Viser opslag med etiketten Kongens store tale. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kongens store tale. Vis alle opslag

torsdag den 3. marts 2011

"Kongens store (Oscar)tale": Colin Firth, Helena Bonham Carter og Tom Hooper


Fra i dag kan danske biografgængere løse billet til "Kongens store tale", hvor den nybagte Oscar-vinder Colin Firth spiller Englands talehæmmede kong George 6. De Oscar-nominerede Helena Bonham Carter og Geoffrey Rush ses som hhv. dronning Elizabeth og regentens uortodokse talepædagog.

Jeg interviewede Colin Firth om rollen i Berlin, kun få uger inden Oscar-uddelingen. Skuespilleren fortalte blandt andet, at han - modsat kong George - er lykkeligt forskånet for lammende fobier. Dog har Colin Firth aldrig mødt et menneske, som ikke havde problemer med at tale i offentlige forsamlinger - inklusive ham selv.

”Ifølge en amerikansk undersøgelse er flere mennesker bange for at holde tale, end de er for at dø,” oplyser Colin Firth og citerer stand-up-komikeren Jerry Seinfeld:
”Det må betyde, at når man går til begravelse, vil de fleste tilstedeværende hellere ligge nede i kisten end holde bisættelsestalen!”



Colin Firth mener også, at selv politikere og andre store oratorer døjer med nerver, når mikrofonen og menneskemængden stirrer dem i øjnene. Det samme gælder teaterskuespillere på premiereaftenen:

”Den allerførste gang jeg optrådte på en scene, stod jeg foran 1.100 tilskuere på Londons West End. Jeg var 23 år, spillede hovedrollen, og gik ind på scenen uden så meget som skyggen af nervøsitet. Det må have været ungdommens arrogance, der fik mig til at mene, det var min ret at spille den rolle, og at det ville gå strygende. Men jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg omkring alle de ting, der kan slå fejl,” siger Colin Firth og tilbyder et simpelt tip, som øjensynlig også kom ham til nytte under hans velturnerede Oscar-tale:

”Fidusen er at huske at trække vejret.”

> LÆS HELE MIT INTERVIEW MED COLIN FIRTH:
Colins store tale
Børsen 01.03.2011 (NB! Kræver abonnement)

Helena Bonham Carters portræt af dronningemoderen var indstillet til, men vandt ikke, en Oscar i kategorien bedste kvindelige birolle. ”Filmen hedder jo ikke ”Dronningens store tale”,” som Bonham Carter bemærkede, da jeg mødte hende i Berlin.

Under forberedelserne hæftede hun sig ved den berømte portrætfotograf Cecil Beatons karakteristik af dronningemoderen. ”Han så hende som en skumfidus lavet med en svejsebrænder – udadtil sød og sukret, men hård som stål indenunder,” siger Bonham Carter. Derfor måtte hun også lægge bånd på sig selv i rollen, ligesom den virkelige Elizabeth kun lod små glimt af sin skælmske humor trænge gennem facaden.

”Hun viste stort set intet af sit indre liv til omverdenen. Hun var jo en kvinde af sin tid, en edwardianer, for hvem det ikke var velset at udtrykke sig. I stedet gav hun sin mening til kende gennem ironi, og hun var berømt for sin drilske humoristiske sans,” siger Helena Bonham Carter.


Den 44-årige skuespillerinde misunder ikke de kongeliges dont – ”vores film viser netop, hvor stort pres der hviler på deres skuldre”, siger hun – men på en omfattende presseturné som den, hun netop har afsluttet for ”Kongens store tale”, mærker Bonham Carter en flig af den udholdenhed, det må kræve at repræsentere monarkiet.

”Sådan er deres liv hver eneste dag. Jeg mødte dronning Elizabeth II og spurgte hende, hvad hun ellers havde af pligter den uge. Hun svarede, at hun havde hilst på 3.000 tandlæger dagen før. Hvad i alverden siger man til 3.000 tandlæger? Det er jo hende, der skal indlede samtalen hver gang. Men hendes pligtfølelse er enorm.”

Helena Bonham Carter hilste også på dronningemoderen, da denne deltog i gallapremieren på ”Værelse med udsigt” i 1985. ”Hun var nøjagtig, som man forventede, med hovedet på sned og i boblende humør som en lille fe. Eller rettere, en stor og rund fe, ha ha ha!”

> Læs flere uddrag af mit interview med Helena Bonham Carter

> LÆS HELE MIT INTERVIEW MED HELENA BONHAM CARTER:
Dronning Helena
Børsen 25.02.2011 (pdf; kræver abonnement)

Instruktøren af ”Kongens store tale”, den relativt ukendte Tom Hooper, hjemtog også en Oscar til England ved prisuddelingen i søndags. To dage inden måtte Hooper finde sig i, at hans amerikanske distributør, Harvey Weinstein, ændrede en central scene i filmen for at tækkes det amerikanske familiepublikum.

Problemet er ordet ”fuck”, som talepædagogen Lionel Logue lokker kong George til at repetere for at få hans krøllede tunge på gled i denne scene:



Eden "fuck" er en af de uønskede gloser, som kan hæve en films aldersgrænse fra 13 til 17 år hos den amerikanske filmcensur, MPAA. Derfor er Hooper modvilligt gået med til at fjerne lyden i bemeldte scene, hver gang det forbudte ord kommer over kongens læber.

”Det er helt tosset,” medgiver instruktøren, da jeg møder ham i Berlin. Han nævner en anden Oscar-kandidat, Coen-brødrenes western ”True Grit”, som modeksempel:
”I den film bliver en mand skudt i øjet på klos hold, og giftslanger kravler ud af et lig for at bide en ung pige, så hun næsten dør af det. Jeg syntes personligt, det var ubehageligt at overvære, men censurrådet har tilladt ”True Grit” for børn over 13 år. Hvorimod en britisk konge, der anvender ordet ”fuck” i en terapeutisk sammenhæng for at løsne op for sin stammen, regnes for mere upassende i USA.”

Tom Hooper oplyser, at filmens ligeledes Oscar-vindende forfatter, 73-årige David Seidler, kæmpede med et lignende talehandicap i 1940'erne, og at kraftudtryk var en effektiv del af hans terapi. ”Dengang var det åbenbart i orden at lære de unge at sige ”fuck”, men ikke i dag,” ræsonnerer Hooper med et skuldertræk.


På Oscar-natten udtrykte Colin Firth sin støtte til manuskriptets brug af F-ordet: ”Det tjener et opbyggeligt formål i filmens kontekst, og jeg har endnu ikke mødt nogen, der har følt sig stødt over den scene,” udtalte han til søndagens sene pressemøde.

> Læs Colin Firths kommentar i The Hollywood Reporter

"Kongens store tale" vandt fire Oscars ved Academy Award-showet i søndags. Filmen har premiere i 79 danske biografer i dag.

søndag den 27. februar 2011

Klar til Oscar 2011: Mens vi venter



Jeg er klar til Oscar-showet i år.

Anne Hathaway og James Franco er værtsparret, der natten til mandag kl. 02:30 (dansk tid) uddeler Academy Awards til Colin Firth & Co.

Ikke alene har de talent og ser godt ud, både sammen og hver for sig; Hathaway (28) og Franco (32) er også de yngste værter i Oscar-uddelingens 83-årige historie. Til branchebladet The Hollywood Reporter afslører de to skuespillere, hvad vi kan forvente os af årets show, der bliver fornyet på flere områder:

> First Q&A: James Franco and Anne Hathaway Reveal Ground Rules for the Oscars

> 8 Ways the Oscars Are Going to Be Radically Different This Year

Samme publikation bekræfter også den mistanke, vi alle har haft om, at det ikke nødvendigvis er kvaliteten af skuespillet, der afgør Oscar-statuettens ejerskab – men skuespillets volumen.
> Will the Loudest Actors Win?

Francos udsigt fra scenen i Kodak Theatre © James Franco/WhoSay.com

Hvis du vil være klædt på til at gætte, hvem der løber med hvilke statuetter, bør du besøge Kris Tapley og Guy Lodge på InContention.com, der er en af de grundigste Oscar-blogs:
> InContention.com

Følg desuden med i bookmakernes senest opdaterede Oscar-odds:
> Online Betting Guide

Endelig kan du varme op med denne række af udvalgte Oscar-anekdoter, samlet af Esquire:
> Inside the Secret History of Oscar Speeches

Og så ellers: God fornøjelse!



PROGRAM FOR OSCAR-SHOWET 2011:
1. Scenografi (præsenteret af Tom Hanks)
2. Fotografering (Tom Hanks)
3. Kvindelig birolle (?)
4. Animeret spillefilm (Justin Timberlake, Mila Kunis)
5. Animeret kortfilm (Timberlake, Kunis)
6. Bearbejdet manuskript (Javier Bardem, Josh Brolin)
7. Originalmanuskript (Bardem, Brolin)
8. Udenlandsk film (Russell Brand, Dame Helen Mirren)
9. Mandlig birolle (Reese Witherspoon)
10. Originalmusik (Nicole Kidman, Hugh Jackman)
11. Lydmiks (Matthew McConaughey, Scarlett Johansson)
12. Lydredigering (McConaughey, Johansson)
13. Makeup (Cate Blanchett)
14. Kostumedesign (Blanchett)
15. Dokumentarisk kortfilm (Jake Gyllenhaal, Amy Adams)
16. Live-action kortfilm (Gyllenhaal, Adams)
17. Dokumentarisk spillefilm (Oprah Winfrey)
18. Visuelle effekter (Robert Downey Jr., Jude Law)
19. Klipning (Downey Jr., Law)
20. Originalsang (Jennifer Hudson)
21. Instruktør (Hilary Swank, Kathryn Bigelow)
22. Skuespillerinde (Jeff Bridges)
23. Skuespiller (Sandra Bullock)
24. Film (Steven Spielberg)
Kilde: Deadline Hollywood

Den 83. Oscar-uddeling sendes direkte på TV 2 Film natten til mandag den 28. februar. DR2 viser et sammendrag af prisoverrækkelsen mandag aften.

> Den fulde liste over årets Oscar-nomineringer

torsdag den 24. februar 2011

Klar til Oscar 2011: Helena Bonham Carter

Helen Mirren har gjort det.
Og Judi Dench gjorde det før hende.
Begge de damer vandt en Oscar efter at have portrætteret britiske dronninger på det hvide lærred.

> Læs Bries interview med Helen Mirren om "The Queen"

På søndag kan Helena Bonham Carter gøre dem kunsten efter. I succesfilmen ”Kongens store tale”, som får dansk premiere næste torsdag (3. marts), gestalter hun endnu en historisk Elizabeth – i dette tilfælde 1930'ernes dronning af Storbritannien.


Som hendes gemal, den talehandicappede kong George 6., ses Colin Firth, og hans præstation regnes for den uovertrufne favorit blandt de mandlige hovedroller, når årets Oscar-statuetter uddeles i Los Angeles natten til mandag.

> Læs Bries interview med Colin Firth og instruktøren Tom Hooper

Flere kommentatorer mener, at Helena Bonham Carters Oscar-chancer (for "bedste kvindelige birolle") har fået et løft af den afvæbnende ligefremhed, hvormed den 44-årige skuespillerinde har charmet sig igennem i de seneste måneders pr-kampagne. I lyset af den defensive imagepleje, som mange andre stjerner dyrker religiøst, udstråler den klejne brite en bramfri mangel på forfængelighed, som får hende til at virke meget menneskelig.

> New York Magazine anmelder Bonham Carters Oscar-kampagne

Jeg mødte for nylig Helena Bonham Carter på Berlinalen, hvor hendes fandenivoldske humør stadig ikke var slidt i bund af de mange samlebåndsinterviews. Da hun blev spurgt, om hun har nerver på inden Oscar-natten, udbrød hun: ”Det kan du lige tro. Man kan hurtigt gøre sig selv totalt til grin ("make a complete tit out of yourself") foran milliarder af tv-seere.”


I skrivende stund tror bookmakerne stadig mest på Melissa Leo (fra boksedramaet ”The Fighter”) som sejrskvinde i kategorien ”bedste kvindelige birolle”. Helena Bonham Carter erklærer sig udmærket tilfreds med at være løbets dark horse:

”Jeg vinder ikke, det vil jeg næsten vædde mit liv på. For jeg og Amy Adams (fra ”The Fighter”) har konstant tabt til Melissa ved alle de andre prisuddelinger. Vi har nærmest vores egen lille klub, og vi plejer at sige, at vi lige så godt kan blive hjemme, og så kan de give Melissa prisen med det samme. Det gør mig virkelig ikke noget.”

> Tjek de seneste Oscar-odds på online-betting-guide.co.uk

For to uger siden lykkedes det imidlertid Helena Bonham Carter at score det britiske sidestykke til Oscaren, BAFTA-prisen, for sin præstation i ”Kongens store tale”. Hun kvitterede med en uhyre morsom, frimodig og tilsyneladende improviseret talestrøm, som bliver svær at overgå såvel i løssluppen underholdningsværdi som i længde (tre et halvt minut).



”Hvis jeg alligevel ender med at vinde den Oscar, bliver jeg nødt til at fatte mig i korthed, og det er lidt af en udfordring for mig,” indrømmer hun. Hendes samlever, Tim Burton, er øjensynlig af samme mening:
”Tim siger altid, jeg snakker for meget. Til BAFTA-uddelingen kunne jeg se, at han sad nede i salen og gemte hovedet i sine hænder, fordi jeg bare blev ved med at ævle løs, ha ha!”

> Læs hele mit interview med Helena Bonham Carter
(NB: kræver Børsen-abonnement)



”Kongens store tale” (The King's Speech) er nomineret til 12 Oscars i følgende kategorier:
  • Bedste film (Iain Canning, Emile Sherman, Gareth Unwin)
  • Bedste instruktion (Tom Hooper)
  • Bedste originalmanuskript (David Seidler)
  • Bedste mandlige hovedrolle (Colin Firth)
  • Bedste mandlige birolle (Geoffrey Rush)
  • Bedste kvindelige birolle (Helena Bonham Carter)
  • Bedste fotografering (Danny Cohen) 
  • Bedste kostumedesign (Jenny Beavan)
  • Bedste scenografi (Eve Stewart, Judy Farr)
  • Bedste klipning (Tariq Anwar)
  • Bedste originalmusik (Alexandre Desplat)
  • Bedste lydmiks (Paul Hamblin, Martin Jensen, John Midgley)

Den 83. Oscar-uddeling sendes direkte på TV 2 Film natten til mandag den 28. februar. DR2 viser et sammendrag af prisoverrækkelsen mandag aften.

> Den fulde liste over årets Oscar-nomineringer