CPH PIX 2017: Brian Selznick om "Wonderstruck"

Den amerikanske forfatter og tegner Brian Selznicks andet hovedværk, billedromanen "Wonderstruck" fra 2011, er for tiden aktuel på festivalen CPH PIX i en særdeles loyal filmatisering af Todd Haynes, med manus af Selznick selv. Tidligere blev hans gennembrud, "Opfindelsen af Hugo Cabret", til den oscarbelønnede 3D-film "Hugo" af Martin Scorsese.

Bries Blog-O-Rama talte med Brian Selznick i marts 2012 om hans to filmatiserede bøger.



Allerede som barn i New York nød Brian Selznick (f. 1966) at se sit slægtsnavn på forteksterne i biografen. En af hans bedstefars fætre var den legendariske hollywoodmogul David O. Selznick, som producerede "King Kong" (1933), "Borte med blæsten" (1939) og "Duel i solen" (1946).

Brian Selznicks to første og største bestsellerbøger, "Opfindelsen af Hugo Cabret" (The Invention of Hugo Cabret, 2007) og "Wonderstruck" (2011), kredser også om filmmediets magi. Det mest iøjnefaldende filmiske element i Brian Selznicks fortælleteknik er vekselvirkningen mellem prosaafsnit og tegnede passager. De to spor afløser og krydser hinanden med slående effekt.

I f.eks. "Opfindelsen af Hugo Cabret" er mere end 150 af bogens sortrandede opslag udfyldt af sort-hvide blyantstegnede sekvenser, der formidler bevægelse, spænding og stemning. Ved at bladre i bogen forvandles læseren til filmklipperen, der sætter tempoet og driver historien videre.

– "Hugo" var oprindelig tænkt som en 100-siders roman med en tegning per kapitel. Men så begyndte jeg at se en masse gamle franske film som en del af min research. Jeg opdagede mestre som René Clair og Jean Vigo, og jeg så nyere film som Francois Truffauts "Ung flugt" (1959), der ligesom Hugo handler om en dreng, der må overleve på egne ben i Paris. Det fik mig til at overveje, hvordan jeg på papiret kunne imitere kameraets muligheder for at zoome, klippe og panorere. Problemet med grafiske romaner og tegneserier er, at illustrationerne som regel er brudt op i mange små rammer. Jeg ønskede kun én tegning pr. opslag, så læseren var tvunget til at bladre for at komme videre til det næste øjeblik i historien. Min idé var, at læseren skulle opleve følelsen af at se en gammel sort-hvid stumfilm, forklarer Brian Selznick.

Han gik derfor tilbage og erstattede en række passager i manus med illustrationer, der dannede en slags storyboard. De indledende tre siders tekst voksede følgelig til 21 tegnede dobbeltsider, efter Selznick satte blyanten til papiret.

Opslag fra "Wonderstruck" | © 2011 by Brian Selznick. Used with permission from Scholastic Press

Illustrationerne er tegnet i miniatureformatet 3 x 5 tommer og siden blæst op til firdobbelt størrelse. Processen løsner op for Brian Selznicks tætte, realistiske streg og gør udtrykket blødt, rundt og plastisk.

– Det er hurtigere for mig at tegne småt, fordi jeg så har mindre papir, jeg skal dække. Forstørrelsen giver grafitten mere tekstur, og den øgede afstand mellem stregerne får tegningerne til nærmest at stråle ud fra papiret. Den effekt holder jeg meget af, så jeg brugte den igen i "Wonderstruck", siger Brian Selznick.

"Wonderstruck", der udkom i USA efteråret 2011, er med sine 640 sider endnu mere ambitiøs end sin forgænger. Hvor "Hugo Cabrets opfindelse" fortalte én historie i ord og billeder, eksperimenterer Brian Selznick i "Wonderstruck" med at splitte virkemidlerne op.

Dvd-anmeldelse: "Dalton Brødrene" (2004)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Grænsebyen Gulch City bryster sig af at have verdens bedst bevogtede bank. ”Men der er altid et par idioter, der skal prøve,” konstaterer bankdirektøren hovedrystende.

Dét bliver så Daltonbrødrenes stikord. Joe, William, Jack og Averell er nemlig smidt på porten af den strenge Ma Dalton. Og moderdyret nægter at lade sin yngel sove inden døre, før de har bevist deres kærlighed til hende ved at sprænge bankboksen.

Eric Judor, Saïd Serrari, Romain Berger og Ramzy Bedia som "Dalton Brødrene"

Det første forsøg ender naturligvis med, at de uduelige daltoner må trække i den, fra tegneserierne velkendte, gul- og sortstribede fangemode. Trods dommerens strafudmåling på 112 års fængsel per næse lykkes det Ma at befri sine drenge efter ”kun” 12 år.

De fire brødre rider derefter til Mexico for at finde banditten El Tarlo og rapse hans sagnomspundne sombrero, der gør bæreren usårlig. Hvordan virker sådan en magisk hat, spørger du? Det gør den ved hjælp af computeranimerede Ronal-kranier, der fiser omkring hattepulden som projektilafbøjende satellitter. Selvklart.

Men hvor befinder Lucky Luke sig i alt dette? spørger du dernæst. Og med god grund. For i ”Dalton Brødrene”, som Philippe Haïms film ”Les Dalton” fra 2004 hedder på ortografisk tvivlsomt dansk, kan Lukes scener tælles på to hænder. At nedgradere forlæggets titelfigur til en cameorolle virker umiddelbart som en besynderlig idé. Men når man først har oplevet den tyske superstjerne Til Schweiger som Lucky Luke iført grotesk falsk næse og kunststofskinnende gul skjorte, føler man sig egentlig taknemmelig for, at man ikke ser mere til ham.

Til Schweiger som Lucky Luke i "Dalton Brødrene" (2004)

Til Schweigers fortolkning af rollen rammer så milevidt ved siden af originalen, at han – perverst nok – passer perfekt ind i filmens tone. Slutteksterne identificerer ”Dalton Brødrene” som en ”hyldest til Morris og Goscinny”; en cadeau, som de herrer nok ville betakke sig for, om de endnu var i live til at gøre indsigelser.

Historiens hovedpersoner er reelt Joe og Averell Dalton, den mindste og den største af brødrene, som her tillægges et internt magtspil, jeg ikke husker meget belæg for i albummene. Joe og Averell spilles af tv-komikerparret Eric og Ramzy, som vi gudskelov ikke kender i Danmark, og deres usjove grimasser får lov at lægge niveauet for filmens opskruede farcestil, som man enten skal være meget ung eller meget fransk for at påskønne. Alle andre medvirkende agerer i samme anstrengte leje, som om de har galopperende diarré og desperat leder efter nærmeste toilet på settet. Louis de Funés har tydeligvis ikke levet forgæves.

Den følgende trailer har fransk tale og græske undertekster, men giver alligevel et meget godt billede af, hvad der passerer for humor i "Dalton Brødrene":



De få vellykkede gags i ”Dalton Brødrene” er primært af visuel karakter, som da Averell bruger sine fingre som kikkert. At lugen i banken er udformet som en lille guillotine med klinge, er også et ganske pudsigt indfald. Ellers er der bedrøveligt langt mellem guldklumperne, og der er umiddelbart intet i manuskriptet, som forudskikker, at dets forfatter syv år senere skulle gøre sig fortjent til en oscarstatuette. Thi det er ingen ringere end Michel Hazanavicius, manden bag stumfilmsensationen ”The Artist”, der er krediteret for oplægget til denne flove fuser.

Et enkelt optrin, hvor Daltonbrødrene forklæder sig som mariachikvartet, foregriber dog Jean Dujardins orientalske sangnummer i Hazanavicius' spionpastiche ”OSS 117: Cairo, Nest of Spies” fra 2006. Og lur mig, om ikke også Dujardin dukker kortvarigt op i to scener af ”Dalton Brødrene” for at give den som storskrydende cowboy i kæk, rødternet skjorte. Heller ikke hans lynoptræden overbeviser om, at Dujardin fem år senere skulle blive den ideelle Lucky Luke på film ...

> Læs også min anmeldelse af ”Lucky Luke” (2009) med Jean Dujardin!

Jean Dujardin som "le cow-boy vanneur" i "Dalton Brødrene" (2004)

Dalton Brødrene. Frankrig/Tyskland/Spanien 2004. Instruktion: Philippe Haïm. Originaltitel: Les Dalton. Spilletid: 86 minutter. Dansk dvd-udgivelse: 6. september 2005. Distributør: SF Film. 

Oscars 2012: Jean Dujardin og takketalens kunst

Jean Dujardin. Smag på navnet. Han er charmant, ydmyg, skæg, elegant, musikalsk, sooooo very French, ligner et matinéidol, danser som en drøm, har et killer smile, et tiltalende kropssprog og mere udtryk i sit ene øjenbryn – "I'm sorry, they're independent" – end ti kvindelige hollywoodstjerner tilsammen kan vriste ud af deres frosne botoxmasker.

Om Dujardins talent stikker dybere og favner bredere end de forrygende pasticher, vi hidtil har set ham i, eller han om et par år er trasket ud i glemslens dis som en gallisk one trick pony forladt af Gud og Harvey Weinstein (som i dette tilfælde kan komme ud på ét) …? Man kan have sine bange anelser.

> Jean Dujardin og Bérénice Bejos afsluttende stepnummer fra "The Artist" (YouTube)

På den anden side er det svært ikke at håbe det bedste for 39-årige Jean Dujardins videre færd. I maj sidste år vandt han skuespilprisen for "The Arist" på Cannes-festivalen og kvitterede, naturellement, med lidt jubelstep. The Weinstein Company opsnappede rettighederne til "The Artist" – og så rullede lavinen.

De sidste seks måneders målrettede charmeoffensiv har bragt Jean Dujardin forbi ethvert tænkeligt talkshow og filmprisarrangement i den angelsaksiske verden. Dujardins sejrstogt nåede sin kulmination i nat, da ”The Artist” vandt fem tunge priser ved den 84. oscaruddeling. Og uanset om man heppede på Frankrig eller USA i kategorien bedste mandlige hovedrolle, var Dujardins begejstrede og bundsympatiske takketale – stiligt afrundet af et par henkastede dansetrin – et af showets højdepunkter.

Den første oscarbelønnede franske skuespiller nogensinde. At tænke sig: For et år siden talte manden ikke ét ord engelsk.


15. januar 2012: Jean Dujardin vinder Golden Globe


29. januar 2012: Jean Dujardin vinder SAG Award (Screen Actors Guild)


13. februar 2012: Jean Dujardin vinder BAFTA


26. februar 2012: Jean Dujardin vinder Oscar

Selvfølgelig er Jean Dujardin ikke kommet sovende til succesen. De sidste ti år har han gjort sig uundværlig hos sit hjemlands publikum, først som tv-komiker og siden med veloplagte hovedroller i diverse mere eller mindre parodiske komediefilm.

Størst succes har han haft i parløb med instruktøren af ”The Artist”, den ligeledes nyslåede oscarvinder Michel Hazanavicius, hvis navn forudsigeligt voldte de lingvistisk udfordrede amerikanersnuder pinligt mange problemer under hele oscarshowet ("Michel I Wanna Whiskysjus", Michael Douglas?)

> Jean Dujardins dansenummer i surferkomedien ”Brice de Nice” (2005)

Parrets to spooffilm om den chauvinistiske hemmelige agent OSS 117, der bærer sit franske snæversyn med stolthed, var kæmpe biografsucceser i Frankrig. Hverken "OSS 117: Le Caire nid d'espions" (2006) eller "OSS 117: Rio Ne Répond Plus" (2009) nåede nogensinde i dansk distribution, men kan skaffes på dvd med engelske undertekster. Helt ærligt, så er de retrofile spionløjer altså heller ikke sjovere end som så, om end udtrykket efteraber stilen fra midt-60'ernes agentfilmbølge ret præcist, og Dujardins lighed med en ung Sean Connery er i denne rolle mildest talt forbløffende.

Trailer: ”OSS 117: Lost in Rio” (2009)

Mindre kendt er det, at Jean Dujardin har medvirket i hele to filmatiseringer af tegneserien om Lucky Luke. I den nyeste og mest vellykkede af filmene, ”Lucky Luke” (2009), spiller Dujardin selv titelrollen som vestens cooleste cowboyhelt, og han har desuden skrevet med på manuskriptet. I den anden og langt ringere film, der kredser om Lucky Lukes ærkefjender, ”Dalton Brødrene” (2004), dukker Jean Dujardin op i en kort cameo som kæphøj cowboy. Hjernen bag manuskriptet hedder i dette tilfælde – trommehvirvel – Michel Hazanavicius.

Slutnote: Det kan vel ikke overraske nogen, at den eneste af Jean Dujardins film før "The Artist", der har fundet udgivelse på det danske marked ("Dalton Brødrene"), også er en af de absolut værste ...

> Anmeldelse af "Lucky Luke" med Jean Dujardin
> Anmeldelse af "Dalton Brødrene" med Jean Dujardin

Teasertrailer: Jean Dujardin som "Lucky Luke" (2009)