Venedig 2013: "The Canyons" og sex på film

Sidste uge skrev jeg en artikel i Politiken om, at der bliver stadig længere mellem sexscenerne i moderne hollywoodfilm. Samtidig vælter tidens indiefilm og kabel-tv-serier sig vellystigt i bare bryster og halløj i himmelsengen:

LÆS ARTIKLEN:
Hollywood strammer kyskhedsbæltet og siger nej tak til sex
Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013

På den aktuelle 70. filmfestival i Venedig handlede det også om sex, da Paul Schraders "The Canyons" i dag fik europæisk premiere uden for konkurrenceprogrammet.



Paul Schraders neo-noir har vakt opsigt af to årsager. Dels fordi Schrader med "The Canyons" blev den første kendte, amerikanske filminstruktør, som har finansieret en spillefilm udelukkende via Kickstarter (budget: 150.000$). Dels fordi den omvandrende skandale Lindsay Lohan spiller hovedrollen og smider tøjet flere gange i filmen.

Denne forbløffende og afslørende reportage, som Stephen Rodrick har skrevet til The New York Times, illustrerer på forbilledlig vis de mange problemer, som fulgte i kølvandet på Schraders casting af Lindsay Lohan. Et skoleeksempel på new journalism, når det er bedst:

> Here Is What Happens When You Cast Lindsay Lohan in Your Movie

Til stor ærgrelse for fotograferne dukkede Lindsay Lohan heller ikke op som aftalt her i Venedig for at promovere "The Canyons" og strø stjernestøv over den røde løber. Årsagen er grangiveligt, at hun stadig er indlagt til afvænning. (Man undres over, at Variety endnu ikke har kørt rubrikken "Li-Lo lays low: No-show on Lido".)

> Læs om mit møde med den 18-årige Lindsay Lohan i 2004

Lindsay Lohan og James Deen i "The Canyons" (foto fra filmen)

Derfor var det op til den knap så celebre trio af instruktør Paul Schrader, manusforfatter Bret Easton Ellis og pornoskuespiller James Deen at snakke om "The Canyons" ved filmens pressekonference i Venedig.

James Deen, der er filmens mandlige hovedrolleindehaver, fortalte i den forbindelse lidt om brugen af sexscener i "The Canyons" (og ja, han har full frontal-nøgenscener). Han er tilsyneladende ikke helt enig med mig i, at sexscenerne er på vej ud af amerikanske mainstreamfilm:

"In "The Canyons", all the scenes that could be considered explicit are there to further the plot, to drive story. They're shot as if they were dialogue; it's not done with the intent to arouse the viewer, but to inform the viewer. If anything, with [the upcoming movie] "50 Shades of Grey" and just movies in general, it's [about] the acceptability of more explicit images in a mainstream movie without it just being tits and ass. I see mainstream movies becoming more forgiving with their explicit images, because they're not shown as being explicit, just images."

Paul Schrader sagde også et par ord, der kan tolkes som om, at han enten ikke har megen fidus til Lars von Triers kommende "Nymphomaniac", eller også har han slet ikke hørt om den:

"In the 1970's, there was a dream that there would be a cross over film that was both explicit and a solid film. I think that dream was a false one, and I don't think that such a film will ever occur. The part of our brain that responds to explicit imagery is another part of our brain than the one that responds to long-form narrative. And I think that these two impulses work at cross-purposes. I don't think anybody will ever succeed in making a long-form narrative that also has explicit imagery. The brain doesn't want to see that movie."

Paul Schrader, instruktør af "The Canyons" (pr-foto)

EKSTRAMATERIALE OM SEX PÅ FILM:

Nøgenhedsklausulen
Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013

Endnu en årsag til fraværet af filmsex i dagens Hollywood kan være en voksende uvilje blandt kendte stjerner – især de kvindelige – til at klæde sig af foran kameraet.

»Mange skuespillere har klausuler i deres kontrakter om, at de ikke optræder i bar figur. Enten på grund af karrierehensyn eller personlige holdninger,« siger Jody Pennington, der er lektor ved AU og forfatter til bogen 'The History of Sex in American Film'.

»Det vakte opsigt, da en stjerne som Kristen Stewart gik topløs i Kerouac-filmen 'On the Road'. Mange andre kendte skuespillerinder laver aldrig nøgenscener. De ved jo også, at billederne ender på nettet i løbet af nul komma fem.«

»No nudity«-restriktionen kan være dyr at omgås: Halle Berry fik i 2001 en halv million dollars for at blotte sine bryster i en enkelt scene i actionfilmen 'Swordfish'. En mere fiffig løsning for blufærdige stjerner kan være at tage visuelle effekter til hjælp, som Leslie Mann gjorde, da hun i komedien 'Hvis jeg var dig' (2012) lod en computeranimeret barm dække over sine naturlige attributter.

De frimodige optrin, som florerer i betalingskanalernes dramaserier, involverer påfaldende flere ukendte skuespillere og importerede europæere (hej, Alexander Skarsgård!) end etablerede amerikanske stjerner. Hvis en af Hollywoods A-liste-skuespillere i dag smider tøjet, sker det næsten udelukkende »for kunstens skyld« i et seriøst projekt.

Da oscarværten Seth McFarlane leverede sit kontroversielle intronummer »We Saw Your Boobs« under dette års show, stammede alle de nøgenscener, han opremsede i teksten, fra arthouse- og indiefilm.

"Machete": Brie møder Robert Rodriguez

I dag får "Machete" dansk biografpremiere. Robert Rodriguez' seneste hyldest til B-filmens herligheder er en videreudvikling af den falske trailer, han lavede til sit og Quentin Tarantinos "Grindhouse"-projekt i 2007.

"Grindhouse" trailer, 2007

Officiel filmtrailer, 2010

Jeg mødte Robert Rodriguez og to af filmens stjerner, Danny Trejo og Jessica Alba, da de gav interview på Venedig-festivalen i september. Resultatet kan du nu læse på dagbladet Informations hjemmeside:

> Instruktøren skyder kun to gange
Interview med Robert Rodriguez
Brian Iskov (Venedig) i Information, 9. december 2010

---

Men I skal selvfølgelig ikke snydes for ekstra godbidder fra interviewet. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama røber Robert Rodriguez et af sine beskidte fif – nemlig at vise rigeligt med bare bryster, så snart forteksterne er flimret over lærredet:

”Jeg bruger tit nøgenscener i starten af mine film, for så tror publikum, at resten af filmen er lige så vovet. Folk har sagt til mig, ”der er så meget nøgenhed i ”Sin City” (2005).” Men det passer ikke. Der er kun to topløse piger, og de er noget af det første, man ser i filmen. Alle andre har meget lidt tøj på, men de er dækket til. Det er kun inde i hovedet, at publikum oplever nøgenhed derefter,” forklarer Robert Rodriguez.

Han kan desværre også afkræfte, at det er Lindsay Lohan selv, der blotter ynderne i ”Machete”s meget omtalte vandfaldsscene.

"Jeg optog den sekvens til traileren for fem år siden, og dengang var Lindsay Lohan slet ikke med. Men fordi jeg elskede traileren, ønskede jeg at genbruge alt materialet fra den i selve filmen, selv om klippene var fem år gamle. Derfor måtte jeg skrive og indspille alle de scener, der leder op til, at Danny Trejo går i vandet. Og da jeg kiggede på de gamle optagelser, tænkte jeg, at jeg enten måtte hente den pige tilbage, som han kysser under vandfaldet, eller finde en stand-in."

"Men den blonde piges ansigt var dækket af hendes hår, så jeg tænkte, at jeg i stedet kunne gøre hende til Lindsay Lohans body double. I den færdige film ser man Lindsay i swimmingpoolen, og når vi klipper til det her smukke billede af vandfaldet, er det den anden pige – bare med den samme frisure. Vi sørgede for, at Lindsays hår matchede de optagelser, vi allerede havde af den anden skuespillerinde."

"Det er virkelig en meget exploitation-agtig måde at gøre det på. Bare at smække nogle vidt forskellige klip sammen og lade som ingenting, ha ha!"

> Læs også Bries interview med Lindsay Lohan (2004)

Vanen tro står Robert Rodriguez anført som medinstruktør, medforfatter, medklipper, medproducent og visual effects supervisor på ”Machete". Arbejder han bedst under pres?

"Det hjælper mig i hvert fald til at finde på ideer undervejs, og de er som regel bedre end dem, man tænker for meget over. Når folk fortæller mig, hvilke scener i mine film de bedst kan lide, er det altid dem, som opstod tilfældigt, fordi solen forsvandt bag horisonten, og vi måtte finde på noget andet i sidste minut. Derfor prøver jeg at lave alle mine film hurtigt og billigt, så de bliver fyldt med ”fejl” og lykkelige tilfældigheder," fortæller Robert Rodriguez.

"Min plan var altid at indspille ”From Dusk Till Dawn” (1995) i kronologisk rækkefølge. Den luksus havde vi bare ikke, fordi vi ikke var med i fagforeningen, og da vi optog, var der en strejke mod ikke-organiserede filmhold. Så vi måtte begynde med alle interiørscenerne, dvs. filmens anden halvdel. Bagefter skød vi den første halvdel. Men på grund af omstændighederne kom det til at føles endnu mere som to separate film, og det er præcis den effekt, som folk elsker ved ”From Dusk Till Dawn”."

OPDATERING 12.12.2010: "From Dusk Till Dawn" vises på 3+ fredag d. 17. december kl. 00.20 (natten til lørdag).

Danny Trejo, Jessica Alba & Robert Rodriguez, Venedig 2010

Lindsay Lohan: Før og nu

Utroligt, så meget der kan ske på seks år.

Jeg kan stadig huske min overraskelse, da de første, afslørende paparazzi-billeder af Lindsay Lohan dukkede op cirka 2005. Fugtige snapshots fra L.A.'s dødsruter, der viste en ustyrlig partypige i slingrekurs mellem skyer af coke og sprut.

På det tidspunkt var det kun nogle måneder siden, at jeg havde siddet over for den da 18-årige skuespiller til et interview om Tina Feys morsomme highschool-satire "Mean Girls".

Allerede dengang havde jeg svært ved at sammenholde den topprofessionelle - og mørkhårede - unge kvinde, der tronede for enden af bordet, med Li-Lo, den fregnede nusergøj fra uskyldige komedier som "Forældrefælden" og "Freaky Friday". Men mødet med Lindsay Lohan i Paris efterlod mig dog med indtrykket af en opadstigende og talentfuld stjerne med snusfornuften i behold.

Måske derfor havde jeg ikke fantasi til at forudsige, hvad derefter fulgte.

Lindsay Lohan, 2004

Lindsay Lohan, 2010 

I forgårs (tirsdag) tjekkede den nu 24-årige Lindsay Lohan ind i det californiske tugthus Century Regional Detention Facility. Hendes aktuelle dom på 90 dages fængsel er den foreløbige kulmination på de seneste fem års tøjlesløse ridt i partykarrusellen, der har sendt rødtoppen på rundtosset slingrekurs.

Ifølge en talsmand fra Los Angeles' politi skal den tungfestende tabloidstjerne dog næppe regne med at kukkelure i kachotten særlig længe. Lindsay Lohan forventes at blive løsladt igen allerede den 2. august - efter kun 14 dages hæfte.

Apropos viser Kanal 5 i aften "Just My Luck" fra 2006: En slap metervarekomedie, som på ingen måde indfrier de løfter, Lindsay Lohans tidlige præstationer som Hollywoods komiske Teen Queen lagde op til.

Med Robert Downey Jr.s imponerende karriere-restitution in mente skal jeg imidlertid være den sidste til at afskrive Li-Los muligheder for et triumferende comeback. Jeg har jo taget fejl af hende før ...

---

INTERVIEW:
Lindsay Lohan, "Mean Girls"
Brian Iskov i TJECK #153, august 2004

Den rødhårede rocktøs fra ”Freaky Friday” er ved at blive voksen. Lindsay Lohan spiller gymnasiebabe i biografaktuelle ”Mean Girls”, og TJECK har mødt den nu 18-årige stjerne i Paris

Pschitt! er navnet på en uskyldig fransk mineralvand.
Når man fjerner kapslen, slipper kulsyren fri med et ”pschitt” – deraf navnet. Sagt hurtigt lyder det også som noget, enhver pæn 18-årig pige helst vil være fri for at putte i munden.
– Har I set det her, udbryder Lindsay Lohan og suser ind i vores hotelsuite med en af de famøse flasker i hånden. Selv om stjernen fra ”Mean Girls” hænger ud med Justin Timberlake og agerer vært på MTV Movie Awards, når hun ikke snor sig topprofessionelt gennem endnu et gruppeinterview, er hun altså stadig ung nok til at synes, det er sjovt, når en danskvand hedder noget uartigt.
Ellers får vi ikke mange glimt af teenageren bag facaden. Vi husker med glæde den nuserfriske rødtop fra ”Freaky Friday”, men sidste år er længe siden. Foran os sidder en kurvet ung kvinde, hvis absurd dybstegte tropekulør giver hendes hår et brunt skær og får de sidste fregner på skuldrene til at gispe efter luft.

Arbejde, altid arbejde
Lindsay Lohan taler, tænker og opfører sig langt ældre, end hendes dåbsattest tillader. Måske fordi hun har arbejdet, siden hun var tre. For eksempel var hun sin egen tvilling i Disneys seks år gamle ”Forældrefælden”.
– Efter den blev et hit, syntes mine forældre, at jeg skulle vende tilbage til min skole, og jeg var helt enig. Jeg havde lyst til at være sammen med mine venner igen. Ingen af dem vidste, at jeg havde lavet en film, fortæller Lindsay og kan godt selv høre, hvor underligt det lyder. Hun uddyber:
– Da jeg tog af sted for at indspille ”Forældrefælden”, fortalte jeg alle i min klasse, at vi skulle på ferie. Jeg kom først tilbage efter otte måneder. Så mine venner undrede sig lidt, da filmen fik premiere, og de så mig på plakaten. Jeg ville bare ikke virke, som om jeg blærede mig med det!
Bagefter kom Lindsay i high school, men stoppede midt i andet år for at blive undervist hjemme. Siden har hun ikke set sig tilbage.
– Jeg har ikke engang været til studenterballet, siger hun om den for amerikanske teenagere så livsvigtige prom night.
Hvorfor ikke?
– Jeg skulle arbejde.

Lede tøser
Arbejdet var ”Mean Girls”, sjovt nok en film om high schools. Den afdækker nådeløst og vittigt, hvordan tøser danner kliker og holder hinanden nede i et indviklet kastesystem. Der er regler for at klæde sig tjekket, hvilke fyre man må score og sågar for, hvordan man bagtaler veninderne mest effektivt.
Hvad var det ondeste, pigerne i din skole udsatte dig for?
– Det var egentlig ikke særlig ondt. Min veninde og jeg var ikke på talefod, fordi vi var ude efter den samme fyr. En dag, hvor jeg kom ind i kantinen, trak hun stolen væk under mig, lige som jeg skulle til at sætte mig. Jeg trillede ned på gulvet, min mad fløj gennem luften, og alle stod og gloede. Det var så pinligt. Jeg skyndte mig bare at gå min vej. Næste dag måtte jeg gøre gengæld, så jeg væltede mit drikkeglas ned i hendes skød, mens alle så det. Efter det var vi gode venner igen.
Hvem endte med at score fyren?
– Ingen af os. Det var bare ikke det værd, svarer Lindsay og introducerer hermed et tema, som går igen, hver gang emnet ”kærester” bringes til overfladen. Det er bare ikke det værd.

Det der med kærester
Man skulle ikke tro det, men kærligheden ser ud til at volde Lindsay Lohan problemer. Mest fordi hun simpelthen ikke har tid.
– Jeg vil gerne have en kæreste, men sådan som min arbejdssituation er nu, ville jeg aldrig være i nærheden af ham, sukker hun.
Et ni måneders hul i dagbogen på hendes hjemmeside understreger, hvor travlt hun har med sin karriere. Familie og venner skal der dog være plads til, og klikker man rundt på lohanhouse.com, finder man flere billeder af mor, far og de tre yngre Lohan-søskende.
– Jeg er vist lidt moragtig over for dem, indrømmer Lindsay.
– Min ældste bror, Michael på 16, er begyndt at holde fester derhjemme. Han inviterer en masse piger, og det huer mig ikke rigtig. Når han har besøg, står min søster og min lillebror udenfor med telefonrøret op til døren, så jeg kan høre, hvad der foregår! Og nogle gange, når jeg ringer hjem, bliver telefonen taget af en pige!! Jeg får lyst til at bede min mor om at gå derop og sige noget til ham! Jeg ved, det er lidt sært, men da jeg selv var på den alder, havde pigerne alle mulige drenge, de var vilde med. Snakkede hele tiden om det første kys og den slags … Jeg ønsker ikke, at min bror skal være en del af det, siger Lindsay fromt og udløser en medfølende latter omkring bordet.
Hvornår oplevede du selv dit første kys?
– I ottende klasse. Michael går i tiende, svarer hun og fniser lidt.

Lindsay Lohan, 1998

Three strikes and you’re out!
– Jeg kan huske, da jeg lavede ”Forældrefælden”, og min sproglærer fik Brad Pitt til at skrive en hilsen til mig. Med underskrift og det hele. Jeg var dybt utaknemlig. ”Hvad skal jeg med den? Det er bare en lap papir! Jeg vil være hans ven, jeg vil have hans telefonnummer!”, griner Lindsay og forsvarer sig med, at hun kun var 14 dengang.
– Han er ikke rigtig min type længere.
Hvem er så din type? skynder en journalist sig at spørge, og dét kyler den ellers selvkørende interviewmaskine af sporet. Lindsay Lohan hakker og øh’er, og i et kort øjeblik ligner hun grangiveligt en helt almindelig forlegen teenagepige.
– Ehhm … når man tænker på, hvor meget ældre han er, giver det vel mening, at han ikke er min type? forsøger hun sig, før hun genvinder fatningen.
– Min kæreste skal nok være selvsikker, men uden at være skråsikker. Trofast og sjov. Og så skal han ikke flirte med andre piger for øjnene af mig, tilføjer hun bestemt.
Sker det tit?
– Jeg ser det hele tiden ske for mine veninder. Jeg fatter ikke, de finder sig i det! Hvis det var mig, var jeg FÆRDIG med ham. Tre gange, og så er det forbi.
Og med de ord er interviewet også forbi. Pschitt.