Instruktøren er svensk. Franske og tyske penge har betalt gildet. Og alligevel fremstod Tomas Alfredsons fortættede spiondrama "Dame, konge, es, spion" (Tinker Tailor Soldier Spy) som essensen af britiskhed ved sin verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig sidste år.
Da den tidligere MI6-spion David Cornwell, alias John le Carré, i 1960erne startede sin romanserie om den anonymt askegrå George Smiley, skete det som modreaktion til Ian Flemings fantastiske superagent, James Bond. Hos le Carré er spionerne forborgne embedsmænd, der kæderyger i lydtætte rum og fører et ensomt liv i skyggerne.
I seriens femte bog, "Dame konge es spion" (1974), har en russisk »muldvarp« – KGB's term for en infiltreringsagent – boret sig ind i hjertet af det smuldrende britiske imperiums efterretningstjeneste. Tekstens illusionsløse realisme stiller »det ældste af alle spørgsmål: hvem kan udspionere spionerne?«
Alec Guinness brillerede i en sen signaturrolle som den usmilende Smiley, da John Irvin i 1979 filmatiserede samme bog for BBC. Herhjemme lagde føljetonen gaderne øde under navnet "Spionen, der kom ind i kredsen". I 2010 udkom de syv afsnit på dansk dvd under en tredje titel, "Muldvarpen", i tandem med efterfølgeren, "Smiley's People".
I le Carrés galleri af socialt isolerede, midaldrende nørder finder Tomas Alfredson igen en frugtbar klangbund for den melankolske outsiderempati, han udfoldede så smukt i sin forrige film, "Lad den rette komme ind". Ved at genfortælle "Dame, konge, es, spion" som periodestykke bevarer han den oprindelige 1970'er-atmosfære af fugtige cottoncoats og koldkrigsparanoia. Til gengæld er tempoet strammet op og den omstændelige intrige kogt ind til en saftig suppeterning. Man savner hverken tv-udgavens beklumrethed eller bogens mudrede plotslyngninger.
Filmens magnetiske centrum, Gary Oldman, griber chancen for at skrue ukarakteristisk langt ned for alle knapper. Slank og kantet ligger hans Smiley umiddelbart fjernt fra bøgernes »lille, fedladne og i bedste fald midaldrende« protagonist og tv-seriens lettere livstrætte onkel Guinness. Men Oldman tilsætter en lurende farlighed til antiheltens sindsro, så man dårlig tør fjerne blikket fra ham.
En distingveret luksusbesætning af engelske karakterskuespillere giver skakbrættets brikker fylde: Toby Jones, Colin Firth, John Hurt, Mark Strong, Tom Hardy. I kredsen af brune habitter ses desuden dansk-svenske David Dencik som »den ungarske giftdværg« Toby Esterhase.
David Dencik i "Dame, konge, es, spion"
Dame, konge, es, spion. Frankrig-Storbritannien-Tyskland 2011. Originaltitel: Tinker Tailor Soldier Spy. Instruktion: Tomas Alfredson. Spilletid: 127 minutter. Dansk biografpremiere: 9. februar 2012. Udgiver: SF Film.
Fra i dag kan danske biografgængere løse billet til "Kongens store tale", hvor den nybagte Oscar-vinder Colin Firth spiller Englands talehæmmede kong George 6. De Oscar-nominerede Helena Bonham Carter og Geoffrey Rush ses som hhv. dronning Elizabeth og regentens uortodokse talepædagog.
Jeg interviewede Colin Firth om rollen i Berlin, kun få uger inden Oscar-uddelingen. Skuespilleren fortalte blandt andet, at han - modsat kong George - er lykkeligt forskånet for lammende fobier. Dog har Colin Firth aldrig mødt et menneske, som ikke havde problemer med at tale i offentlige forsamlinger - inklusive ham selv.
”Ifølge en amerikansk undersøgelse er flere mennesker bange for at holde tale, end de er for at dø,” oplyser Colin Firth og citerer stand-up-komikeren Jerry Seinfeld:
”Det må betyde, at når man går til begravelse, vil de fleste tilstedeværende hellere ligge nede i kisten end holde bisættelsestalen!”
Colin Firth mener også, at selv politikere og andre store oratorer døjer med nerver, når mikrofonen og menneskemængden stirrer dem i øjnene. Det samme gælder teaterskuespillere på premiereaftenen:
”Den allerførste gang jeg optrådte på en scene, stod jeg foran 1.100 tilskuere på Londons West End. Jeg var 23 år, spillede hovedrollen, og gik ind på scenen uden så meget som skyggen af nervøsitet. Det må have været ungdommens arrogance, der fik mig til at mene, det var min ret at spille den rolle, og at det ville gå strygende. Men jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg omkring alle de ting, der kan slå fejl,” siger Colin Firth og tilbyder et simpelt tip, som øjensynlig også kom ham til nytte under hans velturnerede Oscar-tale:
”Fidusen er at huske at trække vejret.”
> LÆS HELE MIT INTERVIEW MED COLIN FIRTH: Colins store tale Børsen 01.03.2011 (NB! Kræver abonnement)
Helena Bonham Carters portræt af dronningemoderen var indstillet til, men vandt ikke, en Oscar i kategorien bedste kvindelige birolle. ”Filmen hedder jo ikke ”Dronningens store tale”,” som Bonham Carter bemærkede, da jeg mødte hende i Berlin.
Under forberedelserne hæftede hun sig ved den berømte portrætfotograf Cecil Beatons karakteristik af dronningemoderen. ”Han så hende som en skumfidus lavet med en svejsebrænder – udadtil sød og sukret, men hård som stål indenunder,” siger Bonham Carter. Derfor måtte hun også lægge bånd på sig selv i rollen, ligesom den virkelige Elizabeth kun lod små glimt af sin skælmske humor trænge gennem facaden.
”Hun viste stort set intet af sit indre liv til omverdenen. Hun var jo en kvinde af sin tid, en edwardianer, for hvem det ikke var velset at udtrykke sig. I stedet gav hun sin mening til kende gennem ironi, og hun var berømt for sin drilske humoristiske sans,” siger Helena Bonham Carter.
Den 44-årige skuespillerinde misunder ikke de kongeliges dont – ”vores film viser netop, hvor stort pres der hviler på deres skuldre”, siger hun – men på en omfattende presseturné som den, hun netop har afsluttet for ”Kongens store tale”, mærker Bonham Carter en flig af den udholdenhed, det må kræve at repræsentere monarkiet.
”Sådan er deres liv hver eneste dag. Jeg mødte dronning Elizabeth II og spurgte hende, hvad hun ellers havde af pligter den uge. Hun svarede, at hun havde hilst på 3.000 tandlæger dagen før. Hvad i alverden siger man til 3.000 tandlæger? Det er jo hende, der skal indlede samtalen hver gang. Men hendes pligtfølelse er enorm.”
Helena Bonham Carter hilste også på dronningemoderen, da denne deltog i gallapremieren på ”Værelse med udsigt” i 1985. ”Hun var nøjagtig, som man forventede, med hovedet på sned og i boblende humør som en lille fe. Eller rettere, en stor og rund fe, ha ha ha!”
> LÆS HELE MIT INTERVIEW MED HELENA BONHAM CARTER: Dronning Helena Børsen 25.02.2011 (pdf; kræver abonnement)
Instruktøren af ”Kongens store tale”, den relativt ukendte Tom Hooper, hjemtog også en Oscar til England ved prisuddelingen i søndags. To dage inden måtte Hooper finde sig i, at hans amerikanske distributør, Harvey Weinstein, ændrede en central scene i filmen for at tækkes det amerikanske familiepublikum.
Problemet er ordet ”fuck”, som talepædagogen Lionel Logue lokker kong George til at repetere for at få hans krøllede tunge på gled i denne scene:
Eden "fuck" er en af de uønskede gloser, som kan hæve en films aldersgrænse fra 13 til 17 år hos den amerikanske filmcensur, MPAA. Derfor er Hooper modvilligt gået med til at fjerne lyden i bemeldte scene, hver gang det forbudte ord kommer over kongens læber.
”Det er helt tosset,” medgiver instruktøren, da jeg møder ham i Berlin. Han nævner en anden Oscar-kandidat, Coen-brødrenes western ”True Grit”, som modeksempel:
”I den film bliver en mand skudt i øjet på klos hold, og giftslanger kravler ud af et lig for at bide en ung pige, så hun næsten dør af det. Jeg syntes personligt, det var ubehageligt at overvære, men censurrådet har tilladt ”True Grit” for børn over 13 år. Hvorimod en britisk konge, der anvender ordet ”fuck” i en terapeutisk sammenhæng for at løsne op for sin stammen, regnes for mere upassende i USA.”
Tom Hooper oplyser, at filmens ligeledes Oscar-vindende forfatter, 73-årige David Seidler, kæmpede med et lignende talehandicap i 1940'erne, og at kraftudtryk var en effektiv del af hans terapi. ”Dengang var det åbenbart i orden at lære de unge at sige ”fuck”, men ikke i dag,” ræsonnerer Hooper med et skuldertræk.
På Oscar-natten udtrykte Colin Firth sin støtte til manuskriptets brug af F-ordet: ”Det tjener et opbyggeligt formål i filmens kontekst, og jeg har endnu ikke mødt nogen, der har følt sig stødt over den scene,” udtalte han til søndagens sene pressemøde.
Mine første tanker oven på nattens Oscar-show blev formuleret i denne opdatering på Facebook:
[Brie] bider alle løfterige ord om årets Oscar-værtspar i sig. Nul kemi at spore mellem en febrilsk Hathaway og en verdensfjern Franco i krampagtig kamp mod håbløst ringe materiale og en fornærmende fejlkonciperet leflen for "det unge publikum" (buzzword: internet!). Hjertelig tak til Melissa Leo, David Seidler, Randy Newman og Colin Firth for nærvær, lune og intelligens, der spredte lys i en formørket Oscar-nat.
Efter små tre timers søvn og en arbejdsdag bliver jeg dog stadig mere overbevist om, at den teori om James Francos mærkværdige optræden, som jeg luftede ud på de sene timer af Filmnørdens Hjørnes Oscar-podcast, kan have noget på sig.
For nok var showet pinligt og værterne kejtede, men man må ikke glemme, at James Franco hverken er en glat ung Hollywood-metervaredengse eller det stenede bonghoved, han til forveksling lignede på podiet i Kodak Theatre.
Tværtom går Franco for at være en egensindig multikunstner med en rebelsk åre. Han arbejder på sin ph.D. i creative writing på Columbia University og er desuden indskrevet på Rhode Island School of Design. Han har for nylig udgivet sin første novellesamling, "Palo Alto", og i Berlin kan man indtil 23. april se Francos multimedieinstallation "The Dangerous Book Four Boys". Et filmet bidrag til sidstnævnte projekt viser bl.a. Franco vandre omkring på Louvre-museet med en gummipik på næsen.
Også som skuespiller har James Franco ry for konstant at køre sit personlige kunstneriske projekt som et show-i-showet, hvad enten han overraskende dukker op som tomhjernet øjeguf i damebladsfilmen "Spis bed elsk" eller gennemfører en højst uventet gæsteoptræden som performancekunstneren Franco (nudge nudge) i hospitalssoap-serien "General Hospital".
Derfor er det nærliggende at gisne om, hvad der var James Francos egentlige motivation for at sige ja til Oscar-jobbet. Kan hans apatiske ikke-ageren være et (temmelig indforstået) forsøg på at lægge en skæv, personlig vinkel på showet? Et subtilt stykke undergravende performancekunst, der udspiller sig i hjertet af Hollywoods største, mest glamourøse og traditionsrige rygklapperfest?
Måske tændte James Franco netop på tanken om, at millioner af tv-seere verden over i dag enten tror, han er a) en talentløs nar eller b) den første vært, der gennemfører et Oscar-show i synligt påvirket tilstand. Han har i hvert fald vakt masser af debat, og uanset om vi nogensinde får at vide, hvad der skjulte sig bag hans selvfede Cheshirekat-smil i nat, er hans optræden som Oscar-vært gået over i historien.
Teorien får yderligere støtte af de 16(!) videoklip, som James Franco nåede at optage på sin smartphone og lægge på nettet i løbet af den direkte Oscar-transmission.
Som en af brugerkommentarerne på whosay.com lyder:
"No wonder Franco seemed so distracted during the show – he was directing his own backstage Oscars documentary and me thinks it was better than the real thing."
Bruger: "Fucking stop James, you are supposed to host the Oscars."
Oscar-showet set fra James Francos lomme. Det er frækt. Det er ungt. Det er kunst.
Og den måske mest afslørende:
Anne Hathaway: "You achieved history tonight. You did something original."
James Franco: "I tried."
I dag udkommer designeren Tom Fords instruktørdebut, "A Single Man", på dvd og Blu-ray i Danmark. Den er rigtig god. Hvor god kan man læse i min festivalanmeldelse fra Weekendavisen nederst i dette indlæg.
Filmen solgte over 50.000 billetter i biograferne herhjemme. Det er rigtig flot for et periodedrama om en midaldrende homoseksuel universitetsprofessor i selvmordstanker.
Jeg interviewede filmens stjerne, Colin Firth, på Venedig Filmfestival sidste år. Sad sågar klos op ad ham. Up close and personal var 'Mr. Darcy' nøjagtig så charmerende, beleven og veltalende, som mange hunkønsvæsener i min bekendtskabskreds drømmer om. Og så har han store hænder.
Den 49-årige britiske skuespiller var til lejligheden ekviperet i Tom Ford fra yderst til inderst og top til tå. Jeg diskede op med et cremefarvet jakkesæt skræddersyet i Hongkong. Colin Firth vandt.
INTERVIEW MED COLIN FIRTH: Mr. Darcy bryder fri Brian Iskov i Børsen (Venedig), 5. februar 2010
- om typecasting, fordelene ved at blive ældre og glæden ved dyre jakkesæt
Sjældent har så mange journalister følt sig så »underdressed«, som da holdet bag »A Single Man« mødte pressen i Venedig sidste sommer. Anledningen var, at modeskaberen Tom Ford debuterede som filminstruktør, og han benyttede naturligvis chancen til selv at ekvipere sine skuespillere på podiet.
Hovedrolleindehaveren, den høje Colin Firth med den dannede charme, tager sig også blændende ud i klassisk sort Ford-habit over en kridhvid skjorte, da Børsen møder ham dagen efter.
»Jeg elsker jakkesæt, selv om jeg sjældent går i dem. Jeg elsker følelsen af at have et skræddersyet sæt tøj på,« siger skuespilleren, der straks fornemmer, at han risikerer at lyde som en salgsrepræsentant for Tom Fords modehus. Han skynder sig derfor at tilføje:
»Men jeg holder lige så meget af at skifte ud af jakkesættet, når dagen er forbi.«
Man behøver ikke være en af Firths kvindelige beundrere for at konstatere, at den 49-årige brite bærer det hundedyre dress, som var han født i det. Men Colin Firth er selv den første til at påpege situationens ironi. Tilbage i 1970erne, da han som ung fløs promenerede ned ad strøget i Winchester med langt hår, piercede ører og svaj i bukserne, ville han hellere dø end at blive set i et jakkesæt.
»En af grundene til, at jeg blev skuespiller, var, at jeg ville have en karriere, hvor jeg ikke behøvede at gå i pænt tøj. Og se, hvor jeg er nu,« ler han og peger ned af sit fnugfri luksusensemble. (Prissedlen på en Tom Ford-habit lyder på omkring 11.500 kroner, red.)
På forhånd lignede det nærmest en naturlov, at en spillefilm signeret af en glamourøs haute couture- og parfumedesigner ville flyde over med overdådigt attraktive billeder. De udenlandske anmeldere har da også noteret sig, hvordan der kæles og kræses for hver en detalje i filmens genskabelse af Los Angeles anno 1962, men trods den markante stilsans er Ford æstetiker, ikke æsteticist, påpeger Colin Firth.
»Jeg opdagede hurtigt, at filmen ville blive smuk, men ikke på samme måde som et modemagasin er det. Jeg synes, Tom har fundet nogle visuelle udtryk for menneskelig isolation, der indrammer historien i en elegance uden at give køb på dens substans.«
Still fra "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet
Skuespilleren beskriver »A Single Man« som »et portræt af en meget ensom mand«. Den 53-årige universitetsprofessor George Falconer er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mandlige partner gennem mange år døde i en bilulykke. Ritualer og rutiner holder George oprejst, men gnisten er slukket, og den mismodige akademiker beslutter sig for at lukke livets bog for enden af det døgn, som udgør filmens ramme.
I mange scener er George alene på lærredet, og skellet mellem den offentlige facade og den private George trækkes tydeligt op. Det er med andre ord en rolle, som favner dybt og giver skuespilleren lejlighed til at trække på hele registeret.
»Man ser George i ensom melankoli, man ser ham i en tilstand af mild irritation, hvor han ironiserer over tingene, og mere udadvendt, når han leverer en noget teatralsk forelæsning for sin klasse. I nogle scener er han beruset, i andre fredfyldt, og igen i andre bevidner man, hvordan han bryder sammen,« fortæller Colin Firth, som blandt andet sagde ja til rollen, fordi han kunne se dynamikken i det følelsesmæssige spænd.
»Demonstrativt skuespil fascinerer mig egentlig ikke så meget, men det er da klart tiltalende at få lov til at vise, hvad man kan en gang imellem – især når man, som jeg, mest bliver bedt om at spille temmelig reserverede personer,« erkender han.
Julianne Moore og Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet
For selv efter 25 års film-, tv- og teaterroller er det stadig især den romantiske drøm om Mr. Darcy, den mutte don juan fra BBC-serien »Stolthed og fordom«, der får kvinder i alle aldre til at sukke efter Colin Firth. Også i flere andre roller har han brilleret som den pæne, men lidt hæmmede mand, som set med kvindeøjne kun gør sig mere interessant ved at holde sine følelsesmæssige kort tæt ind til kroppen.
Derfor følte Firth det som en lettelse at slå gækken løs i den alt andet end tilknappede ABBA-musical »Mamma Mia!«, hvor han syngende dansede omkring i det græske øhav.
»Det var en meget usædvanlig oplevelse,« bekræfter han. »Selv om den film udadtil kan virke nok så overfladisk og pjanket, var »Mamma Mia!« et spring ud på det dybe for os. Det var ret skræmmende at give sig i kast med, men det tror jeg kun er sundt,« siger Colin Firth og illustrerer sin pointe med et yndlingscitat af jazzlegenden Miles Davis:
Spil ikke dét, du kan. Spil dét, du ikke kan.
»Dét er værd at stræbe efter i ethvert kunstnerisk fag, men skuespillere får sjældent lov til det,« fortsætter Colin Firth.
»Man bliver som regel hyret til at gøre, hvad producenterne har set én gøre hundrede gange før, og det er naturligvis, fordi de har mange penge ude at svømme på sådan en film. De tør ikke løbe risikoen. At nogen kommer og beder mig om at spille noget fuldstændig nyt, noget som ingen har haft fantasi til før, er derfor ekstremt usædvanligt.«
Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet
Selv inden Colin Firth vandt skuespilprisen på filmfestivalen i Venedig for »A Single Man«, lagde han mærke til, at de roller, han får tilbudt, bliver mere og mere interessante, efterhånden som han nærmer sig de 50. Så noget godt er der alligevel ved at blive ældre, konkluderer han med et skævt smil.
»I mine unge år så jeg ret anonym ud. Jeg kan huske, at jeg som 25-årig ønskede mig nogle rynker. Jeg arbejdede sammen med ældre skuespillere og tænkte: »Hvordan skal jeg kunne udtrykke noget som helst, før mit ansigt får noget karakter?« Mit fjæs var som et tomt lærred uden nogen tekstur.«
Ud over de rent fysiske attributter hjælper det også at have mere personlig erfaring at trække på, siger han.
»De roller, jeg får tilbudt nu, har mere emotionel bagage og en mere kompleks tilgang til deres problemer, fordi de enten er stødt på dem før, eller har indset, at de ikke magter at løse dem. Det svarer omtrent til, hvor jeg selv er i mit liv. Hvis jeg i dag skulle spille en overfladisk ung mand, der er forelsket for første gang, ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle gebærde mig.«
Trods succesen, der netop har ført til karrierens første oscarnominering, holder Colin Firth hovedet koldt, vel vidende at intet varer evigt – og da slet ikke i den ungdomsfikserede underholdningsbranche.
»Jeg talte med en ældre filmstjerne for nylig, som sagde, »Nyd det, mens det varer, min kære.« Man kan opbygge et godt moment, når man når den modne alder. Derefter begynder arbejdet at blive mindre interessant igen ...«
Nicholas Hoult og Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet
ANMELDELSE: A SINGLE MAN
(Tom Ford, 2009) Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18. september 2009
Modeskaberen Tom Ford debuterede med bravur som spillefilmmager på Mostraen. Forlægget af Christopher Isherwood, "A Single Man" (da.: Enlig herre) fra 1964, regnes for en grundtekst i moderne homoseksuel litteratur. På festivalen gjorde Ford imidlertid en dyd ud af at underspille bøssetemaet. ”Det er en universel kærlighedshistorie,” betonede han.
George Falconer, en 53-årig britisk universitetsprofessor i Los Angeles, er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mangeårige partner omkom i en bilulykke. Ritualer og rutiner holder George oprejst, men gnisten er slukket, og han beslutter sig for at lukke livets bog for enden af det døgn, som tegner tidsrammen hos både Isherwood og Ford.
Selvmordsplanen er en af filmens veldisponerede nyskabelser. Ford, der også har skrevet drejebogen, oversætter romanens indre monolog til en serie af tilfældige møder, som får den mismodige akademiker på andre tanker. Tungen på vægtskålen er tilnærmelserne fra en mandlig elev. Han har gennemskuet lærerens dobbeltbundede ord om minoriteternes isolation. Som den æggende engel i angora ses Nicholas Hoult, den rundkindede dreng fra "About a Boy", nu skudt gevaldigt i vejret og med aftryk af en yngre, mindre selvtilfreds Tom Cruise i sit fotogene ansigt.
Filmatiseringens forgyldte anker er Colin Firth, der giver en diskret, raffineret og vittig præstation for fuldtonende register. Den britiske skuespiller var storfavorit til at hjemtage festivalens mandlige skuespilpris og vandt ubetalelige charmepoint på Lidoen ved at fremsige sin takketale på pletfrit italiensk.
Tom Ford, Julianne Moore, Colin Firth, Nicholas Hoult, Matthew Goode @ Venice 2009
Det lignede også en selvfølge, at en glamourøs haute couture- og parfumedesigner skulle levere den mest attraktivt udformede film på den 66. Mostra. Der kæles og kræses for hver en detalje i tidsbilledet fra 1962, og Wong Kar-wais ”In the Mood for Love” spøger i Eduard Graus sprøde luksusfotografering, der understøttes graciøst af et klassisk score med temaer af Wongs hofkomponist, Shigeri Umebayashi.
Filmens overdådige stilsans krystalliseres mest prægnant i de korte flash af skønhed, der genvækker Georges appetit på hverdagens simple, sensuelle glæder. Et oprigtigt smil; en barbrystet tennisspiller; duften af en nyvasket foxterrier (”som smør på ristet brød”).
I den brusende technicolor-glød, der optænder lærredet, når George inhalerer nuet, finder Ford et såre præcist filmisk udtryk for den frydefulde fortabelse i øjeblikket. Og det er netop sansernes beruselse af de flygtige momenter, som i sidste ende gør livet værd at leve.
Budskabet i Tom Fords udlægning af teksten er bestemt ikke synderlig originalt – faktisk ligger det snublende tæt på det banale – men der ligger alligevel en resonansbund under den udsøgte præsentation, som gør enhver forudanelse om hult overfladerytteri til skamme. Tom Ford er æstetiker, ikke æsteticist, og "A Single Man" står tilbage som en velskabt, letløbende filmatisering og en bevægende oplevelse i sin egen ret.
OPDATERING 22.07.2010:
"A Single Man" vises som gratis Open Air-forestilling i Ørstedsparken, København lørdag 24. juli kl. 21.45. Arrangementet hører under Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
