Bries bundskrabere: Tag dén, skodfilm!

I dag skal det handle om anmeldelser af dårlige film. For det er svært at komme uden om, at en negativ kritik ofte huskes bedre af læseren end en ganske almindelig, jævnt positiv anbefaling – også selv om de to tekster nøgternt set måtte være lige velskrevne.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mange anmeldere kaster sig over ofringen af et etstjernet værk med samme lystfyldte begejstring som børn i en hoppeborg. Af en eller anden grund har utilfredsstillende kulturoplevelser en evne til at fremprovokere en særlig høj grad af sproglig opfindsomhed hos den forulempede smagsdommer.

Nyd for eksempel den saftige og elegante perfiditet i følgende citat, hvor en anmelder fra en Seattle-avis stikker kniven i "Sex and the City 2" og drejer den grundigt rundt:

“Sex and the City 2 takes everything that I hold dear as a woman and as a human – working hard, contributing to society, not being an entitled cunt like it’s my job – and rapes it to death with a stiletto that costs more than my car. It is 146 minutes long, which means that I entered the theater in the bloom of youth and emerged with a family of field mice living in my long, white mustache. This is an entirely inappropriate length for what is essentially a home video of gay men playing with giant Barbie dolls.”
— Lindy West, The Stranger

Anmeldergiganten Roger Ebert fra Chicago Sun-Times kan være temmelig ujævn i sin smag, men uanset om man bifalder hans kendelser eller ej, er hans tæft for kreative nedsablinger ganske legendarisk.

> Læs et udvalg af Roger Eberts giftigste filmanmeldelser

Ebert har til dato udgivet to bogsamlinger med udsøgt turnerede bredsider, "Your Movie Sucks" og "I Hated, Hated, Hated This Movie". Sidstnævnte titel refererer til de nul stjerner, Roger Ebert kastede i nakken på Rob Reiners "North" (Drengestreger) fra 1994:

“I hated this movie. Hated hated hated hated hated this movie. Hated it. Hated every simpering stupid vacant audience-insulting moment of it. Hated the sensibility that thought anyone would like it. Hated the implied insult to the audience by its belief that anyone would be entertained by it.”
– Roger Ebert; synes ikke godt om "North"

Jeg kan også varmt anbefale bogen "My Year of Flops", som udspringer af en klumme på websitet The A.V. Club. I denne vittige og dybt vanedannende serie af essays tager skribenten Nathan Rabin nogle af filmhistoriens mere eller mindre obskure fiaskoer op til revision.

> Læs "My Year of Flops" online hos The A.V. Club

Somme tider lykkes det Rabin at si en "hemmelig succes" fra bundfaldet og dermed restituere en skævert, som rummer uretmæssigt oversete kvaliteter. Andre gange står det skærende klart, hvorfor en film har ry for at være en stinker, og så fosser de forrygende sarkasmer ud af Rabins glødende tastatur. Tjek bl.a. hans ustyrligt veloplagte lynchning af Princes "Under the Cherry Moon" fra 1985.

"I can imagine Prince's pitch. He'd look a mortified studio suit firmly in the eye and plead "Look, I know this whole black and white thing sounds risky, but if it's any consolation I'll be performing at most two or three songs. It'll be less about the music and more about dialogue and comedy. Cause when you think "hilarity," I'm the first name that springs to mind. Oh, and the soundtrack will be really weird and non-commercial and my character will be a total asshole. But that won't really matter because the woman I'm romancing–who'll be played a white, British unknown, incidentally–will be a raging bitch. Oh, and I die at the end. And I plan to direct it myself after the original director is fired. And film it almost entirely in France. In case you're worried that a hit soundtrack might accidentally fuel interest in the film, you should know I plan to give the soundtrack an entirely different name than the movie. I'll call it Parade and the film Under The Cherry Moon. Now may I please have $12 million for this can't-miss proposition?"
– Nathan Rabin om Princes instruktørdebut ("in glorious Bad Idea-O-Vision!")

De sidste måneders lystlæsning af "My Year of Flops" online (ADVARSEL: en farlig overspringshandling!) inspirerede mig for nylig til at tage et dybt spadestik ned i mit arkiv af egne filmanmeldelser.

Allernederst på kistebunden fandt jeg en håndfuld kontante nekrologer over de værste et-stjernede ligegyldigheder, som jeg måtte udstå i min tid som biograf- og dvd-anmelder for TJECK og GEAR.

Og siden jeg jo fik løn for at tygge mig igennem anti-events som "Crocodile Dundee 3", måtte jeg i det mindste sørge for, at læserne a) blev advaret mod at spilde penge på det samme hø og b) forhåbentlig følte sig bedre underholdt af min anmeldelse, end jeg blev af filmen ...


BRIES BUNDSKRABERE
– et udvalg af etstjernede anmeldelser 2000-2006
Al tekst © Brian Iskov

Crocodile Dundee 3
(Simon Wincer, 2001)
Hvis "Crocodile Dundee 3" var et dyr, ville den hænge i et træ med hovedet nedad og snorke godmodigt. Mick Dundee (Paul Hogan), den jordbundne kanut fra Koalaland, er nu landet i Hollywood sammen med kæresten (Linda Kozlowski). Her får han job i et filmstudie, hvor han – sådan helt tilfældigt og uden større problemer – optrevler et kunsttyveri.
Hogans naturlige karisma er det eneste, der holder én vågen undervejs, for både historien og udførelsen er doven som en flaske Fosters, der har stået åben siden 1988. Vil de, som bad om en treer til denne serie, venligst række hånden i vejret? Ja, kom bare … op med hænderne … ingen? Et sted i det fjerne vifter Paul Hogan med sin solbrændte næve. Han ser meget alene ud.



My Boss’$ Daughter
(David Zucker, 2003)
Hvad kalder man en komedie uden et eneste morsomt øjeblik? Jeg kalder det en tragedie. Nordisk Film kaldte det ”My Boss’$ Daughter” og listede fadæsen ud på dvd efter tre gode år på arkivhylden.  
Ashton Kutcher overspiller febrilsk (kan han andet?) som den flinke Tom, der har et godt øje til chefens datter (Tara Reid). For at indsmigre sig siger han ja til at agere babysitter for bossens ugle (!) og passe på huset for en aften. Snart danser musene på bordene, bogstaveligt talt endda, mens et utal af ballademagere kigger forbi med kaos til følge.
Hver eneste scene stinker af desperation, men David Zucker er dén, som slår det største søm i sin egen kiste. Kan det virkelig være den samme mand, der stod bag den urkomiske klassiker ”Højt at flyve”? For så er han eddermame faldet dybt.



Cold Creek Manor
(Mike Figgis, 2003)
”Der er så dejligt ude på landet”, ved vi jo, og derfor flytter familien Tilson væk fra storbyens trængsel og alarm, da de finder en gammel "gør det selv"-herregård. Ingen af dem lader sig påvirke af ejendommens skumle navn, ”Cold Creek Manor”, eller det faktum, at husets tidligere ejer, en åbenlyst voldspsykopatisk bondeknold (Stephen Dorff), aldrig burde have været hyret som håndværker.
Selv den mest tungnemme tilskuer kan uden besvær overhale handlingen indenom i denne ualmindeligt spinkle thriller, som pligtskyldigt gennemfører sit kliché-bingo uden at trække en eneste overraskelse op af posen. Den ellers kapable instruktør Mike Figgis fortæller på dvd’ens ekstramateriale om genrens regel nr. 1, ”Publikum må aldrig vide mere end filmens hovedpersoner” – og dermed slår han sæsonens største selvhenter.



The Longest Yard
(Peter Segal, 2005)
Noget må være galt, når det eneste, man husker af en 108 minutter lang komedie, er Courteney Cox’ kavalergang fra filmens åbningsscene. Tredje og ringeste version af ”The Longest Yard” gider ikke engang gøre sig umage, men går kun efter jordstrygere og nemme points, og med goplen Adam Sandler ude at svømme som fejlcastet football-legende er der for alvor dømt fedtspil. Rugbykampen, hvor brummens barske børster udfordrer fangevogterne, bød på langt mere kant og integritet i originalen fra 1974 (”Det skrappe hold”), og dén kan stadig fås som Special Edition på dvd, så hvorfor vælge kopien?



xXx2: The Next Level
(Lee Tamahori, 2005)
Newzealænderen Tamahori var tæt på at skyde Bond-serien i sænk med den syntetiske ”Die Another Day”, og med sin næste film præsenterede han endnu et grelt eksempel på, hvordan computerspillets virkemidler endegyldigt har kontamineret actiongenren (se blot den ”danske” titel).
Det ene umulige CGI-optrin afløser det andet i ”xXx2”, og Vin Diesels vikar, den vrisne prop Ice Cube, er til grin som helten, der skal redde præsidenten fra et attentat. Er dét her virkelig, hvad de unge vil have? Åbenbart ikke, hvis man skal dømme ud fra ekkoet af tomme kasseapparater efter biografpremieren.



The Wicker Man
(Neil LaBute, 2006)
Nøgendans, religiøs paranoia og syret 70’er-stemning sikrede kultstatus til den britiske ”The Wicker Man” (Offerfesten, 1973). Kernen i Robin Hardys bizarre mareridtsgyser er mødet mellem en rettroende politimand og det hedenske øsamfund, hvor en lille pige er forsvundet. Remaket fra 2006 blæser højt og flot på pointen ved at afkristne betjenten og sætte ham op imod en matriarkalsk biavlerkreds!
Mislykket er for venligt et ord at hæfte på Neil LaButes meningsløse, søvngængersløve fejlskud, der er totalt blottet for spænding, hvad enten man kender originalen eller ej.
[Til gengæld har nyindspilningen siden premieren vundet hævd som en af 2000-tallets sjoveste ufrivillige komedier, takket være en legendarisk YouTube-montage af scener, hvor en dorsk Nicolas Cage graver sig endnu længere ned under karrierens gulvbrædder. Blandt de tvivlsomme højdepunkter: ”Oh no, not the bees! Not the bees, aaaaahh!”, "Killing me won't bring back your goddamn honey!", "Step away from the bike!" og, ikke mindst, ”How did it get burned, how did it get burned? Howdiditgetburned?! Howdiditgetburned!!?!?!”]



The Watcher
(Joe Charbanic, 2000)
En snedig seriemorder, der driver gæk med en udbrændt FBI-agent? Wow, det har vi aldrig set før. James Spader vifter med politiskiltet i "The Watcher", der starter fuldkommen håbløst og ikke bliver meget bedre hen ad vejen.
Her er alle de billige tricks: Slowmotion og kornede videobilleder. Dødssyg lommepsykologi. Eksploderende benzinstationer. Keanu Reeves i læderjakke. Ikke så underligt, at alle de medvirkende går rundt og ser frygtelig trætte ud. Spader har store, sorte poser under sine blanke øjne, hvilket trods alt giver mening, eftersom han skal forestille at være propfuld af traumer og smertestillende medicin. Reeves, seriemorderen, har derimod ingen undskyldning for at ligne en spand gammel fløde.
Apropos billige tricks: Sidste akt af "The Watcher" har de mest rådne special effects, man kunne opleve i biograferne i år 2000. Medmindre man altså holdt sig langt væk fra "The Watcher" og brugte sine surt optjente på at se en god film i stedet for.

Overset filmperle #1: "Thumbsucker"

– med reportage fra Berlinalen og anmeldelse

Hermed erklærer jeg dette møde i Anonyme Tommelsuttere for åbent!

Teenagerens søgen efter identitet er sjældent set formidlet så klogt og ærligt som i indieperlen ”Thumbsucker”, der er ugens varme tv-anbefaling herfra.

Videoinstruktøren Mike Mills' debutfilm vandt mit hjerte, da den deltog på Berlinalen i 2005 og skaffede hovedrollespilleren Lou Taylor Pucci en sølvbjørn. Men i Danmark, hvor Nordisk Film listede titlen ud på dvd, blev den skammeligt overset, og Kanal 5 gør heller ikke noget for sagen ved at programsætte "Thumbsucker" klokken 02:45 natten til tirsdag.

I stedet skal lyde en stor tak til harddiskvideoens opfinder, for man bør ikke snyde sig selv for det smukke ensemblespil, der sætter Keanu Reeves (som zen-tandlæge!) og Vince Vaughn i et helt nyt lys. En særlig nydelse er også filmens fine, nuancerede erkendelse af, at den voksne generation ofte føler sig lige så ungdommeligt forvirret som deres afkom.

Ekstra bonuspoint til Blog-O-Rama-heltinden Tilda Swinton, der kæmpede så hårdt for at få filmen realiseret, at hun står krediteret som executive producer.



ARTIKEL:
Vi bliver alligevel aldrig voksne
Brian Iskov (Berlin) i Total Film #5, juni 2006

”Caboose”, siger Mike Mills og giver ordet videre til Keanu Reeves, som svarer: ”Kiki”.

Begge herrer er blevet spurgt, om de havde nogle sjove kælenavne som teenagere, og det er ikke engang det mindst relevante spørgsmål, som pressen fyrer i panelets retning, da ‘Thumbsucker’ bliver præsenteret ved filmfestivalen i Berlin. Tilda Swinton parerer årvågent ved at hævde, at hendes øgenavne var ”unævnelige” – og at der stadig findes enkelte, som bruger dem!

Den britiske skuespillerinde, som til festivalen har affarvet sin røde manke til en gylden høstblond, var en af de første, der øjnede potentialet i instruktøren og forfatteren Mike Mills’ oplæg. Med hende om bord som executive producer fulgte resten af den imponerende besætning hurtigt trop.

Måske står svarene i den her folder?

”Under prøverne hæftede vi os ved, at de ting, folk siger til hinanden i en familie, sjældent er det mest interessante, for det vil altid kun udgøre toppen af isbjerget. Vi arbejdede meget med det uartikulerede og hvordan man med det samme kan se, at dét, der kommer ud af munden, slet ikke er det, personen egentlig har på hjerte”, fortæller Tilda Swinton.

I privatlivet har hun to børn ligesom sin medspiller, Vincent D’Onofrio, men begge måtte erkende over for Mills, at de aldrig havde vænnet sig til at være forældre: Indvendig var de stadig 17 år.

”Jeg blev så glad for at høre dem sige det. Filmen handler netop om at acceptere, at vi aldrig bliver lige så voksne og perfekte, som vi gerne vil være”, siger Mike Mills. En mand så rar, at den tilbagelænede franske duo Air har navngivet et af deres numre efter ham.

Som instruktør sørgede han for at fremelske en tryg atmosfære på settet, så filmholdet fik fornemmelsen af, at ”her sker der ikke noget vigtigt”. Hver fredag var derfor legedag, hvor alle bar skilte ud fra temaer som ”min barndoms ambition”, ”mit stjernetegn”, eller ”hvilket slags dyr er jeg”.

De fortrolige rammer gav spillerne plads til at være sårbare, hvilket i høj grad har medvirket til, at D’Onofrio, Swinton og deres filmsøn, Lou Taylor Pucci, illuderer så overbevisende på lærredet som en sammentømret familieenhed. Og hvis nogle læsere funderer over, hvad der stod på skiltene, kan vi afsløre, at Lou Pucci ville være arkæolog, da han var lille – samt at Tilda Swinton er en væddeløbshest!

> Læs også Bries interview med Tilda Swinton om "Michael Clayton"

Bare rolig, det kommer ikke til at gøre ondt ...

DET SAGDE DE OGSÅ I BERLIN:

”At sutte på tommelfinger er ikke meget anderledes end trangen til at ryge cigaretter.” – Lou Pucci

”Jeg elsker tandlæger. Jeg ved ikke noget bedre end at blive stukket i gummerne i 30 minutter”. – Keanu Reeves om sin rolles profession

”Da Lou kom til vores casting, skælvede han over hele kroppen af angst, fordi han netop havde været ude at flyve for første gang i sit liv. Hvor alle de andre 17-årige skuespillere gemte sig bag en facade, var Lou totalt åben og sårbar, og det gjorde ham perfekt til rollen.” – Mike Mills

”Du er en meget dårligere musiker end skuespiller!” – spansk reporter om Keanu Reeves’ tidligere bijob som bassist i Dogstar 

”Det gør ikke noget, du er heller ikke en særlig god journalist.” – Keanu Reeves' svar til spansk reporter

---

ANMELDELSE
Thumbsucker (2005, Mike Mills)
Brian Iskov i Total Film #5, juni 2006

Justin er 17, men bruger stadig sin tommelfinger som sutteklud, når han tror, ingen ser det. Hans far lever i skyggen af en kæmpe chance, der gik hans næse forbi i gymnasiet, og moderens pigede forgabelse i en tv-soap-stjerne afslører, at hendes indre alder heller ikke er kommet på omdrejningshøjde med den ydre.

For mens teenagere nærmest per definition føler sig for gamle til at være børn, kan man nemt glemme, hvordan deres forældre også tit føler sig for unge til at være voksne. Den ironiske observation krystalliseres til klog, lavmælt humor i musikvideoinstruktøren Mike Mills’ første spillefilm, ‘Thumbsucker’, der lægger sig smukt i forlængelse af halvskæve familieportrætter som ‘The Squid and the Whale’.

Sutteklude var ikke inkluderet i prisen på økonomiklasse.

Som så mange andre af sine jævnaldrende lider Justin under, at hans begavelse har svært ved at trænge igennem pubertetens tåge. Hans rastløshed og manglende fokus i klasseværelset får skolens læge til at stille diagnosen ”hyperaktivitet” – og hvorfor ikke, tænker Justin, dén forklaring kan vel være lige så gyldig som enhver anden.

Ritalin-kuren gør underværker for knægtens selvtillid. Tydeligt overrasket over sin nyvundne klarhed stryger han til tops som debatholdets gulddreng, der skråsikkert jorder ethvert argument med dødelige modangreb. Vince Vaughn viser sjældent sete facetter som læreren, der øjner Justins potentiale og tager ham under sine vinger. Men da protegeen forvandler sig til et arrogant monster under påvirkning af peppillerne, der kun ligger ”tre molekyler fra kokain”, må læremesteren give fortabt.

Den hidtil ukendte Lou Pucci sænker modigt alle parader og åbenbarer sig som et intuitivt stortalent i hovedrollen, men ‘Thumbsucker’ udmærker sig ved at give de voksnes forløb lige så meget plads, og Mills lokker et exceptionelt harmonisk ensemblespil ud af hele sin drømmebesætning. Mest overraskende er Keanu Reeves, der spiller kosteligt på sit verdensfjerne stoner-image som byens holistiske tandlæge. I bedste/værste new age-ånd insisterer han på at tage fat om problemernes rødder i psyken og hypnotiserer sågar Justin for at hidkalde hans indre kraftdyr. Desværre uden det ønskede resultat.

Debatholdets lærer blev tit forvekslet med ham fra ‘Dodgeball’.

Manglen på fremskridt piner Justins far, Mike (Vincent D’Onofrio). Et smadret knæ sendte ungdommens footballdrømme til tælling, og skuffelsen præger stadig Mike, der hverken føler sig klædt på til faderrollen eller sin position som Audreys ægtemand. Hendes stille sværmen for en slikket tv-skuespiller (Benjamin Bratt) stikker jalousiens nåle i begge husets herrer, men medfører samtidig, at far og søn nærmer sig hinanden i en fælles utilstrækkelighedsfølelse, der går på tværs af kommunikationsbarrieren.

Moderen underspilles formidabelt af Tilda Swinton med megen drømmerisk sødme og en imponerende præcision i nuancerne, og i det hele taget udmærker ‘Thumbsucker’ sig ved sin sikkerhed i person- og miljøtegningen. Mike Mills’ skildring af længsel i forstæderne rammer ubesværet en luftig, blid hverdagstone farvet af 70’ernes empatiske tragikomedier, og man mærker oprigtigheden i hans omgang med filmens karakterer, der alle fremstår som afrundede, troværdige individer.

Størst resonans finder han dog i den upåagtede sandhed, som udgør historiens egentlige kerne: at forældre bag opdragerrollens fastlåste rammer sagtens kan være lige så usikre og forvirrede som deres afkom. Audrey indrømmer det blankt i et privat øjeblik: ”Det er syret at være mor til en 17-årig. Man skal kende alle svarene, men kender ikke ét eneste”.

"Thumbsucker" vises på Kanal 5 natten til tirsdag 4. januar kl. 02:45.