Blu-ray-anmeldelse: Jean Dujardin i "Lucky Luke" (2009)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Jean Dujardin som "Lucky Luke" (2009) / © UGC Films

Ingen af Lucky Lukes hidtidige eventyr, og da slet ikke den uskyldige ”Lucky Kid”-tegneserie om cowboyheltens drengeår, har røbet blot det mindste hint om, at den fåmælte prærierytter skulle bære et tungt åg fra fortiden på sine skuldre.

Ikke desto mindre tager den seneste realspillefilm om ”Lucky Luke” sin begyndelse i Daisy Town, Utah, i det herrens år 1846 (klokken 11:50). Her leger lille John Luke indianer på verandaen, da et cowboyslæng med det uvederhæftige navn Snydebanden kommer anstigende på hesteryg. Gennem et knasthul i væggen må Luke overvære, hvordan banditterne koldblodigt nedslagter hans farmand og mor, som er squaw. Bang, instant traume.

Det brutale flashback er selvfølgelig til dels en fortsættelse af albumseriens leg med westerngenrens klicheer. Men grebet ligner mindst lige så meget et (ikke udpræget effektivt) forsøg på at give den endimensionelle Luke-skikkelse noget dramatisk dybde som filmfigur.

Teasertrailer

Der dvæles lovlig meget ved det dystre barndomsminde i James Huths ”Lucky Luke” fra 2009, hvor heltens primære dilemma er, at han aldrig kan få sig selv til at dræbe skurkene. Heller ikke, selv om de har gjort sig fortjent til døden.

Flashforward til 1885, hvor USA's præsident vil sikre sig, at jernbaneruten mellem New York og San Francisco står klar til brug inden hans genvalg. Uheldigvis skal sporene samles på midten i den berygtede røverrede Daisy Town. Præsidenten må derfor bede Lucky Luke (Jean Dujardin) om at skabe ro og orden i den lovløse by, hvor ”jorden er rød af 16 sheriffers blod”.

I Daisy Town mødes også et imponerende sammenrend af bifigurer fra 60 års Lucky Luke-tegneseriehistorie. Byens hersker er Pat Poker fra albummet ”Falskspilleren” (1953), her spillet af Daniel Prévost. Han indkalder den umodne tudeprins Billy the Kid (Michaël Youn) til at ondulere Luke, og da de i en fingeret duel narrer cowboyen til at tro, at hans kugle har dræbt Poker, smider vor helt sit revolverbælte og trækker sig tilbage til familiegården med den inciterende dansepige Belle (Alexandra Lamy, der er Jean Dujardins kone).

Alexandra Lamy og Jean Dujardin i "Lucky Luke" / pr-foto © Christine Tamalet

Noget overraskende viser undsætningen sig i form af den mandhaftige Calamity Jane (Sylvie Testud), der er hemmeligt lun på Luke, og den Shakespeare-citerende frikadelleskurk Jesse James (Melvil Poupaud). Deres fælles anstrengelser bringer Lucky Luke – og ”Lucky Luke” – tilbage på sporet efter en mellemakt, som klart er filmens svageste led. I sekvenserne, hvor helten opgiver sit kald, kammer tonen ofte over fra pastiche til rendyrket spoof, og de malplacerede Mel Brooks-agtige gags fjerner Lukefiguren yderligere fra forlægget.

Klimakset i ”Lucky Luke” falder også lidt uden for kanon, men tager sig dog flot ud i en fantasifuld scenografi, der er en Terry Gilliam-film værdig. Opgøret står nemlig i et gigantisk casino, der er plantet midt ude i ørkenen og udformet som en tyve etager høj enarmet tyveknægt.

Fuld trailer (fransk tale)

Modsat de tidligere forsøg på at gestalte Lucky Luke i kød og blod mærker man, at James Huth og hans hold gør sig umage med at skabe et overbevisende univers, og at de arbejder med et budget, som tillader dem at kæle for detaljerne. Især de gennemarbejdede, teksturrige kostumer springer i øjnene på den franske Blu-ray-udgivelse, hvor også de dødlækre locationoptagelser fra Patagoniens sletter strutter af overdådig billedkraft.

Bedst af alt er Jean Dujardin i titelrollen. Hans ydre lighed med den tegnede Lucky Luke er rent ud sagt slående, og Dujardins afslappede, men såre præcise og fysisk udtryksfulde spillestil rammer cowboyens nonchalante personlighed på kornet. Filmen indeholder desuden masser af fiffige visuelle og metatekstuelle gags, herunder jokes om Lukes rygestop, som tegneren Morris indførte i 1983 efter kritik fra læserne. Optrinnet, hvor Luke opdager, at hans trofaste ganger Jolly Jumper besidder talens gave – den kalder sin ejer for ”Lulu” – er trods scenens sketchagtige karakter et kosteligt lille stykke absurdisme.

Still fra "Lucky Luke" (2009) / © UGC Films

Albumforfatteren René Goscinnys barokke tegneserievid har til dato bedst ladet sig omsætte i levende billeder i Alain Chabats ”Asterix og Obelix: Mission Kleopatra” (2002). James Huths ”Lucky Luke” nærmer sig niveauet, men undgår ikke at slingre usikkert på sin vej mod målskiven. Lange stræk af filmen er bare ikke særlig sjove, og iscenesættelsens enøjede dyrkelse af stil og overflade sker ofte på bekostning af fortællingens fremdrift.

Men ”Lucky Luke” gør også mange ting rigtigt, og med en veloplagt, perfekt castet Jean Dujardin som den bærende kraft – han har også bidraget til manuskriptet – sætter ”Lucky Luke” overlegent den kummerlige ”Dalton Brødrene” i skammekrogen. Dér kan den passende få selskab af Terence Hills dovne tv-serie ”Lucky Luke” fra 1990 og den søvndyssende animerede udgave af ”Lucky Luke i Daisy Town” (1971).

> Læs min anmeldelse af ”Dalton Brødrene” (2004)
> Jean Dujardin og takketalens kunst

Lucky Luke. Frankrig/Argentina 2009. Instruktion: James Huth. Spilletid: 108 minutter. Udgivet på dvd og blu-ray (Region 2 med engelske undertekster) af UGC Films. Kan købes på amazon.fr. Ekstramaterialet (instruktørens kommentarspor, billedgalleri med kommentarer og effektgennemgang) er på fransk uden undertekster.

Dvd-anmeldelse: "Dalton Brødrene" (2004)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Grænsebyen Gulch City bryster sig af at have verdens bedst bevogtede bank. ”Men der er altid et par idioter, der skal prøve,” konstaterer bankdirektøren hovedrystende.

Dét bliver så Daltonbrødrenes stikord. Joe, William, Jack og Averell er nemlig smidt på porten af den strenge Ma Dalton. Og moderdyret nægter at lade sin yngel sove inden døre, før de har bevist deres kærlighed til hende ved at sprænge bankboksen.

Eric Judor, Saïd Serrari, Romain Berger og Ramzy Bedia som "Dalton Brødrene"

Det første forsøg ender naturligvis med, at de uduelige daltoner må trække i den, fra tegneserierne velkendte, gul- og sortstribede fangemode. Trods dommerens strafudmåling på 112 års fængsel per næse lykkes det Ma at befri sine drenge efter ”kun” 12 år.

De fire brødre rider derefter til Mexico for at finde banditten El Tarlo og rapse hans sagnomspundne sombrero, der gør bæreren usårlig. Hvordan virker sådan en magisk hat, spørger du? Det gør den ved hjælp af computeranimerede Ronal-kranier, der fiser omkring hattepulden som projektilafbøjende satellitter. Selvklart.

Men hvor befinder Lucky Luke sig i alt dette? spørger du dernæst. Og med god grund. For i ”Dalton Brødrene”, som Philippe Haïms film ”Les Dalton” fra 2004 hedder på ortografisk tvivlsomt dansk, kan Lukes scener tælles på to hænder. At nedgradere forlæggets titelfigur til en cameorolle virker umiddelbart som en besynderlig idé. Men når man først har oplevet den tyske superstjerne Til Schweiger som Lucky Luke iført grotesk falsk næse og kunststofskinnende gul skjorte, føler man sig egentlig taknemmelig for, at man ikke ser mere til ham.

Til Schweiger som Lucky Luke i "Dalton Brødrene" (2004)

Til Schweigers fortolkning af rollen rammer så milevidt ved siden af originalen, at han – perverst nok – passer perfekt ind i filmens tone. Slutteksterne identificerer ”Dalton Brødrene” som en ”hyldest til Morris og Goscinny”; en cadeau, som de herrer nok ville betakke sig for, om de endnu var i live til at gøre indsigelser.

Historiens hovedpersoner er reelt Joe og Averell Dalton, den mindste og den største af brødrene, som her tillægges et internt magtspil, jeg ikke husker meget belæg for i albummene. Joe og Averell spilles af tv-komikerparret Eric og Ramzy, som vi gudskelov ikke kender i Danmark, og deres usjove grimasser får lov at lægge niveauet for filmens opskruede farcestil, som man enten skal være meget ung eller meget fransk for at påskønne. Alle andre medvirkende agerer i samme anstrengte leje, som om de har galopperende diarré og desperat leder efter nærmeste toilet på settet. Louis de Funés har tydeligvis ikke levet forgæves.

Den følgende trailer har fransk tale og græske undertekster, men giver alligevel et meget godt billede af, hvad der passerer for humor i "Dalton Brødrene":



De få vellykkede gags i ”Dalton Brødrene” er primært af visuel karakter, som da Averell bruger sine fingre som kikkert. At lugen i banken er udformet som en lille guillotine med klinge, er også et ganske pudsigt indfald. Ellers er der bedrøveligt langt mellem guldklumperne, og der er umiddelbart intet i manuskriptet, som forudskikker, at dets forfatter syv år senere skulle gøre sig fortjent til en oscarstatuette. Thi det er ingen ringere end Michel Hazanavicius, manden bag stumfilmsensationen ”The Artist”, der er krediteret for oplægget til denne flove fuser.

Et enkelt optrin, hvor Daltonbrødrene forklæder sig som mariachikvartet, foregriber dog Jean Dujardins orientalske sangnummer i Hazanavicius' spionpastiche ”OSS 117: Cairo, Nest of Spies” fra 2006. Og lur mig, om ikke også Dujardin dukker kortvarigt op i to scener af ”Dalton Brødrene” for at give den som storskrydende cowboy i kæk, rødternet skjorte. Heller ikke hans lynoptræden overbeviser om, at Dujardin fem år senere skulle blive den ideelle Lucky Luke på film ...

> Læs også min anmeldelse af ”Lucky Luke” (2009) med Jean Dujardin!

Jean Dujardin som "le cow-boy vanneur" i "Dalton Brødrene" (2004)

Dalton Brødrene. Frankrig/Tyskland/Spanien 2004. Instruktion: Philippe Haïm. Originaltitel: Les Dalton. Spilletid: 86 minutter. Dansk dvd-udgivelse: 6. september 2005. Distributør: SF Film. 

Oscars 2012: Jean Dujardin og takketalens kunst

Jean Dujardin. Smag på navnet. Han er charmant, ydmyg, skæg, elegant, musikalsk, sooooo very French, ligner et matinéidol, danser som en drøm, har et killer smile, et tiltalende kropssprog og mere udtryk i sit ene øjenbryn – "I'm sorry, they're independent" – end ti kvindelige hollywoodstjerner tilsammen kan vriste ud af deres frosne botoxmasker.

Om Dujardins talent stikker dybere og favner bredere end de forrygende pasticher, vi hidtil har set ham i, eller han om et par år er trasket ud i glemslens dis som en gallisk one trick pony forladt af Gud og Harvey Weinstein (som i dette tilfælde kan komme ud på ét) …? Man kan have sine bange anelser.

> Jean Dujardin og Bérénice Bejos afsluttende stepnummer fra "The Artist" (YouTube)

På den anden side er det svært ikke at håbe det bedste for 39-årige Jean Dujardins videre færd. I maj sidste år vandt han skuespilprisen for "The Arist" på Cannes-festivalen og kvitterede, naturellement, med lidt jubelstep. The Weinstein Company opsnappede rettighederne til "The Artist" – og så rullede lavinen.

De sidste seks måneders målrettede charmeoffensiv har bragt Jean Dujardin forbi ethvert tænkeligt talkshow og filmprisarrangement i den angelsaksiske verden. Dujardins sejrstogt nåede sin kulmination i nat, da ”The Artist” vandt fem tunge priser ved den 84. oscaruddeling. Og uanset om man heppede på Frankrig eller USA i kategorien bedste mandlige hovedrolle, var Dujardins begejstrede og bundsympatiske takketale – stiligt afrundet af et par henkastede dansetrin – et af showets højdepunkter.

Den første oscarbelønnede franske skuespiller nogensinde. At tænke sig: For et år siden talte manden ikke ét ord engelsk.


15. januar 2012: Jean Dujardin vinder Golden Globe


29. januar 2012: Jean Dujardin vinder SAG Award (Screen Actors Guild)


13. februar 2012: Jean Dujardin vinder BAFTA


26. februar 2012: Jean Dujardin vinder Oscar

Selvfølgelig er Jean Dujardin ikke kommet sovende til succesen. De sidste ti år har han gjort sig uundværlig hos sit hjemlands publikum, først som tv-komiker og siden med veloplagte hovedroller i diverse mere eller mindre parodiske komediefilm.

Størst succes har han haft i parløb med instruktøren af ”The Artist”, den ligeledes nyslåede oscarvinder Michel Hazanavicius, hvis navn forudsigeligt voldte de lingvistisk udfordrede amerikanersnuder pinligt mange problemer under hele oscarshowet ("Michel I Wanna Whiskysjus", Michael Douglas?)

> Jean Dujardins dansenummer i surferkomedien ”Brice de Nice” (2005)

Parrets to spooffilm om den chauvinistiske hemmelige agent OSS 117, der bærer sit franske snæversyn med stolthed, var kæmpe biografsucceser i Frankrig. Hverken "OSS 117: Le Caire nid d'espions" (2006) eller "OSS 117: Rio Ne Répond Plus" (2009) nåede nogensinde i dansk distribution, men kan skaffes på dvd med engelske undertekster. Helt ærligt, så er de retrofile spionløjer altså heller ikke sjovere end som så, om end udtrykket efteraber stilen fra midt-60'ernes agentfilmbølge ret præcist, og Dujardins lighed med en ung Sean Connery er i denne rolle mildest talt forbløffende.

Trailer: ”OSS 117: Lost in Rio” (2009)

Mindre kendt er det, at Jean Dujardin har medvirket i hele to filmatiseringer af tegneserien om Lucky Luke. I den nyeste og mest vellykkede af filmene, ”Lucky Luke” (2009), spiller Dujardin selv titelrollen som vestens cooleste cowboyhelt, og han har desuden skrevet med på manuskriptet. I den anden og langt ringere film, der kredser om Lucky Lukes ærkefjender, ”Dalton Brødrene” (2004), dukker Jean Dujardin op i en kort cameo som kæphøj cowboy. Hjernen bag manuskriptet hedder i dette tilfælde – trommehvirvel – Michel Hazanavicius.

Slutnote: Det kan vel ikke overraske nogen, at den eneste af Jean Dujardins film før "The Artist", der har fundet udgivelse på det danske marked ("Dalton Brødrene"), også er en af de absolut værste ...

> Anmeldelse af "Lucky Luke" med Jean Dujardin
> Anmeldelse af "Dalton Brødrene" med Jean Dujardin

Teasertrailer: Jean Dujardin som "Lucky Luke" (2009)