Overset filmperle #2: "Rachel Getting Married" - interview med Jonathan Demme

VISES PÅ TV3 LØRDAG 19. NOVEMBER 2011 KL. 23:15

Anmeldelse + interview med instruktøren Jonathan Demme og skuespilleren Anne Hathaway

På den ellers skuffende Venedig-filmfestival i 2008 var jeg så heldig at opleve en stor, hovedkulds forelskelse. I en film, vel at mærke.

Jonathan Demmes "Rachel Getting Married" deltog i hovedkonkurrencens sidste dage, og oven på den første festivaluges lange række af fusere føltes Demmes sanseligt vibrerende familiedrama som et livgivende kindkys fra en huldsalig brise.

Desværre vandt "Rachel Getting Married" ikke andet i Venedig end mit hjerte, ligesom den blev slemt forbigået ved Oscar-uddelingen året efter, hvor kun Anne Hathaway opnåede at blive nomineret for sin indsats. Men jeg kan anbefale at kigge med i aften, lørdag 19. november kl. 23.15, når TV3 viser en af de senere års mest oversete amerikanske filmperler.



Titlens Rachel (Rosemarie DeWitt fra "Mad Men") er ph.d.-studerende i psykologi, som har gaflet en charmerende afroamerikansk musikertype (Tunde Adebimbe). Hendes familie sætter alle sejl til for at gøre brylluppet på slægtens smukke landsted til en lykkelig begivenhed.
Men det bliver lillesøsteren Kym (Anne Hathaway), der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado. Snart stiger lastens lig op til overfladen med højlydte skvulp.

Anne Hathaway står i blomst som seriøs voksenskuespiller i den flerstrengede hovedrolle, mens Debra Winger gør indtryk i en kort, om end væsentlig optræden, der var hendes første i fire år. Men den egentlige stjerne er instruktøren Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”, "Vild og blodig"), som efter nogle år i glemslen fik lov til at spille på samtlige af sine forcer som iscenesætter. Med "Rachel Getting Married" hentede han sig et gevaldigt kunstnerisk comeback, der parrer dokumentargenrens håndholdte spontanitet med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm.

Som frisindet musikelsker med evigt receptive antenner kan Demme heller ikke dy sig for at væve et eklektisk boblende væg til væg-tæppe af diegetisk musik under billederne. Her er alt, hvad et lydhørt øre kan begære af improviseret jazz, rå rock, sitrende samba, svedig crunk og vemodige violintoner: det hele spillet live på settet af instruktørens venner (bl.a. Robyn Hitchcock og Zafer Tawil).

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

Selv om Jonathan Demme begejstret erklærede, at han havde tyvstjålet den organiske og spontane stil fra de danske dogmefilm og især Susanne Biers ”Efter brylluppet”, måtte vi vente ufattelig længe på at få "Rachel Getting Married" til Danmark.
Cinemateket endte med at samle titlen op, et halvt år efter Sony Pictures havde sneget filmen ubemærket ud på videohylderne herhjemme. Hvorfor Demmes smukke, vittige og bevægende værk måtte lide en så krank skæbne i sit "andet hjemland", kan du læse mere om her:

> "Rachel Getting Married": Hvorfor fa'en kom den aldrig i biografen?

Bonusinfo: Manuskriptet til "Rachel Getting Married" er skrevet af Jenny Lumet, der er datter af den nu afdøde instruktør Sidney Lumet. Til daglig ernærer Jenny Lumet sig som skolelærer for 7.-8. klassetrin. Desuden er hun entertaineren Lena Hornes barnebarn.

Ekstra bonusinfo: Filmen bar arbejdstitlen "Dancing with Shiva". Og Jonathan Demme ville oprindelig have haft sin instruktørkollega Paul Thomas Anderson ("Magnolia", "There Will Be Blood") til at spille Sydney: "Paul er charmerende, utrolig sympatisk og ser godt ud, så jeg tænkte, han ville være perfekt i rollen," fortalte han i Venedig. Demme endte dog med at caste sangeren Tunde Adebimpe fra musikgruppen TV on the Radio som Rachels brudgom.

Her følger mit interview med Jonathan Demme fra Venedig 2008 - plus nogle aldrig før udgivne citater fra mit møde med Anne Hathaway.

Jonathan Demme under indspilningen af "Rachel Getting Married" - pr-foto

"RACHEL GETTING MARRIED": INTERVIEW MED JONATHAN DEMME
Comeback med danske aner
Brian Iskov i Børsen, 15. april 2009

I 2000 fejrede Cannes-festivalen en af sine bedre sæsoner, og i slutspurten satte Lars von Trier trumf på, da han rullede sin avantgarde-musical “Dancer in the Dark” ud i hovedkonkurrencen.

”Den blæste os alle omkuld”, husker filminstruktøren Jonathan Demme, som sad i juryen det år, hvor von Trier vandt De Gyldne Palmer. Også deres franske kollega, juryformanden Luc Besson, måtte bøje sig i støvet for det danske bidrag.

”Da vi gik ud af biografen, sagde Luc: "Du godeste, det føles som om, vi alle sammen spæner af sted, og alligevel kan vi kun se Lars von Triers ryg. Han er så langt foran os alle sammen." Og Luc Besson er altså ikke kendt for at være ydmyg,” klukker Jonathan Demme med sit karakteristiske, lune glimt i øjet.

Selv er den venlige amerikaner beskeden nok til at mene, han aldrig vil være i stand til at nå von Trier. ”Men det er skægt at jagte ham lidt,” smiler Jonathan Demme.

Den 65-årige filmveteran har ellers ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Branchefolk og cineaster har gennem tre årtier hyldet Jonathan Demme som ”en alsidig og skarpsindig iagttager af Amerikas multikulturelle landskab” – som Cinemateket skrev i omtalen af deres Demme-kavalkade [april 2009].

Jonathan Demme instruerer "Rachel Getting Married" - pr-foto

Med sin seneste kritikersucces, ”Rachel Getting Married”, går Jonathan Demme bogstavelig talt Lars von Trier i bedene. For det var tre danske film, der tændte Jonathan Demmes kreative gnist og gav ham lysten til at lave spillefilm tilbage, efter han egentlig havde lagt sin Hollywood-karriere brak.

”Jeg viste "Dancer in the Dark", Thomas Vinterbergs “Festen” og Susanne Biers ”Efter brylluppet” for mit filmhold,” røber Demme, da Børsen møder ham på filmfestivalen i Venedig. Særlig ”Efter brylluppet” satte dybe aftryk i newyorkerens sensible sjæl.

”Jeg synes, Biers film er pragtfuld. Den føles så spontan, som om kameraerne tilfældigvis befandt sig det rette sted på det rette tidspunkt, og skuespillerne virker fuldstændig frie og uinstruerede. Jeg tænkte, ”hvis vi kan ramme den stemning og det look, vil jeg blive meget glad.”

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

Med den tilnærmede dogmestil i ”Rachel Getting Married” forsøger Jonathan Demme med egne ord ”at lade publikum tænke og føle selv i stedet for at manipulere deres reaktioner frem.” Flere udenlandske anmeldere regner Demmes eksperiment for særdeles vellykket og mener, at instruktøren virker mærkbart revitaliseret af sin leg med det smidige, håndholdte kamera.

Men faktisk havde Jonathan Demme, trods Oscar-hæder for thrilleren ”Ondskabens øjne”, meldt sig ud af systemet. Træt af at slås mod nævenyttige producenter og dovne distributører trak han sig i 2004 tilbage fra mainstreamen for at dyrke den faktabaserede filmfortælling.
”Det er hårdt arbejde at lave spillefilm, og med tiden blev jeg stadig mere frustreret over, at filmselskaberne aldrig lægger lige så mange kræfter i projektet, som filmskaberne gør. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, "Den oplevelse må jeg ikke udsætte mig selv for igen". Så jeg holdt bogstavelig talt op med at læse manuskripter.”

Demme snublede første gang ind på faktavejen i 1986, da han besøgte Haïti. Et land, som han intet vidste om, men som forbløffede ham så meget, at han fik lyst til at fastholde sine rejseindtryk i levende billeder. ”Den britiske tv-station Channel 4 gav mig lov, og jeg elskede det. At lave dokumentarfilm føltes som at holde ferie,” husker han.
På portrætfilmen ”Cousin Bobby” (1990) arbejdede Jonathan Demme for første gang sammen med kameramanden Declan Quinn. Deres parløb gav instruktøren smag på mere dokumentarisme, og efter den politiske spændingsfilm ”The Manchurian Candidate” fra 2004 traf han beslutningen om at lægge fiktionen bag sig for altid.

Først da kollegaen Sidney Lumet stillede ham et tilbud, han ikke kunne afslå, øjnede Demme en mulighed for at kombinere de to udtryksformer, så de kunne krydsbestøve hinanden.
”Sidney ringede til mig og sagde, "Min datter [Jenny Lumet] har skrevet et manuskript, som du burde instruere." For at gøre Sidney en tjeneste læste jeg det, og til min store skræk elskede jeg, hvad Jenny havde skrevet! Intet andet manuskript havde kunnet få mig til at forlade dokumentargenren igen,” understreger Demme.

Anne Hathaway og Rosemarie DeWitt i "Rachel Getting Married" - Sony/Universal

”Rachel Getting Married” blev skudt på high definition-video over seks uger, hvilket er ca. halvdelen af den tid, det normalt tager at indspille en amerikansk spillefilm. Jonathan Demme fortæller, hvordan han denne gang drog fordel af sin og filmfotografens dokumentariske erfaring:
”Da jeg viste manuskriptet til Declan Quinn, sagde jeg, "Måske kan vi styrke den visuelle tilgang til filmen, hvis vi prøver at få det til at ligne en – meget, meget smuk – hjemmevideo. Hvis vi kan skabe den fornemmelse af sandfærdighed, som vi føler, når vi ser vores egne eller vore venners hjemmevideoer, vil tilskueren føle sig mere involveret." Og Declan svarede, "Hvorfor lader vi ikke bare, som om vi optager en dokumentar? Uden at øve?"”

Og sådan blev det. Fotografen besluttede sig for at lyssætte alle rummene, så han kunne bevæge sig frit og pege videokameraets linse i enhver retning, han måtte ønske. På samme måde, som hvis filmen havde været en registrering af virkelige hændelser, forklarer Jonathan Demme.
”Vi måtte løbende forholde os til, hvad der skete. End ikke skuespillerne vidste, hvordan indstillingen så ud, for vi vidste det heller ikke. Der var ikke én planlagt kameraindstilling. Og jeg er overbevist om, at vi ikke kunne have tilrettelagt dem bedre end, hvad Declan skabte i øjeblikket.”

Den håndholdte stil viste sig at komplementere filmens historie, på samme måde som brugen af billige videokameraer passede perfekt til stemningen i Thomas Vinterbergs dogmesensation ”Festen” fra 1998 – som Demme altså også har nærstuderet.
”Jeg elsker dogmefilmene, og jeg ved, hvor svært det ville være for os under disse omstændigheder at forblive kyske gennem hele indspilningen. Men vi havde meget sjov ud af at prøve at være så "dogme" som muligt … og det var FANTASTISK!” småjubler en synligt glad Jonathan Demme.

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

BONUS:
Jonathan Demme og musikken
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

”Jeg er barn af radiogenerationerne," siger Jonathan Demme, der altid har haft pulsen på tidens toneklang: hør blot de vidtfavnende lydspor til film som "Vild og blodig" (Something Wild, 1986) og "Gift med mafiaen" (Married to the Mob, 1988).
"Min første kilde til underholdning var den musik, jeg hørte i radioen, før vi fik fjernsyn. Jeg forelskede mig vildt og voldsomt i musik som lille dreng, og da tv kom, blev jeg også vild med dét,” fortæller Demme.

Som filmmager fandt han et medium, hvor han kunne parre sine to store lidenskaber. Musikken i "Rachel Getting Married" udgør da også næsten en karakter i sig selv.
”Jeg har altid gerne villet lave en film, hvor musikken opstod i øjeblikket. Denne historie gav mig den perfekte lejlighed til at prøve eksperimentet, for eftersom Sidney er musiker, vil mange af hans venner også være kreative mennesker – selv brudens far er i musikbranchen. Så det vil være helt normalt, at der færdes mange musikere i huset, og at der ligger instrumenter og flyder rundt omkring.”

Til sin portrætfilm om fhv. præsident Jimmy Carter, "Man from Plains" (2007), fandt Demme en gruppe mellemøstlige musikere, der havde base i New York. De samme musikere slap han fri på settet, da kameraet rullede på ”Rachel Getting Married”.

”Vores violinist er palæstinenser, vores trompetist er fra Irak, og en af sangerne er egypter. Vi opfordrede dem til at spille, imens skuespillerne var på. Somme tider sad de i rummet ved siden af, andre gange sad de udenfor med deres instrumenter og jammede. Og lige så stille begyndte et partitur at vokse frem.”

Anne Hathaway i "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

BONUSINTERVIEW:
Anne Hathaway om "Rachel Getting Married" 
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

"Jonathan [Demme] and I had spent a year talking about the character and the film. Every few weeks or so, we would just get on the phone and catch up and see where the other person was at, if we’d had any realizations or been inspired by something, or read a book that had anything to do with it, or heard an album."

"I was particularly protected in this movie, because I was acting with professional theatre actors who are used to blocking out a thousand people and having intimate moments in front of people watching and coughing, and cell phones going off … And I got to be around that level of focus and professionalism. And I’m a trained theatre actress, but I don’t do a lot of theatre, unfortunately. But I was able to kind of get back to my training, in that sense. But I prefer it, to be honest. I prefer this style of filmmaking. It’s spontaneous, and it’s chaotic, but it’s really focused, purposeful chaos."

"We’re far more complex than movies usually let us be. Life is so short. And we have so much potential. And we don’t give each other enough credit. The thing I love about this movie is, I think it really highlights the fact that there are heroes walking around in this world that are totally unacknowledged, and that you would never think of them as heroic, but I think Kym is one of them."

Overset filmperle #1: "Thumbsucker"

– med reportage fra Berlinalen og anmeldelse

Hermed erklærer jeg dette møde i Anonyme Tommelsuttere for åbent!

Teenagerens søgen efter identitet er sjældent set formidlet så klogt og ærligt som i indieperlen ”Thumbsucker”, der er ugens varme tv-anbefaling herfra.

Videoinstruktøren Mike Mills' debutfilm vandt mit hjerte, da den deltog på Berlinalen i 2005 og skaffede hovedrollespilleren Lou Taylor Pucci en sølvbjørn. Men i Danmark, hvor Nordisk Film listede titlen ud på dvd, blev den skammeligt overset, og Kanal 5 gør heller ikke noget for sagen ved at programsætte "Thumbsucker" klokken 02:45 natten til tirsdag.

I stedet skal lyde en stor tak til harddiskvideoens opfinder, for man bør ikke snyde sig selv for det smukke ensemblespil, der sætter Keanu Reeves (som zen-tandlæge!) og Vince Vaughn i et helt nyt lys. En særlig nydelse er også filmens fine, nuancerede erkendelse af, at den voksne generation ofte føler sig lige så ungdommeligt forvirret som deres afkom.

Ekstra bonuspoint til Blog-O-Rama-heltinden Tilda Swinton, der kæmpede så hårdt for at få filmen realiseret, at hun står krediteret som executive producer.



ARTIKEL:
Vi bliver alligevel aldrig voksne
Brian Iskov (Berlin) i Total Film #5, juni 2006

”Caboose”, siger Mike Mills og giver ordet videre til Keanu Reeves, som svarer: ”Kiki”.

Begge herrer er blevet spurgt, om de havde nogle sjove kælenavne som teenagere, og det er ikke engang det mindst relevante spørgsmål, som pressen fyrer i panelets retning, da ‘Thumbsucker’ bliver præsenteret ved filmfestivalen i Berlin. Tilda Swinton parerer årvågent ved at hævde, at hendes øgenavne var ”unævnelige” – og at der stadig findes enkelte, som bruger dem!

Den britiske skuespillerinde, som til festivalen har affarvet sin røde manke til en gylden høstblond, var en af de første, der øjnede potentialet i instruktøren og forfatteren Mike Mills’ oplæg. Med hende om bord som executive producer fulgte resten af den imponerende besætning hurtigt trop.

Måske står svarene i den her folder?

”Under prøverne hæftede vi os ved, at de ting, folk siger til hinanden i en familie, sjældent er det mest interessante, for det vil altid kun udgøre toppen af isbjerget. Vi arbejdede meget med det uartikulerede og hvordan man med det samme kan se, at dét, der kommer ud af munden, slet ikke er det, personen egentlig har på hjerte”, fortæller Tilda Swinton.

I privatlivet har hun to børn ligesom sin medspiller, Vincent D’Onofrio, men begge måtte erkende over for Mills, at de aldrig havde vænnet sig til at være forældre: Indvendig var de stadig 17 år.

”Jeg blev så glad for at høre dem sige det. Filmen handler netop om at acceptere, at vi aldrig bliver lige så voksne og perfekte, som vi gerne vil være”, siger Mike Mills. En mand så rar, at den tilbagelænede franske duo Air har navngivet et af deres numre efter ham.

Som instruktør sørgede han for at fremelske en tryg atmosfære på settet, så filmholdet fik fornemmelsen af, at ”her sker der ikke noget vigtigt”. Hver fredag var derfor legedag, hvor alle bar skilte ud fra temaer som ”min barndoms ambition”, ”mit stjernetegn”, eller ”hvilket slags dyr er jeg”.

De fortrolige rammer gav spillerne plads til at være sårbare, hvilket i høj grad har medvirket til, at D’Onofrio, Swinton og deres filmsøn, Lou Taylor Pucci, illuderer så overbevisende på lærredet som en sammentømret familieenhed. Og hvis nogle læsere funderer over, hvad der stod på skiltene, kan vi afsløre, at Lou Pucci ville være arkæolog, da han var lille – samt at Tilda Swinton er en væddeløbshest!

> Læs også Bries interview med Tilda Swinton om "Michael Clayton"

Bare rolig, det kommer ikke til at gøre ondt ...

DET SAGDE DE OGSÅ I BERLIN:

”At sutte på tommelfinger er ikke meget anderledes end trangen til at ryge cigaretter.” – Lou Pucci

”Jeg elsker tandlæger. Jeg ved ikke noget bedre end at blive stukket i gummerne i 30 minutter”. – Keanu Reeves om sin rolles profession

”Da Lou kom til vores casting, skælvede han over hele kroppen af angst, fordi han netop havde været ude at flyve for første gang i sit liv. Hvor alle de andre 17-årige skuespillere gemte sig bag en facade, var Lou totalt åben og sårbar, og det gjorde ham perfekt til rollen.” – Mike Mills

”Du er en meget dårligere musiker end skuespiller!” – spansk reporter om Keanu Reeves’ tidligere bijob som bassist i Dogstar 

”Det gør ikke noget, du er heller ikke en særlig god journalist.” – Keanu Reeves' svar til spansk reporter

---

ANMELDELSE
Thumbsucker (2005, Mike Mills)
Brian Iskov i Total Film #5, juni 2006

Justin er 17, men bruger stadig sin tommelfinger som sutteklud, når han tror, ingen ser det. Hans far lever i skyggen af en kæmpe chance, der gik hans næse forbi i gymnasiet, og moderens pigede forgabelse i en tv-soap-stjerne afslører, at hendes indre alder heller ikke er kommet på omdrejningshøjde med den ydre.

For mens teenagere nærmest per definition føler sig for gamle til at være børn, kan man nemt glemme, hvordan deres forældre også tit føler sig for unge til at være voksne. Den ironiske observation krystalliseres til klog, lavmælt humor i musikvideoinstruktøren Mike Mills’ første spillefilm, ‘Thumbsucker’, der lægger sig smukt i forlængelse af halvskæve familieportrætter som ‘The Squid and the Whale’.

Sutteklude var ikke inkluderet i prisen på økonomiklasse.

Som så mange andre af sine jævnaldrende lider Justin under, at hans begavelse har svært ved at trænge igennem pubertetens tåge. Hans rastløshed og manglende fokus i klasseværelset får skolens læge til at stille diagnosen ”hyperaktivitet” – og hvorfor ikke, tænker Justin, dén forklaring kan vel være lige så gyldig som enhver anden.

Ritalin-kuren gør underværker for knægtens selvtillid. Tydeligt overrasket over sin nyvundne klarhed stryger han til tops som debatholdets gulddreng, der skråsikkert jorder ethvert argument med dødelige modangreb. Vince Vaughn viser sjældent sete facetter som læreren, der øjner Justins potentiale og tager ham under sine vinger. Men da protegeen forvandler sig til et arrogant monster under påvirkning af peppillerne, der kun ligger ”tre molekyler fra kokain”, må læremesteren give fortabt.

Den hidtil ukendte Lou Pucci sænker modigt alle parader og åbenbarer sig som et intuitivt stortalent i hovedrollen, men ‘Thumbsucker’ udmærker sig ved at give de voksnes forløb lige så meget plads, og Mills lokker et exceptionelt harmonisk ensemblespil ud af hele sin drømmebesætning. Mest overraskende er Keanu Reeves, der spiller kosteligt på sit verdensfjerne stoner-image som byens holistiske tandlæge. I bedste/værste new age-ånd insisterer han på at tage fat om problemernes rødder i psyken og hypnotiserer sågar Justin for at hidkalde hans indre kraftdyr. Desværre uden det ønskede resultat.

Debatholdets lærer blev tit forvekslet med ham fra ‘Dodgeball’.

Manglen på fremskridt piner Justins far, Mike (Vincent D’Onofrio). Et smadret knæ sendte ungdommens footballdrømme til tælling, og skuffelsen præger stadig Mike, der hverken føler sig klædt på til faderrollen eller sin position som Audreys ægtemand. Hendes stille sværmen for en slikket tv-skuespiller (Benjamin Bratt) stikker jalousiens nåle i begge husets herrer, men medfører samtidig, at far og søn nærmer sig hinanden i en fælles utilstrækkelighedsfølelse, der går på tværs af kommunikationsbarrieren.

Moderen underspilles formidabelt af Tilda Swinton med megen drømmerisk sødme og en imponerende præcision i nuancerne, og i det hele taget udmærker ‘Thumbsucker’ sig ved sin sikkerhed i person- og miljøtegningen. Mike Mills’ skildring af længsel i forstæderne rammer ubesværet en luftig, blid hverdagstone farvet af 70’ernes empatiske tragikomedier, og man mærker oprigtigheden i hans omgang med filmens karakterer, der alle fremstår som afrundede, troværdige individer.

Størst resonans finder han dog i den upåagtede sandhed, som udgør historiens egentlige kerne: at forældre bag opdragerrollens fastlåste rammer sagtens kan være lige så usikre og forvirrede som deres afkom. Audrey indrømmer det blankt i et privat øjeblik: ”Det er syret at være mor til en 17-årig. Man skal kende alle svarene, men kender ikke ét eneste”.

"Thumbsucker" vises på Kanal 5 natten til tirsdag 4. januar kl. 02:45.

Tema: Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?

Har du nogensinde stillet dig selv dét spørgsmål? Eller bare undret dig over, hvorfor de danske biografsale fyldes op med slamfilm fra Hollywoods samlebånd, mens du venter forgæves på den skamroste indieperle, du læste om på nettet forrige sommer?

Så bør du læse Børsens kultursider i dag (21. oktober 2010).

I artiklen "Kvalitetsfilm snydes for biopremiere" undersøger jeg, hvorfor sammensætningen af biografernes repertoire i Danmark ser ud, som den gør.

For der er efterhånden rigtig mange eksempler på, at prisvindere, anmelderdarlings og andre såkaldt "smalle" film aldrig får chancen på et dansk lærred. I stedet for sniges de listige juveler ud på videohylderne uden yderligere fanfare.

Blandt mine cases i artiklen er den dobbelte Oscar-vinder "Crazy Heart", Werner Herzogs "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" og Jonathan Demmes "Rachel Getting Married". Sidstnævnte oversete mesterværk var heldigere end de fleste, da Cinemateket udvalgte den til "Månedens Film" et halvt år efter dvd-premieren – og kørte fulde huse i ti dage.

> Bries anmeldelse af "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans"

Også mere mainstream-venlige film risikerer at ryge ned imellem gulvbrædderne. Kultkomedier som "Zoolander", den første "Austin Powers" og en af mine personlige favoritter inden for kategorien "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen" – "Shaun of the Dead" – røg alle lukt på video herhjemme.

Mange af titlerne er allerede forsøgt lanceret på bio i vores nabolande, inden turen når til Danmark. Og hvis finnerne vender "Zoolander" ryggen, eller svenskerne nægter at elske "Crazy Heart", som tilfældet var – ja, så vil filmen efter al sandsynlighed blive pillet af premierelisten i Danmark. Den bliver "rejected", som det hedder i branchen.

Altså: Hvis filmselskabernes kalkuler viser, at det ikke kan betale sig at bruge ressourcer på en biografrelease, dumpes filmen direkte på dvd – enten af den danske afdeling eller efter dekret fra hovedkontoret i USA. Så enkelt er det faktisk.

Hvad er dine yndlingseksempler på seværdige film, som du mener havde fortjent et liv på det hvide lærred? Fyr løs i kommentarfeltet eller på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side!

HVORFOR KOM DEN ALDRIG I BIOGRAFEN #1:
Crazy Heart
(2009, Scott Cooper)

I foråret 2010 floppede den Oscar-belønnede amerikanske spillefilm »Crazy Heart« som biorelease i Sverige, hvor den solgte 3.414 billetter fordelt på ti kopier.
Country-dramaet med Jeff Bridges klarede sig kun lidt bedre i Norge, hvor den lokale distributør satsede på Oscar-buzzen og sendte 35 kopier ud i biograferne, kort før prisoverrækkelsen fandt sted i marts. Kun 24.606 nordmænd mødte dog op ved billetlugerne, svarende til ca. 700 tilskuere pr. kopi.
20th Century Fox' amerikanske hovedkvarter forholdt sig derfor tvivlende over for filmens chancer i de danske biografer. En skepsis, som selskabets filial i København delte, selv om de i øvrigt anerkendte og bakkede op om filmens kvaliteter.
»Jeff Bridges er altid god, men selv om han fik en Oscar for rollen, er han ikke en stjerne, der sælger billetter, og country & western har aldrig været et hot tema i Danmark,« siger Helle Hochheim, der er chef for biografbooking i Fox' danske afdeling.

Læs mere om afvisningen af "Crazy Heart" i Børsen 21.10.2010

HVORFOR KOM DEN IKKE I BIOGRAFEN #2:
Shaun of the Dead
(2004, Edgar Wright)
SVAR: Lokal beslutning taget af UIP Danmark - filmen var "for engelsk"!
En romantisk komedie ... fuld af zombier. En rom-zom-com! Hvorfor har vi aldrig set dét før? Titlens Shaun (Simon Pegg) er faktisk ikke død, men særlig levende er han altså heller ikke, hvis man spørger hans dejlige ekskæreste (Kate Ashfield). Den blege vatnisse og hans søvnige sambo, Ed (Nick Frost), opdager også meget sent, at hjembyen London er blevet centrum for en galopperende zombie-epidemi. Efter de første blodige nærkampe mander Shaun sig dog op. Han henter pigen, skifter controlleren ud med et cricketbat og søger mod yndlingsstedet: Den lokale pub!
Edgar Wrights forrygende ”Shaun of the Dead” jagter aldrig det billige grin, men tegner sine afrundede figurer kvikt og præcist, hjulpet af et hold topspillere med bombesikker komisk timing og en overbevisning, der også får horrorelementerne til at fungere. Så den skulle selvfølgelig ikke op i biografen!


HVORFOR KOM DEN IKKE (RIGTIGT) I BIOGRAFEN #3:
Rachel Getting Married
(2008, Jonathan Demme)
SVAR: Efter ordre fra Sony Pictures i USA
Alle sejl er sat til for at gøre Rachels bryllup på familiens smukke landsted til en lykkelig begivenhed. Men det bliver lillesøsteren Kym, der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado.
Anne Hathaway står i blomst i sit Oscar-nominerede voksne gennembrud, mens Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”) henter sig et gevaldigt comeback ved at parre dokumentargenrens håndholdte spontanitet – direkte påvirket af Susanne Biers ”Efter brylluppet” – med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm. Og under hele seancen bobler et gavmildt væg til væg-tæppe af sprød musik i alle tænkelige stilarter.
Ikke kun, men også på grund af, Demmes erklærede inspiration fra Danmark kæmpede Sonys lokale afdeling længe for at få lov til at sætte "Rachel" i biografdistribution. Men storebror i USA var hverken til at hugge eller stikke i, og kun takket være Cinematekets mellemkomst kunne danskerne (med et års forsinkelse) nyde en af 2008-sæsonens fineste film på det store lærred.

HVORFOR KOM DEN IKKE I BIOGRAFEN #4:
Zoolander
(2001, Ben Stiller)
SVAR: Floppede i Finland
Han er verdens hotteste mandlige supermodel. Han er hjernevasket til at dræbe Malaysias præsident. Og så kan han hverken læse, stave eller dreje til venstre. Han er ... Zoolander!
Ingen mestrer det lækre, fårede look lige så formidabelt som Ben Stiller. Det skulle da lige være Owen Wilson, Zoolanders nye rival på catwalken og indbegrebet af en mandlig blondine.
Der er dømt sublimt fjolleri fra gulv til loft i Stillers hurtigtvirkende brusetablet af en kultkomedie. Perlerækken af gæsteoptrædender sidder lige i (klæde)skabet, og trods skæverter og døde punkter får ”Zoolander” de varmeste anbefalinger herfra. Fordi Stiller og Wilson sjældent er set i mere uimodståeligt parløb. Fordi finner åbenbart ikke har forstand på farce. Og fordi jeg flere gange har taget mig selv i at lave "Blue Steel" foran et kamera ...

LÆS OGSÅ:
> Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor fa'en kom den ikke i biografen?

---

Flere eksempler på roste film, der er blevet "rejected" til det danske biografmarked:

• The Messenger (Oren Moverman, 2009 – nomineret til to Oscars) – vises som Månedens film i Cinemateket januar 2011
• 9 (Shane Acker, 2009)
• Original (Alexander Brøndsted & Antonio Tublén, 2009 – vinder af to priser på Shanghai Film Festival) - vist i Cinemateket
• Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans (Werner Herzog, 2009 – i konkurrence i Venedig) - vist på CPH PIX
• Frozen River (Courtney Hunt, 2008 – nomineret til to Oscars) – vist som Månedens Film i Cinemateket
• The Savages (Tamara Jenkins, 2007 – nomineret til to Oscars)
• Rescue Dawn (Werner Herzog, 2006)
• The Three Burials of Melquiades Estrada (Tommy Lee Jones, 2005 – vinder af to priser i Cannes)
• Thumbsucker (Mike Mills, 2005 – vinder af priser på Berlinalen og Sundance Festival)
• Rushmore (Wes Anderson, 1998 – nomineret til Golden Globe)

> Filmnørdens Hjørne: Podcast 75B - med "direkte på dvd"-tema