og booker en stribe femstjernede suiter i Frankrig. Man beder hotelbarerne om at fragte sjældne årgangsvine over til en adresse i London. Så faxer man flotte, men forfalskede bankdokumenter og godkendelsespapirer til hotellerne – signeret ”Thierry Henry” og ”William Gallas”. Indtil videre (august 2007) har de uægte Arsenal-stjerner ribbet 15 franske hoteller for luksusvine til en samlet værdi af over 10 millioner kroner. Og dét uden at sætte et ben i Frankrig. Hurra for internettet!
Bonusinfo: Didier Drogba (Chelsea) og Louis Saha (Everton) har også fået misbrugt deres navne af de ukendte plattenslagere.



Bonusbedragere:

JØRGEN VASE SCHMIDT
Også vores eget lille kongerige har platugler i mosen. Mens Frank Abagnale duperede Amerika i 1960’erne, slog Danmarks største bedrager sine folder blandt den sjællandske overklasse. ”Marcel de Sade”, markis og millionærarving, inviterede borgerskabet til de mest guddommelige champagnefester i sin Gentofte-villa, hvor adelsherren præsiderede iført overdådige slængkapper af silke.
I virkeligheden var Jørgen Vase kasserer i et gødningsfirma. Og da hans arbejdsgiver opdagede et underslæb på 16.000 kroner, måtte Vase høfligt meddele, at det korrekte beløb snarere befandt sig i omegnen af 800.000 kroner. Denne indrømmelse kostede ham 4½ år i brummen, hvor han brugte tiden på at læse bøger og ordne fængslets regnskaber.

ELIAH ELLOUK
En israeler ved navn Eliah Ellouk tog til København, og her snørede han et anerkendt advokatfirma, thi han var talte godt for sin sag og havde så fine, falske papirer. Den eksotiske fremmede førte sig frem som milliardær og råvaremægler på Royal Hotel, og advokatkontoret betalte hele gildet – også da Ellouk bestilte to Ferrarier. Israeleren forsøgte at overtage to banker og halvdelen af et børsmæglerfirma, og han var netop ved at købe obligationer for en milliard, da han blev fældet. Ellouk ejede ikke en øre. Men hans advokatven havde to meget røde ører bagefter.

ALAN YOUNG
Hvis man ikke er berømt, kan man da bare lade som om. I San Francisco har den tidligere skraldemand Alan Young gjort det til en slags karriere at overtage berømte jazzmusikeres livshistorie.
Navnet skifter med jævne mellemrum, men metoden forbliver den samme. Young besnærer sine ofre med farverige anekdoter om det vilde jazzliv, og lover at donere spandevis af knitrende dollarsedler til deres galleri/fond/skole. Men ups, han har ”glemt” mappen med alle pengene, så kan de andre ikke lige lægge ud for måltiderne, limousinen, luderne og minibaren?
Næste morgen findes der ingen spor af Young. Kun en regning på størrelse med Empire State Building og en desorienteret massagepige efterladt på det seneste femstjernede luksushotel. Beviset på, at fede, grimme mænd med bumser i hele hovedet også kan bære en vellykket svindel i mål.

STEPHEN WEINBERG
En travl herre, der har optrådt som – hold nu godt fast – konsul, militærattaché, løjtnant i flåden, læge (dér var den igen), embedsmand i udenrigsministeriet, officer i flyvevåbnet, gesandt for den rumænske dronning og sidst, men ikke mindst, fængselsekspert!